Amos bankede igen højlydt på døren, så det næsten rungede i natten. Nu ville ærligt talt være et godt tidspunkt for denne helbreder at komme og åbne den skide dør!
Laiza 29.05.2019 22:14
Den stille nat blev brudt, da Amos hamrede sin barkede næve beslutsomt og hårdt mod trædøren til det lille hus. Han havde aldrig selv sat fod i huset, men hans besætningsmedlemmer havde været hos Rosalind Fawkes mere end et par gange og hun havde fået gode anbefalinger. Og som det var lige nu, så håbede Amos inderligt, at hun fortjente den ros, som hun havde fået. Bag ham stod Moss og Luke og mellem dem hang Smithy slapt. Hans skjorte var næsten brun af blod hele vejen ned langs den højre side og han havde ikke været bevidsthed den sidste halve time. Amos bankede igen højlydt på døren, så det næsten rungede i natten. Nu ville ærligt talt være et godt tidspunkt for denne helbreder at komme og åbne den skide dør!
Angie 29.05.2019 22:43
Rosalinds søvn blev forstyrret af en insisterende banken, der i første omgang blandede sig med drømmen og lod hende sove videre. Da den blev ved, vågnede hun med et sæt og satte sig op. Den ene hånd søgte automatisk ind under madrassen og den kniv der altid var skjult der. Hun sad lidt, spidsede ører og hørte lyden af dæmpede stemmer udenfor. Så bankede det igen og hun svingede benene ud over sengekanten, satte de bare fødder mod det kølige gulv og greb sit sjal før hun gik nedenunder i fuldt alarmberedskab "Hvem kommer rendende på det her ugudelige tidspunkt." spurgte hun gennem den stadig lukkede, og forsvarligt låste, dør, mens fingrene lukkede sig fast omkring knivens skæfte. Det var langt fra første gang nogen kom anstigende midt om natten og det var sjældent en god ting. Laiza 30.05.2019 09:19
Han havde banket så længe, så han var begyndt seriøst at overveje bare at bryde døren ned - uden mindste tvivl i sit sind om, at han ville være i stand til det lige nu - da der endelig lød en stemme fra den anden side. "Kaptajn Amos fra Natravnen," svarede han brysk og med tydelig hast i sin stemme. "Vi har en såret mand herude. Det haster." Amos var ikke typen til at gå i panik og han var da også komplet rolig i både sin udstråling og sin stemme - selvom det stadig var tydeligt, at han mente, hvad han sagde. Angie 30.05.2019 13:01
Den dybe stemme der mødte hende var ukendt, men navnet der blev givet var ikke. Hendes bryn krøb sammen og trods det klare hastværk fra den anden side af døren, gik der lange sekunder i overvejelse, før hun reagerede. Det var et sats at åbne døren og lade fremmede ind. På den anden side var der sikkert gode penge at hente, ud over den klare forpligtelse hun altid havde følt hun havde til at bruge sine evner til at hjælpe dem der havde brug for det. Hun lagde ikke kniven fra sig da hun skød slåen fra og fjernede bjælken der udgjorde en ekstra sikkerhed mod ubudne gæster. Med en dyb indånding åbnede hun døren og blev mødt af tre store skikkelser. Selv i mørket var det tydeligt at den ene ikke var i topform og i stedet for at begynde at stille krav med det samme, trådte hun til side og lod helbrederen tage over ”Ud i køkkenet.” beordrede hun den ene af de tre mænd hun havde set før og dømte, at han måtte kende vejen. Hun trak sjalet tættere sammen over den lange natkjole, uden dog at være særlig selvbevidst over det faktum, at hun stod i nattøj og lukkede døren bag de tre mænd før hun fulgte efter dem ud i køkkenet hvor hun hurtigt ryddede det store bord “Herop.”
Laiza 31.05.2019 16:22
Hun tog sin tid med at beslutte sig og Amos var lige ved at råbe til hende igen, da han endelig hørte en bom blive flyttet og så døren åbne sig. Kniven i hendes hånd gik ikke hans næse forbi, men i stedet for at blive fornærmet, steg hun en smule i hans agtelse. I det mindste havde hun en smule fornuft i hovedet, som forhåbentlig ville komme Smithy til hjælp.Han fulgte efter dem ud i køkkenet og var hurtig til at give et nap med til først at rydde bordet og bagefter at tage ved i besætningsmedlemmets ben. De fik ham lagt forsigtigt på bordet og Amos skuttede sig lidt, da en lavmælt jamren kom ud mellem Smithy's læber. Heldigvis kom han dog ikke til bevidsthed. "Vi løb ind i problemer ovre på den anden side af byen," forklarede han, da først hun var gået i gang med at undsøge såret. "Han blev stukket af en kniv." Stemmen var ru af sindsbevægelse, selvom han stadig ikke vidste ydre tegn på at være særligt påvirket. Smithy havde været én af hans trofaste støtter siden før den gamle kaptajn døde.
Angie 31.05.2019 17:24
Rosalind lagde kniven fra sig, indenfor sin egen rækkevidde, men udenfor de to mænds, lige længe nok til at lægge sjalet og i stedet binde et slidt, men rent, forklæde om livet. Så greb hun kniven igen og brugte den nu til at skære den gennemblødte skjorte op så hun kunne se skaden an “Jeg skal have en af jer til at fyre op under ilden.” Kommanderede hun efter at have anerkendt informationerne med et afmålt nik og pressede et rent stykke klæde hårdt mod såret, der stadig blødte. Hendes bryn var trukket sammen i koncentration da hun vendte blikket mod Amos og før første gang så ham i øjnene ”Hold presset mens jeg finder hvad jeg skal bruge.” igen var det en ordre mere end en bøn mens hun så afventende op på ham. Laiza 01.06.2019 01:19
Amos vendte sig ikke mod ilden, da hun udstedte sin ordre. Han var vant til at give ordrer - ikke modtage dem - og heldigvis reagerede Moss da også prompte. Amos stod i stedet ved Smithy's side og følte en hel del frustration over, at der ikke syntes at være noget, han kunne gøre for at hjælpe. Derfor kæmpede han heller ikke ligefrem imod, da han igen fik en ordre stukket ud. I stedet tog han klædet og gjorde, som hun bad ham om. Man måtte vel også lade kvinden gøre sit arbejde? "Klarer han sig?" spurgte han alvorligt, mens han pressede klædet hårdt ind mod såret og igen hørte Smithy jamre sagte. "Hvad er det, du finder?" Spørgsmålet var måske en anelse skarpt, men han kunne ikke lade være. Han var nødt til at høre, om hun vidste, hvad hun gjorde. Angie 01.06.2019 13:17
Rosalind brugte ikke tid på at se om nogen af de to mænd gjorde som hun sagde. Hun regnede bare med det blev gjort, mens hun slap klædet og overlod det til kaptajnen ”Måske.” svarede hun kort for hovedet, men ærligt, mens hun fra en hylde med en imponerende mængde krukker, glas og poser, begyndte at tage ting ned “Jeg skal have stoppet den blødning før jeg kan se hvor dybt det er, men jeg kan kke lide farven på det blod.” Indrømmede hun og henvendte sig til Moss, der fyldte gryden over ilden med vand fra tønden ved døren, mens hun selv gik tilbage ved siden af Amos ”Løft det. bad hun og så snart han gjorde og blodet igen begyndte at løbe, dryssede hun et fint pulver over såret og lagde begge sine egne hænder over. En koncentreret rynke furede hendes pande mens hun trak på sin magiske kerne. Små svedperler trådte frem på hendes panden, men blodet mellem hendes fingre tog langsomt af, for så tilsidst at stoppe helt. Laiza 01.06.2019 15:34
Amos reagerede ikke på hendes svar, men han kunne godt lide den sikkerhed, hun talte med og da hun bad ham om at flytte sine hænder, gjorde han det uden brok. Han bemærkede ikke det blik, som Moss og Luke sendte hinanden bag hans blik og det var sikkert meget godt, da han ellers havde været nødt til at sætte sig i respekt igen. Som det var, fik Rosalind i stedet ro til at arbejde. Han holdt godt øje med, hvad han kunne se under hendes fingre og da blodet stilnede, gjorde han en kaldende bevægelse til mændene bag sig. "Fyld et bæger med vand til hende," bad han og kort efter hørte han lyden af rindende vand. Han vidste af erfaring, hvor tørstig, man kunne blive af at tære så voldsomt på sin magi. Angie 01.06.2019 16:34
Rosalind skævede op til Amos med et underfundigt blik "Der skal mere til at slå mig ud." meddelte hun, men tog imod kruset med vand med et lille nik til manden der rakte hende det. Efter et par hurtige mundfulde sørgede hun for at få en skål med varmt vand bragt hen til bordet, hvor hun gav sig til at vaske både friskt og størknet blod væk, så hun få et ordentligt overblik "Kniven har ikke ramt noget vitalt, men det er dybt og han har mistet mere blod end godt er." hun så ikke op mens hun aflagde rapport, men arbejdede med kyndige fingre, mens vandet i skålen skiftede fra klart til grumset rødbrunt "Hvis han klarer sig gennem natten vil jeg give ham en chance." Laiza 02.06.2019 10:37
Amos nikkede let, da hun sagde nej til vandet. Eller, hun sagde måske ikke ligefrem nej, men det var alligevel essensen af det. Det fortalte noget om rækkevidden af hendes helbredende kræfter og det var gode tegn, at hun ikke netop havde opbrugt dem. Hendes næste ord, fik dog et sug til at gå gennem hans mellemgulv og hans hånd lagde sig næsten ubevidst omkring Smithy's håndled, hvor grebet spændtes en smule. "Er der ikke mere, du kan gøre for ham?" Amos' stemme var en anelse ru under bryskheden, men han regnede ikke med, at hun ville kunne høre det. Luke og Moss på den anden side.... Han rystede tanken af sig. Han brød sig ikke om den uvished, hun havde lagt for dagen og han ville gerne have klar besked. Angie 02.06.2019 12:34
Rosaling holdt aldrig op med at arbejde mens hun talte, omend hendes blik momentært noterede sig den hånd kaptajnen lagde omkring den sårede mands håndled "Jeg gør hvad jeg kan. Resten er op til Guderne." fra en mindre æske fandt hun en buet nål og en tynd silketråd "Hvis I flytter ham er det på eget ansvar." fortsatte hun med et alvorligt sideblik til Amos "Jeg kan rede op til ham hernede." tilbød hun efter et tavst øjebliks betænkningstid, før hun koncentreret begyndte at sy det gabende sår. Laiza 02.06.2019 15:28
Det var ikke et uventet svar, men det gjorde det ikke mindre skuffende, da det blev sagt og Amos' kæbe låste sig fast om de bebrejdende ord, som han trods alt vidste, der ikke var rimelige. Han havde alligevel ikke lyst til at gøre hende uvenligt stemt, nu hvor hun arbejdede for at redde hans vens liv. I stedet sendte han et blik til Luke, som derefter kom hen til dem og henvendte sig til helbrederen. "Hvis du fortæller mig, hvor du har dit linned, så skal jeg nok rede op til ham," sagde han sagte og Amos følte sig lidt bedre tilpas. Det var rart, at de ikke behøvede at flytte ham, når han var så syg. Det havde været slemt nok at skulle fragte ham her til huset. "Tak," sagde han derefter lavmælt. "Jeg ved, at du gør, hvad du kan." Hans mænd kunne ikke høre ham og det var helt tydeligt med vilje. "Han er en ven." Så slap han Smithy's håndled og gik hen for at hjælpe med at hælde den næste portion varme vand op. Hvis Luke eller Moss undrede sig over, hvorfor han pludselig deltog i noget, som han normalt ville overlade til andre, kommenterede de ikke på det. Angie 02.06.2019 16:49
Rosalind så ikke den spændte kæbe, men hun følte alligevel frustrationen og magtesløsheden i rummet som en sky der hang under loftet. Hun var dog ikke uvant med at arbejde under den slags pres. Det fulgte desværre ret naturligt med når man tog sig af syge og sårede mennesker. Hun tøvede momentært før hun svarede manden der tilbød at hjælpe "Skabet ovre i hjørnet." svarede hun så og fortsatte.Nålen gled ubesværet gennem huden. Sting for sting indtil hun stoppede ved hans tak. Hun var ikke helt færdig, men havde ikke forventet nogen tak eller anerkendelse fra kaptajnen. De lyse mørke bryn trak sig lidt sammen før hun vendte ansigtet mod ham med et uudgrundeligt blik. Hun gav ham et lille, men anerkendende nik, før hun fortsatte med nålen. Denne gang rørte manden på sig og hun stoppede igen "Shhh.. sov.." hun havde lagt en hånd mod hans pande og på få sekunder faldt han hen igen og lå stille "Det er bedre for os allesammen at du ikke vågner lige nu." mumlede hun halvt for sig selv, lagde det sidste sting og rettede sig op med en lille grimasse "Vil jeg vide hvem der ikke var tilfredse med jeres selskab?" spurgte hun og vendte igen blikket mod Amos mens hun åbnede en krukke og begyndte at smøre en tyk, skarpt lugtende salve på knivstikket.
Laiza 03.06.2019 09:22
Amos så op, da hun sagde noget igen. Noget kunne tyde på, at hun ikke skulle bruge mere varmt vand og han følte sig en smule tåbelig for at have lavet noget, som så ikke engang skulle bruges. "Nej," svarede han bare roligt. Det var deres egen sag, hvem de havde kæmpet mod. Desuden var det sikkert bedst, hvis hun ikke vidste noget alligevel. Han så ned på sine egne hænder og da han fandt dem indsmurt i størknet blod, var han alligevel pludselig glad for det varme vand. Han satte spanden fra sig på køkkenbordet og spædede en smule til med koldt vand, inden han dyppede hænderne deri og gned blodresterne af. "Hvad skal du have for din hjælp?" spurgte han i stedet. Han vidste, at ingenting kom gratis og nu hvor han havde fået et blik på Smithy, hvis ansigt så mere roligt ud, end det havde gjort, siden han blev stukket, mente han nok, at han kunne tale om betaling.
Angie 03.06.2019 11:19
Hun løftede hovedet igen og så vurderende på ham, nikkede så og gjorde sig færdig, mens de tre mænd rumsterede bag hende. Hun var hele tiden bevidst om hvor de var og lidt på vagt, selvom det ikke lod til nogen af dem havde nogen mørkere bagtanker med at være der. Man kunne aldrig være sikker et sted som her.Hun tørrede hænderne i forklædet og rakte ud efter en af de adskillige sammenrullede stofstrimler hun allerede havde fundet klar "Den ene tjeneste er den anden værd, tænker jeg." svarede hun henkastet, men komplet gennemtænkt. Tjenester der kunne kradses ind på et senere tidspunkt, var nogen gange mere værd end mønt. Især fra en mand som ham "Jeg skal bruge en af jer til at støtte ham mens jeg lægger den her." hun talte ikke til nogen mere end andre, men det var alligevel Amos hendes blik landede afventende på.
Laiza 03.06.2019 20:16
Amos stivnede let ved hendes svar - ikke mere end et sekund eller to - inden han trak sine hænder op af vandet og tørrede dem i en klud. Indvendigt knurrede han dog let. Et fremtidigt krav var det værste, hun kunne have bedt ham om som betaling for denne nat. Amos var ikke en mand, som brød sig om at skylde nogen noget. Og dette var ikke nogen undtagelse. Han bed dog sine indsigelser i sig. Nu var ikke tidspunktet til at gøre hende vred. Og måske ønskede hun bare ét eller andet eksotisk krydderi eller sådan noget. Måske...Da hun talte igen, mødtes deres blikke kortvarigt og Amos kom nærmere, mens han så ned på Smithy. Han ansigt fik stadig et skær af uro over sig, når han så på vennen, men han forsøgte at skubbe de bange anelser i baggrunden. "Hvordan skal jeg støtte ham?" spurgte han så. "Skal jeg hjælpe ham op at sidde?"
Angie 03.06.2019 21:17
Rosalind noterede sig at der hverken kom en bekræftelse eller en afvisning på hendes henkastede krav, men før det var sikkert at manden på bordet klarede natten, havde hun ikke tænkt sig at presse mere på. I stedet nikkede hun da hun trådte hen til bordet og lod diskret blikket glide op over den massive skikkelse. Han ville uden tvivl kunne knække hende på midten hvis han ville, men den tanke skød hun stædigt fra sig. Hun var ingen snøftende lille påfugl der blev bange når en dør smækkede "Ja, men forsigtigt så stingene ikke går op." advarede hun og arbejdede hurtigt da den sårede mands overkrop først var løftet fra bordet.Det tog hende ikke længe at lægge forbindingen stramt omkring livet på manden og nikke let til Amos "Jeg ville faktisk have det bedst med at lade ham ligge her for nu, men rul et tæppe sammen og læg under hans nakke så han har støtte og frie luftveje, bare for en sikkerheds skyld." et mildt undskyldende blik fandt kaptajnen igen, men hun var sikker i sin sag, da hun hentede et af de tæpper der allerede var fundet frem og trak det op omkring skikkelsen på bordet.
Laiza 03.06.2019 21:42
Han nikkede let og støttede den bevidstløse mand, så Rosalind kunne lægge forbindingen om ham. De svage klynk, som kom fra ham igen nu, betød at Amos var ret enig med helbrederen om, at han ikke burde flyttes. "Det sørger jeg for," sagde han derfor bare og gik hen for at hente et tæppe, som han kunne rulle sammen, som hun havde foreslået. Han havde netop lagt tæppet under hans nakke, da Rosalind kom hen og lagde tæppet over ham. "Du kan godt gå i seng igen, hvis der ikke er mere at gøre. Jeg skal nok sidde hos ham i nat." Han havde ikke tænkt sig at gå alligevel. Angie 03.06.2019 22:35
Rosalind gik i gang med at rydde sine ting væk, men stoppede midt i en bevægelse ved Amos's opfordring. Tonen, og ordene strøg hende lidt mod hårene og hun rankede sig umærkeligt før fortsatte "Jeg kan ikke sove lige nu." konstaterede hun kort fra hovedet og begyndte at sætte krukker på plads på hylderne igen "Det er intet personligt, men jeg er ikke vant til at ligge og sove med fire fremmede mænd i huset." konstaterede hun ligefremt og vendte sig med antydningen af et smil, selvom der var både alvor og trods i hendes blik "Uanset foretrækker jeg at være oppe og holde øje med ham, hvis der skulle blive noget." det var forståeligt at han ønskede at blive, men det var stadig hendes hjem og hun havde ingen grund til at stole på nogen af dem.Chatboks
IC-chat▽
Online nu:
Lige nu: 0 | I dag: 1
Lige nu: 0 | I dag: 1