Aliana havde bevæget sig væk fra ulveflokken for at være lidt alene. Hende og Manuel havde været oppe at skændes over Alpha rangen igen. Det var snart hverdags kost at de var oppe at skændes. Aliana kunne stadig ikke forstå hvorfor de ikke var sammen mere, og hun kunne bestemt ikke forstå hvorfor hun var sat ned til Beta rang. Var hun blevet for gammel og grim at kigge på? Eller hvad var der lige galt med ham? Måske havde han fundet en anden? Nej det kunne umuligt være sandt. Hun bed sig lidt i læben da hun så hvor hun var ankommet. Hun kiggede lidt ned i jorden for at vende blikket op imod havnen som hun stod over for. Hun kiggede lidt på skibene der lå og kom i tanke om alle de gange hun var blevet fragtet på sådan et skib. det havde været et hav af gange, også derfor hun havde så mange slavemærker. Hun håbede ikke at møde nogle af sine slavehandlere mere, hun kunne ikke engang fordrage dem den gang hvorfor skulle hun så kunne lide dem nu?

Hun sparkede til en sten der lå på vejen og kiggede lidt på skibene igen. Nej hun håbede virkelig ikke på at møde nogle af dem igen. Så ville hendes minder bare gå hen på hendes tid som slave, hvilket hun bestemt ikke havde tid til. Hun kunne jo ikke engang lide sin slave tid.. Hun bed sig i læben igen og kiggede lidt på skibene, der var heldigvis ikke nogen hun kunne genkende. Hun rystede lidt på hovedet, hvorfor var hun kommet så langt væk hjemmefra. Det var også Manuels skyld det hele! Den lækre mand! Nej han var ikke lækker! Okey det var han, men lige nu var han dum og irriterende!
Et dryp kunne mærkes og hun kiggede op imod himlen, det var virkelig ved at være efterår for nu begyndte det også at regne. Hun kiggede lidt frem og tilbage på himlen og pakkede sig lidt mere ind i sin trøje. Der eneste slavemærke man kunne se var toppen af det på hendes brystkasse, hun kunne ikke rigtig huske hvem der havde lavet hvad af slavemærkerne, der var jo så mange af dem, og hun havde haft så mange herrer at hun dårligt nok anede hvem der var hvad. Alt imens hun stod der og kiggede op imod himlen var der en mand der bumpede ind i hende uden at sige undskyld. Typisk mænd! Hun knyttede hænderne og kiggede sig lidt om, der var begyndt at blive fyldt med mennesker på havnen. Den salte duft fyldte hendes næsebor og hun kiggede lidt frem og tilbage mellem alle menneskerne der kom fra skibene af.

Havnen var et knudepunkt, selv for Orcus, der flittigt brugte havnen til at fragte fra. Muligheden for at bruge nøglerne var der også, men til tider var leverancen så stor, at han ikke ønskede at spilde så mange kræfter på forsendelsen. Det var også en af grundene til at han lige nu befandt sig på et af de mange skibe, for at tjekke sin leverance, før den skulle sendes afsted. Burene var forsvarligt låst af og væsnerne var blevet bedøvet, så de ville kunne komme igennem leverancen uden problemer. Skulle de blive forsinket undervejs, så ville problemer opstå, men det var ikke længere hans ansvar og besætningen var blevet instrueret i, hvordan de kunne bedøve dem, men han så det helst ikke ske, da væsnerne skulle være vågen til ankomsten. ”Sejl udenom øerne og læg ikke til havn, før I ankommer” instruerede han, som han talte med kaptajnen på skibet. Manden var langt større og bredere end Orcus, men det så ikke ud til at bekymre halvdæmonen, som han gav ham de sidste papirer og nikkede til ham. De ville først forlade havnen i aften, men Orcus skulle lige sikre sig at de sidste detaljer var på plads, før at han ville lade dem forlade havnen. Han stod med ryggen til kajen, men drejede let rundt på hælen med en løftet hånd, som han viftede kaptajnen tilbage til sin besætning. Han gik imod landgangsbroen med armene ned langs med siden, som han trådte ud på brættet og ned mod kajen.

Der blev rettet et sidste blik mod kaptajnen, som Orcus var kommet ned på kajen og gjorde klar til at vende tilbage til grotten. Dog fik han hurtigt øje på en skikkelse i midten af det hele. Han skar en grimasse, som han lagde armene over kors og kort overvejede om han egentlig var interesseret i at henvende sig til hende. Den sten hun sparkede til rullede dog hen til hans fødder, som blikket blev vendt mod jorden. De mørke øjne bar spor af morskab, som hun uden tvivl ikke ville kunne undgå. Hans ben havde bevist ledt ham i hendes retning. Orcus lagde ikke skjul på sit smil, et barnlig smil, men blikket i hans øjne gav udtryk for alle de sammenstød, de havde haft over årene. De mange problemer han havde haft med hendes aggressive personlighed og ikke mindst ulvegenerne. ”Det må være nyt..” kommenterede han køligt, som han hævede højre hånd og pegede mod mærket på hendes bryst. Regnen var ikke et problem for ham, han kunne bare finde den nærmeste dør og så forsvinde ned i grotten igen. Men lige nu var han interesseret i at finde ud af, hvad hun lavede der og ikke mindst hvordan hun ville reagere. Den anden hånd var atter begravet i kappen, som han rodede rundt med metalpulveret i hans lomme. Hun havde næppe glemt hans evner med metallet, men hvis hun havde, så ville han gerne minde hende om det.

Aliana fik noget af et chok da der blev snakket til hende og faktisk rørt ved hende og så i nærheden af hendes mærke! Hun fik nogle onde øjne og kiggede op på manden der var kommet. Hun fik endnu større øjne da hun så hvem det var. Det kunne ikke passe! Det måtte bare ikke være ham. Det kunne ikke være ham kunne det? Hun bed sig i læben og kom i tanke om hvor meget de havde været oppe at skændes og hvor meget han egentlig havde taget sig af hende. Han havde taget sig mere af hende end nogen andre havde. Hun bed sig i læben igen og vidste slet ikke hvad hun skulle sige, hvad bildte han sig ind sådan at tage på hende på den måde?! Eller tage og tage på hende gjorde han jo ikke, men lige frem at pege på hendes bryst så uforskammet han var! Hun kiggede lidt på ham og fik nogle smalle øjne. "Hvad laver du her?" spurgte hun lidt køligt og pakkede trøjen lidt tættere ind på kroppen som hendes mærke ikke kunne ses. Hvor vovede han at minde hende om hendes slavetid? Men sådan var det vel med slavehandlere, de gjorde jo også som det passede dem. Lige som hun selv havde gjort i sin tid som slave.

Hun kiggede på ham og rystede på hovedet, hvorfor var han her overhovedet og hvorfor skulle han lige snakke med hende? Kunne han da ikke bare lade hende være i fred, hun var jo endelig sluppet fri fra sine løkker som slave, så skulle han ikke komme her og prøve at få hende ind i det igen. Næh han kunne dø kunne han for hendes skyld. Hun kiggede væk fra ham og bed sig i læben igen. Sådan en idiot. Hun lagde armene over kors for at gemme lidt på sine mærker. Hun hadet at nogen skulle minde hende om dem, og det havde Orcus jo så pænt gjort.

Det havde ikke været hans intention at røre ved hende, mest af alt fordi han godt vidste hvad der gemte sig under tøjet. Han havde skam ikke glemt de gange, hvor hun havde tvunget ham til at behandle hendes sår for ikke at miste en eventuel indtjening på et salg. Uanset hvad, så havde han brugt en del midler på at holde hende i live og han var ikke overrasket over at se hende reagere på den måde. Hun havde næppe nydt den tid og det havde han heller ikke, men han kunne stadig more sig over situationen og det blik hun sendte ham. Hun virkede usikker på en måde og Orcus var ikke nervøs for et eventuelt angreb, som hun atter valgte at bruge ordene. Inden længe ville hun sikkert også forsøge at fornærme ham, hvis han gav hende chancen. Dog trak han hånden til sig igen, som han lod blikket dale over hendes krop. Der var gået nogle år efterhånden og hun havde da udviklet sig til en moden kvinde. Men sådan som hun pakkede sig ind, så var det svært at bedømme. ”Forhandler” svarede han med et nik, som han vendte blikket imod de mange skibe. Han gik lidt tættere på hende, så deres skuldere røte hinanden og han stod ved siden af hende. ”Du har vel ikke glemt de mange dage lænket til bunden af et skib?” spurgte han ledende, som han tydeligvis havde ændret karakter. Den barnlige attitude var forsvundet og han var blevet langt mere alvorligt. Det handlede trodsalt om hans forretning, hans levevej. Det var egentlig en skam, ak Philotanus ikke var med, for han havde uden tvivl heller ikke glemt den ballade hun forårsagede.

Armene blev lagt over kors, som han rettede ansigtet imod hende og skubbede let til hendes skulder med sin egen. ”Savner du mørket?” spurgte han fortsat, som de mørke øjne søgte hendes efter svar. Hun måtte have tilbragt mange stunder i den mørke grotte. Hun var nok en af de få på havnen, som faktisk vidste hvor han kom fra og hvor han levede. Ikke at hun kunne finde det. Måske han skulle tage hende med hjem, så de kunne mindes gamle dage? ”Har du lyst til at komme med mig hjem?” spurgte han, som et barn, der spurgte en legekammerat om de skulle lege ved ham. Der hvilede et drilsk smil på hans læber, som han ikke forventede et ja, men var klar på at tvinge hende med. Hun kunne sikkert godt huske fornemmelse af et halsbånd om halsen..

Aliana kunne mærke vreden stige op i hende, og hun kunne mærke hvor svært det var at stå her foran ham. Det var ikke som i gamle dage hvor hun bare havde gjort som der blev sagt, sådan for det meste. Hun knyttede hænderne og fjernede ikke blikket fra ham en eneste gang. Hun bed sig hårdt i læben og fik lidt smalle øjne. Forhandler... Ja sikkert med de forkerte vare. "Så du har flere slaver at skulle ødelægge, hvorfor undre det mig ikke at en som dig stadig gør det?" hun pegede på ham som for at han forstod det var ham hun snakkede om. Som han kom tættere på og stalte sig skulder mod skulder var hun lige ved at rykke sig men gjorde det ikke. I stedet lagde hun armene over kors og kiggede på ham. Om hun havde glemt det GLEMT DET? Nej gu fanden havde hun ej glemt det. Det var jo ikke fordi man kunne glemme hele sin fortid hvor end man gerne ville. Men det der var fuldkommen et tåbeligt spørgsmål! "Hvor vover du at spørge om det!" kom fra hende og vendte blikket imod ham og hun fik smalle øjne igen. Af alle mennesker skulle hun absolut støde på ham der havde solgt hende flest gange. Havde han dog ikke haft fået nok af hende alle de andre gange på skibet? Hun var godt gal i skralden og hun knyttede sine hænder som han fortsat stod tæt på hende.

Da han skubbede til hendes skulder bed hun sig endnu engang i læben og trådte et skridt væk fra ham. ARGH den mand, eller dæmon eller hvad han nu var kunne bare gå. Hun savnede bestemt ikke noget af det han havde givet hende, eller den omsorg han havde følt for hende. Det havde været det eneste omsorg hun godt nok havde fået. Så alligevel havde hun savnet ham en lille smule, men kun meget lidt. Det var dog ikke noget hun nogen sinde ville indrømme. "Jeg savner ingen ting der kommer fra dig af!" kom det en anelse vredt fra hende. Hun savnede virkelig ikke at sidde der i mørket alene med en halsbånd på. Hun savnede i det hele taget ikke det at komme ud og sejle over alt, og hun savnede bestemt ikke at være slave! Nu spurgte han sku også om hun ville med hjem som om de var barndomsvenner. Hvorfor skulle han altid snakke som om han havde flere personligheder? Hvad var der med den mand. "Jeg skal ingen steder med dig mere. Jeg er en fri kvinde!" hun var arrig og det kunne godt mærkes på hende. Hun ville på ingen måder nogen steder hen med nogen ud over Manuel. Han havde trosalt taget sig af hende siden hun var blevet sat fri for snart 6 år siden. Den eneste familie hun havde var Manuel og det skulle der ikke laves om på lige forløbig!

Det var ikke svært for ham, at se på hende, at hun havde problemer med at håndtere situationen. Der brændte tydeligvis stadig en ild i hende, en ild, som han også havde set den gang, men lige nu forsøgte hun faktisk at holde sig selv tilbage. Mon hun var bange for at han gjorde noget for at indfange hende? Orcus forholdt sig dog helt roligt, som han ikke var vitterlig bekymret for hvad hun kunne finde på. De var et offentligt sted og der ville være mange vidner til at hun ville være den der gik amok først. Han reagerede sjældent voldsomt, mest af alt fordi han sagtens kunne indfange hende uden at komme for tæt på hende. Alt det krævede var metal pulveret i hans lomme. Et pulver hun ikke ville opdage, før at han satte det samme til en fast masse. Han rynkede dog let på brynene af hendes udtalelse. ”Jeg handler kun med det, som er efterspurgt” påpegede han, som han ikke holdt slaver, fordi han nød det. Han gjorde det fordi det var hvad folk efterspurgte. Helst den eksotiske slags, men andre havde ikke noget imod en vildbasse, som Aliana også havde været. Ellers ville han aldrig have været i stand til at sælge hende til at begynde med. Uanset hvor meget hun hadede ham, så havde han uden tvivl givet hende en del chancer i livet. Havde det stået til mange andre, så var hun nok død for længst. Egentlig burde hun være taknemmelig, men han kunne sagtens fornemme hendes foragt. Han rystede svagt på hovedet af hendes udbrud, trak let på skulderne og sukkede af hendes ord. ”Du har tydeligvis glemt, hvor meget jeg gjorde for dig” fortsatte han med et roligt blik i øjnene. Hun havde glemt alle de timer og krystaller han havde brugt på at holde hende i live. Men der var vel intet godt ved at blive solgt som slave? Så det var vel det hun primært fokuserede på.

Kvinden trak sig fra hans lettere barnlige puf, som havde han forsøgt at bløde hende lidt op. Men Orcus blev stående med det luft, hun havde skabt imellem dem. Der var ingen grund til at presse yderligere på, som han dog holdt et vågent øje med hendes arme. Nok var de i blandt mange mennesker, men fik han provokeret hende nok, så ville hun nok glemme det. Alligevel virkede han skuffet over, at hun ikke havde savnet ham. Han løftede den ene hånd mod hendes kind, eller forsøgte at ligge den imod kinden. ”Men jeg har savnet dig” hans stemme var oprigtig, rolig og pålidelig, som der hvilede et glimt i hans øjne. Han kunne sagtens huske hvor svag hun havde været i begyndelsen, men det var tydeligvis ikke længere at spore i hendes krop. Noget kunne tyde på, at hun havde det godt, der hvor hun var endt. Aliana gav udtryk for at hun var en fri kvinde, hvilket han bed mærke i meget hurtigt. ”Jeg giver dig chancen for at følge med frivilligt, så du kan forblive en fri kvinde” fastslog han lettere bestemt, som for at advare hende om, at hvis hun blev ved med at presse på, så ville han bruge magt og så ville hun få halsbåndet at se og føle imod sin hals.

Der brændte helt klart en ild i hende der ikke var til at drive ud af hende. Hun havde ikke meget til gode for slavehandlere og slet ikke en som Orcus. Hun kiggede på Orcus og tog en dyb indånding og kiggede lidt ned i jorden. Hun bed sig i læben og tog en dyb indånding mere. Det var virkelig ikke til at tage fejl af det her! Det var en fejl for at hun skulle stå her med Orcus, det var ikke hendes kop te overhovedet. Hans ord fik hende dog til at blive lidt ophidset igen. Tog hvad der var efterspurgt, det passede i hvert fald ikke! Han tog hvad han tog, og slaver var da noget af det han var bedst til. Det havde hun jo set med sine egne øjne. Hun havde jo været en del af hans liv i så mange år så hvorfor skulle der være kommet noget nyt på den front? "Jeg tvivler på dine ord, og det har jeg altid gjort." hendes stemme var sænket, som om hun var bange for at sige noget i hans nærvær. Det var ikke fordi at hun var bange, men det at hun ikke vidste hvad han kunne stille op gjorde hende bekymret. Det gjorde hende faktisk ret bange i det store og hele billede.
Han havde ret  hun havde faktisk glemt hvor meget han havde gjort for hende. hvis han ikke havde gjort så meget for hende havde hun været død for længst, og det var ikke noget hun ønskede på nuværende tidspunkt. Hun elskede sin familie hun havde fået, men den gang hun var yngre havde hun ønsket hun var død. Døden havde kunne hjulpet en hel del igennem hendes eget liv. "Jeg havde lykkeligt glemt hvad du havde gjort." det var sandt det hun sagde, hun tænkte ikke på sin fortid så tit, hun brød sig ikke om at tænke på den, mest af alt fordi hun altid blev så gal når hun tænkte på den eller blev mindet om den for den sags skyld.

Ja Aliana havde trukket sig fra ham om end han var barnlig i sin stemme. Men hun ville ikke stå så tæt med nogen hun ikke rigtig kendte. Nok havde de været sammen on and off i mange år, men de kendte ikke hinanden sådan helt ind til benet. De kendte hinanden på overfladen og det var jo sådan set det. Hans ord ramte hende som et tog og hun væmmes ved dem. Hun væmmes endnu mere da hans hånd ramte hendes kind. Hun gøs kort, hvad var han ude på? Han havde savnet hende, hvordan havde han savnet hende. Hvad var der at savne ved hende? Hun var forundret over det hun sagde og hun brød sig ikke rigtig om det. "Hvorfor har du savnet mig. Hvad har jeg gjort siden du har gjort det?" hun lignede et spørgsmålstegn og hun var et spørgsmålstegn. Hun anede ikke hvad hun skulle stille op men hendes stemme var rolig og tydelig. Hun var bange for hans svar men nu havde hun spurgt og det måtte tiden jo vise hvad han sagde.
Hans ord gjorde hende oprevet og hun knyttede hænderne og bed sig i læben. Hvad bildte han sig ind? Helt instinkt lagde hun hånden op til sit bælte for at klemme lidt om de knive der sad under trøjen hvor de ikke kunne ses. Hun kunne slå fra sig hvis det var det der skulle til. Hun kunne sagtens klare sig selv, men en ting var sikkert hun skulle ingen steder med ham! "Jeg er en fri kvinde og jeg skal stadig ingen steder med dig! Jeg er glad for at være fri for folk som dig og andre. Jeg har et helt andet liv nu!" kom det roligt fra hende og kiggede lidt på ham med knyttede næve. Skulle de nu til at have en kamp om hendes frihed igen, for det ønskede hun bestemt ikke skulle ske.

Egentlig kunne han ikke se, hvorfor hun havde så store problemer med ham, alt han gjorde var at tilbyde de handlende en måde, hvorpå de kunne få fragtet deres ’varer’ fra et sted til et andet. Han sørgede blot for transport fra a til b, men at han til tider var nødt til at opbevare dem selv, før ikke at risikere noget under transporten var blot en strategi for at undgå at blive fanget i det. Orcus trak let på skulderne, som hun tydeligvis ikke var glad for hans udtalelse, men det var ikke noget der bekymrede ham, for han vidste godt, når han selv talte sandt og hvornår han løg. Så kunne hun selvfølgelig tro, at hun vidste bedre end ham, men det var ikke hans problem. Han lo let af hendes ord, som han hævede det ene øjenbryn. ”Så er det godt, at jeg ikke tvivler på mig selv” kommenterede han kort, uden nogen indikation af irritation eller problemer for at hun valgt at ytre sin mening. Det var lidt op til hende. Lige nu var de ikke slave og herre, men de skulle forestille at være lige. Alligevel valgte hun at sænke stemmen, som var hun endnu bange for ham. Det var vel egentlig forståeligt nok, for uanset hvad hun gemte på, så skulle han nok vende det imod hende. Utroligt nok, så fik han en indrømmelse ud af hende, for hun gav ham ret i, at han faktisk havde gjort en del for hende. Det var bare svært at få øje på, når ens liv var et rent helvede. Men det kunne jo betyde, at hun havde vendt det til noget positivt?

Der var intet filter over hans udtalelser og han tænkte ikke over, at hun måske ikke ligefrem kunne lide, at høre ordene sagt højt, for han mente hvert et ord. Han var kommet til at savne den larm der ofte kom fra hendes værelse.. eller bur var det nok nærmere. Der var aldrig ro i underetagen og hun havde haft en forfærdelig indflydelse på de øvrige slaver, men han havde stadig moret sig over det. Ikke at hun ville give ham ret, men nu havde hun jo spurgt, så han kunne lige så godt forklare sig, som han strøg fingrene over hendes kind. ”Der var altid liv i dig” forklarede han med et hævet bryn, som han grinte stille for sig selv. De mørke øjne fulgte bevægelser på hendes kind, som fingrene strejfede hendes hud og langsomt vandrede mod hendes ører.
Orcus rettede blikket imod hendes hånd, som hun førte op til bælte. Han kunne fornemme en form under, men han lod ikke til at være bekymret for et eventuelt angreb. ”Har du noget metal på dig?” spurgte han ledende, ikke fordi han var i tvivl, men han ville blot minde hende om, hvad han kunne stille op med metal. Mon ikke der også var nogle elementer af metal på hendes tøj, som han kunne udnytte, hvis hun blev for håbløs? Aliana holdt stædigt fat i hendes overbevisning om at hun faktisk havde et valg og kunne gå fra ham. Men alt det betød var at han smilede mere og mere. ”Så får du halsbånd på igen.. og denne gang ryger du ikke retur til fastlandet..” hans ord var bestemte og kortfattet, som han tydeligvis var nød til at skære det i pap overfor hende. Hvis hun kæmpede imod, så ville han bruge magt og så ville han tage hendes frihed fra hende og sælge hende til en pirat eller anden, der ikke ville vende retur til fastlandet lige foreløbig.

Aliana skulle bevare sin selvkontrol for ikke at gå helt amok. Hun hverken kunne og havde aldrig forstået slavehandlere. De kunne for hendes skyld dø en langsom og smertefuld død. De fleste havde ikke været særlig sød ved hende, så hvorfor skulle hun være sød ved dem? Okey Orcus var måske noget andet. Han havde trosalt været der for hende lige meget hvad. Hun bed sig lidt i læben og kiggede på ham. Hvad skulle hun gøre med ham? Der var jo ingen grund til at være sur på ham. Han havde jo gjort så meget godt for hende i alle disse år. Godt nok havde hun haft lænker på, men hun var jo den slave han kendte bedste, og han havde da haft et specielt lavet bur af sølv om bord på skibet når det var fuldmåne.. Måske skulle hun prøve at være lidt sød over for ham og se hvor det blev bragt hen?
Hun sukkede ved hans ord og hun kiggede lidt på ham med hovedet lidt på skrå. "Aha" hun vidste ikke hvad hun ellers skulle sige til hans ord. Han tvivlede ikke på sig selv, hvorfor skulle han også det? Det var jo hans levebrød om hun brød sig om det eller ej.

Hans ord ramte hende hårdt og dybt. Der kunne være noget om at der var liv i hende, det havde der altid været og der ville altid være liv i hende. Hun tyggede lidt på hans ord for at finde ud af hvad hun skulle sige til det. Hun sank en mindre klump i halsen og tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, der var ingen grund til at hidse sig op han havde jo ikke gjort noget endnu. "Det er der sådan set stadig, bare på en anden måde." kom det roligt fra hende og begyndte at slappe lidt af i sit kropssprog. Hun satte hænderne i lommen og bed sig i læben. Hun vidste ikke hvad hun ellers skulle stille op med ham. Der var ingen grund til at være sur på ham sådan lige nu. Hun knækkede nakken en gang da han spurgte om hun havde metal på sig. Hvorfor spurgte han om det? Hun bed sig i læben igen for at huske tilbage. Hun kunne huske hvordan han havde kontrolleret buret og lænkerne om hende. Hvordan han havde ladet hende gå lidt rundt på skibet stadig med lænker på. Hun bed sig i læben og kiggede væk fra ham og ned imod jorden. Et kort nik kom fra hende og hun vendte blikket op imod ham. "Ja det har jeg" hun klemte lidt om sin ene kniv fra hendes lomme og et suk kom over hendes læber. Hun havde ikke tænkt sig at smide dem, det var hendes eneste våben hun kunne bruge imod ham hvis det kom til stykket og hun var jo et talent med sine knive hvis det kom der til. Han ville godt nok have tid til at gøre noget med knivene hvis det kom til stykket, men hun ville ikke opgive uden kamp.
Hans ord fik hende til at ryste på hovedet og hun begyndte at ryste på kroppen. Hvorfor var der ikke nogen i flokken omkring hende? Hvorfor skulle hun have bevæget sig så langt væk? Hvad skulle hun nu stille op. Hun nægtede at blive en slave igen, det var ikke hendes formål med dette her. Hun ville ikke blive slave. Et suk kom frem på hendes læber og hun kiggede ned i jorden. "Jeg nægter at blive slave igen, så hvad vil du have fra mig?" hun bed sig i læben og kiggede bedrøvet op på ham. Det skræmte hende at han kunne sætte hende i lænker igen nu hvor hun endelig var fri. Var han virkelig så ond at han ville gøre det imod hende? Det skulle ikke undre hende så hun bed sig i læben igen og sagde. "Jeg gør alt hvad du vil have, bare ikke sæt mig i lænker igen." hun kiggede på ham og så ned i jorden. Hun mente hvert et ord hun havde sagt. Hvis det var sex han ville have så måtte det være sådan, hun ville bare ikke i lænker igen! Lige meget hvad der stod på spil så var det ikke den vej hun ville gå igen slet ikke nu hvor hun var fri fra det hele.

Der var ingen grund til at vende hadet imod ham, eller jo, for han havde været den der havde insisteret på at sælge hende videre i stedet for at lade hende gå. Men hun kunne selvfølgelig ikke vide, at han faktisk havde haft chancen for at lade hende gå. Det eneste det ville have betydet var en rødt tal på bundlinjen. Dog var han ikke villig til at opgive den slags for én som hende. Hun havde kostet ham dyrt i behandlinger og derfor havde han lidt følt, at det var i hans ret at sælge hende videre, så han også kunne få bare lidt profit ud af det. Orcus var da også gået ud fra, at den sidste ejer, som han havde sendt hende til, måtte være tilfreds med købet, eftersom at han ikke havde set hende siden. Men nu kunne han ligesom forstå på hende, at hun måske havde købt sig fri og derfor ikke var kommet retur til grotten? Det gav fint mening, at hun ikke ønskede at være slave, men det var et yderst svært miljø at komme ud af og Orcus havde set mange slaver komme og gå, men mange kom ikke ud af erhvervet før de bortgik. Så Aliana var én af de lidt mere heldige om end hun stadig havde en del mærker fra sin tid, som slave. Mærker der vel sagtens kunne gøres noget ved, hvis hun ønskede det.

Grotten kunne blive en anelse kedelig fra tid til anden, specielt når der ikke var liv i ’godset’, blev der først stille i burene, så kunne Orcus godt blive en anelse rastløs og så ville han først komme til at kede sig. Det var aldrig godt, når han kedede sig. Han kunne ikke helt lade vær med at smile, som hun mente, at der stadig var liv i hende. Han nikkede roligt, som han allerede havde set en del af hendes energi. Det var lige før, at han var sikker på, at havde de været alene, så ville hun gerne have pandet ham én eller i det mindste gjort et forsøg på at lukke munden på ham. Så ja, han kunne sagtens se energien og flammen, der stadig brændte i hendes bryst. ”Godt, du ikke har mistet det” svarede han med et stille smil på læben. Han var rolig og fattet, som de mørke øjne søgte hendes efter svar. Svar på spørgsmål, som han ikke havde tænkt sig at stille hende. Han kunne godt fornemme at hun var begyndt at falde mere til ro, det var ofte nemmere at snakke sig ud af tingene og Orcus brugte sjældent sine evner, medmindre at det var nødvendigt. Slaver og lignende, som forsøgte at bryde ud af deres bure blev sat på plads og holdt tilbage, når det var nødvendigt. Men dem, som valgte at lytte, havde det også langt bedre i hans selskab, end dem, der gjorde konstant modstand. Ikke at modstand, ikke var sjovt og værdsat. Han skulle jo også gerne holde evnen vedlige. Og at lege med metalpulveret var sjældent udfordrende nok, det fungerede bedre under pres, for så var kreationerne voldsommere og mere direkte. Orcus var godt klar over at våbnene var lavet af metal, han kunne mærke det bevæge sig, hvis han slap en puls løs, så han var ikke i tvivl. Våben af andet materiale kunne ikke forvolde den samme form for skade.. Han lod det dog ligge.
Ofte var det nok at minde slaver om, hvad der kunne ske og Aliana havde tydeligvis ikke smidt fornemmelsen helt, for alt han behøvede var at advare hende og så faldt hun straks tilbage i den lydige rolle. Orcus nikkede til hendes ønske om ikke at blive slave igen, han kunne sagtens gå med til det. Markedet for hendes slags var heller ikke særlig udbredt og hendes alder ville gøre det svært at sælge hende videre, så hun ville blot forvolde ham problemer igen og koste flere krystaller end han ville kunne tjene. ”Dit selskab?” svarede han med et smil, før at han greb ud efter hendes arm, så de kunne komme videre. Han havde ikke mere at gøre på havnen og nu hvor hun lod til at være villig til at følge ham, så kunne de lige så godt komme afsted.

Aliana vidste ikke hvad hun skulle stille op med sig selv. Hun havde jo ikke lige frem regnet med at stå foran en af sine slavehandlere. Tanken havde ikke engang strejfet hende. Hvad skulle hun sige eller gøre af sig selv? Hun bed sig i læben og vidste ikke hvad hun skulle sige. Hun havde aldrig i sin vildeste fantasi tænkt at stå i denne her situation. Hun havde ikke engang prøvet at stå i sådan en situation før. Et suk undslap hendes læber, hun kunne lige så godt overgive sig selv til ham. Der var vel ikke så meget andet at gøre var der? Hun bed sig i læben. Hun kunne kæmpe sig ud af det og komme helskindet igennem det, men hvor ville det så ende henne? Det ville ikke ende godt for hende det havde han selv sagt. Han var ikke bange for at ligge hende i lænker igen. Men hun havde et ansvar over for flokken og det ansvar måtte hun holde. Hun var Beta og det betød faktisk noget for hende! Så skulle der jo ikke komme en og prøve at tage det fra hende igen.. Hun bed sig i læben igen og endnu et suk undslap hendes læber. Hun kunne lige så godt række hænderne frem og sætte hende i lænker, for det var sådan hun havde det lige nu. Hun havde det som om at der blev sat lænker på hende igen. Hun kunne bruge sine knive men det ville bare ende galt for hende med hvad Orcus kunne. Hun havde set det før, og det havde ikke ændret sig. Det var bare den fornemmelse hun fik af ham. Heldigvis anede han ikke alt om hende. Hun havde hørt nogle af de samtaler han havde haft på dæmonisk, og hun kunne svare på dæmonisk, men hun havde aldrig snakket et andet sprog over for Orcus. Han kunne lige så godt tro at hun var dum på det område. Godt nok fortjente han vel egentlig at få af vide hvad hun kunne. Men det lå ikke i hendes planer.

Hans ord fik hende lidt ud af sin tankegang og hun kiggede på ham med bedene øjne. Han skulle ikke sætte hende i lænker igen. Men nu havde han jo været så pæn så kunne det fortsætte? "Det går jeg ud fra" kom det fra hende og nikkede lidt. Hun var faktisk nervøs for hvad Orcus kunne finde på. Hun var nervøs for hvad der skulle ske. Han kunne jo på nuværende tidspunkt få hende til hvad som helst så længe det ikke var at blive slave igen. Hun havde stadig sin slavementalitet inderst inde. Det havde jo været hendes liv i 10 år, så hun vidste hvad det ville sige at man gjorde som der blev sagt. Det var bare noget andet når Manuel sagde noget til hende. Det var familie og hun kunne sagtens sige fra over for dem. Men det var bare som om det var noget helt andet over for Orcus. Han havde haft hende så mange gange og haft så mange meninger om hende at det ikke engang kunne tælles på en hånd. Lige så vel at det ikke kunne tælles hvor mange gange han havde redet hendes liv.
Orcus nikkede og hun kunne ånde lettet op. Så var det da på plads men hvad forventede han så af hende? Hun bed sig i læben igen og virkede en smule nervøs. Hun rakte ud med sin telepati for at finde ud af om Elaine var på market i byen eller Manuel. Men der var ingen der meldte tilbage. Hun var ret alene lige nu. Hun forholdte sig dog helt roligt og kiggede blot Orcus ind i øjne, man kunne se på hende at hun var nervøs. Hun stod og roede lidt med sin trøje og hun begyndte at få svedige håndflader. Hvad skulle hun??? Endelig fik hun svaret. Han ville have selvskab, noget hun sagtens kunne klare, men var det nu klogt? Var det klogt af hende at forsøge sig med et selvskab som ham? Hun rystede lidt på hovedet af sig selv som tydeligvis kunne misforstås. Inden hun overhovedet nåede at svare på noget som helst blev der grebet fat i hendes arm og hun måtte følge med. "Hvem siger at det er mit selvskab du ønsker?" kom det uroligt fra hende og pådrog sig chancen for at prøve og slippe væk og stritte imod, dog havde Orcus et godt fast greb i armen på hende så det ville ikke nytte noget at prøve og slippe mere væk. I stedet måtte hun jo bare følge med hvor end det så skulle være de skulle hen.

Egentlig troede Orcus lidt at han vidste alt om hende, men de stunder, som de havde tilbragt sammen havde ikke givet hende meget pusterum, så hun havde ikke haft mulighed for at vise ham meget foruden de vilde varulve gener. Det var uden tvivl noget, der gjorde at han var langt mere årvågen overfor hende. Han ønskede ikke at blive angrebet af hendes kløer og da slet ikke hendes temperament, men lige nu lod det til at han havde kontrol over hende. Selvom Aliana var en fri kvinde, så havde Orcus ikke problemer med at grave hendes slavementalitet frem fra gemmerne. Hun var atter lydig og forsigtig overfor ham. Han kunne nemt fornemme på hende, at hun var nervøs i hans selskab. Aldrig havde han gjort hende ondt med vilje. Kun hvis hun havde bedt om det og ikke gjort, som hun havde fået besked på. Men der var ingen grund til at gøre ’godset’ ondt, da skader ikke ville blive belønnet. Det var bedst, hvis der ingen sår og mærker var på kroppen, for så var værdien også højere end de billige varer, som man kunne sælge på markedet. Orcus gik ikke op i billig gods, nej, han ville have dem, som han kunne tjene flest penge på. Sagen med Aliana var den, at hun havde det med at vende retur hele tiden, så han kunne sælge hende igen og igen.

Aliana var forsigtigt, som om hun var bange for at fornærme ham. Orcus trak dog let på smilebåndet, som han overvejede hvordan han skulle bringe hende med hjem. Hun havde været der før, men han havde aldrig brugt sine portaler sammen med hende. Eller i hvert fald ikke imens, at hun var vågen, så det ville nok ikke give mening for hende. Måske det endda ville være svært at forstå? Orcus ønskede ikke at afsløre lokationen på sit hjem, men det var heller ikke nødvendigt, når han kunne benytte portalerne. Hvis hun ikke forstod meningen, så kunne hun ende med at tro, at nedgangen til grotten var i Medanien, hvilket bestemt ikke ville udgøre en trussel for hans hjem. Der hvilede et roligt smil over hans læber, som han nikkede til hendes ord og overvejede hvordan han skulle åbne en portal i byen uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed. Orcus var ikke ligefrem ude på at skade hende, i hvert fald ikke når hun valgte at følge med uden problemer, eller det var hvad han håbede på, eftersom at han ikke havde noget ønske om at være streng overfor hende. Ikke mere end han allerede havde givet udtryk for.
Der kunne umuligt være noget i vejen med at bede om hendes selskab, det lød i bund og grund uskyldigt og ikke farligt, som Orcus lette smil på læben også understregede overfor hende, at hun ikke behøvede at være nervøs for, hvad der skulle ske. Selvfølgelig kunne han eller Philotanus skifte mening senere, men det behøvede hun ikke vide noget om. Han greb i stedet fat i hendes arm for at trække hende igennem mængden og væk fra havnen. Der var for mange mennesker til at han ville gøre brug af sine portaler i nærheden af havnen. I stedet trak han hende med ind i en mindre gade, hvor han gik hen til en dør. Døren førte oprindeligt ind til en butik, men som Orcus fandt nøglen frem og satte den i nøglehullet, ville den ikke lede ind i en mindre butik. Han holdt fat i hendes hånd med den anden, som han drejede nøglen rundt. Døren gav efter og åbnede stille, som man hurtigt kunne se forandringen på stengulvet. Orcus vendte blikket imod hende. ”Efter dig” forklarede han med et smil, som han dog holdt en hånd på døren, så den ikke lukkede i igen. Han lod hende passere først, før at han placerede en hånd imod hendes ryg og skubbede hende hele vejen igennem, så han kunne trække nøglen ud og døren lukkede bag dem.

Omgivelserne havde forandret sig. Der var en underlig stilhed og den lange gang, som de var endt i. De befandt sig i underetagen på den store bygning midt i grotten, som var bygget ind i klippevæggen. Denne etage var fyldt med bure, længer og isolerede rum, som næsten alle stod tomme. Han ruskede let i døren bag ved dem for at sikre sig, at den var lukket ordentligt før at han rettede blikket imod hende. ”Bare rolig, vi skal ikke være her, men ovenpå” forklarede han med et venligt smil. Han rakte ud efter hendes hånd igen for at trække afsted med hende mod den nærmeste stentrappe, som først en etage op. Trappen var bred og snoede sig omkring en stensøjle. Han var lettere ivrig og endte derfor også med at hive hende afsted op ad trappen, så de kunne komme ovenpå. Orcus var ikke sikker på, hvor Philotanus befandt sig, men han ville nok dukke op på et tidspunkt, når først lydene af deres skridt nåede ham.

Aliana var en fri kvinde og det ville hun blive ved med at være, om hun så skulle kæmpe sig til rettigheden til det. Hun bed sig i læben som hendes tanker for rundt omkring. Hun havde ikke en klar tankegang, nej hendes tankegang var rettet mod hendes slavementalitet og hendes ønske om at forlade Orcus. Det var dog ikke muligt da han allerede havde fat i hendes arm og trak hende med sig. Hun vidste ikke hvad hun skulle stille op. Hun havde allerede prøvet at telepatere til resten af ulveflokken men der havde ikke været nogne modsvar, hvilket bare betød at hun var helt alene. Hun måtte klare ærterne selv som hun plejede at gøre når hun var i problemer. Det havde jo ikke været første gang hun havde været i problemer, det havde hun været mange gange før. Det var jo også en af grundene til at hun var blevet solgt så mange gange som hun var. Orcus havde dog haft hende fleste gange, hvilket kunne ses på hendes brystkasse og mave region. Den lange stribe af mærker var tydeligt at se hvor mange gange han havde haft hende. Hun kiggede lidt på Orcus uden at sige noget. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige andet end følge med.
Hun hadet sin fortid og det gjorde det ikke meget bedre at hun havde fremfundet sin slavementalitet. Orcus kunne jo få alt frem i hende som han ville.

Aliana blev ført med hen til en mindre gade og hun kiggede mistænksomt på Orcus, hvad skulle de her til en butik? Skulle hun nu sælges igen? For det kunne han godt glemme alt om! Hun skulle nok finde på en måde at komme fri på hvis det var sådan det skulle være. Hun bed sig i læben og løftede det ene øjenbryn af ham. Da han satte en nøgle i låsen kiggede hun på døren, havde han nu fået en butik til sine udulige stykke legetøj af menneskehandel, eller var det et rederi han førte? Hun var egentlig ikke sikker på hvad han helt præcist lavede ud over at sælge mennesker til andre. Det var jo bare som om at det hele faldt en lille smule på plads da døren blev åbnet. Hun satte en hånd op imod panden for at se om hun kunne se noget lige frem, men da der var mørkt kunne hun ingen ting se. Hun bed sig i læben som da der blev sagt at hun skulle gå først. Hun var ikke sikker på at hun ville, og hun var bestemt ikke sikker på dette her. Med forsigtige skridt gik hun frem imod døren og stod lidt foran døråbningen. Hun trippede en lille smule og hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. Da det åbenbart gik for langsomt til Orcus velbehag fik hun et skub i ryggen og hun blev skubbet ind af døråbningen. Hun trak lidt på skuldrende og bevægede sig lidt længere ind for at finde ud af hvor de var henne af. Hun kunne ikke lige frem genkende stedet de var, måske det var et nyt sted? Var det sådan her butikken så ud? Men nej det vidste hun jo godt at det ikke var. Gulvet havde jo ændret sig det havde hun da set. Hun rømmede sig lidt og skulle lige til at sige noget men stoppede. Hun ville ikke sige noget, han måtte jo hive ordene ud af hende hvis det var.

Stilheden havde lagt sig over dem og det eneste der kunne høres var deres fodtrin som de bevægede sig frem ad. Hun bed sig i læben og kiggede rundt for at få alle indtryk ind, bare for at se om hun kunne genkende noget af det, men endnu engang kunne hun ikke se noget hun genkendte. Havde hun været her før? Hun follede hænderne på maven men vendte sig hurtigt om som da der blev rusket i døren. Hun var meget opmærksom på hvad det var der skete lige nu. Det var kun hendes egne tanker der fyldte rummet lige nu. Altså hvis man kunne høre dem. Hun hverken telepateret til Orcus eller gjorde et forsøg på det. Hendes evner måtte godt holdes hemmeligt lidt endnu. Der var ingen ud over Manuel der kendte hendes evner, bortset fra de steder hun havde arbejdet som oversætter.
Hun blev afbrudt af sine egene tanker og kiggede lidt på Orcus som han slæbte afsted med hende igen. Hvor skulle de hen, og hvad var der ovenpå? Hun vidste det ikke og var ikke helt sikker på hun ville vide det. Hun bed sig i læben som de gik op af trappen og endelig kom ovenpå. Da de var kommet ovenpå vendte hun blikket lidt rundt, havde hun været her før? Hun var slet ikke sikker på nogen områder lige nu.
Hun sank en klump der havde sat sig i halsen, og hun kiggede lidt på Orcus og så fremad igen. Hvad skulle de her. Han havde ønsket selvskab men hvorfor skulle selvskabet forgå her? Det var jo ikke fordi de var et sted hun lige frem kunne genkende. Men så igen nu kendte hun da til hans anden evne. Han kunne transportere sig fra et sted til en anden, hun vidste bare ikke helt hvordan endnu. Det skulle hun nok finde ud af, hun var jo opmærksom på alt hvad der forgik. Hendes blik faldt på Orcus igen og hun fik endelig taget lidt mod til sig. "Hvad skal vi her?" hendes stemme var rolig og afbalanceret, hun virkede ikke nervøs eller bange. Nej hun var oprigtig nysgerrig for hun skulle jo også gerne kunne komme hjem igen. Hun bed sig lidt i læben og fik vristet sig fri af hans greb for at tage nogle skridt væk fra ham. Hvad skulle de her?! Hun ville vide det, og det kunne faktisk ikke gå for langsomt!

Der var intet i vejen med lidt slavementalitet, ikke at Orcus havde forventet det af hende, når hun var en fri kvinde. Men noget kunne tyde på, at mødet med ham lidt havde provokeret det. Hun havde i hvert fald svært ved at komme ud af den mindre trance, noget som han hurtigt opdagede og valgte at udnytte, nu hvor han havde chancen for det. Det betød også, at han ikke havde brug for at bruge magt, der var heller ingen grund til at gøre brug af lænker eller lignende for at overbevise hende om at følge med. Det blev gjort, og selvom han mødte en anelse modstand, så var det ikke nok til at genere ham særlig længe.
Den mindre gade var et oplagt sted at åbne en portal i, eftersom at der ikke var særlig mange, som kunne overvære hans magi udfolde sig ved døren. Han havde ikke de store problemer med at skabe portaler sammen med hende, måske fordi han ikke følte, at han havde noget at frygte fra hendes nuværende personlighed. Hun mindede mest af alt om en forskræmt mus.. eller en arrig mus, han kunne ikke helt beslutte sig, som han fik drejet nøglen rundt og indholdet i butikken blev skiftet ud med en mørk gang. Gangen var kun svagt oplyst af krystaller hist og her, men det var mest af alt et mørkt sted at bevæge sig ind i. Orcus havde ikke planer om at gå igennem portalen først, da han lige ville sikre sig, at hun nu også kom med igennem. Hun havde jo næsten lovet ham selskab, så det ville ikke se særlig godt ud, hvis hun lige pludselig skiftede mening og løb den anden vej. Han blokerede også bevist udgangen, som han stod lige bagved hende. Der var kun en vej og det var fremad. Igennem portalen og ind i den kølige grotte.

Stedet var ikke nødvendigvis ukendt for Aliana, men noget kunne tyde på, at hun havde fortrængt minderne omkring stedet. Det var ikke et stort problem for Orcus, som han bestemt ikke havde noget imod, at hun følte sig lettere utilpas med stedet. Hun havde nok tilbragt mest tid i en celle, så det var ikke underligt, at hun ikke kendte det på den anden side af cellen. Men han viste hende med glæde rundt, så hun rigtig kunne få en fornemmelse af, hvor stort stedet faktisk var. Orcus skulle dog sikre sig at døren var lukket, før at han ville gå nogen steder. At hun var lettere hysterisk over alle de lyde, der var i grotten, bekymrede ham ikke, som han blot smilte roligt til hende. Der var ikke meget bekymring at spore i hans blik, som han uden videre greb ud efter hendes arm igen, så de kunne komme videre. Det var først, da de kom ovenpå, at han valgte at give slip i hende, så hun havde mulighed for at se sig om. Som slave, havde hun aldrig været ovenpå før, men det var langt fra det samme som underetagen, der var mørk og lukket af. Ovenpå var der store vinduer og lys fra krystaller og lignende, som formåede at åbne de store gange op. Der var en udgang til en større balkon, som han dog ikke havde planer om at vise hende rundt i bygningen. Men fra hvor de stod nu, kunne hun næsten beskue den by, der faktisk befandt sig i grotten. Der var bygninger over alt og midt i det hele en kilde, som udsprang fra under de store sten. Det lignede en mindre sø.
Selv hvis det gik op for Aliana hvordan hans evne fungerede, så ville hun næppe kunne gøre noget for at forhindre ham i at bruge den. Det var en naturlig del af ham, lidt på samme måde, som manipulation af metal. Han vendte de mørke øjne mod hende, som hun spurgte ham om grunden til at de var der. ”Så vi kan være alene” lo han stille med et glimt i øjet. Ikke at han havde noget motiv med at være alene med hende. Han savnede bare noget andet selskab end Philotanus hele tiden. ”Kom, så skal jeg nok finde noget vi kan spise” svarede han med et nik mod en døråbning. De store døre var slået helt op, som de hvilede imod væggen og ikke så ud til at kunne lukkes. Hængslerne var gået i stykker og havde brug for en kærlig hånd, hvis de skulle kunne fungere igen. ”Spiser du råt kød?” spurgte han lettere forvirret, som han egentlig havde glemt, hvad hun foretrak. Det kunne jo være, at hun havde skiftet sine måltider ud, nu hvor hun var fri? Han gik dog uden tøven igennem den store dør, som de trådte ind i noget der mindede om en stue. Der var rigelig med plads til at sidde ned, store sofaerne og tæpper flere steder. Det kunne godt blive en anelse køligt i det store rum. Også selvom pejsen var i gang.

Aliana havde ingen ide om hvorfor hun egentlig stadig havde denne slavementalitet for hun havde den ikke i flokken. Måske var det bare fordi det var Orcus hun stod over for. Måske var det fordi at hun aldrig helt havde sluppet sin slavementalitet helt og stadig følte sig lidt som en slave. Godt nok følte hun sig ikke som slave, men et eller andet sted var hun vel en slave for Manuel. Det var jo hans skyld at hun var så besat af ham. Eller nok ikke helt hans skyld, men de havde jo været sammen før i flere år, og det havde han jo afbrudt. Så måske var hun lidt en slave alligevel når det nu var ham der styret slagets gang, netop fordi han er Alpha og hun Beta. Godt nok styrede hun flokken i hans fravær. Og godt nok var det hende der havde mentalt kontakt til flokken men det ændrede nok ikke på hvor vidt hun var en slave for ham eller ej,
Godt nok havde Aliana gået igennem portalen først hvor end hun ville have vendt sig om for at flygte. Men det var ikke sådan det var kommet til. Hun var blevet skubbet ind af portalen og så havde der jo ikke været nogen anden mulighed for at slippe væk. Det måtte jo være som det var. Hun bed sig lidt i læben som hun kiggede sig omkring. Hun kunne ikke genkende stedet, mest af alt fordi hun aldrig havde været i denne del af grotten før. Hun havde jo bare siddet som et offer i et hjørne og passet sig selv, fået lidt mad en gang i mellem når det havde passet Orcus. Godt nok havde han ikke været lige så slem som nogle af hendes herre. Men det havde også været fordi han havde haft andet og se til, og så havde Philotanus bare glemt at give hende mad fordi han ikke mente hun var det hver. Sådan havde det været flere gange når Philotanus havde skulle passe hende. Hun havde faktisk aldrig rigtig sat et ansigt på Philotanus og kom nok heller aldrig til det.

Som Orcus tog fat i hendes arm igen gloede hun lidt på ham og bed sig i læben. Den mand ville aldrig blive hendes kop te, det var hun helt sikker på! Men nu var hun jo fanget i et stykke tid, og det var der ikke noget at gøre ved. Hun havde jo selv gået med ham hvor meget hun end havde ønsket hun ikke havde gjort det. Hun bed sig lidt i underlæben og kiggede væk fra ham som han førte hende oven på til noget mere lyst. Hun tog hånden op foran øjne da lyset var lidt skarpt men det gik hurtigt over, så hun fjernede hånden fra panden og kiggede lidt rundt. Hun havde virkelig aldrig været her. Hun kiggede lidt på tingene der stod, mon det havde været ting han ikke kunne sælge eller ting han havde købt? Det var svært at sige og hun havde ikke tænkt sig at spørge. Det kom ikke hende ved, og det ville det aldrig komme til. Hendes blik gled fortsat over de forskellige ting og hun lod stille en hånd køre over en statue som var nøgen. Hun var ikke flov over den, men hun var facineret over hvordan den var lavet og hvorfor man havde lavet den sådan. Hun kiggede lidt frem og tilbage og blikket faldt på Orcus da han snakkede. ”Aha” kom det fra hende. Være alene var et stort ord at bruge, de kunne sagtens have været alene ude i det fri. Her kunne man jo føle sig fanget, specielt fordi der ikke var nogen udgang overhovedet.
Hun blev noget overrasket over at han tilbød hende mad, og hun måtte lige blinke med øjne et par gange og lade sine tanker flyve lidt rundt før hun rystede på hovedet. Havde hun virkelig hørt rigtigt, ville han give hende noget at spise? Sådan helt uden hun skulle betale for det på nogen måde, eller kom det senere? Hun bed sig lidt i læben og fulgte blot med ham. Som han bevægede sig ind i det næste rum kiggede hun på hængslerne og så mod ham. Havde han så meget arbejde at han aldrig passede på sine ting eller lavede dem? Selv havde hun bare et telt at sove i, så det var ikke så slemt at skulle passe, det var kun når der skulle købes et nyt så var der jo ingen problemer der i. Hun bed sig i underlæben og trådte ind i hvad der lignede en stue. Hendes blik bevægede sig over tingene og hun vidste ikke om hun skulle sætte sig eller blive stående. Hendes slavementalitet sagde hende at hun bare skulle blive ståenden til der blev sagt noget andet til hende, så det valgte hun simpelthen at gøre. Hendes tanker fløj rundt for at finde ud af hvad Orcus havde gang i. Hendes tanker gik på Orcus, hvordan han behandlede hende nu, hvordan han kunne være så flink. Hvorfor hun havde denne slavementalitet ja alt hvad der lige faldt hende ind. Der var jo ingen grund til at gå og tænke længe over det vel? Men jo helt automatisk kom der nye tanker og indtryk ind i hende. Selv lugte fyldte en hel del og hun kiggede lidt hen på Orcus. ”Nej jeg spiser ikke råt kød. Jeg er jo ikke et rovdyr... lige nu” det sidste sagde hun med en stille stemme og sagde det på elvsk. Hun var ikke sikker på at Orcus havde hørt det, og havde han ja så var det jo sådan det var. Så måtte hun leve med at han kendte lidt til hendes evne. Godt nok var det ikke hele hendes evne, men hun kunne jo altid lyve sig ud af det hvis det kom der til. Godt nok var hun ikke den bedste til at lyve men det var da et forsøg hver at prøve, det var hun ikke i tvivl om!

Overetagen på den store bygning, var langt fra det samme som underetagen. Det var nemmere at se, at der faktisk boede nogle i bygninger, når man befandt sig i overetagen. Underetagen var forbeholdt gods og varer, som skulle fragtes videre. Det skulle faktisk kun ses som et midlertidigt stoppested, men for nogle, Aliana, var det blevet lidt en vanesag, så Orcus havde bevidst valgt at placere hende i den samme celle hver gang, han havde fået hende retur. Måske han skulle vise cellen til hende, den stod der stadig, som hun havde efterladt den. Det ville måske være at presse hende op i en krog igen, nu hvor hun hårdnakket påstod, at hun var en fri kvinde. Han ville næppe få lov til at glemme det og tanken bragte et smil frem på hans læber, som han svagt rystede på hovedet og førte hende videre igennem den store bygning. Der var uendelig mange rum at fare vild i, men det var kun få, som faktisk var taget i brug. De var jo trodsalt kun dem, så det ville være umuligt og virkelig upraktisk at sprede sig ud i alt for mange rum, medmindre at de virkelig gerne ville løbe fra det ene rum til det andet.

Der stod bøger, statuer, kunst og lignende på gulvet, som Orcus ikke havde haft lysten til at placere det et sted på de mange hylder og reoler. Og så længe, at det stod langs med væggen, så var der ingen af dem, som endte med at gå ind i det. Gangen var bred nok til at der kunne gå 10 mand ved siden af hinanden uden at røre væggene. Måske hvis de strakte deres arme ud. Loftet buede opad, som der hang krystaller ned fra loftet, det var store og næsten umuligt at bære, hvis man gjorde forsøget. Men de havde også siddet der længe efter hånden. Det var dem, som reflekterede lyset fra krystallerne i grotten og lyste gangen op. Ellers ville den have været langt mere mørk. Orcus vendte blikket imod hende, som hun rørte ved genstandene langs med væggen. Smilet var ikke forsvundet, som han stille lagde armene over kors. ”Er du interesseret i den?” spurgte han med et smil. Hvis hun var interesseret, så var han altid klar på at sælge, ellers ville hans forretning jo ikke kunne køre rundt.
Grotten var for stor til at han kunne vedligeholde den selv og han havde egentlig ikke lyst. Stedet var ment som et skjul og ikke noget han havde planer om at vise frem til andre. Aliana var blot på besøg og hun ville sikkert forsvinde snart igen, så der var ingen grund til at bekymre sig om rodet eller hvordan der faktisk så ud. Så længe hængslerne var intakte og af metal, så kunne han nemt gøre noget, hvis de knækkede, lige nu hvilede dørene dog imod væggen, så de ville ikke falde sammen. Orcus gik længere ind i rummet for at smide sig på en sofa, hvor han hurtigt fandt sig tilrette på et tæppe og lænede sig imod ryglænet. Han hvilede armen over ryglænet og drejede kroppen imod hende. ”Du behøver altså ikke være så anspændt.. Du er en fri kvinde, ikke?” lo han drillende, for at se om han kunne provokere hende bare lidt. Han blev dog tavs, som hun svarede hans forrige spørgsmål på elvisk. Han rettede sig let op, som han lagde hovedet på skrå og bed sig let i læben. ”Elvisk?” han lød overrasket, forbavset, men samtidig også interesseret, som han klappede på sofaen ved siden ad ham. Hvis hun ikke selv ville komme til ham, så måtte han jo give hende nogen hints til at bevæge sig?

Aliana havde ikke tanker om at flygte her fra, hun anede jo heller ikke hvor her var henne. Hun anede jo faktisk ikke rigtigt hvor noget var mere. Orcus havde jo ikke lige frem brugt sine evner foran hende før, så hvorfor skulle han gøre det nu? Det virkede meget underligt for hende, faktisk virkede det ikke til at være særlig troværdigt. Måske ville han sætte hende i lænker igen og gøre hende til en slave? Hun bed sig lidt i underlæben som hun kørte fingrene over tingene igen og kiggede på Orcus med et mindre smil på læben. Han var nervøs for hvad han kunne finde på at gøre ved hende.
Hun havde ingen intentioner om at se sin gamle celle, hun ville jo nødig blive mindet om noget fra sin baggrund som hun gjorde nu. Alligevel lå der en tanke i hende som hun ikke vidste hvad hun skulle stille op. Hun kunne kun håbe på at det hele ville lykkes i sidste ende. Hun blev gejtet viderer i rummet og hun kiggede rundt for at se om der var noget hun kunne genkende men det var der ikke. Der var intet der sagde hende at hun havde været her før. Men hvorfor skulle hun også vide at hun havde været her før, når hun kun havde set en celle og et par mennesker eller i dette tilfælde et par dæmoner?

Aliana var meget fascineret af det der var i rummet, og det gjorde hende da glad at se lidt kunst, selvom hun vidste at hun aldrig ville have råd til det. Hun bed sig lidt i læben som han spurgte om hun ville have noget af det. Hun rystede på hovedet til spørgsmålet. "Jeg ville aldrig have råd til sådan noget.." hendes stemme var uskyldig og hun kiggede lidt ned i gulvet inden hun kiggede op på ham og fortsatte. "..Desuden ved jeg heller ikke hvor det skulle være. Det er jo ikke lige frem fordi jeg bor i et hus." hun vendte blikket ned imod gulvet igen og bevægede sig lidt længere frem i stuen. Hun stalte sig hen til et vindue og lagde armene over kors. Hvorfor var hun taget med? Lå slavementaliteten virkelig så dybt i hende at hun ikke anede hvad hun skulle stille op med sig selv? Eller var det noget helt andet der lå gemt? Måske var livet som slave ikke helt så tosset som man skulle tro? Det havde jo været hendes liv i 10+ år. Nej det kunne ikke være hendes liv mere, hun havde et godt liv ved at være fri, og hun havde et godt liv sammen med flokken. Ikke at Manuel nogen sinde ville tage sig af hende som de havde gjort før, men man havde jo lov til at håbe.
Da han snakkede vendte hun sig om imod ham stadig med hænderne over kors og kiggede dybt på ham. Hvad skulle der nu ske? Godt nok var hun anspændt, men han anede jo heller ikke hvad det ville sige at være hende gjorde han? Hun tvivlede i hvert fald stærkt på det. Hun nikkede dog lidt og bed sig i underlæben. "Hvad vil du have af mig?" spurgte hun stille og forsigtigt. Godt nok havde han sagt hendes selvskab, men var det virkelig det eneste? "Godt nok er jeg en fri kvinde, men du må da et eller andet med mig siden du næsten har tvunget mig her hen." hun kiggede endelig op på ham efter at have stået med blikket ned mod jorden i et godt stykke tid. Hun havde slet ikke opdaget at hun havde snakket elvisk og hun bed sig derfor i læben. Det var jo ikke meningen at han skulle vide hun kunne snakke andre sprog end krystalliansk. Hun nikkede lidt for sig selv og vendte blikket op imod ham. Gik et par skridt frem for til sidst at stå over foran ham. "Man lærer lidt når man har været slave for så mange forskellige." der var jo ingen grund til at han vidste det var en del af hendes evne, ej heller at hun kunne tale alle sprog selv Dæmoisk. Hun overvejede lidt om hun skulle sætte sig ved siden af ham eller hun skulle lade vær. Dog tog hun mod til sig gik forbi ham og satte sig ned ved siden af ham. Hun lagde benene over kors og kiggede lidt ned i sit skød.

//Jeg kan simpelthen ikke få gang i de gamle tråde igen, derfor afslutter jeg den - men jeg tænker måske også at Aliana er kommet videre i hendes liv siden da? x3
Hvis vi skal lave noget mere nutidigt, så siger du bare til! Jeg er frisk.