Lyset fra den tidlige morgenstund fyldte skoven med tavshed, som nattens væsner gik til ro og dagen begyndte på ny. Jeg sad på verandaen af families gamle hjem, vendt væk fra byen og ud mod naturens utæmmede vildskab. Mine ben var foldet under mig, som jeg forsøgte at åbne mig til naturen.

Ånd ind. Giv slip på fortiden. Ånd ud. Tomt hoved, tom sjæl.
En frisk vind varslede forårets kommen, som den stjal igennem de tomme haller bag mig. Jeg behøvede ikke åbne øjnene for at se påskeliljerne strække sig mod solen, og luften var fuld af løftet om forår. Både jeg og den flig, der sad ved min side, smilede ved tanken om det milde forår der ville afløse den hårde vinter de havde haft.

Ånd ind. Giv slip på fremtiden. Ånd ud. Tomt hoved, tom sjæl.
Hverken fligen eller jeg vidste hvorfor hun var dukket op, men på en behagelig dag som denne var det svært ikke at være muntert indstillet. Jeg tog en ekstra indsats, tømte hovedet for tanker. Langsomt kunne jeg mærke mig selv glide ind i den tilstand af balance, hvor sjælen blev tidsløs.

Ånd ind. Giv slip på nutiden. Ånd ud. Tomt hoved, tom sjæl.
Netop som fligen begyndte at falme fra virkeligheden, rynkede vi begge vores bryn. Jeg vidste pludseligt med fuldkommen sikkerhed, at der var en forstyrrelse på vej ind af døren, men smerten der var forbundet med den fremtid skjulte den i en ukendelig dis. Både fligen og jeg åbnede øjnene og holdt øje på døren. Sindsro måtte jeg opnå en anden gang.

Cornélian åbnede varsomt døren til sit gamle hjem, og måtte med et dybt åndedræt huske sig selv på, hvor længe der var gået, til trods for hans sind fortsat insisterede på der umuligt kunne være gået mere end et par måneder, år højst.
Synet af hans hjem der stod, ikke meget anderledes end han huskede det, forstærkede kun følelsen, og som han trådte over tærsklen forventede han at høre Innils stemme kalde ud, hvert øjeblik.

Men der var kun stilhed.

Han gik langsomt igennem huset, med tilbageholdt åndedræt. Der var noget der føltes forkert. Innil var død, men overalt var der spor efter hende. Sko ved døren, foged udstyr der lå med værktøjer som havde nogen for nyligt arbejdet på det. Selv duften i husket var som han huskede den, med dens svage hint af blomster. Han viste hvor de ville ligge. Små bundter af skjulte, tørrede blomster, til 'at holde lugten af støvet papir på afstand' som hun altid havde sagt. Og så havde hun smilet, og kysset ham i mundvigen.

Cornélians hals snørrede sig sammen, og han fortsatte mod sit eget arbejdsværelse, da han fornemmede noget.. anderledes. En magisk energi han aldrig havde mødt før, men som alligevel virkede... familiær.
Han tog distraktionen som den bød sig, og gik med faste skridt mod kilden. Han åbnede døren ud til verandaen med bestemt formål, og lokaliserede kilden til den magiske energi, og!

... gik i stå. Med munden let åben og øjne der ikke troede hvad de så. Et langt, tavst øjeblik fik, inden Cornélian lukkede munden, trådte et skridt tilbage, og lukkede døren igen.
Trygt ude af syne bag den lukkede dør, gnubbede Cornélian sine øjne, og forsøgte at samle tankerne.

Der var to Innil. Men det var umuligt. Innil og Mystra så. Men Innil var død. Mystra havde en tvilling. Usandsynligt - Elisor ville have nævnt det. Han så dobbelt. Også usandsynligt. En magisk evne så.
Cornélian rakte forsigtig ud med sin evne, og fik sin teori bekræftet. Magi, og i en ret unik form. Det var ulig noget han havde fornemmet før. Ganske fascinerende!

Og den tilhørte hans datter. Cornélian sank en klump. Hans datter, som han lige havde lukket døren på. Cornélian var sikker på Elisor ville have haft en ting eller tolv at sige til det, men hans broders var der ikke til at glatte situationen ud.

Det tog alt hans viljestyrke, men Cornélian åbnede døren igen og trådte ud på verandaen. Hans blik flakkede over pigen - nej - kvinden foran ham. "Mystra" hilste han, med pinlig forsigtighed. 

Det er svært at beskrive hvad jeg følte, først gang jeg så min far. Det var først dér, da jeg så ham i døråbningen med et chokeret ansigtsudtryk, at jeg indså jeg altid havde haft en forventning om hans ankomst. I de lange år jeg havde ventet var mine følelser skiftet fra håb til vemod, men altid havde der været en forventning, næsten mytisk i natur. Cornélian var mere end blot en person i min verden. Han havde altid været et sted mellem levende eller død- mellem en legende og en levende forældre. Jeg havde altid forventet at tingene ville ændre sig når han vågnede, på en eller anden måde. Jorden ville splittes, himlen falde. Et eller andet – alt andet, end at han bare var en person, der mødte op i hendes dør. En person, der nu stod i døråbningen og som jeg gennem to par øjne kunne se var intet mindre eller mere end en mand.

Jeg tror jeg fligede. Jeg måtte havde fliget, selvom ingen flige dukkede op. Modsættende følelser kæmpede for dominans over mit sind, men alt jeg kunne gøre var at stirre. Jeg åbnede munden og forsøgte at sætte to stavelser sammen, men var for langsom. Han lukkede døren, og efterlod mig alene med mine tanker, længe nok til at forvirring blev til vrede. De andre følelser brændte væk på et øjeblik, og efterlod min flig dirrende af harme.
Hvor vovede han at dukke op på den måde, uden varsel som var han en- en hvilkensomhelst- efter at han havde efterladt mig- efterladt mig! Alene! Gennem hundrede år!

Da han endelig fik modet til at komme ind i rummet igen, havde den selvretfærdige vrede opslugt alle andre tanker. Jeg ønskede intet andet end at såre ham, som han havde såret mig med sit fraværd. Både mit og fligens øjne var lukkede, kroppe vendt mod naturen med ryggen mod ham. Jeg lod som om jeg mediterede, selvom enhver afskygning af sindsro var væk.

”Så, du er endelig vågnet.”
Ordene var hårde, hårde nok til at det havde været mere imødekommende at rejse sig og stikke ham ned. I tilbageblik er der mange ting jeg fortryder, men mine første ord til min far er øverst på listen. I øjeblikket, til gengæld, ønskede jeg intet mildere end at dræbe ham med mine ord, uden tanke for retfærdighed.

Cornélians blik flakkede kort mellem de to Mystraer, indtil han, ledt af sin egen magi, lod blikket falde på den af de to, med den største magiske kerne.
Mystras ord stak dybt i Cornélian, og et øjeblik overvejede han om det havde været bedre, om han aldrig var vågnet. Det havde været lettere for alle, ham selv inkluderet. Men tanken om Elisor, det stormede ind i hulen, kun øjeblikke efter Cornélian var vågnet selv, besejrede den håbløse tanke. Han var vågnet nu af en grund.
"Det er korrekt. Jeg er hverken en illusion eller en sinds vildelse" bekræftede Cornélian Mystras observation. Hvad andet kunne han gøre? Han var endelig vågnet.

"Den Ærede Daerelda og min broder forsikrede mig at det ikke kunne være sket tidligere, og jeg har endnu ikke haft muligheden for at modbevise deres udsagn" tilføjede han så fåret og en smule undskyldende. Han viste der ikke var megen mening i det, for ligegyldigt hvad resultatet blev, ville det ikke ændre realiteten. Men han følte han skyldte hende svaret, om det så ville forme hans forsvar, eller undergang.

Jeg kunne høre i hans stemme at jeg havde såret ham, og det var nok til at knuse hvad kontrol jeg havde tilbage. De blandede følelser skyllede over mig som en tidevandsbølge, og efterlod mig svimmel i dens slipstrøm. Mit hjerte skreg for at kramme ham og begræde vores fælles tab, mens vreden forlangte hævn. Nok var manden foran mig min far, men han var på samme tid en fremmed. Det kunne jeg ikke tilgive ham for.
En spydig kommentar dannede sig i mine tanker, og jeg åbnede øjnene for at se smerten i hans ansigt. Synet af ham stående i døråbningen, vågen og i live, stoppede mig. Ud af min øjenkrog kunne jeg se en flig danne sig fra tom luft ved min side, men det var umuligt at fornemme hvilken følelse der havde gjort udfaldet; jeg kunne ikke længere skelne mine egne følelser fra fligenes.
Mit blik flakkede til den nye flig, og da de endelig faldt til ro på Cornélian kunne væden tynge mine øjenlåg. Jeg overvejede et øjeblik at ønske ham velkommen, det næste at forbande ham, men da jeg åbnede munden var alt der kom ud et knækket hulk. Trods alle mine tanker, kunne jeg gøre intet andet end at stirre, som tårrene faldt i mit skød. Hvorfor gjorde det så ondt at se ham, når hans genopstanden var alt jeg havde ønsket mig i hundrede år?

”Ud,” hviskede jeg, uden overbevisning. Mine ord måtte såre ham, men det betød ikke længere noget. Jeg havde brug for tid til at forarbejde mine følelser, i ensomhed, og det kunne jeg umuligt gøre mens kilden var så nær. Jeg løftede en arm og pegede på døren bag ham. 
”Ud af mit hus.” Min stemme var kraftigere, og skar igennem tavsheden i huset. Ved min side kunne jeg mærke den ene flig begyndte at græde åbent, men ej heller mine egne følelser var vigtige for mig længere.

Cornélian så følelserne skylle over Mystra, den ene mere voldsom end den næste, men alle et mysterium for ham. Mystra var... utilregnelig, og Cornélian viste ikke om hun ville omfavne ham, eller slå ham. Samtiddig kæmpede han med sine egne følelser. Mystra lignede sin mor så meget, og hans hjerte sang med lykke over at se sin datter! Men hun lignede sin moder så forfærdelig meget, at han ikke kunne undgå at tænke på hende, på hvordan han aldrig ville holde hende i sin favn igen, aldrig høre hendes latter igen.
Innil havde været død længe for alle andre. Men for Cornélian var det et frisk sår, og hans hjerteblod fossede ud ved hvert slag hans hjerte slog for hende..

Mystra delte sig igen, og Cornélian kunne ikke andet end række ud med sin evne igen. Han holdt tilbage, for ikke at påvirke hende, men følte hende blot, og fik vished. Hun var ikke i kontrol over sin evne. Kopierne - disse fragmenter, af den rigtige Mystra, kom ubudt og lod kun vagt til at være under hendes kontrol. Hvad værre var, det lod til at tåge hendes sind, og gøre denne uendelige svære situation endnu svære for hende.

Mystras ord skar i hjertet på Cornélian. Hans egen datter sendte ham port fra deres hjem. Et hjem han kun lige havde genvundet, et hjem der føltes hult og tomt uden Innil, men som dog stadig var hans hjem.
Selvom hendes ord først var uden overbevisning, gjorde hendes gentagelse det klart. Cornélian ønskede ikke at trænge sig på mod hendes ønske.
Cornélian gik.. men ikke væk. I to lange skridt stod han foran Mystra, og lagde hænderne på hendes skuldre. "Mystra.. Min datter" sagde han blidt, mens tårene begyndte at løbe af hans kinder "Hvis du ønsker det.. så vil jeg gå. Jeg er sikker på Elisor kan finde plads til mig. Men først.. lad mig lave os noget mad. Og hvis du stadig ønsker mig væk bagefter, så lader jeg dig alene"

Jeg knyttede min næve, klar til at springe på mine fødder og pande ham en. Brændende vrede og håbfuld glæde kæmpede over kontrollen af min krop, og jeg kunne mærke mine hænder skælve i mit skød. Og så, pludseligt, var det som en knude gik i opløsning. Noget forsvandt fra mig i det øjeblik; en kampvillighed født af ensomhed jeg ikke har følt siden, og ikke håber at føle igen. Hvorfor kæmpede jeg sådan imod? Hvad havde jeg imod mig selv, siden jeg ikke kunne tillade mig at være glad?
Som kampen gik ud af mig, ophørte fligene med at eksistere. En efter en forsvandt de, tilstede det ene øjeblik og væk det næste. For hver der forsvandt genvandt jeg klarsyn. Da den sidste var væk, føltes det som var en byrde blevet løftet fra mine skuldre. Jeg rejste mig, langsomt, foldede armene omkring min far og begravede mit ansigt i hans tunika. De tavse tåre blev slugt af det grønne stof. Jeg knugede ham til mig med den fulde styrke af mit ønske om at han aldrig måtte forlade mig igen. Et ønske som ingen mængde af ord kunne have udtrykt.

Efter en ubetydelig mængde tid gav jeg slip, og tog et skridt tilbage.
”Et måltid,” gav jeg mig, med en stemme tung af følelse. Jeg rømmede mig. De sidste tåre tørrede jeg væk med bagsiden af min hånd.
”Jeg. . Jeg har brug for at tænkte. Udenfor. Alene.” Jeg gik rundt om Cornélian og forlod rummet uden at vente på tilladelse. Mine fødder viste vejen, og jeg endte med at sætte mig på en solrig græsplet, indenfor hørevide af huset.

Som Mystra omfavnede Cornélian, var hendes byrde ikke den eneste der lod sig lette. Et langt åndedræt forlod Cornélian, som han holdt om sin datter, og et glimt af håb oplyste mørket i ham. Hun ville give ham en chance. Det var et spinkelt håb, for Cornélian havde aldrig evnet kunsten social interaktion, ej heller var han velsignet med en vindende personlighed som hans broder. Men han ville prøve at gøre hende glad, at gøre hende stolt! Han ville prøve at være den far hun var blevet frarøvet.

Cornélian blev overrasket over styrken i Mystras greb. Hvor hans eget var et af en akademiker, var hendes en krigers. Lige som hendes mor. Tanken fik nært hans hjerte til at briste på ny, men han holdt det tilbage, fokusere på sin datter. Han gav hende alt den tid hun ønskede, en arm om hendes krop, og en mod hendes hår, blid, næsten forsigtig.
Som hun slap ham igen og trådte tilbage, ønskede han, på trods af sig selv, intet andet end at omfavne hende igen. Alligevel nikkede han langsomt "Jeg kalder når maden er klar" svarede han, hans stemme tung med følelser der stod i stærk kontrast til den ellers mundane sætning.
Cornélian kiggede efter hende som hun gik, og stod et lang øjeblik og blik stirrede tomt i den retning hun var forsvundet i, inden han fik samlet sig, og kig mod køkkenet.

Alt var stadig som han huskede det, hvor han huskede det - næsten. Enkelte ting havde fået nye hjem, og det skabte ham noget søgen. Tåre blev fældet, og da den liflige duft af mad sneg sig ud igennem et åbent vindue, var Cornélians øjne røde, og hans kinder puffet op.
Et langt øjeblik stod han i vinduet, som forstenet, talens kunst en uoverkommelig opgave. Til sidst vendte han sig og gik fra vinduet, med uforudrettet sag, og gik igang med at rette på det allerede opdækkede bord, mens han forsøgte at finde styrken.

Det nyttede intet. Jo større afstand Mystra lagde mellem dig selv og hendes far i hytten, jo større blev vægten af hans tilstedeværelse. Som hun sad i lunden for foden af træet, overvejede hun alvorligt om ikke det ville være nemmere at stikke af fra det hele, og starte på ny et andet sted. Et sted hvor ingen kendte hende, eller kendte hendes mor. Hvor der ingen forventninger var til hendes byrd, og hvor ingen blev skuffet over hendes manglende evner.

Men tiltrækkende som det var, efterlod tanken hende kold. Den fremmede mand i hendes hjem var hendes far, om hun kendte ham eller ej. At forsvinde så pludseligt ville være en straf værre end ethvert slagsmål, og nok var Mystra vred; men hun kunne aldrig gøre mod en anden, som han havde gjort mod hende.

For at få sindsro var hun vendte tilbage før tid, selvom hun endnu ikke var villig til at stå ansigt til ansigt med Cornélian. I stedet var hun sneget op på taget over køkkenet, hvor hun sad med krydsede ben. Det føltes som en livsalder siden at hun sidst havde hørt lyden af liv i huset, der ikke var hendes egen, og havde hun stadig været så vred havde lugten af ukendt mad bragt en tåre til hendes øje.

Som Cornélian vendte ind i stuen, sad Mystra allerede på sin plads. Hun kunne ikke få sig selv løfte blikket, men anspændt som hun var, var der heller ikke nødvendigt. Hun holdt istedet billedet af den sovende mand for sit indre øje. Det hjalp at forestille sig, af han stadig sov.

"Har du drømt om mig?" Spurgte hun efter en tid, med en skælvende, ynkelig stemme. Mor havde altid været stærk efter Cornélians forsvinden, og Mystra undrede om hun ville være stolt over sin datter. Hun frygtede svaret.

Cornélian havde ingen anelse om hvad Mystra kunne lide, og hans egen mund føltes tør og umedgørlig. Så han havde brugt hvad han kunne finde i huset, og lavet en af Innils ynglingsretter. Det var en simple ret, normalt hurtigt at lave, men den krævede man var over den hele tiden - noget hun sjældent selv havde formået. Desuden havde Innil sjældent gide lave mad, et faktum der havde gjort Cornélian til en ret hænderlig kok.

Han stoppede i døråbningen da han så Mystra allerede sad klar i stuen. At hun nægtede at se op gjorde blot at Cornélian ture se på hende, trods sit opgrædte ansigt. Med forsigtige skridt trådte han nærmere, og satte tallerkenen foran hende med et lille, næsten uhørligt "Vær's god". Han tøvede et øjeblik, inden han satte sin egen tallerken ned ved pladsen overfor, og trak stolen ud.

Mystras spørgsmål stoppede Cornélians bevægelse, og han frøs, stående med hånden på stolens ryglæn. Stilheden strakte sig mellem dem, inden Cornélian endelig svarede. "Da jeg vågnede fortalte jeg Elisor hvordan dit navn virkede bekendt, hvordan jeg måtte have fornemmet jer gennem søvnens tåger.. Jeg prøver stadig at overbevise mig selv om at det er sandt. At det ikke blot var fordi Mystra var det navn vi have valgt på forhånd, skulle guderne velsigne os med en datter" hans ord var sagte og pinte. Han ønskede at gå til hende, og favne hende, så ingen af dem skulle føle sig alene længere. Men afstanden var for stor. Hvis hun afviste ham ville det være mere end han kunne klare.

Mystra holdt blikket plantet fast på maden foran hende, og forsøgte at opbygge appetitten. Det var en ret hendes mor havde tilberedt, men på samme tid så forskellig at det næsten ikke var det samme. Hun havde aldrig været tålmodig nok til at tilberede den ordentligt, og var holdt op med at prøve efter nogle forsøg. Cornélians ret lugtede bedre end Mystra kunne huske nogen af hendes mors mad havde.

Hun tog ordene til sig med en grum saglighed. Følelseskoldhed var den eneste måde at skjule hendes skuffelse.
"Drømte du om noget . . ?" Mystra ønskede at sige 'andet', men kunne ikke få ordet ud. Hun kunne tilgive ham drømmeløs søvn, men vidste ikke hvad hun ville gøre hvis han havde drømt om andre, vigtigere, ting.

Cornélian kunne ikke møde Mystras blik, og som hun slog hendes op, slog han sit eget ned, og holdt det omkring hendes bryst og mave.
Hendes spørgsmål skar i hans bryst og tårene pressede sig på igen. Hun fortjente en bedre far, der viste han. En stolt og fattet far. Elisor havde været der for hende hele hendes liv, så hvordan kunne Cornélian komme her og tage det fra hende?

Han rystede langsomt på hoved "intet. Jeg ville ønske jeg kunne give dig et bedre svar, men jeg kan kun byde dig sandheden" forsigtigt hævede han blikket og søgte hendes "der var intet. Ingen drømme, ingen ænselser af jeres tilstedeværelse.. Eller tiden der er gået" han slog blikket ned igen. "For mig kunne jordskælvet lige så vel være sket igår. Men alt omkring mig minder mig om det ikke er således"

Mystra løftede blikket trosigt, og stirrede på sin far. Det lettede hendes hjerte at hvis han ikke havde drømt om hende eller Innil havde han i det mindste ikke drømt om noget andet. Øjeblikket efter blev hun ramt af skammen, for hvor ækelt var det ikke at hun kunne glæde sig over sin fars drømmeløse søvn? Skammen blev hurtigt til vrede, for hvis skyld var det at hun følte skam, hvis ikke Cornélians for at få hende til at føle det?

”Dette er ikke tidspunktet for undskyldninger, Cornélian.” Vreden havde drevet hvad medlidenhed, der før var at finde i hendes stemme, langt bort. Hun tog en skefuld af maden, og var nød til at gøre en indsats for ikke at nyde den. Den fornøjelse skulle han ikke få fra hende. Skefulden åbnede noget i hende, og pludseligt følte hun en sult hun ikke havde regnet for mulig. Hun lod Cornélian stuve i sin selvmedlidenhed, mens hun spiste, og først efter flere mundfulde fortsatte hun.

”Du er ikke den eneste der har haft 400 hårde år.”

Cornélian stod blot, frosset som en statue mens vreden boblede på den anden side af bordet. Men hun spiste da. Trods hun hadede ham, og nok aldrig ville kalde ham far, så spiste hun da.
Cornélian skulle stoppe sig selv for ikke at undskylde igen, og tiede i stedet. Hvad andet havde han end undskyldninger? Han kunne ikke skrue tiden tilbage og være der for hende på ny. Han kunne ikke bringe Innil tilbage..

Mystras ord ekkoede i Cornélians sind, som de forsøgte at bryde igennem hans mur af selvmedlidenhed og smerte. Han viste det ikke kunne have været nemt for Mystra selv, først uden sin fader og så pludselig uden sin moder ligeså. Hun havde haft sin onkel Elisor, men trods hans evner, ville han aldrig kunne være den forældre hun manglede...

Langsomt satte Cornélian sig ned og skubbede sin egen tallerken lidt til side. Han havde ikke spist i 386 år, så det kunne vel vente lidt endnu. Han foldede hænderne på bordkanten og så på sin datter. "Jeg kan ikke fjerne den smerte du må have følt igennem alle disse år. Men jeg håber jeg kan være med til at skærme dig fra den i fremtiden" bød han hende så "Jeg vil gerne kende den tid jeg har mistet, men mest af alt, vil jer gerne kende dig"

Mystra fandt det svært at sige noget til den sidste kommentar. Der var for meget vrede i hende til at hun kunne føle nogen glæde ved hvad han sagde, og for meget bitterhed til at hun kunne acceptere hans hjælp. Hun forblev tavs mens hun tømte tallerkenen. Hun lagde metodisk bestikket fra sig, og skubbede tallerkenen væk med rolige bevægelser. Efter en dyb vejrtrækning løftede hun blikket, fangede hans, og fastlåste det med al den autorittet hun kunne mønstre.
”Du er ikke meget ældre end mig, Cornélian – jeg har talt. En menneskealder til forskel, intet mere. Hvis du behandler mig som et barn igen, er vores samtale færdig.”

Mystra blik flakkede til vinduet, ude af stand til at holde den intense øjenkontakt. En kraftig brise havde netop rusket træernes blade, og udsigten til de dansende træer fyldte hende med en indre ro. Hun tog en dyb indånding og tvang sine muskler til at spænde af.
Hendes ord var ikke kun hårde på Cornélian, de stak hende også selv som hun talte. Men efter så mange år med fantasier, så bitterhed og til sidst vrede, vidste hun ikke hvad hun skulle sige til en far, hun ikke kendte. Han virkede fortvivlet, og sårbar. Blød, på en dødelig måde. På samme måde som mor havde været det.

Mystra begyndte med begyndelsen; det tidligste hun kunne huske, en fortælling om Innil og en håndfuld Mystraer. Hun fortalte om sine vilde unge år, rolige voksenliv, og de frygtelige begivenheder skoven og byen havde været udsat for, der skete omkring samme tid hvor Innil var blevet skudt. Der var ikke mange detaljer, og hun talte i samme monotone som når hun aflagde rapport. Der var større vægt på byen og skoven, end på Mystra selv, men alligevel talte hun. Hvis ikke han stoppede hende, kunne hun fortsætte i timevis – og hun havde ingen planer om at stoppe.

Cornélians læber nåde netop at skille sig for at sige hende imod, men han nåde at presse dem hårdt sammen igen, inden et ord kunne forlade dem. Teknisk set var han 386 år ældre end hende, og derved mere end dobbelt så gammel, da årene han havde sovet stadig var gået, selvom han ikke havde oplevet dem. Dette virkede dog ikke som det rigtige tidspunkt at påpege det på.. Så for nu bar han det, som en krone ovenpå alle de andre grunde til at hun aldrig ville anderkende ham som en faderfigur, til trods for hun dømte ham for sin manglende tilstedeværelse som far.

Cornélian var fortvivlet. Han forsøgte desperat at se en løsning, men alt Mystra bød ham var paradokser. Hun lod til at ønske ham der, men samtlige ord fra hende, havde kun tjent et forsøg på at skubbe ham væk. Hun lod til at lægge en faders ansvar på hans skuldre, men nægtede at anderkende ham som far. Hun ville have sin frustration og smerte anderkendt, mens hun i samme åndedræt nægtede hans, og ville ses som en voksen, selvom hun opførte sig mere urimeligt end noget barn eller elev Cornélian nogensinde havde mødt, og han anede ikke sine levende råd.

Så han holdt tand for tunge, og lyttede. Lyttede uden at afbryde, eller andet indput end nik, og små promts til at lade hende fortsætte, uden at forstyrre hendes tales flow. Han lyttede fokuseret og med interesse, længe forbi maden ved hans side var blevet kold. Længe forbi hans sult var blevet til hunger, og dernæst til kvalme. Han lyttede og bandt hendes ord til hukommelsen som galt det hans liv og det var alt han kunne gøre for ikke at græde som hun berettede om Innils død med kølig distance som tiden havde skænket hende, mens såret stadig var friskt og blødende i Cornélian. Men han skubbede det ned, væk for nu, og fokuserede på Mystra. Var det ikke blot det offer man gjorde som forældre?

Ordene forlod uhindret Mystra. Efter den første, kølige gennemgang af årene, fandt hun det svært at stoppe med at tale. Hun vendte tilbage til udvalgte episoder, spredt over århundrederne, som bladene i efterårsvinden. Det var sjældent at nogen af historierne havde en pointe, det føltes bare rart at tale.

Efter at ordene løb tør, sænkede stilheden sig atter mellem dem. Timer var gået forbi mens hun havde talt, og nu vidste Mystra ikke længere hvad hun skulle sige. Hun rettede sin ryg, satte sit hår på plads og lod blikket falde på sin far. Den dømmende intensitet blikket havde holdt var blevet erstattet af en bedømmende varsomhed. Hun granskede sit sind, men kom frem til den simple sandhed at hun intet havde at sige til manden, der krøb sig mindre i sædet overfor hende. Enhver mand hun havde kendt før nu havde enten var hendes lige, eller hendes overordnede. Hun havde ingen idé om hvordan hun skulle tale til Cornélian.
"Har du ikke tænkt dig at spise?" spurgte hun forsigt, efter en betydelig pause. Imens hun havde talt havde han ikke rørt sin mad, og det selvom han allerede havde set sulten ud da først han var kommet ind i huset.

Cornélian lyttede, og som Mystra drev fra den kliniske beskrivelse til at fortælle mere fra hjertet, sank hans skuldre en smule, som den værste anspændthed forlod ham, og hans krummede ryg, rettede sig mere ud. Et svagt, træt smil strejfede sågar hans læber et par gange i løbet af hendes fortælling.

Men da ordrene rendte ud, sad han tavs. Ikke fordi han havde svært ved at finde ordrene, men fordi han ikke havde opdaget stilheden, som tankerne cirklede i hans sind. Om hendes liv, hendes savn, og sit eget fraværd. Han kunne ikke bebrejde hende for at hade ham. Det var en hård realisering, og ikke en der dulmede smerten ved at hun gjorde det.

Mystra brød tavsheden igen, og Cornélians blik forkuserede ind, som havde han siddet halvt i en anden verden for et øjeblik. "Åh? Ja, narturligvis" svarede han, og trak tallerkenen ind foran sig igen "Jeg ønskede blot ikke at det skulle forstyrre din fortælling" forklarede han så, og selvom han lød træt, havde den underkuede tone forladt ham igen, for nu, og havde givetplads til en langt mere akademisk tale. Et glimt af den mand han havde været. Et glimt af den mand han måske stadig var, et sted dernede.

Cornélian skovlede hurtigt et par mundfulde mad ned, og selv imens knurrede hans mave, som havde han ikke spist i århundrede. Et skarpt, tænksomt blik sænkede sig over ham, som han tyggede af munden. "Mystra... Med alt respekt for de lærere du har haft indenfor de magiske kundskaber, så lader de ikke til at have været dig til megen gavn. Jeg vil gerne tilbyde min assistance, hvis du ønsker den. Jeg har et unikt perspektiv, der tillader mig at finde den metode der passer dig og dine evner best" sagde han, med en selvsikkerhed der ikke havde været der før. Der var en selvsikkerhed til hans egne evner på dette punkt der skinnede igennem.

Lyden af Cornélians stemme og den akademiske kritik den medbragte, opildnede atter den kolde vrede i Mystra. Selvom han endnu ikke kendte til omfanget af hendes problemer, var hun nød til at anerkende at han havde ret. Men visheden gjorde det ikke nemmere at sluge hans bearbejdende ord. Vreden vendte sig i hende som en slange, der kvælende viklede sig om hendes hjerte.

Mystra rettede sin ryg, og lukkede øjnene. Det tog hendes fulde vilje ikke at handle på impulserne, der skød igennem hende, men hun vidste at det ikke ville være retfærdigt overfor Cornélian. Hun åndede langsomt ind, men før hun kunne slippe luften fri, følte hun sit sind flige. Den nyligt dannede flig stod ved siden af bordet, og stirrede på Cornélian med kold vrede og blottet fjendtlighed.
”Hvor er jeg heldig, farmand er vågnet for at løse alle de små problemer, lille jeg ikke kan løse selv!” Vredesfligen hamrede pludseligt sin knyttede næve i bordet med et voldsomt brag. En tallerken faldt af bordet og rullede forskrækket over i et hjørne, hvor den larmende faldt til ro.
”Hvis jeg havde brug for din hjælp, tror du så at –” Fligen blev pludseligt afbrudt af Mystra, der uden at åbne øjnene havde rakt en hånd frem og blidt lagt den på fligens harmdirrende næve, stadig plantet på bordet. Nok følte hun fligens vrede, men hvert et ord ud af fligens mund understregede Cornélians pointe. Vredefligens opmærksomhed skiftede pludseligt og voldsomt fra Cornélian til Mystra selv.

”Dig!” udbrød fligen med en blanding af foragt og fornærmelse. ”Har du bare tænkt dig at sidde der og gøre intet, når han kaster hån på mors minde og nedgør hendes indsat?”
Mystra rynkede sit bryn, men holdt fortsat øjnene lukkede. Som fligens vrede skiftede fra Cornélian til hende selv, betød det at Mystras egen vrede gjorde ligeså. Hun ønskede intet mere end at åbne øjnene og springe i flæsket på sig selv. Kun ved at holde øjnene lukket formåede hun at holde fligens følelser på afstand, og undgå at eskalere situationen.

Cornélian så sin tallerken hoppe som Mystras flig hamrede næven i bordet, og det meste af den tilbageværende mad, sprede sig over bordet. Han så op på hende med træt tålmodighed, men mødte denne gang kun de hårde ord med tavshed. Det nyttede alligevel ikke noget at forsøge at tale fornuft med den.. del.. af hende. Cornélian havde nok kun omgås Mystra kort, men hendes evne fascinerede ham stadig dybt, hvor meget han end lå til hads for den, og han mente efterhånden at havde dannet sig en grundlæggende forståelse, selvom dens finere pointer stadig var ham et mysterie, meget som hans datter selv.

Cornélians blik flakkede kort fra fligen, til Mystra selv, og så hvordan hun tydeligvis forsøgte at holde sig selv under kontrol, holde sig rolig, trods de enorme følelser der lod til at kæmpe om pladsen.
Han viste det var en tåbelig ide. Han var afkræftet og træt, men ved guderne han var nød til at forsøge!

Cornélian tog en dyb indånding. "Mystra" han tiltalte dem begge. Skønt den siddende Mystra utvivlsomt var den originale, følte han det stadig rigtigt. "Du har alt ret til at være vred på mig. Jeg har ikke været der for dig, da du havde mest brug for mig. Jeg kan ikke ændre på hvad der er sket, men vis du lader mig, vil jeg give alt hvad jeg har og er til dig i fremtiden" han følte sig dum. Det var vel det samme han havde sagt hele dagen, bare mere direkte. Elisor ville himle med øjnene af ham, det var Cornélian sikker på.
Men direkte og måske akavet som det var, så kom det fra hjertet, og han kunne kun håbe det talte for noget. Han kunne håbe han havde ret i, at hendes evners uro ikke nødvendigvis var et spørgsmål om kontrol men anderkendelse. Anderkendelse af hendes følelser, af andre men mest af alt af hende selv. Anderkendelse af hendes evne som en forlængelse deraf, der lige så vel kunne kontrolleres med hård hånd, som en kunne kontrollere sine følelser. Han overvejede at bruge sin evne til at hjælpe hende, til at gøre sammensmeltningen nemmere, som han havde gjort lige da de mødtes, og hjælpe hende med at holde kontrollen over videre splittelse.. men lod være. Nok stolede han på sin gave, men Mystra var ikke en af hans elever, og han havde ingen ret til at gøre noget så invasivt, uden hendes tilladelse. 

Han tog en halv indånding mere, skælvende "Og vid... at jeg aldrig ville gøre noget for at skænde Innil.." han sænkede blikket som han rettede sig selv "Innils minde".