Det havde været nogle lange uger, kiles orden havde ikke lige frem været tilfreds med hans arbejde. Han havde ikke lavet andet end at gå og have afhøringer hele tiden. Han var trods alt afhøringsmester, og dette kunne virkelig mærkes. Hvis det ikke omhandlede hvor der var elvere gemt i byen, så var det om den forkommende vrede der var rundt omkring i byen.
Xaphan havde længe lagt låg på sin dæmoniske side men det var efterhånden ved at blive være. Han kunne snart ikke holde sin dæmoniske side tilbage. Den ville ud, og det var en side han aldrig kunne kontrollere. Han anede ikke engang hvad han kunne finde på. Nogle gange var der et stort tomt hul inde i hovedet på ham når hans dæmoniske side havde været kommet frem. Han håbede inderligt at han kunne nå at snakke med Corvus. De havde egentlig et ret godt forhold, og Corvus kunne altid få ham til at falde til ro. Det var kun en god ting, han manglede det lige nu.

Hans vinger som aldrig kunne trækkes ind bevægede sig nervøst i åben og lukke tilstand, det var ikke ret meget men det var der. Som Xaphan bevægede sig igennem beboelseskvarteret kom han endelig til den rigtige dør. Det var længe siden han havde været hos Corvus, men det var klart når der havde været så travlt. Med en løftet hånd bankede han på døren, så var det bare at vente og håbe på han var hjemme. Med sin venstre hånd dannede han en energikugle og var ved at smide den fra sig, men gjorde det ikke. Dog sad den stadig i hånden på ham. Han skulle slappe af, det lignede ham aldrig at bruge sine evner offentligt, og slet ikke i sin engel tilstand.

Corvus havde gudskelov fået en længe ventet fridag, hvilket havde været yderst tiltrængt, for han kunne mærke at Kiles Orden efterhånden var ved at gå ham på nerverne, på trods af, han normalt var en meget fattet mand, der ikke lod sig slå ud af kurs, men nogle af dem kunne bringe hans pis i kog. Den ældre herre havde haft rig mulighed for at komme på markedet, få handlet noget at spise ind, bedre end det hundeæde der til tider var på borgen, desuden kunne han sagtens finde ud af at lave mad, så i teorien var der ikke ret meget grund til han befandt sig på borgen hele tiden, med mindre der var voldsomt meget brug for ham, bevares så havde han nogle rekrutter han af og til skulle træne, men det var nemt nok, nu hvor han havde været en del af korpset siden han var atten år. Der var ikke nogen tvivl om Corvus nød sine fridage, for han havde også haft mulighed for at se sine børnebørn da han havde været på markedet, ak ja, livet var vel en gave?

Corvus stoppede et stykke fra hans hus og sukkede lettere opgivende da han så Xaphan stå ved døren "Ved Zaladin" mumlede han stille inden han begyndte at gå mod huset. Da han kom op bag Xaphan rømmede han sig stille "Xaphan? Hvorfor går du ikke bare ind?" sagde han efterfulgt af skævt smil. Døren var altid åben, om han var hjemme eller ej, for Corvus havde ikke noget der havde voldsom værdi, så der ville ikke være noget der var værd at stjæle alligevel. Han sneg sig forbi ham og indenfor. Der duftede friskt, som om det måske lige var gjort rent, men trods det, stod der stadig en flaske rom på det lille stenbord mellem to sorte stole, der var placeret foran en kamin der ikke var tændt op i. Han sparkede skoene af fødderne og gik gennem den såkaldte stue og ud i køkkenet for at sætte sine ting fra sig og undervejs talte han til Xaphan "Gætter mig til... At Ordenen er ved at drive dig til vanvid, hmm?" sagde han og kløede sig i det hvide skæg som han holdt blikket på Xaphan.

Energi kuglen blev større og større jo mere han koncerterede  sig om at gøre den mindre, men det var som om at kroppen og evnen ikke ville lytte til ham. Han vidste at hans dæmon side ville dukke op på et eller andet tidspunkt. Måske han skulle flyve væk, langt væk fra byen og ud i skoven hvor han ikke kunne findes. Bare indtil han blev sit gode jeg igen. Men der var jo Kiles Orden som ikke kunne lade ham være i fred.
Han skulle lige til at vende sig om da en stemme bag ham lød. Han fik et mindre chok og energikuglen fløj ind i døren og lavede et kæmpe afsvedet mærke. Shit, det var ikke lige frem meningen at det skulle ske. "Åh Corvus... Jeg troede du var hjemme..." kom det fra ham da han havde vendt sig om. "Du ved jeg ikke bryder mig om at brase ind selvom du siger jeg bare kan gøre det." kom det roligt fra ham og kiggede på det afsvedet mærke. Hvis Corvus ville have døren erstattet så ville han med glæde gøre det.
Corvus gik forbi ham og ind i huset Xaphan fulgte lige efter ham. Den friske duft var hærlig, det duftede lige som på slottet frem for i fangekælderen hvor de fleste afhøringer blev lavet. Der var altid så indelukket og slet ikke til at være i. Slet ikke i for lang tid.
Han bevægede sig ind i rummet og kiggede på skoene der blev sparket af, hvordan Corvus kunne være et rode hovede men alligevel have det så rent var ham en gåde. Det lange sorte tøj flavrede som han bevægede sig og han kiggede lidt rundt. "Driver mig til vandvid?! Det er ikke ordet. De har presset mig så langt ud at jeg nok får brug for din hjælp..." endnu en gang kunne han mærke hvordan hans krop sitrede og en ny energikugle var ved at tage form i hans hånd. Han skulle trække vejret langsomt. Han prøvede at tage nogle dybe indåndinger men uden held. "Har du hørt det sidste nye de vil have os til?" spurgte han og kiggede på Corvus.

Corvus kastede kort blikket på døren som Xaphan's energikugle havde efterladt et mærke, men sagde ikke noget til det, for inderst inde vidste han det nok ikke blev sidste gang, desuden kunne døren males så det kunne være fuldkommen ligegyldigt. Corvus trak kort på skuldrene "Jeg ved det, men i stedet for at stå i denne kulde?" sagde han med et skævt smil på læberne. Han var så vandt til at der var liv i hans hus, at han kom hjem til konen, børnene eller børnebørn, men nu var konen død og børnene havde deres egne liv at bekymre sig om, men var alligevel gode gode nok til at komme forbi fra tid til anden.

Corvus hævede højre øjenbryn og sukkede " Så må vi se om jeg kan" sagde han med et kækt smil på læberne som han begyndte at sætte ting på plads. Selv var Corvus også træt af Kiles Orden, men han var bare for gammel til at gøre noget ved det, så han havde holdt sig tilbage fra and sende en knyttet næve I en af ordensmedlemmernes fede ansigt, på trods af det var fristende. Corvus bemærkede den nye energi kugle og gik over til Xaphan og lod en hånd hvile på den ene skulder " Kast den mod døren... " sagde han og så på energikuglen og mod døren, som allerede havde fået et sveden mærke på ydersiden, så hvorfor ikke også på indersiden? Svagt trak Corvus på skuldrene " Lad mig gætte... afhører folk igen og igen, blot for at være sikker på de ikke lyver omkring elvere?" spurgte han og kløede sig i det hvide skæg. Corvus glædede sig til Ordenen blev vippet af pinden, men ville ikke vise det, for det ville koste ham dyrt.

Det var godt nok ikke med vilje at han havde fået kastet med energikuglen og svedet døren. Men når alt kom til alt var Corvus faktisk rolig, lige som han plejede at være. Xaphan havde vidst nok aldrig set ham være vred. I så fald han havde ja så havde Corvus gemt det godt. De havde trods alt kendt hinanden lige siden Corvus startede i lysets hær. Det virkede som så længe siden, og alligevel ikke. Xaphan havde en god hukommelse, men han kunne tydeligt huske da Corvus startede. Så ung og uskyldig det var tider. Med tiden var Corvus vokset sig stor og blevet en ret populær spion, og det satte Xaphan faktisk pris på. Det var egentlig også Corvus han kom til hvis der opstod problemer. "Nah så koldt er det nu heller ikke" han var vant til at det var lidt koldt, men med hans dæmon blod i årene gjorde det også det hele lidt nemmere. Han var den eneste der var en blandning af engel og dæmon, han havde aldrig oplevet nogen være det samme som ham. Måske det blot var hans skæbne. Præcis som det var Hauru's skæbne at være vampyr og arbejde for den mørke side.

Selvfølgelig kunne Corvus få ham til at slappe af. Corvus var den eneste der kunne få ham til at slappe af. Bare Corvus selvskab var beroligende. Men især i disse tider, det var faktisk ikke nemt at være lysets ridder slet ikke med den magt som Kiles Orden udviste. "Det kan du, det plejer du at kunne." et skævt smil kunne anes på hans læber og han kiggede ned på sin hånd som energikuglen blev større og større. Hvorfor skulle han også gå og opsamle energier hele tiden. Det var værst når det var tordenvejr. Men at han lev presset på denne måde var ikke hans kop te. Hans øjne begyndte at blive mere mørke som han stirrede fast på energikuglen. Han kom lidt til sig selv da Corvus lagde en hånd på hans skulder. Han blinkede nogle gange med øjnene og knyttede hånden om energikuglen. Den forsvandt mellem hans hænder. "Det er okey..." mumlede han og kiggede ned i gulvet. Han ville nødig ødelægge mere end hvad godt var. Der var ingen grund til at ødelægge døren endnu mere end hvad han allerede havde gjort.  "HA! Som om..." han kiggede lidt på Corvus trak lidt på skuldrende og fortsatte. "Nej nu vil de have vi skal holde øje med templerne. Arrestere de grupper der er af rebeller. Rejse uden for Dianthos og afhøre elverfolk for at finde ud af om de vil angribe os." det var med et tungt hjerte han sagde det. Normalt ville han ikke have noget imod at tage imod ordren fra lysets dronning. Men dette her virkede slet ikke rigtigt. Der var noget forkert ved det hele han kunne bare ikke sætte en finger på det. Selv Baldwin var forsvundet og var ikke hørt fra ham siden hans forsvinden. Han kunne da godt have sendt et brev, sendt en budbringer et eller andet. Han kunne ikke gå i uvished, han havde trods alt et tæt samarbejde med Baldwin.

Bevares så kunne Corvus godt have blevet sur over det mærket på døren, men inderst inde, vidste han også at Xaphan havde det ufattelig dårligt med det, hvilket også var en af grundene til at tog det så pænt. Corvus og Xaphan havde kendt hinanden længe, lige fra den dag Corvus kim med sin papfar ind på borgen og blev stalddreng, da han ikke var mere end en lille uskyldig dreng, så blev det ændret af at blive væbner og derefter, spion. Han var formentlig det ældste menneske, der endnu var aktiv, mens alle de andre var gået på pension. Svagt hævede Corvus højre øjenbryn og trak på skuldrene "Man ved jo ikke med jer... nogle piver som små hundehvalpe mens andre tager det som mænd.. Bevares du har dæmon i dig, men stadig..." sagde han med et grin i stemmen.

Corvus trak på skuldrene som Xaphan igen talte " Ja, jeg plejer..." kom det fra ham, som hans læber trak sig i et skævt smil. De mørke øjne som Xaphan var begyndt at få, var en klar indikator på, at dæmonen efterhånden var ved at være ladet op. Et svagt suk undslap Corvus som Xaphan sagde det var okay. Corvus sagde ikke noget, men lyttede blot til hvad Xaphan havde at fortælle ham, hvorfor han inderst inde var ved at springe i luften. Svagt fnøs han og trak på skuldrene " Så hvordan er i ikke blevet sindssyge endnu? Ja det er problematisk med rebellerne, men så alligevel? Der er et eller andet i gærde... Jeg kan mærke det" sagde han og kløede sig kort i skægget inden han fortsatte "Hvad med Baldwin? Det sidste jeg ved var han forsvandt?" sagde Corvus stille og rettede blikket mod en flaske med vin og kom med et afstumpet grin "Et glas vin? Til at dulme nerverne og raseriet?" spurgte han og gik over til bordet, hvorpå flasken med vin stod. Bevares så havde den allerede været åben, men korkproppen var blot presset i flasken igen og nu havde den stuetemperatur. Han begyndte at skænke sit eget glas og afventede Xaphan.

Hvorfor skulle man ændre sig bare fordi man var halv dæmon? Han kunne ikke ligge skjul på hvad han var. Han kunne ikke trække sine vinger ind, så dem der havde en smule hjerne kunne jo godt tænke sig til at han var dæmon. Om folk så mente han var hel dæmon det måtte de jo om. Han kendte sandheden og det var nok for ham.
"Jeg er ikke en hundehvalp. Dog vil jeg sige at jeg trodsalt opsamler energier i mig hele tiden, og det varmer da også en lille smule. Men bevars, det er jo kun en del af mig der er dæmon, jeg kan jo godt mærke kulde." det var dog sjældent at han mærkede kulde men det kunne han da.

Corvus startede med at sige noget, men alligevel stoppede han. Hvad skete der lige der? Han var ikke sikker men alligevel kunne han ikke lade vær med at tage sig til hovedet og læne sig lidt hen over bordet. Hænderne begyndte at køre i cirkler hen over hans panden. Han var endda begyndt at få ondt i hovedet, men der var også så mange spændninger i luften, og det gjorde det ikke lige frem bedre at dæmonen i ham var på vej op til overfladen.
Corvus stemme trængte igennem til ham og han vendte blikket op på ham. "Undskyld du sagde?" han var ikke helt sikker men alligevel havde han da hørt det. "Sindsyge, ja.. jo... Jeg ved det ikke. Jeg er ved at være sindssyg! Jeg magter ikke Kiles orden mere, og jeg fatter slet ikke hvad der sker med dronningen... Men ja du har ret der er noget i gære, og jeg ved bare ikke hvad.. Det er som om der mangler noget, et eller andet..." han kunne ikke sætte en finger på hvad det var, men Lysets Dronning opførte sig mærkeligt, og det var slet ikke den person han valgt at ville følge. Skulle han gå sin vej nu og så lade Lyset være lyset? Han havde da overvejet det, men han havde sagt en ed, og det var en ed han ikke ville bryde. "Baldwin?! Hvad fanden er han for en general! Forsvinder midt ud i det blå. Giver på ingen måde lyd til nogen eller noget om hvad han fortager sig. Ikke engang MIG der har været her i tykt og tyndt for dronningen og lysets hær. Mig af alle mennesker der er afhøringsmester. Næh nej jeg høre sku aldrig noget... Sådan en idiot!" han var lige så rasende på Baldwin som han var på Kiles orden, og det lagde han bestemt ikke skjul på. Hvorfor ligge skjul på noget når det egentlig var sandt?
"Vin?! VIN?! Tror du ikke der skal noget stærkere til end vin? Nå ja hvis det er det eneste du har så kom da med det." han rakte en hånd frem imod Corvus for at ville fange et glas, men der var intet.

Corvus kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet, over hans kommentar omkring han ikke har en hundehvalp " Du er jo heller ikke som andre dæmoner Xephan. Du har trods alt også engleblod der løber i dine året, hvilket er med til at gøre dig mere bevidst om omgivelserne, varme og kulde... Det er i hvert fald min teori" sagde han med et skævt smil på læberne.

Corvus så hvordan Xaphan var begyndt at massere sin pande, hvilket fik Corvus til at læne sig tilbage i sin stol. Dæmonen måtte ligge loge under overfladen nu, ventede blot på at mindre raseri anfald og så kunne den komme frem. Corvus sukkede " Jeg tvivler på.. at denne såkaldte dronning vi har nu, er den samme... Jeg nægter at tro på, at vores elskede dronning nogensinde ville så meget som overveje, at følge disse tyraner" sagde han og sukkede opgivende. Corvus havde ikke sagt til andre en Xephan, at han tvivlede på den såkaldte dronning var den rigtige... Men det var bare en teori han havde haft. Der var ikke nogen tvivl om at Xephan var vred på Baldwin, hvilket han i og for sig også kunne forstå, men måske vidste han ting som Xephan og Corvus ikke gjorde? Corvus trak på skuldrene "Måske han havde travlt og glemte at sige noget? Bevares så gør det ikke op før han bare skrider på den måde.. Men Baldwin er en mystisk mand.." sagde Corvus med et skævt smil på læberne, men det forsvandt efter Xephans ord "Rom? Whiskey? En fra kiles orden du kan hakke i stykker? " kom det fra ham med et grin i stemmen, inden han gik over for at finde både en flaske rom og en whiskey " Bedre?" spurgte han og satte flaskerne foran Xephan på bordet, så han selv kunne tage det han havde lyst til.

Corvus havde nok ret i det han sagde. Han var en klog mand efterhånden. Det var hvad Xaphan havde opserveret i alt den tid han havde kendt Corvus. Han var blevet troværdig og han havde bestemt ikke behov for at kaste sig ud i noget der ikke gav mening.
Han nikkede lidt til Corvus. "Du har ganske ret, der er måske en fordel ved at være begge ting, dog tvivler jeg på at det er sandt." han trak lidt på skuldrende. Han havde aldrig set sig som en af begge dele, men det var han nød til. Han kunne gå begge veje hvornår det end skal være. Han kunne være lige så god som lysets dronning, og lige så ond kunne han være i de forkerte hænder. Han var et farligt bekendtskab, hvilket Deavás også havde opserveret da de havde mødt hinanden.

De halvmørke øjne var ikke faldet til ro, og han gned sig stadig over øjnene mens Corvus snakkede. Han hørte halt efter, men han forstod dog budskabet. Når alt kom til alt var det mere end tilvændning at være halv dæmon, og man skulle da også passe på med at presse ham for meget, hvilket Lysets krigere da også vidste, eller det håbede han da på.  "Dronningen er en tyran. Der må være sket noget siden det har ændret sig på den måde. Normalt ville jeg aldrig følge en som dronningen på den måde. Men jeg har lagt en ed, og jeg kan kun følge den ed så længe hun sidder på tronen..." han ville ikke gå imod nogen ed han havde fået lagt foran sig. Men han kunne heller ikke forstå hvordan dronningen kunne følge en retning som Kiles Orden. Der stak noget under og han kunne bare ikke sige hvad det var. Ikke engang Baldwin havde taget sig sammen til at underette nogen men bare var forsvundet, sikke en leder han var.
"Pff... Baldwin skulle tage sig af sine kriger og ikke forsvinde på den måde. Vi har ingen at underette til, der er jo ikke engang udpeget en til at følge når han ikke er her. Nej Baldwin er en kujon!" han var lagt fra sikker på at Baldwin bare var gået uden nogen grund, men det var der sandheden lå. Han havde skredet fra det hele og sunket i jorden som om intet havde været vigtigt fra ham.
Han fjernede hånden fra øjnene og kiggede på de to ting der blev sat foran ham. "Se det var langt bedre." han tog fat i whiskyen tog proppen af og satte flasken for munden. Hvorfor bruge et glas når man kunne drikke af flasken?

Corvus trak på skuldrene ”Jeg er en gammel mand, jeg har blot mine teorier.. Der er mange fuldblod dæmoner der er lidt.. Hvad siger man… Retarderede… Tror de er uovervindelige og kan overleve alt vejr, lige til de kommer op i norden og ender med at blive til istapper, fordi de ikke er klædt ordentlig på” sagde han og sukkede nærmest opgivende. Han kunne ikke tælle på to hænder, hvor mange gange han var blevet jagtet af dæmoner, der så var fulgt efter ham til Nordvik og fortrød det noget så voldsomt, da de enten måtte vende om og give op, eller de blev fanget i snestorm. Svagt trak Corvus dog på skuldrene over Xaphan’s skeptiske kommentar ” Jeg ved du ikke har det på samme måde.. Men i det mindste har du mere hjerne end en fuldblod” sagde han med et kækt smil på læberne. Bevares då var det ikke alle dæmoner der var fuldkommen dumme, nogle var begyndt at vende sig til at kunne mærke diverse temperaturforskelle.

Corvus så på Xaphan med et lettere sammenknebet blik da han snakkede om dronningen ”Xaphan.. Jeg har selv lagt ed.. Men den kvinde… Er ikke vores dronning” sagde han og havde lagt ekstra tryk på -ikke- så der ingen tvivl ville være. Corvus var sikker i sin sag.. Der var noget over denne kvinde der havde indtaget tronen som ikke var som den forrige… Der var sket et eller andet efter Kiles Orden var begyndt at blive en stor ting, det var han sikker på, men Corvus ville på intet tidspunkt sige dette noget sted offentligt, da det kunne koste ham hans job.. med et hævet øjenbryn så han på Xaphan ”Fuglen gør sikkert sit.. Men måske burde han havde udpeget en man kunne melde til.. Men hvad ved jeg.. Jeg er blot et menneske” sagde han stille og trak på skuldrene. Blikket blev holdt på ham som han rakte ud efter whiskeyen og Corvus selv tog rommen ”Godt.. ” sagde han og nikkede kort inden han hev proppen ud af flasken og satte den for munden. Svagt skar han en grimasse ”Fy for..” mumlede han og holdt flasken ud for sig og rynkede på næsen ”Yep.. Jeg tog den forkerte flaske… Dette er noget min søn har lavet til mig.. Og det smager yderst skrækkeligt. Lidt som en mælkebøtte faktisk” sagde han og rakte flasken over mod Xaphan og kluklo ”Smag det her elendige sprøjt.. Jeg troede jeg havde givet ham en god barndom.. Og så laver han sådan noget..” sukkede han og lo stadig let.

Chancen for at blive genkendt var stor, men hvor tit så man også en engel der var halvt dæmon også? Det var jo ikke fordi han kunne gemme sine vinger væk. Så det var vel egentlig fint nok som det var. Han var glad for at den varme han kunne mærke konstant. Så behøvede han da ikke at få lavet en speciel syet jakke når det var. "Alligevel vælger de at tage den vej for at komme væk fra sådan nogen som os." kom det fra ham og trak lidt på skuldrende. Selvom han havde hjertet og hjernen på rette sted, havde han desværre også en dæmonisk side der kom ud for at ville lege i ny og næ. Det var en skændsel faktisl, men desværre var det ikke noget han kunne kontrollere. Det var bare sådan det var. "Du har nok ret." kom det fra ham og overvejede situationen lidt. Han kunne ikke rigtig komme nogen anden vej end frem til sandheden. Corvus havde ret i det han sagde, præcis som han altid havde.

De kunne blive hængt sådan  som de snakkede om Dronningen der sad på tronen. Hvis de blev hørt ville de blive henrettet på stedet, noget Xaphan ikke ønskede skulle ske. Han ville gerne have beholde sit liv lidt længere, om det så var den forkerte dronning der sad på tronen eller ej. "Den dronning... Hun er... Ja stadig vores dronning. Hun er den eneste vi kan følge nu hvor Baldwin har valgt at forlade os. Vi har intet andet valg. Med mindre vi vil hænges for lydigheds nægtelse." han vidste hvad han talte om, det var sket før og det ville sikkert ske i den næremste fremtid også. Især nu hvor tingene var som de var. Et fnys kom fra ham da de snakkede om Baldwin. "Fuglen burde have gjort noget i stedet for at forsvinde. Han burde hænges som noget af det første når han kommer tilbage! Du burde i det mindste være udpeget til at tage over. Du har været her længe, og du har været igennem lige så meget som jeg har." dog vidste han at han selv stadig  var frygtet blandt nogle krigere og riddere, så Corvus ville have været det perfekte valg til den slags. Ikke at Corvus ville have taget pladsen, men man kunne da have haft lov til at håbe. Whiskyen blev drukket i et par slurke. Han fjernede flasken fra munden da Corvus skulle lige til at bande. Han måtte løfte det ene øjenbryn og tvang sig selv til at trække på smilebåndet. "Mælkebøtte. Så du skulle til at være lidt sund måske, er det derfor den er lavet?" spurgte han lidt og kiggede på flaskens indhold. Han ville ikke engang lugte til det, men alligevel ville Corvus have at han tog en tår. Han satte flasken med whiskyen på bordet og tog fat i den anden flaske. Han satte den først under næsen for lige at lugte og allerede der kunne han have brækket sig. Dog satte han den for munden og vringede ansigt da væsken ramte hans smagsløg. "Hvad er det for noget sprøjt?! Der er jo ikke engang det fjerneste af alkohol i!" det var decideret en fejl i opdragelsen det der. At man kunne tilbyde at lave sådan noget, det var da afskyeligt!

Corvus trak kort på skuldrene ”Jeg ved det som sagt ikke.. Jeg er blot en gammel mand” sagde han og kluklo. Han havde arbejdet sammen med en mængde dæmoner og mange af dem var som han netop havde beskrevet, måske på renden til at være retarderede og tro de var uovervindelige. Han havde set dæmoner der måtte vende om fordi de ikke havde haft ordentlig beklædning på i norden, men han havde bestemt ikke ondt af dem, for de havde fået ordrer på at pakke ekstra varmt.

Corvus var klar over at denne samtale kunne være deres sidste, hvis det blev opdaget, for talte man om dronningen på denne måde, var det dødsstraf, henrettelse ved hængning. Han trak svagt på skuldrene ”Ja hun er stadig vores dronning, men siden hvornår har dronningen været sådan en tyran? Det er bestemt ikke sådan jeg husker hende” sagde han og stod og huskede tilbage til de gange han havde været på hoffet og stået ansigt til ansigt med dronningen, oplevet hvor blid hun egentlig kunne være. Corvus var ved at blive kvalt i spyt som Xaphan foreslog Baldwin skulle hænges og han selv skulle udnævnes til at holde styr på tingene. Han hostede og hakkede et kort sekund og så på Xaphan ”jeg forstår godt du er vred Xaphan, men jeg tror Baldwin ved hvad han laver… Eller det håber jeg så sandelig. Og mig som leder? Jeg har ganske vidst været blandt spionerne siden jeg var en ung knægt på blot atten, men jeg egner mig ikke til at lede nogen” sagde han med et skævt smil på læberne. Han havde før haft en lille flok folk at se efter, men det var ene af nye rekrutter og det var både første og sidste gang han tog imod en opgave som den, for det var yderstyggeligt! Corvus fnøs kort over kommentaren om han skulle være sund ”Er du vanvittig knægt? Jeg skal ikke drikke mælkebøtte sprøjt! Jeg skal have min whiskey eller rom” sagde han og rynkede igen på næsen over tanken om at smage det sprøjt. Corvus kunne ikke lade være med at grine over Xaphan’s reaktion på det han netop havde smagt ”Kan du se hvad jeg mener! Det er forfærdeligt” sagde han og gik over efter en anden flaske og læste på etiketten ”Super..: Det her er en rom… ” sagde han og satte flasken på bordet ”Lad os drukne den der mælkebøtte smag med noget der rent faktisk smager ordentligt” sagde han og løsnede proppen på flasken.

"En gammel, men en klog mand." konkluderede han. Det var sådan han altid havde set Corvus. Nok var han en af de ældste mennesker i Lyset, men han havde mange år på bagen, og han vidste hvad han gjorde. Så vidt Xaphan vidste havde Corvus ikke lavet nogle fejl i mange år, hvilket bare viste han han vidste hvad han have gjort rigtigt i alt den tid. Han vidste altid hvornår han skulle lyve og fortælle en sandhed.

Hvordan kunne han snakke sådan om deres dronning. Det var ikke sådan det skulle være, men kunne han gøre andet? Alligevel fik han en dårlig smag i munden og måtte kigge sig over skulderen for at se om nogle måske havde hørt efter deres snak. Man kunne aldrig vide nu i disse dage. Alle kunne gå til byvagterne og sætte en stopper for denne snak, om man så var ridder eller ej, det var rent faktisk en dødsdom at snakke sådan her.  "Hun har aldrig været sådan. Måske har hun været for længe på magten. Måske er hun ved at dø, eller er kommet med en eller anden sygdom.Hvem ved, en ting er i hvert fald sikkert. Dette her burde stoppes..." han vidste at det aldrig ville ske, og han vidste at Corvus aldrig ville overtage noget som dette her. Det ville være for stort et arbejde, og hans hosten og hakken gav ham svaret på det. Han ville aldrig overtage noget som det. Corvus var en klog og gammel mand, men at overtage en ting som dette her? Nej det ville bare gå galt i længden. "Du er bedre end nogen anden Corvus, hellere dig end en af de andre idioter der er ved at indtage byen." Han var sikker på at Kiles Orden ville overtage byen inden længe, mere end de allerede havde gjort, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han var den der skulle følge andre og ikke en der ledte. Han var ikke engang sikker på at han ville gøre det ordentligt hvis den dag kom. Han havde ikke engang haft en væbner endnu. For det var han ikke sikker på at han ville kunne overkomme. Hvis væbneren døde, ville det alt sammen være på hans bekostning fordi han ikke havde trænet væbneren ordentligt.

Corvus drak måske lidt meget, men det var det der gjorde det til ham. Selvom han til tider drak så gjorde han altid sit arbejde godt. Han var virkelig den fødte spion lige meget hvad. "Og alligvel har du fået det sprøjt?" han kunne faktisk godt forstå hvorfor Corvus ikke kunne lide det, for det smagte da noget han aldrig ville smage mere. Det var alt for meget af det dårlige. Det var lige så slemt som hvis hans dæmoniske side kom frem i ham. "Lad os skåle i noget ordentligt i stedet for." han ville drikke alt andet end det sprøjt han netop havde smagt.

Corvus trak på skuldrene ”Bevares” sagde han med et smil på læberne. Corvus havde været i lyset længe, kendte til hvordan ting skulle køres, hvilket var derfor han ikke havde begået fejl i et par år nu og når det skete, hadede han sig selv mere end noget andet i Krystallandet.

Corvus lyttede til sine omgivelser, forsøgte at opspore om der var nogle der lyttede med, men formentlig ikke. Man kunne ikke være for forsigtig disse dage, da alle og en hver kunne vende sig hundrede-firs grader og stikke en kniv i ryggen. Som Xaphan talte sukkede Corvus ”Hvis hun var døende, hvis hun havde haft en sygdom, så havde vi fået det at vide… Der er helt andre magter på spil end noget så ganske simpelt som en sygdom” kom det fra ham. Corvus var klar over, at hvis dette blev opdaget, at de sad her og talte sådan om dronningen, ville de ende med at blive henrettet. Han hævede sit øjenbryn og lå armene over kors ”Mig på tronen? Eller mig der tager mig af sagen med dronningen?” sagde han og hostede en lille smule før han fortsatte ”Tronen har jeg ingen interesse i… Jeg er ikke engang af adelig afstamning. Og hvad angår dronningens tyranni, så er jeg næsten sikker på der er nogle , der er i gang med at tage et spadestik ned under hende og finde ud af hvad der ligger og gærer” sagde han med et skævt smil. Corvus på tronen? Bevares så har han opholdt sig længe på fæstningen, men ligefrem at tage en trone? Information om dronningens tilstand kunne han formentlig få adgang til, hvis han havde mulighed for at komme ind på fæstningen, men ærligt… Så havde han ikke mod på at forsøge, da han trods alt var en gammel mand.

Corvus slog armene ud til siden ”Hvad kan jeg sige… Jeg har åbenbart dårlig smag, både i kvinder og alkohol” sagde han med et grin som han tog armene til sig igen. Han havde egentlig ikke haft en kone eller noget romantisk siden han mistede sin kone for noget tid siden og nu var han alligevel ved at være så gammel, at det kunne være lige meget. Han havde sine børn og sine børnebørn og det var alt der i teorien betød noget. Corvus hældte noget i deres glas og satte flasken fra sig ”Det er bestemt også at foretrække, kontra det pis” sagde han og hævede glasset, klar til at skåle med Xaphan.

Han var rent faktisk i tvivl om de ville få noget som helst af vide hvis dronningen var syg af en sygdom. Det var jo ikke fordi man fik noget som helst at vide længere. Det hele var rent ordre, og han var ellers god til at tage imod ordre, det var bare ikke det samme længere. Måske han rent faktisk skulle rejse væk og aldrig komme tilbage længere. Ville det være det klogeste at gøre? Baldwin havde jo forladt dem, måske han havde gjort det samme? Et suk  kom frem på hans læber og han sank lidt længere ned i stolen. ”Jeg er ikke så sikker længere Corvus... Alt er forandret til at vi ville kunne forstå noget som helst. Måske har Baldwin bare gjort det rigtige og forladt det hele inden det blev for slemt, men hvem skal så overtage hele lysets riddere? Der er jo ikke blevet udnævnt nogen af dronningen selv...” endnu engang måtte han sukke og han tog sig til hovedet. Hans øjne skiftede fra mørke til de normale brune hele tiden, og han anede ikke hvad han skulle stille op. Han var bare så arrig over det hele, og han anede ikke om det bare ville være bedst at slå dronningen ihjel og så blive slået ihjel bagefter selv. Måske det kunne rede Dianthos når alt kom til alt? Endnu engang faldt hans blik på Corvus og han måtte trække lidt på smilebåndet. Corvus på en trone? Nej det ville ende galt, især når han ikke havde interesse for den slags. Han måtte derfor ryste på hovedet af ham. ”Nu mente jeg at overtage lysets riddere. Det ville klæde dig når du har været her så længe. Du kender hvad der er der ude, og ikke kun hvad der er indenfor murerne...” han vidste at det nok bare var en skud i tågen, men nogen gange virkede det som om at ingen vidste hvad der forgik i resten af verden, og slet ikke hvordan de andre steder så ud, og hvad egentlig med de adelige, hvorfor havde de ikke protesteret overfor dette omfang af Kiles Orden? Det var lige så meget deres magt der stod på spil.

Endnu engang smilte Xaphan til Corvus og rystede på hovedet. ”Pjat med dig, du har da i det mindste fået nogle dejlige børn, mere end man kan sige om mig.” han ville nok aldrig få børn, for tænk hvis de blev det samme som ham, det ville være en skam, og det var ikke noget af det han ønskede for nogen. Det var slemt nok at han skulle kæmpe imellem at være god og ond. Det var ikke det han ønskede for nogen som helst. Det var slemt nok ikke at kunne huske hvad man havde gjort når den dæmoniske side overtog.
Han tog fat i glasset som der blev hældt noget op i det og han løftede glasset i en skål. Han tømte glasset lige så hurtigt som det var blevet fyldt og satte glasset fra sig på bordet så det gav et bonk.

Corvus trak kort på skuldrene og sukkede. Han havde lidt ret, måske var Baldwin rent faktisk skredet og kom ikke tilbage, for han vidste at kongeriget var ved at gå op i flammer? Men alligevel kunne Corvus ikke lade være med at tænke på, at han sikkert havde en god grund til at have forladt ridderne. Han sukkede ”Jeg er bestemt heller ikke sikker, Xaphan. Det kan man aldrig være i denne syge verden.. Ganske vidst er jeg menneske, så jeg har mere at tænke over kontra en der har andet blod i årerne. Hvad angår Baldwin og ridderne… Så skal der nok komme en ny leder, hvis ikke fuglen får vingen ud af røven” sagde han med et svagt smil på læberne. Corvus ville ønske han kunne gøre mere end han var i stand til, men han var blot en ældre herre, så hans kræfter var bestemt ikke hvad de havde været, som dengang han var ung. Han bemærkede hvordan Xaphan’s øjne blev ved med at skifte farve. Corvus forstod godt hvorfor Xaphan var vred, men det nyttede ikke noget i sidste ende, for der var intet de kunne gøre, uden at blive klynget op. Som Xaphan talte om at være leder af ridderne hævede Corvus et øjenbryn og sukkede ”Ganske vidst ved jeg hvordan du benytter et sværd, men jeg har haft mest tid sammen med spionerne kontra ridderne. Der er bestemt andre der ville være bedre stillet til det end jeg er, desuden, er jeg gammel… ” sagde han med et opgivende suk. Han kunne mærke alderdommen der pressede på, allerede nu hvor han var rundet de treds. Jo, tanken var bestemt smigrende, men Corvus vidste ikke hvor længe han havde tilbage og med den hosten? Så kunne det være det endte med hans lunger fløj ud.

Corvus trak på skuldrene ”To børn og…. Fem børnebørn, for at være helt præcis… Ikke jeg ser super meget til dem længere, men det hænder. Både Leander og Augustina har deres ting og se til, det samme med mine børnebørn. I det mindste kan jeg glæde mig over at Cornelius vil være som sin bedstefar… Men der er lidt vej endnu, knægten er blot tolv” sagde han efterfulgt af et lille grin. Han elskede sine børn og børnebørn mere end noget andet i hele verden og det kunne tydeligt ses, for hans højre øje havde nærmest stjerner i sig. Corvus trak da lidt på skuldrene ”Vi skal nok finde en fin dame til dig Xaphan, en der kan være der til at støtte dig hele vejen igennem, stol du blot på mig” sagde Corvus og lo. Han hævede sit glas og tømte det lige så hurtigt som Xaphan havde gjort og fyldte dem igen ”Bund eller resten i håret? Er det ikke det de unge siger?” sagde han med et kækt smil, som han atter hævede glasset og vendte bundet i vejret på det.

Når alt kom til alt havde Xaphan det ret svært ved hele situationen. Det var ikke nemt for ham at være ham. Han var stresset og alt det med Baldwin gjorde det ikke et hak bedre. Det skræmte ham måske også en smule at ridderne stod uden en leder. Det var ikke så nemt at være til slet ikke med Kiles orden der havde magten over alt i Dianthos. Det var nok bare ikke meningen at det skulle være let at være ridder mere. "Der er ikke andet for end at se tiden an desværre...." kom det fra ham og kunne ikke lade vær med at trække lidt på smilebåndet. Corvus havde en glimrende humor når det kom til stykket, og Baldwin skulle virkelig få vingerne ud af røven og komme tilbage på sin plads når det først kom til stykket. Selvom Corvus havde mange år på bagen så var han erfaren og det var bedre end at lade en fra Kiles orden overtage ridderne fuldstændigt. Det ville ikke være et kønt syn, og det ville sikkert ødelægge mere end det ville gavne i sidste ende. For slet ikke at tale om at han helt sikkert ville gå når det kom til stykket. Han ville ikke kunne magte at være en del af Lysets Ridder hvis en fra Kiles Orden overtog magten. Han ville være den der var fløjet ved månens første lys der ramte jordens overfade. Man ville ikke kunne se ham for skyggen af bare træer hvis det kom der til! "Og netop fordi du er gammel ville du være et fremragende valg. Tænk hvis dronningen sætter en af Kiles præster til at overtage styringen af Ridderne, hvordan tror du ikke det ville gå? Nej jeg er ikke overbevist om at du ikke ville være et godt valg når det kom der til." kom det fra ham og kiggede lidt på ham og trak derefter på skuldrende.

Corvus havde helt klart levet et liv som Xaphan selv ville have elsket at have, men det lå ikke i hans kort at skulle have kone og børn. Han ville blot frygte for hvad de ville blive. Desuden så ville han nok ikke egne sig som far i sidste ende. "Dine børn er stolte af dig og det samme er dine børnebørn. Du har levet et godt liv Corvus, og jeg er sikker på at dine børnebørn ser op til dig.." startede han og kiggede lidt på Corvus med et løftet øjenbryn. "Men 12 år er rigeligt til at bive væbner, men det er du sikkert ikke interesseret i er du vel?" kom det fra ham og sendte ham et svagt smil. Han ville slet ikke kunne klare at have en væbner med sig over alt, han var glad for at være alene og kunne gøre lidt af hvad han selv ville. At der så ikke var nogen til at tage sig af ham når hans dæmoniske side kom frem var en helt anden sag. Der vidste han aldrig hvad han kunne gøre når den var fremme. Specielt fordi det aldrig var nogle pæne ting der blev gjort. Lige frem da Corvus begyndte at nævne en dame hostede han et kort øjeblik og havde nær fået sit eget spyt galt i halsen. "En kone?! Du må da være sindsyg, du skal ikke hooke mig op med en eller anden kvinde." kommenterede han og bankede lidt i brystet på sig selv. Nej hvis han skulle have noget med nogen, så skulle det helst være Hauru og han var endda vampyr, og mørkets ridder.. Nej det ville bare slet ikke være godt i længden. Men han havde altid fundet Hauru lidt charmerende. Han vendte blikket ned til glassene på bordet der blev hældt noget nyt op i. Han tog det hurtigt og tømte det nærmest lige så hurtigt som det var blevet hældt noget op i. Han satte glasset på ny ned i bordet så det igen kom med et lille bonk.

Corvus vidste godt at Xaphan var stresset over hele denne situation, han selv kunne da heller ikke se sig fri fra de søvnløse nætter og den absurd evige bekymring om, hvad der ville ske med Dianthos og tronen. Svagt nikkede han ”Der er desværre ikke andet at gøre, Xaphan” sagde han med et skævt smil på læberne. Corvus hadede at sidde i denne situation, nærmest som om de alle var en eller anden form for lokkemad. Stod det til Corvus selv, burde ridderne slå sig sammen mod Kiles Orden og sætte en stopper for deres tyrani en gang for alle, Corvus var blot for gammel til at være tovholder for en kæmpe opgave dem den, men en person som Xaphan, stærkere og formentlig yngre, i hvert fald udseende mæssigt, havde nok bedre chancer for at kunne køre sådan et angreb på Ordenen. Corvus skar kort tænder ved tanken om Kiles Oden der havde magten over ridderne ”Hvis den dag kommer, så lover jeg dig, at jeg personligt vil sørge for, at de ikke slipper godt fra det. Jeg er ganske vidst en ældre herre, men jeg er overbevist om, at der er flere der er på vores side, kontra deres…” sagde han med et skævt smil på læberne. Corvus krydsede fingre for det ikke kom til at ske, for han havde sikkert ikke energien til det når alt kom til alt.

Corvus trak svagt på skuldrene. Det kunne godt være han havde levet et godt liv med kone, børn og børnebørn, men han var dog stadig ked af hans elskede kone ikke var hos ham længere. Fra tid til anden var han overbevist om, at hun var i huset, som om han kunne se nogle skygger, høre hendes stemme og mærke hendes hånd stryge ham over kinden som hun plejede da hun var i live. Et skævt smil kom frem på hans læber ’”Jeg ved Cornelius gør… En væbner? Jeg er spion, så jeg tror ikke der er meget ved at være væbner for mig, det ville bedre egnet til en der er kriger og ikke spion” sagde han med et smil på læberne. Corvus var ikke sikker på han kunne lide ideen om hans barnebarn der var en del af Lyset allerede, men så igen, han ville jo gerne gå samme vej som Corvus…

Corvus lo kort og så på Xaphan som han talte ”Sindssyg? Ja det er meget muligt… Men det kan du takke mine besøg på Kzar Dûn for” sagde han med et kækt smil på læberne. Hvis han var sindssyg, så var det uden tvivl de par ophold i fangekælderen. Det med at finde en kone til Xaphan var også mere ment som en joke, for Corvus vidste skam godt, at det på ingen måder ville fungere, men det var nu alligevel sjovt, at se hvordan Xaphan reagerede på det.

Det var måske ikke helt så nemt som det kunne være når det egentlig kom til stykket. Men Corvus var en klog mand på mange områder. Han havde oplevet så meget, så hvorfor han ikke bare kunne tage styrringen over ridderne kunne Xaphan ikke helt forstå, men det skulle han vel nok heller ikke forstå i længden. Det handlede vel også mere om hvad Corvus magtede og havde overskud til. For en ting var sikkert Xaphan ville ikke presse Corvus til noget han ikke orkede. Så i stedet for at sige noget i første omgang sukkede han og kiggede ned i bordet. Han var usikker på hele denne her situation, og han vidste ikke hvad han skulle stille op. Han var ikke engang sikker på at Baldwin ville komme tilbage. Han havde nok bare taget det rigtige valg da Kile kom til magten. Alligevel plagede det ham at se Lyset træde tilbage og det føltes som om at ridderne var trådt flere skridt tilbage frem for flere skridt frem. Han kiggede endelig op på Corvus og smilte svagt. "Det finder vi ikke ud af før den dag kommer. Og forhåbentlig vil den ske snart." han drejede kruset lidt i hånden så det satte små ringe i bordet fra den dug og væske der var løbet ned af kruset.

Selvom Corvus barnebarn var ungt og ville det samme som hans far kunne man lige så godt starte et sted. At være spion var et endnu farligere arbejde end det var at være ridder eller kriger. Spionerne havde alt for mange ting de skulle holde øje med hele tiden, og hele tiden skulle de lyve sig igennem et arbejde. Noget som Xaphan slet ikke kunne forstå hvordan nogen kunne gøre, og han tog da hatten af for sådan en som Corvus der havde gjort det i mange år. "Han kunne starte et sted som væbner, bare for at se hvor hårdt det kan være, måske ændre han mening efter noget tid. Men det skal ikke være op til mig. Det er din familie og det er jer der har det sidste ord." han ville ikke engang forslå Corvus at hans barnebarn kunne være væbner for ham. For han var ikke sikker på han ville kunne håndtere en væbner. Det ville bare ende helt galt hvis han selv skulle sige det. Tænk hvis han havde en virkelig dårlig dag og gjorde væbneren noget ondt, nej det ville bare være for farligt i sidste ende.

Han hostede lidt igen og vidste slet ikke hvor han skulle kigge hen. "Du er ikke rigtig klog Corvus!" kom det fra ham og kiggede lidt forlegen på ham. Ham have en kone nej det ville sikkert også bare ende galt. Han vidste helt sikkert heller ikke hvilket ben han skulle stå på når det sådan kom til stykket. Han vidste bare at det ville være forkert at få en kone her og nu. Og Corvus kunne helt klart godt lokke ham til at tage på en eller anden date, eller sige at han skulle møde op et eller andet sted for at sende en kvinde i stedet for. Nej ellers tak, han havde det egentig fint med bare at være sig selv.

Corvus vidste godt han måske kunne klare jobbet, men han var trods alt en ældre herre, så på samme tid var det begrænset hvad hans krop ville gå med til. Desuden havde Corvus ikke ret meget forstand på ridderne, han havde været spion det meste af hans liv og nu, var han blevet gammel. Han vidste at hele denne tumult med Kiles Orden, Baldwin’s forsvinden og dronnings absurde opførsel, som gav selv Corvus til vanvid. Der måtte dog være en eller anden ting man kunne gøre? Men hvad? Corvus fnøs kort ”Xaphan, ganske vidst har Ordenen en masse folk under sig, men jeg tvivler at det er en hver ridder der ikke kan lugte der er lort på bålet… Der må da ved Zaladin være bare et par stykker der ved der er noget galt… Om ikke andet så må vi finde ud af, hvem disse mænd og kvinder er, vinde deres loyalitet og storme dem, så vi kan få Dianthos til at fungere optimalt. På nuværende tidspunkt er folk paranoide for deres egne skygger, så hvordan i al verden skulle vi nogensinde kunne leve sådan? I evig frygt? Jeg siger vi finder nogle mænd og håber på vi kan stole på dem” sagde han med en svag hakken bag efter. Han kunne godt mærke han ikke havde samme energi til at blive vred længere.

Corvus vidste ikke om Cornelius ville være i stand til at blive væbner, for han var lidt et skrummel og var absurd klodset, men det var vel noget han kunne komme af med, hvis han kom ind som væbner og blev trænet? Corvus trak kort på skuldrene ”Kunne sikkert være sundt nok for den klump, han er ganske vidst det mest klodsede i verden, men jeg er næsten sikker på at ridderen nok skulle tage godt hånd om det… Om ikke andet er jeg sikkert på borgen alligevel, så kan han jo komme løbende i tide og utide. Ak ja, de kære små” sagde han efterfulgt af et grin. Han trak på skuldrene ”Jeg kommer nok ikke til at skulle have ret meget sagt i den forstand… Det er altid hans fader der får sidste ord, når det kommer til Cornelius’ skæbne” sagde han og sukkede lettere opgivende. Han kunne et eller andet sted godt frygte at hans egen søn kunne finde på at vente og lade Cornelius blive direkte til spion… Corvus frygtede det inderligt.

Et kækt smil kom frem på Corvus’ læber og han trak på skuldrene ”Bare fordi jeg er gammel, betyder det ikke, at jeg ikke skal have det sjovt… Bevares… Så er tortur ikke super sjovt, men når man får lov til at blive healet af, hvad end den kvinde var… Så går det skam nok” sagde han og lo ganske kort.