“Det her er kun halvdelen af hvad vi aftalte” hvæsede Azura igennem nogle sammenbitte tænder. Ikke nok med at de havde løjet omkring hvor mange, edderkopper som der havde indtaget minen. Nu prøvede de også ar snyde hende for krystaller?! Manden kiggede trodsigt på hende, nok en del nemmere for ham nu når hun var dækket til i snask og blod, og en del andet hun bestemt ikke ville tænke på hvad var. Bestemt ikke noget en prinsesse var værdi, det var hun med garanti sikker på.

Med et hurtigt tag i mandens krave trak hun ham helt tæt på, mens hendes isblå øjne skinnede igennem. “hør her din usle mide, du har to sekunder til at finde resten af mine krystaller. Eller jeg sørger for at disse æg jeg fandt minen klækker her inde midt i byen” hvæsede hun vred, manden som før havde været trodsig, sank flere centimeter i hendes nærvær. Han nikkede kraftigt og der gik ikke mange minutter før hun gik der fra med en pose fyldt med knitrende krystaller og er ganske veltilfreds smil på læben. Dette betød at festfløjen snart kunne blive færdig. Dog nåede den blåvæsnede prinsesse ikke særlig langt, da en pippende stemme råbte ud over markedspladsen. “kom nææærmer kom nærmere godt folk, kvinder, mænd og børn! Vi har noget ganske specielt med til jer i dag!” forundret begyndte hun at masse sig vej igennem mængderne for at se hvad hele dette postyr havde fået samlet så mange af landssbyboerne et sted.

Det hele startede den morgen. Han vågnede ganske, ganske tidligt - solen havde lige knap rejst sig over horisonten. Han vågnede fra en drøm, en han ikke huskede - men han havde den her fornemmelse. En fornemmelse han ikke kunne ryste af sig, uanset hvor meget han prøvede.
Han mindedes ikke at have drømt i mange måneder - måske endda år. Hans isblå øjne granskede de små sovende skikkelse i lejren. Han vidste der ikke ville gå meget lang tid før goblinerne, snart ville begynde at røre på sig. Snart ville de rejse sig, tjekke til ham, også pakke lejren sammen, for at rejse videre ind til byen. Han vidste dette ville ske, fordi dette var blot en gentagelse af mange dage, hvis ikke snart måneder. Han var ikke længere sikker, da alt hvad han mindedes var morgenener. Alt andet flød sammen. Det sidste han mindedes var flugten fra fængslet - også stilheden. Den uendelige stilhed han havde mødt sidenhen.
Det føltes som om Morgoth vågnede for anden gang, da han følte en jag i sin ene side. Han hørte en stemme tale til ham, da han endnu engang åbnede sine øjne.
“Rejs dig! Rejs dig op!”
Goblinen der stod ved hans side, skubbede til ham med sin bestøvlede fod. Halvdæmonen stirrede ham direkte i øjnene, rejsende sig langsomt fra sin position. Morgoth havde ikke gjort sig bekendt at lærer deres navne. Han vidste blot, at de var en tyve-gruppe på fem stykker - og de havde i sinde at sælge ham til højest bydende. Det var ihvertfald hvad de havde prøvet på, de sidste måneder. Desværre, for dem, havde halvdæmonen spændt ben for dem utallige gange.
“Idag er dagen!” Hørte Morgoth en anden goblin sige, i den anden ende af lejren, imens han trak i rejsetøjet. Med ét vendte alle fem sig imod ham, imens den der havde vækket ham trak sig helt tæt på ham. Han pegede på ham, blottende sit tandkød i et modbydeligt smil. Som en gal hund, knurrede han ad ham:
“Lad ikke idag være en gentagelse af sidste uge, vel?”
De isblå øjne mødte hans, ganske uprovokeret, da han trak op i en gengældende smil. Det var herefter de førte ham til Tusmørkely, mindre end en halv dag senere.

Markedspladsen var ikke overfyldt - dette ikke helt ubegrundet, da byen ikke var af enorm størrelse i sig selv. Menneskemængder var ikke længere angstprovokerende for halvdæmonen - havde ikke været det i alt for lang tid. Han havde sine metoder til, at holde sig selv skjult - til trods for, at han var ganske blottet ude i det åbne.
Da goblinerne i sin tid overfaldte ham, havde han aldrig planlagt at skulle opholde sig i så lang tid hos dem, som han havde endt med at gøre. Han kunne for længe siden have forladt dem, overmandet dem, hvis han virkelig ville. Men det havde han ikke. Han brugte dem, lod dem føre ham rundt i landet som de ønskede det. Hvad ellers kunne han gøre? - Havde han spurgt sig selv mange gange. Han så ingen andre muligheder end blot, at følge med dem og lade dagene flyde sammen. Det betød ikke længere noget for ham. Ikke indtil den idag.
Så hvordan havde han undgået at blive solgt? At blive opdaget af Lyset (eller Mørket for den sags skyld) hær? Med magi, selvfølgelig.
Så snart goblinerne - med en anelse besvær - trak hans hætte, stammende fra hans kappe, af ham, skete dét. Han var ugenkendelig. Han gik fra at være sit sædvanlige jeg - til at være ganske, ganske anderledes. Akavet var et perfekte ord. Hans ansigts sad ikke ordentlig sammen - næsen var skæv som om, at den var slået helt ind i hovedet på ham. Det ene øje sad oppe i panden, mens det andet sad nede i kinden, nærmest dækket komplet til. Angiveligt ville man påstå han blot så sådan ud - hvis man ikke vidste bedre. Var man lidt mere lært i magi, var man ikke i tvivl om hvad det var. Men kunne dette bevises? Næppe. Kunne magien nedbrydes - umuligt. Den var en del af ham; så skulle magien nedbrydes, ville dette kun ske hvis han ikke var i live. Eller nedbrød den frivilligt.
“Kom nærmere! Kom nærmere!”
Morgoths ene øje bevægede sig ned imod goblinen der prøvede at tiltrække menneskemængden. En grimasse, der hvad goblinen havde lært var et smil, formede sig på halvdæmonens deforme læber. Det var et flammende blik han mødte, fyldt af vrede. Han vidste han ville komme i problemer senere, men for nu følte han glæden. Sikkert kun for en kort stund, hørte han sig selv sige. Han trak blikket fra goblinen og betragtede markedspladsen.
Det var her han så hende. Magien forsvandt i nogle sekunder og hans ansigt var blottet fuldkomment. Men kun i nogle sekunder.

Børn skubbede sig forbi hende, og hun skulle lige til at råbe efter dem, ubehøvlede små mennesker. Men før ordene formede sig på tungen, og langt før de kom ud fra hendes læber. Nåede hun langt nok frem til at se ham, det, hvad man kunne kalde dette ulækre væsen som tydeligvis var dagens højtepunkt. Hun skar en grimasse, og hun troede hun var slemt tilredt. Hvad i hede hulen var der sket med hans ansigt?! Sådan kunne man da ikke, hvorfor var han, hun stirrede på ham med helt udspilet øjne. Der var faktisk ingen ord hun kunne forme lige nu, hvilket var en meget stor drift i sig selv, Hvordan havde de tænkt sig at sælge, dét?

Men så skete det, bare for er split sekund. Manden blev en anden, smuk? Genkendelig? Hun rynkede brynene og tog et skridt tilbage “Så’r se du dig for![/i]” brummede en meget beskidt ung kvinde sig, mens hun møvede sig forbi Azura, normalt ville det ikke være noget som gik stille med dørene. Men det var som om ord havde forladt hende, mens tankerne i stedet faret rundt.

“lad aktionen begynde! 50 krystaller?!” gobilen var tydeligvis optimistisk, nok fordi den havde en ide om at manden her nok ikke ville blive solgt, rigtigt nok, ingen bød ind. Kun en masse der grinte. “40!” stadig kun latter “30?! 25! Også har i er menneskeligt fugleskræmsel der vil redde jeres marker!” Azura stod lidt og tænkte får hun trådte frem “du kan få 1 krystal og jeg sikre dig at de rødne tomater ikke bliver smidt afsted imod jer” børne foran gemte langsomt der hænder nede i lommerne efter tomaterne var blevet smidt på jorden, drengene tydeligvis ikke tilfredse med at de var blevet opdaget.

“1!!? Hvad tror du det her er, velgørenhed!?” skreg goblinen, som var det er pivedyr der var blevet presset på lidt for hårdt. Azura hæv sit øjenbryn og trak på skulderen “Nogen der vil byde mig over? Nej okay, jeg giver dig 2 krystaller også er jeg også rigtig sød” smilede hun det sødeste smil, selvom det nok havde været bedre. Havde hun ikke set ud som hun havde gjort.

Som latteren bredte sig over menneskemængden foran Morgoth og goblinerne, brød de få folk der stod i nærheden fra mængden. Det var tydeligt at de resterende folk der var tilbage blot var der for, at se hvordan, scenariet der udformerede sig foran dem, endte ud. Det var i hvert fald ikke for, at byde ind i den handel der pludselig udformede sig for øjnene af dem.
Morgoth kneb øjnene sammen og prøvede for så vidt muligt, at forholde sig neutral foran den kvindelige elemental, der begyndte at byde på ham. Han tog sig selv i at rynke brynene sammen, idet hun hævede prisen yderligere.
Goblinen ved hans side lignede en der var ved at koge over, idet han hørte Azuras talen. En, udover de resterende fire gobliner bag Morgoth brød ind. Knap så aggressiv som hans ven. Dog var han fortsat arrig, da han udtalte ordene:
“Er du overhovedet klar over hvem det her er? For det tror jeg ikke, at du er!”
Hans skingre stemme skar igennem, imens han pegede imod halvdæmonen, der langsomt lagde øjnene imod ham. Morgoth trak ganske let på skuldrene, virkende alt for afslappet - tagende situationen i betragtning.

Efter den morgen, formiddag og eftermiddag, hun havde haft. Var det som om, at disse gobliner gav hende lige præcis det som hun ønskede. Nemlig at hun kunne nedgøre nogen for hendes egen fornøjelses skyld. Der var jo ingen der sagde, at hun på sine rejser skulle blive en mere retfærdig herskerinde. Måske når tiden kom, og hun skulle overtage tronen. Så ville alt det som hun havde fået prøvet af i dette mærkværdige land, gøre at hun ikke længere følte træng til at udnytte det over for hendes undersåtter. En lille stemme fortalte hende også, at det nok hellere ikke var sådan at hun ville få riget til at blomstre. Men det var alt sammen også ganske lige meget på nuværende stund! Det som der var det vigtigste var, at hun ville have denne mand, hvad end man skulle kalde dét. Mest fordi hun var alt for nysgerrig omkring, hvad det var for en magi som der havde forudsaget dette ansigt.

En ny goblin begyndte at snakke, noget om at hun ikke vidste hvem dette var. Hvilket virkelig fik hendes opmærksomhed hen på ham. Vidste hvem han var, næ, men vidste denne lille båtnakke af et viskestykke med to ben hvem hun var måske!? Nej det regnede hun da godt nok ikke med. En sur grimasse gled hen over det ellers så kønne hun ejede, som havde hun lige lugtet til en meget sur mælk. “Din fætter?” vrissede hun tilbage, og rullede lidt med hendes skuldre. Hendes kommentar fik folkemængden til at knække sammen af grin, mens at goblinen lignede en hvis hoved ville springe i luften. Et smil bredte sig hen over Azuras læber, hun havde aldrig prøvet at få folkemængder til at grine over hendes bemærkninger. “Og er det egentlig ikke lige meget, jeg er en betalende kunde, og jeg ser ikke andre der vil købe...” hun slog hånden hen imod tingesten som var til salg “Så, hvad bliver det til? Skal vi stå her og hakke ud efter hinanden som små irritable høns, eller har i tænkt jer faktisk at være professionelle handlende”

I et ganske kort øjeblik svor Morgoth, at goblinen - den nærmest hans side - ville springe. Mængden af blod der var steget til hans hovede virkede ikke sundt, og de lyde (af raseri) stammende fra ham, varslede ikke godt. Men med ét, sivede alt luft ud fra den lange grønne næse og mund. Han sukkede højlydt og rakte hånden i vejret, for så da at pege imod Azura. Stilheden bredte sig med ét over pladsen. De andre gobliner strøg op ved hans side, den ene næsten væltende over den anden, stirrende intenst på deres makker. Hvad skulle der ske, hørte halvdæmonen den ene goblin hviske i den andens øre. En tanke der også havde strøget hans hjernecenter - en tanke han ikke havde turde, at tænke til ende siden hans flugt påbegyndte for mange, mange måneder siden. Hvad han vidste nu var, at endnu et eventyr var på grænsen til sin begyndelse. Men han vidste ikke om han følte sig klar.
Morgoth lukkede øjnene i inden, at han hørte goblinens ord og menneskemængden brød ud i latter og applaus. Han holdte vejret lige indtil det sidste ord fald:
“Solgt til den svævende dame, med den blå hud!”
Så straks ordene ramte de resterende gobliner, brød et lille helvede løs. Den ene nægtede at de var ved at ske, den anden virkede til dels lettet og til dels sørgmodig, den tredje tom for ord. Men vigtigst ved alt dette var, at goblinen der havde ført ordet - denne ved navn Wax, så vidt Morgoth mindedes - bevarede fatningen. Det var tydeligt at han havde påtaget sig en form for ledende rolle i gruppen (en rolle han ikke nødvendigvis måtte påtage sig hver dag, men det var sket de fleste dage).
“2 krystaller for varen, tak.”
Goblinen formede den udstrakte pegefinger til en hånd, ganske afventende på den pris som han havde udkaldt.

Det viste sig tydeligt i hele hendes ansigt, hun faktisk ikke havde regnet med at de ville gå med til hendes bud. Faktisk, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre nu. Kort ramt af følelsen at hun lige havde gjort noget meget, meget dumt, var hun tæt på at hive hendes bud tilbage og sige hun slet ikke ville købe personen. Men nysgerrigheden var dog alligevel en tand stærkere, plus det show som der brød ud på scenen var næsten for godt til at være sandt. Så godt at hun lod bemærkningen om hendes krops beskrivelse glide forbi hende.

Med et bredt tandsmil, fandt hun to diamanter frem. Vel vidende at det kunne have betalt hende for et halv dags arbejde på gården. Nuvel, nogen gange var man også nød til at tage nogle dumme valg i dette liv. Og hendes dumme valg, stod der oppe og lignede noget der var løgn. Hun lagde dem i goblines hånd, som lignede en der ikke helt vidste om han skulle grine eller græde. Hvilket nok var grunden til at han gjorde lidt af begge dele. Med store øjne, trådte Azura et skridt til siden, da goblinen prøvede at kramme hende. Hvilket resulterede i at han væltede ned af scenen og landede på jorden som fik en støvsky til at stå op omkring den lille skikkelse. Azura valgte hurtigt at svæve op på scenen, hun skulle i hvert fald ikke krammes af nogen grøn slimklat! Tænk på hvad de kunne have rørt ved, sikkert være ting end hun allerede selv var smurt ind i. “Jamen så er du vel min” sagde hun, da hun var kommet tæt nok på manden hun lige havde købt. Fy for helvede, hvor så han gyselig ud. Hun kløede sig lidt imellem sine fletninger, hun havde virkelig dummet sig - havde hun ikke?

Halvdæmonen åbnede øjnene ganske sagte, da han hørte jubeludbrudende (og den kvalte gråd fra nogle af goblinerne). Han fæstnede ganske let øjnene imod Azura, da hendes skikkelse svævede ganske let op ved hans side. De isblå øjne flyttede sig ikke en millimeter fra hendes, som hun nærmede sig ham. Han valgte ikke at betragte hende, imens hun var ganske opmærksom på ham. Det måtte vente til senere; i det mindste imens de begge ikke var under fuld opsyn.
Så nu var han vel hendes. Det var ikke første gang Morgoth var ejet af nogle - i den bogstaveligste forstand. I sine yngre dage, dengang han var sin fars søn, var han ganske ejet. Både af sin egen far, men også af sin daværende leder. Han var soldat af mørket, og intet andet. Nu, disse dage hvor han stod uden titel, vidste han ikke længere hvad han var, hvem han var. Han var ikke længere soldat, general, hersker. Han bar ikke længere sit eget navn, da det var fordærvet i sig selv. Så hvem var han egentlig?
Dette var ikke spørgsmålet ønskede halvdæmonens opmærksomhed. Lige nu hans opmærksomhed på Hende - elementalen foran ham.
Hendes foragt til hans udseende var ganske slående. Ikke at han bebrejdede hende. Han vidste hvad hans magi var i stand til, og som det så ud nu, udførte den et slående stykke arbejde. Han trak på skuldrene til hendes ord, erkendende den sandhed der lå i dem. Han rakte hænderne frem fra under hans sorte kappe, og lod dem hvile ganske let på kappes overflade - netop så de var synliggjort for hende. Disse var indbundet ganske fint - men ikke med noget helt udsædvanligt bånd.
Wax trådte frem, kun lige tids nok til at kaste en kommentar efter Azura. Det var tydeligt at goblingruppen var ved at forlade markedspladsen - og de virkede så sandeligt til, at have travlt:
“Åh ja - båndet er smedet af dværge. Du er nu den eneste der kontrollere om det kan bindes op.”
Hans sidste ord blev råbt i en tynd hæs stemme, som han langsomt forsvandt i menneskemængden med resten af sin gruppe:
“Bare husk at bind en sløjfe hver gang!”
Og med ét var de væk. Nu stod Morgoth blot tilbage, med hvad der lignede et afventende blik i sine øjne. Dette ville måske ikke være tydeligt for en hver, da hans afskyelighed var altoverskyggende for al udtryk.

Det der egentlig slog hende mest ud, mens hun vinkede lidt fraværende til goblinerne da de gik. Eller stak af var nok et bedre udtryk. Selvom hun var så optaget af skikkelsen der stod foran hende, fik hun dog alligevel fat i det vigtigste. Lænkerne manden havde på var magiske - hvorfor? Hun lagde hoved på skrå, som en nysgerrig hund der ikke helt forstod hvad der foregik foran dens øjne. Og hun måtte ærlig indrømme, at hun faktisk ikke helt forstod det hun så. Tungen fugtede langsomt hendes læber, mens hun tog en dyb indånding igennem næsen. Hvilket hun hurtigt fortrød, da det der ramte hende var en blanding af mug og pis. Fantastisk, hun trængte lige så meget til et bad, som ham der stod foran hende. Nuvel, hun havde købt ham. Og selvom han så ud som han gjorde, kunne hun ikke have nogen i hendes nærhed der ikke var vel påklædt eller så - kunne denne tingest se anstændig ud? Det måtte vel være op til guderne, hvem end der nu tilbedte sådanne overnaturlige væsner for at få det bedre med sig selv.

Igen lod hun tankerne fare rundt, og hun glemte helt at hun faktisk havde købt et andet menneske. Mærkeligt, tænk hvad hendes forældre ville sige til det. Selve tanken fik hende til at lave et lavmeldt grin. “Nå, men vi kan vel ikke stå her hele dagen, og jeg har på fornemmelsen at landsbyen helst vil være fri for at kigge på dit grimme ansigt.” hun gjorde ham fri fra depotet han stod på, overvejede kort bare at tage lænkerne af ham. Men så igen, det ville været lidt kedeligt at miste sin invistering lige så hurtigt som man havde fået den. Hun begyndte at gå, for så at kigge sig over skulderen “chop chop.. jeg har ikke hele dagen, og vi har begge brug for et bad.. og du har i den grad brug for nye klæder. Mit hus ligger en lille dagsrejse her fra, du kan bo der ind til vi finder ud af hvad vi skal gøre med dig.” igen begyndte hun at gå, tydeligvis fordi hun forventede at han ville følge med. Hun kunne ikke forestille sig hvor han ville løbe hen, eller til hvad. Om det virkelig var sådan han så ud eller ej, var det de færreste mennesker der lod sig sælge på den måde, uden så meget at fortrække en mine.

Hvordan goblinerne nogensinde var kommet i besiddelse af båndet omkring halvdæmonens håndled, var Morgoth aldrig blevet fortalt hvordan. Den første gang han kom i kontakt med den magiske genstand, var selv samme dag han mødte tyvegruppen. En teori der havde cirkuleret rund i hans hoved var, at denne dværgesmedje (en de angiveligt besøgte ganske ofte på deres færden) skyldte tyvegruppen noget. En gæld som, tilsyneladende, aldrig helt syntes at ville ende. Han havde ikke valgt at ville bryde sit hoved med dette, men havde brugt timer på at studere genstanden der bandt ham fast. Ved første øjekast lignede båndet blot et forsølvet reb. Ved berøring derimod, ville man intet føle end blot en blid brise - eller ren og skær kølighed. Hvad det gjorde, udover at holde fangens hænder bundet sammen selvfølgelig, var at fastgøre fangen - eller blot personen - til dens ejer. Man ville være ude af stand til, at bevæge sig fra skikkelsen der nu blev kendetegnet som ens herre og vil altid være ved dens side. Alt hvad man ville være i stand til at gøre ville være, at holde sig stående ret op. Med mindre man blev fortalt noget andet vel og mærke. Dermed sagt, skulle Azura ikke frygte for, at halvdæmonen ville løbe sin vej, så straks muligheden bød sig. Selv hvis han var fri fra sine lænker, så at sige, ville han ikke løbe sin vej. Hvor han skulle løbe hen ville han ikke vide - ikke endnu ihvertfald.
Mængden af tilskuerne var ved at have forladt Azura og Morgoth fuldkommen. Der var ikke meget mere at betragte, udover det besynderlige par som udgjorde de to personligheder. Den ene mere ildelugtende og den anden mere hæslig, end den anden.
Da prinsessen kommenterede halvdæmonens klæder, kastede han automatisk øjnene ned af sig selv. Hans sorte kappe havde set bedre dage - og klæderne indenunder hans krop turde han slet ikke tænke på. Det ville være tydeligt for en hver, så snart disse sørgelige gevandter blev synliggjort, at han heller ikke havde gjort netop dét de sidste mange måneder.
Han vendte til sidst øjnene op imod hende, igen med et ansigtsudtryk der virkede ganske, ganske ligegyldigt. Igen, hvis der virkede til at være et udtryk at samle i kaoset, der var hans ansigt.
Som han bevægede sig efter hende, ganske hurtigt efter hun satte i gang, kunne han ikke længere holde sig helt tilbage. Uden at bevæge sin mund, talte hans stemme i prinsessens hoved. Denne stemme var langt fra så ligegyldig som det udtryk, der lå over de isblå øjne. Den havde dybde og intensitet ulig hvad der var menneskeligt. Det var her dæmonen, i skikkelsen bag Azura, lyste blot en anelse igennem:
“Hvad må jeg kalde Dem - til når jeg engang må tiltale Dem?”

Det var næsten synd, at der ikke var flere tilskuere tilbage. En ting hun nok aldrig ville benægte, var at hun elskede at være i midt punkt. Måske ikke så mærkeligt, når man som den første fødte med kongeligt blod der løb i ens åre. Hele barndomsliv havde hun været vant til at blive båret på hænder og fødder. Altid en som der tog sig af hendes behov og ønsker. Måske derfor den største lektie hun havde måttet lære ganske hurtigt, da hun tog fra hendes hjemland hen over havet. Det at skulle stå på egne ben, tage egne beslutninger og sørger for sig selv. Og nu havde hun valgt at købe et andet menneske hun skulle tage sig af. Hold nu op, hvor havde det været en dårlig beslutning!

Mens de bevægede sig hen til stalden hvor hendes hest befandt sig, begyndte tvivlen at stige i hende. Nej! Det havde været det rigtige, og han ville ikke forlade hendes side før at hun fandt ud af hvem, og hvad han var. Dog kom svaret lidt hurtigere end hun havde regnet med, da en stemme pludselig rumsterede rundt i hendes hoved. Et chok gik igennem hendes krop, og hun følte hun havde hoppet fem meter oppe i luften. Hvilket for dem som der betragtede hende, havde set at hun havde opløst sig selv i luften og blev en hel person igen efter få sekunder. Med store øjne vente hun sig imod skabningen der gik bag hende. “Hvad i hede hulen... hvad fanden.. Hvad tænker du på!?” råbte hun, og folk stoppede kort varigt op og kiggede på hende som om hun var sindssyg. Hvilket hun kort overvejede om hun faktisk var. For den stemme, det var ikke bare, det var. Dæmon? Havde hun købt en dæmon!? Årh manner.

Hun kiggede hurtigt rundt, og greb fat i skabningens arm. “Mit navn er Azura.” kom der hviskende fra hende. “Hvem fanden er du?” hendes isblå øjne mødte hans, og det var som om hun så ham helt på ny. At de øjne ikke passede ind i skabningen hun så foran sig. Hvem, var, han?

Med den erfaring, at folkene Morgoth første gang udføre mentalisme på, ofte ikke reagerede afslappet, trak halvdæmonen ikke så meget som en mine. Han lænede sig højest nogle centimeter tilbage, for at afstøde den råben der blev sendt i hans retning. Den smule afstand han havde taget fra prinsessen blev dog reduceret betydeligt, idet hun greb fat i hans arm og trak ham imod hende. Han rynkede brynene, trækkende sin mund sammen i en ganske lige streg. Dog fortsat ganske stilletiende, efter hun havde fortalt ham sit navn.
Azura - et navn han mindedes at have hørt før. Måden hvorpå navnet lød på, virkede ikke ualmindeligt for et navn givet til en elemental. Der var dog stadigvæk noget anderledes ved det, men dette var der generelt ved den kvindelige skikkelse foran ham. Måden hvorpå hun var klædt - blot det at hun havde økonomi til hus, og købe sig en ny tjener. Dette var ikke normalt for enhver person; slet ikke i disse tider.
Op til nu havde han afholdt sig fra, at udnytte øjeblikket til at benytte sig af sin mentalisme - men måske var det snart tid til, at tage sig et kig ind i denne Azuras minder. Således at han kunne få mere end blot hendes navn, at pådutte hende.
Men han gjorde holdt, idet han hørte hendes ord. Han burde have set dette komme, før eller siden. Goblinerne havde ret, da hun ikke havde nogen anelse om hvem hun havde spenderet hendes penge på. Men han havde ikke regnet med andet - med dette ansigt, var han så god som uigenkendelig.
“Er det overhovedet relevant? Det var vel ikke derfor De købte mig. Jeg må da have et formål udover, at besvare Dem Deres spørgsmål?”
Han undveg hendes spørgsmål, dette var ganske tydeligt for en hver. Ganske let tiltede han til den ene side, seende hende over hendes skuldre imod stalden. Herefter vendte han blikket tilbage imod hendes blå øjne. Han takkede pludselig sine flyveevner for at eksistere - han tvivlede på han blev tildelt hesten, til den ridetur de skulle på.
"Som De selv har sagt: Jeg er Deres. Kald mig hvad De vil."  

Hun måbede, at han overhoved svare hende igen. Ubehøvlet det var hvad han var! Ikke give hende hans navn, hvem troede han lige han havde med at gøre!? En almindelig bondetøs, der lige havde tænkt sig at smide to diamanter efter en hæsling!? Han lignede for gudsskyld, en der havde æltet hans ansigt også sat tingene forkert tilbage. to diamanter var i grunden alt for meget for dette kreatur. Selv kunstner ville løbe skrigene væk. Hun fnyste irritabelt af ham, og tog sin hånd tilbage fra hans arm. “Ubehøvlet, en ting jeg har lært omkring dette land. Manerer skal man godt nok lede længe efter! Det eneste sted man vil finde det, er i hovedstaden, eller hvad det nu hedder disse dage. Og den by er forfærdelig!” hvæsede hun, mens hun vente sig rundt og hendes fletninger kastede sig omkring hendes hoved. Tydeligt at hun havde haft en yderst ubehagelig oplevelse, da hendes rejse havde ledt hende til der hvor dronningen over landet boet. Her havde hun troet hun ville få en Royal modtagelse. At hun i det mindste ville få en smule for hendes royale titel, men ingen ting. Folk havde kigget på hende og grint, grint!? Hun mumlede nogle eder for sig selv, mens tempoet blev hurtigere, mens hun gik ind i stalden. Tydeligvis ligeglad med at give ham et navn, havde han ikke tænkt sig at fortælle det. Ville hun aldeles ikke bruge tid på at give ham et!

Stalddrengen rejste sig hurtigt op fra den høbunke han havde ligget i. “åh, prinsesse! Jeg, jeg har sørget for at din hest har det helt okay! Lige som du sagde..” han nærmest faldt over sine ben, for at løbe hen til den hest, der tydeligvis var i bedst stand af alle dem der befandt sig der. Det var dog også der det gik opf og hende, hun var jo på en eller anden måde nød til at få Herren hun havde købt med, på en eller anden måde. “Mmmh, det manglede også bare for det jeg betaler dig... Sig mig.. Hector, har i en ekstra hest jeg kan få med?” drengede kiggede på hende med store øjne, da han kom tilbage med den sort hvide hoppe, som allerede var sadlet og klar til rejsen. “Åh men papa, han er her ikke lige nu.. og jeg må egentlig slet ikke... Men.. du kan få mulle?” han kastede blikket over på en robust grå hoppe, der måske havde set bedre dage. Men på sigt, sagtens ville kunne klare turen de skulle på. Azura lod blikket glide hen over Morgoth, hvis navn hun stadig ikke kendte. Et utilfreds pust kom fra hendes næse, før hun så nikkede. “Fint hvad skal du have for hende?” drengen stor smilede og begyndte at gøre hende klar til turen. “Tre safir!” under normale omstændigheder ville Azura altid prutte om prisen. Især fordi den var alt for høj i forhold til det hun fik for pengene. Men drengen, og børn i sig selv havde altid haft et blødt punkt i hendes hjerte. Hun fandt krystallerne frem og rakte dem til drengen da hesten var klar. “Hvis du nogen sinde bliver træt af din far, så ved du hvor du kan finde mig?” drengen nikkede stort, Azura havde fundet drengen igang med at blive banket af hans far. Hvilket havde fået prinsessen helt op i det røde felt. Hvis faren ville gå normalt inde for en uge, havde han været heldig.

Hun tog begge heste i deres seler og vente sig imod Morgoth. “Skal vi? - eller.. du kan vel næppe ride ude dine hænder fri” hun sukkede, da det gik op for hende, at hun ville være nød til at slippe ham fri før tid. Hun greb ud efter rebene, og begyndte lige så langsomt at løsne dem. “Nu ingen sjove idéer..” mumlede hun stille “Ville nødig have at du forsvandt, før jeg fandt ud af hvem du i virkeligheden er.” hun lod sine blå øjne finde hans, selvom det var en smule svært at finde ud af hvilket et man skulle fokuserer på.

Ubehøvlet var ikke første gang noget Morgoth, var blevet tiltalt som. Det var ikke det allerbedste han var blevet kaldt, men bestemt heller ikke det allerværste. Han selv have mange måder at anskue sig selv på, men landet havde en helt, helt bestemt måde at beskrive ham på. Efterlysningssedlerne, hængende rundt omkring på landets mange bygningsmurer, beskrev det ganske klart og entydigt. Der var ingen tvivl.
Han rynkede brynene - Hovedstaden, forfærdelig? Det var alt for længe siden, at han havde besøgt det centrale Krystalland. Og ikke ubegrundet. Han havde ikke turde vove sig i nærheden af stedet hvor han var blevet tilfangetaget, og havde endnu ikke i sinde at gøre dette. Han løftede blikket, virkende en kende mere opmærksom på skikkelsen foran ham. Hvad nu hvis hun boede i det centrale Krystalland?
Han vandrede ganske let efter hende, igen ganske afhængig af det bånd der bandt hans håndled sammen. Han betragtede de to skikkelser foran sig, imens de handlede om hobben. Kortvarigt mærkede han stalddrengens øjne imod sig, og for første gang i lang tid trak en person der betragtede ham, sig ikke i frygt fra ham. Han mødte de unge øjne, og måtte atter erfare at deres blik blev holdt. Han mødte ikke et blik af afsky eller frygt. Den dreng havde set og oplevet meget værre, end hvad han fandt i Morgoths udseende.
Deres blikke blev brudt idet, han mærkede Azuras hænder imod båndet omkring hans håndled. Han trak kortvarigt på sig, men forholdte sig derefter stille. Hun stolede på ham? Utroligt - dumt, ville nogle endda påstå.
Da hans hænder endelig blev løsnet, greb han skiftevis om det ene også det andet af hans håndled. Masserende huden omkring hvor rebet havde siddet. Her fandtes der ingen sår, ingen afmærkninger af båndet der havde holdt ham bundet fast. Magien var brudt for nu. Han var fri.
“Hvor har De tænkt at tage mig hen?”
Spurgte Morgoth idet, han stak den ene af sine hænder ind under sin kappe. Alt for let, som om den havde gemt sig i skyggerne under halvdæmonens kappe, trak han en sølvmaske frem. Denne placerede han ganske let på sit ansigt, hvor fastsatte sig alt for let på det grufulde ansigt. Idet sølvet rørte hans deforme hud, begyndte alt at udligne sig selv. Under masken befandt Morgoths sande jeg sig - fuldstændig uberørt af den magi der var kastet over hans hud, for ganske få sekunder siden.
“Og bare rolig - jeg har ikke i sinde at forlade Dem.”
Han trådte fremad, stillende sig ved siden af hobben, forsigtigt sættende hånden imod dens ene sidde - rækkende hånden ud imod dens sele.

Da hans reb var bundet op, lagde hun det ned i sadeltasken. Hvor efter hun fik placeret den rygsæk hun havde på ryggen på den anden side af hendes hest. Hun betragtede ham, mens hun gjorde sig klar til at stige op i sadlen. “Som sagt har jeg en gård, der ligger lidt aldsidigt fra byen i Medanien. Ud over mig, er det kun dem jeg betaler mig for at arbejde, som ved hvor det ligger.” hun afsluttede dog med en mumlen, og de tyve som der havde boet på grunden inden hun havde dræbt dem. Lavt nok til at man måske ikke ville fange det, med mindre man virkelig lyttede til hvad hun sagde. Hendes opmærksomhed blev dog hurtigt trukket hen imod masken, som der pludselig blev trukket frem. Denne maske havde en tydelig kontrast i forhold til resten af hvad manden havde på. Ja, han havde virkelig meget at stå til ansvar for, mange spørgsmål som hun havde men valgte at tie med.

De næste ord, tog hende lidt med overraskelse. Hvorfor egentlig understrege det sådan, især når han lige havde undgået hendes spørgsmål omkring hvem han var? Havde han så meget tiltro til sine egne kræfter, at han vidste hun ikke ville finde ud af det. Eller havde han tænkt sig at dræbe hende, og bære rundt på hende i al evighed. Hun rystede lidt på hoved over sin egen dumme tankegang, hvorfor ville man dog gøre det. Med mindre, hendes øjne blev store mens hun kiggede på ham. Interessant.

“Hvis vi skynder os, kan vi måske være hjemme ved daggry, med mindre du har noget imod at ride mens det er mørkt?” spurgte hun, mens hun sadlede op og satte sig godt til rette. hun blev aldrig helt vant til at være på hesteryg, hun ville meget hellere flyve. Men når det så var sagt, så var det meget rart at have et dyr der kunne transporterer en. Især når man ikke havde kræfterne til selv at gøre det.

Han rynkede brynene, undrende - “Udover mig, er det kun dem jeg betaler mig for at arbejde, som ved hvor det ligger”. Hvorfor så hemmelighedsfuld omkring hendes bopæl? Han rystede hurtigt tanken af sig, idet han selv huskede - hun havde sikkert sine grunde. Som han havde hans. Det var ham der ikke fortalte hende sit navn; det var ham, der bar en maske - i sin aller bogstaveligste forstand. Han lukkede tanken ned, og nikkede derefter forstående. Lokationen af gården lettede ham, og pludselig var han ikke længere så træt ved tanken om, at være blevet solgt til den kvindelige elemental.
“Nej - lad os ride så lang som De kan holde til.”
Han placerede sig nært hobben, og svang sig selv op i sadlen. På trods af han selv også foretrak at flyve, var han ganske, ganske vant til at placere sig selv i en hestesadle. Han mindedes hestene på hans families palæ - store sorte heste, nogle af de allerhurtigste og mest udholdende i Krystallandet. Melkor, Morgoths far, opdrættede dem til Mørkets Hær igennem mange år. En dag stoppede det, men det stoppede ikke dem i at have hestene på palæet, og ham i at blive trænet i kamp på hestene. Han huskede hestenes stødte åndedræt, stressveden der drev af dem. Melkor vidste hvordan han kunne skubbe et hvert individ, et hvert levende væsen, ud til det allersidste. Lige inden man vil gå helt og aldeles i stykker.
“Vis vej, Azura.”
Han greb tøjlerne og lod sine øjne gennembore hendes. Han måtte aflede sig selv - der var ikke plads til, at mindes gamle tider - gamle dage.
“Og hvis jeg må spørge: jeg har hørt deres navn før. Har De et efternavn der går til Deres fornavn?”

“Perfekt” jo hurtigtere hun kunne komme hjem, desto bedre var det for hende. Godt nok ikke fordi at der var meget ved gården lige nu, kun halvdelen af beboelige mens den anden halvdel mere eller mindre lignede en ruin. Hun lukkede kort øjnene, tog en dyb indånding og lod ny energi fylde hende op. Det havde hun brug for det, for ikke at falde af hesten når hun blev for træt.

Hendes opmærksomhed blev dog fanget af hans stemme igen, glad for den ikke var inde i hendes hoved længere. Det havde nok fået hende til at falde af hesten, mange ting kunne hun gå med til. Men hendes hoved ville hun gerne have for sig selv! Hun greb tøjlerne og gav den et slag, så hesten begyndte at trave der ud af i et moderat tempo. Det næste spørgsmål han stillede hende, var dog næsten nok til hun faldt af hesten. Nogen som havde hørt om hendes navn, her? Hun gjorde store øjne, da hun lagde det på manden der red ved hende side. “Jeg..” tydeligvis en smule tabt for ord, betragtede hun ham igen. Som prøvede hun at læse om han mente det. Men det eneste hun kunne spore var hans stemme, da masken skjulte alt hvad der kunne give hende et indtryk omkring ham. Hvilket i sig selv, var ganske irriterende. Hun måtte vel tage hans ord på det, at hans faktisk kunne genkende hendes navn. Hvilket ville gøre ham til en belæst person, som igen åbnede en hel ny verden af spørgsmål “Mit fulde navn er Azura M’Ilradi Saeclum... det er ikke mange som har hørt om mig” svarede hun endelig, mens hun kastede et flygtigt blik imod ham. Igen for at blive mindet om, at hun ikke ville kunne læse hans ansigt for svar. Hvorvidt om han kendte hende eller ej.

Han gentog hendes navn for sig selv, uden at udstøde ordene højt og tydeligt. Han gentog bevægelsen af hendes navn inde bag masken, prøvende på at pådutte et minde ved lyden af hendes navn. Det lå ham lige på tungen - han vidste, at han havde hørt hendes navn et sted før, men for nu anede han ikke hvem, hvad eller hvilken situation der havde givet ham denne information om hendes navn.
Ganske let red han efter hende, i et moderat tempo som Azura selv. Han måtte se op ad, da han fornemmede den uroen han havde skabt i den kvindelige elemental foran ham. Han satte fødderne imod siden af hesten, for at ridde op på siden af hende. Hendes øjne fulgte ham hele vejen - i sådan en grad, at han var bange for (i et kort øjeblik) at hun ville tilte og falde af hestens ryg.
Med ét ramte det ham. Elementalerne. Krigen. Krigen imod ham og hans regime. Hævnen elementalerne ønskede at pådutte ham. Hans øjne spærrede bræt op, som om han var blevet forskrækket over noget.
Men hendes familie var ikke indblandet? Han mindedes ikke engang, at de fandtes i landet. Måske var de blevet nævnt netop derfor? Fordi de blandede sig helt og aldeles udenom, hvad det angik hele den affære.
Han sank ganske let, herefter talende med en lavmælt stemme. “Jeg troede ikke Deres familie opholdte sig i landet,”
Han tøvede, men mærkede hvordan ordet slap ud fra hans mund inden, at han kunne gøre fuldkommen holdt:
“Prinsesse?”

Stilheden der fulgte efter hendes svar, var slående, som var den mere høj end da han havde snakket. Lydene fra fuglene der sang godnat, og solen der langsomt i nærheden begyndte at glide ned bag horisonten. Det forsvandt alt sammen lidt, mens hun prøvede at gennemtænke hvorfor han mon kendte til hende. Ingen andre havde gjort det, ingen adelige og bestemt ingen kongelige. Hvorfor skulle det så være, at denne mand, dette misfoster som tydeligvis var en dæmon af en eller anden art, kendte til hende? Det virkede altsammen lidt for stor et tilfælde. Men hun kunne ikke regne ud hvordan eller hvorfor, han skulle kende til hende. Måske hun bare skulle være glad over, at den hun havde valgt at købe faktisk vidste hvem hun var? Nej, hun kunne ikke bestemme sig.

Da der ikke kom noget fra ham de sidste minutter, valgte hun at sætte tempoet en anelse op. Hun ville jo gerne være hjemme hurtigere, end de fleste nok ville presse deres heste. Men hun vidste der ikke lå mange krostuer på vejen, og tanken om at slå lejer midt ude i ingen ting var hellere ikke særlig tiltrækkende. Faktisk havde de nok bare skulle blive i byen. Men det havde jo hellere ikke været nogen særlig tiltrækkende idé, bestemt ikke når man tænkte over hvordan landsbyboerne havde taget imod manden ved hendes side. Hun måtte dog vende sin opmærksomhed væk fra vejen, da han atter åbnede munden. Så han vidste faktisk hvem hun var? Forundrende. “Nej - det er de hellere ikke. Kun jeg.” kom der en smule uvilligt fra hende, det var faktisk en smule alarmerende for hende at han vidste hvem hun var. “Jeg drog over vandet for nogle måneder tilbage, vi luft elementaler har en tendens til at ville rejse og ikke blive det samme sted i længere tid. Så jeg havde en eventyrlyst der skulle udforske.” hun holdet dog tilbage hun var kronprinsessen, ingen grund til at give ham mere information end han allerede vidste. Det var ikke til at vide hvad han ville bruge den til, hvad skulle han bruge det til, var vel nærmere spørgsmålet. Som hun lige havde sagt, der var kun hende på dette kontinent. “Hvem er du..” hun betragtede ham nøje, mens hun igen prøvede at søge sin hjerne. Nysgerrigheden ville nok bringe hende mere smerte end tilfredsstillelse. Det var hvad den lille stemme fortalte hende, men den vandt aldrig.

Han var en anelse overrasket over ikke, at blive irettesat. Ikke at Azura virkede ovenud begejstret for, at fortælle ham sin historie - men her var de, hvor hun på trods af sin modvilje, fortalte ham om sin rejse fra sit hjemland til Krystallandet. Han ville som sådan ikke benytte hendes information til noget - ikke andet end, at bekræfte eller afkræfte sine teorier omkring hende og hvem hun egentlig var. Tilsyneladende holdt hans teori omkring hende ganske stik.
Som halvdæmonen betragtede den riddende skikkelse ved sin side, måtte han tage sig selv i at beundre hende. Han selv havde aldrig søgt ud fra Krystallandets grænser; han havde altid følt sig låst fast i landet, følt at han har måtte stå til ansvar for landet på en eller anden måde. Men det måtte være befriende - at give slip på sin historie i det land hvor man havde familie, venner, relationer i al sin helhed.
“Har De fået noget ud af Deres rejse, synes De?”
Han lod sagt øjnene vandre over sin hests manke, udover dens ører for at betragte billedet foran dem begge. Natten var så sandelig ved at falde på.
“Har De fået slukket Deres tørst for eventyr endnu?”
Et smil var næsten til at ane bag ordene. Ganske svagt, som han afsluttede sin sætning. Der var ingen flabethed bag disse ord, selvom det godt kunne misfortolkes som dette. Men faktisk var dette ren og skær venlighed.
Hvad der havde været et smil, hvis dette nogensinde havde fandtes (sølvmasken gjorde sit arbejde perfekt for, at skjule følelse og udtryk i halvdæmonens ansigt) forsvandt, idet han hørte hendes ord. Nysgerrigheden var ved at knække hende.
“Hvem jeg er? Det var vel ikke derfor De købte mig - eller hvad?”
Dette var ikke et rigtig spørgsmål - mere en konstatering. Han rykkede sine øjne imod hendes, næsten gennemborende da de fangede hendes blik.
“Hvis De holder Deres løfte, angående det bad De har omtalt - så skal jeg gøre mit bedste for, at fortælle Dem hvem jeg er.”
Svarede han hende til sidst sagte, med en ganske rolig stemme. Han kiggede væk for en kort stund, men lod lynhurtigt sine øjne falde tilbage på hendes:
“Med mindre, at dette er en ordre - selvfølgelig?”