Juno vågnede op på sofaen nede i stuen. Han havde undgået Hector i et par dage, selvom han vidste at han ikke burde. Han havde brug for Hector, og Hector havde forhåbentligt brug for ham.
Han gned sine øjne og så ud af det lille vindue. Det var stadig mørkt udenfor. Takket været udgangsforbudet kunne han ikke tage på arbejde endnu, men Juno gættede på at solen ville stå op om en times tid, for han følte sig ikke helt lige så kvæstet som han gjorde, når han vågnede midt om natten.

Han strakte sig og stod op. Med lette, lydløse skridt løb han op på det værelse han delte med Hector og begyndte at rode rundt i en bunke af deres tøj. Han fandt en af sine trøjer og skulle netop til at tage den på, da han så blod og skidt på den. Hector så ud til at sove, men Juno kastede den i hovedet på ham alligevel.

"Lad være med at stjæl mit tøj, hvis du skal ødelægge det." Juno så over på Hector med latter i stemmen og et smil på læberne, og selvom han egentlig bare havde tænkt sig at vække ham et øjeblik for at lade ham vide, at han var i live, kunne han ikke modstå synet af Hector og i stedet for at lede videre efter noget nogenlunde rent tøj, gik han helt hen til Hector og satte sig på hug ved siden af sengen. 

"Godmorgen," hilste han lavmælt og lænede sig helt ind til Hector, indtil han kunne mærke hans vejrtrækning imod sine læber. Han lod Hector om at tage det sidste skridt, overbevist om at fyren var vred på ham efter at have undgået ham så længe. 

Hector havde ikke været decideret urolig for Juno over de sidste par dage, hvor takket været ungerne i huset, der færdes rundt omkring i byen og havde set Juno, så vidste Hector, at Juno var i live og ikke var blevet taget af en ny Thanos-type. Så bekymret havde han ikke været, men da det første fulde døgn var gået, og han stadig ikke havde hørt så meget som et pip fra Juno, begyndte han at blive sur. Der var noget, der gik Juno på - det var som regel, derfor Juno forsvandt - og det  var som udgangspunkt fint nok, men Hector var sur over, at Juno havde ladet ham stå alene med hele huset og alle ungerne i tre hele dage uden overhovedet at give lyd fra sig. Og så var Hector bare sur generelt, fordi han savnede Juno helt ind i knoglerne. Han hverken sov eller spiste specielt godt, når Juno ikke var der, og det gjorde ham bare i endnu dårligere humør. Det havde hjulpet en lille smule at tale med Mia, men så snart Hector var alene igen, så kom alle de mørke tanker tilbage.

Da Hector blev vækket med en trøje i ansigtet, havde han kun sovet et par timers tid. Han havde ligget og vendt og drejet sig det meste af natten, og det tog ham et øjeblik overhovedet at rive sig selv ud af søvnen, da han hørte Junos stemme i værelset. En følelse af lettelse svumlede i ham, men den blev hurtigt erstattet af vrede. Vreden stoppede dog ikke Hector fra at kysse Juno, da han mærkede Junos åndedræt mod sine læber, og han sørgede for, at det blev et rigtigt godt kys, inden han åbnede øjnene, løftede en hånd for at placere den midt i Junos ansigt og skubbede ham bagud, så han væltede baglæns ned på gulvet. Han skubbede ikke hårdt nok til, at det skulle gøre ondt, men dog alligevel hårdt nok til at lade Juno vide, at han var sur.

"Velkommen hjem, røvhul," gryntede Hector og satte sig op i sengen. Takket været al hans venden og drejen i løbet af natten, var hans krøller helt elektriske og strittede endnu mere, end de plejede.

Juno kunne ikke huske, hvornår han sidst var blevet kysset sådan. Killian havde måske forsøgt, men det var en kamp tabt på forhånd, for kun Hector kunne tage Junos vejr væk fra ham på den her måde, og han var helt stakåndet og desorienteret, da han væltede ned på gulvet.

"Har du savnet mig?" spurgte Juno med et kækt smil, ikke den mindste smule fornærmet af Hectors vrede. Hector var ofte vred og ofte på Juno, ligesom Juno ofte havde fortjent det. Engang imellem satte det Junos eget temperament i gang, men Juno var, på trods af sit konstant høje stress-niveau, mere afslappet nu. Det var Killians fortjeneste. Ligesom det var Killians fortjeneste, at Junos tanker hverken fløj til Thanos eller til Liv, da han kravlede op i sengen med Hector og, med en hånd mod hans bryst og sit ansigt mod hans, skubbede ham ned at ligge igen. 

Han kunne mærke sit hjerte helt oppe i halsen, men denne gang føltes det ikke ubehageligt. Han forventede stadig at Hector ville stoppe ham. Killian havde ladet Juno sætte alle grænserne, men Killian havde aldrig været ejet af nogen. 

Hector glemte at være vred et par sekunder, da Juno så nemt som ingenting, lod det til, kravlede op i sengen til ham, og han glemte også at stritte imod, da Juno skubbede ham ned at ligge. Det føltes næsten som i gamle dag, før Thanos og Vargas, og Hector var meget forvirret over forandringen, der var sket. Men han var stadig sur, og selvom han ikke kæmpede imod eller vred sig væk fra Juno, så så han stadig surt op på ham.

"Selvfølgelig har jeg savnet dig, din kæmpe lort," sagde han og blev blot liggende. Juno skulle ikke komme her og tro, at han bare kunne charmere Hector ud af sin vrede. "Når ens... ens bedste ven forsvinder sporløst i tre dage, så savner man ham lidt, selvom man mest har lyst til at give ham et los i løgposen."

Han havde lyst til at skubbe Juno væk, men alligevel ikke. Juno havde ikke opført sig så afslappet omkring Hector i ugevis, og Hector var alligevel for svag til at afvise ham, selvom han var sur. 

"Hvorfor kom du ikke hjem?" spurgte han, og denne gang var hans stemme mere usikker. Han frygt for at skræmme Juno væk, for at være for besværlig til, at Juno overhovedet gad ham (det var i forvejen et mirakel, at en som Juno overhovedet lagde mærke til, at en særling som Hector eksisterede!), rumlede i brystet på ham, men han prøvede at være standhaftig, at være modig, selvom han inderst inde var rædselsslagen.

Juno havde før charmeret Hector ud af sin vrede, og selvom det var en sjældenhed, havde han alligevel håbet på at det ville virke denne gang også. Hectors vrede var nu alligevel okay, når han selv igennem den kunne indrømme, at han havde savnet ham. Det skar til gengæld i Junos hjerte da han bemærkede, hvordan Hector også havde svært ved at sætte ord på hvad de var. Juno var gået ud fra, at han gerne ville bevæge sig derhen, hvor de kunne være kærester, men han vidste, at hvis Hector havde det på samme måde, så havde han seriøst fucket op ved at være sammen med Killian. 

Hector spurgte på en måde, der afvæbnede Juno. Han kunne ikke have løjet, selv hvis han ville. 

Han slog blikket væk, skamfuldt. I virkeligheden var Hectors uundgåelige vrede heller ingenting imod, hvad der ville komme efter. Juno ville være nødt til at forklare. Han ville være nødt til at fortælle Hector om Thanos. Han ville være nødt til at sætte ord på de problemer han havde med berøring. Han trak skælvende vejret ind og kastede sig ud i, hvad han ville regne med ville blive den værste morgen i hans liv.

"Jeg prøvede grænser af. Med en anden fyr." Juno sad på albuer og knæ, lænet ind over Hector, og forventede fuldt ud at blive slået. Måske sparket i løgene. Han lagde ikke skjul på, hvad hans ord betød eller at han skammede sig over det, men han beskyttede sig heller ikke. Han fortjente hvad end vrede Hector kunne kaste efter ham.

"Hva'?"

Det var, som om Hector ikke hørte, hvad Juno sagde, eller han ikke forstod ordene, der kom ud af munden på ham. Prøvet grænser af? Med en anden fyr? Hvad betød det? Hector stirrede bare forvirret op på Junos ansigt, mens han prøvede at forstå, hvad det var, Juno sagde til ham. En mærkelig tung følelse fyldte hans bryst, som om noget tungt satte sig på ham, og det blev lidt svært at trække vejret.

"Du har... prøvet grænser af? Med en anden fyr?" gentog han langsomt, stadig som om han slet ikke forstod, hvad ordene betød. "I tre dage har du... prøvet grænser af? Du har... du har ligget og kneppet en anden fyr i tre dage?"

Det begyndte at gå op for ham nu; Juno havde været sammen med en anden. I tre dage havde Juno undgået ham, fordi han havde været sammen med en anden. Og ikke bare en anden, men en anden fyr. Hvad betød det? Var Hector ikke god nok? Stolede Juno ikke på ham? Hvorfor havde han været sammen med en anden? Pludselig kunne han slet ikke holde ud af have Juno så tæt på sig, og han begyndte at vride sig på sengen.

"Du skal lige..." sagde han og skubbede Juno væk, hårdt og uden at tage hensyn til, om Juno kunne lide at blive rørt eller ej.

Hector kom ud af sengen så hurtigt, han kunne, og begyndte straks gå rundt i cirkler i lokalet. Hans hjerte hamrede, og hele hans krop summede i forvirring, raseri og sårethed. Han fik øje på en gammel tallerken, der stod på natbordet ved siden af sengen, og han greb den og tyrede den af al kraft ind i spejlet, der hang på væggen, så der fløj stumper af glas og porcelæn overalt i værelset.

"Hv.. hvorfor?!" hvæsede han, mens han vendte sig mod Juno, og han hadede hvor såret hans stemme lød. 

Juno havde gjort sig så uendeligt mange tanker om, hvad han skulle sige til Hector, når de nåede hertil, men det var som om at de alle sammen satte sig fast i halsen på ham, da han så Hector reagere. Det var alt for tydeligt, hvor ked af det han var, og Juno kunne ikke holde ud at se på det. Lysten til at undskylde og bede om tilgivelse var overvældende på en måde, han aldrig før havde oplevet. 

Han lod sig skubbe væk uden ellers at reagere, med en klump i halsen, han først slap af med, da Hector smadrede deres spejl og en tallerken. Han var på vej til at rejse sig op, da Hector stillede ham et spørgsmål, og han endte med at beslutte, at det måske var meget godt at give Hector lidt plads, så han blev siddende på kanten af sengen. 

"Fordi Thanos fik fat på mig igen. Her, i Dianthos." Den angst, tanken om Thanos altid påførte ham, var der også nu, men han ville ikke have at Hector havde ondt af ham. Det var ikke derfor han fortalte det. Det var udelukkende for at forklare for Hector. Så han kæmpede imod den, ignorerede den. "Og jeg havde brug for... at bevise for mig selv, at frygt ikke kontrollerer mit liv." 

Han kunne ikke holde ud at se Hectors reaktion, og han slog blikket ned i det slidte trægulv. Det ene af hans spredte ben vibrerede ganske lidt, men han forsøgte at undertrykke det, og hoppene var langt fra lige så store som de plejede at være. 

Det lød som verdens dårligste undskyldning og løgn, da Juno nævnte Thanos, og en lille del af Hector havde lyst til at grine højt og hånligt over Junos fantasiløshed, når det kom til at finde på løgnhistorier for at dække over sig. Men størstedelen af Hector stolede stadig på Juno, trods alt, og han vidste også, at Juno havde haft det så hårdt med Thanos, at han aldrig kunne finde på at lyve om det på den måde. Ellers var Juno langt mere kold og kalkuleret, end Hector nogensinde havde regnet med.

Men selvom han troede på, at Juno havde mødt Thanos, ændrede det ikke, hvor vred og såret Hector følte sig. Han havde lyst til, at det skulle gøre ondt på Juno, at han skulle mærke bare en brøkdel af, hvor ondt det gjorde på Hector lige nu... Han havde både lyst til at slå Juno så hårdt, som han overhovedet kunne, men også at gå ud og finde den første og bedste fyr at knalde med og højt proklamere, hvor meget bedre, end Juno, det var, selvom Hector udemærket godt vidste, at ingen ville kunne føles bedre end Juno. Det gjorde ham bare endnu mere rasende, og han greb et halvtom glad fra natbordet og tyrede det efter Juno. 

Han ramte ikke, men glasset ramte væggen bag Juno og sprængte i tusind stumper. 

"Hvorfor..." råbte Hector, mens han snuppede det andet glas fra bordet og kastede det af sted med fuld smadder og væggen også, "Hvorfor kunne du ikke gøre det med mig? Hvorfor skulle det være en anden? Er det fordi han har en rigtig pik? Er det derfor? Hvem er det? Jeg slår ham ihjel!"

Der var lyde af fodtrin ude på trappen, og Hector vidste, at alle ungerne sikkert sad derude og holdt vejret, mens de lyttede til skænderiet og lyden af glas, der smadrede.

Juno veg væk, da glasset ramte væggen bag ham. Han vidste, hvordan Hectors vrede kunne eksplodere, men han var vant til at besvare den med sin egen vrede. Han vidste slet ikke, hvad han skulle stille op, nu hvor han følte at han fortjente Hectors vrede.

Først da det næste glas ramte væggen, rejste Juno sig op, hænderne holdt frem for sig i en gestus, der bad Hector om at slappe af. Han gik hen mod Hector og med hvert skridt remsede han sine grunde op; "Jeg er ikke bange for dig, jeg vil ikke udnytte dig, jeg kunne ikke holde ud at lade dig se, hvor ødelagt jeg var. Er." 

Han var overbevist om, at Hector ikke ville lade ham røre sig, men han greb alligevel blidt fat om Hectors underarm, i et miks af fysisk trøst og for at stoppe ham fra at kaste med flere ting. "Jeg kan ikke engang lide pik. Jeg kan lide dig. Undskyld, jeg skulle have - jeg skulle have gjort noget andet, men... For fanden, Hector." Juno gav op. Han vidste ikke hvad han kunne sige, der ville løse det her, han ville bare have at Hector skulle læse hans tanker og forstå, at det havde været nødvendigt. At han var færdig med den slags og bare ville have Hector. 

Hectors reaktion på at blive rørt af Juno kom mere eller mindre prompte i form af en knytnæve, der kolliderede med Junos kæbe og hage. Det gjorde allerhelvedes ondt i Hectors hånd, men det var bare mere benzin på bålet. Raseriet føltes næsten ustyrligt nu, som om Hectors krop var ved at eksplodere eller at hans hjerte var ved at bryde ud i flammer.

"Kan du ikke få ind i det tykke, dumme hoved, at jeg er ligeglad?" hvæsede Hector og skubbede Juno hårdt i brystet, så han faldt tilbage på sengen. Hector greb fat i kraven på Junos trøje og hev ham tættere. "Kan du ikke fatte, at jeg vil have dig, ødelagt eller ej? Kan du ikke fatte, at... at jeg elsker dig mere end noget andet i hele verden?"

Og så var det, som om al vreden forsvandt nærmest fra det ene øjeblik til det andet. 

"Juno," hviskede Hector, mens hans øjne blev blanke og det faste greb i Junos trøje blev erstattet af kærtegn mod Junos kind og hage, som han netop havde slået. "Hvorfor kan du ikke forstå, hvor meget jeg elsker dig?"

Juno havde instinktivt vidst, at Hector ikke ville reagere pænt på at blive rørt ved af ham lige nu, men han havde alligevel ikke været forberedt nok til at stille noget som helst op, da knytnæven rent faktisk kom imod ham. Den ramte ham præcis som Hector ville have det, og Juno var tvunget til at træde et skridt bagud for at genvinde balancen. 

Han tog sig til kæben, der dunkede af smerte - han havde glemt, hvor hårdt Hector kunne slå, og han var også tvunget til at lade Hector kaste rundt med sig, indtil han endte i sengen igen. Han var allerede på vej op af den igen, utilpas ved den fordel Hector fik af det, men han nåede ikke langt, før fyren havde grebet fat om hans krave og stod lænet ind over ham.

Juno lænede sig væk fra ham, men han lagde ikke noget vægt bag det. Han havde ikke lyst til, at Hector skulle give slip på ham, og han blev kun endnu mere sikker i, at der ikke skulle mere afstand imellem dem, da Hector begyndte at tale. 

Han åbnede munden, men der kom ikke noget ud. Han blev kun endnu mere chokeret, da Hector pludselig skiftede attitude og kærtegnede hans kind og hage.

"Fordi det kun er et spørgsmål om tid, før du indser at jeg ikke har fortjent det." Juno havde aldrig tænkt tanken før, men han vidste at det var sandt, da det røg ud af ham. Han vidste det, fordi det gjorde ondt at sige. Hvis han kunne undgå det, viste han aldrig andet end sin arrogante facade frem, ikke engang overfor Hector, og selvom der fandtes folk, der kunne gennemskue Junos facade, var der ikke nogen han villigt viste frem, hvad der gemte sig under den. Ikke før nu, hvor det føltes livsvigtigt at være ærlig med Hector. 

Hector kunne ikke lade være; han grinede. Det var ikke en varm latter, men den var heller ikke kold eller hånlig. Den var nok mest lidt trist. Hector rystede på hovedet og satte sig i Junos skød, et ben på hver side af ham, og tog Junos ansigt mellem sine hænder, så han kunne stryge sine tommelfingre over Junos kinder (den ene var allerede ved at blive lidt blå-lilla efter Hectors slag) og læne sig ind og blidt kysse hans læber. Det var ikke et langt kys, men det var så kærligt, som Hector overhovedet kunne gøre det. 

"Hvis jeg skulle indse dét, chef," mumlede han, mens han stadig kærtegnede Junos ansigt, "så ville jeg have indset det for flere år siden. Du bliver sgu nødt til at affinde dig med, at jeg ikke skrider, med mindre du beder mig om det, og selv dér skal du ikke føle dig for sikker i din sag."

Hector var stadig vred, og stadig dybt såret, men han kunne håndtere følelserne bedre nu, hvor Juno endelig havde været ærlig overfor ham. Han havde ikke længere lyst til at gøre Juno ondt - ikke på den måde mere - men det ændrede dog ikke på, at han stadig havde lyst til at rive fyren, Juno havde været sammen med - i tusind småstykker.

Junos bukser lå nede ved sofaen og Hectors lår var varme imod hans, da han satte sig på ham, men Juno mærkede ikke andet ubehag, end at hans hjerte slog et slag over. Han åbnede sin mund for Hector, inviterede ham til at uddybe deres kys, hvis han ville.

Han grinede af Hectors svar, som han selv i sin værste, mest selvhadende tilstand kunne se sandheden i. Hector kendte ham bedre end nogen anden. "Okay. Jeg tror på dig." Juno følte, at han skulle sige noget mere, gengælde Hectors ord, hans kærlighedserklæring. Men der var noget andet han skulle have sagt først.
Han fugtede sin underlæbe og rakte en hånd op for at stryge Hectors hår om bag hans øre, selvom det nægtede at blive siddende dér.

"Det var én gang. Det var ikke tre dage, det var én gang. De næste to dage var... Forvirring. Skam? Undskyld." På trods af at Hector lige havde erklæret, at han aldrig ville forlade ham, kunne Juno ikke stoppe sig selv fra at lægge begge arme om Hector, som var han bange for at fyren ville skride. 

Hector nikkede og lænede sin pande mod Junos, så hans krøller faldt lidt ned i Junos øjne. Følelsen af, at Juno holdt om ham, at Juno ikke ville have, han gik, var næsten det allerbedste, Juno kunne give ham. At vide, at Juno ikke var ligeglad... Det betød næsten allermest.

"Jeg er stadig pisse sur på dig," mumlede Hector, mens hans fingre snoede sig bag om Junos hoved for at kærtegne hans nakke og nusse sine fingre ind i hans hår. "Og jeg smadrer stadig den fyr, hvis jeg nogensinde ser ham, men... jeg går ingen steder. Det lover jeg. Men jeg vil have, du er ærlig overfor mig. Det er det eneste, jeg vil have."

Hector lod begge arme glide rundt om Juno og trak ham tæt ind til sig i et kram. Han hvilede sit hoved på Junos skulder, mens et par enkelte tårer trille ned ad hans kinder og ned på Junos trøje. Det gjorde stadig ondt, men Juno var her, og han holdt om Hector, og så kunne Hector klare det hele. 

"Fair," svarede Juno, da Hector fortalte at han stadig var sur. "Også fair," tilføjede han med et grin, over at Hector ville smadre Killian. Juno og ham var stort set samme størrelse, men Hectors vrede og erfaring kunne konkurrere med hvem som helsts, og Juno var ikke i tvivl om at Hector ville kunne smadre Killian, hvis han virkelig ville - og nogensinde fandt ud af, hvem han var. Juno ville fortælle ham det, hvis han spurgte, men han ville ikke give ham hans navn af sig selv.

Juno holdt Hector tæt ind til sig, da fyren hev ham ind i et kram. Kort efter, da han mærkede sin trøje blive våd, holdt han ham kun endnu tættere ind til sig, med ny desperation. 

"Jeg elsker også dig," svarede han endelig. Ordene var nemmere at give, end et løfte han ikke kunne holde. 

Hector smilede ved Junos ord, og han snøftede og løftede sit hoved for at tørre sit ansigt i sit ærme, inden han pressede sine læber mod Junos i et inderligt kys. Det skulle nok blive okay, kunne han mærke. Hvis de bare kunne tale sammen - og det gjaldt lige så meget Hector, som det gjorde Juno, for Hector vidste godt, han var rædselsfuldt dårlig til at tale om, hvordan han havde det - så skulle alt nok blive godt. Det var nok lidt naivt at tro, at alt med et trylleslag ville blive bedre nu, for de levede stadig begge med deres traumer, men Hector følte sig stadig mere håbefuld og opløftet, end han havde i lang tid.

Kysset blev lidt mere insisterende, og Hector åbnede sin mund for at smage på Junos læber og tunge, mens hans vejrtrækning blev en smule tungere. Selvom Hector havde været hårdhændet med Juno for lidt siden, og den samme adrenalin stadig boblede under huden på ham, så holdt Hector sig tilbage, selvom han havde mest lyst til at gnide sig hårdt ned mod Junos skridt og ride ham, indtil Juno fik vabler på pikken. 

Juno gengældte Hectors kys, men han kunne ikke holde det længe. Vægten af Hector mod sit skridt, deres nøgne lår imod hinanden og den tunge vejrtrækning de delte, var ved at blive for meget for ham. Logisk vidste han godt, at der ikke var nogen grund til panik, men han kunne mærke det komme snigende alligevel, hvis ikke han fik taget kontrol om situationen.

"Vi flytter os," advarede han Hector. Ikke fordi han troede Hector havde brug for advarslen, men fordi han selv ville have haft brug for den, havde deres positioner været omvendt. Hector vejede nærmest ingenting, og Juno fik nemt vendt dem begge, så han kunne lade Hector dale ned i madrassen og selv følge med over ham. Han fordel imellem fyrens ben og hvilede sine albuer på hver sin side af ham. 

Han havde det allerede bedre, roligere. Han var hård, men stof adskilte dem, og både den T-shirt han selv havde sovet i, og den Hector havde sovet i, adskilte dem også. Juno lukkede øjnene og kyssede Hector igen. "Jeg vil ikke røres under mit tøj," hviskede han lavmælt uden at åbne øjnene. Det var langt sværere at sige til Hector end til Killian. Han kunne ikke true Hector. Han kunne ikke få sig selv til at beordre ham omkring heller. Han kunne kun være åben og sårbar, og det var lige så svært, som han havde regnet med at det ville være, men han ville hellere sige det nu, end han ville sige det, når Hector overskred grænsen. 

Hector lod sig flytte rundt på uden beklagelser, og han strakte sig lidt i lagnerne, inden han samlede hænderne bag Junos hoved, så han kunne holde ham tæt ind til sig.

Kysset fik et lille støn fra ham, og han lukkede øjnene i nydelse, mens han gengældte det.

"Okay," hviskede han til Junos formaning. Det kunne han sagtens leve med. Det vigtigste var, at Juno var her og kyssede ham. Hans fingre fandt tilbage i Junos hår og nussede igennem det. Følelsen af Junos hårde pik mod hans underliv var en lille smule intens, for der skulle så uendeligt lidt til, for at Juno lige kunne trænge ind i ham, men Hector fokuserede på blot at nyde følelsen i stedet for at tænke på, hvad der KUNNE foregå.

"Du er så pisse lækker, chef," hviskede han og kradsede let over Junos hovedbund. Hans anden hånd gled ned over Junos ryg og kærtegnende den igennem stoffet.

Hector tog Junos regel pænere end han havde regnet med. Ingen modstand, ingen nedladende kommentarer, intet om at Hector allerede havde regnet det ud. Kun støtte og kærtegn i tilladte områder. Juno var så lettet, at han kyssede ham, selvom hans ansigt var ét stort smil.

Hectors kompliment fik et selvsikkert glimt frem i Junos øjne. Han vidste, at han var lækker. Det var et kompliment han kunne tage imod uden problemer.

"Jeg vil virkelig gerne kneppe dig," svarede han og løftede sig nok op til at kunne se Hector i øjnene. Det stoppede ham dog ikke fra at gnubbe sig skamløst op imod ham, heller ikke selvom der var flere lag tøj imellem dem, og stadig tegn efter tårer på Hectors ansigt. Han havde været liderlig efter Hector siden han først kom ind på værelset, eller måske siden Killian havde vist ham, at det kunne føles godt at blive rørt ved igen.

Hector mærkede et varmt sug i maven ved Junos ord, og han kunnet nærmest have kommet bare ved følelsen alene. Selvom han ikke havde givet udtryk for det, og selvom han godt kunne undvære det til fordel for bare at være sammen med Juno, havde Hector hemmeligt hungret efter at mærke Juno indeni sig igen, at mærke hvordan de kunne smelte sammen til én, høre de vidunderlige lyde, Juno lavede, når han kom...

"Jeg vil virkelig gerne kneppes af dig," nærmest stønnede han, og han kunne ikke lade være med at sprede benene en smule mere, mens han håbede, at Juno kunne mærke, hvor varm og våd han var, selv igennem stofferne imellem deres kroppe. Hans ene hånd vandrede længere ned, så Hector kunne tage om Junos røv igennem stoffet og klemme om den ene balle. Han ville så gerne have Junos pik ind i sig, og det var svært ikke at tigge om det.