Sted: En græsmark i Medanien
Tid: Lidt over middag
Vejr: Lettere blæsende, med lette hvide skyer farende hen over en blå himmel

Vinden tog fat i Chés tunge hår og fik det til at bevæge sig en smule og rykkede samtidigt i skjorten, han havde på. Lyden af fjer, der raslede, lød fra hans side, hvor Fenris trofast var placeret. De stod på en bakke med udsigt ud over et stort grønt område med langt græs, der bølgede i vinden. Skyerne skygger bevægede sig hastigt hen over den ellers soloplyste mark. Lyset glitrede lidt i en å, der trak sit spor hen over marken. 

Var det her?

Hans hjerte bankede en smule hårdere, da han tænkte tanken. Var det her, de skulle slå sig ned? Stedet var perfekt til at bygge en by, der var vand og plads til husdyr. Jorden virkede næringsrig, så marker ville der også kunne være. Alt hvad man skulle bruge for at skabe et fungerende samfund. Et hjem.

Fenris, den mørkebrune grif, der havde fulgt ham de sidste par år, skubbede let til ham med næbbet og han rakte ud og lagde en hånd på dens fjerpragt. Der var ingen ord i mellem dem, men det var heller ikke nødvendigt. De kunne begge mærke det, følelsen af at have fundet det mål, de havde sat ud efter. Et sted at høre til.

De havde fløjet over marken tidligere på dagen, men var vendt tilbage. Havde undersøgt omgivelserne og havde endda snakket med en bondemand, der boede et stykke derfra. Der var ingen, der havde gjort krav på jorden. Den nærmeste landsby lå et godt stykke væk, så ud over de små spredte huse, var der ingen, der var i vejen for at de kunne slå sig ned her. De kunne godt bo her.

Endeligt tog Ché en dyb indånding og nikkede for sig selv. Deres rejse var slut, ikke bare hans og Fenris', men de omkring fyrre Topalis der havde fulgte med dem ud på rejsen mod et nyt liv. Azharis død havde været som et bud fra guderne om, at det var på tide at give op på det, der havde været, og begyndte at bygge noget nyt. I stilhed var teltlejren blevet pakket sammen og de havde forladt stranden, hvor de kunne se den forbandede Topalisø i horisonten. Inden de gik, havde Ché fløjet på ryggen af Fenris til den anden lejr og informeret Olympus om, at han nu var alene. Og ønsket ham og hans gruppe al held og lykke i fremtiden. Skulle nogen ønske det, ville de være velkommen til at følge efter Ché.

Og så var de taget af sted. Det var gået langsomt, der var både ældre og børn og der var kun et par enkelte vogne, der var fyldt op med deres ejendele. Det havde taget dem lidt over en uge at komme her til. I dag holdt de pause og lejren lå nogle kilometer tilbage. Ché og Fenris havde brugt dagen på at undersøge området. Og nu stod de her.

Han svang sig på ryggen af sin ven, der med kraftige vingeslag lettede og fløj en runde mere, inden de vendte tilbage til lejren med de glade nyheder.

Det var tid til en ny start.