"Frøken, du er nød til at følge med os". Byvagtens ord var sympatiske, men bestemte.

Sofie slap den magi-neutraliserende halskæde hun netop havde vist frem, og lagde stædigt armene over kors "Og hvorfor skal jeg så lige det, hr byvagt? Jeg har allerede jeres magi-stopper! Jeg er vitterlig ude af stand til at bruge nogen form for magi" insisterede hun hårdnakket.

Byvagten skævede kort fra halskæden, til pigens lysende hår, og over til sin makker, der bare trak en lille smule på skuldrene. Byvagten skulede kort til sin makkers mangle på back-up, inden han vente sig mod pigen igen. "Hør her unge dame, dit hår lyser, tydeligt magisk, så vi er nød til at tage dig med til byvagtskontoret, så vi kan sikre os den virker!" fastholdt byvagten, og endelig lod den anden vagt til at vågne op til dåd "Så kan vores overordnede tage en beslutning derfra" tilføjede den anden vagt, og greb pigen om overarmen for at slæbe hende med.

"HEY!" udbrød Sofie utilfreds og strittede håbløst imod "Jeg har ikke gjort noget! Mit hår er bare sådan! Det er ik' noget jeg skal slukke for. Hva' vil i ha, jeg barbere mig skaldet?!" argumenterede hun imod, men hendes ord faldt for døve øre, som de to vagter begyndte at slæbe af med hende.

Vintersolen skinnede ned fra en sjældent set skyfri himmel, som Percival fordybet i egne tanker drejede om det sidste hjørne ind til markedspladsen eller nærmere ind på gaden der bredte sig ud til at blive markedspladsen længere henne. Det var en forholdsvis stille formiddag med færre end normalvis ude og omkring og hvorfor fik han en ide om som en klar, lys pigestemme hævede sig over den almindelig gademumlen.
Byvagter havde en tendens til at få andre til at fortrække eller stimle sammen. For tiden dog mest det sidste for med de mange nye regler kunne tilskuere alt for vel finde sig inkluderet blot ved at se på.
Ikke at det forhindrede Percival i at fortsatte frem mod det lille optrin.

Han var som gængs klædt i grå uldkappe, men havde hætten skubbet tilbage så den vind kunne purre op i hans sølvhvide hår og få det til at stritte ud til alle sider. Lidt skulle det gode vejr trods alt nydes og hvem vidste lige hvad dagen ville bringe? Især som han valgte at lade sine skridt føre ham direkte hen mellem de to byvagter, som den ene greb ud og tog fat i et lysende eksemplar af den pure ungdom.
Blidt lagde han en hånd på byvagtens arm uden helt at indikere om det var for egen støtte eller tilbageholdelse. "Er det nu også helt nødvendigt at gå til de yderligheder for så tydeligt et eksempel på en besværgelse lagt på et sagesløst individ?" Han betragtede pigen blidt eller rettere hendes hår, som det strålede med mere kraft end hvad helt kunne bortforklares af genskin fra solen, før han trådte frem mellem de to byvagter og drejede sig så han kunne se op på dem. "Hun kan trods alt ikke gøre ved at jeres amuletter oftest kun neutralisere aktiv magi og ikke den passive." Han så til siden på pigen og tilføjede forklarende. "Meget passiv magi er så sammenflettet med personens livskraft at de ikke kan adskilles foruden at den passive effekt kun påvirker den der har den. Der er selvfølgelig undtagelser..."

Sofie var lige på nippet til at tror de to vagter helt oprigtigt ville arrestere hende for at eksistere, og mærkede panikken sprede sig, men knap var den begyndt før en ældre herre trådte ind midt i det hele, og... begyndte at komme med undskyldninger på hendes hårs vejene?
Et øjebliks forvirring fyldte de blå øjne som hun gloede på manden, og blev enig med sig selv om at hun ikke havde den fjerneste ide om hvem han var, men at han tydeligvis hjalp, om det var hans intention eller ej. Forvirringen fortog sig hurtigt, som hjulene drejede i Sofies hoved. Der var flere muligheder manden havde givet hende. Hans første retning, med det var en anden der havde lagt en besværgelse på hendes år afviste hun hurtigt, for den ville bare lede til flere spørgsmål og en jagt på den fiktive gerningsmand.

Sofie mødte mandens blik som han skævede til hende, og hun skar en halv grimasse, men gav et lille nik inden hun samlede op på hans tråd "Det er en virkelig lam evne at have, men... mit hår lyser. Det har det gjort siden jeg var 12 og jeg har aldrig kunne slukke for det" indrømmede hun og lod en god del frustation fra situationen glide ind i hendes stemme. "Det lyser bare, og er ikke farligt! Jeg skal nok dække det til fremover" lovede hun, selvom tanken gav hende en dårlig smag i munden. 

De to byvagter så lidt mellem hinanden til den gamle herre og til pigen. Den ene af dem havde flyttet sin vægt for bedre at støtte den gamle herre, om nødvendigt, og de havde begge stoppet deres forsøg på at fysisk tilbageholde pigen. Hun virkede ikke syndelig sandsynlig til at stikke af. "Det er meget fint, men det er stadig bedst vi køre det her forbi vores overordnede.." startede den ene, men den anden, mere dovne anlagt af de to, tilføjede hurtigt "Med mindre De vil tage ansvar for hende Hr? Sikre sig hun kommer vel hjem, og får dækket håret til?" han skævede mod sin makker "Så er der vist ingen grund til at besvære løjtnanten med pigen? ... eller rapporten?"

Percival flyttede sin hånd fra den ene byvagts arm til den andens belejligt holdt frem til ham, som han passerede imellem dem og stillede sig ved pigebarnets side. Der var visse fordele ved at se skrøbeligere ud end man egentlig var og han spillede så glimrende på det lige nu for han havde ikke rigtig brug for at støtte sig til noget. Det satte dog de to byvagter i et mildere hjørne og det var altid brugbart, når det galt om at tale dem fra noget de alligevel ikke helt virkede til at have lyst til.

Den lille gyldenhårede skønhed havde dog hurtigt grebet en af de muligheder han havde smidt i hendes retning og gav en ganske plausible begrundelse for hendes eget lysskår. Mærkeligere ting var heldigvis passeret byvagternes hovedkvarter forbi i tiden hvor gadebørn gruppe for indfanget gruppe blev sendt til Tywing, så den var til at bygge videre på. Percival betragtede de to byvagter afventende, som de udvekslede et let tydeligt sæt af blikke. Han lod dem tale uden at blande sig, før de valgte at henvende sig direkte til ham.

"Det vil være mig en glæde. Jeg har også savnet de unge væsners evige forstyrrelser i mine gøremål." Han sendte dem et forsikrende smil, før han klukkede dæmpet. "Ingen grund til at forstyrre Løjtnant Bigwig unødigt nej, men hils ham gerne og sig jeg som altid har styr på det!" Lidt af en udtalelse der måske nok ville få den ældre byvagt til at slå hovedet i bordet end rent faktisk tro det var muligt.
Med det på plads bød han den unge dame sin arm og flyttede hele sin opmærksomhed til hende. "Hvis du vil vise vejen, unge frøken?"

De to vagter udvekslede endnu et blik, og selvom den ene så langt mere tilfreds ud end den anden, så lod det til de begge accepterede Tellachs varetagelse af problemet. "Glimrende Hr, mange tak" den anden byvagt smilede blev en anelse bredere som løjtnantet blev nævnt "Han har vist rigeligt på sin tallerken i forvejen!" medgav han og klaskede sin makker på ryggen. Makkeren gryntede lidt, men hans blik lå mere på den unge pige, afventende.

Sofie mærkede byvagtens blik, og stak hurtigt halskæden indunder kjolen igen, inden hun lagde en hånd om den tilbudte arm, med et skævt smil mod vagterne. Hun havde handsker på, og var blevet en del bedre til at styre sin evne, for ikke at tale om den neutraliserende halskæde, men alligevel holdt hun sin fysiske kontakt med den ældre herre til et minimum, som hun mumlede et 'den her vej', og førte an.

Vagterne virkede tilfreds, og nikkede høfligt til Tellach som de gik, og bød ham en god dag.

Sofie kunne ikke påstå at have en god dag. Hun hang på en tilfældig oldings arm, og var igang med at lede ham i en tilfældig retning væk fra markedet, for at komme ud af syne for vagterne. Knap havde de rundet det første hjørne før Sofie forsøgte at trække sin hånd til sig. "Hør, jeg er taknemmelig for din hjælp, men jeg kan virkelig godt finde vej selv" insisterede hun bestemt, men fortsatte stadig med at gå roligt ved siden af ham. Hun havde ikke tænkt sig at forsøge at løbe nogen steder, så længe vagterne stadig var indenfor hørevidde.. og desuden havde det været ret sejt hvordan oldingen bare havde snørret de to vagter.

Percival nikkede kortfattet som indikator om at han tog imod deres ord og havde hørt dem, før han lod en varm kluklatter følge de næste ord. "Det har han nu af en eller anden grund altid, men hvis det vil berolige alle parter kan jeg lægge vejen forbi en af dagene?" Det var for ham ikke det største offer og slet ikke som han altid blev mødt med venlighed - nogen gange en lidt træt en af slagsen men dog altid venlighed. Det kunne også være Lance havde nye historier at dele ud af eller problemer at skubbe diskret videre.

Om ikke andet tog byvagterne deres afsked, som pigen lagde sin hånd på den tilbudte arm og overlod det magiske problem til Percival for nu. Han tildelte hende et beroligende lille smil, som hun angav en retning og lod hende derefter føre ham i den, men undlod at sige mere, mens de stadig kunne overhøres. Han lagde dog diskret sin anden hånd over hendes, som de rundede et hjørne. Det første sted for hende at smutte væk og det var da også hvad hun forsøgte på. "Andet ville undre mig mere end det lysende hår, min pige." Han drejede ansigtet til siden for møde hendes blik morende, som han klappede hendes hånd let, før han lod sin falde væk igen. Hun virkede ikke særligt løbende eller andet ubelejligt lige nu. "Jeg har dog lovet at tage ansvar for dig, så lidt sikker må jeg hellere forsøge at få dig."

Han lod blikket glide frem, missede let mod skiltet på en facade lidt væk, før han rettede på monoklen og så nikkede let. "Og hvad er mere sikkert end at Madam Kalista har frisk bagt æbletærte lige ud af ovnen nu?" Han fandt pigens blik endnu engang, før han skiftede deres retning ned af en sidegade. "Måske endda også varm chokolade. Skulle vi ikke sikre os det som det første?" Han tvivlede på hun havde lyst til at skulle følges hjem, men det skulle ikke helt forhindre ham i at forsøge overholde sit løfte om at gøre hende mere sikker.

Sofie stivnede en smule som den gamle mand kom hende i forkøbet, og lagde sin hånd over hendes. Der var ikke noget truende eller farligt over hans gestus, men budskabet var ikke tabt på Sofie. Han havde ikke i sinde at lade hende bare stikke af uden videre. "Jeg er ikke i fare her. Normalt er mit hår ikke et problem værdig til byvagterne" insisterede hun, selvom hun alligevel viste det nok ikke ville nytte noget. Den gamle herre virkede ret.. bestemt.

Sofie løftede øjenbrynet en anelse af mandens foreslag, men der kom ikke et afslag med det samme. I stedet fugtede hun sine læber en anelse. Sofie havde endnu ikke haft fornøjelsen af Madam Kalistas æbletærter, men hun havde så sandelig duftet dem før, når hun gik forbi. Og det ville være et måltid mindre hende og Rofus skulle forsøge at skrabe sammen til, især nu hendes indkøb var blevet afbrudt.
"Okay så.." gav hun efter som han tog styrringen og ledte dem ned af en sidevej. "Mit navn er Sofie" introducerede hun så som en tilføjelse, for at vise en smule velvilje mod den sære gamle mand, der trods alt var kommet til hendes undsætning og sparet hende en tur til arresten, og et uden tvivl umådelig akavet gensyn med Løjtnanten.

Percival gav pigens hånd et par små beroligende klap, som hun stivnede ved berøringen og måske også det fastholdende ved det. Helt utryg virkede hun dog heller ikke og det kunne høres i den tone hun lagde i sine ord. Noget der kun fik Percival til at sende hende et blik under et hævet øjenbryn. "Hvem siger du ikke er faren?" Han lod det falde igen, som hendes gled op over hans forslag, der da for ham kun var en rimelig ting nu han havde inddraget sig i hendes liv, gøren og laden. Om ikke andet for en tid.

Afventende kun kort et svar der ikke kom tog han en tanke op fra hendes tidligere protest. "Desuden kan ikke meget siges at være normalt. Ikke som stikker en smule ud og det må vi jo sige du gør på den mest oplysende facon. Hvem ønsker i det hele taget også at være normal? Kan du forestille dig noget mere ensformigt end hvis alle var helt normale? En tone af grå uden gnister af guld til at lyse dagen op med? Uden nyt at berige andres opfattelse med? Nej normal er ikke noget at stræbe efter for nogen!"

Det gik op for ham omkring der at hun faktisk havde forsøgt at svare ham, som han havde taget ordet og nu fik tilføjet lidt mere, som han virkelig burde have haft manerer nok til selv at have husket på. Nok til at få ham til at stoppe op, se på hende og ryste ganske let på hovedet af sig selv. "Hvilket mere end antyder jeg har forsømt min gode opdragelse endnu engang..." Han stoppede op, drejede sig let og lagde endnu engang en hånd på hendes som han mødte hendes blik. "Jeg er Percival Teallach, professor i Krystallære og alkymi. Tidligere underviser på Tywing skolen og nu mest underviser når jeg finder nogen som er interesseret i at lære noget om magi, krystaller eller alkymi." Han slap endnu engang hendes hånd og ledte dem videre det sidste stykke ned af gaden til han kunne holde døren åben for hende ind til Madam Kalista.

Sofie fnøs som den gamle mand hentydede til at hun var farlig. Hun kunne dog ikke helt finde ordrene til at sige ham direkte imod, så hun var taknemmelig for at emnet blev droppet lige så hurtigt som det var blevet taget op. Men det gjorde Sofie mere varsom. Selvom han ikke havde nogen grund til at mistro hende, så lod han heller ikke til at have slugt idéen om at hendes hårs eneste evne var at lyse.
Det var også en lige løgn, men det burde han jo ikke vide!

Den nye drejning samtalen tog gav Sofie en dårlig smag i munden, på trods af det virkede som et forsøg på at opmuntre og lette situationen. "Det virker ellers ret meget som om det er det Kiles Orden gerne vil have.." fløj det mumlende ud af hende, før hun nåde at tænke sig om. De var dog ikke en grå masse, men sort. En sort, blob der søgte at opsluge og underlægge alt andet.

Sofie skubbede tanken fra sig som de fortsatte. Hendes blik flakkede en smule som han præsenterede sig. Hun havde hørt om Tywing skolen. Rettere, så var hun blevet truet med Tywing skolen, som man ville true mindre børn med bø-manden. Det var først efter hun var kommet til Dianthos hun faktisk havde opdaget den faktisk fandtes.
Den lange introduktion efterlod Sofie med følelsen af at hendes egen præsentation havde været noget mangelfuld. Men ikke på vildkår hun fortalte ham sit fulde navn!
Men.. Hans introduktion havde været meget givende. "Så.. Professor.. det er derfor du ved så meget om magi, og de mulige årsager for lysende hår" konkluderede hun, og trådte indenfor.

Kroen var allerede halv-fyldt trods det tidlige tidspunkt på dagen. Men Sofie ventede ikke længe på professoren, før hun bestemt gik mod et bord, og satte sig ned, med et afventende blik på Professoren. 

Det lille fnys over hans antydning trak en dæmpet klukken fra Percival, men uden at han sagde mere til påstanden. De færreste indrømmede beredvilligt de var til fare for andre med mindre de gjorde et dramatisk nummer ud af at være det. Han vidste også hvem af de to han ville være mest på vagt over sådan umiddelbart.
Mere alvorlig stemning fulgte hendes næste ord, som han da også kun kunne nikke samtykkende til. "Det gør det ja, men derfor behøver andre ikke stræbe efter det også." Han holdt stemme stille og kun for hendes øre. Måske var der stadig ikke kommet regler om at sige Ordenen imod, men mønsteret for at de ville komme med tiden var der. Han var gammel nok til at kunne huske Mørkets styre. Ordenens havde alt for mange mindelser til den tid.

Percival nikkede let, som Sofie virkede til at løsne en smule op og lod nysgerrigheden gnave af hendes varsomhed. "Det og alder, min pige." Han fulgte hende ind og lod døren falde i bag dem som han missede med øjnene mod halvmørket indenfor, der kun delvist blev brudt af skæret fra pigens hår. "Nok mest interesse for det. Så utroligt mange forundres ikke over magi nok til at forsøge at forstå dens mange aspekter. Som at det at skabe lys for nogen er at fremkalde en ildkugle, mens andre vender mørke..." Han talte som han fulgte hende hen til et bord og lod hende om at vælge plads først.
Stadig stående fangede han Kalistas opmærksomhed, før han udvalgte sig en stol overfor Sofie og uden hensyn til overblik over rummet. Det passede med tiden til den midaldrende kvinde kom over til dem. "Æbletærte og varm chokolade til to..." Han stoppede sig selv og så over på Sofie. "Hvis ikke du kunne tænke dig noget andet?"

Professorens vagtsomme, om end vage, kommentar om Kiles Orden, tænde en smule mere op under hendes varmende indstilling til manden. Hun havde ikke forventet han ville have reddet hende fra vagterne og inviteret hende på mad, for at tage hende ind nu, men der var stadig langt fra det, og til modstand mod Ordenen. Heldigvis lod det til den gamle herre og hende selv var nogenlunde på bølgelængde der, om end det var en enighed der skulle udforskes med aller største forsigtighed. For nu, var der andre ting der nagede hendes nysgerrighed mere.

Som Professoren bestilte rystede hun blot på hoved til hans spørgsmål, om hun ønskede noget andet. Hun var ikke ligefrem kræsen, og det ville nok være det mest spændende hun kom til at spise et stykke tid! Ikke at Rofus' mad var kedelig, men de havde bare temmelig begrænsede ressourcer at arbejde med, og der var grænser for hvor mange forskellige måder man kunne tilbede de samme 3 ingredienser.

Sofie ventede tavst først, men indså snart at der ville gå lidt tid inden maden kom, og valgte at bryde stilheden. "Mit hår lyser faktisk bare, sådan da. Det kan hverken skyde med ild, lyn eller sådan, lave andre ting med lys eller mørke eller den slags" forklarede hun, varsom med bare at afkræfte det han selv havde bragt op, uden at afsløre meget mere, men også uden at lyve. Hun rakte roligt op til toppen af sit hoved, og lod fingrene løbe igennem håret som en kam. Et par løse hår fulgte med, som hun rakte over til den ældre herre. Tre fine, gyldne strå, men der var også et mørkebrunt, kraftigt krøllet hår, der havde viklet sig om hendes finger.

Percival fangede den lette hovedrysten fra pigen overfor sig og fortsatte så til den afventende værtinde. "Det ser ud til at være afgjort til æbletærtens fordel!" Derefter udvekslede han nogle få hurtige, men venlige og personlige bemærkninger med kvinden, før hun fortrak fra bordet igen. Det var et sted han yndede at komme, så bekendtskab med ejeren var for længst gledet over i lidt mere end det.

Som han vendte opmærksomhed tilbage på bordet havde tavsheden gjort sit indtog og naturligt lukket ned for hvad de havde snakket om op til da. Det gav ham et øjeblik til at indfange tre flyvske tanker der var drejet fra formålet med at han sad ved bordet og fortsat hen af gaden han havde gået på før. Forbistrede besværlige tanker de. Pakket pænt væk og det lige tids nok til at møde Sofies blik, som hun brød stilheden mellem dem. Tydeligvis var hun stadig bekymret for muligheden for at blive erklæret farlig og gemt væk. Forståeligt! Men ikke sandsynligt i hans verden. "Bare og bare.Jeg ville da nyde usigeligt hvis det var mit hår der lyste! Tænk på den besparelse i at skulle finde nye lys hver gang de brænder ned uset og efterlader en i komplet mørke!" Noget der var sket alt for ofte for ham. Desværre.

Percival fulgte interesseret hvordan pigen rakte op og trak nogle få hår fri. De vedblev med at lyse, hvilket da afgjorde at magien gennemsyrede dem og lyset ikke kun var en bieffekt af noget andet.Uskjult fascineret tog han imod de lysende hår, skilte dem og hævede så atter blikket til hendes som et mørkt, kraftigere og krøllet dukkede frem. "Men hvad har så her. En regelbryder eller et af de normale?"

Som Sofie så den rolige, familiære udveksling mellem den gamle mand og krokvinden, mærkede Sofie mere af sin anspændthed slippe. Hun ønskede at være skeptisk, forsigtig, men professorens rolige, naturlige gemyt gjorde det.. virkelig svært. Hendes instinkt sage han var god, men.. hun kunne ikke vide det med sikkerhed uden at bruge Rofus' evne, og det kunne hun ikke gøre så længe hun havde amuletten på..

Men at tage den af her, midt i det hele, ville ikke gå. Var hun virkelig blevet så afhængig af Rofus evne hun ikke kunne stole på sine egne intuition længere? Lort.
Teallachs fuldstændig rolige bemærkning om fordelene ved lysende hår var hvad der til sidst knækkede Sofie, og fik hende til at le, en varm ægte latter, komplet med et lille grynt!
"Det lyser ikke helt så meget! Men det er da nok til at man kan finde rundt i mørke" svarede hun med et skævt grin. Han virkede noget distræt, sådan at lade sine lys brænde ud på sig, men han måtte også være rimelig rig for at have råd til så mange lys, og ikke skulle nøjes med et ildsted.

Latteren forstummede snart igen, og Sofie bed sig en smule i læben som hun selv og Professoren opdagede det ekstra hår samtiddig. "Ehm.. det er lidt mere kompliceret end det" indrømmede hun langsomt, og med det, tog beslutningen om at stole på manden. Hun gentog bevægelsen, kørende fingrene igennem håret som en kam. Denne gang førte hun dog hånden den anden vej, nedefra og bagover, løftende håret. Hun drejede hoved en anelse så Professoren kunne se bedre. Det gyldne, lysende hår var blot det der lå øverst og var mest synligt. De mørkebrune proptrækker krøller sad bag øret og strakte sig over et godt stykke, men det var ikke alt! En tot af kruset rødt hår var også at se længere tilbage, sammen med en anden, blond tot.
"Der er ik' ret meget af mit 'normale' hår tilbage.." indrømmede hun, og viste hun nok blev nød til at forklare mere end det, hvis hun nogensinde skulle få fred fra den nysgerrige herre.
"Der sidder forskellige evner i håret, men de er.. inaktive, så længe jeg har amuletten på"

Det overraskede Percival at se den unge pigens varsomhed og tilbagetrukkethed krakelere til en fnisende latter undslap hende. Tydeligvis meget uventet for Sofie også, men dens varme og lethed løsnede noget i stemningen mellem dem og fik hende endelig til at slappe mere af. En gnist af åbenhed han kun kunne besvare med et muntert smil, der dog gled over i et skuffet udtryk som hun fik sin stemmes brug tilbage.
"Åh... Ja, ja, lidt har vel også ret... og du kan ikke ændre på styrken af lyset?" Hans stemme skiftede glidende fra det let nedslåede til fornyet entusiastisk, som den ene mulighed blev bortlagt og straks efter erstattet med en anden langt mere praktisk. Havde han haft så anvendelig en evne ville han bestemt have undersøgt den mulighed som noget af det første!

Lidt mere alvor gled ind mellem dem, som han betragtede hende undersøgende og med lidt af det vid der gemte sig bag den distrætte facade fremme i de grå øjne. Han havde set en del til unge væsner der forsøgte at skjule hvad de var - for dem selv eller andre - og forstod hvor følsomt der skulle gås frem. Det sidste han ønskede lige nu var at Sofie panikkede og forsøgte at løbe sin vej. Så hellere smile opfordrende og afvente hun tog en beslutning om hvor rent bord hun ville gøre.
Renere end han helt havde forventet.
Som hun løftede det yderste lysende hår til siden, så han de forskelligartede totter indenunder. Atter skød hans ene øjenbryn let i vejret, men han holdt hænderne i ro og drejede blot de få hår hun havde givet ham mellem fingrene mens han lyttede. Hun var i den grad fascinerende! Og lidt af et hovedbrud for hvordan bedst at håndtere.
"Så dit hår opsamler magi og lagre det til senere brug..." Han virkede til at tygge lidt på tanken, mens han samlede op på de indtryk han havde af hende og så fortsatte stille. "Kan du kontrollere magien? Selv bruge den eller bruger den sig selv? Opsamler den selv uden dit vidende?" Hendes svar ville give ham ikke så lidt af en ide om hvor farlig hun var for sig eller andre med eller uden amulet. Under alle omstændigheder var det ikke en magi han brød sig om hun kæmpede alene med at få under kontrol.

Et lille smil hvilede på Sofies læber, som hun rystede let på hoved, som svar til Professorens spørgsmål. Hun havde aldrig oplevet det lyse mere eller mindre, selv når det kunne have været praktisk. Det eneste tidspunkt hun kunne huske det havde været anderledes, var for år tilbage, før hendes evne havde manifesteret sig første gang, og når hun var i sin hav-folk form.. Men der var alting også ret anderledes, så det talte ikke rigtigt!

Som Sofie fortalte om sin evne, så hun hvordan den gamles øjne blev mere fokuserede som han lyttede. Hans konklusion viste da også at de få brikker hun havde givet, havde været mere end rigeligt for han selv kunne sætte hendes situation i perspektiv. Hun bed sig en anelse i indersiden af munden mens hendes blik flakkede en anelse. Der var ikke noget at gøre ved det nu. Hun havde åbnet op for sine rådne æbler, og så skarp som Teallach lod til at være, ville det nok ikke gøre hende nogle tjenester at forsøge at trække i land nu.

Sofie flyttede sig lidt uroligt i sit sæde som spørgsmålene boblede frem, men blev siddende. Hendes hånd knyttede sig let, men åbnede sig så langsomt igen. "Jeg samler ikke noget op uden at jeg ved det" startede hun lavmælt, efterfulgt at et tungt suk. Hun så Professoren i øjnene "Det sker kun når jeg rør folk, sådan hud til hud" hun vrikkede lidt med sine behandskede finger. Selv indenfor havde hun ikke taget handskerne af "Det er.. svært at styre, så jeg er forsigtig med.. den slags" hendes kinder blev en anelse røde som Rofus strejfede hendes tanker, og hvor lidt forsigtige de havde været sammen. "Men amuletten stopper også det" tilføjede hun så hurtigt.
Sofie fugtede langsomt sine læber inden hun fortsatte "Og selve magien.. er mere kompliceret, for de opføre sig ikke ens. Hvis dem jeg har fået evnen fra kan fortælle om den, får jeg ret hurtigt for styr på det" der var en snert af stolthed i hendes stemme, der dog ikke varede ved "Men hvis jeg ikke kender noget til evnen er det.. sværre" indrømmede hun. Knap havde ordrene forlagt hendes mund, før hun indså sin fejl. Hvis han havde hørt om det der skete nær markedspladsen, da hun havde samlet den fremmede guts evner op, og nært havde slået både sig selv og ham ihjel, og efterladt en gyde lignende stedet for et folkemord... Sofie viste rygtet havde været en del omkring, sammen med spørgsmålet om nogen kendte en pige med lysende hår.. Hun var sluppet nemt dengang, før magiforbuddet. Men ville de burre hende inde for det nu? Eller var hun måske heldig nok til at den gamle mand havde mere travlt med bøger end med rygter?

Åh det arme, uheldige væsen. Percival kunne se hvordan Sofie fortrød at have åbnet op, men også var sig situationen nok bevidst til at vide skridtet var taget og ingen vej var tilbage. Han havde ikke lagt en beskyttelse omkring dem, men hvis hun løb var han ikke sikker på han ville kunne lade hende gøre det uhindret. Hun var til fare, men mest af alt i fare, som hun var nu. En tilstand han ikke kunne efterlade hende alene i.
At stoppe hende med magi var dog ikke noget han ønskede. Det var for meget tvang efter den forsigtigt udstrukne hånd efter hjælp hun havde vist ham.

"Ah, så håret er dit reservoir, men opsamlingen er helt dig..." Han mumlede konklusionen for at sætte den fast for dem begge og se om hun ville protestere imod den. Det gjorde i det mindste magien nemmere at arbejde med, nårdet ikke var håret der absorberede magi fra hendes omgivelser om hun bemærkede det eller ej. Han nikkede let til hendes forklaring om hvad hun gjorde og hvad virkede uden at lade sig mærke med hendes rødmen. Hun var ung og unge var ikke ment til at være isoleret fra andre. "Den burde gøre det, men jeg er glad for den virker der." I hans grå øjne var en munter gnist over at amuletterne ikke altid virkede helt som Ordenens ønskede. Magi var bare ikke ens at en ting kunne virke for alle.

Hendes næste ord var den interessante del af evnen. Percival betragtede hende stille som hun ledte efter ord til at beskrive og forklare uden at give sig selv helt op. Det lykkedes til dels, men han var gammel nok til at slutte sig til lidt af det hun ikke sagde. Det vigtigste først. "Skal du aktivere en ny evne eller bryder den selv frem lige efter du har opsamlet den?" Det sidste ville være en meget skræmmende ting at skulle håndtere. At hun vidste, når hun havde rørt nogen var en ting, men hvis deres magi blot slog sig løs på hendes bekostning bagefter var det et under hun stadig var i live. Mange besad virkelig skadelige evner - for dem selv og for alle andre.

Han havde dog taget en beslutning og det kunne ses i hans blik, skønt venligheden var det mest fremtrædende. Roligt rakte han ud og tog hendes ene behandskede hånd i sin. "Jeg kan hjælpe dig, Sofie, hvis du vil tage imod min hjælp."

Sofie skar en halv grimasse, med et skævt, usikkert smil, og trak en smule på skulderne, i en tydelig nonverbal fortolkning af 'eh, det lyder meget rigtigt'. Der lød hvert fald ingen protester over udtalelsen, før hun fortsatte. Det var nok ikke en måde Sofie ville have formuleret det selv, men det lød ganske vel nogenlunde rigtigt. Desuden, var hun ikke sikker på hun burde rette på ham. Han viste allerede alt for meget til hun var helt tryk ved det. På den anden side, kunne hun ikke undgå at fortsætte. Det var rart at tale med nogen der lod til at forstå, også selvom det nok var at gøre hende selv en enorm bjørnetjeneste.

En variation af samme udtryk, krydret med et hint af skarpsindig overraskelse gled over hende, som Teallachs kommentar til amuletten gav hende en gisning om, at de ikke nødvendigvis altid virkede. Hun havde blot slået det fast igen, for at sikre sig der ikke var nogen tvivl om at hun ikke var 'farlig', som Kiles Orden åbenbart mente alle magiske evner var... Selvom de nok havde ret, i hendes specifikke tilfælde...

Professoren lod til at have lugtet lunten på den del ligeså, som han pressede  efter mere viden om hvordan evnerne manifisterede sig. Sofie flyttede en smule på sig i sædet, og hendes udtryk var alvorligt, selvom som hendes blik flakkede et kort øjeblik mod kroens bar, hvor deres mad skulle komme fra, og mod døren.

"Det er ikke anderledes end enhver anden evne, når de først viser sig" sagde hun blot, og håbede det ville være nok. Professoren havde lidt reddet hende, og hun ville ikke lyve for ham, men at fortælle mere åbent om det end det, var ikke noget hun brød sig om. Selv Rofus havde kæmpet med at få mere ud af hende end det! Hun viste udemærket hvor farligt det kunne være, og havde ingen interesse i at dele den viden med andre.

Sofies blik gled var gledet mod døren igen, da Teallach tog hendes hånd. Knap havde han rørt den, før hendes blik for tilbage, ikke til ham, men deres hænder, og hun trak sin hånd til sig i en forskrækket reaktion, mens et gisp forlod hendes læber. Hendes blik flakkede fra hans hånd, til hendes egen, behandskede hånd, og til amuletten om hendes hals, inden et opgivende, men lettet lille suk forlod hende.
"Jeg har ikke brug for hjælp" fastholdt hun med en stram, tvær mine, men det ringede hult, selv i hendes egne øre. Hun lænede sig tilbage på stolen, og foldede armene over brystet. "Hvad er det overhoved du tror du kan hjælp med, huh? Jeg har helt styr på de evner jeg har, og med amuletten er der ingen chance for at jeg samler nye op ved et uheld"

"Aha..." Percival kom med den noget neutrale anerkendelse af Sofies svar, mens hans minder præsenterede ham med at andet end pæne tilsynekomster af magiske evner. Nogle var så heldige som han at de var kommet uden de store katastrofer for hans omgivelser, mens andre... Han havde set børn brænde op uden at nogen kunne gøre noget for at redde dem og andre drive alle fra sig i panik, som et skrig var blevet forstærket magisk. Ingen af de episoder havde været blandt de værste.

Han holdt blikket på hende og grebet løst, som han tog hendes behandskede hånd. Reaktionen kom øjeblikket, som hendes opmærksomhed var fuldt og stivnet tilbage på ham og hendes hånd væk et gisp senere. Han sagde dog ikke mere. Smilede blot til hende, som hun forventeligt afviste et hvert behov for hjælp og lod sin hånd blive liggende på bordet i mellem dem med håndfladen opefter.
Om ikke andet til hun havde fået sagt hvad hun ville og de ganske ubelejligt blev afbrudt af æbletærte og varm chokolade.
Atter gav han sig tiden til at svare kvinden og sikre sig hun forlod bordet med et smil på læberne, før han vendte sin fulde opmærksomhed tilbage til Sofie. "Jeg kan hjælpe dig med viden. Viden om de evner du allerede har samlet op og evner du måske en dag vil finde. Viden om de evner du selv er født med og hvordan du kan kontrollere dem..." Han sænkede blikket let til hendes handsker, før han fangede hendes blik igen. "I stedet for at de kontrollere dig. Amuletter er en midlertidig løsning med alt for stor mulighed for at forsvinde når det er mest ubelejligt. Ikke alle overlever at miste en..." Lyset i hans grå øjne talte tydeligt for at han havde set det ske.
"Men det er op til dig. Jeg kan kun lære dig noget, hvis du er interesseret i det."

Sofie synes hun havde mistet appetitten, men som duften af varm chokolade, blandet med æble og kanel ramte hendes næsebor, sparkede det gang i teenagerens sult. Hun ventede til servitricen havde forladt bordet, før hun langsomt trak et krus over til sig, og foldede hænderne omkring det.

De blå øjne havde et intenst, vurderende blik der ikke tilhørte en pige på Sofies alder, men Kiles raseren havde fået hende til at vokse hurtigt op. Hvad han tilbød lød lovende, og Sofie kunne ikke nægte at en del af hende higede efter den vidne, efter den trykhed. Men der måtte være et motiv..

"Og.. Hvad får du så ud af det?" spurgte hun, i en overraskende rolig tone. Hun anklagede ham ikke, men forventede blot den anden side af mønten falde før, som senere.
"Og inden du får nogle idéer, så er min evne ikke til salg" satte hun fast uden tøven. Hun viste den var farlig, men i det mindste havde hun en idé om hvad hun lavede. Tanken om hendes evner i de forkerte hænder, var en ting Sofie ville undgå, med alt hvad hun kunne.

Percival sendte Sofie et alvorligt smil, før han overlod hende til at dreje hans ord og vende deres betydning i alle de retninger hun kunne. Det var intet lille tilbud at få smidt efter sig, det vidste han, og ikke et uden bagtanker. At de var af den pænere slags kunne hun på ingen måde vide, men hvis hun ikke forventede dem ville han for alvor være bekymret for hende. Hun lignede en der havde set lidt for meget til gadens skyggesider og alt det den pænere side af befolkningen lukkede øjnene for.
Æbletærte udgjorde en glimrende ting at koncentrere om og nyde.
Han så skiftevis fra den og til pigen, til hun holdt hans blik og med mere ro end han ville have forventet, smed mistroen på bordet. Det indtjente hende et smil mere, før hun fik ham til at miste smilet og blot se dybt alvorligt på hende. "Nej fri os vel! Den form for evne skal ikke blandes ind i mere ballade end hvad du selv kan finde til den!" Han vippede let formanende skeen advarende af hende som han sagde det, før han lagde den fra sig ved siden af tærten og brugte et øjeblik på at vægte sine ord.

"Hvad jeg får ud af det, ja..." Han lænede sig en smule tilbage i stolen, foldede hænderne foran sig og betragtede hende undersøgende. "Flere ting vil jeg tro. Først dit lysende selskab og dernæst fornøjelsen af at oplyse dit sind. Muligvis en lærling jeg kan forme mod en lysere fremtid end hvad gaden giver og hvis jeg er rigtig heldig en at dele forundringen over magiens væsen med." Han sendte hende et let smil, før han fortsatte muntert. "Helt igennem et selvisk ønske om lidt liv omkring mig, der måske kan forhindre lysene i altid at brænde ud når jeg ser væk fra dem og bøgerne i at gemme sig på gulvet eller hvor jeg ellers går og falder over dem..."