Cedrik havde den sidste tid brugt en hel del tid i Dianthos, selvom han ikke var helt tilfreds med mængden af maske bærere så lod de ham være i fred det meste af tiden, siden det havde en nærmest magisk evne til at få andre ting de skulle lave, lige før det de nåede til at kede sig nok til at ville chikanere ham.

Hans egen tid blev brugt noget utålmodigt i og i nærheden af kroen Liljensfryd, hvor kromutter var blevet så træt af at have ham rendende at hun havde lovet at sende en dreng når den skægløse dværg kom. Men for Cedrik havde det føltes som at der var gået en evighed siden at han havde lavet vædemålet med hans bedste ven, og selvom han ikke troede at der var sket ham noget, var det svært ikke at blive bekymret om han var stødt ind i problemer på vejen, han rejste trods alt med en elver, og de var ikke ligefrem så velkomne de fleste steder. Men han var sikker på at Dal nok skulle finde på noget, det gjorde han altid.

Så selvom at kromutter nok ikke ville ville blive glad, så tænkte Cedrik at han kunne prøve lykken idag. Der var stille her om formiddagen på Liljensfryd, enkelte handlende der delte morgenmad samt de første tilbud med hindanden, ved første øjekast kunne halvræven ikke se nogen dværge. "Bare rolig mutti, jeg er her for et krus øl idag, og ikke dumme spørgsmål!" bjæffede han muntert mod kromutteren der tog mod pengene, med et strejf af et smil. Som Cedrik fik sat sig, gik døren op bag ham og han drejede hovedet for at se hvem der mon kom ind.

I den åbne dør stod et pragt eksemplar af en mand, med skuldre nær så bede som han var høj, og arme der kunne favne mere én skønjomfru. Han så sig kort omkring, inden han med et smil hilste på en ven i kroens fjerne ende, og traskede med tunge skridt i den retning.
Bag ham til gengæld, stod en noget lavere, men langt mere velkendt skikkelse, med let stubbede kinder, og trætte øjne, men smilet der bredte sig på lavstammede ansigt da han fik øje på ræven, var som latter under solen. "Hva er den af, din luskede rævepels af en tærtetyv!" lo han højt og varmt, inden han med en serie af hurtige, lange skridt fra de korte ben, nåde over til Cedrik, og omfavnede ham i tæt.
Da den lille mand endelig slap sin rødpelsede ven fri af omfavnelse, holdt han stadig en hånd hans skulder, som frygtede dværgen Cedrik ville synke i jorden og forsvinde igen. "Så nåde du det sku alligevel! Ved Chance og alle guderne for vind og vejr, om jeg begriber det!"

Cedrik var tydeligt imponeret over helte fyren der dukkede op, men noget skuffet over at han tilsyneladende ikke kunne gro andet end et overskæg, men det var nok ikke fair for ham at dømme andre på den slags. Han kunne jo som sådan ikke gro skæg selv, nu hvor han var dækket i pels. "Så kunne du komme din kortbenede lømmel af en gårdsanger!" udbrød halvræven varmt, før han kunne omfavne sin berejste ven.
"Jeg har lette ben!" klukkede Cedrik varmt, mens han rodede med den ene hånd i en taske ved hans side. "Jeg har endda et bevis med!" hvorefter han præsenterede et slør lavet i let rødt stof, sløret var viklet omkring noget som Cedrik metodisk viklede fri, halvt for at trække spændingen ud.

Da han endelig var færdig kom to honningristet skorpioner til syne, "Folk fra Rubinien er vilde med dem!" udbrød han før han skiftede til en sagte hvisken "Især ørkenelvere" tilføjede han med et nik.
Det var få folk som Cedrik folk savnede som han rejste, jo der var mange folk han havde mødt gennem tiden og blev glad for at se igen, men Dal var en af de få som han tog sig selv i tænker over hvordan mon havde det. "Nå! det var vist noget med et vædemål jeg har vundet!" lød med mens Cedrik gned sig i sine håndpoter.

Dals latter var varm og ikke mindst lettet som han fik kantet sig op på en stol ved siden af Cedrik. De færreste bare var lavet til dværge-ben, men Dal havde mange års erfaring i at bestige dem, ædru så vel som godt bedugget, og det var ingen sag for ham at få sig møflet på plads.
"Det ville være ilde af mig at mistro en ven, men der er et vædemål på spil, så lad os se det bevis du har!" medgav han muntert, og så til med stor nysgerrighed, mens hans ræverøde ven pakkede sit bevis frem, som om det flor-lette slør ikke havde været bevis nok for den velberejste dværg.

Dal tog sig god tid til at studere beviset, og samlede dem op med en seriøs mine. "Det var lige godt pokkers!" udbrød han så, og lagde den forsigtigt fra sig, inden han brød ud i et bredt smil igen, og vinkede af kromutteren "Mutti! Den næste er på mig" erklærede han, og smækkede sin pung på bordet. Den var flad, og så nært tom der skulle et skarpt øje ting at vurdere om der overhoved var nok, men Dal lod sig ikke mærke med det. Han havde holdt tæt på de sidste krystaller, stædigt insisterende på at kunne betale sin gæld, hvis det mod alt forventning var lykkedes Cedrik at nå frem og tilbage. For hvis der var noget Cedrik kunne, var det at overstige forventninger.

Cedrik smilede veltilfreds over Dals smørre om hvordan at han stolede på ham "Muligvis, men det er nu noget sjovere at have et bevis med, samt jeg er sikker på at du ville have gjort det samme selv!" lo han varmt med sin bjæffende latter. 
Intenst stirrede han på dværgen som han undersøgte delikatesserne, trommende let på bordet med fingrene i spænding som Dal tog sig umådelig lang tid om det, efter Cedriks mening ihvertfald "Jeg sagde jo at jeg kunne! Jo sandet var da ret træls, men lidt stof om poter- vent fødderne og så var det til at klare!" klukkede han varmt, det havde været noget hårder for Helga, men den gæve grævling havde klaret sig igennem det.

Prøvende skubbede Cedrik den ene skorpion hen mod Dal "Prøv den, de smager nu meget godt, samt du skylder mig mig også et kvad!" kom det med i tilfreds nik fra den rødpelsede halvræv. Det var nu meget heldigt, for Dal var noget bedre med ord en han selv var, det blev altid noget rodet noget når han prøvede den slags.
"Nårh ja!" Udbrød Cedrik og roddede i gennem sin taske hvor han hev en flaske med olie op "Det her burde hjælpe med dit brysthår, du ved så det kan blive en ordenlig manke som min" klukkede han varmt.

"Uden den mindste tvivl!" dav Dal Cedrik ret, og dværgens dybe, rullende latter blandede sig med halv-rævens bjæf i en hjertelig symfoni.
"Jeg burde have vist bedre end at lave et vædemål med dig" lo Dal muntert og vendte sin opmærksomhed kort mod rævens evige følgesven "Helga, jeg beder dig.. Næste gang, så tal mig fra det! Bid mig i ankel om nødvendigt!" bad han grævlingen. "Jeg havde troet sandet i pelsen ville have været det værste for jer! Men ja, naturligvis. Sko er nu en praktisk ting at kunne bruge til tider!" klukkede han muntert. Det var de små ting man ikke tænkte over var rarer, før man så nogen uden.
Den tilbudte skorpion blev samlet op, og delte i tre, så de to andre også kunne få del af glæden. Dal havde en fast teori om, at mad bare smagte bedre, hvis man spiste det sammen med andre. Og der var få han hellere ville dele et måltid med, end sin god ven og Helga. Dal smagte den med de andre, og så først noget skeptisk ud, men som de knasende lyde blev mindre, og honningen smeltede i dværgens mund, blev hans udtryk helt saglig. "Jeg siger dig Cedrik, du har altid haft næse for at finde de bedste lokale delikatesser, men denne gang! Der har du overgået dig selv!".

Deres drikkevare kom, og Dal bestilte en skål med honningvand til Helga for de sidste krystaller. "Et kvad ja! Hmmm.. lad os se.." det var så tydeligt som solopgangen på en klar himmel når Dal digtede. Hans udtryk havde en helt særlig karakter, og han blev fjern, og stadig utrolig nærværende på én og sammen tid.
Olien blev taget imod i og vendt og drejet mellem de kraftige fingre, mens det blev studeret nøje, selvom blikket kun var i fokus den halve tid. "Amen Cedrik dog! Hvis jeg ikke viste bedre ville jeg tro det var mig der havde vundet, og ikke dig!" lo han, og gav sin ven et kærligt klask på ryggen.
Øllen blev drukket halvt, inden Dal nikkede bestemt. "Så har jeg noget!" erklærede han glad og viftede efter kromutters opmærksomhed "Kromutter! Jeg låner scenen for et øjeblik". Hun hævede et skeptisk øjenbryn, men nikkede. Dal viste det ikke var smart at komme med nyt, uafprøvet materiale på et sted som Liljenfryd.. Men kunderne var få, og humøret generelt lunkent nok til, at Dal ture tage chancen.

Energisk hoppede dværgen ned fra sin stol, og gik på den lille forhøjning i gulvet, der gav den som scene. Her rømmede han sig efter alle kunstens regler, og sage: "Kære gæster! I dag har min ven her, Cedrik Ravneklo, gjort det umulige, og om det har jeg skrevet et kvad! Det er ikke vers om hans storhed, skønt han fortjener det, så ville vi være her hele natten og den halve dag med. I stedet, kære venner, skal i høre om hansfærd!" introducerede han sig, og lod den værste mumlen falde til ro, inden han begyndte.

Det skete til den forårs fest,
Et vædemål sku' stå.
Om listig Ræv ku' rejse syd
og til Dianthos nå!
Kom så Riggeti-rakketi-vikketi-vakketi-hu-og-hu-i-ha!
Om listig Ræv ku' rejse syd og til Dianthos nå.

Det hede sand, det krydses sku'
Og tiden den var kort
Tilbage til den Liljenfryd 
Før sommeren var gjort!
Kom så Riggeti-rakketi-vikketi-vakketi-hu-og-hu-i-ha!
Tilbage til Den Liljenfryd før sommeren var gjort.

Hvad der skete på den færd,
Det tales kun om tyst.
For flor-let slør og skorpion
Kan ikke være kysk!
Kom så Riggeti-rakketi-vikketi-vakketi-hu-og-hu-i-ha!
For flor-let slør og skorpion kan ikke være kysk!

Utålmodigheden vågnede
Da sommeren gik på hæld
På Liljenfryd, var ingen dværg
Til at hoste op sin gæld!
Kom så Riggeti-rakketi-vikketi-vakketi-hu-og-hu-i-ha!
På Liljenfryd var ingen dværg, til at hoste op sin gæld!

Moralen er, lad vær at væd
Så er din lykke gjort.
Det umulige det klares let,
Når der skal øl på bordet!
Kom så Riggeti-rakketi-vikketi-vakketi-hu-og-hu-i-ha!
Det umulige det klares let, når der skal øl på bordet!

Cedrik rystede kort på hovedet "Du har nu også vundet en gang i mellem, jeg mener at du vandt sidst vi var på det Halve Svin" klukkede Cedrik, især som Dal prøvede at overtale Helga til at hjælpe ham, og selvom hun ofte havde hovedet koldt, lå det nu ikke til hende at stoppe vædemål, om det var et bevist valg fra hendes side måtte kun guderne og Helga vide.
Gladeligt tog Cedrik imod hans og Helgas dele, han havde altid beundre det gode eksempel Dal havde været været i forhold til at dele med andre, noget han selv havde taget til hjerte og prøvede at gøre mest muligt. Med tiden blev landet nok et bedre sted hvis folk fik øjnene op for at dele.
Det at Dal så også roste smagen af gjorde kun det hele sødere, imponerende nok siden de var ristet i honning!

Men det målede sig på ingen måde med sejrens sødme ved det kvad Dal delte med ham, og alle de andre i kroen! Det var modigt og optimistisk at bare stille sig op og fremføre det, lige præcis den slags ting som hans bedste ven Dal kunne finde på! Som dværgen færdig gjorde sit kvad, klappede først en af de andre gæster, heltefyren der var dukket ligefør Dal, og som dværge om øllet bredte det sig til hele krostuen. 
"Det var mægtigt imponerende min ven! Måske du skulle skrive flere kvad? Det ligner at du har et talent for det" klukkede halvræven varmt og klappede dværgen på skulderen som han kom tilbage til bordet.

Dal bukkede for sit publikum, og lo hjerteligt som han vendte tilbage til bordet. "Du gør ingen skjald af mig min ven!" advarede han muntert som han satte sig til rette igen, og snakken i kroen samlede op igen, mere munter end før. "Nej du, jeg holder mig til historierne. Der er nok folk derude til at synge og forsimple. Jeg foretrækker nu det skrevne ord, og alle dens nuancer" fastholdt han stædigt, selvom de begge viste det hverken var første eller sidste gang Dal ville kaste sig ud i kvad. Det var var ikke alle der havde tid eller ro til historieforæller kunsten, og trætte kroværter betalte pænt for god stemning.

Dal skyllede halsen med en slurk fra sit krus, inden han fæstnede blikket på sin ræve-røde ven. "Men det må have været noget af en rejse. Fortæl min ven! Fra de kolde nætter, til den varme favn der engang ejede det røde slør" bad han ivrigt. Dal var nok fortæller, men han var lige så meget en samler af historier, og hans gode ven havde en evne ulig nogen anden, til at komme ud for de mest underfulde og farlige ting - og slippe fra dem med pelsen intakt. 

Cedrik trak kort på skuldrene "Du kan ikke bebrejde mig for at prøve, der er sikkert nogen der ville give gode krystaller for en kvadskriver" Klukkede han varmt, men som Dal vente tilbage til sine elskede historier faldt en skygge over halvrævens ansigt.
Tankerne vendte tilbage til en hvis alf der havde elsket historier, som også havde været hans ven, men uheldet havdet været ude og han var død i hans Cedriks arme. Cedrik var glad nok for at han havde været der så Aron ikke var død alene, men det gjorde stadig ondt at tænke på.

Efter en ordenlig slurk af øllet og med et forsøg på et smil prøvede Cedrik at samle sig om at fortælle om sin rejse. "Jeg ved godt at det ikke er helt rigtigt at starte med slutingen, men det er lidt den der fylder mest lige nu" startede han, med let rystet stemme "I Balzera mødte jeg en alf der prøvede at samle verdens historier, han var blevet smidt ud fra en kro af en kvinde med døde tjenere..." Cedrik tog endnu en slurk af den skummende øl, smagen bittersød. "I Medanien mødte jeg min ven igen, hvor han døde i mine arme..." Cedrik prøvede fortsætte men ordne ville ikke som han ville. "Je-jeg har stadig hans bog, og jeg tror han ville være glad hvis en som dig havde den" kom det endeligt frem som tårerne begyndte at trille. 

Dals muntre udtryk blev hurtigt lagt i mere alvorlige folder, som det var tydeligt Cedriks tur ikke havde været lytter flirt og fest. Som halv-ræven startede sin fortælling med rystende stemme, lagde Dal en solid hånd mod sin vens overarm. Han skulle vide han ikke var alene her! Dal var der for ham, så vel som det nu var indenfor hans formåen.

Dal lyttede, uden at afbryde, og gav Cedrik tid til at finde de rette ord. "Det ville være mig en ære at bære hans værk videre ven" sagde han, og trak Cedrik ind i et bjørnekram. "Han var heldig at have dig ved sin side. Jeg er sikker på han værdsatte det" sagde Dal bestemt, og holdt om halv-ræven så længe han følte det nødvendigt.
I historierne og fortællingerne var der altid mening med død. Motivation, drama, hævn. Men virkeligheden var ofte anderledes. Her døde folk, tilsyneladende uden anden grund, at det var deres tid.

Da Dal fornemmede Cedrik var klar til at blive sluppet igen, løsnede dværgen sit greb, men holdt fortsat en hånd på hans skulder, mens han med den anden hånd, samlede sit krus op. "For din ven. Må Kile være ham nådig, og hans næste liv blive langt og lykkeligt"

At sige at Cedrik var glad for Dals nærhed, ville være en underdrivelse svarende til at sige at dværge bare var glade for øl. Taknemmeligheden var tydelig i stemmen som som halvræven gik i gang med at tale "Det er jeg glad for du vil, den er lidt halv tung" klukkede Cedrik lidt hult, men en snert af glæde fik sig dog sneget med.
"Englen der dukkede op sagde ihvertfald at han ikke havde ondt mere" mumlede halvræven, lige den del havde været lidt underlig, og hvis det ikke var fordi at han vidste at han havde været ædru lød det som en vild druk historie.

Stadig lidt mut samlede Cedrik sit krus op, og skålede med Dal, for at give ham et klap på skulderen, for forhåbentlig at vise at han nok skulle klare sig. 
"Nå ehm, med det fortalt, hvormeget ved du om Rubiniens ædelræve? Du ved dem med ædelsten i panden?" udbrød den rødpelsede ræv lidt spontant, der var ikke nogen grund til at hænge sig i døden alt for længe, det var noget der skete, men verden ikke jo ikke ligefrem i stå af det!
Det var nu lidt spændende om Dal kendte til det, for det havde Cedrik ikke gjort før han mødte en!

Dal gav et lille svagt smil ved Cedriks forsøg på at løfte humøret med humor. "Så er det godt jeg har brede skuldre" gav han mildt igen. Detaljen med englen fik dog Dals ansigt til at se noget mærkeligt ud. "En engel.. kom og hentede ham?" spurgte han måløst, inden han fik slået hjernen til sin mund igen "I så fald kan der ingen tvivl være. Han er kommet godt videre. Alt vi kan gøre for ham her, er at ære hans minde" fastholdt dværgen og gav rævens skulder er sidste klem, inden han lidt modvilligt slap helt, og lod Cedrik finde sig selv igen.

Emneskiftet var kærkomment, og Dal samlede hurtigt op på samtalens nye retning. "Ædelræve, med ædelsten i panden siger du.." grublede dværgen en smule, og gnubbede sin stubbe-fyldte kind en anelse mens han tænkte sig om. "Jeg har hørt om mytiske katte-lignende væsner i ørkenen der er glad for gåder... men ikke noget med ædelsten i panden" mumlede han lidt, som han måtte erkende med et skuldertræk, at han ikke havde hørt om dem før.
"Hvad er de så for nogle? Nu har du vel ikke blandet dig ud i for store problemer med dem, har du?"

Et skævt smil bredte sig kort over Cedriks læber "Så længe at du vokser over skuldrene, og ikke ved vommen så er det nok fint nok" klukkede halvræven noget mindre hult end før, lidt venligt drilleri havde altid være godt mellem ham og Dal, det gjorde også at samtaler sjældent blev kedelige mellem dem. "Le sagde ihvertfald at han havde fået fred nu, så du har nok ret i" nikkede Cedrik, det var et kapitel der var afsluttet udfra hvad han vidste.

"Uh! dem kan jeg ikke huske at jeg har hørt om!" lød det begejstret, fra Cedrik ikke at han havde megen viden om magiske skabninger, men det kunne vel ikke skade at vide mere! "Dem må du fortælle om senere!" erklærede han før han samlede tråden op fra før "Jeg mødte en Ædelræv der kaldte sig Pele, hun havde en butik hvor hun solgte kaffe mener jeg hun kaldte det og te, men hun havde en ædelsten i panden og var en form for halvræv! Bare med et fladere ansigt som dig, og ikke så spidst som mit" forklarede han, med store armbevægelser. 
"Peles bedste mor havde evnen til at finde ting for folk med sin ædelsten! Hvilket er ret sejt!" fortalte han begejstret.

Dal gav et nik som beskæftigelse, men fulgte den også op med en håndbevægelse der bød Cedrik fortsætte. Dal var altid glad for at fortælle, men lige nu var det altså Cedriks tur, og Dal havde ikke i sinde at lade sig distrahere. Dal skulle nok dele sine tusinde eventyr, men første skulle han lære et nyt, om ædelræve.

Så Dal lyttede til Cedriks fortælling. Han nikkede og så overrasket ud på alle de rette tidspunkter, og Cedriks begejstring var ganske ægte spejlet i Dals ansigt, da halv-ræven var færdig med sin fortælling. "Det lyder som noget af en oplevelse!" lo Dal muntert "Jeg har prøvet kaffe før, det er noget pokkers bittert stads, men at få det serveret af en halv-ræv med ædelsten i panden? Det må være noget! Så, fortæl mig om hende, Pele! Var hendes ædelsten også magisk, ligesom hendes bedstemors?" spurgte Dal nysgerrig, og tog endnu en slurk af sin øl. Det var altid en fryd at se Cedrik fortælle, for selvom det kunne være svært at finde hoved og pelset halse i hans historier nogle gange, blev de altid fortalt så med en entusiasme som Dal kun kunne misunde!

Cedrik morede sig over Dal reaktion på kaffen, men tanken om at Pele skulle servere kaffe som Dal måske tænkte det hang sammen. "Hvad der mest var imponerende ved Pele var hendes temperament! Hun var som en flamme, forførende, varm og meget farlig hvis man ikke passede på!" lo han varmt. 
"Kaffen fik jeg aldrig smagt på, deeeen duftede ikke rigtigt som noget man burde drikke!" klukkede han fortsat  "Oh! Jeg fik også et hedeslag og du gætter aldrig hvad der så skete!" Gør dværgen overhovedet havde muligheden for at svare var halv-ræven allerede igang med at fortælle videre "Jeg vågnede op blandt en masse puder, hvor Pele sad ved siden af mig viftende med hendes hale, som forresten lidt var formet som en blanding mellem et blomsterblad og en lynkile" Dog måtte Cedrik efterhånden erkende at hans hals var noget tør, så heldigvis havde han en sluk øl til at trylle det problem væk.

"Uh! Jeg har heller ikke fået fortalt dig om Havets Rubin endnu!" bjæffede Cedrik glad "Men det skete først i Balzera, og Pele bor i Sarghos"

Dal lo varmt "Det lyder som en farlig kombination! Men så er det godt en hvis halv-ræv jeg kender er som luften. Flygtig, og umulig at fange hvis der er problemer under opsejling" drillede Dal godmodigt. Men der var ingen tvivl om at en sådan kvinde ville have draget Cedrik til sig, som en møl mod flammen! Der var bare noget ved de intense, eksplosive personligheder der drog den røde bandit til.

"Kaffe er en pokkers bryg, og den smager værre end den lugter!" medgav Dal, nikkende sin enighed. Cedrik havde gjort klogt i ikke at indtage det pokkers stads.
Dals udtryk vendte 180 grader da Cedrik, næsten som en eftertanke, nævnte sit hedeslag, men før Dal kunne få et ord indført, var fortællingen gået videre. En varm latter rumlede fra dværgen som Cedriks drikkepause gav ham et øjebliks taletid. "Det er kun dig der kan få hedeslag i ørkenen, og vågne i en kvindes favn!" lo Dal. Nogle gange misundte Dal Cedrik hans held, for det var da legendarisk!. 

"Det lyder som om de Ædelræve der har mere end deres ædelsten der gør dem til noget ganske særligt!" medgav Dal imponeret, som Cedrik fortalte om den mærkværdige haleform.
Dal slog en smule ud med hånden "Men du startede også din fortælling i Balzera! Så hvem eller hvad er Havets Rubin?" spurgte Dal med en klukkende latter.

Cedrik klukkede let "Selv jeg kommer i problemer min ven! Jeg er bare også øvet i at komme ud af dem igen!" For jo Pele havde været spændende, var det tydeligt at hun ville have haft en anden end ham, han bud var at hun nok mente han var for flink, hvilket nok var sandt sammenlignet med sydens mænd og kvinder.

Den røde halvræv var ganske glad for at han ikke havde givet Dal plads til andet end skærer en grimasse, han skulle jo nødigt være for bekymret især nu hvor alting var endt godt! Cedrik trak på skuldrene "Det er en bryde jeg gerne bære! Men det var nu sjovt at se en mere omsorgsfuld side af hende" lød det med et smil, selvom han priste sin flotte pelt, ønskede han nu stadig at han havde lidt mindre af den, samt et lidt mere menneskeligt udseende, der var sikker en del ting der blev lettere af den slags, så som øjenbryn og at drikke fra krus.
Cedrik nikkede sin enighed "Så sandt, men om det var noget specielt for Pele eller ædelrævene som folk ved jeg desværre ikke! For jeg mødte kun hende på min rejse"

Et smøret smil bredte sig over Cedriks læber som jeg han lænede sig ind over bordet. "Sløret var en gave fra hende, ser du hun arbejde som danser på et sted kaldet Madam Opals, men at kalde hende for en danser ville være at gøre hende uret for hun var så meget mere end det!" fortalte han gladeligt, fingrene dansende i luften som han tegnede og fortalte. "Hun var kaldet havets Rubin fordi at hun havde sejlet på bølgen blå, med vinden i hendes krøllede mørkerøde hår, havets dråber glitrende på hendes røde hud, åh og så kunne hun kontrollere vand!"

"Og skål på det!" lo Dal og lod entusiastisk sit krus slå mod Cedriks. Den røde halv-ræv havde bestemt et talent for at komme ud i spændende situationer. Et talent der ikke var ulig Dals eget, til trods for dværgen forsøgte hans bedste for at holde næsen tør. 

"Jeg er sikker på det var et offer uden lige" grinede Dal sarkastisk og løftede et øjenbryn mod sin ven. Ak, at falde om og vågne i en kvindes favn. Det var tider. Nu til dags var Dal i et mere fast forhold, en tanke der stadig sad spøjst hos ham, men bestemt ikke ubehagelig. 
"Men hun lyder nu som noget af en kvinde! Forhåbentlig krydses jeres veje endnu engang, om Chance smiler til dig. Og måske jeg endda kan være heldig nok til selv at møde en ædelræv en dag! De lyder som de kunne have nogle interessante historier" tilføjede han godmodigt og nikkede for sig selv.

Cedriks fortælling om Havets Robin trak straks Dals fulde opmærksomhed, og han lænede sig en smule fremover bordet for ikke at misse et eneste ord fra halv-rævens mule. "Hun lyder som et u- vent, sagde du røde hud?!"

Lyden af to krus der mødtes rungede fra dværgen og halvrævens bord, det føltes for Cedrik som det havde været en evighed siden at de sidst havde haft tiden til at dele historier, selvom sandheden nok var at det mest var Dal der fortalte. "Det håber jeg nu også! Der er nok sket meget i hendes liv allerede! Jeg håber bare at noget af mit held har smittet af på hende!" Klukkede Cedrik varm "Men jo jeg er sikker på at du ville nyde en ædelrævs selskab!" Selvom de er lidt højsnudet, tilføjede han i sit stille sind.

"Et u-hvad?" Spurgte Cedrik med hovedet let på skrå, før det gik op for ham hvad hans ven havde bidt mærke i. "Åh! Jeg mener at det er fordi at hun nok har noget dæmon blod i sig eller lignede, men hun var nu vældig flink! Og noget betaget af min røde pels, jeg tror ikke hun havde set magen, eller følt pels så blød før" klukkede halvræven endnu engang varmt.
"Hun er nok den næst bedste historiefortæller jeg har mødt, hendes historie om hvordan hun mistede en del af sit ene horn var virkelig god! Selvom jeg er lidt i tvivl om hun faktisk har mødt en drage, det er jo ikke ligefrem noget der sker ret ofte for folk!" For selvom hendes historie havde været dragende, så havde hendes ord ikke helt fanget ham så meget som når Dal fortalte.

Jo længere ind i samtalen - og krusene - Dal og Cedrik nåde, jo mere begyndte Dal at overgive sig til situationens normalitet, og slappe af - rigtigt af - for første gang i meget lang tid. "Det har dit held det med at gøre" klukkede dværgen lidt og tog et lille sip "Forhåbentligt nok til at jeg får chancen" kommenterede han så med et sigende blink, og lod emnet falde, for at fokusere fuldt på fortællingerne om Havets Rubin.

"Ahhhh se så giver det mere mening" nikkede Dal "Og du kan næppe holde det imod hende ven, for en så fin og velplejet pels findes ingen andre steder mellem nordens frosne kyst, og sydens brændende strande!" erklærede dværgen så sikkert, som havde han sagt Isanna var lysets dronning!

Selvom Dal altid havde næse for at lokke flere hår og pelspleje tips ud af sin ven, så fangede Cedriks historie den blev fortsat alligevel den lavstammede mand mere. "En drage ligefrem! Det lyder ganske vist en kende til den dramatiske side. Men hvordan mistede hun så sit horn kære ven?!"