De havde snerret af hinanden flere gange, siden de var kommet hjem, og et par gange havde de endda skændtes, men det havde endnu ikke udviklet sig til en regulær slåskamp. Måske var det, fordi de begge havde fået nok af vold indtil videre, og så alligevel...

Hector var hverken dum eller blind, og han havde da godt lagt mærke til, at Juno flere gange var kommet hjem med frisk blå mærker og endda et snitsår her og der. Det var jo stort set umuligt at undgå, når man ikke blot delte værelse sammen, men også for det meste delte seng. De sov dog kun. hvilket også var en kilde til en mærkelig frustration hos Hector. Juno havde indtil videre ikke udvist nogen form for lyst, og med tanke på, hvad der var sket på skibet, så bebrejdede Hector ham det ikke ét eneste sekund. Selvom Hector også havde siddet i modtagerenden af sin del af seksuel vold fra bode Thanos og Vargas, så havde han på ingen måde været ligeså hårdt ramt som Juno, og derfor var hans lyst stille og roligt ved at vende tilbage. Plus, han higede efter, at udskifte de ubehagelige minder med nogle dejlige. Men han sagde ikke noget; tanken om, at Juno ville føje ham af skyldfølelse eller dårlig samvittighed i stedet for lyst, forekom Hector så modbydelig, at han reelt fik kvalme af den. Så ville han hellere leve resten af sit liv i cølibat! 

På trods af de noble tanker, opbyggedes der alligevel en vis portion seksuel frustration i Hector, som han ikke kunne komme af med, og gjorde kun hans humør endnu grummere end normalt. Han vrissede og snerrede oftere af alle i huset, og til sin evige dårlige samvittighed, fik han endda ved et uheld Freja til at græde en dag. Han havde brugt resten af dagen og at finde en måde at sige undskyld på, og efter flere timers vandren i Dianthos' gader, havde han fundet en smukt skinnende og farverig halefjer fra en fugl. Han havde bundet den i en lædersnor og givet hende som hårpynt. Hun havde krammet ham af lykke, og Hector havde bare gryntet en lillebitte, "Undskyld."

Det havde hjulpet lidt på hans humør, men der gik ikke mange dage, før den nedtrykkende og mørke følelse havde sneget sig tilbage i hans sind. Det kriblede og krablede over hele kroppen af rastløshed, men turde han heller ikke gå ud alene om aftenen (elendige kujon!), og han og Juno havde skændtes om et eller andet ligegyldigt eller ikke-ligegyldigt igen igen, så stemningen var heller ikke ligefrem i top mellem dem. Men til sidst kunne Hector ikke holde til det mere.

Han havde siddet kanten af det store bord i køkkenet og nippet til at glas vand, da en djævel pludselig tog ved ham. Han sprang ned fra bordet og jordede glasset ned i gulvet, så det splintrede i tusind stykker. Børnene i køkkenet, der heldigvis alle sammen stod eller sad i den anden ende af lokalet, hvor Juno også var, hoppede forskrækkede op, mens Hector proklamerede, "Jeg vil kraftedeme have en øl, og det skal være nu!"

Uden tøven marcherede han igennem glasstumperne (godt han havde hove og ikke bare fødder) og ned til den anden ende af bordet, greb Juno ved kraven af hans sweater og trak ham ud of stolen og ud af huset. Juno havde vist gjort lidt modstand, men Hector kunne ærligt talt ikke huske det, og han havde også været totalt ligeglad. De skulle være stive, og det kunne kun gå for langsomt. 

Efter den første øl i næsten total stilhed, var der endelig gået lidt hul på bylden, og de havde skændtes igen, men efter tredje øl, havde de grinet så meget, at tårerne trillede ned ad kinderne, og efter femte øl havde de prikket til hinanden og slåsset lidt for sjov, hvilket havde resulteret i en advarsel fra bartenderen. Efter tiende øl havde de snøvlende udklækket en plan til, hvordan de skulle overtage hele Dianthos' kriminelle underverden på blot én uge, og efter den tolvte havde Hector pisset på bardisken og grinet som en sindssyg, da bartenderen endelig havde smidt dem begge ud med røven først. 

De ville formentlig begge bruge den næste dag med hovedet i en spand, men lige nu, hvor de lå sammen, fordrukne i den mudrede rendesten, havde Hector aldrig været lykkeligere. Han havde holdt Juno i hånden, mens de slæbte sig hjem i de tidlige, ensomme morgentimer, mens byen langsomt vågnede omkring dem.