Han var ikke helt sikker på om han havde så meget lyst. Jo, han ville gerne, men så alligevel ikke helt, for han var stadig så frustreret følelsesmæssigt. Han besluttede sig derfor for at tie stille og ikke sige noget, men blot lave små gestusser i form af nik eller svage smil, anledt med vrik fra ørerne der viste stor interesse i modparten. Danse. Det var ikke så svært... Det var jo en form for kontakt, og det kunne han godt. De havde måske ikke danset før, men de havde været til fine arrangementer sammen før, men der havde Dandels ikke ligefrem været midtpunktet for Agarés opmærksomhed... Hvis han da nogensinde havde været det. Hvis han virkelig havde været vild med ham, så havde han skjult det godt, måske med årtier af skam og usikkerhed. Men det vidste Dandels ikke. Han vidste ikke rigtigt noget udover at han ønskede at give dem et forsøg og få ham til at elske ham, lige så meget som han elskede ham. Det var i alt fald det, som dæmonen havde sagt i sin tid.
Han kiggede på ham med bløde, nærmest forventningsfulde øjne som blev svært skuffede, i det dæmonen gik bort fra ham med blot et enkelt ord, men som han gik i gang med at fjerne den rædselsfulde sofa, få den væk fra hans sind, lysnede enhjørningen allerede op i flere grader, da luften i rummet føltes meget lettere, og han følte, at han kunne være her. At de kunne være her, sammen, uden indblanding fra en eller anden åndsvag sofa som bare gjorde ham skidt tilpas. Kinderne, der ellers var faldet til ro, blussede vældigt op igen som han stillede sig lige der, lige foran ham og rakte hånden frem - med et så blidt smil at han blev varm over det hele, og han var fristet til at holde sig for munden, der blev helt varm og rød. Hvordan kunne man ikke sige ja... til det?
Han lod et lille nik komme over det fine ansigt, hvorefter han spredte et smil - stadig svagt, men det var der.
"Okay så," svarede han, så sart og fint hvorefter hans hånd kom frem, der passede yderligere til den fine beskrivelse. Hans hånd var lige så fin, hvid som kjolen, dog med ingen ringe på.
"Jeg... Jeg er ikke så god til at danse," følte han sig nødsaget til at sige. Sjældent havde han gjort det, og han kunne mærke nervøsiteten brede sig som en stivelse, der gjorde hans ben lamme.
Krystallandet
