Med en underlige poppede lyd samt et kort lysglimt stod Valkar med en grædende Azurian i armene. Det havde kun været er øjeblik siden at han havde grebet barnet fra en tjenestepige der blot havde gjort hvad hendes herrer havde befalet. At pigen havde tjent en dæmon i Kzar Mora der havde kidnappet barnet fra dets moder stillede Valkars gerning i et andet lys.

De rytmiske dryp fra dråberne af blodet der ramte gulvet, vidnede at slottets herrer ikke var kommet helt ham at fra sin rednings aktion. Missende lidt med øjnene søgte han efter værelsets beboer "Neelah, jeg har brug for din hjælp!" Kaldte han ud i rummet som han løftede sin sårede arm over hovedet, mens han med den anden forsøgte at få barnet til at falde til ro. 

At dæmonen havde teleporteret væk havde tvunget ham til at handle hurtigere end han havde foretrukket, i det mindste havde han været forberedt men amuletten han havde købt var blevet til støv, en skam for de var ganske brugbare. 
Hvad der derimod undrede ham var hvorfor hans første tanke havde været at søge mod Neelah, hun kunne læge hans sår ja, men det føltes som der stak mere under. Men nu var ikke tide. For den slags, han havde ingen planer om at bløde ihjel her med en andens barn i armen.

Søvn var ikke altid en ting der kom let til Netrish for tiden. Indre uro og de sidste måneders gerninger plagede hende, og hver gang hun lagde sit hoved på en pude, fulgte frygten for, at dette ville blive gangen hvor hun ikke ville have styrken til at rejse sig, og hun igen ville blive bundet til sengen af sin egen afmagt.

Denne nat havde hun fået nok. Hun havde forladt sengens blødhed til fordel for en lun plet på gulvet, foran den lille pejs der opvarmede lokalet. Hun havde trukket et tæppe fra gulvet over, og pakket ind i dynen fra sengen, havde hun sovet, beroliget af den familiær hårdhed fra gulvet, og flammernes dansende varme.

Men stadig blev hun besøgt af drømme, dog af en noget anden karakter end ellers. Den poppende lyd trak hende ud af drømmens greb, disorienteret. Hun mærkede flammernes hede mod sin hud og Valkars stemme. Var det flammerne fra hendes drøm eller... havde det slet ikke været en drøm?
Hendes kinder blev glohede og hun fik endelig samle sig nok til at åbne øjnene. Valkars stemme lød alarmeret.. det kunne ikke være rigtigt, de havde jo lige..

Endelig slog virkeligheden igennem, og Netrish løftede blikket. Først nu registrerede hun den skrigende dreng, og den gennemtrængende duft af jern i luften... blod.

Netrish kom på benene i en hurtig, rullende bevægelse, og øjeblikket efter var hun ved hans side. Hendes blik scannede ham hurtigt fra top til tå. Han stod selv, og sikkert. Trods skaden virkede han fattet.. som altid.
Hun tog hans blødende arm i sin ene hånd uden et ord, og holdt den anden et par centimeter over såret. Et varmt, grønt skær opstod om hendes hånd. Langsomt opstod der små lys i gløden, der voksede mens de dansede om hendes hånd i dovne mønstre. Et efter Et, som lysene nåde størrelse af en lillefingernegl, dansede de ned mod såret, og som små, varme kys trængte de igennem huden, og helbredte såret. Det tog ikke længe før blødningen stoppede.
"Har de andre skader?" spurgte hun hastigt, mens hun fortsatte healingen, for at fjerne såret helt. Det var dog tydeligt at dette krævede en del mere tid og energi fra hende. Hun havde aldrig gjort meget i den kosmetiske del af helbredelse.

Mange ting var ikke gået som Valkar havde ventet, hele opgøret med dæmonen var endt noget mere rodet. Men følelsen af blide kys der lægede ens sår var en positiv overraskelse, hvis bare det ikke havde været for den svigenede smerte der fulgte at have et åbent sår. Følelsen var mildest talt forvirrende, han kunne livligt forstille sig de røde læber flygtigt lindre smerten for til sidst at fjerne den helt. 
"Nej ikke af hvad jeg har erfaret" svarede han kort, medmindre en såret stolthed og forvirrede tanker talte, hvilket heldigvis ikke var tilfældet. "Kan de holde Azurian et øjeblik?" spurgte han kort før han rakte det unge barn hen mod hende, han var kommet sig over chokket efter alt postyret, men gråden var kun stillet af til en hulken.

Som Netrish tog imod barnet stak Valkar ud på gangen for at finde den nærmeste af tjener staben, der straks fik besked på at finde en der kunne tage sig af et spædbarn. Kiggende kort ned af sig selv tilføjede han kort efter et ønske efter en ren skjorte. Det var ikke ligefrem sømmeligt at gå i en med et ærme farvet rød af hans eget blod.
Med det sat i værk vendte han tilbage til gæsteværelset, "Jeg underskylder for at have vække dem, jeg tænker at jeg skylder dem en forklaring"

Netrish nikkede kort som Valkar lød sammenhængende og erklærede han ikke havde flere skader der var voldsomme nok til at have gjort sig bemærket. Den vished gav Netrish ro, mens hun fjernede de sidste sport af Valkars sår. Kort lod hun sin varme hånd hvile mod Valkars arm, mens hun forsøgte at samle sine tanker.
Hvorfor var han såret, og hvad var det for et barn han havde med? ... og hendes drøm, for hun indså nu det måtte have været en drøm. Den virkede så absurd nu, men blot tanken varmede hendes kinder på ny.

Heldigvis fik Netrish ikke længe til at fordybe sig i disse tanker, før Valkar bød hende holde drengen, Azurian, og rakte ham over. Netrish tog imod drengen uden tøven, og betragtede Valkar som han forlod rummet, og lod hende alene med det hulkende barn.

Da Valkar vendte tilbage var rummet stille, for uden den knitrende ild og en svag nynnen fra Netrish. Hendes ene arm og skulder var bar, og Azurian hang ved hendes blottede bryst og spiste. Efter hun selv havde født, havde hendes krop produceret rigeligt af den livsgivende mælk, til trods for hendes barn var dødt, og der var ingen tilbage til at drikke det, udover dette fremmede barn.
Hendes hud havde taget en del farve efter hendes tur igennem ørkenen, og fik de fine, hvide linjer af arvæv der lå på kryds of tværs over hendes krop til at stå frem over hendes skulder og arm. Det lignede ar fra kamp, men de var alle samme bredde, til trods for forskellige længder og vinkler. 

Netrish løftede kort blikket da Valkar vendte tilbage, "Der er intet at undskylde for. De var såret" insisterede hun og vendet sig blik tilbage mod flammerne "Og de skylder mig ingen forklaring.." hun flyttede en smule på drengen i sin favn, forsigtig så hans måltid ikke blev afbrudt "Men det ville være værdsat". 

Stilheden i rummet var slående som Valkar vendte tilbage, det ville ikke undre ham hvis Netrish havde en beroligende aura for børn, hele hende holdning samt ophøjede ro var i sandhed beroligende for ham selv. Men det syn der mødte ham fik ham til at luft, sans og samling. At se hendes skulder samt bare arm, fik hans hjerte til at slå hurtigere. Dog var det ikke det der varmede hans hjerte mest, ej heller skyggen af det blottede bryst skjult af det sultne barn. Men den glød der lå over hende som hun fremstod som en moder. 
Valkar kunne ikke andet end ønske for hende at hun blev velsignet med et barn hun selv kunne elske, dog håbede han inderligt at det var en glæde hun ville dele med ham. 
De brune øjne dvælede kun ganske kort ved de mange assorterede ar der virkede besynderligt ens, især da hun bedsad evnen til at helbrede dem fuldt.

"Jeg takker for deres velvillighed" nikkede han kort,  "Ser de, Azurian er søn af en halvelver jeg har svoret at beskytte. Dog insiterede barnets fader at bortføre ham til Kzar Mora" forklarede han som han krydsede distancen mellem dem. "Og som en mand a mit ord drog jeg ud for at sætte barnet fri" blidt fandt hans ru varme hånd hendes blottede skulder "Tak Neelah, jeg er glad for at du er her"

Netrishs blik var rettet mod flammerne som Valkar talte, men blev rettet mod barnet, Azurian, som det blev nævnt hvor han havde været. "en halvdæmon?" spørgsmålet var nært retorisk. Hvorfor ellers ville faderen havde taget det til Kazar Mora?

Følens af en varm, Ru hånd der fandt Netrish skulder, fik hende til at stivne. Det varede blot et sekund, ikke længere, før hun bevægede en anelse på sig igen, og flyttede Azurian en smule i sit greb. Varmen fra hand hånd bredte sig hurtigt mog den bare hud, og som skyggen af drømmen gled over hendes sind, tiltede hun hoved en anelse mod hans hånd.. Men før hendes kind kunne tage del i hans varme, greb hun sig selv midt i tanken, og drejede i stedet hoved over skulderen mod ham.
"det må have været en farlig færd. Og en modig bedrift. Jeg vil takke guderne for de ikke kom mere til".
Skønt hendes ansigt vendte mod Valkar, var hendes blik slået ned, og skjulte den skam de gemte over hendes tanker, over den drøm der nægtede at slippe sit tag. Hun kunne stadig ikke få sig selv til at trække sin skulder til sig.

Azurian havde spist godt, men hans øjne var langsomt gledet længere og længere i, til han til sidst faldt i søvn, med elverens bryst stadig i sin mund.
Netrish opdagede det kun forsinket, og rejste sig, forsigtig med ikke at flytte for meget på det sovende barn. "Han sover" sagde hun lavmælt, som hun rakte barnet tilbage til Valkar, så hun kunne trække sit ærme tilbage på plads igen, og dække sig til. 

Valkar nikkede kort "Ganske sandt, men hans æt bestemme ikke hvem han vokser op til at være" lod det mere bestemt end englen havde tiltænkt. Men at dømme et barn blot for dets ophav føltes afskyeligt, for mange han kendte var blevet såret ved sådanne hendelser. Hans kære Jez havde lidt mere end han havde troet ved den slags fordom end noget barn burde bære. 
Hvis han ikke havde set det så tydeligt ville han have svoret at hans øjne havde spillet ham et pus, som Neelahs kind nærmede sig hans hånd. Hjertet hamrende i brystet, men hun stoppede, hvorfor? Nej han havde set det tænkte han som hans faste skridt bar ham til hendes side. "Ganske, at komme ind i Mørkets land er på ingen måde let, ej heller noget jeg ønsker at gøre igen, jeg takker for deres ord" Et smil krøb over hans læber, men blegnede som hendes blik ej faldt på ham.

Roligt tog han mod den sovende dreng, som han lå der var der intet tegn på at hans fader var et monster og i det slottets herre skulle til at åbne munden lød en sagte banken på døren, inden den gik op og en tjeneste pige trådte ind. "Pas godt på ham" hviskede Valkar som de byttede byrder, barn for klæde.
Hans blik faldt atter på Netrish som tjenestepigen undskyldte sig selv. "Har jeg gjort dem uret? Det ville sårer mit hjerte hvis jeg er skyld i at deres blik ikke ønsker at møde mit" fortvivlelsen ved tanken hans som et ekko stemmen. En svigende smerte bredte sig i han knugede hånd, skjorten den eller havde båret faldt til jorden, afslørende et brændsår der indtil nu havde gået uset, umiskendeligt formet som en krystal.

Fastheden i Valkars stemme som han forsvarede Azurians æt kom både bag på Netrish, men virkede samtiddig som den mest naturlige ting i verden. "Hans sjæl er stadig hans, trods hans faders synd" medgav hun. Netrish lod ikke ting som race farve hendes syn på folk normalt, men undtagelsen var dæmoner. De hørte ikke til. Deres uhellige liv var stjålet fra Kile selv, en nægtelse af retmæssige sjæles genfødsel.. Men dette var ikke tiden til en teologisk diskussion.

Netrish havde vendt ryggen til for at dække sin barhed og trække natkjolens ærme på plads. Hun havde ikke set hans smil blegne før, men hans tone fik hende omgående til at vende sig mod ham igen efter barnet var overleveret til tjenestepigen. "Uret? På ingen måde" hun mødte hans blik, men kun kort før hendes blå øjne flakkede ned mod sine fingre, der fumlede med at trække kjolens snøre ved hendes bryst til igen. "Jeg er blot.. en anelse ved siden af mig selv" undskyldte hun sig hurtigt. Hans tone skar, og hun ønskede ikke han skulle tro hun tænkte ilde om ham.
Med et overrasket udtryk så hun skjorten falde fra hans hånd, og afslørede brændsåret. "Valkar. Du er såret" konstaterede hun bestemt, og fandt en smule sikker grund i den mere praktiske gerning. Hun lod skjorten ligge på jorden, og tog hans hånd. "Det ser ikke farligt ud" bekræftede hun som hun granskede såret. Til trods for sin udmelding, løftede hun sin anden hånd, holdt den over såret og begyndte igen at samle sine helbredende kræfter.

Til trods for skaden var mindre, tog det markant længere tid for Netrish at helbrede. Brændskader var svære. Såret var allerede lukket, selvom det ikke var healet ordenligt. Små perler af sved spredte sig over hendes pande, som den rynkede sig i koncentration og anstrengelse.

Valkar nikkede ved hendes ord, det var ganske sandt. Han havde selv ikke meget tilovers for dæmoner, for de var ikke sande væsner, men dem der derimod bar deres blod, de havde deres egne valg at tage. Dog ønskede han ikke at debattere emnet yderligere, så han lod det være ved det simple nik han havde givet hende.

En sten faldt fra hans lettede hjerte som hun gav sit svar, han ønskede ikke at sårer hende, nej han ønskede hende blot det bedste. "Hvorledes ved siden af dem selv?" hans bekymring tydelig, for hvor meget end ro der fandt hans hjerte ved at deres blik mødets, forsvandt den atter som det flakkede.
Overrasket faldt hans eget blik mod såret efterladt af amuletten, han havde ikke bemærket varmen, men den svigende fornemmele blev ham ganske tydelig nu.
"Jeg-" Nåede han blot at sige før hans hånd var i hendes samt de grønne livsgivende kys fandt deres vej mod skaden. "Tak..." lød det distraheret, for smerten forsvandt ganske hurtigt hvilket blot gjorde følelsen af de utallige kys mere og mere tydelig, og glæden og nydelsen stod malet i hans ansigt. "Hvordan kan jeg gengælde dig den hengivenhed du viser mig?" Blidt tørrede han hendes pande med det rene ærme, en let raslen fra ringbrynjen han bar under klæderne afslørede dens tilstedeværelse. 

En svag, anstrengt lyd slap ud mellem Netrish røde læber som Valkar tørrede hendes pande. Hans ord og tone havde allerede gjort det svært for hende at holde koncentrationen, men hans berøring var det der skabte flængen i hendes maske. Det fik hende til at møde Valkars blik igen, og hendes blå øjne afslørede den storm af følelser der rasede i hende. En dybrød farve bredte sig over hendes kinder som blodet hastede til hendes ansigt, forstærket af den bleghed hendes anstrengelser havde bragt hende.
"der er intet at gengælde Valkar" svarede hun og måtte kæmpe for at holde sin stemme sikker. "du har vist mig så megen venlighed allerede.. At bruge min gave til at lindre din smerte er det mindste jeg kan gøre". Hun lukkede øjnene og hendes evne stoppede bræt som svimmelhed tog hende et øjeblik. Hånden der havde helbredt lagde sig mod såret, der havde trukket sig en del sammen og dannet skorpe, men endnu ikke var forsvundet helt.
"jeg er dog bange for jeg ikke evner at gøre det færdigt" indrømmede hun en kende modvilligt, men ærligt. Hun flyttede sin vægt en smule for at stå mere sikkert, men lod det være det eneste tegn på hendes udmattelse.
"Og for deres spørgsmål.." skiftede hun emnet, inden mere af hendes usikkerhed viste sig "Så var jeg bare en kende omtåget. Jeg drømte da du vækkede mig, men virkeligheden var meget ens" svarede hun vagt, for at undgå hans rolle i hendes drøm. Det ville være for personligt, og temmelig upassende!
"De var naturligvis ikke kommet til skade der" tilføjede hun så hastigt, da hun indså hvad hun havde insinueret hendes drøm havde handlet om, og endte i stedet med at bekræfte han havde været en del af den i stedet. 

Der var noget ved hendes øjne, som en et oprørt hav lå skjult i dem, brusende, hungrende efter mere. En hunger hans gengældte. Varmen de bredte sig tydeligt over hendes kinder hintede til hvad hendes hjerte begærede, noget han ønskede at dele med hende, men det skulle være hende valg. Kun hendes.
"Det lader til at vi må være enige om at være uenige" smilte han varmt, det var svært ikke at smile i hendes nærvær. Hun havde ret i de havde gjort den del for hinanden men han ønskede at gøre mere. "Din gave føles, nænsom på sin helt egen måde" uden tankde gled hans blik mod de røde læber som han talte, hvordan mon de ville føles? 
"De har gjort mere end jeg havde turde håbe" forsikrede han hende, selvom hans hud hungrede efter at føle de blide kys atter engang.
"Åh? Jeg håber de drømte noget behageligt" lød det nysgerrigt som han tilbød hendes hans hånd. "Måske vi kunne sidde lidt? jeg er ganske interesseret i hvad de drømte, ind i mellem indeholder de spor af fremtiden" Hvis hun tog den ville han lede dem hen til sengen hvor han ville finde plads ved sengekanten. "Måske de kan fortælle mig hvorfor de lå ved pejsen?" Det havde undret ham noget, men tiden havde ikke været den rette for den slags spørgsmål der.

Som Netrish igen fik sin indre balance under kontrol, slap hun Valkars næsten-helbredte hånd. "Tak?" svarede hun, usikker på om det havde været ment som et kompliment eller ej "Jeg mindes ikke at være blevet helbredt af andre end jegselv nogensinde, så jeg kan knap sammenligne det med andet" tilføjede hun så roligt, forsikret af udtalelsens mere faktuelle natur.
Det var noget ved Valkars blik, og det lette, naturlige smil der krydsede hans læber gang på gang, der fik Netrish til at tage hans hånd som budt, og følge med for at sidde ned. Hun var ikke sikker på hvad det var præcist, udover at det var en anden Valkar, end den der ellers gik gennem Opalslottets gange.

"Jeg.." hun rømmede sig engang ved hans spørgsmål om drømmen "Det var ikke den slags drøm" insisterede hun, og gjorde en lille, affejende bevægelse med hånden. Det havde blot været en drøm. En skræmmende rar drøm, men en hun aldrig kunne tillade blive til virkelighed, hvor end nænsomt han holdt hendes hånd.

Valkars næste spørgsmål var noget nemmere at svare på, til sammenligning. "Åh, det" hun kiggede kort mod sin soveplads foran ildstedet "Det virker nok spøjst, men jeg har sovet de fleste af mine nætter under åben himmel ved bål. Det var vel blot et øjeblik af nostalgi" fortalte hun med et lille skuldertræk, selvom hun nok viste det ikke var helt sandt - eller hvert fald ikke var hele historien. 

Valkar klukkede let for sig selv, det undrede ham ikke at hun ville svare ud fra et praktisk synspunkt, missende den nuance han havde hentydet til. "Jeg mente nu at følelsen var lig blide varme kys, men jeg indrømmer gerne at jeg ikke har prøvet lignende evner" Han gjorde sit for ikke at fremstå som han gjorde nar af hendes svar, men mere for at forklare sit eget.  

Som de fandt plads på sengekanten kunne han ikke andet end blive overrasket over hendes svar, det var som at hun ikke ønskede at dele sin drøm med ham, en tanke der pinede ham noget så grusomt. "Neelah, jeg håber at du ved du kan stole på mig, og det er skam forståeligt hvis du ikke ønsker at dele din drøm med med mig, så sig blot nej. Men vid at du kan fortælle mig om drømmen, jeg dømmer ej" en snert af hans evne blev brugt som han talte, for han ønskede stadig ikke at tvinge hende, men at give hende et skub, det kunne måske være nok.

Englens varme smil mødte hende "Jeg ser, hvis der kan gøres noget for at de kan sove bedre sig blot til, jeg er sikker på at jeg kan finde et tæppe der lugter af bål" lød det opfulgt af et skævt smil. Om det var den eneste årsag var svært for ham at vide, men siden svaret var faldet hende så let var det nok en sandhed.

Netrish åbnede munden halvt, som Valkar beskrev følelsen af hendes evne, men lukkede den hurtigt igen. Hun var i tvivl om hvad hun egentligt synes om den beskrivelse. Det gjorde noget hun altid havde set som en praktisk ting, at undgå at bløde ud på landevejen, til noget nært og intimt. Noget hun ikke var komfortable med.
"Jeg har aldrig tænkt det sådan selv" kommenterede hun tilbage, i en lidt hårdere tone end tiltænkt, farvet af hendes ubehag.

Følelsen blev ikke mindre som Valkar pressede på omkring hendes drøm. Til trods for hans fine ord kunne hun ikke undgå at føle et barns nysgerrighed bag dem, utrætteligt og utømmelig, til den havde hørt hvad den ønskede. Og det var jo heller ikke fordi hun ønskede at holde det fra ham! Hun ønskede jo at fortælle ham om drømmen, men.. det kunne hun ikke.
"Det ville ikke være passende" svarede hun afvigende. Hun kunne ikke få sig selv til at sige nej, og afvise ham helt, men lige så vel kunne hun ikke fortælle ham hvad der gjorde hendes indre så oprørt.

Valkars sidste kommentar gjorde dog Netrish blik hårdt. "Ellers tak." svarede hun kort og kontant. Men igen kunne hun ikke lade det ligge, og lade ham tro hun var vred på ham "Hvorend velment det er Valkar, så foretrækker jeg rene tæpper, ligesom de fleste andre. Jeg kan også fint sove uden lyden af landevejsrøvere i underskoven" hun forsøgte at gøre det sidste til en joke, for at bløde hendes ord op.

Åh... Hendes tone skar gennem Valkar, samt bed hårdere end kniven der havde trukket blod ganske kort tid inden. Det havde på ingen måde faldet ham ind at hun ej havde tænkt følelsen af det grønne lys værende som han forklarede. "Jeg undskylder..." svarede han stille, det havde på ingen måde været hans intention at gøre hende utilpas, men hans fortalelse stod stadig ved magt.

Hvorledes? var det første der faldt ham ind, i forhold til hvor frit hun havde kunne dele sin egen historie om slaveri og voldtægt, havde han svært ved at se hvordan en drøm kunne have været upassende nok til hun ej kunne dele den med ham. Hans evne havde gjort mindre end han havde håbet, men hans ønske om ej at tvinge hende stod stadig ved magt. Forsigtigt gav han hendes hånd et klem, hans varme holdende hendes kulde stangen et øjeblik. "Gjorde jeg dig ondt i drømmen?" lød det lavmeldt, han var ikke sikker men det kunne være at hun forsøgte at skåne ham.

Et kort suk undslap Valkar som han for tredje gang fejlede inden for hvad der føltes som ganske få øjeblikke. En del af ham ønskede at give op, det lod til at være tydeligt at han ikke kunne give hende det han ønskede for hende. En del der hastigt blev besejret af resten af ham. "Det lader til at jeg skal være tydeligere når jeg taler i spøg, jeg undskylder"

Valkars svar skar Netrish i hjertet. Men som altid var hendes ansigt passivt. Som altid sås smerten kun i hendes blik, der ikke helt ville møde Valkars. "du.. skal ikke undskylde. Jeg er bare ikke van til at det bliver beskrevet med så, personlige, ord" sagde hun langsomt, hendes egen stemme lavmælt.

Som Valkar klemte on hendes hånd, gav det er lille sæt i Netrish. Hun havde været så optaget af sine tanker hun knap havde opdaget hun ikke havde sluppet hans hånd da de satte sig. "Gjort mig ondt? Nej da, på ingen måde!" insisterede hun hurtigt "Du.. var meget betænksom i min drøm" hendes kinder rødmede en anelse op igen og hun sænkede sit blik, ned mod deres hænder. Hans varme var anderledes her, udenfor drømmen. Den var ikke så altoverskyggende og omfavnende. Den var vel blot mere realistisk... eller også var det et spørgmål om nærhed? De havde været markant nærmere hinanden i hendes drøm..

Netrish sukkede en anelse og rystede på hoved af sig selv "Du har intet at undskylde, det er mig der misforstod dig. Jeg ved du ikke mente nogen harme" forsikrede hun ham, opgivende over sig selv og sin reaktion. Normalt var hun så fattet.. hun var virkelig ved siden af sig selv i dag.

Valkars øjne fangede et glimt af hendes som hendes svar fandt hans ører, for ham så han et glimt af en smerte der gemte sig under hendes maske af stoiskhed. Et træk der virkede afsindigt bekendt. "Jeg er ked af hvis det har overtrådt en grænse, men du er så meget mere end kiles maske..." svarede han hende ganske lavmeldt, hvis bare hun kunne se hende med hans øjne...

Settet der for gennem Netrish var en smule overraskende for ham, havde det lykkedes hende at glemme at deres hænder havde hinanden? Oftest havde hun skyet berøring der var mere end gængs kutyme, men det virkede anderledes denne gang, samt hvor stoisk end hun så ud var hendes rødmen noget af det kæreste han længe havde set. "Det glæder mig, jeg håber at jeg kan leve op til de rosende ord om min gøren i drømmen" svarede han smilende varmt, han havde ingen anelse om hvad han skulle have gjort hvis han havde gjort hende noget i hendes drøm "Men betænksom hvordan?" for spørgsmålet ud af ham, han prøvede virkelig at lade det ligge, men nysgerrigheden var for stor.

Valkar rystede selv let på hovedet "Det lader til at vi begge formår at tale forbi hindanden" kommenterede han, det virkede som de lykkedes i at distrahere hindanden mere end nogensinde før.
"Et øjeblik" lød det som han atter gav hendes hånd et klem, før han slap den for at hente den tabte skjorte. "Lad mig fjerne blodet" kom det som han trak først skjorte og dernæst den skjulte ringbrynje af, der raslede mod gulvet, afslørende de mange ar af forskellige former og typer han havde samlet gennem tiden, mange med historier han end ikke selv kendte længere. Som han vendte sig tilbage mod Netrish viste de mest besynderlige sig, værende de tre trekantede ar over hans hjerte der vidnede om hans banesår.

Til trods for Valkars ord blev frembragt tyst, faldt de ikke for døve øre. Netrish løftede blikket, og mødte Valkars mørke øjne, hendes læber let spredte. Hun følte hun var nød til at sige et eller andet, men ingen ord fandt vej, for hans havde ramt deres mål og gjort hende tavs. Hun var mere end den maske hun bar, det hverv hun holdt og de pligter der fulgte med.. Var det ikke netop hvad hun havde brugt de sidste hundrede år på at nægte? Var det ikke netop hvad hun havde givet afkald på, og gladeligt så, da hun svor sit løfte for alle de år siden? Men.. var det virkelig hvad Kile ønskede af hende?

Det var der det langsomt gik op for Netrish, at det måske ikke var Kile hun havde forsøgt at behage i sin ihærdighed. For havde Netrish ikke selv prædket, gang på gang, at Kile intet ønskede af de dødelige, udover deres livs ende? Havde hun ikke selv rådet efterladte til at fylde deres liv med glæde, for det gjorde ingen forskel for Kile?
Så havde hun i virkeligheden forsøgt at behage sin gamle lærermester alle disse år? Havde hun forsøgt at fylde Mergrans sko, og gøre ham stolt, selv alle disse år efter han var draget videre til Kile?

"Du pressede ikke på" lød det distraherede svar, som Valkar spurgte ind til hendes drøm igen, men selvom ordrene var hårde, lå der intet i dem. Netrish var for optaget af sine egne tanker. Hun ænsede knap han klemte hendes hånd igen, og rejste sig.

Det var først som lyden af ringbrynjen der faldt nåde hende, at Netrish vendte blikket mod Valkar, og hans nu blottede ryg. Langsomt rejste hun sig, med en ny beslutsomhed i blikket, og trådte nærmere, som Valkar vendte sig mod hende igen. Hendes blik vandrede over hans brystkasse, over arrene og de historier i fortalte.
"I min drøm bød du mig at tænke på mig selv, mine ønsker, og ikke dine eller selv Kiles" delte hun med en næsten filosofisk ro. Hun mødte Valkars blik, og grænsekede hans reaktion på hendes ord. 

"Oh..." lød det som svar fra Valkar. Hendes tone var fraværende, noget der var  ganske atypisk for hende. Bevares det var ikke megen intonering i hendes stemme normalt, han kunne ikke andet end respektere den fattethed samt ophøjede ro hun fremførte sig med. Men for at vide hvad der foregik bag hendes sind, var det lettere at læse hendes tanker gennem hendes øjne, faren ved dette var dog at de var noget så distraherende.
Han ønskede af hele sit væsen at vide hvad der foregik bag de to oceaner hun kaldte for øjne, men efter hendes sidste kommentar ønskede han ikke at presse hende yderligere, han kunne blot stå om tilskuer til hendes udforskning af hendes tanker, det lod til at hans ord havde skubbet til noget. Forhåbentligt var det for det bedre.

Overraskelsen over Netrishes pludseligt skift til at være i hans nærhed stod tydeligt malet i hans ansigt, for han genvandt herredømmet over hans mimik. "Det lyder til at jeg deler holdning med mit jeg fra din drøm" smilede han varmt før han fortsatte "Jeg håber på dagen hvor du gør noget fordi at du ønsker det, for din egen skyld og ingen andres" hans øjne tydeligt opildnet over håbet på at hun havde forstået hvad han havde prøvet at få hende til at indse, en snert af frygt rumsterede i baggrunden, men han lod den ikke fylde. Lige nu var hende valg det det betød mest.

Netrish hoved lagde sig en kende på skrå "Jeg ser" svarede hun blot, som han erklærede sin enighed med sig drømme-jeg. Hans følgende ord fik hendes blik til at drive mod en uset horisont igen, men det varede ikke længe denne gang, før de blå øjne sprang tilbage til hans.
Et svagt suk undslap hende "Det må sige meget om mig, at du kan tænke jeg har så lidt lyst i livet, efter blot at have kendt mig få måneder" hendes blik gled tilbage til hans banesår, og hun løftede hånden, som for at ligge den derpå, men stoppede få centimeter fra "Dog kan jeg ikke nægte der er sandhed i dine ord" tilføjede hun så, mere lavmælt. Der var noget i hendes stemme, men det var ikke sårbarhed som man måske ville have ventet. Det var mere som.. anderkendelse? Men om det var af hendes egen indsigt eller hans, var svært at udlede.

"Husker du din banemand?" spurgte hun så pludseligt, med en slet skjult nysgerrighed .