Det var tidlig morgen, alt for tidlig. Solen var stadig på vej op, men Agarés slog øjnene op i vild panik, som han satte sig op i sengen med en smertefuld grimasse. Mareridtet sad stadig i ham. Det føltes som om at smerten bagtil stadig brændte og derfor lagde han sig ned igen med et irriteret støn. Han havde haft en forhåbning om, at han kunne nå at få noget søvn, inden han skulle bruge dagen på kontoret, med næsen begravet i bunker af dokumenter, men det var ikke tilfældet, for han havde sovet utrolig dårligt. Han var overrasket over, hvor underligt et mareridt, hans dårlige samvittighed havde givet ham. Han kunne huske det hele i detaljer, alt havde brændt sig fast i hans hoved, som var det blevet smeltet mod et lærred og det kunne ikke fjernes igen. Han var nødt til at tale med Dandels. Selvom han havde snakket med ham aftenen forinden, følte han sig nødsaget til at undskylde overfor ham igen. Og igen... Og igen. Dandels kunne umuligt vide, hvad Agarés havde sagt til ham i drømmen, men det var ikke nogle ord han var stolt af. For han vidste, at han var fej nok til at sige præcis det samme i virkeligheden, hvis han blev presset nok. Han havde ikke ment noget af det, alt var sagt i frustrationer over at miste kontrollen, og den smerte der blev påført ham. Han fik kuldegysninger. De forfærdelige smerter.

Efter nogle beroligende vejrtrækninger, fik Agarés endelig taget sig sammen, til at sætte sig op og glide ud til kanten af sengen. Han var nødt til at smide både skjorte og bukser, for han havde åbenbart svedt en del og gjorde det stadig lidt. Tøjet blev smidt på gulvet, som han rejste sig fra sengen og gik over mod det store skab, der fyldte hele den ene væg i værelset. Han åbnede en af de større skuffer, for at hive et par rene bukser op og trække dem på. Han var nok nødt til at tage et bad, inden han skulle ud ad døren, men han havde masser af tid, siden han var vågnet så tidligt, så han havde ikke travlt. Han regnede med at Dandels stadig sov, og han ville ikke forstyrre ham, så han måtte vente til senere, med at tale med ham. Nåede han det ikke her til morgen, ville han tage fat i ham i aften. Bukserne blev trukket på og knappet til, før han gik ud af værelset, ned ad trapperne og direkte ud i køkkenet. Han greb fat i et glas fra et af skabene, fyldte det med vand og tog straks en tår. Det hjalp en anelse på hvor varmt han havde det. Glasset blev placeret på bordet, som han hvilede armene mod bordpladen og lænede sig ind over det. Han lagde panden mod bordet og lukkede øjnene i et tungt suk. Hvor var han dog træt. Lidt at spise ville sikkert hjælpe, men han blev stående, lænet helt ind over køkkenbordet, som han følte en stor lettelse over, ikke at kunne mærke et pres mod bagdelen længere.

Det havde været en lang nat. Selvom mareridtet han udførte fik ham til at slippe den hævngerrighed, han havde følt, var sorgen der stadigvæk, som havde væltet op i ham i det han havde stået op, klar til at gøre hans arbejde. Han følte sig umådelig trist til mode. Agarés elskede ham virkelig ikke så højt som han troede... Han havde elsket sammen med alle de andre... Han havde nydt det, mens Dandels havde siddet enten her, eller på kontoret, i gang med hans arbejde, håbet på at høre fra ham... Men... Men han kunne kun forvente sig i at få en, måske to dage sammen med den han elskede. Han havde jo så travlt. Han havde så travlt med alle mulige andre end ham!

Dandels sad i stuen ved det store bord, igang med at læse nogle dokumenter igennem men det var svært - han gjorde papiret vådtmed hans tårer så skriften blev utydelig og små, triste lyde kom fra det lille væsen i det han troede han var helt alene. Han havde det også frygteligt mærkeligt: han troede at drømmen ville få ham til at have det bedre og ligge det hele bag ham, men det kunne han ikke. Så nemt var det slet ikke. Måske han skulle prøve igen senere, men han vidste, det ikke var det, det handlede om. Om at få hævn. Det handlede om at han var ked af det, og følte sig frygteligt trådt på.

Som han underskrev en af dokumenterne, tørrede tårerne væk tænkte han over, om det virkelig havde været det værd for Agarés at være sammen med andre. Måske kunne Dandels bare ikke tilfredsstille ham nok. Han vidste jo godt at han hverken var sexet eller selvsikker, og Dandels havde jo set hvem Agarés havde flirtet med før i tiden, når de havde været til arrangementer. Dandels var slet ikke sådan en type. Hvor var han dog tåbelig for at tro at han nogensinde kunne være det. Han havde sikkert fundet sig et smukt, flirtende individ som kunne sige alle de rette ting mens Dandels var derhjemme, og ikke engang kunne få sig selv til at sige hvad han virkelig følte.

Han vidste jo godt hvad Agarés havde sagt til ham. At han elskede ham og ville prøve at gøre det, han skulle. Men hvad ville han gøre når det næste, smukke individ kom? Nej, nej, det duede slet ikke... Dandels måtte bare nøjes med at elske ham i sit stille indre, og så, når han kunne, ville han være i hans drømme og de kunne være sammen på den måde. Det måtte være en løsning. Så kunne det være at smerten ville gå væk og han kunne fokusere på hans arbejde. 

I sin overbevisning om at Dandels stadig sov på sit værelse, havde Agarés forsøgt at være så stille som muligt, som han var kommet nedenunder og ud i køkkenet. Han blev stående, lænet ind over køkkenbordet, i noget tid, for at tage sig sammen til at komme i gang med dagens opgaver. Det tog lidt tid, for han var utrolig træt. Med et tungt suk rettede han sig op, for at hælde resten af vandet i sig. Glasset blev fyldt op igen, før han satte kurs mod dørene, der ledte ind til stuen. Med den frie hånd åbnede han den ene dør og straks blev hans blik rettet mod Dandels, der sad ved bordet. Hans fokus blev flyttet hurtigt og derfor lagde han ikke mærke til, at dørkarmen var lidt tættere på end han troede. Hånden med glasset blev hamret mod karmen, som han tog skridtet for at gå ind i stuen, resulterende i at han tabte glasset og det smadrede på gulvet ved siden af ham. Straks så han mod skårene, fik udstødt et irriteret støn over sig selv, før han så mod Dandels igen. "Jeg troede du sov.." Lød det roligt fra ham. Den usikkerhed han selv følte, gjorde han et godt forsøg i at skjule, for det var umuligt at høre den i stemmen. Hans blik fik derimod afsløret det en anelse.

Agarés stod og betragtede Dandels i noget tid, længere end han troede og vejrtrækningen blev langsomt en anelse ujævn. "Hvorfor er du så tidligt oppe?" Spurgte han kort, som han rystede let på hovedet for at samle tankerne igen. Han kunne godt mærke at det havde været nemmere for ham, at holde følelserne tæt dagen før, men det synes han ikke det var længere. Drømmen havde påvirket ham mere end han troede den ville, og den dårlige samvittighed overfor den måde han havde behandlet Dandels på, var for alvor kommet frem nu. Han vendte blikket mod skårene på gulvet og satte sig på hug, for at få samlet de største af dem op i hånden. Men i hans frustrationer over sine egne følelser, holdt han ikke øje med hvad han lavede og med ét, smed han alle skårene fra sig. "For helvede..." Mumlede han, halvt i overraskelse, som han ikke havde forventet at skære sig, og halvt i irritation, fordi blodet nu løb ned af armen og dryppede hastigt mod gulvet og skårene. Han blev siddende på hug, pressede den anden hånd mod såret i håndfladen, for hvis han rejste sig og vendte sig mod Dandels igen, ville han se dæmonens blå øjne, der flød over med fortrydelse.

Dandels var ret så optaget af at sidde og være ked af det, at han slet ikke havde hørt der var andre oppe i huset, end ham selv. Det var også derfor at da døren gik op, og et glas pludselig røg på gulvet og blev smadret, som skabte stor overraskelse hos enhjørningen, der allerede havde spidset ørerne og var klar til flugt. Han blev "lettet" da han så det "bare" var Agarés, og dog: han ville havde ønsket at det havde været alle andre, end ham, og han tørrede drastisk tårene væk, for han ville ikke vise ham den svaghed, selvom det nok allerede var for sent. Hvem ved, måske havde Agarés kun sagt alle de søde ting til ham fordi han fik medlidenhed med ham. Dandels havde travlt med at tørre tårene væk, at han slet ikke så det usikre blik, der kom fra dæmonen.

"Ja, jeg... Jeg kunne ikke sove," svarede han. Det var ærligt nok. Han kunne ikke rigtigt sove. "Så jeg...," han gestikulerede mod papirene, en smule håbløst. "- underskrev nogle papirer," rettere sagt, arbejde, men han vidste ikke helt hvad han skulle forholde sig til, og arbejde var det eneste, han vidste, han var god til. Underskrive papirer, det var simpelt.
De grå øjne stod og lige så betragtede dæmonen, som han begyndte at samle skårene op. Han vidste ikke helt hvad han skulle gøre, så han stod egentlig bare og fumlede med hans hænder før hans opmærksomhed blev draget til det pludselig blod, der kom. Dandels fik en følelse af at han gerne ville stoppe det, han vidste ikke hvad det kunne provokere i ham, og hjertet bankede, som han tog sig sammen til at gå hen imod ham. Det tog ham dog noget tid at overhovedet få ordene over hans nervøse læber. "Jeg kan - Lad mig hjælpe dig," sagde han, så blidt som det lå til hans stemme (knapt hørlige) mens han selv kom på hug i sine fine kjole. Det var tydeligt at Dandels stadig ikke var helt tryg ved ham, så der var afstand mellem dem, men ikke desto mindre ønskede han at hjælpe ham. Dog med afstand. Han kunne vel sagtens hjælpe ham, uden det betød noget, ikke?

Dandels lagde mærke til våde øjne, men han vidste ikke hvad han skulle sige, udover at kigge forbavset på dem. Hans egne øjne spurgte om han var ok, irriteret over hans egne tårer.
Hans hånd rakte frem, så han kunne se såret. 

Som skårene blev samlet op, lyttede han til svaret, men at føre den samtale videre blev hurtigt skubbet til siden, da blodet begyndte at flyde. Det var heller ikke lige nøjagtig den samtale, han ønskede at have med ham. Egentlig regnede han ikke med, at Dandels havde lysten til at have nogen form for samtale med ham, ikke efter den behandling. Han håbede på at kunne gøre det bedre, men han havde ingen idé om hvad han kunne sige, for at få det til at ske. Var det overhovedet muligt, at redde de alt for indviklede tråde ud, eller var det for sent? Det måtte tiden vel vise. Agarés skævede mod Dandels, som han kom tættere på for at give en hjælpende hånd. "Det behøver du i..." Han stoppede den mumlende sætning, for Dandels havde allerede sat sig på hug ved skårene på gulvet, der hurtigt blev dækket til i den røde farve.

Agarés forsøgte at holde den lettere ustabile vejrtrækning under kontrol, og blikket blev holdt fast mod gulvet, for han var sikker på at den ubehagelige følelse, ville blive meget værre, så snart han så på Dandels. Han havde lagt mærke til hans tårer, men han undlod at spørge om han var okay, for han kendte godt svaret. Skulle han hjælpe ham på vej til at blive okay igen, skulle han finde det rigtige at sige. Den rigtige måde at undskylde på. Den rigtige måde at formulere sig på. Det pres han havde lagt på såret i håndfladen med den anden hånd, slap han igen for at lade Dandels se såret. Det sveg, men ikke nok til at han lod sig mærke med det. "Undskyld..." Lød det lavt fra ham, som han sank en klump i halsen og vendte hovedet let den anden vej, for lettere at kunne skjule det, næsten forpinte, udtryk han havde i ansigtet. I situationen så det ud som om, at han undskyldte for skårene og blodet, men det var ment som en undskyldning over hans opførsel. Hvorfor Dandels ikke havde været mere sur end han havde været dagen før, fattede han ikke. "Jeg har været et svin," indrømmede han, som han fik taget sig sammen til at vænne det lettere våde blik mod Dandels igen.

Han så kun på ham som han prøvede at mumle sig frem til noget, men det lod ikke til at det var vigtigt nok til at færdiggøre, og Dandels fokuserede derfor på blodet, og såret. Det så ikke så slemt ud, det var bare en anelse dybt, men det var ikke noget, som en forbinding ikke kunne klare. Netop som han var igang med at undersøge såret nærmere, hørte han et lille "undskyld" fra manden, som han var så ramt af. Han kiggede op mod hans øjne, men han så væk fra ham, og Dandels selv måtte se lige så forpint ud, som han følte sig. Han ville gerne trøste ham, men alligevel følte han, at det retfærdiggjort at han ikke gjorde. Han var stadig en anelse vred, ikke hævngerrig vred, men vred, men den følelse der fyldte mest var jo sorgen.

Han så stadig på ham, hvorefter han rejste sig op, en smule prompte. "Jeg finder noget at stoppe blødningen med," svarede han, uden så meget som at sige noget til hans undskyld, og han vendte sig om for at gå hen til skranken hvor man kunne vaske sine hænder før en middag. Han tog håndklædet, gjorde det klar og endnu en sætning kom Agarés, men denne gang havde han ryggen til ham. Han måtte tage mod til sig, før han kunne vende sig om og se på ham.

Han trak vejret dybt. "Det er ikke... Det er ikke okay," var alt, han sagde før han måtte synke en klump. Grunden til (måske) han havde været så hurtig til at lade det passere igår, var måske fordi han bare i bund og grund ønskede at være glad sammen med manden. Han havde jo sagt undskyld der, havde forklaret ham tingene og han ville gøre det bedre... Hvad mere kunne han forlange? Men drømmen igår... og det faktum at han til tider behandlede ham som en sidehobby... det gjorde tingene meget værre.
Han havde lyst til at fortælle ham, at han vidste hvad han havde sagt. Men kunne han... Kunne han virkelig afsløre sig selv? Efter den pinsel han havde trukket ham igennem?

Han så ned mod håndklædet, som han krøllede sammen. "Jeg ved godt du har været sammen med flere. Og at du kunne lide det. Meget mere end du nogensinde ville kunne lide at være sammen med mig," mumlede han så, i stilheden. Han kunne mærke hvordan den der ulækre, triste følelse bredte sig i hele kroppen på ham som en substans, der blot prøvede at få ham til at synke til bunds. Han trak vejret, rystende. "At du... elskede med dem," tilføjede han så, mere ulykkeligt selvom han prøvede at tøjle det. Nej, han ville ikke. Han ville ikke lade ham se ham sådan her, og feje det under gulvtæppet, men hvad mere kunne han gøre? Han ville jo aldrig få ham, som han ønskede.

Idet Dandels rejste sig og fik fat i håndklædet, trak Agarés hånden til sig og lagde pres mod såret igen. I et forsøg på at få følelserne under kontrol, blev han siddende lidt endnu, som han betragtede den røde farve blande sig med både vand og skår. Såret var lidt dybere end som så, men han tænkte ikke videre over det, for slemt var det ikke. Blodet der var løbet ned af armen, fik det alligevel til at se meget værre ud, men det ville snart være ovre, så snart håndklædet kunne hjælpe til at stoppe blødningen. Tidligere havde han ikke tænkt over, at han ikke havde taget en skjorte på før han havde forladt værelset, men nu var han næsten lettet over, at han ikke fik tænkt sig om, ellers var endnu en skjorte blevet ødelagt af blod. Efter han endelig havde fået taget sig sammen til at rette blikket mod Dandels, gik der ikke længe før han fik rejst sig og rykkede tættere på. "Det ved jeg," lød det lavt fra ham, som han nikkede bekræftende til hans kommentar. Der var ingen grund til at komme med en ekstra kommentar, for han var ikke god til at få sagt det rigtige, og han ville ikke gøre det værre.

Som Agarés nikkede for at give ham ret, vendte han blikket mod gulvet igen. Skårene, vandet og blodet ved døren havde han ikke travlt med at fjerne. Han lyttede til Dandels mumlen, der lød lidt højere end normalt i stilheden og blikket blev langsomt ændret til lettere undrende. Alle de ting han havde sagt i drømmen blev remset op for ham. Havde han talt i søvne? "Hvor.. Hvor har du hørt det?" Spurgte han, tydeligt i mangel på forståelse. Den logiske forklaring ville være, at han havde talt i søvne, men måske der var noget mere i det? Han kunne vel heller ikke komme udenom, at han sådan set havde nydt det, men det havde aldrig været formålet at bruge det imod Dandels. Kunne han tage det hele tilbage, hele hans opførsel, alle de ting han havde gjort og sagt forkert, ville han gøre det. Men hvordan Dandels havde fået alle de ting at vide, skulle opklares først. Så kunne han selv forklare efterfølgende.

Dandels måtte trække vejret dybt, igen. Han skulle aldrig havde sagt noget men nu... Nu var det blevet gjort. Han havde sået det frø, nu var han mistænkelig og nu måtte han komme ud med det. Og på en eller anden måde, var det befriende at sige det - at vise ham, at han ikke kun var hvid og grå, men han også var rød... og sort. Det var dog en smule grænseoverskridende at han skulle se ham i sådan et lys, og han ville helt sikkert ikke kunne lide ham mere, men... Men hvad havde han at miste? Han havde ikke kunne lide ham særlig meget i forvejen, kunne han forstå nu hvor Agarés havde gjort sådanne ting bag hans ryg.

Han lænede sig en smule op af skranken, som han lagde håndklædet fra sig og han rettede sig op: der kom en anderledes attitude over den ellers stille og forsigtige enhjørning og øjnene, som ellers altid flakkede væk fra søgelyset, så direkte mod ham med en selvsikkerhed, man ellers kun så i hans mareridt. "Du har aldrig nogensinde spurgt rigtigt indtil mig. Det var først for nyligt at du fandt ud af at jeg ikke spiser kød... Men du ved stadig ikke hvad mine evner er. Efter alle disse år...," Dandels lød svært skuffet, som en rødme steg ham til kinderne og han så væk, men kun et par sekunder, før de grå øjne faldt i hans igen.

"Jeg...," han stoppede. Nej, han ville ikke sige det med tøven. Han måtte tage sig sammen, ryste den usikre, lille dreng af sig selv, og vise ham, at han var meget mere end det.
 
"Jeg kan manipulere drømme. Skabe universer i drømme, illusioner, eller fp følelser frem i folk, de ikke vidste de havde...," Dandels øjne så stadig mod hans, opmærksomt efter nogen som helst reaktion, hvorefter han så ned - måske for at skjule en form for skam, men også for at skjule det smil der lå i hans smile kroge af selvtilfredshed, men det forsvandt så hurtigt som det var kommet og blevet erstattet af den sædvanlige uskyld.

Han havde leget med ham, i alle disse måneder, alle de mareridt eller... "saftige" drømme han havde haft. I starten havde det været for hans egen fornøjelse (mest fordi han fandt ud af at Agarés havde haft lignende drømme, som Dandels ikke har haft nogen indflydelse over) men som... Som følelser havde udviklet sig, var det også blevet anderledes og gangen igår, det var en af de første gange at Dandels følelser tog overhånd. Han var blevet ked af det, der herskede ingen tvivl om det.

Agarés ventede tålmodigt på en forklaring på, hvad Dandels præcist mente, som hans uforstående blik blev holdt fast mod gulvet. Han bed tænderne sammen, det irriterede ham næsten at Dandels havde ret i alt han sagde. Men kun fordi han blev gjort mere og mere opmærksom på, hvor dårlig en person han egentlig havde været. Førhen mente han selv, at han havde strukket sig langt, for at tage hensyn til ham, men det var efterhånden begyndt at gå op for ham, at det ikke var tilfældet. Han kunne sagtens have gjort meget mere, det krævede ikke andet end at han prioriterede netop det og ikke sit arbejde. Det betød ikke at han ville kunne slippe sit arbejde helt, det kunne han selvfølgelig ikke, men han kunne sagtens sætte tid af til Dandels hver dag.

Tiden blev trukket ud, eller det følte han. Langsomt rettede han et forventningsfuldt blik mod ham, måske der også gemte sig en snert af nervøsitet, for han havde aldrig skænket Dandels evner en tanke. Det burde han nok have gjort. Afsløringen ramte ham som en sten og hjertet røg næsten op i halsen. Presset han lagde mod såret blev sluppet, da han mere eller mindre glemte såret og i stedet blev overvældet, af alle de ting der var foregået i drømmene. Han havde altid været overbevist om, at det hele var sket, udelukkende kun i samarbejde med hans egen underbevidsthed, men vidste nu at Dandels kendte til alt. Der var ikke meget af det han fortrød, men alt der var hændt i nat, var han ikke stolt af. Hverken den måde han selv var blevet behandlet på, eller de ord han havde brølet i raseri. Blodet fra hånden faldt mod gulvet, men han var ligeglad. ".. Øhm.." Hans vejrtrækning blev tungere og tungere, som han gik et par skridt bagud og dumpede ned på en af stolene ved det store bord. Var her ikke blevet utrolig varmt? Han kunne mærke små dråber af sved trille ned ad panden, som han hurtigt fjernede med håndryggen, men efterlod en stribe af blod i stedet. ".. Så det kan du.." Mumlede han, som han lænede sig forover, hvilede albuerne mod knæene og stirrede ned i gulvet, der blev dækket mere og mere til af blod. "... Alt jeg sagde i nat.." Han rystede let på hovedet. Han var nødt til at sige et eller andet, der kunne gøre det lidt bedre, men hvad fanden kunne han sige? "Jeg mente det ikke," fik han endelig ud i en undskyldende tone, som han rettede det skamfyldte blik mod Dandels. Han havde åben mund, som om han skulle til at sige mere, men intet kom ud.

Dandels ventede tålmodigt, med ørerne nærmest bagvendte som han prøvede at tage sig sammen til at sige mere, fordi Agarés blev så stille. Det frydede ham lidt at se ham reagere sådan, men det viste sig kun i et smil, han prøvede at skjule bag et lille host. Han fulgte ham med de grå øjne som han fik sat sig ned, men Dandels rykkede sig slet ikke, så kun mod ham med en mild intensitet som han lagde mærke til hvor rød han blev i hovedet. Han nikkede blot til hans konstatering, for der var vidst ikke mere at sige til det.

Hans ord fik Dandels til at komme med en prusten, og blikket han havde givet ham forsvandt, som han så væk. Han ventede tålmodigt på han havde talt ud, men ikke desto mindre troede han ikke på de undskyldende ord. "Jo, du gjorde," mumlede Dandels stille, som han vendte sig lidt væk fra ham. "Jeg ved godt at jeg ikke er ligesom alle de andre du er sammen med, men du behøvede ikke at tvære det ud i ansigtet på mig," det virkede lidt lamt at sige, nu hvor Dandels virkelig havde provokeret ham, gjort ting ved ham som var knapt så søde, men... han havde været vred. Og følt sig meget forrådt.

Han så på ham, halvt over sin skulder. "Jeg ved godt du har sagt du elsker mig...," fik han fremstammet - "Og at du ville gøre, hvad det krævede, for at jeg ville gengælde din kærlighed. Men jeg... Jeg vil ikke være sammen med en mand som ikke kan give mig mere end to dage af hans uge... Eller en som bare hellere vil elske med alle andre end mig," mumlede han, ømt. Han havde jo elsket med andre, med en bestemt som havde været i det her hjem. 

De undskyldende ord hjalp ikke det mindste, for han blev straks sagt imod, men det havde han heller ikke regnet med. Der skulle noget meget større til, end bare et par simple ord, der ikke ramte lige så hårdt, som de hadefulde ord havde gjort. "Jeg..." Agarés var som regel god med ord når det handlede om forretning, men ikke når det handlede om så ømt et emne. Han var ikke nem at gøre mundlam, men det havde Dandels alligevel formået at gøre med nemhed. "Jeg var vred.." Forsøgte han at forklare sig med. Det var ikke løgn, som de sårende ord kun var sagt i vrede, og selvom han ikke kunne lyve og sige at han ikke havde nydt sig selv, have Dandels helt ret. - Han behøvede ikke at tvære det ud i hans ansigt, og det havde heller aldrig været intentionen. Han var blevet påvirket alt for meget af at have mistet kontrollen. Den kontrol han aldrig ønskede at miste, og så var han endda blevet sat i en ekstremt ydmygende position. Han rystede kort i en kuldegysning, som smerten kom tilbage til hans tanker og den lette røde farve i hans ansigt blev værre, som hans rødmen blussede op. Han vendte blikket mod gulvet igen. Han kunne ikke se Dandels i øjnene, mens det ydmygende billede stadig sad smeltet fast i hans hoved. Det var ikke et emne han nogensinde ønskede at bringe op igen, for det ville kun gøre det værre, hvis han skulle mindes om hvor svag han havde været.

Agarés forsøgte at smide det smertefulde minde væk, som han kort rystede på hovedet og lyttede til Dandels. "Jeg vil ikke hellere elske med andre end dig.." Mumlede han i et tungt suk. Det var også sandt, men at uddybe den sætning ville sikkert ikke gøre nogen forskel, så han prøvede ikke. Han tog sig til hovedet, for at fjerne lidt ekstra sved, og i et kort forsøg på at samle tankerne lidt. Han havde godt nok aldrig følt sig så fej. "Jeg ved godt, at du fortjener noget meget bedre end mig og jeg bebrejder dig ikke, hvis du ikke vil have noget med mig at gøre." Den undskyldende tone blev underlagt, fordi han ikke ville se svagere ud, end han allerede gjorde, men det blev ødelagt af øjnene der langsomt blev vådere. "Men jeg mente hvad jeg sagde, da jeg sagde at jeg elskede dig.." Han var nødt til at holde en pause for at trække vejret dybt et par gange, ellers ville den ryst han kunne mærke, hurtigt vise sig i stemmen. "Du har ret, to dage er ikke nok, for jeg vil ikke bruge min tid på andet, end dig," sagde han med ømhed, som han endelig fik taget sig sammen til at rette hovedet op og vende blikket mod ham. "Jeg be'r dig om en sidste chance, for at vise at jeg kan være ham, du fortjener at leve sammen med." Det var sværere at holde den ryst tilbage end han troede, så den sidste halvdel af sætningen lød utrolig ustabil og samtidig pressede der sig et par tåre på. Hvor var han dog ynkelig.

Dandels lod ikke til at være helt solgt ved hans forklaring, der lød mere som en bortforklaring, men han besluttede sig for ikke at tvære mere i det som han lagde armene over kors, stadig med blikket væk fra ham - han var lidt en tudemarie i hans naturlige tilstand og han kunne allerede føle hvordan tårene pressede sig på, i det han prøvede at se væk fra ham. Men han var nysgerrig på hvordan han havde tænkt sig at redde sig ud af den her, og derfor vendte hans øjne tilbage til ham, ikke med stor overbevisning. Han var ikke helt sikker på om han skulle gå tættere på, så han blev stående. 

Han sagde ingenting, som han lyttede til ham. Han lød... Meget ked af det. Ligesom Dandels havde gjort for dage nu, og som han arbejdede sig igennem det, han ville sige, fik Dandels en større lyst til at gå hen og trøste ham. Han elskede ham jo, og ønskede at se ham... glad... men hvad hvis han ikke kunne gøre ham glad? Og omvendt? Hvad hvis Agarés ville blive ved med at lave sådanne ting bag hans ryg? Men hans blik var meget mildere over hans ord, som han så hans øjne, og Dandels tog sig en smule til brystet, for at berolige sig selv. Måske... Måske elskede han ham virkelig?

"Jeg vil... Jeg vil gerne give dig en chance... prøve...," sagde han, præcist som han sagde før de dansede, men han var stadig usikker på ham og han lod det vise. "Men... Men jeg er jo ikke nogen af de der lækre dæmoner, du ser ud til at være så glade for...," før i tiden havde han jo set ham stå og flirte med nogen af dem til arrangementer. Og selvfølgelig havde de jo også været her, hjemme hos dem.
"Er du overhovedet sikker på at... At det er det, du vil? Mig? Et liv med mig?" spurgte han, en smule nervøst. Han ønskede ikke at springe ud i noget som ikke var sikret fra at sprænge.


Han måtte sluge en omgang luft.
"Fordi jeg ved med sikkerhed, at jeg gerne vil det med dig...," mumlede han ud, mellem forsigtige læber. 

Det var nok første gang Agarés nogensinde havde været så ked af det. Hvis det var sket før, var det så mange år siden, at han ikke kunne huske det, men han tvivlede. Det var heller ikke noget han normalt ville vise over for andre, og han forstod heller ikke helt selv, hvorfor han ikke kunne holde det tilbage. Det måtte være Dandels skyld, for han havde aldrig haft et problem med at skjule sine følelser, før han så den spinkle enhjørning vise sine. Han gjorde et eller andet ved ham og det var næsten frustrerende, for han var ikke vant til at tale ud om den slags. Han havde været så optaget af at få en masse ord ud, at han ikke havde tænkt over at gulvet var blevet badet til i blod. Det gik først op for ham nu, som han igen fik lagt pres mod såret, selvom det ikke blødte så voldsomt længere.

Agarés kunne ikke bebrejde Dandels for ikke at være helt tryg endnu. Han havde ikke ligefrem gjort meget, for at vise ham, at han kunne stole på ham. De triste øjne, der så ud til at have mistet deres farve en anelse, som de var blevet gemt væk i tårene han holdt tilbage, lyste en anelse op over hans svar. I samme øjeblik gled den første tåre ned af kinden, men han tørrede den væk lige så hurtigt igen, for det var ikke en side han havde specielt meget lyst til, at vise af sig selv. De sider skulle gemmes langt væk, det var i den tro han var vokset op. Endelig fik han styr nok på sig selv, til at rejse sig fra stolen og bevæge sig hen på siden af Dandels. Han holdt stadig en anelse afstand, som han rakte ud efter det sammenkrøllede håndklæde, viklede det om den sårede hånd og klemte til. "Jeg er helt sikker. Et liv med dig, er det eneste jeg ønsker," svarede han, som han lænede ryggen let op ad væggen ved siden af skranken. Han åbnede munden for at sige noget mere, men bed sig i stedet i læben og rystede let på hovedet. Han havde behov for at føle ham tæt på sig, men stoppede sig selv i at spørge, da han ikke regnede med at få lov endnu. "Jeg har måske været glad for dæmoner, men jeg har aldrig elsket nogle af dem," forklarede han i stedet, som han sendte ham et oprigtigt blik, der gav en tydelig hentydning til at han kun elskede ham og ingen andre.

Hvor gjorde det dog ondt, at se ham have ondt... Det var en spøjs følelse. Selvom Dandels fremstod som en person der anede meget sympati for andre, var det ikke specielt sandt. Efter århundreder af folk, der ikke har gjort andet for ham end at gøre ham ondt, havde han sjældent noget tilovers for andre end ham selv. Men Agarés... Han havde betydet noget, og det var måske bare det blotte faktum at dæmonen gav så meget af sig selv til ham, at han så ud til at virkelig prøve at overbevise ham om at han ville ham, at følelserne blomsterede så intenst. Han ønskede at fortælle ham at han ikke skulle græde, for - for at være helt ærlig - gjorde det også ham selv utilpas, han havde aldrig set ham græde før på den måde, men han lod være: det var endnu en tillid, der kom med dette nye... Forhold. Enhjørningen kiggede på ham, med en svag nysgerrighed som han rykkede nærmere, og Dandels gjorde intet for at skabe mere afstand.

Hans kinder blev varme og i kontrast til hans blege facon over hans ord. De gjorde ham så glade, at han ikke helt vidste hvad han skulle sige. "Selvom... Selvom jeg er anderledes i forhold til de andre?" spurgte han, en smule nervøst, som hans øjne søgte hans, i form af bekræftelse. Han synes jo ikke selv at han var lige så... modig, provokerende eller lækker, som de var. Han var nok lidt en tør kiks, hvis han selv skulle sige det. Det var dog forholdvis udadtil. "Selvom... Jeg... er måske lidt anderledes end hvem du troede jeg var?" han var jo ikke... helt det... som han så ud til at være, hvis man kunne sige det mildt. Han var nok værre, end nogle af de dæmoner, han har været sammen med, og det er nok det, der var værst af det hele.

Han kiggede ned på hans hånd: den sneg sig hen af skranken, lige så stille og retningen af dæmonen: han turde stadig ikke tage skridtet selv, men han kunne måske tage tilløbet til det. Og han havde intet imod blodet, han så kun ham.
"Mhm... Okay så... Så... Du har aldrig elsket med nogen? Kun... Du ved... Gjort det?" spurgte han, med en nænsom uskyldighed selvom han godt vidste, at han ikke var uskyldig.

I forhold til den situation de befandt sig i, var det måske ikke det bedste tidspunkt at smile på, men Agarés kunne ikke holde et svagt ét tilbage, som han lagde mærke til de lettere røde kinder på den lyse hud. "Specielt fordi du er anderledes i forhold til de andre," svarede han med et let nik, før det svage smil forsvandt igen og blikket mødte hans, som han fik vist den bekræftelse han søgte. Dandels havde vel efterhånden kendt ham længe nok, til at vide hvordan han så ud, når han talte sandt. "Og endnu mere, fordi du er lidt anderledes end hvem jeg troede du var," fortsatte han kort efter. Agarés var vild med Dandels uskyldige udseende, men at så uskyldig en karakter havde en anden side, der var mørkere end mørk for en enhjørning, gjorde det ham kun mere interesseret.

Agarés lod blikket dale mod hånden, der var på vej tættere på, men kun i få sekunder, som han rettede sig mod Dandels igen, for at lytte til hans ord. Han valgte ikke at reagere på hånden, for det var ikke hans tryghed der skulle tages hensyn til, og derfor lod han Dandels gøre hvad der passede ham. Han nikkede let som svar på hans spørgsmål. "Jeg vil ikke elske med andre end dig," uddybede han med en utrolig blid tone. Behovet for at være tættere på ham blev ikke mindsket, specielt ikke nu hvor hånden var på vej tættere på og han kunne mærke hjertet banke lidt hurtigere. ".. Bare aldrig på samme måde, som i nat," lød det kort efter fra ham, nu med en lidt mere alvorlig tone. Han regnede ikke med at det nogensinde ville ske igen, og slet ikke i virkeligheden, men han var nødt til at understrege overfor ham, at han aldrig ønskede at gentage den smerte og ydmygelse, ikke engang kun i en drøm. Han rettede sig op, for ikke at læne sig mod væggen længere og dermed også komme en anelse tættere på Dandels.

Hans ord var lige det, han havde brug for, og endelig, lod sig et lille smil snige sig ind på læberne af ham, faktisk kom der en fnisen ud der hurtigt blev skudt ned som han rømmede sig. Det var lidt for meget, syntes han selv, men... det var ingen hemmelighed mere at han er anderledes, end hvad folk tror han er. "Jeg... Jeg er glad for jeg ikke har skræmt dig væk så," sagde han, en anelse af drilskhed lå i ordene. Det er nok svært at skræmme en dæmon væk, men alligevel... det var nok ikke helt sundt at være så bitter og hævngerrig, som han var, og han havde jo gjort nogle ting mod Agarés (og andre, som han ikke følte for at nævne) der kunne være ret utilgivelige. Men, måske var det ok at være sådan, når ens... partner... selv var en frygtindgydende dæmon. Det kunne han i alt fald være. 

Hans blide tone gjorde ham varm om hjertet, og i det øjeblik, havde han virkelig lyst til at være tæt på ham... Endnu tættere end de havde været før. Hvorfor havde han bare ikke modet til at gøre det? Hans alvorlige tone skabte ikke panik hos ham, kun en smule skam, og han så væk, men ikke lang tid nok til han ikke så ham komme nærmere. Hans åndedrag blev en smule lettere som han kom nærmere, og han selv trådte et skridt frem så de var nogenlunde så tæt som da de dansede. Han kunne godt forstå hans ord, det havde ikke været rart for ham (hellere ikke meningen, men det var ikke pointen) og hvis han skulle være ærlig, var han slet ikke til den slags. Han kunne meget bedre lide den anden ende af det spektrum - som han vidste at Agarés var god til. "Jeg... Jeg gik måske lidt vidt...," indrømmede han, ellers noget han aldrig indrømmede. Hans kinder var røde, men han så stadig mod ham, blidt. "Jeg var bare så såret... Jeg ville have dig til at lide, som jeg også gjorde, og jeg- den del af mig er... Svært at... s-styre," han så kort ned på sine hænder, før han løftede blikket, en smule undskyldende. Han ville dog ikke sige undskyld - han havde fortjent det, i hans øjne.


Han vovede sig til et smil. "D-Desuden... Jeg kan slet ikke lide at være... at være i den position, så...," han tilføjede det mumlende, med komplette, røde kinder. Godt nok elskede han at have magten, at være den dominante, men i forhold til position, modtog han hellere end gav: men det kom vidst hellere ikke som en overraskelse for nogen.

Agarés fik kort hævet et øjenbryn over hans kommentar. Godt nok havde han afsløret en blødere side af sig selv, i form af nogle våde øjne og en rystende stemme, men frygt? Nej, det var nok ikke en følelse han besad overhovedet, lige meget hvad. Måske det var en følelse han havde haft som barn, men han var vel blevet hærdet over årene. Han tvivlede faktisk på om det overhovedet kunne lade sig gøre, at fremmane den følelse hos ham. Det blev allerhøjest til panik, hvilket heller ikke viste sig ofte. - Kun når sindssyge enhjørninger misbrugte ham. Som Dandels selv trådte et skridt nærmere, bankede hjertet lidt hurtigere. Varmen i kroppen begyndte langsomt at komme frem igen, men denne gang føltes det rart, i stedet for den tidligere varme, der havde fået ham til at føle sig indelukket og gav ham vejrtrækningsproblemer. "Jeg kan ikke bebrejde dig. Jeg fortjente sikkert meget værre." Han forstod endelig hvor led han havde været, så han slap vel billigt? Men det betød ikke at det skulle ske igen! Desuden kendte han alt til ikke at kunne styre sig. Han havde selv et stort problem med vrede, hvilket også var derfor, at han havde reageret så kraftigt i drømmen.

Der bredte sig igen et svagt smil over hans læber, et der næsten ikke var til at se, som det ikke kom bag på ham, at Dandels hellere ville have byttet om i deres positioner. "Så indtager jeg den gerne." Der hvilede en utrolig ro over hans stemme, hvilket var grunden til at sætningen ikke lød nær så pervers, som den var formuleret. Langsomt tog han det sidste skridt, for at komme helt tæt på ham, så hans hurtige hjertebanken ikke længere ville være hemmelig. Hånden, der ikke klemte om håndklædet, blev langsomt løftet op mod Dandels, for at han til sidst kunne placere en finger blidt under hans hage, medmindre han blev stoppet på vejen.

Hans ord fik ham til at smile lidt, men han sagde ikke noget. Det kunne være til diskussion om han fortjente mere... Dandels kunne sikkert havde gjort værre, men følte at den ydmygelse han fik givet ham, var en lærestreg nok. Som han stod og beundrede hans kraftige blå øjne, virkede han meget tættere på end han nogensinde havde været, og Dandels kunne mærke hvordan hver enkel centimeter af ham blev varm, og flydende: det var en smule skræmmende, synes han, for han havde aldrig været så tæt på noget andet menneske, ikke på den her måde, men det var også en smule spændende, og derfor lod det ikke til at Dandels havde intentioner om at rykke sig.

Den rolige stemme sagde ord der fik ham til at smile yderligere, men lidt forlegent. Det skulle han jo sige. "Mhm...," han vidste ikke helt hvordan han skulle formulere sig, og en akavet, lille later lød sig som han prøvede at rumme at være i sin egen krop, men det var svært. "Jeg... så dig hellere indtage en anden plads," sagde han så, med så bløde ord at det var nærmest som en kærtegn. Han ønskede ham ved hans side, i medgang og modgang og så... Så ville alt det andet komme til sin tid.

Hans sensitive ører kunne næsten høre hvordan blodet susede rundt i ham selv og hans partner. Forsigtigt, lagde han en hånd på hans bryst, så uendeligt blidt men stadig kunne det mærkes helt nede i hans egne hove. Hans øjne fulgte hans finger indtil den lå under hans hage og løftede han blik op og- han måtte tage en dyb indånding, som hans kinder rødmede. Hvad skulle han gøre? Hvor skulle han placeres hans hænder, hans læber, åh nej. Han spændte en anelse op, men Agarés -udadtil - rolige figur fik beroliget flugtdyret i ham, som hans anden hånd lagde sig på hans skulder, langsomt snigende op af halsen, indtil den rørte dæmonens øre ganske blidt, og med øjnene faldet i hans, præcis som hans romantiske bøger havde beskrevet. 

Det svage, ret utydelige, smil blev en anelse bredere, det kunne ikke undgås over den akavede latter han hørte. Han var nødt til at fokusere lidt på sin vejrtrækning, holde enhver indånding dyb og lang, ellers var han sikker på at han ville glemme det og stoppe helt med at trække vejret. Han havde længe haft behovet for at være så tæt med Dandels, men var blevet forhindret hver gang. Han havde regnet med at han var blevet skubbet væk for længst, og fordi han forventede det, var han ikke forberedt på den nye, overvældende følelse af... Ja, hvad var det? Agarés følte sig aldrig utryg, for han var sikker på at kunne kæmpe sig ud af enhver situation og selv hvis han ikke var, frygtede han ikke smerten det ville medføre. Men alligevel ville han læne denne følelse op af ordet 'tryg', for det var det tætteste han kunne komme. Det gav ham en anden form for ro, han aldrig havde haft før. Tænk at den lille skikkelse foran ham, kunne formå at få det frem i ham.

Hentydningen var klar, lige så klar som de blå øjne, der aldrig havde lysere ud i.. Glæde? Ja, det var dét, det var han sikker på. "Jeg er din, hvis det er det du ønsker," svarede han. Han lød ikke helt underdanig, men alligevel lidt derhen ad, som han ville være tydelig i sin udtalelse. - Det handlede ikke kun om et forhold, han ville decideret tilhøre Dandels og ingen anden. Et enkelt blink blev forlænget, som han nød den lette berøring mod skulderen, op ad halsen og han lænede hovedet en anelse til siden, da hånden nåede øret, før øjnene blev slået op igen og rettet direkte mod de grå. Som han bukkede sig lidt længere ned, løftede han blidt Dandels hoved med hjælp fra fingeren under hans hage. Han gjorde intet for hastigt, holdt hele tiden blikket på ham, for at være sikker på, at han ikke gjorde noget han ikke måtte. Hånden der klemte om håndklædet, klemte lidt mere til, som han fik rykket sig resten af vejen og blidt, utrolig blidt, fik plantet sine læber mod hans i det mildeste kys, han nogensinde havde givet.

Atter fik hans ord ham til at smile, denne gang bredere. Han var alligevel ikke så tung at trække rundt i manegen, bemærkede Dandels, og hans egne tankegang gav ham lysten til at grine, men han holdt det tilbage, selvom det måtte give ham noget af et sjovt udtryk.

"Det gør jeg," svarede han, og der var ikke et strejf af usikkerhed eller tvivl: han ville gerne have ham. Det har han ville i lang tid, og nu... Nu skete det virkelig, og bare tanken om det fik hans mave til at snurre, kilde og flyve som han aldrig havde prøvet før. Han kunne ikke stoppe hans mundvige fra at gå opad, alt svævede bare opad. Han var nok også smigret af at det hele på en måde afhang af ham - som om det var en ensidet beslutning, og det gjorde ham kun mere tillidsfuld overfor dæmonen, som så så blid og venlig ud.

Han var selv meget nervøs, kunne han mærke. Han havde aldrig kysset nogen, ikke sådan rigtigt, og han kunne mærke panikken sprede sig, men han holdt sig i ro, fordi Agarés's smittede fuldkommen af på ham. Han havde tillid til ham: dæmonen havde været meget hensynsfuld overfor enhjørningen, som havde et behov for det rolige, og knapt så forhastede og man kunne sige; det betalte sig. For det føltes rigtigt at give sig hen nu og det var lige det han gjorde. Hans læber mødte dæmonens i et varmt, men blødt kys, og Dandels kom nok til at sige en lille lyd af både overraskelse men også nydelse. Det føltes virkelig godt. Følelsen var vidundelig, og det var det eneste, som betød noget for ham. Hans hånd hvilede stadig tæt mod Agarés's øre mens den anden fulgte trop nu og hvilede på den anden side, tæt mod hans kæber, og det gav ham lidt mod til at forsætte kysset, lade det blive ved i et stykke tid så det klart ikke kun var et kys, men et passioneret et. Nok til at tage vejret fra enhjørningen som trak sig, stadig en smule svævende og med komplette, røde kinder der matchede de nu rødlige læber.

Hans øjne hvilede stadig i hans, som et smil spredte sig på læberne, nu nok til at afsløre det fine smil.
"Hvad tog dig så lang tid?" spurgte han, dog med et tydeligt forsøg på at drille ham en smule. Det var dog en hentydning til både hans forespørgsel men også den kontakt, de begge to havde længslet efter i alt for lang tid.