Liv havde skamløst og grådigt udnyttet Juno så ofte, hun kunne det, på turen hjem uden på nogen som helst måde at have dårlig samvittighed over det, og drengen lod da også for det meste til at nyde det; han sagde i hvert fald ikke fra, og det var godt nok til Liv. Satyren så hun ikke meget til, men det var nu også lige meget. Han var kun kommet med, fordi Liv havde været overbevist om, at Juno ikke ville have rørt sig ud af flækken uden ham. 

Turen tog godt en uge, og selvom Liv havde det ganske fornøjeligt det meste af tiden, så begyndte hun efterhånden at savne sine børn så meget, at det var en smule uudholdeligt. Hun brugte Juno til at distrahere sig, men dagen, inden de ankom, kunne end ikke ham hjælpe hende. Hun gik hvileløst rundt på hele skibet som et spøgelse, og hun flåede endda næsten sjælen ud af en af sømændene, da han kom til at kigge lidt for udfordrende på hende. Han slap med forskrækkelsen, og Liv travede blot videre i sine rastløse cirkler. Hun sov slet ikke den nat, men sad i stedet på dækket og så på månen, mens hun græd lidt for sig selv af afsavn og glæde over snart at skulle se sine kære små igen. Sakse havde passet godt på dem, det vidste hun, og hun glædede sig også helt usigeligt meget til at se ham igen. I modsætningen til Nat, lod Sakse altid Liv pusle om ham og kramme og kysse ham lige så tosset hun ville. Han sad som regel blot stille og lod hende køre sig selv træt, men han gjorde aldrig modstand ligesom Nat altid gjorde. Liv var nu ligeglad med Nats modstand; hun havde tænkt sig at kramme livet ud af både ham og Dag og ikke give slip, før hun selv ville. Det måtte de bare finde sig i. 

Da omridset af Dianthos' havn tonede frem af morgengrøden, kunne Liv ikke vente længere. De ville lægge til kaj om en halv times tid, men når de kom i land, ville det tage endnu nogle timer, før de var tilbage i selve byen! Nej, hun måtte selv tage affære. Med beslutsomme skridt marchede hun ned ad gangen til drengene kahytter. Hun tvivlede stærkt på, at de opholdt sig i hver sin kahyt, så hun bankede med knyttet næve på den ene af dørene og kaldte, "Juno? Er du derinde? Kom herud, vi skal tale sammen nu."

Der var ikke meget kælen sexkilling over den stemme, Liv brugte nu. Hendes tanker og fokus lå et helt andet sted.

Juno havde haft det tryggere og bedre ombord på Vargas' skib med Liv, end han havde haft det på sin rejse med Thanos, men udover dét, havde han haft den værste rejse i sit liv. Han havde under turen fået sværere og sværere ved at se Liv som en person med egne tanker og følelser, og set hende allermest som sin slaveejer. Ikke engang tanken om en sukkermor havde nogensinde tændt ham, og han havde drukket sig mere og mere i hegnet for hver gang.
Han havde heller ikke kunnet snakke om det med Hector, der lod til at bekymre sig mere end Juno brød sig om, og i en blanding af frustration og kedsomhed kastede han sig ofte ud i slåskampe med sømændene. Det skete særligt på vej hen til Livs kahyt, når han ville gøre hvad som helst for at udskyde deres møde, at en af sømændene på hans vej 'provokerede' ham nok til at starte et slagsmål. Det virkede ikke til at Liv havde nogle problemer med, hvornår han ankom, så længe han blev til hun var færdig med ham, eller havde nogle problemer med hvor blodig hans næse eller knoer var, så længe han kunne gøre sit arbejde.

Derfor undrede det ham også, da hun kom og bankede på hans dør. Han havde trods alt sørget for at dukke op, inden hun selv ledte efter ham, så han ville undgå præcis situationer som denne - at han lå i sin seng, med en nøgen fyr i sine arme, dem begge tungt sovende. Ikke at der var noget seksuelt over det, for den slags havde Juno hverken tid eller lyst til efter at have været sammen med Liv en hel dag, men det var kærligt og ømt på en måde, han ikke brød sig om at lade Liv se. Hector var hans store svaghed og det var bedst, hvis der ikke var nogen der vidste hvor meget han betød for ham.
Han sprang nærmest op af sengen ved lyden af hendes stemme og bekymrede sig ikke med at trække sine bukser på, inden han åbnede døren. Den blev kun åbnet på klem, lige nok til at Juno kunne snige sig ud af den uden at afsløre Hector på sengen derinde, og han lukkede også døren efter sig. Hector skulle ikke være en del af det han lavede med Liv.

"Hva så, Mami?" spurgte han med øjenbrynene rynket sammen og sit blik glidende over hende i undren.

Hector nærmest fløj ud af sengen, da Liv pludselig hamrede på døren. Hun havde aldrig kommet til Junos kahyt før, og Hector var helt rundforvirret et par sekunder, mens hans hjerne indhentede, hvad der skete omkring ham.

Juno behøvede ikke at sige noget til ham, for Hector vidste allerede, at det ville være skidt, hvis Liv så dem sammen på den her måde. Det var tydeligt, at Hector og Juno var tætte, men hvor tætte? Det ragede kun dem, ingen andre.

Hector trådte helt instinktivt til side og ud af synsvidde, så Liv ikke ville få et glimt af ham, når Juno åbnede døren.

"Du er en god dreng," sagde Liv og lagde armen om Juno og trak ham væk fra døren, ned ad gangen og ud på dækket. Juno skulle være fokuseret på hende og det, hun sagde, ikke alt muligt andet. Hendes stemme var venlig, som den plejede at være, men der var ingen flirt i den. Tonen var praktisk.

"Jeg har haft det vidunderligt i dit selskab," fortsatte hun og gav Junos skulder et kort klem. "Men alt godt må jo have en ende, ikke sandt? Vi er snart i Dianthos, og jeg har ting at se til, og jeg har simpelthen ikke tid til at tage mig af to drengebørn, som i øvrigt sikkert godt at tage vare på dem selv."

Hun nulrede distraheret Junos øreflip, men udtrykte ellers ingen anden form for fysisk kærlighed overfor ham. Hun var allerede videre, kunne allerede se sig selv med sine dejlige børn i favnen.

"Jeg har tænkt mig at tage i forvejen," sagde hun, som om man bare lige kunne tage i forvejen, når man var på en båd. Der var trods alt stadig et stykke ind til havnen. "Men jeg ville have det skidt med at efterlade dig og din lille ven uden noget som helst, så..."

Hun fandt en håndfuld krystaller frem fra en fold i hendes hvide kjole og gav dem til Juno.

"Det burde være nok til at få jer fra havnen til der, hvor I bor," sagde hun. "Og lidt til. Men pas på, besætningen ikke ser dem. Ellers holder du nok ikke så længe."

Liv så endelig ordenligt på Juno og smilede, inden hun lænede sig ind og kyssede hans kind.

"Du er stadig min," mumlede hun mod hans hud. "Og jeg kommer og finder dig, når jeg vil have dig."

Ganske blidt strøg hun over hans sjæl, bare så han kunne fornemme en brøkdel af hendes kræfter.

"Men du er fri til at leve og rejse, som du vil," fortsatte hun, stadig med sine læber mod hans kind. "Jeg skal nok finde dig, hvorend du er."

Og med det trak hun sig væk fra ham, stadig smilende, og lod sine gigantiske sorte vinger folde sig ud. Hun løftede en hånd og vinkede svagt til ham, inden hun satte af med et vingesus så kraftigt, at den ville få den fleste til at træde et skridt tilbage. Skibet ville være i havn i løbet af de næste tyve minutters tid, men Liv kunne ikke vente. Juno og Hector måtte klare sig selv nu.

Juno slikkede nervøst sin underlæbe, da hun kaldte ham en god dreng - han var alt andet og det føltes forkert, når der var nogen der lod som om at han var, som han burde have været. Som han ville være blevet, hvis bare han havde fulgt sin fars ordrer. Liv var mange ting, men menneskekender var hun bestemt ikke.

Han nikkede distræt af hendes ord, imens han lydløst forsøgte at finde meningen bag dem. Hun tog sig for lang tid til selv at komme frem til sin pointe, så han kunne ikke lade være med at analysere på hver eneste af hendes ord.
Han havde lyst til at skubbe hende væk, da hun nulrede hans øreflip, men han var blevet god til at ignorere den slags impulser - i stedet lænede han sig ind imod hendes berøring, som nød han det. Han havde aldrig tidligere været en god skuespiller, havde aldrig haft interesse i at blive det heller, men han havde haft en lang uge til at øve sig i nu, og pludselig faldt det ham overraskende nemt. Han væmmedes over sig selv, men det stoppede ham ikke fra at gribe fat om sig selv imellem sine ben og, med et løst greb, varme op til hvad han forventede at hun ville have fra ham.
Selv da hun rakte ham en håndfuld krystaller, slap han ikke sig selv, men rakte i stedet sin anden hånd frem for at tage imod dem.

"Du kommer bare, mami," svarede han kæphøjt og blinkede til hende, da hun lovede at finde ham. I det øjeblik han sagde det, føltes det næsten helt ægte. Selv da hun truede ham, smilede han varmt til hende, som var de noget som helst andet end slave og slaveejer for hinanden.

Først da hun var sat af sted, blev Juno svag i knæene. Hun kan finde mig, tænkte han panisk og tumlede et skridt bagud, ind i en solid trævæg, hvorfra han, langsomt og så kontrolleret som mulig, gik ned i knæ. Hun bor i Dianthos og hun vil finde mig. Pludselig var det en svaghed, at hans ansigt var så velkendt i byens fattige del. En svaghed, at hans navn var kommet ud af flere tøsers mund. Det eneste Liv vidste om ham, var hans forbandede ansigt og navn, og at han elskede at drikke sig fuld - og dét ville være mere end nok til at finde ham, hvis han tog tilbage til Dianthos. Hans eneste hjem, hans venner, hans børn og hans bande.
Raseri voksede i ham, men han følte sig for svag til at udtrykke den. I stedet blev han siddende på gulvet i gangen, imens han hjerne kæmpede med en løsning. 

Hector sad og stenede ud af vinduet, efter Juno var gået med Liv, da han pludselig så noget, der lignede en meget stor, hvid fugl, eller...? Hector rettede sig op med et sæt. Var det virkelig hende? Juno havde godt sagt, at hun var en engel, men Hector havde egentlig ikke tænkt over det. Var hun skredet? Bare sådan?

En pludselig panik bredte sig i Hectors lille krop; hvad med Juno? Havde hun taget ham med? Eller havde hun gjort ham noget, siden hun forsvandt så pludseligt? Hector gav pokker i alt og hoppede ned fra stolen og sprintede ud as døren, mens hjertet hamrede i brystet på ham. Han spænede ned ad gangen, og ud på dækket, hvor han totalt overså Juno.

Først stirrede han bare efter den mørke skikkelse mod det skyfri himmel, men så fik han øje på Juno, der sad på knæ ved væggen og så helt modløs ud. Han nærmeste kastede sig hen til Juno og tog fat om hans skuldre.

"Hvad skete der, chef?" spurgte han med et godt tag i Juno. "Gjorde hun dig noget? Chef? Er du okay? Skred hun bare?"

Juno sad som i en trance og opdagede ingenting, før Hector sad lige foran ham, med et tag om hans skuldre og talte til ham. Han vidste ikke, hvad han skulle svare ham - fysisk havde hun ikke gjort ham noget, nej. Men for ham var hendes ord lige så slemme som den værste tortur Vargas kunne have fundet på. Ville han nogensinde blive fri igen? Rigtigt?

Han sank klumpen i sin hals og rakte ud efter Hectors hånd, kun for at give ham krystallerne. "Hun gjorde mig ikke noget," svarede han, underligt hæst, og kløede sig frustreret i nakken. "Hun overlader os til os selv. Sagde at vi herfra selv må finde hjem. Du er fri."

For at undgå, at kommentere på at det kun var Hector der var fri, rejste han sig op og så mod havnen, der var kommet til syne. "Jeg skal have noget tøj på, inden vi rejser nogen steder. Kan fandme ikke tage ind til Dianthos sådan her." Han sagde det med et kækt smil og skjulte ikke sig selv det mindste, imens han viftede en hånd op og ned af sin nøgne krop, men han vidste, at han ikke var lige så god en løgner med Hector, som han havde været med Liv. Det var underligt overhovedet at forsøge at lyve, når han vidste at Hector stort set kunne læse hans tanker alligevel. 

Du er fri.

Hector kunne på ingen måde lide de ord, når Juno sagde dem på den måde, men han fik ikke mulighed for at spørge ind til dem, inden Juno snakkede videre. Det var heller ikke det rigtige tidspunkt at spørge. Det var helt tydeligt, at Liv havde gjort eller sagt et eller andet, der havde rystet Juno dybt, og Hector havde straks en brændende lyst til at stjæle den første og bedste bue, han kunne finde, og skyde kællingen ned. Han kunne godt nok ikke finde ud af at bruge en bue og pil, men det kunne han i sin voldsfantasi. Der kunne han også brække begge kællingens vinger og tæske hende med dem. Ikke engang krystallerne kunne distrahere ham fra den vrede, han følte mod Liv. Men han kom dog i tanke om den håndful diamanter, han havde gemt i sin kahyt, som han med møje, besvær og stor væmmelse, han pillet ud af latrinen er par dage efter, de var taget afsted. Sammen med krystallerne havde de i hvert fald nok til, at alle i huset kunne spise og leve godt i nogle uger, måske endda måneder.

Han knugede krystallerne i sin hånd til det næsten gjorde ondt; alle verdens krystaller er aske for ham, hvis Juno ikke havde det godt, eller i hvert fald så godt, som han havde haft det, før Thanos havde ødelagt deres liv. 

"Ja... det er nok en god idé," kommenterede han en smule distrahere af sin egen vrede, men han fik dog smilet til Juno og prikket ham i brystet. "Ellers får vi sgu nok ikke lov at komme ind i byen."

Det var som om at Junos krop bevægede sig uden hans tilladelse, da Hector prikkede helt uskyldigt til ham, og han reagerede ved voldsomt at slå hans hånd væk. Sådan havde han aldrig gjort med Liv, men han havde haft lyst til det, og drømt om at gøre det, så snart han var ude af hendes kahyt, og han så chokeret på Hector, da det pludselig kom fysisk til udtryk.

"Pis!" Udbrød han, frustreret over sig selv, og bakkede endnu en gang ind i væggen bag sig, som han igen havde glemt eksisterede. Det blev mere og mere klaustrofobisk at være fanget på skibet, til trods for dets størrelse, og han hamrede sin knytnæve, med lillefinger ind mod træet, ind i væggen bag sig. "Jeg hader det her skod skib," sagde han, som var det skibets skyld at han ikke kunne tåle nærhed, han ikke selv havde indledt.

"Du ved, damerne ikke vil slippe mig, hvis først de får øje på alt det her," sagde han så, og slog begge hænder sigende ned mod sit underliv. Hans selvsikkerhed var tilbage, selv hvis den havde virkede lidt ustabil et øjeblik, og han smilede også til Hector, inden han gjorde et nik med hovedet for at få ham med sig ind i deres kahyt igen.

Det var langt fra første gang, Juno havde dasket til ham. Faktisk havde Juno op til flere gange løsnet nogle af Hector tænder, når de kom op at slås, hvilket de havde gjort ofte før i tiden. Men det her var anderledes, og det gav et stik i Hector, selvom han også godt vidste, at Junos reaktion sikkert ikke havde haft noget med ham at gøre. Hector trådte et skridt bagud, og noget meget mørkt og farligt boblede dybt indeni ham, noget han havde lukket væk i flere måneder nu. Al hans vrede, al hans rædsel over det, der var hændt dem, var blevet systematisk pakket væk og lukket inde, men nu, hvor de var så tæt på målet, kunne Hector mærke, at hængslerne på døren begyndte at knage lidt. Han sank en klump. Så endnu en.

"Du mener de få, der ikke løber skrigende væk?" gryntede Hector med et skævt smil, da han efter få sekunder havde kvalt den indre boblen. Han grinede til Juno og fulgte med ham tilbage til kahytten, mens han lod, som om alt var ved det gamle.

"Hey, chef," sagde han, da de var kommet tilbage til værelset. Han stak en hånd under madrassen og gravede en lille pakke frem, der var lavet af sider, han havde revet ud af en bog. "Se lige..."

Han åbnede pakken og vidste Juno små diamanter. "Jeg huggede dem fra Vargas."

Det kunne mærkes i luften, at Hector også havde indset, hvor forkert det var af Juno at slå hans hånd væk, og Juno følte en ubehagelig bølge af skam vælde ind over sig. Han forsøgte at ignorere det, ligesom Hector også gjorde, og grinede halvhjertet af fyrens joke.

"Mmh?" spurgte han uden at se over på Hector, hans opmærksomhed optaget af at hive sine bukser på. Han havde endnu ikke fået skaffet sig noget at have på overkroppen og han havde aldrig i sit liv troet, at han ville længes efter at have en trøje på, men det gjorde han nu. 

Han så først mod Hector, da han blev bedt om det, og hans øjne blev straks store. "Genialt!" Udbrød han og kastede sig grinende ned på madrassen for at få et bedre kig på diamanterne. "Hvordan fanden fik du hænderne i dem?" Juno havde ikke vist Hector den sten, han havde stjålet fra Vargas, og han havde heller ikke tænkt sig at gøre det nu - han havde regnet med at Hector ville blive vred på ham over at have tiltrukket sig Vargas' mulige vrede på den måde, men nu var det blevet til noget mere, og stenen var ikke noget han havde lyst til at dele ligegyldigt hvad. 

Hector grinede over Junos reaktion, og denne gang var det et helt ægte grin.

"Jeg åd dem sgu da og sked dem ud igen!" fortalte han med et grimasse, men smilede derefter. "Altså, Vargas' pige... Ana, når hun græd, så blev hendes tårer til diamanter. Det var sikkert, derfor det svin holdt hende fanget. Jeg har aldrig set noget lignende... Men Vargas ville have flået mig, hvis han vidste, jeg tog nogen af dem, så jeg gjorde det først, da vi var på vej ud af huset. Det ville stodderen aldrig opdage."

Det gjorde lidt ondt at tænke på Ana, men Hector skubbede følelsen væk. Hun var væk, og Hector kom nok aldrig til at se hende igen, så der var ingen grund til at tænke på det mere. Han ville hellere snakke med Juno om, hvad de skulle bruge diamanterne på, men han blev afbrudt af skibsklokken, der ringede. De var ved at lægge til kaj!

"For helvede," grinede Juno ved tanken om Hector, der havde gravet diamanterne ud af lokummet. "Vanvittigt," mumlede han derefter, da Hector fortalte ham om Ana. Juno havde ikke haft noget med hende at gøre, og det var sikkert også heldigt nok - havde han set mere til hende efter deres første møde, ville han garanteret ikke have haft sine øjne i god behold nu.

Skibsklokken lød og Juno rejste sig op igen. Han brød sig ikke om, hvad der skulle til at ske. Det føltes farligt at stå her, på grænsen til frihed, og han kunne stadig høre Livs løfte om at finde ham, runge for sine ører, men han var ikke typen der tøvede når han kunne undgå det, og han tøvede ikke nu, da han slog døren op og gik ud mod dækket igen, i fuld forventning om at Hector bare ville følge med.
Han stak begge hænder i sine lommer, for diskret at tjekke at den gule sten endnu var i en af dem, men lod sine hænder blive i lommerne efter dét også, og ude på dækket gik hen helt hen til relingen for at se ud over kajen og, med en kropsholdning som var han ejeren af hele skibet og dets besætning, blev han stående og så afslappet til imens mændene omkring dem arbejdede. Det var også Hector, der havde både krystaller og diamanter, selvom han intet tøj havde på, men det tænkte Juno slet ikke på. Han var for optaget af tanken om at komme hjem. 

---

I havnebyen havde Juno som noget af det første stjålet en bluse. En kedelig, hvid én, der var lidt for lang i ærmerne og lidt for bred i halsudskæringen, uden tvivl syet til en mand større end Juno - en sømand. Men Juno var ligeglad. For ham betød den, at han endelig var fri igen. Fri for Vargas' indflydelse, under alle omstændigheder. Han havde også været nødt til at stjæle den. Han nægtede at bruge Livs krystaller før det blev nødvendigt.

Han rullede ærmerne op og annoncerede for Hector, at han var klar til at tage hjem.


Juno havde ikke sagt noget under hele turen til Dianthos og generelt gjort det tydeligt, at han var i humør til at snakke. Han var anspændt og rastløs, og det kulminerede det øjeblik han fik øje på huset - hans skridt blev lange, hans blik målrettet, og da han gik op af trappen, to trin af gangen, strøg han nervøst begge hænder igennem sit hår, så det sad perfekt, da han øjeblikket efter åbnede døren og trådte indenfor.

I huset lugtede der, som der altid havde lugtet. Af brændt mad, vådt uld, og træ. Det var det bedste Juno nogensinde havde duftet.

Han gik videre indenfor til han nåede stuen og stoppede op, da han fik øje på de første af børnene. Pigerne. "Juno!" Udbrød en af dem og Juno satte sig på hug for at modtage dem med åbne arme, da de kom løbende ham i møde. "Hector!" råbte to af dem i kor, Max og Freja, da Hector samtidig kom til syne bag Juno, og de samme to styrede udenom Juno og direkte mod Hector. Juno var tilfreds - Lizzie var øjeblikket efter i hans arme, og det var alt hvad han havde brug for. Den her ene, lille pige, der huskede ham og elskede ham, og som var vokset så uendeligt meget siden sidst.

Når Hector havde fantaseret om at vende hjem, havde det aldrig rigtigt manifesteret sig som egentlige forestillinger. Det var mere bare følelsen af at være hjemme. Han havde aldrig fantasere om en stor modtagelse, eller hvordan de andre ville reagere på at se ham igen. Næsten hele hans verden startede og sluttede Juno (som ven eller elsker, det var ligegyldigt), og sådan gik han ubevidst også ud fra, at alle andre også havde det. Det faldt ham på intet tidspunkt ind, at nogle af børnene måske ville savne ham eller ville blive glade for at se ham igen. 

Så da Max og Freja, der var meget større end Hector huskede dem, styrede udenom Juno og imod ham i stedet, opfattede han slet ikke, og han var så uforberedt på det, da de kastede sig i hans arme, at han tumlede bagover og landede på røven med et dunk med de to hvinende piger ovenpå sig. 

"Hector, Hector, hvor har I været? Hvorfor kom I ikke hjem?" snøftede Freja mod hans bryst, mens hun krammede livet ud af ham. "Vi har savnet jer så meget."

"Det... det ved jeg ikke," svarede Hector, der var fuldstændig slået ud. Han lå bare der, helt forstenet, mens ungerne væltede omkring dem, som de kom løbende af alle hjørner af huset. Han følte sig helt på udebane, og hans eneste anker, Juno, var ikke til at se i mylderet af børn.

"Jeg skal.. jeg skal lige pisse," fik han fremstammet, mens han vred sig ud af pigernes greb, og han så sig ikke tilbage, inden han spænede uf af stuen, ned ad gangen og smækkede sig inde på badeværelset. Det store træbadekar stadig i hjørnet, og uden at tænke over det, kravlede Hector ned i det og lagde begge hænder over ørerne, mens hjertet var ved at hamre sig ud af brystet på ham. 

Juno blev med det samme opslugt af lille Lizzie. Han løftede hende op på sit skød, den lille pige vejede ikke mere end at det ingen anstrengelse krævede, og han holdt om hende med én arm og så smilende til, imens hun placerede begge sine hænder imod hans kinder og derefter skubbede sit ansigt op imod hans. Han grinede lydløst og ligeså gjorde Lizzie, og det var først da tårerne nåede ned til Junos krave, at han bemærkede at han havde grædt.
Dét fik ham til at rejse sig op, imens hans tørrede tårerne bort, men han holdt stadig om Lizzie, der hurtigt kom til at hvile på hans hofte, som hun havde gjort så mange gange før.

"Hold da kæft, du er blevet stor, hva?" sagde Juno smilende til hende, da hun var tungere end han huskede hende, på trods af den styrke han havde fået de sidste par måneder. Lizzie grinede bare til ham og gemte sit ansigt i sine hænder.
Han så sig omkring og hilste på flere af børnene, og det slog ham at der ikke var lige så mange som der havde været da han havde forladt dem. Selv hvis han gik ud fra det bedste, betød det at flere børn havde forladt banden. Han sank en klump og forsøgte at se det som noget positivt - færre munde at fodre. Mindre ansvar.

Overalt omkring sig fik han spørgsmål om, hvor han havde været, og han svarede dem med et vindende smil, højt nok til at alle kunne høre det; "Hector og jeg tog en lidt ufrivillig rejse ned til Medanien, men vi har fandme savnet jer alle sammen, og selvom vi ingen souvenirs har med hjem, så har vi lidt krystaller og - en dag vil Hector fortælle jer om, hvordan han også skaffede en håndfuld diamanter." Nogle af pigerne gispede og Juno grinede.
"Men ikke lige nu. Det har været en sygt lang tur, jeg har brug for verdens længste lur, og jeg har brug for at Hector tager den med mig. Hvis der ligger noget som helst i vores senge, så er det nu det skal væk, inden jeg smider det ud af vinduet," advarede han. Det blev sagt med et smil, men han mente sin trussel og han så også mindst fire børn styrte op mod hans værelse.
Han satte Lizzie fra sig, til stor hysteri, men han var ligeglad. Han kunne høre, at det ikke var andet end hysteri. "Jeg er tilbage til aftensmad, snøfte," lovede han hende og gav hende et kys på panden, inden han gik over til badeværelsesdøren og bankede på.

"Hector? Jeg.. Jeg tager sgu en lur. Hård rejse, ikk? Kom med op.." Det var noget andet at bede sin bedste ven, der vidste hvor slem turen havde været, om at gøre noget med selvsikkerhed, end det var at lyve overfor børnene om ens selvsikkerhed, når han vidste at de bare gik ud fra at han havde styr på lortet.
Juno gav Hector et minuts tid og hvis ikke han var kommet ud inden da, ville han selv gå op og lægge sig i fyrens underkøje, men indtil da ville han vente på ham, så de kunne følges hvis muligt.

Hector var næsten forsvundet helt ind i sig selv - støjen og stemmerne i huset var forvrængede lyde, der lød mere som skrækkelige uhyrer - da Junos stemme fik revet ham tilbage til virkeligheden. Det gav et sæt i ham, så han bankede hovedet mod trækanten af karret.

Hector bandede højlydt og tog sig til baghovedet, hvor han helt sikkert ville få en smertefuld bule nu, men i det mindste følte han sig mere som sig selv nu.

"Jeg pisser lige, for helvede," råbte han arrigt, mens han forsøgte at klatre ud af karret, stadig med en hånd på hovedet. "Jeg kommer nu, slap af."

Og så med ét var det næsten, som om de aldrig havde været væk. Hector var sur, Juno var utålmodig... Det føltes velkendt og rart, og selvom Hector netop havde haft et mindre massivt sammenbrud, og stadig balancerede på randen af total kollaps, så kunne han ikke helt lade være med at smile til Juno, da han flåede døren op og nikkede til Juno som et usagt, "Lad os skride, chef."

Hectors arrige svar fik et smil frem på Junos læber, og han blev i stand til at vente bare et øjeblik længere på ham. Da Hector kom ud og gestikulerede til ham at de kunne komme videre, lagde Juno en arm om skuldrene på sin ven og hev ham med op af trappen uden et ord.

"Ud," beordrede han de børn, der var på deres værelse, i gang med at samle deres ting sammen, og rodede venskabeligt op i et par af børnenes hår, da de stormede forbi ham, deres arme fyldt med ting. Han holdt af dem, men når han beordrede dem omkring mente han det også seriøst - og blev taget seriøst, på trods af den latter børnene også kom med på vej ud.

Da det sidste barn var ude, lukkede Juno døren efter dem og vendte sig mod Hector. Han rullede med skuldrene på vej hen til underkøjen, som han smed sig ned i og flyttede på sig, indtil der var plads nok til Hector også.
"Jeg eksploderer hvis jeg skal håndtere noget som helst andet end en lur lige nu," mumlede han, med en arm lagt over sine øjne og den anden arm udstrakt, som en invitation til Hector om at lægge sit hoved på den. 

Hector fik det med det samme meget bedre, da Juno lagde armen om ham, og helt ærligt, så lignende deres værelse stadig det samme bombede lokum, de havde forladt. Selv Hectors tæppe lå krøllet sammen i fodenden af underkøjen, som det altid havde gjort. Ungerne i huset havde åbenbart ventet og håbet på, de kom tilbage.

Han så på, mens Juno lagde sig, og i et øjeblik vidste han slet ikke, hvad han skulle stille op. Han var bange for, det hele var den drøm, og når han lagde sig ned, så ville han vågne med et sæt, stadig i Anas værelse eller i Thanos' lænker.

Hector tøvede et par sekunder endnu, inden han endelig tog sig sammen og smed sig ved siden af Juno på sengen. Om hans lagner og puder lugtede, som de plejede, det kunne han ikke finde ud af. Det eneste, han kunne lugte, var Juno, og det var han også helt tilfreds med. Han lagde hovedet på Junos skulder med et suk og smed armen hen over hans brystkasse.

"Ja," mumlede han, selvom han slet ikke va sikker på, han kunne eller turde sove lige nu. Han havde brugt de sidste måneder på at være i allerhøjeste alarmberedskab døgnet rundt, og han havde svært ved at slippe den følelse nu.

"Hvad sagde hun til dig, chef? Hende damen?" spurgte han stille. Han vidste, hun havde sagt eller gjort et eller andet, og han kunne ikke slippe tanken.

Juno sukkede dramatisk af Hectors spørgsmål. Han havde ikke lyst til at tale om det. Han havde ikke lyst til at fortælle Hector hvad Liv havde sagt. Det ville kun stresse eller bekymre ham, og det var det sidste nogen af dem havde brug for. Men han kunne ikke skjule det for Hector heller. 

"Hun sagde..." Han sukkede igen og gnubbede sit ansigt, som ville det gøre det mindre ægte; "... at jeg ikke er fri." Ubevidst havde han løftet et knæ og hans ben hoppede ængsteligt op og ned.

"Men, du ved," sagde han og strøg distræt spidsen af sine fingre over hvad han kunne nå af Hectors hår. "Det bestemmer hun for helvede ikke, vel. Slaveri er ulovligt her. Jeg finder ud af noget. Jeg finder en løsning." Hans ben hoppede fortsat og han havde ikke set andre steder hen end op på køjen over dem. Øjenkontakt ville være at strække den i den her samtale, særligt når de samtidig lå så tæt. 

Hector lyttede til Juno, og vreden, der havde bobler indeni ham tidligere, kom faretruende tæt på overfladen igen. Hvad fanden bildte den kælling sig ind? Havde hun ikke smadret Juno nok på turen herhen?

"Vi finder en løsning, chef," sagde han med tryk på "vi". "Den kælling kan godt glemme alt om at genere os igen. Ellers kan hun få et los i fissen."

Hector var ikke bange for Liv eller nogen anden, der truede Juno. Han var klar på at lave hovedspring direkte i døden for Juno uden tøven. Især nu hvor han var blevet tæsket, tortureret og voldtaget flere gange. Det havde ikke knækket ham (endnu), og det gjorde ham kun endnu mere overmodig.

"Hun ved jo ikke engang, hvor du bor, og så lille er den her skodby heller ikke."