Det var smuk forårs dag. Man kunne næsten lokkes til at sige, at det var tættere på at være en sommer dag. Solen stod højt på en skyfri himmel, varmende stråler dansede ned imod jorden og kælede alle på sin vej. Det var tydeligt at der var en mere optimistisk luft sådan en dag som i dag. Hvem kunne undgå at have et lille smil på læben, eller føle sig bare lidt lettere end dagen forinden. Når fuglene sang, og verden virkede en smule lysere med de friske grønne blade der berigede de store brune træer. Også, et sted som her.

Synet havde gjort Neagu næsten helt mundlam, som han stod der og kiggede over sølvfloden. Han havde fundet et fint sted, hvor floden skyllede hen over en kant og ramte store sten. Hvilket i og for sig havde et skønt ord, nemlig et vandfald. For en kort stund, havde han glemt hvorfor han befandt sig her. Hvor han skulle hen, og måske endda lidt hvem han var. Bare for nu, ville han bare nyde den skønne lyd af vandets brusen og rislen. Følgende der sang fra træernes kronede toppe, fårekillingen der sad ikke så langt fra ham og gned sine ben imod hinanden. Tydeligvis lige så glad for varmen som Neagu.

Han smed jakken han havde haft på, åbnede det øverste del af skjorten og lagde sig derefter ned på den grønne plet han havde fundet. Græsset kildede hans bare hud, sensationen fik ham til at lukke øjnene. Hvis der var noget bedre oppe i himlen end der var hernede. Så ville man kunne forstå hvorfor så mange folk prøvede at leve efter regler der gjorde man kunne komme derop. I hans mening, var der bare så mange der fokuserede på hvad der skete efter man var død. Og glemte at små stykker af himlen, stadig var at finde på jorden. Og i dag, var hans heldige, da han havde fundet sådan et sted.

Det var sjældent at storfogeden lod mig patruljere udenfor byen. Selvom sølvfloden var den sikreste del af skoven, var han notorisk for at bekymre sig for sine fogeder, og jeg havde ikke haft det bedste halvår. Ikke hvis man tæller både barkampen og min håndtering af min fars opvågning. . . Men storfogeden var forårsfødt, og på en dag som denne havde hans gode humør gjort det nemt for mig at underminere hans beslutning.
Jeg må indrømme at jeg satte i løb så snart jeg var udenfor hørevide, dumt grin plastret på mit ansigt. Trods alt der var sket den sidste tid, var det svært ikke at give efter for træernes muntre indstilling, nu hvor jeg endelig fik mulighed for at komme ud i skoven igen.

Jeg tabte fornemmelsen af hvor længe jeg havde løbet, men vidste stadig hvor jeg var – vandfaldet var ikke langt herfra, og fra toppen af træerne ved dens udspring kunne man se det meste af den efterfølgende dag. Jeg nåede halvejs op før jeg forpustet stoppede. Der var en skikkelse ved roden af vandfaldet. En skikkelse, der grangiveligt lignede et menneske. Jeg satte mig til rette på min gren, og begyndte at observere ham.

Der måtte være gået en lille time, hvor alt der skete var at han smed tøjet og lagde sig til hvile. Nogle af skovens dyr gik til vandet og drak ikke fem meter fra ham, i et tydeligt tegn på at skoven ikke anså ham for en trussel. Med lette glidende bevægelser svang jeg mig lydløst til jorden på træets skyggeside, og nærmede mig forsigtigt.
”Mennesker er ikke velkomne her,” hørte jeg mig selv sige uden overbevisning. Det var svært at se på den bunke af legemsdele der havde lagt sig på flodens bred og anse ham som en reel trussel for Elverly.

Han var ikke sikker på hvor længe han havde ligget i græsset. Men han tog det hele ind, hvordan vandet brusede, lyden af fuglene, vinden der ruskede i træernes blade. Han åbnede kun øjnene ganske kort, da han hørte nogle dyr ikke langt fra ham drikke af vandet. Han blev dog liggende ganske stille, både i frygt for at han ville skræmme dyrene. Men også fordi at han var så tryllebundet, af det billede der foldede sig ud foran ham. Nu forstod han godt elvernes typiske være måde, det at de typisk ikke ønskede at menneskerne kom alt for tæt på byen.

Han lukkede øjnene igen, og lagde sig en smule bedre til rette. Hvis de forkerte så dette, så ville de nok ødelægge det smukke ved stedet. Mennesker i følge ham selv, havde en tendens til at ødelægge alt det de rørte og så ved. Inklusiv ham, men lige nu formåede han alligevel bare at nyde i stedet. Han nåede dog ikke at nyde særlig meget af stilheden, og skovens musik før at en stemme nåede hans øregang. I et kort øjeblik overvejede han bare at ignorere det. Især fordi ordene havde været, mennesker er ikke velkomne her. Og lige som han havde lagt sig bedre til rette! Efter noget tid, sukkede han dog og rettede sig op. Hans blik landede på en ganske køn elver pige. Hans læber formede sig helt naturligt i et stort charmerende smil. “Det beklager jeg meget, det vidste jeg slet ikke.” han rejste sig op for at sidde, men gjorde ikke antegn til at flytte sig. “Men nu når jeg allerede er her, tror du så ikke du kan lade mig nyde det lidt længere?”