Det havde været en lang tur hjem. Azura havde mere eller mindre nægtet at snakke til Morgoth, eller det var jo stadig manden hvis navn hun ikke kendte. Hun havde flere gange været tæt på at vælte af hesten, på grund af udmattelse. Men prinsessens stædighed havde vundet, og de var nået hele vejen tilbage til gården uden at holde hvil. Gården lå ganske godt gemt i Medanien, ved siden af en skov og nede i en dal blandt små og store bakker. Var det ikke så mærkeligt, at nogle tyve førhen havde haft bosat sig her. Ind til at en ældre herre havde fortalt om stedet i en brændert hvor Azura tilfældigvis havde været, havde hun ikke haft noget fast sted at bo. Fra kro til kro havde hun boet, uden at have andet end hendes rygsæk og det som der kunne være på hesten. Tyvende havde været ganske nemme at skaffe af vejen, og nu var det der før havde været en forfalden ruin på vej til at blive noget ganske smukt. Den ene halvdel var mere eller mindre i stand sat. Mens den anden stadig lignede noget, som snart ville vælte sammen hvis det ikke fik en kærlig hånd.

Arbejderne var igen taget hjem, hvilket var grunden til at Azura i første omgang havde været i tusmørkely. Krystallerne hun havde fået fra den forfærdelige opgave med edderkoppeben, skulle dække næste måneds arbejde. Forhåbentlig kunne hun også snart få nogle arbejdsfolk til at være på gården fuldtid. Men lige nu, var det hende der skulle ordne tingene selv. Det var også derfor at hun efter have vist sin nye gæst til hans værelse, var hun gået i gang med at tænde op for kulende der skulle ned i badevandet. I stedet for store trækar, som de fleste hustande der havde bad havde. Var der i stedet midt i badeværelset, lavet et firkantet hul, som var beklædt med farverige klinker. Bænke der var i hver side, gjorde man kunne sidde komfortabelt i vandet. Der var to ventiler på væggen til højre for badekaret, som gjorde at man enten kunne lukke vand ind i karet og det andet lukkede vandet ud igen. Det ene rør gik ned til brønden, hvor vandet selvfølgelig kom fra. Mens det andet pumpe badevandet ud til et basin, hvor man så kunne genbruge vandet igen. Det havde været en lidt excentrisk dværg, som der havde overtalt hende til at prøve denne løsning. Det havde også kostet hende en stor mængde krystaller, men hun måtte indrømme at den skøre dværg havde haft fat i den lange ende. Når kuldende var varme, kunne man putte den ned i en jern spand, som man så stillede i et rør der var midt i badet. Dette gjorde vandet blev varmt ganske hurtigt. Man kunne bare gentage processen så mange gange man havde lyst til, da man ikke skulle slæbe vandet frem og tilbage. Inden man satte sig ned i badet, var der dog små spande med tilhørende børster og sæbe så man kunne få det værste af skidtet af sig inden man trådte ned i karet.

Da kuldet var placeret nede i vandet, rejste Azura sig med et stort suk. Alle muskler gjorde ondt, og hun var stadig i hendes rejse tøj. Hun gik ud af rummet og ned til gæsteværelset, et lille kammer der havde en enkelt seng, kommode og skrivebord med stol. Vinduet havde udsigt over skoven.
Hun bankede ganske forsigtigt på døren “Vandet er klar til at du kan få dit bad.. jeg kan vise dig der hen nu.. jeg har også fundet nogle klæder til dig så du kan få skiftet.” det var bare en enkelt tunika med nogle bukser og bælte til. Endnu en opgave hun havde lavet, hvor hun havde fået en masse tøj. Der i blandt også noget herre tøj, af grunde hun ikke helt var sikker på. Men hun havde ikke lagt mærke til det, før hun var kommet tilbage til hendes hjem. Nu var det jo så ganske heldigt, og et pudsigt tilfælde. Azura trådte lidt væk fra døren, mens hun ventede på at han åbnede.

Gården var for ham en glædelig overraskelse. Han vidste ikke hvad han havde forventet, efter prinsessen havde fortalt ham om sit bosted - udover det løfte hun havde givet ham. Et varmt bad.
Han havde endnu ikke set størstedelen af gården, som han blev placeret i et værelse - for nu tilhørende ham. Det var længe siden, at han havde haft noget han kunne kalde for sit ejet; noget han ikke længere turde, da det ofte betød han måtte afkald på dette. Alligevel kunne han ikke lade være med, at beundre hvert enkel genstand i rummet - fra sengen til udsigten han blev givet, igennem værelsets enkelte vindue. Han havde netop rejst sig fra sengen, efterladt sin kappe over skrivebordets tilhørende stol og placeret sig henne ved vinduet. Han lod sine øjne falde hen i mørket udenfor, svagt seende skoven udenfor værelsets vindue. For første gang i lang tid, så han frem til at vågne op fra en nats søvn - for at se solopgangen, og udsigten fra værelsets vindue.
Han blev afbrudt i sin tankegang, da han hørte en forsigtig banken imod sit værelses dør. Han vendte sig langsomt, vandrende med lette skridt hen imod døren for, at åbne denne sagte. Han havde ikke forandret sig synderligt siden, at Azura havde efterladt ham i sit værelse. Masken var fortsat placeret på hans ansigt - men hans krop var ganske blottet, efter at han havde efterladt kappen på stolen ved skrivebordet. Indenunder bar han et simpelt sæt tøj - noget der engang havde båret langt mere præg, af det kår han levede under inden hans flugt fra Krystallandets ledende styre startede.
Han bar en kjortel og et sæt bukser i samme farve - engang havde disse været ganske, ganske sorte, men var nu begyndt at være mere grå. Han bar et sæt læderstøvler, disse siddende helt op til op over hans knæ. Engang havde han båret en sortmetal ringbrynje, men denne var for længe siden blevet frataget ham. Dog bar han stadigvæk et sort læderbælte omkring sit liv - et der engang havde båret på et af hans sværd. Et han længe havde efterladt sig i sit gamle hjem (et hjem, han snart burde besøge igen - når tiden bød sig).
Han betragtede skikkelsen foran sig, seende hende an en anelse inden han svarede: “Så De holder virkelig Deres løfte?”
Han rakte sin hånd fremad, slippende grebet omkring værelsets dør. Han greb ganske let omkring tøjet hun rakte ham.
“Er det et tilfælde De har et sæt herretøj liggende?”
Han kneb øjnene sammen, ladende noget der mindede om et vagt glimt faldende over sine øjne.
“Jeg fortrækker at skifte når jeg har taget dét bad De lovede mig.” 

Hendes bryn rynkede betydeligt, da han påpegede hun faktisk havde tænkt sig at holde sit løfte. “selvfølgelig skal de have er bad. Det er en allemands ret, desuden...” hun vrængede lidt på næsen “så stinker de...” afsluttede hun. Ja han stank, det gjorde hun også. Men hvad ville det gode være i at hun tog et bad og han så ikke gjorde? Det kunne hun ikke se nogen logik i.

Hendes kinder blev en smule røde, da han kommenterer på hun havde et sæt herretøj liggende. “en ældre kone tilbød mig det som et bytte for at skaffe hendes grise tilbage” hun kløede sig lidt under øret og sukkede “af en eller anden grund mente hun også jeg skulle have herretøj... så det vel meget heldigt nu.” brummede hun, tydeligt ar hun ikke var tilfreds over det. Men det var hvad det var. “Ja selvfølglig, ville ikke give mening andet” kommenterede hun på, at han gerne ville vente med at skifte.

“kom med, så skal jeg vise dig baderummet!” hun drejede hurtigt på hælen, og begyndte en rask march imod rummet hun lige var kommet fra, det tog ikke mange minutter at navigerer rundt i gangene, før hun kunne åbne op til en af hendes absolutte yndlings rum. “ah! Du kan skifte der over.” hun viftede hånden hen imod en papirsrumdeler, hvor efter hun gik hen bag en præcis magen til, bare i modsatte ende af rummet.

Han kunne ikke holde det tilbage. En varm latter formede sig fra hans mund, stammende helt dybt nede fra hans mave. Han måtte placere en hånd foran sin mund for en kort stund, inden han gav slip og lod sig selv grine. Han rystede på hovedet, velvidende den sandhed der lå i hendes ord. Selvfølgelig stank han - det havde han sikkert gjort alt for længe. Han stank så meget, at han ikke kunne lugte sig selv mere - eller hende, for den sags skyld. Dette måtte dog betyde, som prinsessen selv bekræftede, at han ikke var den eneste der spredte en rædselsfuld lugt rundt i gårdens lokaler.
Latteren stoppede, idet han ænsede hendes kinder blive ganske røde. Han rynkede brynene, ladende sig fange i det billede der dannede sig foran ham. Der var noget ganske kært over hende, imens hun stod der - rødmende over, en flabet kommentar. Havde han ramt et ømt punkt?
“En ældre kvinde der lyder til, at skal holde sine meninger for sig selv - ikke sandt?”
Han prøvede at løfte stemningen en anelse, imens de spadserede imod baderummet. Et rum han først opdagede eksisterede, som de trådte derind.
Det var helt tydeligt, at der var lagt meget kærlighed i lokalet. Dette var langt finere og langt mere velovervejet, end de andre rum de endnu havde vandret forbi eller besøgt. Han kommenterede dog ikke på dette, idet prinsessen kom ham i forkøbet. Han lod øjnene vandre imod rumdeleren hun udpegede for ham, og vandrede ganske let hen imod det for at placere sig ude for Azuras synsvidde. Han begyndte at afklæde sig, først trækkende sin kjortel af sig og herefter åbende sine bukser. Han holdte dog inde, idet det slog ham at den kvindelige skikkelse ikke havde ladt ham alene.
“Prinsesse?”
Han ventede på hendes svar, og fortsatte herefter:
“Har Deres nysgerrighed løbet af sted med Dem, eller havde den ældre kone ret i hendes spydige kommentar om, at De sikkert ville få besøg af en herre?”

Det havde slet ikke slået hende, at det måske var mærkeligt for nogen at dele bade med en fremmede. For hende, var det en ganske normal ting. Måske ikke lige at gøre det med fremmede, men hun havde tit taget bad med flere i hendes hjemland. Så mens at manden, hvis navn hun stadig ikke kendte; Virkelig endnu et tegn der måske skulle fortælle hende, at dette var ganske mærkeligt? Begyndte hun selv at tage sit rejse tøj af, og hvor føltes det godt. Bag skærmende, havde hun placeret en spand til dem begge, med sæbe og en børste og en lille skammel man kunne sidde på. Desuden var der et lille bord stående, hvor man kunne ligge sit tøj uden det blev vådt. Man kunne selvfølgelig også vælge at hænge det hen over rumdeleren. Men når det var så beskidt som hendes, så valgte hun at smide det direkte på gulvet. Mens at hun havde lagt sit rene på bordet i stedet. Hun var i gang med at sæbe sig ind, da hun hørte stemmen fra den anden side.

“Mmh?” svarede hun en smule distraheret, det var først da hans næste kommentar kom, at hun løftede hoved og genfandt opmærksomheden. Nysgerrighed? Besøg af mænd? Som hun var blevet født, stak hun hoved forbi rumdeleren, hen imod hvor han var henne. Hvad mente han? Med en smule betuttet ansigts udtryk, lagde hun hoved på skrå. “Hvad mener du?” tydeligvis en smule forvirret, rystede hun på hoved. Mærkværdigt, han var en besynderlig herre. Hvor efter hun begyndte at sæbe sig ind igen, og vaske sig rundt igennem. Aldrig havde det føltes så godt. Det var ikke helt sandt, fordi sådan føltes det altid, efter hun kom hjem fra en af hendes udflugter.

Han placerede ganske fint sit tøj på bordet ved siden side. Han havde foldet det ganske fint sammen, trods det nok ikke helt stod til at redde. Herefter satte han sig ganske fint ned på skamlen, seende på spanden foran sig samt sæben og den lille børste. Han vendte øjnene ned af sin krop. Trods de mange uger under kår, der ikke havde været fantastiske, havde hans krop ikke forandret sig det mindste. Trods de uendelige kampe, han havde oplevet hele sit liv, var der ikke ét eneste ar at finde på hans krop. Han mindedes at have spildt blod mange gange, men der var ikke et eneste minde at finde fra kampe hvor, at Morgoth havde lidt stor skade. Han lagde hånden imod sæben, dyppende den nede i vandet for, at begynde at sæbe sin hånd ind, og herefter resten af sin krop. En tanke ramte ham, imens han vaskede sig selv - han havde ikke ændret sig det mindste, havde han? Ikke de sidste femten år i hans liv. Han higede pludselig efter, at se sig selv - se sit ansigt. Han lagde masken fra sig, på bordet ved siden side, ovenpå sit sammenfoldede tøj. Som han skulle til at læne sig fremad, hørte han Prinsessens stemme svare ham.
Han rykkede sig tilbage med et sæt før, at han nåede at se sit ansigt.
“Hvad jeg mener?”
Han rykkede ansigtet i hendes retning, ikke i stand til at se hende overhovedet.
“Intet Prinsesse, intet som helst.”
Han sæbede sig ind de sidste steder, til han følte sig gennemskrubbet, og greb om spanden, hældende noget af vandet over sig.
“Jeg tror ikke jeg har følt mig så ren i .. Måneder,”
Talte han for sig selv, duftende sæben der forlod hans hårtop. Det sorte hår klistrede sig imod hans høje kindben, og imod de fyldige sorte læber. Han trak vejret ganske sagte, ladende den ene hånd føre sig igennem den sorte, våde manke. Han fornemmede ingen sæbe i håret og i sit ansigt, så han åbnede øjnene. Han følte en helt anden form for energi strømme igennem sig. Han begyndte langsomt, at føle sig, som sig selv.
“Tak, Azura.”

Okay, han var efterhånden en af de mærkeligste mennesker hun nogen sinde havde mødt. Nu mente han slet ikke noget? Nuvel, man havde vel sine særheder. Han havde så en del, og et eller andet sagde hende at hun slet ikke havde set det hele. Da hun følte sig ren nok, tog hun håndklædet, og bevægede sig ud i midten af rummet. Her ventede hende det bedste af det hele. Nemlig det varme bad, der skulle få de anspændte muskler til at slappe af igen. Hun lod først sin tå dyppe i vandet, for at tjekke hvor varmt det var blevet. Perfekt. Hun lukkede kort øjnene for at nyde følelsen, hun åbnede dem igen da hun hørte ham takke hende. Et stort smil bredte sig hen over hendes læber. “Du er ganske velkommen... Eh.. Mystiske mand.” det sidste blev afsluttede en smule tvivlende, men hun skubbede den bekymring væk, som hun lagde håndklædet fra sig, og lod sig synke ned i det varme vand. Lyden af vandet som skvulpede op omkring hendes krop gav genlyd imod væggene, efterfulgt af et langtrukkent ah fra hendes læber. Hun lagde hoved imod gulvet, da karet var dybt nok til at lade hele kroppen ligge under det varme vand. Det eneste man skulle være opmærksom på, var man ikke lige fik lagt fødderne på røret i midten. Det havde en tendens til at blive en anelse varmt. Heldigvis var der plads det en god del mennesker, så når de kun var dem skulle man ikke være så påpasselig. Dette var nok det, som mindede hende allermest om hendes hjemland. Og selvom hun ikke var særlig begejstret for vand, så havde det bestemt nogle dejlige eneskaber.

Hun åbnede det ene øje, og betragtede den del af rummet som Morgoth befandt sig i. “Så, har jeg gjort nok til at få at vide hvem du er? Eller har du stadig tænkt dig at det skulle være hemmeligt..” stadig var det ikke gået op for hende, at dette måske var en smule uanstændigt for en prinsesse. Eller generelt at det var ganske mærkeligt, at ligge her nøgen i et bad hvor man kunne se det hele. Med en helt og aldeles fremmet mand i rummet. Måske var det kulturforskellen. Eller også var det fordi at Azura i bund og grund, bare var så utrolig naiv og egentlig ikke rigtig tænkte på at kroppe var så - ment til at være noget hemmeligt og helligt. Det var jo bare en krop, og det havde han vel forhåbentlig set før.

Han gjorde hold i sine bevægelser, efter at have placeret spanden foran sig. Han vendte ganske forsigtigt blikket imod rumdeleren, der adskilte ham fra hende. Han fornemmede hende bevæge sig på den anden side; han lukkede øjnene, lyttende til hendes bevægelse i rummet de begge befandt dem i. Da han endelig åbnede øjnene, hørende hende placerende sig selv i karet i midten af rummet, kunne han ikke lade være med at smile lidt for sig selv. Hvilken situation havde han anbragt sig selv i? Han var ikke længere sikker.
Han bed sig selv i læben, rejsende sig fra skamlen. De isblå øje kastede et blik på masken, liggende på bordet. Han vidste han tog en enorm chance ved ikke, at bringe den med sig. Han vidste, at han havde gang i noget der var enormt dumdristigt - mere end dumdristigt. Han havde intet ord for det.
Han greb ikke masken da han vandrede ud, forbi rumdeleren - men tog håndklædet for at duppe sit ansigt ganske let. Til sidst vandrede han ud til hende, først studerende gulvet hans fødder trådte på, med en svag frygt for at glide og falde. Herefter løftede han ganske let øjnene for, at se den nøgne skikkelsen foran ham. Han rynkede brynene over hendes ligegyldighed for, at der fandtes en anden person i rummet med hende. Han selv følte selv denne form for ligegyldighed, da han intet lagde i det, at de blottede dem selv fuldkommen for hinanden (seende bort fra hans nu, såkaldte hemmelighed). Det var mere det, at hun virkede til at stole på ham - uden at kende ham den mindste smule.
Han satte sig på kanten, som han lod sine fødder og da ben synke ned i karet. Herefter løftede han sig ned, ladende sig selv glide forsigtigt ned i det varme vand.
Nu placeret foran hende, lod han blikket falde imod vandet - seende sit eget spejlbillede for første gang, i meget, meget lang tid. Han lignede sig selv - og dét chokerede ham.
“Jeg havde håbet på, at holde det hemmeligt.”
Han talte ganske forsigtigt, imens han betragtede sig selv. Til sidst løftede han sit blik for at møde hendes.
“Men jeg skylder Dem i det mindste.. En del af sandheden.”
Han rynkede brynene, uden at smile. Morgoth var i sandhed søn af en dæmon. Der var en djævelsk, syndig skønhed over ham. De høje kindben, de fyldige læber, de flammende øjne, trods deres kølighed. Men så var der også mennesket i ham - følelserne, der skinnede igennem, selv når han prøvede at skjule dem.

Hun løftede hoved helt op og satte sig lidt bedre til rette, da hun hørte hans fortrin imod flisegulvet. Hvad der mødte hende - hun havde ikke helt ord for det. Den skabningen, det hæslige kreatur hun havde købt. Var erstattet med en helt igennem smuk mand. Hendes blik gled over hans krop, men på ingen måde i form af nogen seksuel tilgang. Meget mere nysgerrig omkring hvem han i virkeligheden var, især fordi hun havde haft sin mistro omkring det hun havde set på markedspladsen. Hvilket jo så havde gjort hun i det hele taget havde købt ham. “Så det var magi - det du brugte for at se så..” hun løftede hånden fra vandet og viftede den lidt op og ned “Så hæslig.” hun lod hånden glide igennem hendes nu uflettede hår, der hang let omkring hendes ansigt. Allerede ganske tørt, undtagen de totter der befandt sig nede i vandet.

Hun fugtede læberne, og kiggede ham ind i øjnene da han satte sig ned foran hende. Hemmeligt? Hun rynkede brynene, burde hun kende ham? Hendes hoved blev lagt på skrå, mens det var ganske tydeligt at hun var eftertænksom. Måske lidt som når en forsker betragtede en gåde han skulle løse. Havde hun set hans plakat hænge rundt omkring? Var han kriminel? “hmmm...” mumlede hun stille, og rakte sig ufortråden lidt frem over så hendes fingre kunne røre ved hans kind. Inden hun hurtigt trak den tilbage og lænede sig imod karets side. “Spændende, .. Så hvad var dit navn igen?” hun gav ham et skævt smil, tydeligt at hun havde en hvis anelse omkring hvem han var. Men valgte at ignorer dette, eller hun prøvede mere at give ham en chance for at introducerer sig selv på ny. Skulle han ønske det.

Hendes nysgerrighed var overaltskyggende. Han kunne ikke lade være med, at smile over hende; over hvordan at nysgerrigheden bar hende igennem hendes handlinger, og fradrog hende fornuft og fornemmelse for situationen hun befandt sig i. Han kunne genkende sig selv i hende, på en måde der fik ham til alt andet end at vie fra hende.
Han nikkede erkendende til hendes ord, nu betragtende hendes hår og herefter hendes øjne atter engang.
“Det var magi, korrekt.”
Han løftede den ene arm, ladende den ene ligge på kanten til karet de begge befandt dem i.
“Jeg holder mig allerhelst uigenkendelig, de her dage - som De nok har kunne gætte.”
Han fulgte hendes øjne, som de sprang frem og tilbage, betragtende hvert enkelt ansigtstræk hun kunne finde i hans ansigt. Han virkede ganske rolig, og forholdte sig fortsat sådan, da hun pludselig lænede sig fremad. Da hendes fingre kolliderede imod hans hud, kunne han ikke lade være med at lukke øjnene ganske sagte i. Han trak lidt på ansigtet, lænende kinden imod hendes hånd, bevægende sin profil imod hendes hånd. Som hun netop trak sin hånd, missede hans læber hendes berøring. Han åbnede øjnene, seende direkte imod hendes idet han hørte hendes spørgsmål.
Han rynkede brynene, ikke tilbageholdende et næsten sammenbidt smil. Han sukkede, næsten opgivende som han udtalte sit navn:
“Morgoth.”
Han holdte vejret som han udtalte det næste: “Morgoth Niranon.”

Da han fortalte omkring magien, og hvorfor han havde brugt kunne, kunne hun ikke lade være med at smile. “Jo selvfølgelig, du må virkelig have irriterede de gobliner grænseløst.” hun gnækkede en smule, bare tanken om de gobliner fik et stort smil frem på hendes læber. “Desuden ville vi nok stadig stå i tusmørkely, hvis du havde vist dit rigtige ansigt, så smuk en mand ville nok ikke kun gå for sølle to diamanter.” denne kommentar gjorde at smilet hun havde på læberne, blev endnu bredder. Som var hun rigtig stolt over hendes vittige kommentarer. De var ret gode, hvis hun skulle sige det selv.

Det kom dog lidt bag på hende, da hun så hvordan han faktisk lænede sig ind imod hendes hånd. Dog selvom det var så kort tid hun havde rørt ved ham, var det som om hun stadig kunne mærke hans varme imod hendes håndflade. Men da han sagde hans navn, nikkede hun blot. Hun vidste egentlig godt hvem han var, mørkets fyrste eller sådan noget stort i den stil. Måske var det meningen hun skulle være bange for at så berygtet en mand. Men hvor farlig kunne han i virkeligheden være? Her sad han, som den dag hans mor bragte ham til verden. Og hun følte sig på ingen måde i fare, så længe han ikke gjorde noget imod hende. Kunne hun ikke rigtig se hvorfor hun skulle holde hans gamle liv imod ham. Lige som vinden, så havde folk altid nye retninger de kunne følge. Desuden, så meget havde hun egentlig ikke læst op omkring ham. Så, hvor galt kunne det i virkeligheden være? Nok meget slemmere end hun lige gik og troede. “Dejligt at endelig kunne sætte navn på min gæst..” sagde hun med et smil og blinkede til ham “Hyggeligt at gøre dit bekendtskab Morgoth” hun rakte hånden frem imod ham for at hilse ordenligt på ham.

“Irriterede dem? Jeg tror de endte med et rendyrket had til mig,”
Han prøvede at holde et smil tilbage, imens han tænkte på de mange uger med goblinerne. Smilet blegnede fuldkommen, da han fulgte op på sin sætning: “Men de prøvede aldrig at sælge mig til Lyset - så griske var de trods alt ikke.”
Han kunne ikke undgå at spejle sig i hende, idet han hørte hendes ord. Hendes bredde smil smittede af på ham, og han mærkede hvordan noget der mindede om et tandsmil blottede sig på hans læber.
“Synes De jeg er smuk?”
Han holde ikke igen, som han stillede hende spørgsmålet.

Han vidste ikke hvordan hun ville reagere. Han vidste ikke helt hvordan, at han selv skulle reagere. Han følte han sad fast i øjeblikket med hende, ude af stand til at gøre noget før, at hun tog det allerførste skridt. Han aflæste hver enkelt træk i hendes ansigt, i den krop som var ganske, ganske blottet for hans blik. Men der skete intet - intet der satte ham ud af kurs, eller fik ham til at reagere udover, at trække sig lidt længere op af vandet. Han løftede armen fra kanten og lod den falde ned i vandet, sammen med resten af sin krop.
“I lige måde, Azura.”
Han smilede ganske mildt, rækkende hånden frem imod hende, omfavnende hendes i en respektfuld hilsen.
“Køber De altid Deres gæster inden, at De invitere Dem hjem på et nat-bad?”
Han trykkede hendes hånd let, inden at han slap hendes hånd, smilende skævt.

“Så selv gobliner har et moralsk kompas?” hun nikkede lidt, og grinede så sagte. “Hvem skulle have troet det.”
Hun grinede over hans spørgsmål, det kunne han vel ikke helt seriøs mene? Hun spærrede dog øjnene op, da det gik opf og hende at det gjorde hans faktisk! “Har du... jeg mener..” hun rystede lidt på hoved, mens hun ledte efter hendes ord “For et menneske.. og tydeligvis en del mere..” rettede hun sig selv, mens hun smilede “Nej glem det, det er i bund og grund lige meget hvilken hvem du er. Ja, du er utrolig smuk.”

Da han så spurgte om hun normalt købte sine gæster, inden hun inviterede dem hjem til hende. Kunne hun ikke lade være med at grine højt, en høj boblende latter der kom helt nede fra maven. Det var virkelig bizart, det havde han helt ret i. Og underligt nok, så virkede det som om at det overhoved ikke var det. Hun åbnede sine øjne, da hun stoppede med at grine og smilede bare stort. “Nej, jeg kan berolige dig med - at du helt bestemt er den første” hun grinte lidt mere og rystede på hoved. “Så du kan stadig føle dig ganske speciel.” hun blinkede med øjnene, og begyndte at plaske lidt rundt med hendes fødder. Hun gled længere ned i vandet, så det næsten omsluttede hele hendes krop på nær ansigtet. “Årh, det er virkelig det bedste.. forstår slet ikke at man ikke kender til disse bade her i Krystallandet.” hun lukkede øjnene, hvor hun igen udviste fuldstændig tillid til manden hun var i karet med. Igen blev hun ramt af denne følelse omkring, hvor afslappede hun følte i hans nærvær.

Han kunne ikke lade være med at gå en anelse i stå, ved hendes ord. Han tog sig selv i, at ønske han kunne betragte sig selv. Men han gjorde holdt og vedligeholde kontakten med hendes blik imens hun talte istedet. Han kunne ikke tilbageholde det smil, der formede sig på hans læber og helt op til de isblå øjne. Flammen var ganske, ganske tydelig nu. Han så nedad, men gløden var stadig til at ane under de sorte øjenvipper. Gløden stammende fra ilden i halvdæmonens smilende øjne.

Morgoths blik sprang hurtigt fra vandoverfladen til hende, da hendes boblende latter bredte sig igennem rummet, sammen med den plasken der bredte sig omkring hende, imens hun bevægede sig. Han kunne ikke slippe hende af syne, imens glæden spredte sig fra hende og ud i baderummet, til ham. Han følte varmen helt ind i sit bryst. Han forstod det ikke - han forstod ikke hvordan, at et individ havde så meget påvirkning på ham, trods deres situation - og ikke mindst, trods hvilken situation han befandt sig i.
“Jeg føler mig mere rolig ved tanken om, at jeg er den første.” 
Svarede han hende, imens han rykkede lidt på sig.
Han rynkede brynene, seende vurderende på hende. Han løftede hånden for, at trække sit lange sorte hår bag skulderne på sig selv - i et forsøg på, at holde det under kontrol.
“Jeg sætter pris på, at De har introduceret den her slags bade til Krystallandet - jeg ber til, at de er til at finde andre steder i fremtiden.”
Han bevægede sig hen ad kanten for blot, at rykke lidt rundt på sig selv. Med ingen anden hensigt, hvilket var ganske tydeligt. Han lukkede øjnene, men dog åbnende det ene øje for en kort stund (lukkende det igen efter, at have udtalt ordene):
“De er også ganske, ganske smuk, Prinsesse Azura.”

Hun nød varmen, hun nød vandet. Faktisk, så nød hun det hele.
Hver muskel i hendes krop begyndte at slappe af, hun lyttede til hans varme stemme som han snakkede. Men hun var så optaget af hvor dejligt det hele var, at hun ikke svarede ham. Tankerne var alle mulige andre steder. Tanker om; Hvad det var som skulle renoveres næste gang. Måske spisesalen skulle være det næste? Køkkenet og opholdsstuen var færdig, og selvfølgelig et enkelt gæsteværelse og hendes eget soveværelse. Så det ville da give god mening med spisestuen? Hun funderede lidt mere, mens tankerne gled over på hendes familie. Hvordan det mon gik med dem, og hvordan det hele stod til i Strana. Så var spørgsmålet hvad hun skulle gøre med Morgoth i det lange løb, bare lade ham blive her? Måske? Hvis han ville selvfølgelig.

Hun nåede dog ikke længere i hendes tankestrøm, før hun hørte hans stemme igen. Og denne gang hørte hun tydeligt hvad det var han sagde. Hendes øjne spærrede op, og de øjne landede hurtigt på ham. Selvom det ikke var første gang hun havde hørt det, og selvom hun udemærket godt vidste hun var smuk. Fordi, det var hun. Så fik de ord, alligevel varmen til at stige i hendes kinder. “Mange tak.. det virkelig pænt af dig at sige.” der var et eller andet der boblede i hende, og hun følte pludselig det var alt for varmt at blive i vandet. Lige så forsigtig begyndte hun at rejse sig fra badet, og tog håndklædet og begyndte at tørre sig. Selvom der ikke gik særlig lang tid, før hun kunne mærke hun var tør igen. En af de mange fordele ved at være den form for elementaler hun var. “Jeg kunne mærke vandet blev en smule varmt for mig.. du kan selvfølgelig blive liggende så længe du har lyst til.” mumlede hun en smule forlegen. Og skyndte sig hen til rumdeleren for at få sit ny vaskede tøj på. “Er du sulten? Jeg kan eventuelt lave noget mens du bliver færdig?” okay, hvad var der med hende? Hvorfor var hun så forlegen lige pludselig. Tydeligvis fordi hun ikke havde fået komplimenter i meget lang tid! Helt klart, det måtte være det!

Ville halvdæmonen blive, hvis Azura tilbød ham det? Han havde ikke engang turde tanken, at dette tilbud ville blive tildelt til ham - men hvis dette skete, ville han uden tvivl tage imod det.
Som det så ud lige nu, for ham, vidste han ikke engang om han havde et valg. Han var, i dette øjeblik, principielt hendes ejendel - uanset hvordan man vendte og drejede det. Bad hun ham om at blive, kunne han ikke gøre andet end at underkaste sig hendes ordre. Efter mange års sympatisering med mørkets hær, var dette noget der faldt ham utrolig nemt - at parerer ordre, at give efter. Selv den dag idag, hvor han mange gange havde givet efter for sine egne ønsker, fulgt sine egne impulser og handlet på egen hånd, huskede han stadigvæk fornemmelsen og tankegangen, som soldat. Som undersåt af Mørkets Hersker, var man intet andet end et værktøj til sejer og magt. På trods af hans højforædderi imod Mørket og hans tidligere herre, kunne han aldrig ryste følelsen af sig. Han følte endnu ikke, at han var sin egen ejermand. Han havde aldrig været sin egen.

Han åbnede hurtigt øjnene, da han følte hendes hvilende på sig. Han mødte dem, fangende et glimt af noget — andet, i hendes blå øjne. Han rynkede brynene, næsten undrende over, at se hvad hans øjne fangede i hendes. Han ænsede først de rosa kinder, som hendes blik til sidst undveg hans og hun rejste sig fra badekarret. Han fulgte hende med øjnene, uden først at kommentere det mindste på hendes pludselige reaktion. Var det noget han havde sagt?
“Jeg ville ikke takke nej til mad, men—”
Svarede han hende ganske blidt, vendende sig om for så, at trække sig ud af badekarret. Han greb håndklædet, begyndende at tørre sig selv. Han fornemmede hendes forlegenhed, uden nødvendigvis at kategorisere det som værende præcis dét. Han trådte fremad imod hende, rækkende hånden frem imod hendes skuldre.
“— Prinsesse, er De okay?”
Han trak langsomt hånden tilbage, vedkendende at det måske var for grænseoverskridende, at røre hende. Han gjorde klar til at træde en anelse væk fra hende, holdende håndklædet en anelse foran sig.
“Måske skal maden vente til senere - det har været en lang aften - og nu snart nat.”

Nej - nej, han skulle jo bare blive liggende! Hun skulle lige bruge et øjeblik på at samle sig selv efter hans kommentar. Eller måske samle sig over, at hans kommentar faktisk havde denne bisare virkning på hende. Måske var det noget omkring at han ikke var helt menneske? Et kort øjeblik blev hun en smule mistænksom over for ham, men den forsvandt hurtigt igen. Nej, hun kunne virkelig ikke se hvad hun havde at frygte over for ham.

Hendes øjne fulgte ham kort, som om hun lagde mærke til at hun faktisk havde haft en ukendt mand siddende ved siden af hende. Og farven begyndte at bredde sig ydeligere i hendes kinder. Forbandede blå hud! Nu ville hun jo nærmest se lilla ud i stedet for, det var jo ikke særlig afslørende. Overhoved! En smule paniske tanker, begyndte at fylde hendes hoved. Det her var virkelig ikke godt, på ingen måde godt. Hun veg hendes øjne fra ham et kort øjeblik, før det gik op for hende det ville bare virke endnu mere mærkeligt. For bare nogle øjeblikke siden, havde hun jo ikke haft noget problem med at kigge på ham. Ved alle guder! Nu kom han også her over. “Helt okay!” hendes stemme kom meget mere skingert ud end hun havde regnet med, og hun grinede nervøst “Jeg - du... Ved Tildas rådne tær.” sagde hun til sidst opgivende. “Der er et eller andet specielt over dig - og du gjorde mig et kort øjeblik forlegen over din kommentar. Sådan noget har jeg ikke prøvet før - det kan jeg godt fortælle dig! Og måske har du ret.. mad skal måske vente til i morgen.. jo ganske god idé!” ordene kom ud som om hun i et kort sekund var blevet sindssyg. Hun små løb hen til hendes tøj og samlede det op i armene. “Så vi ses i morgen! Sov godt, du er fri til at gå rundt som det passer dig.. også.. kan vi snakke over morgen mad.. hvordan og hvorledes..” hun vente sig rundt, imod døren, som pludselig var meget tættere på end hun havde regnet med. “Av...” hendes pande var banket direkte ind i trædøren. Med en rødlig farve, som næsten var mørke lilla, der begyndte at forme sig ved hendes nakke og hele vejen ned af skulderne. Nærmest spurtede hun ud af døren.

Den skingre stemme Azura talte med, modsagde meget, hvad hun prøvede at overbevise ham om - at alt var okay; at hun var helt okay. Han holde igen, trods han egentlig havde lyst til at gøre stik det modsatte. Han kunne dog ikke tilbageholde noget, der mindede om en lettere bekymret grimasse, da han hørte hendes meget nervøse latter. Han åbnede munden for, at protestere, men blev stoppet da hun begyndte at tale. Han spærrede øjnene op idet ordene rigtig ramte ham, og han åbnede munden - af flere omgange - for at tale, men måtte erkende sit nederlag af flere omgange. Han nåede ikke at indføre et eneste ord, før at prinsessen trissede (næsten løbende) hen imod sit tøj, greb det i sine arme, og stak af ud af døren. Eller, troede han. Hun nåede at have et alvorligt sammenstød med den massive træ-dør, der adskilte baderummet fra gangen, inden hun fik den åbnet for så at stikke af. Imens alt dette skete nåde han kun at gøre én ting - at løfte sin hånd, for at prøve at gøre holdt på det kaos prinsessen havde placeret sig selv i.
Han tog sig selv i, at stirre en anelse imod døren der var klappet sammen imellem dem, hørende prinsessens løbende skridt. Han lagde hånden imod sin pande, rystende en anelse på hovedet. Slaget hun havde taget imod, havde sikkert gjort værre end hun mærkede på nuværende tidspunkt. Så påvirkede af hendes følelser, som hun virkede til, så mærkede hun intet før hun var faldet lidt ned.
Han tørrede det sidste vand af sig, for så at iklæde sig det rene tøj Azura havde tildelt ham. Til hans held var tøjet en anelse for stort, men det passede ham ganske udemærket. Han bandt ikke snoren, tilhørende tunikaen, synderligt stramt omkring sig. Han følte hans krop havde brug for at slappe fuldkommen af - hvad badet, han netop havde taget, havde hjulpet gevaldigt på også.
Da han havde klædt sig på, lod han øjnene falde fra den ene dør (døren de var kommet ind ad - til den anden). Burde han opsøge hende? Eller burde han bare lade det ligge?
Han besluttede sig for, at vandre ud af døren som Prinsessen var forsvundet ud af. Ikke for at opsøge hende - men for (for at bruge hendes egne ord) gå frit rundt som det passede ham. Han åbnede ganske sagte døren, med sit gamle tøj i armene, for at bevæge sig ud i på gangen. Trætheden havde endnu ikke ramt Morgoth, idet han besluttede sig for at udforske den del af gården, som Prinsessen endnu ikke havde introduceret ham for. 

Det var først da hun lukkede døren til hendes værelse, at det gik op for hende hvad der lige var sket.
“Hvad fanden har du gang i!?” råbte hun af sig selv, mens hun bankede baghoved ind imod trædøren. Hun havde opført sig som en sekstenårig ung pige, der havde mødt en mand for første gang! Hun slap tøjet hun havde i armene og placerede sit ansigt nede i hænderne. Et lavmeldt skrig forlod hendes læber, over altid et der lige var foregået. Hvordan, hun kunne jo aldrig nogen sinde vise sit ansigt over for Morgoth igen!

Der gik måske en halv time, hvor Azura gik rundt og prøvede at samle sig selv og sine tanker. Hun havde iført sig en simple hvid kjole, som gik ned til gulvet. Tankerne som stadig havde et godt tag i hendes hoved, gjorde at hun endnu ikke havde kunne finde ro i sengen. Flere gange havde hun været tæt på at gå ud af døren, og ned til hans værelse for at få denne misforståelse reddet ud. For et eller andet sagde hende, at hun nok ikke ville sove før hun gjorde netop det. Men hver gang hun havde taget fat i håndtaget, for at gå ud af døren og hen til hans værelse. Så havde hun formået at stoppe sig selv igen. Mange dumme undskyldninger var hun kommet op med i dag. Mørket gjorde at det kun var lyset fra stearinet hun havde tændt, der gjorde hun faktisk kunne se hvor hun gik. Nej dette var for dumt! Hun ville snart gå et hul i gulvet, hvis hun blev ved med at vade sådan frem og tilbage. Hun fugtede læberne, og tog mod til sig. Få sekunder efter, havde hun bevæget sig ud af rummet. Først, ville hun gå ned og lave noget varmt at drikke. Derefter ville hun gå hen til hans værelse, for at få snakket omkring hendes makværdige opførelse.

Med stearinlyset sat fast i en stage, havde hun heldigvis noget lys der kunne vise hende vej ned til køkkenet. Nu havde hun godt nok boet her i nogle måneder, men så godt kendte hun stadig ikke gangene til at hun ikke ville falde over et eller andet. Hun sukkede sagte da hun trådte ind i køkkenet, hun tændte endnu et stearin lys og begyndte at finde te frem og en gryde for at koge vand.

På dette tidspunkt af døgnet, i fuldkommen mørke, hvor et normalt menneske ville være ude af stand til at ane hvor denne bevægede sig hen, takkede Morgoth sin far for hans race - og hvad den havde tildelt ham. Med dæmonblodet rendende i sine årer, og dermed nedarvet sin fars magiske evner, var Morgoth i stand til at lade sin fysisk forandre sig. I dette tilfælde havde han manipuleret sine synsorganers funktionalitet. Nattens mørke var derfor ikke længere en hindring for halvdæmonen, og han kunne derfor se fremfor sig i sådan en grad, at han ikke frygtede for at vade ind i et uset møbel eller hus dekoration.
Morgoth hørte ikke elementalens klynken i husets nedre afkroge, som han vandrede barfodet ned af gangen fra badeværelset, til hvad der viste sig at være gårdens spisestue. Et vinduerne i gangen stod på klem, og en blid aftenbrise sneg sig ind i det mørkebelagte lokale halvdæmonen befandt sig i. En mild duft af krydderi sneg sig forbi ham, som han passerede vinduet. Han gjorde holdt for en stund, ladende hovedet tilte i retningen af vinduet der stod ganske let på klem. Var det timian han duftede? Han bakkede lidt, netop nok til, at han kunne ane arealet udenfor. Han anede noget der lignede en køkkenhave, og et større græsareal udenfor - kun lige afsløret af månelyset, der kom og forsvandt (alt afhængigt af hvorvidt skyerne dækkede over månen eller ej).
Han bed sig i læben, og måtte erkende, at det nu var hans tur til at lade sin nysgerrighed overmane hans fornuft. Han begav sig længere ned af gangen, passerende en døråbning der ledte ind til spisestuen (hvad der for ham blot var et stort åbent lokale), og ned i enden af dens lokale. Her fandt han en stor massiv trædør, bedækket med et mosaik. Halvdæmonen ænsede ikke hvad motivet, som han åbnede døren ud til haven. Han lod døren stå ganske åben, således månens skær faldt ganske, ganske perfekt på det farvede glas. Havde han taget sig tid til at betragte glasset, ville han have oplevet en historie - måske tilhørende familien der engang havde ejet denne gård? Den tilhørte ihvertfald ikke de forhenværende ejere, som Azura havde mødt før, at hun havde overtaget gården fra dem.
Morgoth åndede lettet op, som hans bare fødder ramte køkkenhavens græsplæne. Han lød de isblå øjne vandre over den mørke nattehimmel, seende først imod månen der gemte sig bag de mørke skyer - også de enkelte stjerner han kunne skimte på den ellers overskyede nattehimmel. Han lod sig falde fuldkommen hen; var i en kort stund fristet til at sætte sig ned på jorden, også ligge sig helt fladt ned. Men han holdte hen, velvidende, at hvis han gav sig lov til, at ligge sig ned, så ville han falde hen i en dyb søvn. Men det var ikke her det skulle ske - det havde han en blød seng til for.
Med ét vågnede han op fra sin trance, uden synligt at reagere på dette. Var Prinsessen mon faldet hen i drømmeland? Eller var hun stadig oppe, ligesom han selv?