Solen var højt på himlen, og der blev arbejdet flittigt på huset. Azura betragtede stolt, hvordan at processen skred frem. Ikke at hun hjalp synderlig meget, det var ikke lige hendes stærke side faktisk at udøve noget som helst fysisk. Med mindre det indgik i at ride rundt og svinge med hendes sværd. Noget hun til gengæld var ganske god til! Hun smilede stort for sig selv, som hun gik tilbage ind i huset og fandt sig et stille sted, fra alt larmen fra arbejderne. Hvor lang tid der gik, var hun ikke klar over. Da ham der var overseeren der stod for den daglige ledelse, pludselig rømmede sig. Det gav et sæt i hendes krop, som hun næsten sprang ud af lænestolen hun var faldet i søvn i. “Ja?!” dværgen ved navn Timo kløede sig i nakken og gav hende et skævt smil. “Vi er færdig med arbejdet i dag Frøken, så hvis du har vores betaling så er vi på vej hjem.” hun nikkede søvnigt og begyndte at rode rundt i hendes skrivebord. Der fandt hun en stor pose med krystaller, som hun havde samlet ind ved at tage de mærkeligste jobs hun længe havde haft. Hun rakte den frem, og Timo tog glædeligt imod “har du også råd til vi kommer i morgen?” sådan var det jo desværre, hver dag var en usikkerhed. Nogle gange kunne hun have dem en hel uge ad gangen. Så kunne der gå en måned, og kun have råd til at de var der en enkelt dag. “Ja heldigvis, så samme tid?” generelt var hele dette, ganske trivielt og kedeligt. Men hvis hun gerne ville have det hus hun drømte om, så var man jo nødt til at tage det sure med det søde.

Timo nikkede glad, og forlod hende derefter med lovning på de ville komme dagen efter. Azura gik selv ud i køkkenet og fik sat vand i en kedel over et af hendes blus. En kop te var præcis det hun havde brug for, inden at hun gik i seng. Men som hun strakte sig over hoved, hørte hun hvordan klokken ringede ved fordøren. Havde nogle af arbejderne glemt noget? Med en vis undren, begav hun sig ud for at se hvem der ringede på så sent om aften, som det efterhånden var blevet. Azura åbnede døren og - der var ingen? Irriteret var hun lige ved at smække døren i, det måtte have været vinden der havde spillet hendes et pus. Men før hun nåede så langt, var der pludselig en der rømmede sig. De blå øjne søgte straks ned af, og der var der en - Alf? Hendes bryn blev hævet, hvor kom den fra? “Undskyld, det er ganske sent. Hvad kan jeg hjælpe dig med?” alfen så dog ikke ud til at hun tog den uhøflige tone særlig tungt, derimod kom der et ganske fint smil frem på læberne. Vingerne blev foldet ud og nu sværmede det lille kræ om hoved på hende, Azura havde virkelig ikke tålmodigheden på hendes side. “Det er mere hvad jeg kan gøre for dig!” kom der med en irriterende pippende lyd. En krystal blev rakt imod hende, hvad var det? Mistroisk imod det lille kro, trak Azura lidt fra sig. “Kom nu, den vil bringe dig gode ting!” sagde alfen igen “jeg lader dig være lige så snart du tager den?” lokkede hun til sidst. Jamen, hvis det var det eneste der skulle til før at alfen lod hende være i fred? Azura snuppede krystallen, og kiggede ned på den da den lå i hendes hænder. “Og hvad af gode ting, vil den så bringe?” spurgte hun, men som hun kiggede op, var alfen væk. “Mærkelige væsen.” brummede hun irritabelt og smækkede døren i. “Uh min te”

Hændelsen med alfen var næsten glemt, som hun sad og drak sin dejlige rosen te. Hun strakte sig hen over hoved, og begav sig søvnig ud på badeværelset for at gøre sig klar til natten. Hun fandt sin spand med vand, stillede sine sæber frem og kiggede så op i spejlet. Hm, det var da spøjst. Hun lignede sin bror Atmos.
Undskyld? Hun vendte hurtigt hoved op mod spejlet igen. Det var Atmos! Nej, det var hende!? Azura stak i et vildt hyl, da det gik op for hende at hendes spejlbillede var af en mand. Hun kiggede ned af sig selv, hvor var hendes bryster!? Hendes former!!! Ufrivilligt greb hun sig mellem benene, og der gav hun sig for alvor til at skrige. “HVAD FANDEN FOREGÅR DER!” selv hendes stemme var blevet mere dyb og slet ikke så skinger som den plejede. Forvildet løb hun rundt i badeværelset, det kunne ikke passe. Hun var alt for smuk til at ligne hendes bror! Hun løb igen hen foran spejlet, og begyndte at hive sig selv i kinderne. Nej, det - febrilsk begyndte hun at skrubbe sit ansigt voldsomt med hendes svamp og sæbe. Men da hun kiggede op, var hendes hud bare hævet, lilla og stadig en mand. Også blev alt sort, som hun besvimede på det kolde marmorgulv.