Vinteren havde strammet taget endnu engang om Dianthos og sendt tunge, grå skyer ind over den plagede by. Store, bløde fnug dalede blidt ned gennem eftermiddagens dæmpede lys og lagde sig på alt og alle. Skjulte den brune masse fra tidligere snefald under nyt dække og gav alle ude i et ærinde et plettet hvidt lag på hoved og skuldre.
En sådan vandrende var Percival Teallach. Indhyllet i en flintgrå kappe med hætten trukket godt frem til beskyttelse mod vejret fulgte han stenene under sit blik mere end vejen de brolagde. En dårlig vane han havde tillagt sig, når tankerne var alle andre steder end der hvor han selv var og ofte uden at fare mere vild i byens gader end at han kunne følge stenene væk derfra igen.

En rod skubbende stenene op fik ham til at stoppe op og se undrende på den, før han hævede blikket til det mosbegroede træ. Ikke noget hver kvarter kunne fremvise og et velkomment syn i vinterens gråhed. Det fik ham også til at dreje ned af gaden træet skærmede og endda holde blikket oppe og på bygningerne nu. Gamle bygninger af slidte og satte sten. Historie hvis noget kunne kalde sig det.
Et vægtæppe hængt for et vindue til beskuelse af de forbipasserende fangede hans blik og holdt ham på stedet. Et nydeligt værk hvis han kunne bedømme noget og værd at betragte i den faldende sne. Nok til at han trådte nærmere og rettede på monoklen, mens han lænede sig frem og forsøgte at tage detaljerne ind. Af krystallerne der dannede isblomster på vinduet det var.

Motivet af kvinden der sad og syede var detaljeret på en måde der fik det til at virke mere malet end syet, selv for Soumak vævning lå det så tæt og stramt at det var svært at skelne de enkelte tråde, dog uden at ofre dybde og tekstur i billedet. Der var dog noget ved billedet der dragede ens blik op til kvindens ansigt, og hvis man iagttog det længe nok, eller var mere end almindelig detalje orienteret, ville man da også opdage at hendes øje, ikke var en vævning men en enkelt mat jade perle.

Det var dog begrænset hvor længe man kunne nyde tæppet. Lyden af en krukke der splintres mod gulvet kunne svagt høres inde fra huset, før at døren blev flået op, så den sagte kimen fra bjælder druknes af et hult drøn da døren hamrede imod vægen inde i rummet, og tre grinende unge mænd forlad stedet.

”Hvis du mangler nogen til at varme dig i aften, så siger du bare til snut!” råbte en ranglet fyr med fedtet blondt hår, tilbage ind i butikken. Inden de skødesløst lod døren stå åben og forsatte ned af gaden. 

”Hva’ glor du på besse!” spurgte den anden, anklagende i retning af manden der stod og betragtede vinduet, da de passerede ham. Den tredje lagde en hånd på skulderen af den første og hviskede noget, de så begge lo højt af.

I døråbning kom en mørklødet pige til syne, hendes turkise øjne lynede arrigt i retning af de tre mænd, og hendes kæbe var anspændt som skar hun tænder. Hun var iført et skotskternet skørt i rødt, grønt og gult, samt en tyk ulden trøje med geometriske mønster. Pigen knugede sin venstre hånd omkring den modsatte underarm, imens hun møjsommeligt samlede skår op med den frie hånd.

Lukket grundet in-aktivtet fra undertegnet :(