Det var varm, ikke for varm, men til den varme side i biblioteket. Hendes morfar havde været ganske overbeskyttende over for hende siden hun var kommet for to dage siden, der var aldrig bare en hentydning i koldt i nogen af de rum hun befandt sig i. Det sædvanlige overdækkede bord var blevet byttet ud med en simpel gaffel, og der havde stået en ung mand klar til at føre hende rundt fra det øjeblik hun var ankommet. Han var ganske flink denne mand, ikke snak saglig hvilket var en underlig ting nu når hun var blind. Det havde været hendes morfars ide at hun kunne få læst højt, men selvom glæden over at kunne forsvinde ind i bøger igen var der, kunne hun ikke lade vær med at føle sig som et barn, som hun sad og ventede på hendes oplæser. 

Det knitrede til hendes højre, og hun forventede der var tændt op i pejsen. En raslen fortalte hende at hendes eskorte var til venstre for hende, og pludselig irriterede det hende, hun var gammel nok til at side på en stol i et rum og vente, øjne eller ingen øjne. Hun mumlede noget om om ikke han ville vente uden for døren til hun kaldte på ham, men blev ikke hverken af eller bekræftet før hun hørte døren lukke med at blødt klik. Hun formodede det var bag ham, men han kunne vel være blevet i rummet og bare have åbnet og lukket døren. Da hun ikke hørte ham bevæge sig mere besluttede hun sig for at han formentligt var gået, han plejede i hvert fald ikke at stå så stille.

Hun kunne mærke hun sad i den ene lænestol foran vinduet, den bløde velour under hendes fingre, var anderledes opmærksomhedskrævende nu hun ikke kunne se den. Hun vidste det var en rød stol, og hun vidste der stod en magen til over for. Hun viste også der stod et lille mahognibord der matchede stolene på benene, og de mange bogreoler. Hun vidste der var lyst trægulv i rummet, og at der stod et gigantisk skrivebord i samme træsort som gulvet, med en højrygget stol mere bag ved. Hun var klar over disse ting kun fordi hun en gang havde set dem, nu kunne hun kun stirre på dem uden at vide om hun overhoved stirrede på dem, mens hun mærkede solen varme hendes højre side.
Den morgen hade hun fået af hvide hendes kjole var creamfarvede, med et lyst pink underskørt, og hendes hår var sat op i en flettede knold for at holde det væk fra hendes ansigt. Hun havde korset på som sædvanligt, og trodset det ikke var bundet strammere end de plejede kunne hun alligevel mærke det mere. Hun lod forsigtig sine fingre løbe over den dybe firkantede udskæring, og mindede sig selv om at det vel kunne være ligegyldigt nu, hun var udelukkende pyntet op for andre at se på. Alligevel gjorde den tunge vægt af hendes perlebelagte, tunge, hårdnåle hende mere tryg, hun havde altid haft det bedre når hun så ordentligt ud.

Mødet med en gammel bekendt af hans forældre, havde fundet sted for lidt over en måned siden, men Jaris havde haft svært ved at komme sig helt over de følelser, det havde vækket. Følelser han ikke havde haft, i flere århundrede og egentlig havde været overbevist om ikke kunne graves frem igen. For at få det hele lidt på afstand og få en chance for at blive sig selv igen, havde Jaris været forbi byen i Rubinien og fyldt sin tjenestepiges brune taske med søde sager. - En taske han selvfølgelig havde taget, uden at spørge om lov først og han var sikker på at høre for det, så snart han kom hjem igen. Det var bestemt ikke en større bekymring, for det var så svært at bekymre sig, når man nu nød de søde smage så meget. Hver gang han skubbede en nød, der var overtrukket med et tykt lag sukker, i munden, kunne han ikke lade være med at smile og komme med en glad lille lyd. For ikke at skulle stikke hånden i tasken hver gang han skulle have en ny nød, tog han en håndfuld op ad gangen. Det eneste han manglede nu, var et sæt skiftetøj, men det var ikke noget han fik tænkt over, før han forlod gården.

Da Jaris vågnede i morges, var det første morgen hvor han følte sig helt normal igen, men i stedet for at vende næsen hjem, valgte han at gå lidt videre. Han havde brug for lidt andet en ørken, selvom det efterhånden var lidt tid siden han sidst havde set sand. Jaris gik som altid i sin egen verden og nåede derfor ikke at reagere på den paniske hest, der kom styrtende direkte mod ham. Det eneste han nåede at høre, var et opråb fra en ung fyr;
"Pas på!" Straks efter blev Jaris ramlet ned af hesten og alt blev sort.
Da Jaris endelig vågnede igen, blev hans blik mødt af en ung fyr der lå bevidstløs på jorden, ikke langt fra ham. At dømme ud fra lyset fra solen, havde han ikke været væk i mere end en lille time, højst. - Ellers havde solen flyttet sig mere. Efter at have samlet den lukkede taske op, kravlede Jaris tættere på den unge fyr. Der lå bøger ud over det hele, nogle mere ødelagte end andre. Hans briller var faldet af, men sad fast i en snor om mandens hals. Så tykke som brilleglasene var, var det ingen overraskelse, at de var helt uskadte. Hesten, som Jaris var blevet slået ud af, var ingen steder at se.
Jaris gik ud fra, at hesten var blevet skræmt, den unge mand havde ikke kunne holde styr på den og nu lå han her, med en ret dyb flænge i panden.

Siden Jaris aldrig havde været typen til at hjælpe andre, specielt ikke når han ikke gik ud fra, at de stadig levede, begyndte han at samle et par bøger sammen i stedet. At læse var vel bedre underholdning end at fortsætte med at se på naturen. Han gispede så snart han tog fat om den første bog, for begge hans håndflader sved, efter han havde skrabet dem mod småstenene i græsset. Det blødte, men ikke slemt, så han tørrede blodet af i den beige skjorte og samlede bøgerne sammen. Inden han rejste sig og haltede afsted, grundet den hov fra hesten, han havde fået smadret i knæet, snuppede han også lige de store briller og tog dem på.
Med næsen i en af de tre bøger han havde hugget, satte han, uden at vide det, kursen mod lige præcis det hus, som den unge nørd var på vej mod, inden han i stedet havde valgt at falde af sin hest.
"... Kærlighed.. Hvorfor handler bøger altid om kærlighed.." Mumlede han, en smule misfornøjet, lige inden han skvattede over et trappetrin, væltede direkte ind i døren til et hus, bankede dermed også en smule hårdt på, og tabte bøgerne. Brillerne røg også af, men Jaris skyndte sig at gøre et akavet forsøg på at gribe dem. Det gik først op for ham at de hang fast i snoren, som han selv havde lagt om halsen, efter han havde fået fat på dem.

Adannya fløj næsten op af stolen som en banken kom nedefra, det var sjældent hun hørte nogen banke så højlydt på, men hun gik ud fra at det var ham der skulle læse for hende. I et noget klodset forsøg på ikke at skulle kalde efter den unge mand uden for døren, fik hun famlet sig frem efter sin stok der stod til højre for hende, hendes lunger var blevet værre igen nu hun ikke kunne se, og derfor ikke kunne holde dem ved lige, men hun planlage da at de snart skulle trænes endnu en gang, der var intet så ynkeligt som den måde hun måtte støtte sig op ad en stok, og intet seende famle rundt, inden døren gik op og et par stærke arme foldede sig om hendes skuldre, og resolut førte hende ud af rummet.
I gangen blev hun om rokeret, så hun gik med en hånd på hans arm, og ikke helt så ynkeligt blev ført rundt, selvom hans stadig var nødt til at sige til hende hvornår hun skulle hvad. Det var altid ganske ubehageligt at gå ned ad den store trappe når man ikke kunne se noget, også selvom der stod en flink ung mand of informerede en om hvornår man skulle gøre hvad og hvordan, men ned kom hun da, og hen til hoveddøren kom hun da også, lige som en tjenestepige lukkede den op.

”Det er fint jeg skal nok selv” Smilte hun til tjenestepigen, der uden tvivl kiggede ganske tvivlsom på hende. Hun vendte i stedet sit intet seende blik mod hvad hun formodede døren, men hun følte forsigtigt hendes guide rette på hendes hoved med en hånd om hendes baghoved, indtil hun formodede hun stirrede tomt på deres gæst. Man ville ikke have gættet hun var blind, hvis ikke det var fra det tydelige faktum at hun ikke så noget, hendes øjne lignede stadig sig selv, og resultatet havde hun fået af vide, var forholdsvist ubehageligt at kigge på.

”Undskyld jeg er nødt til at spørger, men hvem er De?” Det var yderst svært at vurderer hvem der stod foran ens hoveddør når man ikke kunne se noget, og eftersom hun ikke havde mødt hendes oplæser endnu, så havde hun ingen lugt at gå ud fra. Efter hun havde mistet sit syn var hun begyndt at ligge meget mærke til hvordan folk lugtede. Han havde heller intet sagt, men det ville ikke havde hjulpet hende særlig meget siden hun aldrig hørt ham tale heller. ”Jeg går ud fra De er her for at læse for mig?” Fortsatte hun helt ufortrødent, som om det var det mest normale at snakke med en man ikke kunne se, men det var det selvfølgelig blevet for hende.

Jaris kunne ikke lade være med at smile dumt over sig selv, som han havde gjort så meget for at gribe et par briller, der alligevel ikke var i fare. Han bukkede sig ned og tog sig kort til knæet, der brokkede sig i smerte over slaget fra hesten, før han satte sig på hug og gav sig til at samle bøgerne sammen. Igen.
Døren han var ramlet ind i gik op, mens han sad der, men han rettede hurtigt blikket mod den unge dame. Han fik fumlet bøgerne op i armene, inden han rejste sig og lagde hovedet undrene på skrå. Hendes blik virkede så tomt, han kunne ikke lade være med at stirre, men han blev distraheret af et striks blik fra den unge mand, der stod bag kvinden. Han rystede kort på hovedet, rettede sig ordentligt op og tog brillerne på igen, ikke fordi han havde brug for dem, for han så egentlig dårligere med dem. Han fandt det bare underholdende at have så store briller på.

"Øøhh..." Mumlede Jaris i sin forvirring. Hvem han var? En tilfældig dæmon, der rendte rundt og stjal tilfældige menneskers bøger og briller. Nej, det kunne han ikke sige. Han åndede næsten helt lettet op, da hun fortsatte og uden at tænke over det, nikkede han som svar.
".. Ja.. Jep, det er mig. Her, for at læse.. i mine bøger.. for dig," sagde han flyvsk, smilede akavet. Uden at prøve, men fordi han ikke nåede at tænke sig om, lignede han oprigtigt en ung, nørdet mand. Kort efter, som han faktisk fik tænkt hendes spørgsmål og hans eget svar lidt igennem, kunne han få et lidt pænere smil frem. Det var godt nok ikke sådan han havde tænkt sig at bruge sin dag, men mon ikke det kunne blive meget hyggeligt.
Jaris så kort ned ad sig selv, bed sig lidt usikkert i læben over sin nussede påklædning. Tøjet, den løse beige skjorte og de løse, lange, mørkegrå bukser, var egentlig udmærket i sig selv, men blodet på skjorten så ikke ligefrem præsentabelt ud.
"Øhm.. Ville det være muligt, at jeg kunne låne en ren skjorte? Jeg faldt af min hest tidligere," undskyldte han, stjal den oprindelige oplæsers historie for han regnede ikke med, at han ville dukke op på noget tidspunkt. Han tog de tre bøger under den ene arm, så han kunne tage fat i taskens strop med den anden hånd. De dyrebare nødder der var tilbage, måtte endelig ikke glemmes.

Adannya lagde hoved halvt på skrå mens hun ventede på et svar, det virkede så tøvende, og han havde dårligt præsenteret sig, men hun måtte gå ud fra at det vel var sådan det var at være lærd. Måske var der bare så meget viden i hans hoved at han ofte glemte at præsentere sig selv ordentligt. Sikke en sjov tanke, hun kunne ikke forestille sig at hun nogensinde ville være i en position hvor hendes navn ikke var vigtigt for hende selv, særligt nu når hun dårligt havde andet at have som sit eget. Hun kunne ikke se længere, og hendes mulighed for bevægelse havde altid været ganske begrænset, nu havde hun kun sin stemme og sin hjerne og sine øre, så hendes navn var vigtigt.
Trods hendes undren over ham trådte hun tilbage og lavede en håndbevægelse for at gestuere ham ind i huset. Det var svært for hende at holde styr på hvor folk var henne i et ru særligt når både hun og de bevægede sig. I hendes forsøg på at kigge på hendes ledsager endte hun med at kigge et sted mellem dørkarmen og halvt over hans skulder, hvilket i hendes uvidenhed ikke forhindrede hende i at tale til ham.

”De kan hente en af min morfars skjorter til mr. ?”

Hun stoppede bræt op og kiggede afventende og tomt ligeud, ganske meget i tvivl om hvor deres gæst var henne nu, men det forhindrede hende dog ikke i at forvente at han selvfølgelig ville udfylde hans navn for dem, andet ville jo være ganske underligt for deres samarbejde. Ikke destrumindre var hun begyndt at føle sig ganske rundtosset og udmattede af at stå op, og selv hun kunne høre hvordan hendes vejrtrækning var begyndt at lyde anstrængt. Det var lang tid siden hun havde haft så store problemer med bare at stå oprejst, og hun savnede allerede den begrænsede frihed hun havde haft før uheldet.

Havde Jaris planlagt dette møde for flere dage siden, ville han muligvis have haft tid til at tænke over sin ankomst og være høflig nok, til at præsentere sig ordentligt, over for den unge dame. Den sidste time havde dog været ret forvirrende. - Han var blevet væltet omkuld af en hest, havde stadig en trykkende hovedpine, efter han var blevet slået ud, en nivende smerte i det ene knæ, efter sammenstødet med en hov og undrede sig egentlig også lidt over hvordan han havde overset døren, han stod ved nu. Han var måske rimelig heldig, at han var sluppet afsted med nogle hudafskrabninger på begge håndflader og intet andet end indre smerter ellers.
Der gik et par sekunder før det gik op for ham, at han blev inviteret indenfor, så med et hurtigt nik trådte han ind, kun lige nok til at døren kunne lukkes bag ham. Han kunne ikke lade være med at lægge hovedet på skrå, som han igen fik vendt blikket mod den unge kvindes øjne. Han var ikke ligefrem selv typen der viste for mange følelser, men det tomme blik hos hende var da ekstremt.

I sin dybe koncentration over at stirre en fremmed i øjnene, glemte han lidt at høre ordentligt efter, men han rettede hurtigt ryggen og fik et lettere overrasket udtryk i ansigtet. Selvfølgelig! Et navn, det var vel på sin plads.
"Oh!.. Jaris. Bare Jaris," svarede han. - Han behøvede ingen titel, for han var ikke vant til at blive tiltalt ved andet, end den simple forkortelse af hans navn.
Den anstrengte vejrtrækning hos kvinden, forbipasserede ikke hans opmærksomhed, så han tog bøgerne under den anden arm og tillod sig at lægge en arm om livet på hende, så hun kunne støtte sig til ham. Hun kunne vel altid sige fra, hvis det alligevel var lidt for nærgående. Han var trods alt fremmed, og selvom Jaris aldrig gik op i den slags, havde han påtaget sig en rolle som oplæser, en type han gik ud fra skulle være høflig og kende til grænser.

Det begyndte at blive en smule svært at bære det hele, - skuldertasken med søde sager, der langsomt gled længere og længere ned, indtil den faldt ned i armkrogen, og de tre store bøger, han havde under armen. Men han gjorde hvad han kunne, for at holde fast i det hele med den ene arm, så han fortsat kunne bruge den anden til at hjælpe hende.
"Kan jeg hjælpe dig et sted hen, frøken...?" Spurgte han, samtidig også fiskende efter hendes navn. Måske hun hellere ville ned at sidde? Ud fra hendes tomme blik, havde det ikke taget Jaris lang tid at gætte, at hun nok var blind, så han kunne vel lige så godt give en hånd, hvis det gjorde det nemmere. Så kunne han måske også få et sted at ligge taske og bøger, når han skulle skifte skjorte. Heldigvis sad brillerne godt hvilet mod næsen. De faldt ingen steder igen.

Det gav et sæt Adannya at blive rørt ved, dels fordi hun ikke forventede at blive rørt af en fremmede, men hun havde heller ikke mulighed for at se intentionen så for hende var det en meget pludselig opstået kontakt. Forbavset over at være så tæt på en fremmede stivnede hun et øjeblik før hun lod sig føre med, nu dybt forvirret over hvor hun var i huset, men også alt for konfliktsky til at sige fra, og desuden ville hun se absolut tåbelig ud over ikke at kunne finde rundt i sit eget hus.
”Adannya. Eh op ad trappen, og til højre. Biblioteket er den første dør til højre” Kvækkede hun lettere søsyg efter at alt den bevæge af hoved, man skulle næsten tro hun snart kunne lære bare at kigge ligeud, det gav hende langt mindre kvalme, og hun havde langt nemmere ved at holde balancen sådan. Hun ville have kigget rundt efter en tjenestepige, men det var en af de få vaner hun hurtigt havde fået lagt fra sig, efter hun væltede de første gange hun gjorde det.
Som hun lod sig føre afsted havde hun tid til at tænke over hvor sjovt hendes morfar ikke havde nævnt hendes navn, men han havde måske ikke tænkt det nødvendigt at oplæseren kendte det. Han duftede sjovt ham hendes oplæser, en lille smule sødt, som om nogen havde hældt sukker ud over ham, og lidt af hest også, men det var vel ikke så mærkeligt, han var sikkert kommet her til på hest, men ellers lugtede han meget almindelig mandigt. Det var egentligt en ganske behagelig lugt, selvom hun ikke helt kunne forklarer sukkerlugten, men det kunne da bestemt være værre.

Sættet i den unge kvinde fik Jaris til at gøre sit greb om hende endnu løsere end det var i forvejen, dog holdt han stadig nok fast til at kunne lege førehund for en kort stund. En lidt akavet situation, hvis han selv skulle sige det, da han aldrig havde været i selskab med en blind før. Det burde ikke være så anderledes, end når han var i selskab med enhver anden, men han var lige pludselig ret selvbevidst.
"Adannaya.." Nikkede han kort, smagte lidt på navnet i sine overvejelser.
"Må jeg kalde dig Naya? Så har jeg måske en chance for at huske det," sagde han ikke lang tid efter. Navne havde aldrig haft en tendens til at sidde fast hos Jaris, og da slet ikke lange navne. Han ville egentlig gerne gøre et forsøg på at huske hendes, hvis han skulle bruge en del tid med hende.

Jaris begyndte at følge Adannayas instrukser og førte hende mod trappen.
"Trin," informerede han, idet de nåede foden af trappen, så hun var forberedt på at skulle løfte fødderne, indtil de var kommet helt op. Han sørgede for ikke at gå for hurtigt, lod egentlig hende bestemme tempoet, da han nødigt skulle få hende til at falde. Samtidig gjorde han stadig en stor indsats, for ikke at tabe tasken, fyldt med søge sager, der stadig hang i armkrogen, og de tre bøger under armen.
Da de nåede biblioteket fokuserede han først på at få placeret Adannaya i stolen foran vinduet. I hælene på ham havde fyren med en ren skjorte fulgt efter, men det havde Jaris ikke registreret, så da han fik vendt sig for at se sig om i rummet, gik han i stedet ind i manden.
"Oh, beklager. Og tak," sagde han med et smil, som han rettede på brillerne og tog imod den rene skjorte. Fyren bukkede let, før han forsvandt ud af lokalet og lukkede døren bag sig.
Jaris tog briller af, lod dem hænge om halsen i snoren, så han kunne se ordentligt. Han brugte lidt tid på at tage det hele til sig, - det lyse trægulv, de mange bogreoler, fyldt med bøger, det fine skrivebord, mahognibordet, der matchede stolene på benene.
"Wow... Har du nogensinde fået læst nogle af alle de her bøger? Eller.. Har du altid været blind?" Spurgte han nysgerrigt, men idet han vendte sig rundt for at se mod Adannaya igen, gik det op for ham at det måske var uhøfligt at spørge om. Var det uhøfligt?
Skuldertasken blev smidt og ramte gulvet med et bump ved siden af den stol, som han formodede var ment til ham, før han lagde bøgerne på mahognibordet. Uden at tænke over det, fik han også lagt den rene skjorte på bordet sammen med bøgerne.

Det var forholdsvist befriende for Adannya at blive placeret i stolen igen, og det tog da heller ikke længer for hendes lunger at vende sig til den mindre anstrengende position, og tilpasse hendes håndedrag fra den lettere stakåndet vejrtrækning til en roligere og dybere en af slagsen.

”Naya? Ja det er vel okay” Det var sjældent Adannya blev tildelt kælevane, og da slet ikke af fremmed, men det havde nok lige så meget med hendes mangel på sociale aktiviteter at gøre, som hendes forhøjede samfund status. Hun kunne dog ikke rigtig se hvad problemet skulle være, og man måtte vel forvente en vis uformalitet mellem en pige og hendes oplæser, man kunne jo dårligt side i samme rum som hinanden i flere timer uden at dus.
Fraværende og tilfreds med igen at være siddende vendte Adannya hoved mod vinduet for at opfange solens varme, og hun var et øjeblik så tabt i glæden ved at mærke sollyset på sit ansigt gennem vundet at hun bare sad og smilte, og knap hørte Jaris’ spørgsmål.


”Åh ja jeg tror jeg har læst de fleste snart, min blindhed er ganske ny, så jeg har endnu ikke vendet mig til den” mumlede hun stadig dybt optaget af solens varme, det var en af de mere distraherende ting havde hun fundet, men på den anden side havde hun sjældent nyt solen så meget da hun var seende.

Jaris nikkede svagt og smilede, som hun gik med til det nye kælenavn. Færre stavelser gjorde livet meget nemmere, når man ikke havde verdens bedste hukommelse. Måske det ikke havde så meget med dårlig hukommelse at gøre, men mere at Jaris var for doven til at gide at huske på mere end nødvendigt.
Stadig fascineret af de mange bøger, i det hele taget over hvor pænt alt var, kunne han ikke stoppe med at se rundt, heller ikke mens han fik svar. Han var virkelig ikke vant til at befinde sig så fint et sted. Gården han boede på, var sat nogenlunde i stand, men alle renoveringer var langt fra på plads og stedet var kun bygget op til at holde midlertidigt. Indtil videre.
"Vil det sige, at du brugte det meste af din tid herinde? Alene?" Spurgte han, som han vendte sig mod hende igen.

Blikket blev rettet mod den rene skjorte. Nårh ja, det var dét han skulle! Uden at tænke videre over det, førte han begge hænder op til den øverste knap på skjorten og åbnede op. Han stoppede dog op, inden han kom til den næste knap. Adannaya var godt no blind og Jaris havde aldrig et problem med at smide tøjet foran andre, men det var noget andet nu. Han havde påtaget sig en anden rolle end sig selv og han befandt sig et sted, der var langt finere end normalt.
"Åh. Jeg går ikke ud fra, at du har noget imod, hvis jeg skifter skjorte herinde?" Spurgte han alligevel, bare for at være sikker. Han var ikke vant til at være i selskab med en, hvis hørelse var bedre end de flestes. Han kunne ikke vide om hun muligvis kunne høre hvad han lavede. Måske hun endda ville blive utilpas, hvis hun hørte ham smide tøjet, uden først at blive advaret.

Det var lidt uavndt at have en anden i rummet med hende, Adannya var ofte alene og havde været det meget hele sit liv, men det krævede alligevel tilvænning at kunne et andet menneske rumstere i rummet uden at have nogen ide om hvor han var. Adannya havde en ide om at han ikke havde bevæget sig for meget rundt, for hans stemme kom da stadig fra den samme side af rummet, men på den anden side kunne hun også høre ham lave ting, så i stedet at prøve at kigge på ham mens hun svarede, valgte hun fortsat at have sit hoved vendt mod vinduet, for hende kunne det jo også være lige meget.

”Ja, da jeg kunne se red jeg meget, men det er ganske svært at ride uden syn, så jeg må holde mig indendørs”

Godt nok hørte hun lyden af tøj der bevægede sig, uden at kunne føre fodtrin, eller at det lød som om om det bevægede sig nogen steder hen, men hun satte det dårligt sammen med at han var i gang med at skifte skjorte, og derfor kom det også ganske bag på hende da han spurgte. Hun havde aldrig været i rum med et hankønsvæsen der skiftede tøj, og det var en underlig tanke selvom hun ikke kunne se ham. Selvom det selvfølgelig ikke gjorde nogen forskel for hende, rødmede hun nu alligevel ret betydeligt. ”Eh nej. Nej det er fint” Stammede hun sig akavet igennem og stirrede ihærdigt ud af vinduet i et forsøg på at skjule hendes rødmen

Det var et lidt overrasket blik Jaris fik sendt Adannaya, da hun fortalte at hun plejede at ride meget. Det var næsten svært for ham at forestille sig, eftersom han ikke kendte specielt meget til hende, andet end at hun var blind. Om det var en anelse fordomsfuldt at gå ud fra, at hun dårligt havde lavet andet i sit liv end at læse, måske. Det var bare det indtryk han først havde fået, endnu mere fordi han var her for at læse for hende.
”Imponerende.” Jaris fandt det altid lidt imponerende, at mange folk havde styr på de store dyr, for det havde aldrig været en ting han selv havde fået styr på. ”Jeg har aldrig været god til at håndtere de store dyr. Ikke så mærkeligt, at jeg faldt af tidligere,” sagde han med en svag latter og holdt samtidig fast i den lille løgn om, at det var ham der tog styrtet og ikke den unge mand, han havde stjålet brillerne fra.

Jaris kunne ikke undgå at lægge mærke til den røde farve, der hurtigt fandt vej til hendes kinder. Han måtte holde et lille fnis tilbage, for han fandt det alligevel noget så morsomt, at så simpelt et spørgsmål, om hans tøjskifte, kunne få så betydelig en reaktion frem hos hende. Han var vant til at bo et sted, hvor det ikke var underligt at være halvnøgen det meste af tiden, men det gav selvfølgelig mening, at det ikke var tilfældet her. Når nu der ikke skulle mere til at få den unge dame til at rødme, kunne Jaris ikke lade være med at blive alt for nysgerrig over, hvordan han ellers kunne påvirke hende.
Med hendes svar fortsatte han og knappede skjorten op resten ad vejen, mens han bevægede sig om bag hendes stol. Han tog skjorten af og lagde den hen over stolens ryglæn, så hun nu kunne gætte sig til, at han stod i bar overkrop lige bag hende. Han ville bare lige se, om det ville gøre den røde farve i hendes kinder endnu tydeligere.
”Er der en bestemt bog du vil have læst højt fra?” Spurgte han roligt, mens han lænede sig frem og hvilede armene mod ryglænet, bare for at komme lidt tættere på hende. Han kunne vel lige så godt fortsætte sit skuespil som oplæser og der ville det vel give mening, at spørge ind til netop det. Måske hun havde en favorit, som hun ikke havde fået mulighed for at høre i noget tid.

Det gav et ste i Adannya da hun mærkede trøjen blive lagt over stoleryggen, naturligt nok rødmede hun endnu tydeligere end før. Hun prøvede noget så stærkt at overbevise sig selv om at han selvfølgelig ikke havde gjort hvad han lige havde gjort, og at det bare var hendes fantasi der spillede hende et pus. Det blev dog ualmindeligt svært at holde fast i den tanke da hun mærkede stoleryggen give sig under hans vægt, og hørte hans stemme komme bag fra.
Det var ikke at Adannya var fuldkommen uskyldig, hun havde ovenikøbet selv været i Jaris’ position et par gange, men hun havde aldrig prøvet at være den der modtog, og det var ualmindeligt underligt. Lidt uroligt rykkede hun på sig, og prøvede og komme i tanker om en bog der kunne interessere hende, men det var en svær opgave når hun hele tiden blev distraheret af det halvnøgne menneske bag sig. Fordi hun skulle sige noget, og fordi hun vidste bogen stod helt henne ved døren, endte hun dog med at vælge en bog hun havde fået læst utallige gange som ung, men ikke havde læst i lang tid.

”Der står et eventyr omkring en and helt henne ved døren, som jeg ville blive glad hvis du læste” Selvom hun gjorde et bravt forsøg rystede hendes stemme alligevel lidt med bevidstheden om at han stod halvnøgen bag hende. Huns spekulerede at det måtte være en skig for der hvor han kom og at han derfor ikke tog noget særligt notits af det.

Det var helt bestemt en anderledes situation for Jaris at forsøge sig med at få nogle reaktioner ud af Adannaya, en kvinde der var så afhængig af hvad hun hørte og ikke så. Selvom han selv havde en exceptionel hørelse grundet sin evne, var han selvfølgelig stadig meget påvirket af synssansen. Sættet det gav i hende, bare da han lagde skjorten mod ryglænet var overraskende, men han kunne ikke lade være med at smile. Samtidig lod han som om, at der intet underligt var i det. At det måske bare lige var en mindre detalje han glemte i et øjeblik, at han faktisk skulle have en anden skjorte på.
”En and…” Gentog han lavt og nikkede, mens han rettede sig op og bevægede sig mod døren.
”Hvad handler den om?” Spurgte han nysgerrigt. Med langsomme skridt mod den anden ende, lod han blikket glide hen over nogle tilfælde titler på reolen. ’I kampens hede’, ’Genopstandelsen’, ’Dukkemageren’.

Da Jaris endelig nåede ned til døren og havde læst omkring femten titler på vejen, han havde tydeligvis ikke travlt, stoppede han op og vendte sig mod Adannaya.
”Hvad hedder den?” Spurgte han. Måske han skulle have spurgt noget før, i stedet for først at spørge når han stod der. Men hellere spørge nu, end at lede efter den selv, for det kunne sikkert godt tage noget tid, når han ikke kunne lade være med at læse enhver anden bogtitel også, hvilket han allerede var i gang med.

Det var en lettelse da han endelig bevægede sig væk fra hende, måske han så ville tage en skjorte på også, selvom hun ikke kunne se fandt hun det meget underligt at være i rum med en halvt afklædt mand. Adannya fortalte stædigt sig selv at det selvfølgelig var fordi han var lærd, og bare var så optaget af hans hoved at han var lidt langsom om det, og at der bestemt ikke var noget mærkeligt ved situationen, selvom hendes sanser ubetydeligt var på højkant. Med en dyb indånding holdt hun hendes stemme stabil, i stedet for det skingre tonefald det føltes som om den var på vej ud som, selvom den nu stadig lød falsk og skinger i hendes egne øre. Man måtte håbe at hendes oplæsers forhåbentligt utrænede øre ikke kunne høre forskel, om end at han måske bare troede det var hendes lunger der drillede, dem var han vel blevet informeret om!

”Eh den handler om en svaneunge, der bliver drillet af nogen andeunger, fordi den ikke ligner dem. Den grimme ælling heder den vist”

Det var længe siden Adannya havde talt så meget, og sammen med anspændtheden af at vide at der var et halvnøgent menneske i rummet med hende, kunne hun selv mærke hvordan hendes lunger igen begyndte at arbejde hårdere, og den klassiske stødte vejrtrækning der kendetegnede hendes besvær igen gom til udtryk, om end noget mildere end når hun var fysisk aktiv.

Det var næsten overraskende for Jaris, at Adannaya ikke valgte at kommentere på det faktum, at han endnu ikke havde dækket sig til, også selvom der kun var tale om overkroppen. Han var da rimelig sikker på, at hun var helt klar over at han havde smidt skjorten. Han beklagede sig ikke, for generelt havde Jaris det bedre uden skjorte på, da han var vant til heden i Rubinien. Han gik ud fra, at hun bare regnede med at han havde glemt det, nu hvor han blev distraheret af at skulle finde en bog.
Som han lod fingeren glide hen over bøgerne, stadig ledende efter den ene titel, ænsede han ikke det skingre toneleje. Idet hun nævnte bogen navn fandt han den.
"Ah, her var den," sagde han lavmælt og trak bogen ud af reolen.

Jaris åbnede den lille bog på en tilfældig side omkring midten.
"..'Men den stakkels ælling, som sidst var kommet ud af ægget, og så så fæl ud, blev bidt, puffet og gjort nar af, og det både af ænderne og hønsene. "Han er for stor!" sagde de alle sammen, og den kalkunske hane, der var født med sporer og troede derfor, at han var en kejser, pustede sig op som et fartøj for fulde sejl, gik lige ind på ham og så pludrede den og blev ganske rød i hovedet. Den stakkels ælling vidste hverken, hvor den turde stå eller gå, den var så bedrøvet, fordi den så så styg ud og var til spot for hele andegården.
Således gik det den første dag, og siden blev det værre og værre. Den stakkels ælling blev jaget af dem alle sammen, selv hans søskende var så onde imod ham, og de sagde altid: "Bare katten ville tage dig, dit fæle spektakel!" og moderen sagde: "Gid du bare var langt borte!" og ænderne bed ham, og hønsene huggede ham, og pigen, som skulle give dyrene æde, sparkede til ham med foden.'..." Læste han op, som han meget langsomt bevægede sig over mod Adannaya igen, uden tanke for, at han egentlig burde være startet fra første side. Han holdt bogen i den ene hånd, så han kunne gribe fat i den rene skjorte med den anden på vejen.

"Man må da håbe at den ender bedre," kommenterede han, lige inden han satte sig på armlænet af hendes stol, med vilje så hans arm strejfede hendes skulder og hun uden tvivl ville kunne mærke varmen fra ham.
Først nu lagde Jaris mærke til hendes vejrtrækning, der lod til at være lidt tungere end den burde være og han lukkede bogen i og drejede sig mod hende.
"Er du okay? Er der noget jeg kan gøre? Åbne vinduet? Hente noget vand?" Skyndte han sig at spørge. Jaris havde aldrig været typen der decideret bekymrede sig, men han ville nu heller ikke have folk til at lide uden grund. Han rakte hen over hende, lagde bogen på bordet og lagde skjorten hen over skulderen. Hans tanker var nu hurtigt gledet væk fra at dække sig til, for han var da lige nødt til at finde ud af om hun var helt okay.

Den insisterende varme fra Jaris’ krop ved siden af hende gjorde det ualmindeligt svært for Adannya at ignorere det faktum at han sad lige ved siden af hende, halvnøgen og alt for tæt på. Befippet stirrede hun stakåndet ud i luften foran hende, og prøvedes så vidt muligt at rykke sig så langt væk fra ham som stolen tilladte.

”Eh jeg tror det ville være fint hvis du tog en skjorte på” kvækkede hun utydeligt ud, mellem hendes stødvise åndedræt, ikke helt sikker på om han ville finde det fornærmende at hun sådan gjorde opmærksom på hans distrætitet. Adannya ville formegentligt også have påpeget at han var startet midt inde i historien, hvis ikke det var ford9i hun fandt det yderst distraherende at være omringet af hans personlige duft. Hvem vidste af duften af mand, og sukker kunne være så distraherende sammen? Hun var ikke helt sikker på om hun fandt duften behagelig eller bare sær, og hun fangede hele tiden at strejf af en anden ukendt duft hun ikke kunne sætte fingeren på hvad var. Dette var selvfølgelig yderst distraherende, og hun prøvede igen og igen at finde ud af hvad denne mystiske duft var, og hvor den kom fra.

Jaris åndede en anelse lettet op, da det hurtigt gik op for ham, at der ikke var noget alvorligt galt. Det varede dog ikke længe, for sekundet efter kunne han ikke lade være med at smile over hendes ord. Hvis hendes vejrtrækning var grundet hans mangel på tøj, så virkede det jo fint som han havde forestillet sig.
I stedet for at gøre som hun sagde og tage en skjorte på, rejste han sig fra armlænet og gik hen foran hende. Han lænede sig lidt ind over hende og placerede hænderne på hvert sit armlæn, helt sikker på at hun ville kunne fornemme hvor tæt på han var. Skjorten der hang over hans skulder, gled ned og landede i hendes skød, hvor han lod den være.

"Men du kan jo lide, at jeg ikke har en skjorte på. Kan du ikke?" Spurgte han hviskende, som han forsøgte at gøre stemmen mere forførende end han plejede og samtidig sørgede for, at hun ville kunne dufte hans meget søde ånde. At dømme ud fra hendes nervøsitet, var han næsten sikker på, at han have ret, da han antog at hun egentlig fandt det lidt ophidsende. Bare en smule.

Et øjeblik var den insisterende varme, der indikerede et menneske, ved siden af hende. Det næste øjeblik var hun omringet af varme, og den karakteristiske sødme blandet med mandlig sved hun var begyndt at genkende som Jaris’ duft. Hun forestillede sig at hun kiggede på ham, men selvom hun havde øjnende vendt ligeud, havde hun reelt set ingen ide om det, for hende var han bare en del af den samme store klat sorthed hendes verden eksisterede af. Det var en deprimerende tanke, at fra hun af var det denne tomme intethed hun ville vågne op til hver dag.
Før hun blev blind, havde hun kun set en mand halvt afklædt igennem et vindue, når hun stod og kiggede på stalddrengene der møjsommeligt udførte arbejde hendes delikate, feminine, rigmandsdatter hænder aldrig ville komme i nærheden af. Og nu med endnu et handikap tilføjet til hendes liv forestillede hun sig ikke at hun nogen sinde ville blive gift, og dermed var hun formegentligt det tætteste på en nøgen mandekrop hun nogensinde ville komme hele sit liv.
Hvis hun nogen sinde skulle opleve ikke at være isoleret i den sorte intethed der hver dag trak hende en lille smugle længere væk fra alle andre, så ville dette nok være hendes eneste chance.

”det ved jeg ikke” mumlede hun lavt, men sandfærdigt. Hun anede sådan set ikke rigtigt hvordan hun havde det med situationen, på den ene side følte hun det ganske ophidsende at gøre noget så ureglementeret, men på den anden side krøb en tung, usikker tristhed sig om hende. Som hun forsigtigt og klodset løftede sine hænder og lagde dem mod hans brystkasse. Det var den første fysiske kontakt hun havde haft med et andet menneske siden hun blev rigtig blind, og for første gang i flere uger følte hun sig rigtig tilstede i tilværelsen selvom hun ikke kunne se Jaris, kunne hun fornemme hans varm hud under hendes hænder, et stabilt hjerteslag, virkelig den første rigtige kontakt hun havde haft med et andet menneske længe

Som Adannaya havde rettet blikket lige frem, gav det Jaris perfekt mulighed for at få set de lidt specielle øjne. Han måtte i et øjeblik minde sig selv om, at hun ikke kunne se noget, men da han gjorde, blev blikket rettet lidt længere ned. Han havde aldrig lagt skjul på at han hellere end gerne ville se folk an, lige nøjagtig på den måde, men mange gange var det endt med en rød kind fra en flad hånd, eller værre. Det kom næsten bag på Jaris, at det ikke allerede var endt på samme måde nu, mest fordi Adannaya ikke helt kunne være så forberedt på hvor nærgående han var, som enhver anden. Hun fik akavet flyttet sine hænder op og lagt dem mod hans brystkasse. Jaris var forberedt på at blive skubbet væk, så han rettede ryggen lidt og gjorde klar til at flytte sig. Da intet skete, blev smilet om hans læber lidt bredere.
"Og alligevel har du endnu ikke bedt mig om at stoppe," konstaterede han tilfredst, idet han fjernede den ene hånd fra stolens armlæn og i stedet lagde den blidt mod hendes ene lår. Kjolens stof blev krøllet en smule, da han lod hånden glide bare en anelse op, men han gjorde intet mere end det. I hvert fald ikke endnu.
"Det er op til dig om jeg skal blive ved," sagde han og lænede sig samtidig lidt tættere ind mod hende, så deres læber nu kun var få centimeter fra hinanden. Han var sikker på, at hun ville kunne mærke hans ånde let mod sit ansigt og dermed vide, hvor tæt han var.
"Eller jeg kan læse op fra en bog, som jeg er sikker på, at du har læst op til flere gange." Han afventede tålmodigt hendes svar, for ud fra hvordan hun ellers havde opført sig, en blanding af lettere akavet, genert og utrolig raffineret, gik han ikke ud fra, at det var et nemt valg. Netop grundet det faktum, at hun ikke med det samme bad ham om at holde det professionelt. Den grænse havde han overskredet hurtigt.