Det var ikke en lille mundfuld han havde sat sig for. Ikke en lille udfordring at tage ved hornene og få noget økonomisk heldigt ud af. Som tiderne var gået, var Mørkets hær vokset i styrke og antal, efter deres nedlagt for nu en årrække siden. Hæren havde taget flere forskellige klaner af racer ind under den dæmoniske vinge, og ladet dem bosætte sig i dæmonernes rige. Ikke til Dæmonernes fornøjelse, og lige nu heller ikke til Jeffreys. Ikke mange af krigerne spekulerede det fjerneste over hvor deres udstyr, mad og indtjening kom fra. Hvorfor stille spørgsmål når det bare kom? Jeffrey forstod dem egentlig godt, med en stor afstand til deres handlinger under alle omstændigheder. Men det gjorde ikke hans arbejde nemmere. I mange måneder havde han været ved at flå sit eget hår af i frustration over den manglende indkomst, men det fortsatte forbrug blev aldrig mindre. En hær som denne tog naturligvis bare hvad de havde brug for – var det ikke formålet med at leve på den anden side af Dronningens love? Måske, men der måtte være en mere effektiv måde end at stjæle som gemene gadebørn.

Det havde ikke ligefrem været et mentalt opløftende møde af nogen art, med store intelligente udvekslinger af ord. Tværtimod. Rongk var dum som dagen var lang, men han var bred som et hus og stærkere end ti heste. Hvis rygterne var sande. Det undrede ikke Jeffrey det fjerneste at en stor ork som han var lederen af sin egen flok orker. Orker af samme robuste bygning, og lige så snot dumme. De forstod ikke hvad et sølle svagt menneske skulle i deres lejer. Hvad havde han at tilbyde som de ikke bare tog? Det var et godt spørgsmål. Hvad behøvede orker mere end kød, kvinder og våben? De var et overraskende selvforsynende folk, men med krigeriske lyster, der ville tynde ud i deres egne rækker hvis de ikke fik stimulans udefra.

Det var her ideen var kommet. En spinkel ide der tog flere måneders forberedelse før Jeffrey følte sig tilfreds med kommunikationen. Den første landsby havde været en dårlig test. Rongk havde forstået at materialer skulle samles, men inden Jeffrey overhovedet kunne stille ultimatum for byen, havde Rongk hørt ordet Angrib, og han trådte i sin stålfaste karakter, efterladende en meget træt mørkets kriger på sin trofaste og umådelig stillestående hest tilbage til at overvære et massakre, der efterlod landsbyen nedbrændt og mange af de ressourcer han søgte, tilintetgjort. ”Vi smadre!”. Det så ikke ud til at grønhudene var i stand til andet.

”Kravet er simpelt mine herre. I finder alt af værdig, ned til mindste lille ring på jeres fingre, og afgrød i forrådskamrene. Ligger det hele på vogne, køre det ud af byen inden solnedgang og byen bliver skånet. Hvis ikke… Rongk” Orken kom med et øredøvende brøl der fik blodet til at fryse til is i kroppen på de forskræmte bønder og enkelte småkrigere der stod foran en orkhær af anseelig størrelse. Det var lykkes at få dem på retreate. Planen var lykkes, og før mørkets frembrud var vognene kørt frem. Fyldt med top, med alt hvad de i byen ejede. Alt der kunne skovles sammen. Jeffrey kiggede tilfreds på udbyttet, tydeligt mærkende de stærke gule øjne i nakken. ”Træk det væk.” Jeffrey vendte sig mod orken der var flere hoveder højere og ikke mindst godt breddere. ”Hyg jer” Orkerne brød ud i kampråb som de stormede mod byen som vilddyr. Flåede, brændte og gjorde præcis hvad de ville for at stilne deres tørst for kamp. Det var ikke altid nok – det var ikke værdige krigere at kæmpe imod, men det holdte dem i gang. Jo mere kamp de fik udenfor dæmonriget, des mindre slog de på de andre i mørkets hær.