Det havde ikke været meningen at udflugten skulle været gået sådan her. Nerida slog et par vrede slag med den flotte gyldne hale for at markere sin pointe til havmanden bag hende. Om han så det vidste hun ikke, men hun var ret sikker på han vidste, at dette ikke havde været den bedste ide. 

Nerida tænkte kort tilbage på, hvorfor det lige var hun havde sagt ja til denne tur.
***Hun havde sat sammen med Allie, hendes veninde og snakket efter at havde eksperimenteret på en ny sangbesvægelse. Samtalen var selvfølgelig gået over i at Allie havde fået sig en ny havmand der bejlede til hende. Ikke at det var mærkeligt, Allie ville kunne få den halve befolkning til at bejle til hende, hvis hun ønskede det. Men Allie havde kastet sin opmærksomhed på Nerida og hendes manglende bejler, og så var jagten ellers gået ind for Allie. "det er meget sjovere, romantiske ture, middage, anemonebuketter der dufter, for ikke at tale om at få et stjålet kys ved algeskoven, der er jo ingen der siger i skal giftes bare fordi du dater" Det havde ikke taget Allie lang tid at finde et par havmænd(drenge) der var mere end villige til at tilbyde deres tid med Allies veninde. glemt havde de at hun rent faktisk var en Nereus og ikke en hvem som helst, bare Allie viftede halen rigtigt, gjorde de hvad hun sagde.***

Og nu var hun så her. Fanget ude i Djævelen vidste hvor, fordi Manden havde hørt at Nerida var eventyrlysten. en information der ikke var forkert, men Nerida kendte godt forskellen mellem at være eventyrlysten og dumdristig. hun mistænkte at havmanden havde fået informationen fra Gelinda, en anden "veninde", som nok havde været ondskabsfuld nok til at nævne steder som dette. 
Mørkt, koldt, dækket med giftige planter. Nerida var ret sikker på hun havde hørt nogle af de mere ondskabsfulde hajer snakke længere nede i dybet. Lyden af stilhed og den evige ringen der var, når havet var for dybt og mørkt til at fisk og havfolk ville færdes der. lyden blev kun afbrudt af bobler der steg op og afslørede, at der bestemt var et eller andet i dybet.

Nerida stoppede brat op, en bevægelse i vandet under hende afslørede, at de ganske rigtigt blev forfulgt af noget de ikke kunne se. hun så sig over skulderen på Havmanden, som hun i sit raseri, faktisk havde glemt hvad hed. Var han seriøst dum nok til at tage hende med på en "Romatisk date" her uden at tage våben med. Hun havde troet det var en date, så hun havde ikke andet end nogle fine perler og silke på, ikke ligefrem hendes kamp outfit, med våben.
Hun sukkede dybt og forsøgte at orientere sig for at komme ud af dette mørke. hun havde stadig sin sirene sang. men det var ikke alle arter under havet der var modtagelige for det, og hun havde ingen ide om, hvad der var i dybet. 

Hun så ligeud, for at pludselig stå ansigt til ansigt med med en flok Store Snakeheads, Hurtige fisk, der spiste alt de kunne komme i nærheden af, om det så var mennesker fugle eller havfolk..  

Tauwhanga udstødte et hvinende brøl, som skydækket skilte sig og afslørede havets oprevne overflade lige under dem. Det var al den advarsel Moana fik før den fede drage foldede vingerne sammen og indledte et styrdyk, rammende vandet med nok kraft til at slå vejret ud af lungerne på havkvinden, som de begge forvandlede sig til naturligste form. En slank blålig drage og dens turkishårede rytter i havfolkets skællede rustning, men med Lysets amulet om halsen og en hvid kappe trukket efter sig gennem havet.

Moana træk vejret let ind gennem gællerne som den sidste rest af forvandlingen flimrede af hende og klarede hendes syn for det mørke der nu omsluttede hende og lod hende se hvad var omkring hende som kun dybhavetsfolk kunne det. Havets kølige halvmørke var en markant og velkommen afveksling fra landjordens snedækkede og blæsende vidder. Moana var hjemme her, som hun nok aldrig rigtig ville være det oppe hvor vinden herskede i sin frihed og piskede frossent vand mod alle der var tåbelige nok til at bevæge sig ud i den. Tåbelig som hende selv, men som ridder af Lyset valgte man bare ikke hvornår der skulle rejses eller hvor hen. Slet ikke som tingene stod til på landjorden.

Hernede var farerne velkendte og gammelkendte. Hajer svømmede forbi højere oppe i vandsøjlen, som lygtefisk af flere arter gjorde det under hende. Alle i bevægelse, alle på vej et sted hen. I ro til en start, men snart efter med en målrettethed hun ikke brød sig om at se hos Slangehovedfisk og deres slægtning.
Slet ikke som skyggerne af to havfolk tegnede sig mod havoverfladen over hende.
Slet ikke som det stod hende klart de var målet for de glubske fisk.

Hun kom med en klikkende lyd, som dragen svarede med et ryk med hovedet og opmærksomheden tydeligt nu fokuseret på fiskene. Hun mærkede hvordan den spændte op og øgede farten, glidende næsten lydløst op gennem vandet lige mod stimen der nærmede sig den forreste af de to havfolk. En ung kvinde noterede Moana sig svagt, som hun selv trak sin trefork og gjorde sig klar.
Tauwhanga åbnede gabet og strøg lige gennem stimen med et haps umuligt at fejltage som andet end hvad det var og cirklede væk for at angribe frokosten igen.
Moana var steget af sadlen i farten og cirklede med et par kraftige slag med den turkise hale tilbage og ind foran kvinde. "Hold jer bag mig og sammen." Fiskene kunne stadig nå at angribe, skønt de manglede en god bid af hvad de havde været før.

En kold gysning gik ned af Neridas ryg, som hun i det sekund så ind i slangehovedfisknes øjne. ”Hyggelig mad…. Frisk mad….” at kunne forstå og tale med alle havets dyr, havde hun i sine unge år hurtigt forstået var både en gave og en frygtelig viden på, hvad de mere ondskabsfulde undervandsyr sagde til hinanden. 

Hun slog ganske langsomt sin hale for at bakke lidt klar over at nu skulle det gå stærkt. ”hør… jeg er sikker….” hun nåede ikke at sige sætningen færdig, før et dyr hun ikke havde hørt kom nedefra, et øjeblik var hun sikker på den angrib dem alle. Forskrækket over dens ankomst slog hun et par hurtige slag, med den gyldne hale, for at komme baglæns væk fra situationen. Blot for at ramme ind i havmanden, der også var blevet overrasket og valgt at svømme mod hende for et øjeblik måske være en smule galant.

Nerida så på havkvinden der var ankommet, der nu stod kamp klar foran hende. Hun gjorde bare hvad kvinden sagde uden et ord. Lige indtil Alister.. -det var Alister han hed.-  ville protestere og svømme foran Nerida. Hun greb efter hans arm og holdt ham på siden ”Drob det. Hun har mere styr på det end du har, og hvis noget kommer bagfra forventer jeg, de tager dig først” Nerida var stadig vred. Hun havde så meget at skulle ha sagt til både Gelinda og Allie, når hun engang kom ud af denne ålepine. Stakkels Alister var sikkert blevet først bag lyset af Gelinda og fået lavet hjernen til grød af Allies skønhed og charme.

Slangehovederne gav et halvhjertet forsøg på at angribe igen. Men selv de vidste at kampen var tabt for de opgav hurtigt og forsvandt tilbage i dybet. Nerida ventede et par sekunder for at være sikker på der ikke var flere der mente de var et let bytte, før hun adresserede Kvinden. ”Vi takker Dem, Miss. Vi beklager virkelig at deres assistance var nødvendigt.” Nerida var godt klar over hvor dumt det måtte se ud, at de var her, uden at tage de rigtige forholdsregler.

At de var ankommet som en overraskelse for både fisk og havfolk var ikke til at tage fejl af for Moana. Fiskene svømmede i et øjebliks forvirring hastigt ud og ind mellem hinanden for at sløre deres antal og hvor de var i forhold til hinanden, men det ville kun vare kort før de huskede de var på rov. Et øjeblik Tauwhanga brugte på at vende og sluge første fangst, før den med et glimt af skæl, lysende øjne og et gab ikke til at tage fejl af, snuppede en bid mere af stimen.
Det var alt de glubske fisk kunne holde til før de forsvandt i alle retninger der førte mod dybet igen.

Moana havde haft opmærksomheden delt mellem slangehovedfiskene og de unge bag hende. Hvem der var mest uforudsigelig i deres reaktioner var hun ikke sikker på, men hun tog ingen chancer. De unge havde trods alt været ude hvor de ikke burde være og efter hvad hun havde nået at se dårligt udstyret til det også. Noget hun bestemt ikke ville lade gå upåtalt hen. Fiskene var ved at opdage de ikke var helt så farlige som de havde troet sig. Eller så heldige.
De unge kvindes stemme fik dog et hårdt smil frem på Moanas læber, før hun strammede grebet om treforken og med et sving af den sikrede sig fiskenes sidste, halvhjertede angreb blev forblev truende og ikke reelt farlig for de to bag hende.

Så forsvandt de endelig af syne og hun kunne vende sig mod de to unge, mens dragen cirklede ned under dem jagende de langsommeste af slanghovedfiskene og skabende spredt panik blandt andre fisk i dybet der havde lugtet blodet og indset faren i blandt dem.
Før hun nåede at tale og mens hun tog de to ind, tog kvinden atter ordet med mere høflighed end Moana havde forventet af nogen lige reddet ud af en knibe. Hun nikkede let som acceptet af den givne tak. "I var heldige jeg var på til Aquarin." Så gled en skarpere tone ind i hendes stemme som hun fastholdt dem med blikket. "Hvad laver I herude? Uden våben eller ordentlig forsvar? Ved I ikke hvad det er for et sted I er på vej henover?"

Moana lod blikket hvile på dem efter tur og kunne tydeligt se hvordan den unge mand blev om noget endnu mere ubehageligt til mode over hele situationen. "Jeres navne, tak." Så måtte de se om hun blev nødt til at tage deres opførsel op med deres forældre eller overordnede eller begge dele.

Nerida så kort efter dragen der var svømmet efter andre fisk ned i dybet, af en kort split af nysgerrighed, det var ikke hver dag der kom drager til Aquarin. Men ikke nok til at det tog hende væk fra den situration hun var i. 

Hun gav et kort smil til kvinden der heldigvis nikkede som accept, mens hun hastigt forsøgte at finde en balance mellem at tage ansvar for, hvorfor hun dog havde været herude med så dårlig påklædning, og give Alister det fjols skylden. Ikke et øjeblik for sent da det var nøjagtigt det spørgsmål der kom fra kvinden i sekundet efter. 
Nerida Bid tænderne vredt sammen og gav Alister et blik der kunne starte en ildebrand under havets overflade. Men fjolset var stille i øjeblikket, og gav hende ikke meget hjælp. Så meget for det korte øjeblik af galanthed.
”En længere og pinlig historie Miss, jeg forklare den gerne, men…” hun sendte Alister endnu et blik ”Måske ude fra dette dyb?” Hun blev nød til at forklare sig. Men hun ville have det bedst med at være et sted, hvor hendes to eneste forsvar ikke var en kvinde hun ikke kendte og en havmand hun kunne fodre til det der angrib.

Alister valgte nu at bryde kort ind ”det er min fejl Miss, det hele er en misforståelse” han bryd sig bestemt ikke om hvordan det hele havde udviklet sig. Og han havde lige indset hvis Datter han havde taget med på date. Hele Nereus familien var i stand til at forsvare sig selv- også den datter der havde valgt kunstner vejen. Han rømmede sig igen. ”Alister Barracudon, Miss”

Nerida holdt vejret et par sekunder for at være sikker på hendes stemme ikke blev spydig og irriterende, efter Alisters ord. Da hun havde styr på stemmen igen, svarede hun i sit normale høflig stemme ”Nerida Nereus” det irriterede hende grænseløst at hendes far ville høre om dette. Generalen for den kongelig hærs ældste datter, fanget i det åbne, uden våben. Det var næsten mere pinligt, end at have være naiv nok til at svømme med Alister på en date.

Moana betragtede de to unge afventende, som hendes ord ramte dem med blandende reaktioner. Den unge kvinde så stadig særdeles utilfreds ud med hele situationen og det blik hun sendte til den unge mand var et Moana alt for godt kunne huske fra sine søstre. Den unge mand så ud til at opfange det, men være væk i egne tanker. Sikkert findende på en troværdig historie sammen med en måde at undgå at svare på hendes sidste spørgsmål. Ikke at det ville ske.

Det blev da også kvinden der endnu engang tog ordet og forsøgte at glatte ud. Noget der sikrede hende et halvt morende blik fra Moana og et hævet øjenbryn. Den unge dame havde dog en pointe. "Rimeligt. Jeg kan vente med historien til vi er over mere sikker bund. Tauwhanga er effektiv, men ingen grund til at tage unødige chancer." Hun lod ved det blikket søge ned, men drage var ikke at spotte i mørket. Med et mentalt suk udsendte hun en stribe klikke-lyde med forventning om at der nok kom svar... når de sidste fisk var spist.

Den lille afledningen havde været nok for manden til at gøre opmærksom på sig selv og tilegne sig hendes fulde opmærksomhed. "En misforståelse?" Der var nu kommet en vantro klang i hendes stemme. I det mindste tog han lidt ansvar, men intet kunne forklare en tur her ud som en misforståelse. Han gav så også sit navn, der desværre forventet havde et efternavn hun kendte til.  Hvad der dog fik Moana til kort at lukke øjnene og tælle til fem var kvindens afsløring af navn. Nereus. Det havde bare at være... Virkeligheden ramte hende helt som hun åbnede øjnene igen og så den yngre havkvinde an.... Cyraneus' søster. Hun burde vel have ventet det.

Høfligheden fordrede heldigvis det næste, som hun fik sagt med et let buk til de to af højere havrang. "Jeg er Moana Maknamana, kriger i den Aquarinske Kongelige Æresgarde og Ridder af Lyset." Som hun te lod en let trillende klikke nedefra og dragen strøg legende forbi under dem. "Lad os fortsætte samtalen nærmere Auquarins sikkerhed." Måske kunne de endda give hende en grund til ikke at udlevere dem til deres forældre. Hun kunne vel håbe. Afventende betragtede hun dem til de satte i bevægelse og slog så følge på den frie side af Nerida. "Og her troede jeg din søster var den mest uforsigtige af jer..."

Nerida takkede kort Valeria for at hun fik lidt længere tid til at finde den bedste forklaring på siturationen. Hvis hun gjorde det Diplomatisk nok var der måske en mulighed for dette ikke blev at for offetligt. Eller hun havde i hvert fald hvis Alister var smart nok til at lade hende føre ordet. Nerida så ned i dybet ligesom kvinden gjorde. Tauwhanga måtte være dragen hun havde haft med der åbenbart fandt slangehovedet lækre.

Nerida´s finner krøllede sig lidt sammen over Alisters ord. Men bestemte sig for i sit stille sind ikke at redde ham ud af denne. Hvis manden ikke selv kunne høre hvor tåbeligt det lyd, så kunne alligevel ikke hjælpe fjolset. Han burde vide bedre, og fået en bedre opdragelse end det.

Nerida så kvinden an da hun præsenterede sig, og trak kort på brynene, det var et navn hun havde hørt før. Hendes bror havde snakket om en kvindelig kollega på landjorden der også kom fra havet. Nerida havde været nysgerrig nok til at finde ud af Krigeren også havde være med til at beskytte hende selv og hendes søstre til adlens gøren og laden. Ikke at hun havde lagt meget mærke til krigeren dengang.
Hun så dragen der kom mod dem, med lidt mere nysgerrighed. De fleste drager hun havde læst og hørt om var ondskabsfulde skabninger. Men hun havde også hørt, at lyset ny havde deres egne stalde, og avls programmer. Et kort øjeblik var nysgerrigheden der om hun kunne forstå dyret som hun kunne forstå resten af havets dyr. Men hvis hun kunne snakkede dragen i hvert fald ikke.

Nerida begyndte at svømme i den givne retning, og sørgede snobbet nok for at Alister aldrig var foran hende. Hun så overrasket over på Moana som denne tiltalte hende, og der undslap et kort ægte grin ” Det går an på så meget” Det var altså den Moana hendes bror havde talt om, og som havde været ved hoffet.
Den stædige vrede der stadig boblede i hende over Alister sørgede også for, at nu hvor krigeren havde brudt isen så kunne hun sige præcis hvad der kom til hende.
”Den yngste af os er bare ikke ret god til at få skylden over på andre. – bare rolig jeg skal nok få hende det lært” Der var en smule humor i det. Men det lå også lidt i ordne at hvis ret skulle være ret, var Nerida den der kom mest i problemer.
Hun så over på Moana og der lå stadig en smule af det grin fra før i hendes øjne ”Du er Ridderen, der kender Cyren?”

Moana forsøgte at holde et muntert glimt fra at nå de turkise øjne, som Nerida svarede hende vævende. Åh ja, det kom virkelig an på meget hvilken søster der blev erklæret mest uforsigtig. Hun skulle vide det. Hun havde vogtet dem alle og være hørt historierne fortalt eller hvisket. Nok til at hun nu havde svært ved at holde alvoren, som den burde være, skønt den nok ville vende tilbage når de var over sikker bund igen.
"Ah, så det er det som er forklaringen. Jeg vidste ikke alle historierne der løb kunne være helt plantet..." Hun morede sig lidt over den bekræftelse hun allerede havde fået fra den anden, men også over den forfriskende anden side af en af dr højbårne der blive givet glimt af.

Mere overraskende var det næste, skønt det ikke burde have været det. Selvfølgelig måtte Cyraneus have nævnt hende overfor familien. De havde trods alt været parret sammen arbejdsmæssigt i nogle år, før de begge var blevet riddere og havde fået opgaver hver for sig. Hun havde bare ikke tænkt over at han nok havde kontakt med nogle dele af familien til trods for forholdet til faderen. "En af dem, ja, men også den eneste hernede fra." Hun lod blikket glide fra Nerida ud over omgivelser og så udkanten af plateauet Aquarin var bygget på nærme sig. "Han har nævnt mig?" Hun så til siden igen med et skævt smil. Som hvad havde han mon nævnt hende? Kampfælle? Landsfælle? Sengefælle? Det sidste næppe for til trods for det var en rimelig dårligt skjult ting i Lysets hær efterhånden, så var det heller ikke noget de helt talte om.

Nerida smilede og der kom en del mere humor ind i de orange øjne. Som en del af adlen havde hun ikke socialiseret meget med krigerne og tjenere. Og de gange hun havde snakket mere med dem end bare et hej. Havde hun været sikker på de vidste mere om hende end hendes egen familie gjorde. ”Naaa man synder ikke velansete riddere og krigere som man gjorde før i tiden” svarede hun drillende igen. Hun var ikke et øjeblik i tvivl om at tjenestefolkene og krigerne vidste mere end de selv sagde. De havde trods alt deres gang imellem adelen, og mange fra hendes stand tog ikke notits om de var der eller ej når de åbnede munden.

Nerida nikkede og havde næsten glemt havmanden bag hende. ”der er ikke så mange, høre jeg? Der tager op til overfladen og hjælper? ” hun havde overvejet at besøge hendes bror på landjorden. Men ligefrem hjælpe kunne hun nok ikke, hun regnede ikke med at mennesker satte stor pris på sirene sang. Men hendes nysgerrighed lagde alligevel pres for i det mindste at opleve overfladen. ”Ja da. Du var hende der tog havform i et badehus din første dag.?” hun valgte med vilje det mest pinlige hendes bror havde sagt om den nye kriger, med leende øjne og et lille smil på læben. hun havde skulle tvinge detaljer ud af Cyran omkring krigeren han arbejde med. og kun med lillesøsterlist havde hun fået andre detaljer, end at kvinden kunne sit kram, og var en god soldat
Der dog hurtigt blev lidt mere seriøst ”Jeg er dog glad for han har en kollega deroppe af hans egen art. det kan ikke være let deroppe” hun synes snart ikke hun hørte andet end dårligt nyt fra overfladen.
Som de kom tættere på hovedstaden og væk fra dybet satte hun farten lidt ned, der var ikke så mange fare så tæt på byen. Og det var overraskende hyggeligt at snakke med Moana. ”Hvordan er det deroppe nu? Stadig pest, krig, eller dødens præster?” hun ville ønske at folk var bedre til at give hende reelle information fra overfladen, og ville gerne vide hvordan det gik hendes bror. Men ikke mange ville dele overfladens drama, med en adelig sirene.

Moana lo dæmpet, men lod ellers emnet falde. Hun havde bestemt fundet en af de mere eventyrlystne af Cyraneus' søstre, hvis ikke den mest. Han havde givet enkle historier videre fra deres barndom, men det havde hurtigt vist sig at Moana var den der lå inde med de nyeste og mest obskure. Åbenbart havde tøserne udnyttet storebrors fravær til at udvikle hver deres ballade-sæt.

"Ikke mange nej, og forståeligt når først man har været der. Bare det at miste halen og hele tiden føle sig udtørret er nok til at få en hver til at ønske sig tilbage her igen." Havet havde sine egne fare, men de var kendte i modsætning til dem på overfladen. Noget hun nok skulle vente med at fortælle Nerida tilde havde overstået forklaringen på seneste eventyr.
Moana måtte dog sende et skævt smil i den andens retning, som denne bragte en af hendes egne mindre flatterende historier op. "I Dianthos ja. Jeg havde været på overfladen en ugestid da." Godt udtørret og ikke forberedt på hvad vandets kalden kunne gøre ved hendes mentale kontrol.

Hun stoppede dem op, som de var kommet ind over plateauet, men lod Nerida snakke færdig før hun skar igennem. "Det er for senere dog." Hun lod blikket glide fra den ene til den anden, mens hun samlede alvoren sammen om sig igen. "Først var der en forklaring at give på den såkaldte misforståelse." De måtte selv finde ud af hvem der gav den eller om de begge gjorde, men hun havde lidt at sige til dem begge under alle omstændigheder. Begge burde have vidst bedre, men alt efter hvem der havde ment stedet var et godt sted at tage hen var en noget mere ansvarlig end den anden.

Nerida lyttede mere opmærksomt da Moana snakkede om følelsen, om at komme op på landjorden. Det var noget hun gerne ville høre om, hvis hun da nogensinde skulle prøve at tage derop for en kort stund. Det var en helt surrealistisk tanke at miste halen og få ben i stedet. 

”jeg havde nok gjorde det samme hvis jeg savnede vandet” svarede hun lidt eftertænksom. Det må være en underlig følelse at være udtørret og så i lang tid. Alt vand ville være velkommen. Nerida stoppede op, som Moana gjorde tegn til dem om at stoppe. Hun kastede et blik over på Alister der nu var formildet, men dog tydeligt irriteret specielt nu, hvor hun blev mindet om at han stadig var der.

Alister rettede sig op da han åbenbart mente han var personen til at komme med forklaringen, til denne ridder, om han var mand nok til var Nerida dog meget i tvivl om. ”Miss. Jeg var blevet fejlinformeret om udflugtens natur fra en tredje part” til hans forsvar holdt han øjenkontakten, i et forsøg på at holde bolden på hans side. Selvom den aldrig rigtigt havde været der.

Nerida lukkede kort øjnene, blot for at tælle til tre, og fandt de folder frem, man altid lærte som adelig, og specielt adelig kvinde – det lette smil og evige glattenede ud som adlens kvinder, af en grund var bedre til end mænd. I dette øjeblik var hun dog mere klar på at smide ham under hajen. Så og sige ”vi endte i den farlige situation, fordi jeg var uforsigtig og antog at Hr. Barracudon, vidste hvilken slags områder der er sikre at færdes i på en date.” hun kunne godt selv høre det lille snert af bitterheden i det der kom ud. Men det var noget bedre end de ord der fløj rundt i hendes hjerne om den stupide situation og hans valg.

og hun vidste også at det bedste i deres situation lige nu var at give Moana de oplysninger hun ville have, hvis Ridden først skulle til at grave efter oplysninger, og blive irriterenet, var det der blev rapporteret tilbage nok også farvet deraf. 

Moana lod de to unge om indbyrdes at finde ud af hvem der startede og hvad skulle siges. Neridas blik til den unge Alister var sigende, men også tabt på manden der virkede til at have fundet lidt rygrad frem. Måske fordi han havde en ide om hvem Moana ville rapportere ham til, måske fordi han selv havde indset i hvilke problemer de stadig var.
Hans ord fik hende da også kun til at fæste blikket fuldt på ham, mens hun tydeligt vurderede om han mente hun var idiot eller komplet inkompetent eller om han selv var det. Det sidste hvis Neridas ord var noget at gå efter, men efter de blikke Moana havde set blive sendt og med den tone der blev brugt, kunne de lægges vægt på flere ting.

Hun lod halen vippe roligt frem og tilbage i perfekt balance i vandet. "Hr. Barracudon. De vil have mig til at forstå af en yngre søn af en kriger-slægt ikke har kendskab til Perlerevets fare? Og i givet fald ikke undersøgte noget om stedet, før De bragte en ledsager uforberedt derud? Har De ingen sans for noget som helst? Det kan ikke undskyldes eller bortforklares. De havde et ansvar så meget for Dem selv som kvinden De bragte med Dem og Deres forklaring antyder en manglende forståelse herfor! Jeg antager De tjener i hæren?" Hun gav den noget paffe unge mand tid til at svare med et nik, før hun tog ordet igen. "Godt. Jeg vil finde Deres overordnede og vende dette. De kan forlade os nu." Hun hævede et øjenbryn som han tøvede og tilføjede så tørt. "Eller vil De forklare Generalen De bragte hans ældste datter i livsfare?" Al farve drænede fra ham ved det og efter et øjekast til Nerida tog han et hastigt tilbagetog til byen.

Moana fulgte ham ikke med blikket, men lod det falde fuldt og helt på Nerida. Et langt øjeblik bare tavst og vurderende, før hun sukkede let. "Og hvordan får vi den her ikke-forklaret for din far? Historien vil løbe for din date eller hvem end sendte ham på den færd vil tale over sig, så hvad er din forklaring?" Forhåbentlig var den en del bedre end at forsøge at spille dum og godtroende. Ingen ville købe den der havde mødt hende mere end fem minutter.

Neridas hale svajede let og elegant for at holde hende hvor hun var, hvis et menneske så det ville det næsten lige at hendes hale var en gylden kjole, en let brise tog fat i.

Etiketten lod hende holde blikket let sænket, uden at se ned. de fik gammeldags skæld ud og det var kun værdig at tilkendegive det, og kun se op når der blev talt til hende. Og selvom hendes indre havde lyst til at smile en smule af den omgang Alister fik, var det ikke af se i hendes ansigt. det var under hende, at vise skadefro. og hun var ikke helt sikker på hvilket svar hun selv ville få. Moana virkede til at gå efter reglerne, hvor ting skulle rapporteres, på trods af Krigeren inddrog i en lettere privat samtale tidligere.

Hun lagde vær med at se efter Alister som han flygtede, han havde grund til at frygte hendes far, specielt når han selv var i hæren. Før eller senere ville Generalen finde ud af noget er sket og selvom han nok ville skælde hende ud, ville Alister få en helt anden overhaling.
Hun løftede blikket det det var tydeligt at det var hendes tur nu, og mødte Moanas øjne. Hun vidste ikke helt hvad Ridderen tænkte eller ville gøre.

Nerida hævede elegant begge øjnbryn som et svagt tegn på overraskelse af ridderens ord. hun havde næsten været sikker på der ville falde et eller andet. "Med et helt liv i den familie, har jeg efterhånden lært at håndtere min kære fader." svarede hun roligt, og med et lille smil på læben "mit bedste forsvar lige nu er enten at komme det i forkøbet og fortælle min far hvad der skete før han høre de forkerte rygter, eller børste hændelsen under bordet og få min kære moder på min side" det var ikke helt velset for en adelig at snakke så frit, uden at tage forhold til stand og status. men Moana kendte Cyran og det gjorde hende til en ven i øjeblikket.

Moana kunne ikke lade være med at komme med et lille fnys ved den udtalelse, men det var også tydeligt at en del af alvoren hos hende var blevet erstatte med humor. Nerida var ikke den der havde bestemt hvor målet var eller haft mulighed for at være forberedt på det. Det vippede for ridderen skylden meget rimeligt over på den unge mand, der nu var på vej væk og ude af syne. En skyld hun måtte tage sig af lidt senere, men som kunne vente til hun havde Cyrans søster vel hjemme og forhåbentlig leveret udenom alt for stor en overhaling for uforsigtighed og tilsvining af navnet Nereus.

"Han kan ellers være noget af en udfordring at håndtere." Hun kunne ikke forhindre en grimasse at forme sig som hun tilføjede. "Eller blive håndteret af, som de fleste af os... underlinge og dybdekravlere har været det fra uheldig tid til anden." Generalen var kompetent, men hans syn på verden var hakket i granit og ikke altid for inkluderende. Der var trods alt en grund til Cyraneus havde valgt at forsøge sig på overfladen og sjældent nævnte familien derhjemme. Det sidste noget som kun havde gjort hende mere nysgerrig på dem om hvor meget andet de var end det hun havde set til dem fra sine vagter.

Så nikkede hun dog let. "Sandheden bør være at foretrække - især da han vil finde ud af det her." Hæren var ude af stand til at holde på den slags historier under alle omstændigheder. "Er han faldet ned efter det med din søster?"

Nerida smilede let af Moanas kommentar om hendes far. Krigeren havde selvfølgelig ret. Generalen var ikke at spøge med, han var dygtig og for det meste fair. men ord som gammeldags, konservativ og rasistik samt andre i den dur, var også tit brugt på at beskrive ham. Nerida havde lært at omgås ham og hun havde en fordel af at være pige, hendes bror havde nok ikke haft det lige så nemt som hans søstre havde haft det. 
Ingen tvivl om at han ville sørge for at denne situration blev påtalt og Nerida ville højst sandsynligt få svært ved at få unge mænd eller piger for den sags skyld til at bruge tid med hende et stykke tid. af ren frygt for faderen.
Hun lagde hovedet let på skrå som tanken faldt hende. "måske det er på tide at besøge overfladen bare for lidt nyt luft og bekendtskaber   hun sagde det dog ikke til krigeren foran hende. Ingen grund til at blande Moana ind i alt for meget ved hendes familie. 

Hun kluklo lidt "det vil jeg ikke helt sige, Man vi er så heldige at han altid kan fordybe sig i arbejde." søsteren havde fået noget af et spetakkel efter sig, men til alt hel for lillesøsteren var dagens hændelser måske nok til at faderen glemte hende for en stund og fokusere på den ældste af hans døtre. 

- afsluttet -