Dybt under Kzara bjergene, og helt ned til den flydende kerne af jorden lå værket for de dragefødte. Lavaen der løb gennem værket fik hele området til at gløde med et orange skær, og de fakler og lys der var sat rundt omkring, gjorde ingenting for at eliminere det skær. Det forvrængede farverne hernede, men man vænnede sig til det, når man brugte alle sine dage hernede, og især for dem der ikke havde set andet.
Der var liv i værket. Det var blot få måneder siden at det var blevet startet op igen, men ikke alt var på plads, selvom værkføreren gjorde sit for at få det på rette vej. Overalt kunne man dog se aktiviteten. De dragefødte der enten brugte tid på deres job på værket, eller træningen for at de kunne blive stærkere, var at se over det hele. Der var også dæmoner at se, de færreste var dog nogen man lagde mærke til. Dæmoner af lave slægter eller ingen slægter. De sørgede for de mere kedelige ting, som at der var mad til alle og der var rent.

Oppe i et tårn, på et kontor, hvor udsigten strakte sig over en større åben plads, sad værkføreren. Orpheus havde massere af ting han burde gøre. Der var planer for at sende nogen af de dragefødte ud efter drageæg, og det skulle organiseres. For ikke at nævne at han skulle sørge for at der var nok mandskab til at få de dragefødte i god stand, til når ærkedæmonerne skulle bruge dem. Ikke at det var deres, men de ønskede trods alt det samme som Orpheus og det var en god nok undskyldning for at anvende de dragefødte. Det var trods alt krigere han havde opdraget her.
Men i stedet for alle de ting, så sad han her, og ventede på at hans mor kom forbi. Det var ikke fordi at han var intimideret af hende, eller var frustreret over at se hende. Han havde bare ikke set nogen der var tæt på ham i månedsvis. Siden hans hustru havde forladt ham, havde han bare begravet sig i arbejdet. Det var nemt når man var alene uden nogen man rigtig bekymrede sig for. Det var knap så nemt når man pludselig så noget af ens familie, uanset hvor overfladisk det forhold måtte være mellem dæmoner.

Selvom Orpheus sad for sig selv på kontoret og for en gangs skyld ikke kunne kaste sig ind i arbejdet, så var de dragefødte vagter ved porten orienteret om besøget der skulle komme, og at de skulle bringe hende op til ham når hun ankom. 

Efter at have hørt nyhederne om de dragefødte, havde Ishtar gjort en del ud af, at få en "besøgstid" hos sin søn, så at sige. Hun var altid interesseret i hvad hendes familie gik og bedrev deres lange liv med, og dette var kun ekstra spændende. Krigere, dragefødte endda, skabt til at smide Lyset og forhåbentlig også Mørket af deres magtpositioner. Så dæmonerne kunne få deres magt tilbage. Ganske vist foretrak Ishtar at finde en måde at komme frem til dette uden vold, død og ødelæggelse, men jo mere hun så verden uden for Kzar Mora, des mere begyndte det bare at gå op for hende, at der ikke ville ske resultater uden mindst en smule krig. Sådan måtte det jo bare være. Hun fandt det dog beundringsværdigt, at menneskene og de andre racer var så stædige og trodsige. At have slaver var jo kedeligt. Hun elskede et godt oprør!

Endelig havde hun fundet tiden. Ikke blot for sin søn men også for hende selv. Det krævede tid at være én af Dødssynderne jo. Men hun havde ikke set Orpheus i månedsvis og selvom det ikke ligefrem var kærlighed der dominerede i hendes familie, så var han stadig hendes søn. Og hun ville se hvilket prægtigt værk, han havde skabt.
Ned til lavaen, dybt under Kzara bjergene. Selvom Ishtar gik relativt let klædt med en løs, sort kåbe og tynde bukser, samt en lige så tynd skjorte under, så var det ganske varmt hernede. Men det var nu okay alligevel, for synet af de pragtfulde dragefødte fik et skævt smil til at vokse på den gamle dæmons læber. Perfekte krigsmaskiner. Om der var noget andet end den kompetence i dem, ville tiden vise. Men det var deres muskelmasse og intimiderende natur, der gjorde mest indtryk på hende. De måtte vel også være meget magiske. Magi var også godt.

Snart kom hun til hans tårn, hvor to dragefødte stod vagt foran døren. Hun kiggede kort fra den ene til den anden. De stod tavse. "Åh, jeg havde sådan håbet at I ville tale uden opfordring," hendes stemme var blød og afslappet. "Nuvel. Vil I være så venlige at føre mig til min søn?" den ene dragefødte nikkede blot og døren blev åbnet. Med de to store kreaturer bag sig, gik hun op ad trapperne til hun nåede kontoret. Og der sad han. Hendes søn, dæmonen der havde skabt alt dette. Det skæve smil i hendes ansigt voksede sig større som hun gik hen foran ham ved hans bord.
"Vel mødt, min søn, vel mødt," hun kiggede tilbage mod de to dragefødte med et glimt i øjet. "Sikke pragtfulde skabninger, du har skabt. Lad mig endelig høre. Hvad kan disse?"

Fra det øjeblik som Ishtar trådte ind i værket, var Orpheus klar over det. Det var svært ikke at være klar over det, når der var en rutine i værket, og de mindste fremmede lyde fik ham til at være på vagt. Det ville være en skam hvis et oprør skete uden at han var klar over det, eller nogen prøvede at infiltrere værket. De tunge porte var dog til at høre, og han lagde endelig sin pen fra sig, som han ellers bare havde siddet og vippet lidt med.

Da døren endelig gik op, rejste Orpheus sig fra sin stol, og vendte sig mod sin moder, Hovmod. "Du har aldrig været glad for at vente, har du moder?" sagde han, med et smil på læberne. For nogen ville dette nok være et underligt syn for nogen. Orpheus' skikkelse var af en væsentlige ældre alder, end Ishtar's. Hun lignede i den grad ikke hans mor, men dæmonerne var jo en mærkværdig race når det kom til det. Orpheus var en af dem der foretrak det ældre udseende. Hvad var grunden til at se ung ud, når man altid havde haft lidt af en gammel mands sjæl.
Han gik udenom sit skrivebord og gik over for at tage Ishtar's hånd i et håndtryk. Ingen grund til at gøre noget tættere, men de var trods alt familie. "Det er altid en fornøjelse at se dig," sagde han, og ikke for første gang var han glad for at Ishtar's aura ikke kunne påvirke ham. Endnu en fordel ved at døje med en af egen familie.

"Jeg havde planer om at vi kunne tage en lille tur gennem værket, inden du kunne se mine skabningers talenter," tilbød han. "De træner ofte mod hinanden, og hver især har de nogen unikke talenter, som jeg selvfølgelig prøver at forme til vores fordel." Det var ikke alle han 'formede', men det var ikke unormalt at flere af de dragefødte havde fået en dosis af Orpheus' evne til at justere evner.

Et næsten farligt smil prydede hurtigt Ishtars læber ved hendes søns hilsen. Farligt for andre. Ikke for ham. Hun havde i hvert fald ingen intentioner om at gøre sit eget blod ondt, med mindre han rent faktisk en dag skulle gå direkte imod hende. Hun var normalt en mor, der værnede om sit afkom, men hvis afkommet blev for rebelsk, så hun dem altid som konkurrence eller fjender. Men det var Orpheus nu ikke, så der var intet at frygte ved det lille glimt hun havde i øjet. "Når man venter flere tusinde år på at ens hjem bliver åbnet på ny til omverdenen, så får man i de fleste tilfælde mindre tålmodighed i livet," kommenterede hun igen, mens hun modtog hans hånd varmt og kærligt. Så kærligt som man nu engang var i stand til som dæmon og dødssynd.

"Og dig lige så. Du var altid den af mine børn der imponerede mest og det har ikke ændret sig, kan jeg se," igen gestikulerede hun til de dragefødte. Sådanne fantastiske bæster! Og deres kroppe der svulmede så pænt og stolt af muskler og skæl! Åh, hun måtte spørge ham på et tidspunkt om han kunne undvære et sæt, så hun kunne bruge dem.. Som livvagter, selvfølgelig!
"Ah ja, lad mig endelig se værket. Det vil være mig en stor fornøjelse som en.. Slags prøvesmagning før vi ser på pragteksemplarerne træne!" hun var ikke ivrig, blot lettere entusiastisk. Det var ikke dovenskab der var hendes dødssynd trods alt. Nej, den titel var gået til en mindreværdig "dæmon". Ikke desto mindre var Ishtar skam stadig imponeret over at et sådant kreatur kunne besidde en sådan titel.

Orpheus havde en vis loyalitet til Ishtar, men det var ligeså meget at han ikke ønskede dødssyndstitlen. For ham var det blot en titel han ikke havde noget at bruge til, og han var ikke nok ude i verdenen for at skabe kaos til at den ville give mening for ham. Måske i sine yngre dage kunne han have ønsket den, men i disse dage var hans fokus anderledes, også selvom han derfor ikke var så højt i hierakiet for dæmonerne. "Ja, det må jeg vidst ærligt indrømme at jeg har på samme måde," indrømmede han så. Han havde selv gået og længtes efter at riget blev åbnet, og nu når han havde værket oppe og køre igen, så ville han bare udnytte hvad han havde. Tage riget tilbage, men de måtte være tålmodige, selvom de ønskede verden.

Selvom Orpheus ikke gav udtryk for det, så nød han komplimentet, at vide at man var bedre end de andre børn. Det var en lille ting, men der havde altid været en intern stridighed om at være bedst når det kom til hovmodsslægten. Ikke så underligt når de alle sammen havde lidt for meget stolthed.
En dyb klukken kom fra Orpheus som hun kommenteret på turen. "Det kan man vidst godt kalde det. Det er jo også en længere process at få dem udklækket, så jeg har været nødt til at optimere stedet her, for at give dem de bedste forhold," svarede han før han ledte Ishtar hen til den platform der var i forbindelse med hans kontor, hvor man kunne se værket sprede sig ud i den store hule. Rundt nede på jorden og i bygninger, kunne man både høre dragefødte og dæmoner rende rundt, men også se dem. "Det meste af værket kan ses herfra," startede han inden han pointerede et par af bygninger. Så som sovesal for de dragefødte, stedet de opholdt æggene, og træningsområdet de havde indrettet.

Det var godt at de sådan kunne bond'e over de samme følelser omkring nedlukningen og genåbningen af Kzar Mora, skønt det ikke var noget, Ishtar havde i sinde at fortælle sin søn. Hun ville hellere lade det være usagt og i stedet lade handlingerne tale. Hun smilede blot af hans kommentar i stedet.

Ishtar fulgte med Orpheus ud til platformen og kiggede nysgerrig rundt på de forskellige lokationer i værket. Det var stort, mørkt og pragtfuldt. Der var nok ikke mange, der ville kunne se det smukke i hvad Orpheus havde skabt, men Ishtar så det med det samme. Manden havde hældt sin passion i dette og hun var nødt til at beundre det.
"Jeg forventede intet mindre fra dig og du har bestemt ikke skuffet hverken undertegnede eller andre på næsten lige fod med jeg," hun lod blikket vandre som han gestikulerede, men hendes blik endte på træningsarealet og forblev dér.
"Hvilke justeringer har du gjort på deres magiske potentiale, om jeg må være så fræk at spørge?" hun kunne se lidt af hvad de lavede dernede, de dragefødte, men det var stadig langt nok væk til at hun ikke fik nogle detaljer med. Men i stedet for blot at teleportere sig derned eller trække informationen ud af hovedet på sin søn, lod hun ham tage styringen. Dette var hans domæne og selvom hun elskede at se sig selv bestemme og herske, så fandt hun det også vigtigt at andre opnåede deres fulde potentiale. 

Ishtar ville også vide at Orpheus ikke ville se venligt på at blive roddet i hovedet, især i hans domæne. Han var lydig og loyal når man fik tilegnet sig det, men han var ligeså hurtigt til at slå nogen væk, hvis han ikke blev behandlet med den respekt han fortjente. Han synes ikke selv at han satte høje krav, men han var virkelig ikke blot en hovmodsdæmon af navn.
"Det var også med hårdt arbejde," indrømmede han, og kiggede på sit eget lille rige. Det primære der lyste op var trods alt lavafloderne der var der da han begyndte at udforme værket. Hvilket også gjorde at det var den perfekte temperatur for drageæg at klække.

Han kiggede endelig væk fra værket og hen på Ishtar endnu engang da hun spurgte ind til hans justeringer af det magiske potentiale. "Det er krigere, og de er skabt til at være krigere der adlyder vores ordre. Desværre har nogen dem haft en uheldig sideeffekt at have magiske evner der ikke ligefrem passede til kamp, og så blev jeg jo nødt til at.... hjælpe det lidt på vej," sagde han, med et veltilfredst smil på læberne. "Nogen af mine mest pragtfulde krigere fik faktisk justeret deres magi. De har nemmere ved at forstå destruktiv magi fremfor den magi der kræver mere finesse." De var jo kun kloge nok til at udføre krig og stå vagt, og ikke nuancer der var at finde i magien.

Hans indrømmelse indgydede respekt. Det var bedre at indrømme de mindre heldige ting, end kun at fremstå arrogant, og Ishtar, der var en dødssynd af arrogance og hovmod, vidste bedre end nogen anden, at det at være stolt fungerede meget bedre når man indrømmede at man havde haft success med et arbejde, som man fandt hårdt. At bide lidt i det sure æble for at komme ind til den søde vin var altid bedre. Hun nikkede respektfuldt af hans indrømmelse og kiggede ud over værket, mens han forklarede justeringerne. Det fik hende til at smile igen.

"Ja, når man skaber krigere, der udelukkende skal bruges til dette, så er det vigtigt ikke at give dem for mange egenskaber. Det kunne skabe uro og oprør. Og selvom jeg godt kan lide når nogen betvivler magt, især magt af vores art, så må vi altid trække en grænse. Disse dragefødte kender heldigvis deres plads ud fra hvad jeg forstår?" hendes blik faldt på en lavtstående dæmon dernede. Han var i gang med at skovle kul og han så ynkelig ud. Hun havde næsten lyst til at slå ham ihjel for at fremvise sig på denne måde over for hende og hendes søn.

Orpheus nikkede anerkendende til det hun sagde. Det var nemlig helt rigtigt. Hvis de var for selvtænkende, kunne de risikere et oprør, hvilket han virkelig ikke ønskede, så det var bedre at holde deres magi på et vist niveau. Et niveau der gjorde at de aldrig tænkte alt for selvstændigt. 
"Naturligvis," svarede han fast. "Vi har desværre haft et par der er flygtet efter vi genåbnede, fordi deres ed ikke er ligeså bundet, men generelt ved de godt hvem de tjener, og de ønsker at tjene riget." Første gang han havde hørt om et par dragefødte der havde forladt værket var han blevet rasende, men generelt var det så få tal, at han ikke kunne gøre så meget ved det. Hans kræfter lå bedre brugt et andet sted.

Selv lagde h n ikke længere mærke til de lavtstående dæmoner der arbejdede under ham mere. De var der kun for arbejdskraften, og siden de ikke turde nærme sig ham, så behøvede han sjældent at snakke med dem. Det var så heller ikke unormalt at dem der havde snakket til ham, var endt i en af lavafloderne som straf. Han var ikke nødvendigvis modbydelig nok til at dræbe deres sjæl, men at dræbe kroppen var stadig noget han gjorde.

Det var ikke så slemt i Ishtars optik at et par af de dragefødte havde valgt at flygte fra værket og deres mester, Orpheus. Ganske vist var det et problem for hendes søn, men en dag ville de finde de bortløbne dragefødte og sende de sande loyale dragefødte mod dem. Broder mod broder. Det var en sand test af en mands loyalitet. Og det ville vise præcis hvor loyale de dragefødte var over for riget og Orpheus. Forhåbentlig ville den prøve vise sig positiv og ikke negativ. Ishtar havde intet imod at hendes afkom blev udsat for hårde prøvelser, men hun holdt stadig af dem, på sin egen, kølige måde.

"De har sværget en ed, siger du?" spurgte hun interesseret. Hun så væk fra udsigten og hen på sin søn med de karakteristisk nysgerrige, men ellers kolde øjne. "Er det en magisk bindende ed?"

Orpheus tvivlede ikke på sine dragefødtes loyalitet, ikke når kampen virkelig blev taget op. Det var de svage der havde forladt værket. Dem der var mere bundet af ed, end af loyalitet, og det kunne han ikke bruge til noget. Ikke nu når eden var svækket, og det var svært at få dem bundet op på den igen. Magien dengang havde bare været anderledes end den var nu, og hans kære farmor, Vidya, havde ikke ligefrem været til meget hjælp, mest af alt fordi hun ikke gad.

"Hmm?" kom det lidt overrakset fra Orpheus, som havde han glemt at ikke alle havde helt samme forståelse for de dragefødte og deres tidligere liv. "Oh ja," sagde han. "Kom med, jeg forklarer på vejen." Ingen grund til at blive stående her, når der var masser af værket hun stadig manglede at blive vist. Så Orpheus ledte Ishtar ned af trapperne endnu engang, og mens de gik forklarede han. "Da jeg startede med at lave dem, inden riget blev lukket, valgte de gamle dødssynder at binde dem til dem med en ed. Det gjorde at de var tro mod dødssynderne. Desværre er det ikke ligefrem en ed man kan opretholde i 2000 år, og især med de daværerende dødssynder døde. De fleste af de dragefødte har stadig dele af eden i sig, men den er ikke på samme måde bindende mere, desværre." Det var virkelig en skam ifølge Orpheus.

Det så ud til at Orpheus var dybt begravet i sine egne tanker. Ishtar afventede blot hvad han ville sige, indtil stilheden blev brudt og han begyndte at lede hende vejen ned ad trapperne. Nærmest uden at tænke over det, rakte hun sin arm ind under hans, så de kunne gå sådan, arm i arm. Der var ikke rigtig nogen tanke bag det, mere at det blot var noget hun gjorde med de fleste mænd, som hun gik med, af ren og skær rutine.

Den viden han gav videre til hende var dybt interessant. At en ed var skabt til de gamle Dødssynder. Meget spændende. Med vilje holdt hun sin aura undertrykt. Hun gad ikke helt til at skabe et oprør blandt hans arbejdskraft ved at alle pludselig skulle få lyst til at vise ham at de var bedre end han regnede dem for. For det var det, hendes aura gjorde ved andre. Gjorde dem arrogante og til tider rebelske. "Det var en skam. Men se det som en udfordring og en god ting. Ingen af Dødssynderne kan tage din hær fra dig. Du er dens mester, ikke nogle af mig eller mine... Kollegaer," hun mente det faktisk oprigtigt. Det var ikke hende, der havde arbejdet i årevis på dette. Hun ville ikke overtage noget, som hun ikke havde gjort sig fortjent til selv. Selvfølgelig ville hun anmode om en enkelt eller to dragefødte på et tidspunkt, men det var stadig ikke hele hæren.

Orpheus nikkede. Det havde hun til dels ret i. "Jeg tror ikke at en dødssynd ville kunne komme og gøre krav på dem, selv hvis eden stadig var svært. De blev lavet i et samarbejde med alle de gamle dødssynder, så hvis I ikke arbejder sammen, så er der ingen grund til at udlevere dem til jer," pointerede han. Han havde ingen intentioner om at splitte hans hær op til at dele dem ud til dødssynderne. Det var ikke det den var blevet skabt til, selvom de ville være udemærket beskyttere. Ikke at en dødssynd havde behov for det... for det meste.
"Desuden har jeg aldrig haft et behov for at stå i en højere position, for at vide at jeg er den bedste til det jeg laver," sagde han så, et lidt selvtilfreds smil spredte sig på hans læber. Han var stadig i en position af magt, men at være under dødssynderne havde aldrig været et problem, da de var til at regne med.

Selv mærkede Orpheus ikke til Ishtar's aura, men han regnede med at hun havde det under kontrol, som han førte hende ud af bygningen og ud på pladsen foran den. "Jeg har hørt skrækkelige rygter om nogen af dem der har titlerne i øjeblikket, selvom man selvfølgelig ikke kan stole på alle de rygter der florerer," indrømmede han. Ishtar var en af de få nuværerende dødssynder som Orpheus kendte, og han havde en respekt for.

Det var meget spændende at vide disse ting omkring hæren af dragefødte. Og at der ikke ville kunne være et samarbejde med mindre dødssynder rent faktisk.. samarbejdede. De gav hende nyt blod på tanden til at skulle gøre noget ved det. Om de andre dødssynder havde det på samme måde var hende næsten irrelevant, for Kzar Mora havde en fantastisk hær nu, som de kunne true resten af Krystallandet med, så de kunne få mere magt og flere muligheder i selve landet frem for blot deres hjem. "Jeg kan se at jeg har et stykke arbejde foran mig," kommenterede hun tankefuldt.

"Korrekt. Så vigtig er magt sådan set heller ikke. Magten til at udrette noget fantastisk er bedre end magten i sig selv," Lige som sin søn, vidste Ishtar at hun heller ikke havde et behov for at have den største position i hierakiet, for hun vidste, at når det kom til at stikke andre i ryggen, lede et folk og at begå intriger, der var hun den bedste af dem alle. Så selv hvis hun ikke var en dødssynd, ville det være nemt for hende at få den status senere. Nu havde hun bare allerede fået fingrene i den titel og så havde hun egentlig kun lyst til at andre forsøgte at tage det fra hende. Det gjorde hende selv stærkere, og det sørgede for at hun ikke bare slappede af og blev doven. Nej, det var Dovenskabs arbejde at være det.

"Jeg skal være ærlig. Jeg har ikke som sådan talt med de andre Dødssynder endnu, men jeg ved at én af dem er af det halve blod. Det er meget fascinerende," et djævelsk smil brød frem på Ishtars læber. Hun ville gerne se hvem den halvdæmon helt præcis var. Komme under huden på vedkommende, se direkte ind i hans eller hendes sjæl.

Det var svært ikke at lade smilet glide over læberne, som Orpheus næsten kunne høre Ishtar's interesse i aspektet at få de dragefødte udleveret til sig, og resten af dødssynderne. Ikke at alle dødssynderne var nogen Orpheus selv ville stole på, men hvem end der tog tronen til riget, var nok nogen han skulle følge.... hvis de ikke bestemte sig for at gøre sig uvenner med ham.

Det krævede også sin del at kunne være stolt af det man lavede og udrettede, især når man stod bundet under en anden. Måske var det også derfor Orpheus aldrig havde haft dødssyndstitlen, og han ikke så den som noget der ville dumpe ned i hans skød. Han var bare ikke magtbegærlig nok, også selvom han stod med magten over den mægtigste hær der nogensinde havde betrådt dette land.

Ordet fascinerende og halvblods var ikke noget Orpheus selv fandt som en rigtig blanding. "En halvblods burde ikke engang have fået titlen til at starte med. Må Zaladin vide hvad der er foregået for at det kunen ske," sagde han og rystede skuffet på hovedet, med en let snerren. Halvblodsdæmoner var ikke noget Orpheus selv ønskede at se på. Han forstod ikke dæmonerne der villigt lavede afkom som dette, men det var nu værre at en dødssyndtitel nu var at finde hos en. I det mindste havde dovenskab aldrig rigtig været den vigtigste af dødssynderne. De var for dovne til at udrette meget ude i verdenen alligevel.

Ishtar gjorde ikke, hvad hun gjorde af sympati for sin søn. Hun gjorde det ud fra en logisk forståelse af, hvad han sagde, da hun lagde en hånd på hans arm og smilede let til ham. Det var tydeligt at han var af holdningen, at en halvdæmon ikke hørte til på tronen tilhørende en dødssynd og hun forstod det godt. Hun vidste godt at det krævede et helt specifikt sind at kunne tænke i en anden retning for dæmoner som hende og Orpheus. Hun var heldig at tænke anderledes når alt var sagt og gjort, men hun kunne også samtidig mærke sin stolthed flamme op og være frustreret over at en gemen halvdæmon havde taget lige så meget magt som hun selv havde.

"Nej, det har du ret i, Orpheus. Jeg forstår godt at halvdæmonen har taget en højere plads end hvad den bør. Det er fascinerende, at halvdæmonen kunne gøre det til at starte med, men det betyder ikke, at det er en positiv ting og jeg er sikker på at du vil nikke genkendende til at hverken jeg, eller de andre dødssynder har i sinde at acceptere halvdæmonen i noget som helst form for regerende magt," forklarede Ishtar med et ubehageligt glimt i sine øjne. "Dens ord bærer ingen magt for mig." afsluttede hun bestemt og roligt, før hun gav hans arm et klap og derefter nikkede let for at understrege alvoren i sine ord.

Selvom Ishtar sagde disse ord, så var det svært at stole på det, når hun havde vist sådan en stor interesse for det, men han nævnte det ikke. Det var altid svært at bedømme hvordan andre dæmoner tænkte, og selvom Orpheus normalvis stolede på Ishtar, så var der mange ting ved hans moder han ikke vidste, og som han vidste han ikke havde kendskab til.
"Hvis den gjorde, så var jeg ikke sikker på at du havde retten til at sidde på din titel," sagde han tilgengæld, uden forbehold. Han vidste at hun ikke kunne røre ham her, og selvom deres forskel i magt var tydelig, så var han på hjemmebane, og han var ikke mange for at gøre hende vred, ikke her. Hun fortjente at vide hvordan landet lå, især når han havde midler til at hjælpe med at tage Kzar Mora tilbage til dem.

Siden de var nået til enden af tårnet, tog han Ishtar ned og ud på den store plads, før at han begyndte at gå langs tårnet, og væk fra de andre store bygninger, og hen over en bro over lavaen, som tydeligvis var blevet bygget for dem. "Jeg har hørt at nogle af dødssynderne ikke er andet end børn, hvilket ligeledes bekymrer mig, hvis vi skal have en chance i verden, nu når riget er åbent igen."

At Orpheus havde modet til at tale direkte til hende uden forbehold og at sige ting direkte fra hans hjerte sådan som han gjorde nu, var overraskende nok ikke noget, der gjorde Ishtar vred. Hun kunne godt lide det friske pust, at få ting at vide direkte i stedet for at folk pakkede deres ord ind i vat for at undgå at få hendes dømmende magt at føle. Her var Orpheus i en magttilstand og han vidste det tydeligvis på hvordan han talte så direkte.

”Jamen så er det godt at det ikke er tilfældet, min kæreste søn,” sagde hun med et smil, der nåede hendes djævelske øjne. Hun observerede deres omgivelser som de trådte hen over en bro med lava under den. ”Det er naturligvis også en bekymring for mig. Men normalt udryddes sådanne kræ oftest af naturlige årsager. Det er kun de stærkeste og ældste der overlever i sidste ende. Og jeg kan forsikre dig om, at jeg skal gøre mit for at vort rige går en god fremtid i møde,” hendes smil var mere oprigtigt nu og der var noget beroligende over hendes væsen.

Orpheus smilede tilbage til sin moder. ”Det er det,” sagde han. Ellers ville han nok være blevet nødt til at benægte deres forhold. Der var han nok for snæversynet til at kunne acceptere at man ville føje sig for en halvdæmon, også selvom den pågældende dæmon havde en titel.

Han fulgte ned langs to bygninger, mens han også selv talte videre. ”Det gør de heldigvis, men der kan jo laves meget ravage på den korte levetid de har, det vil vi helst undgå. Bare se på hvad der skete sidste gang vi forsøgte at tage hvad der retmæssigt var vores.” Han talte naturligvis om dæmonkrigene for 2000 år siden. De havde måske været lidt grådige, men dæmoner var jo de retmæssige herskere af Krystallandet. Det var den bedre race.
”Jeg håber at du holder dit ord på det. Min loyalitet og dragefødte ligger hos riget, uanset hvem der skulle finde på at tage den position i sidste ende. Kunne være rart at vide at det var en med noget i hovedet,” sagde han så varmt som han nu kunne.