Askfay havde ikke brug for at blive healet. Hun havde fået et par blå mærker, af at blive kastet op imod en af søljerne i templet, men det var ikke noget, der gjorde hende dårligere i en kamp. Hun havde bedt tænderne sammen igennem værre end dét. 

Alligevel opsøgte hun healeren, så snart hun fik mulighed for det. Hun havde gennemsøgt dronningens værelse, ladet hendes soldater se på deres sår først og derefter sat dem på vagt, inden hun gav sig selv et par minutter fri og trådte ind på værelset, hvor de havde fået at vide at Netrish holdt til. Hun var nødt til at se beboerne i slottet an, hver og én, hvis muligt, og det her var bare endnu én hun gerne ville tjekke op på.

Fra det øjeblik hun så, at det var en elver hun var trådt ind hos, blev hendes blik mildere og hendes mistro til Valkar mindre.

"Jeg er overrasket over at se en elver her," sagde hun, i stedet for en hilsen, på elvisk. Der var ingen grund til at tale krystaliansk. Des færre der forstod hvad de snakkede om, des bedre.

Netrish havde gjort hvad hun kunne for de spontane gæster Valkar havde bagt ind. Hun havde bragt de i livsfare sikkert tilbage til livets side, og ydet hvad assistance hun kunne til gæsten der var i midtpunkt. Det havde dog været begrænset hvad hun kunne gøre. Netrish var ikke helbreder af profession, og hendes gave var kun lille. Men sammen med Valkars lægekyndige havde hun gjort en forskel.

Der var dog ikke gået fra den sidste soldat var bagt udenfor livsfare, til den lægekyndige havde sendt Netrish væk. Han viste hvor meget energi det tog for hende at helbrede, og hvor stædig hun kunne være om at fortsætte.

Værelset Askfay trådte ind på var derfor et andet gæsteværelse. Det var en smule større end det dronningen var blevet tilbudt, og så ud til at være et af slottets bedste, med udsigt over haverne.

Netrish havde siddet ved ildstedet, med sit hellige symbol i hånden, men rejste sig omgående da døren gik op. Hun knyttede hånden en smule om symbolet da hun så det var en elver.

Stilhed lagde sig over det lille kammer, efter de elviske ord havde lydt. Netrishs ansigt var fattet, men der var forvirring at spore i hendes blik. Endelig åbnede netrish munden, og svarede kvinden på elvernes sprog.
"jeg forstå ikke.." svarede hun langsomt "elvisk". Udtalen var forfærdelig, og sætningen gav kun lige mening. Det var som havde nogen lært 4 ord uden kontekst, og havde sat dem sammen med et håb om at det gav mening. Det var som mange mennesker brugte det elviske sprog.
Alligevel stod Netrish der, med rank ryg og kæmpede sig igennem ordrerne i en fattet, kontrolleret tone. De eneste tegn af ubehag ved situationen, lå gemt i de blå øjne.

"Du forstår ikke elvisk," rettede Askfay straks elverkvinden, på elvisk, som var hun en irriteret lærerinde, der rettede på sin elevs sprog. Det blev sagt langsomt og tydeligt, for selv hvis Netrish ikke kunne elvisk nu, så måtte hun da lære det på et tidspunkt. Hun så også ganske ung ud, hvilket var med til at gøre Askfay lidt mere tilgivende overfor hendes manglende sprogevner.

"Du myrder vores sprog med din udtale," sagde hun så, denne gang på krystalisiansk. Hun havde accent på krystalisiansk, for selvom hun havde lært det og talte det uden problemer, talte hun det så sjældent og gik så lidt op i sin udtale, at det på ingen måde lød som når et menneske snakkede det. Askfay foretrak også klart at beholde noget af den syngende tone fra elvisk, når hun talte på andre sprog. Det var for svært at lade være. "Du lyder som et menneske," tilføjede hun, en smule drillende i sin tone, vant til at lave jokes på menneskeracens bekostning.

"Hvordan kan det være? Blev du bortført som barn?" Pludselig var hendes tone alvorlig - elverbørn var smukke og mange penge værd i en slavehandel. Denne elver var tydeligvis heller ikke så gammel og for alt de vidste af, kunne Valkar sagtens have købt slaver. 

Netrish øjne blev hårde ved den anden elvers belæring. Selvom Netrish kun lige forstod ordrene og rettelsen de indeholdt, forstod hun ganske tydeligt når hun blev talt ned til.
Da elverkvinden skiftede til Krystalisiansk var det en ringe trøst. Det hele var som et pinefuldt flashback til det ene, ganske korte, besøg hun gjorde til skoven Elverly. Det ene forsøg hun havde gjort for at få en forbindelse til det folk hun delte blod med. Det havde været en kort, tragisk affære hun ikke havde haft intentioner om at gentage lige foreløbig.

"Tak" svarede Netrish simpelt på elvisk. Selv det enkelte, simple ord var tungt med menneskelig accent og manglede de syngende nuancer af elvernes tunge.
Netrish var dog ved at nå enden af sit elviske ordforråd, og skiftede over til et perfekt krystaliansk. "Jeg blev efterladt som barn, og reddet af mennesker. Jeg har levet blandt dem siden, og de har vist mig mere venlighed end nogen elver jeg har mødt" forklarede hun tørt, hendes ansigt roligt, men blikket i de blå øjne blev mere og mere hårdt for hvert ord der forlod de fyldige læber.
Det føltes forkert for Netrish at omtale sin familie, den far og mor der havde taget sig af hende og opfostret hende, som blot 'mennesker', især med den tone den anden kvinde havde lagt for dagen. Men Netrish havde heller ingen intention om at lade samtale vare længere end højst nødvendigt, og den anden kvinde lod ikke til at være typen, der tog et 'nej.' pænt.
"Men jeg antager De kom her af en årsag? Andet end en sproglektion."

I det mindste kunne elveren sige 'tak'. Dét blødte Askfay lidt mere op. Det samme gjorde den efterfølgende historie. Askfay havde sin tvivl om hvorvidt en elverfamilie virkelig bare ville forlade deres barn, men hun havde ingen tvivl om at mennesker ville se sådan et barn og tage det til sig som sit eget. Mennesker virkede klar til at adoptere hvad som helst, så længe det var småt og så sødt ud. Netrish havde uden tvivl ingen undtagelse været som barn. At få et elverbarn var lidt som at få en hund, der forblev hvalp hele dens liv, for et menneske, hvis levealder var langt kortere end elvernes. Askfay både foragtede menneskerne og så op til dem for helt ukritisk at tage sig af et andet væsen. Der var heller ingen tvivl om sandheden af Netrish' ord da hun påtalte elvernes manglende venlighed overfor hende. Men hvad regnede hun med, når hun ikke engang kunne sproget?

Askfay var taknemmelig da emnet blev ændret, uden hun behøvede at kommentere på hele Netrish' tragiske historie. Dét ville hun helst undgå. Der var ingen måde at undskylde for elverens forældre, når hun ikke kendte historien bag deres forsvinden. 

"Jeg kom for at møde dig." Hun så sig omkring i værelset. Netrish så i hvert fald ikke ud til at være taget til fange herinde. "Det er ikke sikkert for elvere at færdes i landet længere. Ikke engang selvom de er vokset op hos mennesker. Er du tilfreds her? Vi kan hjælpe dig, hvis du har brug for det."

Den anden elvers ord gjorde intet for at ændre Netrish kølige ansigtsudtryk, men hendes blik mildende en anelse, som den anden tilsyneladende blot ønskede at sikre sig Netrish var der af egen fri vilje.
"Det er jeg, ja. Jeg er tilbudt husly her indtil vejene igen er mere sikre at færdes på" svarede hun, og gav et svagt nik, som anderkendelse af den anden kvindes bekymring, hvis man da kunne kalde det det.

Det var en sær følelse, at blive tilbud hjælp så redeligt nu, og så fjernt fra skoven. Det var en hjælp tilbudt af den ene grund, at hun var elver. Hvem eller hvad hun ellers var, lod ikke til at holde megen vigtighed i øjeblikket.

"Det er ikke så slemt her i Azurien, som andre steder" fortsatte Netrish roligt "Syd for Dianthos bliver elvere jagtet som vildt, og solgt til højestbydende i Balzera" fortalte hun.
Der var andre dernede der havde mere brug for hjælpen end Netrish på nuværende tidspunkt, og hvis denne kvinde virkelig bekymrede sig så meget for sit folk som Netrish havde indtrykket af, ville hun måske tage informationen til nogen der kunne handle på den. Hvad man kunne gøre ved et helt folk der systematisk var indsamlet og solgt viste hun ikke, men hun håbede de kunne gøre noget. 

Askfay stolede ikke på ikke-elvere, stolede slet ikke på mænd, men Valkar beviste igen og igen at han var tilliden værd. Alligevel nægtede Askfay ham den - mindst én i deres gruppe burde forholde sig kritisk til deres vært, selvom han så både fornuftig og venligtsindet ud.

"Vores vært har været gavmild ved dig," svarede hun køligt, men oprigtigt. Det var ikke enhver der ville tilbyde husly til én der manglede den, slet ikke til en elver. 

"Det har jeg hørt," medgav hun, med en blanding af bitterhed og sorg i stemmen. "Jeg kan ikke hjælpe dem endnu, men så snart det her er overstået vil jeg sørge for at sætte noget i gang." Det var et løfte både til Netrish og til hende selv. "Det er min pligt at hjælpe mine artsfæller." 'Pligt' kom ud på elvisk - Askfay kendte ikke det krystalisianske ord for det, vidste ikke om de barbariske mennesker overhovedet forstod meningen af pligt. 

For Askfay kom skovelverne altid i første række, men alle andre elvere kom på en tæt andenplads. Og den elver der stod foran hende var tydeligvis en skovelver, så hvis hun var nødt til at flygte, var der noget helt galt. 

Netrish nikkede en gang, fast, som elveren svar fik temperaturen i rummet til at falde en grad eller to. Det var tydeligt hun ikke brød sig om Valkar, eller mennesker muligvis, men hun lod heller ikke til at betvivl Netrishs ord. Det var nok til hende.
Valkar havde været mere en blot gavmild, men Netrish følte intet behov for at uddybe hans gerninger for denne kvinde.

Den anden elvers løfte om at sikre der blev gjort noget for elverne. Det var tydeligt kvinden tog det seriøst - og personligt. Skønt Netrish ikke forstod det elviske ord der blev brugt, var sammenhængen tydelig.

"Forståelse. Tak" hun forsøgte sig med sit begænsede elviske ordforråd på ny. Selvom orderne kun kom langsomt og kluntet, så mente Netrish stadig at hun skyldte kvinden at prøve, nu hun lovede at hjælpe de sjæle der fortsat led den skæbne Netrish selv var blevet reddet fra. 

På trods af at Netrish ikke kunne bøje sine ord korrekt, godtog Askfay forsøget på elvisk med den mindste antydning af et smil i øjenkrogene. Helt uden at tænke sig om, åbnede hun munden for at rette hendes elviske, ikke for at være led, men af ren høflighed og for at lære videre, men kom heldigvis i tanke om hvordan Netrish havde taget hendes sidste rettelse og endte med at lukke munden igen, imens hun ledte efter noget mere passende at sige.

"Pas på dig selv." Det var ufarlige ord - en påmindelse om, at der var folk, der var efter hende og en påmindelse om, at der var i hvert fald én person, der ønskede at hun skulle klare sig, også selvom den person var en stort set fremmed artsfælle. "Og hvis du nogensinde kommer til Elverly, så tøv ikke med at opsøge mig. Elveres liv er længere end menneskers og uden os vil du en dag blive meget ensom."

Askfay tænkte på Valkar, da hun sagde det - hun kendte ikke hans sande race, men så ham blot som et menneske. Et menneske, der ville dø mange hundrede år før Netrish ville få en eneste rynke i sit kønne ansigt. Hun kunne jo se, at Netrish ikke var meget ældre end et barn.
"Hvor gammel er du, min ven?" Endnu engang slog hun over på elvisk, da der var et ord hun ikke kendte på krystalisiansk. Kælenavne var som regel ikke nødvendige i diplomati. 

Netrish var lettet, på trods af sig selv, over at se det lille smil ved den anden kvindes øjenkrog. Netrish indså dog også ganske hurtigt at hun havde lavet en fejl, ikke ved at tale elvisk, men i sin udtale? Bøjning? Hun var ikke sikker, men hendes evner taget i betragtning var det sandsynligvis begge dele. Til trods for sit blod, havde hun primært hørt ordrene formet af mennesketunger.

Netrish bøjede sin nakke en anelse, i anderkendelse og roligt voksende respekt for den anden kvinde. Selvom de var kommet ind på den forkerte fod lod kvinden til at ville det godt, og selvom det måske kun var for blodet i hendes åre, var det et sentiment Netrish var uvant med, men fandt hun påskønnede.

Som den anden fortsatte flakkede Netrish blik for første gang, og det var tydeligt at ordrene ramte et umådeligt ømt punkt. Tegn på den ensomhed måske allerede havde gjort sit indtog. "Denne sommer bliver min 183'ene" svarede hun med rank ryg, og en tone der antydede at Netrish bestemt var i den opfattelse, at hun var ganske gammel og vis.

"Jeg besøgte skoven for.. det er vel en 4-5 år siden, men jeg nåde ikke langt ind, før jeg var nød til at vende om. Folks reaktioner blev trættende hurtigt" forklarede hun en anelse tørt med et sigende blik. Kvinden hers reaktion var ikke ny for Netrish. Og efter at have skulle forklare sig de første 15 gange havde hun givet op og vendt om.
"Desuden.." forsigtigt, grænsende til nervøst, åbnede Netrish sin hånd, og viste havde hun havde knuget der siden elveren var trådt ind. Det var et Kile symbol, et gammelt et af slagsen. Designet var simplere end det man ofte så nu, men masken var ikke til at tage fejl af "..gør min pligt det ikke lettere. Jeg forkynder Kiles ord og budskab, og har gjort det knap halvandethundrede år. Og vil gøre det længe efter den Orden der forpester Gudindens navn er gået til grunde" forklarede hun roligt og langsomt, og holdt sig fra at lave nogle pludselige bevægelser imens. Hun viste det ikke var klogt at afsløre overfor denne kvinde. Netrish havde ikke alle detaljerne, men Valkar havde bedt hende om ikke at bære sit symbol fremme overfor gæsterne, og hun kunne kun antage de var fjender af ordenen.
Netrish lukkede roligt hånden igen "Men hvis du stadig vil stå ved mig, skulle jeg vende tilbage.. hvem skal jeg så sprøger efter?" der havde ikke været megen tid til introduktioner, og Netrish var ikke bekendt nok med elvisk politik til at kende rådets Stemmer.

Det var lidt af et chok for Askfay at indse præcis hvor ung Netrish var. Hun havde vidst, at hun ikke var meget ældre end et barn, men en elver på 183 var stadig et barn i Askfays øjne. Hun fik en pludselig trang til at beordre Netrish hjem til Elverly, for at sikre sig at der blev taget ordentligt vare på hende, men hun kunne også godt høre at Netrish havde vænnet sig til at træffe sine egne beslutninger og klare sig selv, og hun var trods alt også gammel nok til at være selvstændig, Askfay brød sig bare ikke om det.

Askfay lænede sig nysgerrigt fremover, da Netrish afslørede noget i sin hånd, men hun trak sig lige så pludselig tilbage, da hun så hvad det var, hun havde gemt på. Hun holdt sig i stilhed, imens Netrish forklarede, men det var tydeligt på hendes mimik og kropssprog, at det havde været en ubehagelig overraskelse.

"Du kan spørge efter Efterårets Stemme, Askfay Elïaen. Du vil være en æret gæst i mit hjem, også selvom du bærer Kiles symbol." Askfay stod rank og så Netrish i øjnene i flere sekunder, med hånden hævet for at forhindre Netrish i at sige mere, før hun selv havde fundet en formulering til noget, hun var nødt til at tilføje. "Når du engang kommer til Elverly. Så gemmer du dét, hvis du er klog. Kiles Orden har været ansvarlig for mange af mit folks lidelser og selvom jeg forstår på dig, at din tilbedelse af gudinden og Ordenen ikke har samme agenda, så er det ikke umiddelbart til at se forskel for os, der lever afskåret i skoven. Vi lever længe og husker lige så længe. Der kan gå århundrede, før vi har tilgivet det symbol du har dér." Hun snakkede langsomt og roligt, men var ikke desto mindre bestemt i sine ord. Hun var vant til at blive adlydt og det var tydeligt i alt hvad hun gjorde og sagde.

Netrish lyttede tavst mens Efterårets Stemme fandt de ord hun søgte. Trods titlen og advarselen, fortrak Netrish ikke en mine, men stod roligt, uden at sky den anden kvindes blik.
Først da Askfey havde talt ud, bukkede Netrish høfligt nakken, af respekt for hendes titel. Det var ikke meget Netrish viste om elvernes titler, men hun antog det var en relativ høj titel. Der var trods alt kun 4 årstider, og for et folk der levede i et med naturen, betød de nok lige så meget, som for bonden der stod under dens luner.

Da Netrish løftede blikket igen, var det fast. "Jeg takker for din tillid og din advarsel, men det er en jeg ikke kan følge.." til trods for Askfeys fasthed, havde Netrish taget det som en advarsel, og ikke en ordre.
"Ordenen har intet med Kile at gøre. De har taget hendes navn og hendes maske og brugt det til at fremme deres egen agenda. Det er en sandhed jeg selv var sen til at indse. Jeg ved elverfolket har lidt, og jeg ved de ikke vil se mildt på mig, men det er netop derfor jeg er nød til det.

Ordenen har skændet gudindens navn, og efterladt er mærke der ikke bliver let at fjerne. Men det er min pligt at forsøge" svarede hun, og trods hendes ansigt intet afslørede, var følelserne tydelig i Netrish blik og stemme. Ordenens misbrug af Kiles navn. De ugudeligheder begået i hendes navn. Og Netrishs egen, urokkelige tro.

Askfay betragtede Netrish med mild skepsis, indtil den unge elverkvinde havde talt ud. Da hun tav, bukkede Askfay ganske lidt, for at vise sin respekt.

"Din dedikation til din gud er beundringsværdi," svarede hun med mere varme i stemmen end hun hidtil havde afsløret. "Hvis nogen kan genoprette Kiles navn og ære, så er det kvinder som dig. Jeg ønsker dig al held med det, selvom jeg ikke kommer til at hjælpe dig i dén sag."

Askfay skævede mod døren. Hun burde få sovet inden de skulle videre og så længe hun havde en rigtig seng at gøre det i. "Jeg håber vi mødes i Elverly en dag." Hun gik et par skridt mod døren, men tøvede i den, hvis Netrish havde mere at sige til hende. 

Askfeys ros bragte en sjælden følelse til Netrish blik. Stolthed. Den ranke ryg viste sig at kunne blive en anelse rankere under Askfeys blik. Mødet var endt med at gå en markant anden retning end Netrish havde troet den ville fra de første ord de havde delt.
"Jeg takker dig for dine ord. De er betydningsfulde fra en der tydeligvis selv forstå dedikation" takkede Netrish, og gengældte det respektfulde buk med nakken hun var blevet budt.

Netrish lukkede sin hånd om Kile symbolet igen. "Jeg havde ikke forventet at vende tilbage. Nu er jeg mindre sikker. Jeg takker dig for dit besøg, og skulle min vej lede mig til Elverly, håber jeg den krydser din" bød hun kvinden farvel. Netrish havde spørgsmål, men ingen hun kunne formulere, eller få sig selv til at bringe for denne kvinde, ikke nu, hvor så mange vigtigere ting var på spil. Netrish nysgerrighed stod ikke over hverken hendes, eller Askfeys pligt.