Eftermiddagssolen bagte over Dianthos, som den havde gjort hele dagen. Dette var dog tempereret af en mild, men konstant vind, der susede gennem gaderne. Det myldrede som sådan ikke med mennesker på gaden, men på den anden side var de langt fra tomme. Man kunne sagtens komme fra a til b uden de store problemer og uden at skulle igennem større menneskemængder. Stemningen lod også til at være ganske positiv, men som altid i den nedre del af Dianthos, stod der lurere i hver gyde og ventede på et uopmærksomt offer. For folkene i byen var det ikke noget nyt, og alle havde en eller anden måde at forsvare sig på, hvad enten det var magi eller våben.

For Alicia var det begge dele. Det ildrøde hår skilte sig altid ud, men især efter sin død var Alicia blevet noget mere ligeglad med de nysgerrige blikke. I det mindste havde hun ikke vingerne fremme. Det skulle da nok få folk til at snakke. På overkroppen havde hun en bordeauxrød skjorte med en lettere dyb udskæring. Denne var akkompagneret af et par sorte bukser og de sædvanlige mørkebrune læderstøvler med de sølvfarvede metalspænder. Ved hoften hang et sværd med beskyttende hvirvler af metal omkring håndtaget. Det krævede ikke meget viden at vide, at disse var lavet til at beskytte hånden, når det var trukket.

Det var et stykke tid siden, Alicia sidst havde haft en indtægt, og kassebeholdningen var ved at slippe op, så i øjeblikket var hun desperat på jagt efter et job. Hun havde dog et håb om, at en af Shrades kontakter måske kunne skaffe hende noget arbejde, også selvom hun ikke var i hans følgeskab.

Arbejdet var dog nødt til at vente, da Alicia hørte påstyr i nærheden, og hun drejede hovedet. Hun fangede et glimt af en sort kutte med hvid maske igennem en lille flok mennesker. Kiles Orden. Hvad lavede de her? Uden overhovedet at tænke over det, havde hun sat i rask gang hen mod dem.
Da hun kom tættere på, kunne hun også se et par byvagter. De var ved at anholde en elver. Så sgu da også. Var de stadig jaget? Det var altså ved at blive for meget. Hun kunne tydeligt mærke vreden brænde indvendigt, men hun holdt sig alligevel fattet. Efter sin død var det blevet væsentligt nemmere at styre temperamentet.
"Jeg ville råde jer til at lade elveren gå." Alicia var nået derhen, og hun henvendte sig direkte til præsten. Hun havde dog ikke regnet med, at hendes ordre ville blive fulgt, så det overraskede hende ikke, at Kilepræsten gav ordre til vagterne om at arrestere hende også. Det var typisk. Hun var inderligt glad for, at hun ikke længere var en del af bygarden, for hun ville ikke kunne leve med at skulle arrestere uskyldige væsner. Hun havde dog intet imod de to vagter. De fulgte trods alt bare ordre, og det var nummer et for at være en god soldat. Hun havde trods alt selv været der.
"Jeg undskylder, at jeg er tvunget til at udsætte jer for det her" sagde hun og trak sit sværd, da vagternes våben blev rettet mod hende.

Nobacy havde en vaske ægte lortedag. Den startede med at hun vågnede under en kærre. I byen. Og åbenbart havde det regnet den nat. Og det gik op for hende at hun ikke havde fået aftensmad. Så ikke nok med at hun var beskidt og gennemblødt, så var hun også hundesulten. Så at sige at hun var morgensur var lidt af en underdrivelse. Ikke nok med det, så var hun også i Dianthos. Byernes by. Hvor man sulter hele dagen fordi man ikke kan finde et job. Sådan havde Nobacy det i hvert fald. Da hun vågnede opdagede hun at også hendes tørre mos var blevet vådt. Og hendes tændtøj var væk. Var hun fuld i går? spurgte hun sig selv. Hun kunne i hvert fald ikke huske hvad der skete. I det mindste var hendes trofaste våben der stadig.

Til middag stjal hun sig et brød. Hun blev ikke opdaget. Hun var stadig sulten og virkelig sur. Hun kunne mærke at hvis hun blev provokeret kunne det godt være at nogen døde. Og det blev i hvert fald ikke hende. Hun kunne ikke enggang finde en måde at tørre mosset på. Virkelig en lortedag. Og hun gad ikke rejse ud i en skov for at kunne dræbe... et eller andet. Så hun blev nød til at stjæle igen.

Hun kom hen til den samme bod. Skulle lige til at tage noget da en anden stjal noget. Og blev opdaget. Eller. Det vil sige at ejeren af boden opdagede det og istedet for at melde tyven, råbte denne "Hjælp! Jeg bliver bestjålet af en elver!" Hun kiggede olmt på bodejeren. "Du er virkelig interesseret i at sælge andre mennesker for penge? Hold da kæft det er ynkeligt." knurrede hun af bod-ejeren. Og som om at hele pladsen havde ventet på det, samlede de sig omkring hende. Ikke nok med det, men en præst af Kiles orden stod og remsede op hvilke kriminaliteter elverne havde gjordt mod den menneskelige race. To byvagte kom også ind og ville anholde hende. Hun kunne ikke lade være med at grine af hele situationen. Åh, nogen skulle dø i dag, og hun ville i hvert fald ikke kede sig. Hun skulle til at trække sine sværd da en stemme med atitude og et naturligt kompas for rigtigt og forkert. Det var i hvert fald det denne stemme lagde i sine ord. 
Vagterne trak sine sværd mod hende. Nobacy ville ikke lade denne kvinde få alt morskaben. Så hun trak selv sine sværd. Hun lagde ikke mærke til at hendes noget medtaget kjole, som var vævet til kamp, var faldet lidt ned om skulderen så kvinden kunne se den lilla kulør. "Åh hvordan tingene er vendt. Tre sværd mod to. Det ligner ikke en fair kamp." Hun smilte oprigtigt til dem. Hvilket måske ikke er et normalt tidspunkt at smile på. Måske var hendes dag alligevel ikke så dårlig?

"Alicia, er det dig?" lød det fra den ene vagt, hvilket tydeligt kom bag på Alicia. Hun havde ikke ligefrem forventet at blive genkendt. "Jeg er ked af det, Eugene. Jeg ønsker ikke, det skal gå ud over jer" svarede hun. Den anden vagt havde tilsyneladende ikke genkendt hende, for han havde brugt talepausen til at lave et udfald mod Alicia. Heldigvis havde hun reflekserne i orden, så hun nåede at parere og afværge slaget. Hun fulgte op med en knyttet næve fra den frie hånd mod mandens ansigt, der dog blev grebet af mandens egen frie hånd, og det var tydeligt, hun på ingen måde kunne vinde en styrkeduel. *Forbandede byvagtsmagi*. I stedet for at kæmpe imod, lod Alicia egentlig bare temperaturen i hånden stige, hvilket efter kort tid fik manden til at give slip. "Undskyld drenge. Jeg håber, I kan tilgive mig" sagde hun, inden hun åbnede hånden og lod de hvide flammer sprede sig pludseligt. Hun sørgede dog for at holde dem langt nok væk til ikke at skade mændene, det var kun for at blænde dem, hvilket så ud til at virke, for de holdt sig for øjnene over det bratte lys. Alicia benyttede lejligheden til at rette blikket mod elveren. "Vi burde løbe nu" sagde hun fattet og rakte en hånd ud som tegn til, at hun ville vise vej. "Jeg kender et sted, men det skal gå stærkt, inden de kan se igen."

((undskyld at dette bliver ekstremt kort, men jeg ved ikke hvor langt jeg kan strække et splitsekundt...))

Fantastisk... tænkte hun. Så mukke. Og rene. Flammerne. Meget varmere end den drage der gav hende et ar. Eller? det var i hvert fald meget varmt. Nobacy skulle til at afslutte hvad kvinden havde startet da hun vendte sig om og skulle til at løbe. Kvinden ville tydeligvis ikke dræbe dem. Byvagterne. Var hun selv en af dem? Et dystert blik farvede Nobacy's ansigt. "Jeg kan sørge for at de aldrig kommer til at se igen." Nobacy fik flammerne til at flamme op en lille smule. Så meget så kvinden vidste at det ikke var hende der gjorde det, men så lidt så andre der kiggede på dem ikke ville bemærke det. Nobacy returnerede blikket med et smil der havde fået mange mænd til at løbe skrigende væk.

((Jeg undskylder selv for at komme med et svar, der var svært at forholde sig til))

Alicia stoppede midt i sit fremadgående momentum og var derfor nødt til at genvinde balancen, men hun havde på ingen måde forventet, at kvinden ville tage hendes handlinger til ekstremerne. Lettere panisk rystede Alicia på hovedet ad kvindens spørgsmål. "Nej! Der er ingen grund til at skyde budbringeren. Vagterne gør blot deres pligt og følger ordre. De er gode soldater, der følger protokollen på trods af, hvad de selv synes om situationen. Det er Kiles Orden, den er gal med." Det var tydeligt på Alicias stemme, at hun følte med byvagterne. Hun så vitterlig ingen grund til at skade dem, men hendes ord fangede præstens opmærksomhed, der med det samme begyndte at skrige på forstærkning, og Alicia rakte en hånd mod elveren. "Jeg kender et sted, vi kan skjule os, men vi skal have rystet præsten af os først. Det er ikke et skjulested, hvis vi bliver forfulgt" sagde hun fattet. Hun vidste dog, at hun ikke længere kunne tage hjem. Hun var nødt til at skjule sig et andet sted, og hun vidste, at det meste af den nedre by efterhånden stod tomt, fordi de fleste elvere var blevet jaget bort. Sandsynligheden for at blive fundet der var langt mindre end resten af byen. På den anden side var det også risikabelt, fordi det var det første sted, der ville blive ledt, men det skulle heller ikke være et permanent skjulested. Når dette var blæst over, var hun nok nødt til at spørge Shrade om hjælp til et sted at skjule sig ordentligt.

Hun nikkede til hendes ord. Hun spurtede over mod præsten, som så ud til at være meget påvirket af situationen. Hun havde lyst til at dræbe præsten. Men havde en fornemmelse af at Alicia ikke ville synes godt om det. På den anden side ville hun sikkert få en kamp der var værd at tale om. Men så igen, hendes autoritet var meget interessant. Nobacy ville gerne se hvad dette førte til. Men hun følte også en ekstrem skuffelse. Kampen var allerede slut. Hvis ikke andet, så kunne hun prøve at slå denne kvinde ihjel. Så skulle hun nok få en interessant aften.
Hun stoppede brat op. Og svang sit sværd rundt, brugte hele kroppen og momentummet til at få endnu mere kraft på slaget. Hun nød at blikket præsten gav hende. Han troede han skulle dø. I sidste øjeblik vendte hun sværdet så den flade side ramte hans ansigt. Slaget fik ham til at flyve et par meter baglæns. Det var ikke særligt sandsynligt at præsten stadig var ved bevidsthed. Hun spildte dog ikke tiden med at kigge på præsten, men vendte sig rundt i samme bevægelse og løb tilbage til kvinden. "Led vejen. Men du skylder mig en sparring." Hun mente det fuldstændigt alvorligt. Det var et par år siden hun sidst havde en god kamp. I lige så lang tid har hun kedet sig. Alting inde i hende var ved at koge over, men hendes ansigt havde det samme udtryk. "Jeg tror ikke vi skal være bekymret om ham mere" Når de var fremme ved kvindens "skjulested" ville hun angribe hende. Ingen tvivl om det.

Alicia skulle lige til at råbe ad elveren, da denne vendte sværdet og nøjedes med at slå præsten ud. Et lettet suk forlod hendes læber, og hun vendte sig igen for at sætte afsted. Hun kunne dog ikke lade være med at grine ad ordene, hvortil hun nikkede. ”Det er så i orden” svarede hun og sendte kvinden et smil. Alicia vidste ikke, hvorfor denne så gerne ville slås mod hende, men hvis det kunne få hende til at følge med, var det en ting, hun ville tage med.

Hun ledte elveren ad gyder og ad stræder for at blive spottet så lidt som muligt, inden hun nåede et gammelt hus. Vinduerne var blevet blændet med brædder, og det var tvivlsomt, der stadig var glas inde bagved, men det var langt bedre end at blive på gaden, mente Alicia. Hun sparkede døren ind og lukkede den til igen, da hun var sikker på, at kvinden var fulgt med. Hun havde stadig sit sværd i hånden, og selvom det ikke var løftet, var hun klar på et overfald. Hun kendte ikke kvinden, og hun vidste ikke, hvor tilregnelig, hun var.

"Du gør ret i at holde på dit sværd. For jeg har ventet længe påe en liggeværdig modstander. Og endelig har jeg fundet en. Fortæl mig, hvorfor skulle jeg ikke give ind for min lyst?" De stod tilpasseligt langt væk fra hinanden til at kvinden kunne se hendes ar. Hun prøvede ikke enggang at skjule dem. Hun havde stadigt sine sværd fremme. Stilte sig i kampstilling. Nobacy lagde mærke til at kvinden havde spændte muskler. Parat til at tage imod hendes angreb. "Helt ærligt! Jeg ville da ikke bare overfalde dig. Det er ikke sjovt" smilte hun til kvinden. Der var måske en smule vanvid i hendes blik men hun gad ikke holde seler på sig. Ikke mere. 

//Jeg undskylder for at lukke tråden, men jeg vælger at starte forfra. Jeg håber, du kan tilgive mig.