Sted: Smuglerhavnen ved Tusmærkebjergene
Tid: Eftermiddag
Vejr: Overskyet, koldt og lidt blæsende

Det var ikke ligefrem fordi, at vejret lagde op til at rejse rundt i den nordligere del af Krystallandet, men Vargas havde relationer, der skulle plejes. Rige kunder, der skulle besøges, så de huskede, at han var den, de ønskede at købe deres slaver ved. Det var lidt som at kysse røv nogle gange og man kunne ikke ligefrem påstå, at disse ture væk fra Rubinien morede Vargas ret meget, men de var nødvendigt. Og somme tider var det også meget rart lige at komme væk fra dagligdagens trummerum og få en opdatering på resten af landets tilstand, se det med egne øjne. 
Ved denne tur havde det passet bedst at lægge til land ved Tusmørkebjergene. Ikke ved Dianthos' havn, desværre, en by han altid fandt interessant at besøge. Især nu Liv havde informeret ham om, at hun havde fundet sig et sted at bo i byen.

Men han havde ikke tid til at tage så langt væk fra sit skib, der lå til kajs ved den lille, skumle havn. Et skib der så alt for fint ud til at befinde sig sådan et sted, men lasten var absolut ikke upassende. Levende væsner, lænket og gjort klar til salg. Eller nu, hvor han red tilbage mod havnen, var skibet tomt, men klar til at modtage sin nye last, nyfangede slaver, der skulle tilbage til Balzera og gøres klar til salg.
Hesten under ham prustede og lavede et utilfredst hop, da hans hæle rørte dens sider og fik den til at galopere det sidste stykke. Vinden var kold, og selvom han var født og opvokset i norden, havde han boet i Rubinien i nogle hundrede år og selv denne efterårsvind gik igennem marv og ben. Så han var klædt godt på i tykke klæder, et par ordentlige støvler og en tyk kappe med en imponerende pelskant i sølvgrå. Tøjet var ukarakteristisk mørkt og praktisk for ham, men under jakken havde han en mere typisk kofte på i stærk lilla med guldbroderier. Og sit elskede tørklæde i gul.

På havnen stod hans folk og ventede. I mellem dem stod en gruppe af væsner, alle lænket sammen med en lænke om et ben og hænderne lænket på ryggen. Som hesten galoperede nærmere, lod han interesseret blikket glide over sine nye ejendele. Hvad mon hans folk havde fundet frem til ham denne gang? Noget spændende?
Med et ryk fik han hesten bremset og en vagt sprang med det samme frem for at tage dens tøjler. Den stod knapt stille, før Vargas havde svinget benet over ryggen på den og lod sig glide ned på brostenene. Bag ham stoppede de to vagter, han havde haft med sig, også deres heste.

"Herre Vargas, alt er klar til afgang. Slaverne skal blot læsses." En tyng, høj mand bukkede let for ham og Vargas viftede lidt med en hånd af ham.
"Det er fint, Morgrad. Er der noget spændende i blandt?" Vargas så end ikke på sin ansatte, mere interesseret i fangerne.
"En har evnerne til at styre planter, brombærbuske gjorde tilfangetagelsen noget vanskelig. Og den høje for enden ser ud til at være en halvtrold. Ellers er det mest mennesker og elvere uden noget interessant." Mandens stemme var flad, mens han lagde rapport. Vargas nikkede let og begyndte at gå ned langs rækken. Egentligt ville han elske at føle på alle fangernes sjæle, men det var koldt og han var træt efter rideturen, så det måtte vente til de var i Balzera. Nogle af slaverne havde fået hans lille gule sten om halsen, i en halskæde under deres tøj, så deres magiske evner blev neutraliseret. Dem skulle han også have smeltet fast på et tidspunkt. Han stoppede kort op og betragtede en mand, der tydeligvis havde fået en ordentlig omgang tæv af sine tilfangetagere. Personen ved siden af var lille, spinkel og alt for gammel og Vargas lavede en kort bevægelse med hånden, hvilket fik et par vagter til at tage ham ud af rækken og føre ham væk. Hvad de gjorde ved ham, så ikke ud til at interessere dæmonen, der fortsatte ned af rækken.

Solen var begyndt at gå ned senere for måneder siden. Det var ikke aften endnu, men klippene, der omklamrede fjorden mod dens vestlige udmunding, dækkede næsten allerede for solens stråler. Havnen var stille og roligt begyndt at tåge over. Lige nu var det kun en tynd dis, men om et par timer ville det nok ikke være til at se mere end 30 fod frem. Ikke at sigtbarheden var vigtigt, når der ikke var et øje i denne del af havnen, man kunne råbe om hjælp efter. I hvert fald ikke nogen, der ville lytte til folk med lænker på i en smuglerhavn. Venus slog opgivende blikket mod jorden, hvor hendes kæde lå og gjorde det meget besværligt at flygte ad luftvejen.

Venus, som var en menneskekvinde af gennemsnitlig højde og spinkel kropsbygning, stod lidt længere nede ad rækken. Hun var svær at overse med et hår, der havde samme flammende kulør som de gule, orange og røde trækroner, der dækkede, hvad de kunne af de stejle klippeskranter. Tøjet var også besynderligt for årstiden. At dømme efter hendes let gyldne hudfarve, stammede hun fra de sydlige dele af landet, men hendes påklædning indikerede, at de kølige temperaturer her ikke rørte hende synderligt. Skørtet var mosgrønt og gik til et stykke over knæene og blusen var en ikke helt hvid en af slagsen med løse trekvartærmer. Begge dele blev holdt på plads af et bredt bælte om livet, og ingen af dem så ud til at gøre noget for at holde hende varm. Det var noget af et held for hendes generelle helbred, at hun stadig kunne mærke sine evner.

Endnu heldigere var det held, at hendes fodlænke ikke var lige som dem, byvagterne brugte. Dem havde smuglerne måske ikke haft råd til, gættede hun. Så vidt hun kunne regne ud, havde de også andre metoder. De halskæder halvdelen havde fået smidt om halsen, havde i hvert fald standset plantemagikeren. Det undrede hende, at de ikke bare gav alle kæderne på. Måske havde de ikke nok. Måske virkede de kun en gang. Under alle omstændigheder, havde de ikke smidt en om halsen på hende. Hvis der var en ting, hun havde lært af at stikke af fra byvagterne, så var det ikke at give dem grund til, at smide en i håndjern. Brug af evner plejede byvagterne at se som en virkelig god grund, så det havde hun. Ligesom de fleste andre udbrydere, havde hun brug for en mulighed til at stikke af, og det havde hun ikke set skyggen af endnu.

Lyden af galopperende hove i disen, fik Venus til at se op. En silhuet af en mand til hest, der tydeligvis var vandt til at ride, blev mere og mere tydelig, og det varede ikke længere for Venus, kunne se mandens - eller hvad hun troede var en mands - ansigt. Det var sært. Hun syntes bestemt, hun havde set ham før, men et helt andet sted. Pludselig huskede hun den venlige herre fra midsommerballet. Intet under, at hun ikke kunne placere hans ansigt. Hun ville aldrig have forventet, at nogen med hans åbenlyse status ville befinde sig et sted som her, men det var underordnet. Han kendte hende, der var en chance for en redning. Vargas hoppede af hesten, og før hun vidste af det, var Enerius blev slæbt afsted af vagterne. Venus så endnu engang slukøret ud, mens indestængt vrede begyndte at boble: *Med mindre han er ham, der tjener pengene her...*

Modsat Vargas var hun interesseret i og udmærket klar over, hvor den gamle mand skulle hen. Det store brød havde ikke været der, da hun vågnede i lænker, men hun havde set ham blive slæbt tilbage mod resten af gruppen. Et fint blodspor viste meget præcist, hvilken retning han var kommet fra. Venus havde ingen intentioner om at følge trop, men noget måtte hun gøre. *Spørgsmålet er bare hvad...*

De næste skikkelser i rækken var ikke så interessante, et par elvere og et menneske, alle med et udtryk af modstand og skræk i ansigterne. Ingen i tvivl om, hvor de var på vej hen. Ikke en eneste følelse af medfølelse gled igennem Vargas, der fortsatte forbi endnu et menneske han næsten ikke kastede et blik på. Tanken om et varmt krus kaffe og et måltid mad lokkede mere end opdagelsen af specielle slaver. Han skulle nok få tid til at betragte dem senere. Når priserne skulle sættes og evner og racer skulle vurderes. 
Men han gik i stå midt i et skridt, da han havde passeret kvinden. Hans blik blev en smule fraværende, som han sorterede igennem minder og pludseligt vidste, hvor han havde set hende før. Ballet på paladset. 

Et smil dukkede op på hans let skæggede ansigt og han vendte sig i mod hende med et glimt i øjet. 
"Jamen dog, tænk at møde dig her." Hans stemme var lige så venlig som til ballet, men der hang et fornemmelse af rovdyr over ham, som en kat der havde fundet musen i musefælden. Og smilet om hans læber virkede ikke ligefrem venligt, mere som om, at han morede sig. Hans blik gled op og ned af hende, vurderende. Det var lidt lettere at få et indtryk af hendes fysik nu, end da hun bar den store tunge kjole. 
"Der er langt fra paladsets storslåede haller til dette jammerlige sted." Det virkede lidt som om, at han lagde op til hyggesnak, som havde de blot mødt hinanden på gaden i Dianthos. Men han var egentligt ikke så interesseret.
"Du skulle nok være blevet i Dianthos."

Med de ord trådte han videre til den næste slave. Det var ikke første gang, at han havde fået en slave i mellem hænderne, som havde haft en højere position i samfundet eller som han havde mødt før under andre omstændigheder. Og han var ligeglad hver gang. Medmindre han blev tilbudt noget godt, var de lige så gode at sælge som de fleste andre. Kvinden var køn nok og han huskede et eller andet med en skrædder, så han ville ikke få problemer med at få hende solgt. Til en god pris.

"Det er sjovt, jeg læser sjældent folk forkert," mumlede hun vel vidende, at Vargas ikke var for langt væk til at høre hende. Hendes sidemærke gav hende et advarende blik ud ad øjenkrogen. I virkeligheden var sandheden, at når alle andre end hende mente, at nogen var rådden til det inderste og helt og holdent uden for nogens rækkevidde, så havde hun altid haft ret. Hun ejede ikke evnen til at læse folk hverken magisk eller på anden måde. Til gengæld ejede hun en nogle gange nærmest blind tillid til, at andre væsner var gode nok på bunden, og nogle gange fik den tillid folk til at være gode nok på bunden, når hun var i nærheden. Af denne grund havde hun også venner nogle temmeligt alternative steder, venner hun lige nu godt kunne bruge lidt hjælp fra.

Hendes generelle personlighed til trods, så genkendte hun Vargas' type. Hendes barndomshjem var fyldt med mange slags væsner både gode som dårlige, men der syntes altid at være en større mængde af grådige 'handelsmænd', som vægtede krystaller højere end noget andet. Det smil hun havde set ham præstere ved ballet, inden han havde fået øje på hende, huskede hun stadig tydeligt nok.

Kommentaren om, hvor lavt hun tilsyneladende var sunket, havde hun mere end en bemærkning til: *Og jeg ville være blevet i Dianthos, men det var ikke os alle sammen, der fik et valg,* var en, *Jammerligt? Her kunne da have været værre, Skumringskvarteret i den nedre bydel for eksempel eller lastrummet på et fragtskib,* var en anden. Men Ella, hende sidekammerat, havde haft ret i at forsøge, at få hende til at tie, og Venus var ikke helt dum - selv om at vandre alene rundt uden for Tusmørkely efter mørkets frembrud, måske ikke havde været den bedste idé. Så hun sagde ikke noget. I stedet bed hun irriteret tænderne sammen og så en smule skuffet efter slavehandleren.

Så fik hun en idé. Det lod ikke til, Vargas var klar over, hvilken ringe status hun egentlig havde, og da griske handelsmænd ofte begik den fejl at tro, at de var enestående og uendeligt kloge, virkede det som en rimelig antagelse, at han var helt sikker på, han havde regnet hende ud. Venus trak være ind en enkelt gang og rettede sig lidt op.
"Hvad er det, du laver?!" hviskede Ella anstrengt. Venus Kneb øjnene en smule sammen og så i hendes retning et halvtt sekund, for at få hende til at tie. Så vendte hun blikket mod Vargas.
"-" åbnede hun munden for at sige, og var nødt til at rømme sig, for at komme igang igen, "Men hvis du ved, hvor jeg er fra, må du også vide, at der kan være flere krystaller i det for dig, hvis du sælger mig tilbage til min familie." Venus havde justeret sin storbyaccent til noget der mindede mere om, hvordan der taltes i de øvre distrikter. Hun gjorde det samme til ballet. Folk virkede altid mere interesserede, hvis man lød mere sofistikeret. Så var spørgmålet bare, hvor meget hun var kommet til at sige til ballet, og hvor meget Vargas huskede. Og ikke mindst, om krystaller var noget, han orkede at rejse efter.

Et par brum, der nok kunne forstås som en latter, kom fra Vargas med hendes mumlende ord, men han vendte ikke tilbage til hende. Hun betød intet for ham, ud over hvad hun kunne indbringe ham i sidste ende. Det behøvede ikke at være krystaller, værdi kunne vægtes på mange forskellige måder. Sjæle, forbindelser, sex, ja endda selskab og underholdning. Men trods hendes imponerende hårfarve, havde Vargas ikke fundet noget interessant ved hende. Hun havde virket som en venlig kvinde til ballet og han plejede også at være ganske god til at læse folk. Uden brug af sin evne.
Så hans første indskydelse var, at han ikke ville få noget ud af hende, ud over det sædvanlige. Krystaller ved et salg. Derfor var hans interesse allerede videre til de næste slaver i rækken. Lige nu var han mere interesseret i skikkelsen for enden, måske der var noget, han faktisk kunne bruge.

Men han nåede kun to slaver hen, før kvindens stemme afbrød hans inspektion. Langsomt drejede han rundt og gik tilbage til hende. Med sammenknebne øjne så han undersøgende på hende, inden hans ansigt foldede sig ud igen og et smil var at se om hans læber. 
"Jamen fortæl mig endeligt, hvilken rig familie du har." Igen var hans stemme nærmest venlig, men igen fulgte hans udstråling ikke med. En rig familie? Han huskede hendes udstråling til ballet, en udstråling han havde fanget som værende usikker i de adelige omgivelser og den dyre kjole. Han kunne have taget fejl, hun kunne være rig og adelig. Han kendte ikke alle familier i Krystallandet, langt fra, men han havde ikke fanget den adelige overlegenhed ved hende, som de fleste familier besad.

Men i en situation som denne, kunne han godt tage på sig at tage fejl, og hvis der var flere krystaller at hente ved at lade hende tage hjem end ved at bruge til og ressourcer på hende i slavehandlen, var han åben for at gøre det sådan. Han ville lade sine mænd om at klare det, han ville hjem. En skam at han ikke vidste, hvor Thanos var henne i øjeblikket, det var end mand der ville udføre opgaven uden slinger i valsen. Men hans egne mænd var nu også brugbare.
Han trådte tætter lidt tættere på hende og så afventende ned på hende, stadig med svag morskab i sine træk. Han var da spændt på, hvad hun kunne tilbyde ham.

Venus krympede sig lidt i skyggen af Vargas, der tårnede sig op over hende. Det var lige så meget hans attitude som hans ikke ringe højde, for slet ikke at nævne den situation, hun var havnet i, der fik hende til at føle sig meget lille. Men det gav den unge kvinde en smule håb, at han havde bidt på krogen. Nu var spørgsmålet bare, hvor længe hun kunne holde tråden i sin løgnehistorie.
Hun sank en klump, "Jeg er den yngste datter af familien Sommerhæld." Det var forsøget værd. Familien var relativt ny i Dianthos og stammede oprindeligt fra Medanien, hvor de havde tjent deres penge på handel. Det var ikke en gammel familie, ej heller var det gamle penge, men krystaller var krystaller. Desuden var det en af de familier, hvis medlemmer ofte delte et fysisk kendetegn. I Sommerhælds tilfælde var det flammende rødt hår. De havde flere børn, blandt hvilke var mere end en datter. Venus vidste alt dette fordi, den ene af døtrene satte stor pris på Venus' arbejdsgivers kjoler og i øvrigt nød at fortælle om sig selv. Venus fandt det hyggeligt.
Hvad Venus først tænkte over, efter ordene havde forladt hendes mund, var, at en handelsfamilie som den, nok ikke var ukendt i andre handelsbyer. Hun kunne kun håbe, at Vargas ikke kendte dem alt for godt. Venus vidste, de handlede med vin, men om de handlede med andet og mere lyssky ting, anede hun ikke.

Hun flyttede lidt på sig og vred sine håndled, i et forsøg på at stå mere behageligt. Det gik ikke efter planen. I det mindste lod det til, Ella havde forstået planen, i hvert fald skulede hun ikke længere advarende mod Venus, men ned i jorden. Venus så op mod Vargas og forsøgte ikke at se for bange ud. Mens hun afventede en reaktion, drejede hjulene i hendes hjerne for at opfinde en forklaring på, hvad i alverden hun selv lavede i Tusmørkedalen.

Familien Sommerhæld. Navnet sagde Vargas et eller andet, men det var ikke på grund af slaver. Vin? Han havde engang købt noget vin af dem? Han så udtryksløst på hende for et øjeblik, mens han skjulte sin skuffelse over, at det nok kunne passe. Noget med det røde hår passede i hvert fald og han syntes også at erindre, at de havde pigebørn i familien.
Hvad så nu? Skulle han tage hende med alligevel og lære hende en lille lektion eller skulle han få et par af sine mænd til at tage hende hjem? Eller måske kræve en lille løsesum?

Efter lidt tøven, vinkede han en vagt hen til sig.
”Løsn hende fra resten. Hun er dog ikke fri til at gå.” Vagten nikkede hurtigt og begyndte at spænde hende fri fra den lange kæde, der bandt alle fangerne sammen. I mens fortsatte Vargas sin inspektion af resten af slaverne. Det var en halv trold for enden, hvilket gjorde dæmonen ganske begejstret. Der var mange muligheder i noget så stort, stærkt og dumt, både i arenaen og i stenbruddet. Mange salgsmuligheder, mange køber og derfor en højere pris. 

Han nikkedde til en vagt og med et råb blev der sat gang i rækken af slaver på vej mod skibet, der lå og ventede. Da pigen, den rødhårede havde virket venlig med, gik forbi, løftede Vargas en hånd og en vagt råbte stop, så hele geleddet blev bremset. Han så lidt undersøgende på hende, inden han lavede et let nik og en vagt frigjorde hende fra rækken. Skrækken var tydelig på hendes ansigt og han satte et venligt udtryk op.
”Hvad hedder du?”
”Ella,” svarede hun tøvende. Han smilede til hende og lagde en hånd mod hendes ryg for at føre hende hen mod vagten, der stadig stod med den rødhårede.
”Ella. Et smukt navn. Nu skal du høre her. Du skal hjælpe mig. Jeg skal bruge sandheden, og det kan du måske få for mig.” Han flyttede blikket til Venus og smilet forsvandt. ”Jeg bryder mig ikke om at blive løjet for.” Om hun havde løjet vidste han faktisk ikke, men lige meget hvad, ville han få lidt underholdning ud af situationen. Hans hånd gled fra pigens ryg til hendes nakke, hvor han klemte til, hvilket fik hende til at krympe sig med en bange lyd.

Lukkes efter aftale.