"Kom nu her!!"råbte hun højt, så højt at fugle, kaniner, samt andre dyr løb skrigende væk, hun var sikker på at hun havde set en skikkelse kort, men det kunne også godt have været noget andet. Øksen var i den ene hånd, og hun svingede den lidt mens hun vandrede igennem dunkelskoven. Det var ikke tit at hun kom her omkring, men det var vel hyggeligt nok, en ork som hende havde vel intet bedre at give sig til, så hvorfor ikke en vandre tur i denne skov. Hendes øjne flakkede rundt, blot for at se om der var nogle at se, men nope der var ingenting at se, eller ane. Det var godt nok trist, hun måtte vandre videre, og stoppede op ved en lille lysning, hvor der var et stort træ i midten med en masse dyr rundt omkring, det fik et skævt smil frem på hendes læber. Hun satte øksen i træet, og valgte at stille sig op ad det, for det kunne hun da ligeså godt, når nu der ikke skete noget spændende alligevel. Et dybt suk kom fra hendes læber, og hun kiggede op mod himlen, hun bad nærmest til at der snart skete noget, for hun hadede virkelig at kede sig.

Lyden af dyr der pippede, og lød bange, kunne tydeligvis høres, men det betød intet for Katira, i følge hende kunne hun tage øksen og hugge dem alle, så ville hun da få noget godt kød. Hun lænede hovedet lidt tilbage, og lagde armene hvilende over kors. Hun kunne sagtens bruge en kamp lígenu, eller bare at der skete noget mere spændende end små dyr der rendte rundt, eller blot det vindstillet vejr der var. Der var ikke mørkt, lidt dog, men der var heller ikke lyst, det var sådan en fin blanding, hvilket var fint for hende. Katira sparkede til nogle små sten der lå på jorden, og det fik blot flere dyr til at løbe væk, og det fik et næsten koldt grin frem hos hende"Tsst rolig nu små dyr jeg har ikke gjort jer noget....Endnu"sagde hun med trykket lagt på endnu, fordi det kunne da sagtens lige ske at øksen ved et "uheld" ramte nogle af dyrene. 

Imellem de mange træer havde Dékatreís, for kort tid siden, set en grøn dame med en økse i hånden, der var i gang med at skræmme alle de små dyr. Ikke noget der ville have fanget hans opmærksomhed normalt, men nu hvor alle de små dyr var i fuld gang med at flygte fra hende, var det kun et spørgsmål om tid, før en af dem ville løbe forbi ham. Når det skete, kunne man da lige få lidt mad med på vejen, og så endda uden at skulle arbejde skide meget for det selv. Han holdt sig på afstand, forsøgte at være så lydløs som muligt, men engang imellem kunne man høre en gren der knækkede, eller lidt blade der blev flyttet på. Han håbede at orken ville børste det af som nogle af de små dyr, der fik tumlet hen over skovbunden, da de flygtede.

Dékatreís fulgte orken, indtil hun nåede lysningen. Der stoppede han op mellem de mange træer, for at holde sig skjult lidt endnu. Så snart hun sparkede til stenene og dyrene begyndte at løbe væk, sprang han frem på alle fire og greb fat i en panikslagen kanin med tænderne. Han spildte ikke tiden, borede de skarpe tænder i kødet og der lød nogle skrig fra det lille dyr. Der gik ikke mere end et par sekunder, før de små skrig stoppede og Dékatreís løsnede sit greb med tænderne en smule, dog ikke nok til at tabe den. Han vendte blikket mod orken, der uden tvivl ville have lagt mærke til ham nu, nu hvor han ikke stod mere end et par meter fra hende. "Tak for mad!" Mumlede han med kaninen i munden. Han gjorde ikke tegn til at gå. I stedet satte han sig afslappet ned og gik i gang med at tygge lidt i kødet, for at få revet et stykke af.

Nu havde hun da ikke brug for at tænke på kaninerne, for de ville blive spist af dette væsen der var kommet. Ulv var det nok, ikke ligefrem så elegant, men hvem var også det, hvertifald ikke hende - langt fra. Hun studerede ham lidt som hun stod op ad træet, og kunne se nogle kaniner gemte sig i flokke, men hvis det var ikke fordi han var hurtig og have fået fat i dem, havde hun sikkert nok dræbt dem med øksen. At dette væsen ikke delte, kom ikke bag på hende, var det ikke altid sådan at orker selv skulle skaffe deres egen mad, hun havde dog heller intet imod det, og da hun skulle til at trække øksen ud af træet kunne hun høre en lyd af splat, og måtte kigge hen på øksen. Okay den havde ramt en kanin på spidsen, well det var ikke noget at gøre ved, hun gik hen til dette mystiske ulve væsen, satte sig ned ved siden af ham, skubbede lidt til ham fordi han fyldte - i følge hende"Er kaniner altid det du render efter"spurgte hun bare ud i den blå luft måske en anelse flabet men det var hvad det var.

Hun betragtede den dræbte kanin der nu hang på øksens spids, tja det var vel ikke noget hun ligefram havde prøvet før, men en gang skulle være den første. At ulven var fuld igang med at spise den kanin han havde dræbt gav hende næsten et smil på læben, og hun kiggede på kaninen der hang på øksen, hun greb fat i den, trak den af spidsen, og satte øksen ind i træet tæt ved dem"Hvor jeg hader kaniner, og små nuttede dyr"mumlede hun irriteret og begyndte at tage en stor bid af kaninen lige ved maven. Blikket var ikke rettet på ulven ved hende, men hun lyttede til det han sagde, og gav et nik fra sig. Benene blev foldet ind under hende så hun sad lidt bedre. Kaninen blev gumlet i hende, og tygget og det smagte meget godt"Nu mangler vi enlig bare noget drikkelse"sagde hun og lod blikket glide lidt rundt, fordi der måtte da være et eller andet de lige kunne skåle det pragtfulde måltid med.

Dékatreís holdt et skævende blik mod orken, som hun kom tættere på mens han tyggede løs i det faste kød. Som altid, når han spiste, så kunne man ane en lav knurren fra ham. Det skete kun når han vidste, at han ikke var alene, for som alle andre rovdyr, gjorde han meget for at beskytte sin mad. Den lave lyd af knurren blev lidt højere, da hun satte sig ved siden af ham og skubbede lidt til ham. Han rykkede sig et par centimeter til siden, men så gad han heller ikke mere. Den knurrende lyd stoppede, da det gik op for ham at hun ikke havde tænkt sig at gøre noget irriterende og han tyggede lystigt videre. "Jeg foretrækker som regel noget lidt større, men nu blev de serveret så let til mig," svarede han, stadig med munden fuld.

Selvom han havde sit eget stykke kød i form af kanin i munden, kunne han ikke lade være med også at holde øje med hendes. Han var utrolig grådig og hvis han kunne slippe afsted med at stjæle andres mad, så gjorde han det ofte. Han fnyste kort over hendes kommentar, for hun havde helt ret. Han var heller ikke selv fan af de små dyr. "Men de smager godt," kommenterede han, næsten muntert, i sin nydelse over smagen på sin egen kanin. "Den røde flod ligger ikke så langt herfra," sagde han. Måske ikke det mest optimale sted at drikke fra, men han havde gjort det en del gange efterhånden, og han havde aldrig taget skade af det. Efter ikke at have spist i lidt tid, fik han gumlet kaninen alt for hurtigt i sig. Blodet lå ud over de pelsede hænder, som han hurtigt fik slikket næsten rene igen. Så rettede han blikket mod hendes kanin. Mon han kunne snuppe den?

Hun rejste sig op med lidt af kaninen tilbage, og trak øksen ud fra træet, hvorefter hun nærmest kastede kaninen ned til ham. Hun behøvede skam ikke spise mere af den, så han kunne sagtens få resten, det gjorde bestemt ikke noget, desuden følte hun selv at hun havde spist noget af det der var godt på kaninen. Øksen holdt hun i den ene hånd, og kiggede i den retning han snakkede om, det lød rigtig godt, og det var lige hvor de skulle hen. Der var vel ikke andre steder hvor de kunne få sig noget at drikke, så det var en god mulighed han lige kom med, dog var der ikke noget hun sagde, for hvorfor skulle hun give ham ret. Katira rettede sig op, strækte sig en smule, og kiggede på ham som han sikkert ville gå igang med at spise kaninen hun havde smidt hen til ham, han virkede da meget sulten, og han kunne sikkert godt spise alle dyrene der var rundt omkring, det ville dog heller ikke været noget problem for hende at fange en eller to, måske flere men det var hvad det var.

"Fint, lad os gå!!"sagde hun højt, og greb fat i hans arm for at hive ham op fra jorden, hvilket sikkert også lykkes, om han kunne lide det eller ej var ikke lige noget hun tænkte over i øjeblikket. Kaninen havde han vel hapset og fået med sig, så kunne han altid tage den med hen til floden, og hvad han havde så lå den hvist ikke særlig langt væk. Sikke et held, så de ikke behøvede at vandre rundt i flere timer, det var ikke lige noget hun gad. Hun begyndte at gå hen mod floden, og rettede så øksen hen mod ham, og gav slip på hans arm"En ulv som dig render nok rundt efter noget at spise, eller laver du andre narrestreger"lød det fra hende, som hun vandrede sammen med ham hen mod floden, hun gik ud fra at han fulgte med, ellers ville han blot blive siddende alene, men det ville måske blive alt for kedeligt. 

Så snart kaninen ramte jorden, satte han straks tænderne i den. Han nåede næsten at rive alt kødet af den og fylde munden, inden han blev hevet op. Han vendte et overrasket blik mod orken, men gjorde ingen modstand, fordi han ikke nåede at tænke sig om, før han blev hevet afsted. Han skævede kort tilbage, der var ikke meget tilbage af kaninen, han havde fået det meste med, så han kunne lige affinde sig med det. Desuden kunne de vel finde masser af mad på vejen? Den røde flod lå ikke langt derfra, men måske det alligevel ville tage lidt tid at komme derhen, for Dékatreís havde tænkt sig at stoppe op et par gange, hvis flere, saftige dyr hoppede forbi.

Med savlet løbende ned ad hagen og munden i fuld gang med at tygge kødet stykker, valgte han at stille sig tilbage på alle fire, for at gå videre sådan. For mange år siden var det nemmere for ham at gå på to ben, men nu havde han vænnet sig for meget til at gå på alle fire. Det så næsten alt for akavet ud, hvis han forsøgte sig med at rejse sig på to ben. "Narrestreger? Kun hvis folk har fortjent det og det har de ofte," svarede han med et let nik, før han endelig fik sunket kødet. Hans tanker gled straks over på den elver, der åbenbart havde et dybt had til hans snude og ikke kunne lade være med, at forvolde skade. Derudover havde hun skåret nogle af hans kløer af og givet ham en rimelig dyb flænge i siden, med sit sværd. Flængen var heldigvis tæt på at være helet helt og gjorde ikke specielt ondt længere, kun når han anstrengte sig. "Du er ikke en type man ser så tit heromkring..?" Sagde han undrende. Han hentydede til hendes race, for han havde set hendes slags før, for mange år siden, men ikke så meget i skovene.

Et nik med hovedet kom fra hende ved det han sagde, og hun valgte ikke at svare ham med det samme, mest fordi alle de små dyr der rendte rundt foran hendes ben var tæt på at blive sparket væk, så de ikke var i vejen for hende. Ellers ville de blive sparket væk, hvis de blev ved med at rende rundt foran hende, dog havde hun det tilfælles med ulven at de begge to hadede kaniner og søde dyr, der var vel intet værre end sådan nogle dyr. Kunne det ikke bare være andre dyr, så havde det været meget bedre, uden tvivl. Katira svingede øksen en lille smule i takt med at hun gik hen mod floden sammen med ham, hans navn havde ikke strejfet hende endnu, men mon ikke hun ville høre ham om hvad han hed, når det lige kom dertil, fordi det var ikke det vigtigste ligenu. Det var at få noget at drikke, især efter et kanin måltid, så var der næsten intet bedre end noget at drikke, ligemeget hvad det måtte være, for hun var ikke sart, langt fra. 

"Det er ikke tit jeg begiver mig rundt omkring i skove som dem her, men jeg elsker skove"sagde hun ærligt, og sendte ham et blik, hvorefter hun lod det hvile lidt, før hun kiggede væk fra ham igen. Da de så nåede frem til floden, tog hun et kig omkring, tjoh her var der da meget hyggeligt, det var sagtens noget hun godt kunne væne sig til, her føltes helt afslappet, og hvem ved måske hun kunne få en kamp mod denne ulv her, fordi han lignede en der godt kunne finde ud af at kæmpe, og være aggressiv hvilket hun godt kunne lide. Hun elskede alt hårdt, hun var slet ikke til det blide pladder, langt fra"Er du tit i skove som den her, eller vandrer du bare rundt"spurgte hun undrende mens hun skulede hen til ham, og stod og kiggede på floden. Hun bukkede sig lidt ned ved kanten af floden, bukkede sig lidt ind over den, for at kunne drikke noget af floden.

//Afsluttes efter aftale