Hele natten havde hun ligget vågen og vredet sig i frustration; indebrændt over Clarks hoveren. Det irriterede hende mere end noget andet, at hun lod sig gå på, men de sidste tre måneder havde været pressede ud over det sædvanlige, og selvom hun ikke ville indrømme det, havde følelsen af at være alene mod alle andre fået et godt tag i den unge, kvindelige pirat. Enken af en mægtig kaptajn, der på uretfærdig og uventet vis var blevet slået ihjel af en endnu — for Catherine — ukendt morder.

Det var dog ikke kampen for at beholde sin position og respekt på skibet, der for alvor gik hende på - det var hun ikke bange for. Det var det faktum, at Clark, den højrøvede pestillens, oven i hatten var efter hende, fordi hun ‘ikke engang kunne stave til sit eget navn’. Huns ignorerede ham selvfølgelig, men tankerene florerede konstant på de gange i løbet af sit liv, hun ville have ønsket, hun kunne læse og stave. Hun havde hørt om bøger, der fortalte alskens historier, og for sig selv havde hun ønsket, hun også ville kunne opleve samme sensation som de, der læste dem. Måske for at slippe lidt væk fra virkeligheden og de grumme, barske minder — både dem fra barndommen, men også dem, der kom til løbende.

Ligenu stod hun med og kiggede ud over molen, ude i horisonten kunne "The Cursed Ghost" anes, og den lille robåd lå tøjret til molen. Endnu en gang var dagen ved at gå på held, og natten nærmede sig. En nat, hvor hun sikkert endnu en gang ville ligge vågen og tankerne ville spille hendes et puds. Men for nu vendte hun havet og skibet ryggen, og gik mod byen og den nærmeste kro. Hun ville helt sikkert møde velkendte ansigter fra skibet, men ønskede ikke at tilbringe hendes aften i deres selskab, ikke denne aften.
Hun var ved at snuble over en drukkenbolt, som sad uden for, men undgik og lod døren nemt gå op og trådte inden for i den store kro, hvor en højrøstende larm hurtigt mødte hende.
Cathrine forsatte op mod baren og bedte om et glas rum, inden hun fandt sin vej ned igennem rummet, ignorede de stirrende øjne og fandt til sidst et bord, hvor hun faldt i tanker.

Clark er blot en npc, på skibet

Amos spottede hende med det samme, hun kom ind i kroen. De havde haft nogle lange dage på havet og besætningen havde for alvor slået sig løs i byen denne aften - en del af dem herinde - mens Amos holdt lidt igen og sørgede for ikke at blive for fuld. Det gjorde han faktisk altid. Det hjalp selvfølgelig også, at han rent faktisk kunne tåle rimeligt meget, inden det kom så vidt. Men årene - og den tidligere kaptajn af Natravnen - havde lært ham, at det var en rigtigt dårlig idé, hvis ikke Kaptajnen af et skib var i stand til at tage beslutninger på alle tider af døgnet.

Catherine var dog ikke svær at genkende, da hun kom ind. Alle havde hørt om kvinde-kaptajnen. Og Amos havde også en distinkt fornemmelse af, at hun ikke havde det helt let. Hvilket måske kunne betyde penge for ham. Så han løftede sig fra sin stol og tog sit krus øl med hen ved siden af hende, inden han satte sig ned igen. "Godaften, Kaptajn. Du ser mig noget tænksom ud, synes jeg?" Amos smilede sjældent, men han havde alligevel en måde at føre sit ansigt på - et par rynker ved øjnene - som lod folk vide, hvis han var godt tilpas.  

Hun hev sig ud af sine tanker, og frygtede først at det var en fra hendes egen besætning, som ønskede et eller andet. Hun gjorde det ofte klart, at de her tidspunkter ville hun ikke forstyrres og ikke ønskede at tale om skibet, eller deres leve forhold, med mindre det var uhyre vigtigt - hvilket det sjældent var. Det var dog et andet velkendt ansigt som mødte hende, da hun kiggede op. Ikke en person som hun havde talt meget med, men de fleste pirater kendte til hinandens rygter. Catherine tog en tår af vinen, og søgte hans øjne. Kaptajn? det var ikke noget hun betegnede sig selv for, hun havde aldrig været kaptajn på skibet, lige nu var hun måske en midlertidig kaptajn, men hun vidste ikke selv om det var en rolle som hun kunne gøre ligeså godt som hendes afdøde mand, hun kommenterede det dog ikke til Amos. "Amos," kom det roligt fra hende, "Du fangede mig i et svagt øjeblik, hvor tankerne havde overtaget" kom det smilnede fra hende, som hun lænede sig lidt mere tilbage i stolen, som hun var kommet til sig selv.

Det var aldrig til at vide hvem der lå til kajs eller hvem der var ude på togt, det kom dog lidt bag på hende at Amos ikke var ude på verdenshavene. "Jeg troede du var ude på åbent hav?" kom det spørgende fra hende, som hun fulgte ham, som han satte sig ned overfor ham. Pirater behøvede ingen invitationer til at sætte sig, det havde hun oplevet, selvom hun måske havde en anden opfattelse - men hun var jo også bare en kvinde.

Amos trak let på skuldrene og drak en slurk af sit krus. "Vi kom ind i formiddags," svarede han og satte kruset ned igen, mens han så på hende. Han kommenterede ikke på, at hun havde ignoreret hans titel. Det var ikke ligefrem i hans bedste interesse at tage anstød af det lige nu. "Hvad er det så, som optager dine tanker på dén måde? Vi kaptajner må jo holde sammen. Hvis vi kan." Hun var ny kaptajn. Og det var bestemt ikke en dårlig ting, hvis han kunne oprette en positiv relation til hende. Måske kunne de endda gøre forretninger sammen i fremtiden?

Catherine satte glasset mod læberne og drak lidt af dem mørke rum, og satte det derefter ned igen og kiggede over på ham, "Noget spændened at berette om, ude på havene?" spurgte hun nysgerrigt, og rettede sig op i stolen.
Der var meget som gik hende på og som optog hende, men ikke det vedrørte egentligt ikke Amos, hvis han havde hørt rygterne så vidste han hvad der var sket på skibet og hendes mand, men tingene skar dybere end hendes mand død, "Det er et stort spørgsmål, kaptajn" svarede hun blot, inden hun slog blikket rundt i rummet, flere mænd kom til, det var de færrerste kvinder som besøgte dette sted, med mindre man var skøge eller pirat - selvfølgelig, "Du har vel hørt rygterne? Det er ved at være måneder siden" alle som havde noget med pirater at gøre, havde hørt hvad der var sket ombord på hende skib, og at det derfor nu var hende som havde overtaget rollen som kaptajn.

Amos trak på skuldrene. "Jeg stødte på et flådeskib i én af de små havne langs kysten. Det så rimeligt suspekt ud, men det var for godt bevogtet, til at jeg turde gøre noget ved det. Jeg gider ikke tilbringe sommeren med at dingle fra et reb." Han lod sit blik hvile i hendes et øjeblik, inden han drak fra sit krus og fortsatte. "Selvfølgelig har jeg hørt det," svarede han så og trak på skuldrene. "Hvorfor skulle jeg ellers kalde dig for Kaptajn?" Han så sigende på hende og lænede sig så lidt tættere på og sænkede stemmen. "Men hvis du tillader, at jeg siger det, så fører du dig ikke just som en kaptajn bør."

"Det er måske også voget at angribe flåden, uanset hvor de befinder sig, så skal de nok være udrustet og bevogtet til at kunne svare igen" svarede hun ærligt, aldrig havde hun selv været ude for at skulle svare igen eller angribe et skib fra flåden, heller ikke under hendes mands kommando, det ville være for risikabelt, "Det ville bestemt også være kedeligt at skulle ende sit liv på nuværende tidspunkt" forsatte hun og tog endnu en tår af rommen.
"Nu er det ikke så længe at jeg har været kaptajn, og derfor har jeg måske heller ikke tilvænnet mig, at kalde mig selv for kaptajn" Det havde hendes mandskab bestemt heller ikke endnu, hvilket ikke var helt optimalt, "Men nej, jeg skal ikke kunne fortælle hvorfor du ikke skulle kalde mig kaptajn" hun satte kruset ned igen, og kiggede undrende over på hende, "Og hvad mener du med det?" hun havde ikke nogen idé om hvorfor han sagde som han gjorde, og der lå ingen grund til at fornærme hende, "Nu er det sjældent vores veje krydset, så jeg ved ikke hvor du har den mening fra"

Hendes svar fik ham til at se lidt nærmere på hende, inden han fortsatte, mens han svingede sit krus lidt frem og tilbage fra et løst håndled. "Måden du kom herind på var nok," svarede han ligeud og så ind i hendes øjne med et nøgtern blik. "Som en forskræmt mus og en undskyldning for dig selv. Løft hagen. Skyd brystet frem. Stol på, at du fortjener mere respekt end de fleste andre her i kroen. Hvis ikke du fører dig som en kaptajn, så vil ingen nogensinde acceptere dig som én." Han mente endda, hvad han sagde. Det var ikke let at være besætningsmedlem den ene dag og kaptajn den næste. Men man kunne undgå mange konflikter ved at tage nogle ting i opløbet.

"Undskyld mig? En forskræmt mus?" det nyttede måske ikke at hidse sig op, men hun ville ikke finde sig i at blive talt til på den måde, "Fordi jeg ikke hilser på idioter og drukkenbolte eller ignorere øjne og dømmende blikke gør mig bestemt ikke til en forskræmt mus" fik hun ærligt brølt. Catherine havde masser af værdighed og var bestemt ikke slået ud, på trods af nogle af de ting som var hendt hende, hun havde blot brug for en aften hvor hun kunne sidde i egne tanker, en aften hvor hun ikke skulle tænke besætningen, deres næste togt eller andet som vedrørte skibet, "Hvis du havde været igennem halvt så meget som mig, ville du slet ikke sidde her. Jeg har enkelt blot brug for en aften hvor jeg ikke skal hører på brok, eller andet og blot kan sidde i egne tanker og nyde min rom" afsluttede hun med et smil og kiggede over på ham. Om han antog at hun angreb ham, var op til ham selv og ikke noget hun kunne gøre så meget ved.

Han nikkede let for sig selv, da hun trods alt farede en smule op og beskyttede sin værdighed. Dét var et godt tegn og hvis han skulle være ærlig, så havde han måske også forsøgt at presse hende for at se, hvad hun egentlig var gjort af. Og hun havde trods alt ikke skuffet. "I det mindste har du stemme," svarede han påskønnende og lagde hovedet let på sned, mens han betragtede hende. "Men alvorligt talt. Hvis du ønskede at sidde alene og nyde et glas, mens du tænkte... Så var din kahyt måske et bedre bud? Når du kommer ind i rum til folk som disse," han gjorde en forklarende håndbevægelse rundt mod alle de fulde brushoveder, "så forventer de, at du opfører dig som en Kaptajn. Ellers mister du respekten fra dem."

Hun svarede ikke på hans ord. Hvad havde han regnet med? Han legede med ilden. Hun var ikke kommet her for at blive irriteret eller irrettesat. Catherine kiggede rundt i rummet, der var ikke mange som hun kendte bedre end deres navn, andet end de mænd fra hendes egen besætning, "De eneste som jeg behøver respekt af, er de mænd som knokler røven ud af bukserne ombord på mit skib" kom det ærligt fra hende, "Hvis sætter sejl i morgen, møder et af deres skibe og plyndre det, tror du så ikke jeg mister deres respekt alligevel?" hun kiggede skarpt på ham, selvfølgelig var der ingen der ville respektere hende hvis hun plyndrede deres skib, måske andre pirater hvis byttet er godt. "Den eneste respekt man skal have overfor mig, er ikke at træde mig over fødderne" hun vidste godt hvad hun selv og hendes mandskab var i stand til, så hvis man respekterede hende og ikke trådte hende over fødderne, så skulle man nok modtage den samme respekt. "Folk skal nok automatisk respektere mig, hvis de ved hvad jeg er i stand til"

Hun løb lidt i cirkler, syntes Amos, men han skubbede det fra sig med et mentalt skuldertræk. "Og ved de så det?" spurgte han bare - uden anklage eller andet i stemmen. Men fakta var nu engang stadig, at han i hvert fald ikke vidste noget om, hvad hun var i stand til. Og at hun derfor ikke kunne høste respekt hos ham på den konto.

Nu var der ingen tvivl om at Catherine ikke havde været kaptajn ret længe, og derfor var der helt sikkert rigtig mange som ikke var klar over hvad hun var i stand til. Hun havde lært at hvad vidste om piraterne og det at sejle fra hendes mand, og før var det ham der havde krævet respekt og nu skulle hun tage over, og hun havde bestemt tænkt sig at køre den samme vej som ham, men det var klart hun havde ikke haft meget tid til at vise sig selv frem i. For hende selv, var det slet ikke noget som hun behøvede lige nu, der var så mange andre ting som satte sig først. "Det må du spørge dem om" svarede hun tørt og kiggede over på ham, "Jeg har ikke været kaptajn i mere end et par måneder, selvfølgelig har jeg ikke - endnu - haft en aggressiv attitude," forsatte hun roligt, men bestemt, "Så nej, jeg har ikke haft længe til at vise hvem jeg er og hvad jeg er i stand til. Men der er ingen grund til at spille fræk, være ubehøvlet og blot hæve dig over andre, som om at du er piraternes konge"

Amos hævede brynene over hendes kommentar. "Og det mener du, at jeg gør?" spurgte han så med en anelse af en faretruende tone i stemmen. Nok var han kommet for at give hende råd og overtale hende til at de kunne have et samarbejde. Men han fandt sig ikke i hvad som helst.

"Du er uenig?" kommenterede hun, "Du starter med at kalde mig for en skræmt mus, fortælle mig hvordan og hvordan jeg ikke skal sidde, gå og være" måske var det i hans øjne blot hjælpelige ord, men hun så det på en meget anderledes måde. Hvis hun ikke gav igen, så ville det sætte hende i det endnu dårligere lys, end han mente hun var i. Hvis hun blot tog imod hans ord og gjorde som han sagde, så ville hun se så svag ud. "Jeg har ikke tænkt mig at lade mig rette af nogen anden. Jeg har udemærket styr på hvordan jeg skal klare mit job som kaptajn" hun tømte sit glas og satte det igen. Egentligt havde hun ikke nogen grund til at blive siddende, ikke hvis der blot ville komme mere ud af hans mund, som hun ikke gad at høre på, men hun blev alligevel siddende.

Sikke en lille mokke, tænkte han for sig selv, men sagde det ikke højt. Amos var generelt af den holdning, at hvis en ældre og mere erfaren kaptajn kom for at give én gode råd - og især hvis denne kaptajn var Amos selv - så burde man virkelig være mere villig til at tage imod dem. At hun stillede sig sådan på tværs blev han ærligt talt lettere irriteret over. "Jamen så vil jeg overlade dig til at ordne dit hverv alene," svarede han lettere iltert og rejste sig for at sætte sig tilbage til det bord, han havde forladt.