Det var knap en måned siden Netrish og Valkars veje var skildtes. En måned med hård rejse fra Azurien til Elverlys grænseland, udenom de større veje og byen. Landet var i tumult, og det var hverken sikkert at være elver, eller tilhænger af Kile længere, så for Netrish havde det været en farefuld færd. Chance havde dog tilsmilet hende, for rejsen var gået ganske roligt, og begivenheds frit.
Selv ankomsten til elvernes territorium var ligeledes gået roligt for sig.

Netrish havde valgt en af de få menneskebyer der stadig lå, som sit første stop. Her var hun blevet genkendt af en gammel kone, hvis bedstefar Netrish havde stet til hvile en menneskealder tidligere, og hun var blevet budt ind som gæst i deres hus. Derfra havde Netrish sendt ord mod skoven, til Efterårets Stemme Askfey, om sin snarlige ankomst.

Dernæst havde den stolte forkynder af Kiles Ord lagt sin rustning og sværd fra sig, sammen med sine røde og hvide klæder, for at fortsætte sin rejse i mere neutrale farver, lånt af den gamle kone.

Det var tusmørke da Netrish red ind i skyggen fra de gamle lindetræer. Sidst hun havde besøgt skoven, havde der stået en elver klar til at tage imod hende. Men ikke denne gang. Denne gang var der ingen der kaldte hende an, eller bød hende velkommen. Skoven virkede tyst, og øde, for Netrish utrænede øjne.

Askfay havde ikke et eneste øjeblik glemt Netrish. Hun havde været en elver for sig, helt anderledes fra nogen anden Askfay før havde mødt. Kampgejsten havde ikke været enestående, men måden hun havde insisteret på at holde fast i sine værdier og i sin tro, på trods af hvordan andre havde givet den et dårligt omdømme... Askfay havde været imponeret.
Så da der kom ord om, at Netrish nu var på vej ind i Elverly, havde Askfay gjort sig klar.

Hun havde klargjort et værelse i sit hjem, i håb om at Netrish ville blive længere tid, ligesom hun havde advaret de to ungelvere der boede med hende, om at en tredje elver ville slutte sig til dem. Hun havde også advaret de spioner, der bevogtede Elverlys grænser og beordret dem til at fortælle hende, så snart Netrish var på vej. 

Derfor havde hun også god tid, fra Netrish først satte sine ben i skoven, til hun nåede Elverlys grænser, og Askfay så hende på lang afstand, ligesom hun også så de elvere, der sad klar i og bag træer. Der var ikke brug for dem. Netrish var en ven, på en måde.

Askfay var bevæbnet. Ikke fordi hun ikke stolede på Netrish, men fordi hun var Efterårets Stemme og det var hendes ansvar altid at være forberedt og klar til kamp. Men sværdet blev hængende ved hendes side og buen forblev urørt, da hun annoncerede sin tilstedeværelse for Netrish.

"Vær hilset. Du er kommet en lang vej." Askfay trådte ud af den skygge, hun vidste havde skjult hende, og håbede at Netrish ikke havde let ved panik. 

Netrishs hoved vendte sig straks efter lyden, og hendes blik faldt straks på Askfey som hun trådte frem. Netrish var varsom, og tydeligt alarmeret i øjeblikket, men der var ingen panik at spore i den unge elver. Det var reflekser formet af et århundredes ensom rejse, båret af varsomhed. Ikke en krigers trænede reflekser, men også langt fra hovedløs panik og frygt.
Varsomheden forlod ikke Netrish som hun genkendte Askfey, men Netrish slappede tydeligt mere af, nu hendes vært havde givet sig til kende. "Vel mødt" hilste hun, hendes elviske en anelse mere sikkert end ved deres sidste møde. Alligevel var Netrish nødsaget til at skifte tilbage til Krystalisiansk, for trods en smule øvelse, var hendes ordforråd stadig begrænset.

"Jeg forventede din invitation stadig stod, og den lange rejse ikke ville være forgæves" svarede Netrish roligt, og bukkede høfligt for Askfey. Netrish viste ikke om elverne viste deres respekt på samme måde, men det var for nu den den eneste måde Netrish kendte.
Som den unge elver rettede sig op igen, var hendes udtryk et af forsigtig håb, med antydningen af et smil på kanten af hendes læber. "Jeg er kommet for at lærer om min arv og æt. Vores sprog og historie" forklarede hun roligt, og viste, trods de kun havde mødtes kort en gang før, det var mål Askfey ville respekterer.

Det havde været en lang rejse, fysisk som mentalt. Men Netrish var klar nu. Og skønt Kiles symbol stadig hang om hendes hals, skjult under kjolen, havde hun nu vished om, at hendes liv ikke behøvede kun at tilhøre gudinden. At hun havde ret til en del af sit liv selv.

"Invitationer som den du fik, vil aldrig blive for gamle," sørgede Askfay straks for at forsikre Netrish om. Når nu hun rent faktisk havde handlet på den, modsat Askfays forventning, måtte hun gøre sig ekstra umage med at få sin gæst til at føle sig velkommen. Desuden gjorde Netrish allerede et meget godt indtryk med sin høflighed. 

Med et diskret vift med sin hånd, bad hun de elvere, der sad på vagt i træerne om at træde af. Nogle af dem skulle holde vagt langs grænserne et par timer endnu, men de vidste selv hvem de var. Netrish kom alene, så der var ikke brug for ekstra hjælp. 

"Jeg hører, at vores sprog ikke er nemt at lære for det utrænede øre, men du har god tid og her vil du også finde de bedste lærermestre." Netrish havde helt ret, når hun vidste, at Askfay respekterede hendes mål. Det var gode mål, mål enhver elver der ikke havde været hjemme længe burde sætte sig. 

"Jeg har et ledigt værelse i mit hjem, hvis du ikke har noget imod at være min personlige gæst. Ellers kan vi hurtigt finde et andet sted at indlogere dig." Askfay ville selvfølgelig tage det som en personlig fornærmelse, hvis Netrish ikke tog imod hendes tilbud, men hun havde alligevel nok erfaring med menneskernes skikke til ikke at ville vise sin fornærmelse. 

Netrish bøjede ærbødigt nakken som Askfey bekæftede hendes tilbuds stadig stod, som Netrish havde antaget og håbet. Den yngre elver bed ikke mærke i den diskrete bevægelse der sendte Askfeys folk væk, og trods Netrishs egen træning med sværd bevidnet af ru, hærdede hænder, var hendes instinkter ikke et match mod de lydløse elverfolk.

Skyggen af et smil strejfede Netrishs læber ved Askfeys kommentar på sproget, men i stedet for se det som et angreb på et ømt punkt som ellers havde været den unge elvers vane, fremprovokerede det blot et nik. "Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er bedre at lære her, af jer, end fra Krystalisianere. Forhåbenlig kan jeg også ligge accenten fra mig, med tiden" medgav hun, og var kun blevet mere og mere opmærksom på hvor slemt det var. Men det var vel ganske ret også første skridt mod en ændring.

En mere alvorlig mine gled over ungelverens ansigt, som Askfey tilbød hende husly. "Det ville jeg sætte stor pris på" svarede hun, og bukkede kort nakken endnu engang "Jeg skal bestræbe mig på at være så ubesværlig en gæst som muligt" lovede hun. Netrish var ganske vel høflig, men hendes lavpraktiske side bar noget mere vægt, og et sådan tilbud, var ikke et man sagde nej til, med mindre man hadede sig selv nok til hellere at ville sove under en busk.

"Det er jeg sikker på at du kan," svarede Askfay uden at give det en ekstra tanke, da Netrish udtrykte sin ønske om at lægge accenten fra sig. Askfay var af den overbevisning, at elvere måtte være født med andre muskler i tungen, en anden dybde i svælget eller noget, helt elementært i deres bygning, der gjorde at deres udtale kunne blive perfekt, når menneskers, i hendes syn, aldrig kunne. 

"Du skal være velkommen så længe du har brug for det." Askfay havde allerede nu i tankerne, at Netrish måske ville finde husly hun bedre ville kunne lide inden alt for længe, men hun var stadig ikke sikker i sin mistanke, og hun foretrak ikke at være alt for involveret, hvis de nu selv kunne finde ud af det. 

De nåede frem til Askfays hjem og hun holdt døren åben for sin nyeste gæst, men var ikke klar til at slippe hende endnu. Så selvom hun viste hende ind på et tomt gæsteværelse, blev hun stående i dørkammen. "Inden alt for længe bliver der holdt en fest, som du må sørge for at komme til. Ellers vil jeg føle mig nødsaget til at gå og introducere dig enkeltvis til alt for mange elvere. Det er nemmere, hvis du sørger for selv at socialisere. Forbyder din gud dig fra at feste?" 

Askfay vidste ingenting om menneskernes falske guder og var heller ikke interesseret i dem, men hun var interesseret i at give Netrish en god start i sit nye hjem, og var fester udelukket, så ville hun finde en anden måde at bringe hende sammen med nogle elvere - både nogle jævnaldrene og nogen der kunne være på hendes fars alder. 

Askfeys utvivlsomme tillid til Netrish evner til at mestre det elviske sprog, virkede en anelse malplaceret tagende deres historie i betragtning, men den gav også Netrish håb, på sin egen måde. Håb for at det faktisk kunne lykkedes, til trods for hvor store problemer hun havde haft med det i fortiden - og til dels stadig havde. Men Askfeys totalt kompromiløse tillid til det varmede.

"Jeg takker" bød hun Askfey sin taknemlighed, som de gik, og fortsatte ellers i rolig tavshed. Netrish havde nok hundrede spørgsmål på tungen, men nu var ikke tidspunktet for dem. Hun ville få rigeligt med tid til at få dem alle besvaret, men for nu var de praktiske ting vigtigere. Tag over hoved, mad i maven, og den slags.

Netrishs blik faldt rundt på omgivelserne som de gik, og husene der hang mærkværdigt mellem træernes kroner. Hun havde næsten vendt sig til synet, som de nåde Askfeys hjem. Hun fulgte med ind, og lod sin oppakning falde til gulvet, inden hun rullede sine skuldre et par gange.
Netrish vendte sig mod Askfey som hun talte igen, og den unge elvers udtryk viste mild fornøjelse "Jeg vil deltage i denne festlighed så" forsikrede Netrish "Kile byder ingen regler for hvorledes en lever sit liv, blot at det ender når hun har bestemt det således" tilføjede hun forklarende, men der var stadig en smule modskab i hendes stemme. Netrish viste at Kile ikke var udbredt blandt elverne, men der var ingen gud eller gudinde Netrish kendte til overhoved, der forbød fester!
Forhåbentligt ville en sådan samling også tillade Netrish at møde andre elvere, måske sågar nogen der kendte til hendes familie..

"Det er jeg lettet over at høre," svarede Askfay, da Netrish lovede at deltage i festlighederne om ikke så længe. Hendes svar gjaldt egentlig også for Netrish' svar omkring Kiles regler, der overraskede hende en smule. Selvom der ikke var nogle guder hun kendte til, der forbød at feste, så var det vel ikke utænkeligt. Især ikke for en gud, der på så bizar en måde gik op i død. Hvor meget Askfay så end gerne ville byde Netrish velkommen, var det svært for hende at tænke positivt om guder der ikke hørte til i Elverly. 

"Jeg er sikker på at du vil møde både jævnaldrende og elvere, der vil hjælpe dig på din færd." Hun havde én specifik person i tankerne, men hun havde ikke lyst til at nævne muligheden endnu, af frygt for at ødelægge det eller få Netrish' håb op.

"Er der andet jeg kan gøre for dig? Jeg træner vores tropper også, så hvis du ønsker kamptræning er du velkommen der også." Netrish lignede ikke én der havde brug for kamptræning, men selv hvis man havde evner eller erfaring var det vel rart at holde dem ved lige. 

Selv da Netrish rejste rundt i landet, med Kiles bud som eneste mål og følge, havde hun sjældent undgået at deltage i byfester når hun stødte på dem. Hendes mentor, Mergran havde aldrig lagt vægt på, hvor vigtigt det var at have et forhold til de folk man hjalp, og han havde været vellidt for det. Det var dog en kvalitet Netrish aldrig helt havde mesteret på samme måde. Sandsynligvis fordi hun kun dukkede op lige før eller efter nogen var død. Nogle generationer havde sågar hadet hende, og bebrejdet hende for deres kæres død, når hun kom for at stede dem til hvile.

"Det håber jeg. Og med hvad end sprogtræning jeg kan nå inden, er jeg sikker på det nok skal gå fint" svarede Netrish, om end der sneg sig en anelse tvivl ind i hendes stemme, båret af nervøsitet. Hun kunne en del ord, og simple sætninger, men der var stadig lang vej før Netrish var noget der mindede om flydende i Elvernes tunge.

Netrish bukkede nakken taknemmeligt ved Askfeys tilbud om træning "Det ville være mig en ære. Jeg har kun ganske lidt formel træning fra min gamle mentor, men jeg har holdt hans læring ved lige siden. Det sagt, så kan min form uden tvivl forbedres" 

Det kom bag på Askfay at Netrish overhovedet tog højde for sprogtræningen. Des mere tid hun brugte med den unge elver, des tydeligere blev det, at hun havde med en fornuftig ung kvinde at gøre, der kun handlede efter overvejelse, og som på ingen måde ville komme til at gøre sig selv til grin i Elverly, på trods af hendes mangel på elvisk opdragelse. Hun havde en fornemmelse for korrekt opførsel og høflighed, som selv de fleste ungelvere født og opvokset i Elverly manglede.

"Så er det din form vi kigger på. Du virker stærk nok." Det var et kompliment, selvom det var sagt med lige så lidt følelse som Askfay ellers begav sig rundt med. "Og sprog skal du ikke bekymre dig om. Det er ikke nødvendigt i kamptræning. Hvis du har brug for at overgive dig til fjenden, kan du klappe i jorden, eller løfte begge hænder, hvis muligt. Måske det endda vil være en fordel for dig, ikke at lade dem vide at du snakker dit sprog. Nogle af rekrutterne ville måske komme i tanke om at bruge sprog til at tirre dig."

Der var intet ved Netrish, der gav én lyst til at provokere, tirre eller mobbe hende. Det var ikke, som hvis det var en ung, arrogant, mandlig elver de havde fået ind. Men ikke desto mindre, så havde Askfay ikke tænkt sig at stoppe sine rekrutter fra at bruge sproget til deres fordel. Der var andre måder at vinde kampe på, end med rå styrke. 

Netrish nikkede bekræftende til Askfeys ord, og trods hendes mimik forblev den samme, var stoltheden at spore i hendes blik. Askfeys neutrale udstråling mindede kun alt for meget om Netrishs egen, og hun viste ganske vel hvordan den skulle aflæses, og ordrene forstås.

"Jeg vil forholde mig tavs så vidt muligt i så fald" medgav hun, og tog Askfeys råd til sig. Netrish huskede kun alt for godt, hvordan netop hendes sproglige barrierer havde tirret og hindret hende sidst hun havde søgt skovens ly. Skønt hun tvivlede på det ville have samme effekt nu, så var det bedre ikke at give dem nogen fordel.
"Forhåbentligt kan de også få noget ud af at træne mod en anden kampstil end de er van til" tilføjede hun roligt. Netrish stil var unægteligt noget mere fokuseret på fysisk styrke, værende en meget menneskelig kampstil. Men ligeledes havde Netrish ingen erfaring med elvernes kampstil. Det ville bestemt blive et interessant møde.

En af de ting, der gjorde at Askfay allerede holdt ufatteligt meget af Netrish var, hvor hurtigt hun lærte. Hun havde virket stædig, da hun først havde mødt hende, men hun så nu, at Netrish var åben overfor sin kultur og overfor at lære. 

"Jeg er sikker på at de vil lære lige så meget af dig, som du vil af dem," medgav hun, da Netrish påpegede hendes anderledes kampstil. 

Det gik op for hende, at hun nu længe havde stået i dørkammen ind til det gæsteværelse hun bød sin gæst, og det kunne virke påtrængende. Det havde uden tvivl været en lang rejse til Elverly. 

"Hvis ikke du har brug for mere, vil jeg fortrække mig." Det var ikke formuleret som et spørgsmål, men med hævede øjenbryn indikerede Askfay, at det var et spørgsmål; havde Netrish flere spørgsmål eller nogle ønsker skulle hun være velkommen til at stille dem nu. 

Netrish nikkede sin enighed. Hun var sikker på det ville være en fremragende øvelse både for hende selv, så vel som Askfays andre rekrutter, hvis de da var villige til at lytte til en udefra.
Det havde vist sig som et langt mindre problem end Netrish havde frygtet, og dog kunne hun ikke se sig helt fri af den, den varme velkomst til trods.

"Jeg har ikke mere for nu, men jeg håber at lærer mere ved en senere lejlighed" takkede Netrish, og bukkede nakken taknemmeligt. Hun kunne ikke sætte ord på hvor stor en forskel Askfays ord og velkomst havde gjort.
Netrish havde aldrig forventet at finde noget særligt i skovens skygge, men nu? Nu havde hun håb for at hun måske havde taget fejl, og der endnu var mere for hende at lærer.

Fremtiden var nok endnu usikker, og skønt Netrish ikke havde store forventninger til de svar hun søgte, skulle fremtiden nok vise sin gunstighed for hendes tålmodighed. 

"Det vil være mig en fornøjelse at lære dig alt jeg ved, når tiden er til det," svarede Askfay. Hendes ord og tone var afmålte, men der var et svagt, næsten usynligt, smil på hendes læber og en stolthed i hendes blik, over hendes nye gæst. Hun var ikke i tvivl om at Netrish ville kunne passe på sig selv, også i Elverly, der ikke var kendt for at se mildt på dem, der ikke kendte til elviske skikke. 

Hun lukkede døren efter sig og håbede at hun havde ret - og hvis det skulle ske, at hun tog fejl, ville hun ikke tøve med at tage sagen i egen hånd, for at passe på den unge elver der endelig havde opsøgt sit sande hjem.