Det virkede ellers til at være en normal eftermiddag. Overskuet masser af folk der var ude og gøre deres daglige gøremål. Felicity sad lidt for sig i gyde, hun holdt om sin lædertaske der indeholdt alle hendes ejendelen. Maven knurrede en anelse, hun var sulten selvom hun havde fået lidt til morgenmad. Desværre var det blot ikke nok til at mætte Flick. 

Idet hun rejste sig kom en lille flok unge mænd, hvad Flick ikke vidste var, at de havde holdt lidt øje med hende ” Hvad laver du her?” spurgte den imens de gik imod hende ”Hvorfor går du ikke bare hjeeem – når ja du har vel ikke et hjem” sagde en anden og grinede højlydt. Feli stod stille og begyndte stille at gå baglæns, uden at tænke på at de så kom længere væk fra offentligheden, men måske det var meget godt. Det ville blive værst for dem selv hvis de rørte hende. Feli var nu så tæt på gydens ende væg, at de nu havde omringet hende ”Ved du slet ikke det er farligt for unge piger, at gå alene” spurgte en og prikkede til hende. Feli sagde eller gjorde intet, de skulle nok begynde at slå på hende uanset hvad hun sagde. ”Haha drenge, hun er da mundlam” grinte de i kor. ”men du kan vel forstå” sagde den ene dreng igen. Det var vist ham der lede gruppen på fire. Feli stod stadig stille, men han havde tabt tålmodigheden og greb ud efter hendes taske ”Giv mig den taske!” hun rystede blot på hovedet. Idet begyndte han skubbe til hendes spinkle krop og straks begyndte de andre drenge også skubbe til hende. Det gik hurtigere end forventet og Feli måtte koncentrere sig for at udøve energien på hende, da hun var så afkræftet. Desværre før hun nåede det, fik hun knytnæve i hovedet og faldt til jorden. De stoppede dog ikke der, de begyndte derefter at sparke hende, men til sidst havde hun nok energi og udløste den i hver en som rørte ved hende. Drengene krammede og lavede spøjse bevægelser hvorefter de løb væk fra hende, de ville bestemt ikke nyde mere, imens de råbte ”Det får du betalt møgtøs!”.

Feli lå endnu stille på jorden. Slagene og brugen af hendes evne havde blot gjort hende mere svag. Hun krøllede sig en anelse sammen og samlede sine kræfter.

Manuel havde hevet Markus med ind til Dianthos for at få fat i nogle småting, som den lille flok havde brug for. Det var efterhånden noget tid siden Manuel selv havde befundet sig i den store hovedstad, men nu var han her igen, blot for at skulle vende tilbage til Medanien om en dag eller to, alt efter om Markus var med på ideen, for Manuel var trods alt alpha, måske ikke smart at befinde sig alene i en storby, hvis der var nogle der ville have fingre i ham, eller udfordrede ham, fordi personen kendte til flokken. Markus puffede til Manuel "Mannie... Hvornår kommer alpha hunnen med i flokken?" sagde han og pegede ud mod mange af de kvinder de passerede "Du er jo ikke ung for evigt... Og flokken skal jo føres videre" sagde han og sendte Manuel et kækt smil. Manuel hævede et øjenbryn og fnøs ganske kort "Du tror vel ikke jeg er så dum og gør den første kvinde jeg møder til førerhun?" sagde han og sukkede. manuel vidste godt selv han efterhånden skulle finde en mage, men han vidste også bare, man skulle passe på hvem man stolede på. Det var jo ikke fordi han ikke havde fået tilbud... For der var mere end rigeligt at tage af, men der var ingen af dem der havde vist sig at være noget som helst værd alligevel. Mannie stoppede op midt i alting, lyttede til et eller andet. Han kunne høre Markus mumle et eller andet, men greb ham i skjorten "Shh!" kom det fra Manuel, som han forsøgte at styre mod lyden. 

Allerede på god afstand kunne han opfange stemmerne af nogle unge mænd, som uden tvivl talte til en eller anden uheldig. Han hørte hvordan modtageren af de stødende ord intet sagde. En dyb knurren kom fra ham som han stillede sig hen til gyden. Markus greb i hans arm "Mannie.. Det er ikke din kamp" sagde han og forsøgte at holde Manuel tilbage. Manuel kunne høre hvordan de jublede, hvordan deres sko ramte mod denne persons krop. Han kunne mærke det i sig, hvordan hans negle langsomt voksede og øjnene blev røde. Med et ryk, fik han revet sig løs. De fire mænd fik ikke blot lov til at løbe fra det her "Markus... De fire.. Jeg tager ofret!" sagde Manuel inden han nærmest sprang ind i gyden og så hvordan de unge mænd stirrede på ham, en inden de vidste af det var Markus lige foran dem og holdt dem godt beskæftiget. Manuel så på personen i gyden og det gik hurtigt op for ham det var en kvinde. Manuel sitrede nærmest af vrede som han satte sig på hug ved siden af den bevidstløse kvinde. Han så omkring sig, forsøgte at finde hvad end de idioter måtte have taget fra hende, men da kom Markus med en taske. Manuel nikkede kort inden han forsigtigt løftede den tydeligt afkræftede kvinde op i sin favn. Hun vejede intet! Hun var lige så let som en fjer og så mindst lige så skrøbelig ud. Markus så på Manuel "Vi kan ikke tage hende med os Mannie... Du ved hvad Aliana siger..." sagde han og så på kvinden i armene på Manuel som han rejste sig. Manuel brummede " Aliana er intet andet end en Beta... Hun kan rende mig.. Det er min flok.. Ikke hendes" hvæsede han nærmest.. Han havde i længere tid haft problemer med Aliana der troede hun var alpha hunnen, men Manuel vidste ikke hvordan han skulle skaffe sig af med hende, da han var i tvivl om der var nogle af de nuværende der ville være gode til den post..

Svagt trak Markus på skuldrene "Der er et healerhus i nærheden... " sagde han og begyndte at gå mod udgangen af gyden. Manuel nikkede og gik efter Markus. Manuel kendte vejen så han gik forrest med kvinden i armene "Markus... Jeg ved jeg ikke burde sige dette.. Men vend hjem.. Fortæl de andre at jeg er tilbage om en dag eller to, jeg klarer mig.. Hvis ikke jeg er tilbage... Så tag Elise med dig og find mig... " sagde han og kastede med hovedet som en hentydning til Markus kunne gå. Markus skar en grimasse "Manuel.." sagde han svagt og sukkede inden han dog gik alligevel. Manuel's blik rettede sig mod kvinden i hans arme som han gik mod healer huset. Folk sendte dem blikke, studerede denne mand der kom gående med en nærmest livløs krop i armene, med rødglødende øjne og de lange klolignende negle. Han tog en dyb vejrtrækning som han stoppede op, forsøgte at skubbe vreden væk, hvilket langsomt virkede og hans negle og øjne blev normale igen, inden han fortsatte. 

Felicity bemærkede næsten ikke at en nærmede sig hende. Hun havde bare brug for hvile, hun mærkede dog at hun blev løftet op, men det var som om hendes øjne ikke ville åbne. Frygten steg lidt i hende, bare denne ikke ville gøre hende ondt, men bekymringen forsvandt hurtigt da hun hørte ordet healerhus. Det gav dog en ny bekymring, hun havde ingenting at give en healer for at blive frisk.

Feli mumlede, men der kom intet ud. Det frustrerende hende, samtidig forsatte den anden med at gå? Hvorfor forstod hun ikke. Hun havde desværre svært ved at høre hvad de sagde, de måtte have ramt i hovedet for det var noget omtåget, men endelig så åbnede de små øjne sig. Det var en mand. Typisk en mand der ville redde en i nød. Feli mumlede svagt ”Jeg kan klare mig selv.” hun tog en kort vejrtrækning ”Så sæt mig ned. Jeg skal nok klare den, jeg vil ikke skylde healerhuset noget eller dig” sagde hun mere bestemt. Flick ville hellere ikke have, at han skulle betale for hende, det ville blot sætte hende i gæld til ham, en mand. Feli havde ikke mod til at stole på en fremmed mand, da hun altid var blevet lært i deres intuitioner omhandlede seksuelle lyster.

Manuel hørte godt hendes mumlen, men regnede ikke med der lagde noget bag det, i så fald hvis der gjorde, så var han alligevel mest opsat på at finde det healerhus, så nogle kunne se på hendes skader. Manuel hævede et øjenbryn da han hørte hende tale og så skævt ned på hende "Nårh ja, som du lige klarede dig mod de fire idioter?" sagde han og sukkede da hun sagde hun ikke ville skylde nogen noget. Manuel lo kort "Hør her tøsebarn... Du kommer ikke til at skylde nogen... Noget som helst" sagde han og så på hende med et skævt smil. Han skulle nok betale, uden at regne med at få noget som helst tilbage. Hun havde sikkert sine tanker om ham allerede, men Manuel var intet end en gentleman, der hjalp til hvor han kunne. Manuel var ikke som alle andre mænd hun sikkert var stødt på i gaderne, jo han havde lyster, men det var ikke noget han aktivt søgte efter konstant, da han som alpha havde et ansvar. 

Han stoppede op igen og ledte efter et skilt eller noget, et tegn som kunne vise ham på vej, og så noget der godt kunne ligne et healerhus. Manuel så ned på kvinden i hans arme "Hvis jeg sætter dig... Løber du så? Eller er du klog nok til at få tilset dine skader?" spurgte han og gik med langsomme skridt nærmere healerhuset, ganske langsomt, for han kunne sætte hende ned, hvis det var det hun ønskede. Manuel havde dog sine bange anelser, eftersom hun havde taget et slag til hovedet og utal af spark, så stod det til ham, havde han sat det lange ben foran og fået hende smidt på en briks så hun kunne undersøges, men han ville alligevel give hende muligheden for selv at tage et valg. 

Felicity så lidt væk fra hans øjne og svarede lidt sammenbidt ”Jeg fik dem da væk” på et tidspunkt ville hun jo nok komme op og stå. Livet havde alligevel aldrig været let for hende, hvorfor skulle livet på gaden være anderledes. Hendes hoved drejede sig mod ham igen og så ind direkte ind i hans øjne, måske var ikke som andre mænd. Men havde Feli modet til at true at stole på en igen? Det var for tidligt at sige. ”Hvorfor vil du hjælpe mig?” spurgte hun lidt mere stille og mumlede efterfølgende stille til sig selv ”Ingen vil alligevel savne mig” hendes stemme var lavmælt og et normalt menneske, ville ikke kunne høre det. Felicity gik ikke altid med sådanne dystre tanker, men der var efterhånden gået et år på gaden og var ingen vegne kommet. Det var næsten bedre da hun var en lystpige. Men her var hun i det mindste fri.

Feli rystede på hovedet. Hun vidste, at det nok var en god ide, og hvis hun løb ville hun falde. Så meget kunne hun da mærke på hendes hoved. Da hun endelig kom på jorden, bevægede hendes ben sig en anelse, men hun nægtede at læne sig imod ham. Hun kunne selv og ville selv! Felicity tog de første skridt imod indgangen til healerhuset, hun mærkede hovedet snurre og væltede nærmest, heldigvis nåede hun at gribe fat i dørkarmen. Hun vendte hurtigt hovedet imod ham og sendte et selvsikkert smil ”Se, det går da meget godt” selvom det var en løgn.

Der kom en healer ud og det var tydeligt for hende at Felicity havde behov for deres hjælp ”Kom med ind Frøken”, Felicity så stolt hun som hun var gik ind i huset, næsten støttende op af hver væg, dørkarm hun kom hen til, men hun kom da frem til briksen og kom med lidt besvær op på den. Hvorefter healer begyndte at heale hende. Feli mærkede varmen i hendes krop, det var rart, forfriskende. Det tog også sin tid for healerne da der ikke kun var de nylige skader, men også ældre. Da hun endelig var færdig sagde kvinden ”Du vil have godt af få noget mad. Det vil hjælpe meget på helbrednings processen” forklarede hun og gav hende et lille klem. ”Men du kan tage hjem nu, blot husk mad og væske, betaling kan gøres ved skrænten i kom ind ad”.

Felicity havde sat sig op, viftede kort med sine ben. ”Se nu, nu kommer jeg jo til at skylde noget” hun så ned. Hun havde ingenting, måske var det nu hun skulle løbe. Der var dog noget i hende, som fik hende til at blive siddende.

Manuel hævede et øjenbryn mod hende og nikkede ikke yderligt overbevist over hendes kommentar. Han sagde ikke noget og så ned på hende som deres blik fangede hinanden "Hvorfor? Fordi hvilken mand med respekt for sig selv lader en sammenkrøllet og gennembanket kvinde ligge og passe sig selv? " sagde han. Han forstød virkelig ikke de mænd der angreb kvinder, blot fordi de anså dem som nemme ofre. Det gruede ham og gjorde ham nærmest vred. Som han hørte hendes mumlende ord lagde han en finger under hendes hage "Der er nu nok nogle der vil" sagde han med et skævt smil på læberne. Det var ikke et forsøg på at holde hende fast, så hun kunne sagtens flytte hovedet fra hans finger hvis det i så fald var det hun gerne ville. 

Manuel så skeptisk på hende som hun vaklede de sidste par skridt mod healerhuset. Han kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Det måtte han give hende, hun havde viljestyrke og ville ikke bukke under blot fordi hun lige havde fået en omgang slag. Han sukkede næsten opgivende da hun var ved at vælte, men rakte alligevel armene ud til hver side, klar på at gribe hende, hvis det blev nødvendigt. Healerens ord fik Manuel til at nikke 

Manuel bukkede kort hovedet for healeren og gik langsomt efter dem, for han ville ikke virke som en creep, mere end hun sikkert allerede syntes han var. Han så hvordan hun støttede sig til næsten hver eneste dørkarm hun kunne finde. Ak ja, han kunne nok ikke gøre så meget, for hun ville jo gå selv, så ville han bestemt heller ikke tvinge hende. Manuel holdt sig lidt i baggrunden da healeren begyndte og arbejde, men så dog på hvordan det blev gjort. Healerens ord fik Manuel til at nikke ganske kort og da hørte han kvindens ord. Han trak på skuldrene "Jeg skal nok klare det" sagde han og kastede svagt med hovedet mod døren "Vil du med?" spurgte han og begyndte langsomt at gå, men så sig over den ene skulder fra tid til anden, blot for at være sikker på hun var med.. 

Som de kom til indgangen sad der en ældre herre "Går ud fra De vil betale min gode herre?" spurgte han og så på Manuel og derefter kvinden "Var det Dem eller deres kone?" spurgte han så. Manuel's hjerte stoppede med at slå i et split sekund " Eh... Heheheh hun er blot en veninde.. Intet andet " sagde han og prøvede at rede situationen, som var ret akavet i forvejen og manden bag disken havde på ingen måder gjort det nemmere. Manuel fik hevet den sum penge frem det krævede efter manden kløede sig i nakken, han tog imod pengene og Manuel gik roligt ud på gaden igen. Han åndede  nærmest lettet op efter at komme ud.. Hans kone!? Enten så han ung ud... Eller så så hun gammel ud... Men Manuel bildte sig selv ind det var ham der så ung ud.. 

Felicity lyttede roligt ”De fleste” svarede hun stille. Det var jo ikke første gang hun kom i problemer, det ville næppe også være sidste gang. Hun skammede sig en anelse over at have set så svag ud, men kræfterne var der bare ikke, hvorfor kunne hun ikke få et normalt liv bare engang. Felicity blev en anelse forskrækket da han lage en fingre under hendes hage. Selvom Feli havde været sammen en del mænd, havde de ikke berørt hende så roligt, så nænsomt. Hun mærkede en underlig blusende følelse i kinderne, men ignorere følelsen alligevel blev hendes kinder en anelse rødlige, men det var nok svært at se for hun både beskidt og forslået. ”Det tro jeg ikke” forsatte hun stille, nu hvor han havde hørt det ”Jeg har ingen familie eller venner” afsluttede hun. Flicks mor skænkede næppe hende en tanke, den eneste som måske faktisk tænkte på hende var hendes tidligere herre.

Hun rullede svagt med øjnene, hun fik jo ret. Hun ville skylde ham noget, hun følte sig halvt om halvt tvunget til at gå med ham. Feli nikkede og kom ned fra briksen og flugte roligt efter ham som en lille hundehvalp.

Hun stod tavs imens han klarede betalingen. Hendes øjne spærrede dog op som manden troede de var et ægtepar, det ville nok også være det mest normale i sådanne situationer end den de var i. Feli havde aldrig før oplevet at en fremmed ville hjælpe så meget. Hun lage derfor så ikke meget i det og gik derfor stille med ham ud. Felicity måtte så usædvanlig tynd ud at se på, tøjet var for stort til hende og hendes håndled og kraveben var tydelige. ”Såe, hvad nu?” spurgte hun en anelse nervøs for svaret. Hun kunne vel ikke bare gå, nu hvor han havde hjulpet hende ”For resten tak for det du gjorde” sagde hun en anelse stille og så ned i jorden. Hun var dog ikke meget for det, men han havde jo hjulpet hende, så var det mindste hun kunne gøre var vel at takke.

Manuel skar svagt tænder over hendes svar at de fleste mænd var sådan. Det var sikkert ikke første gang hun havde været oppe at slås, eller nærmere blev overfaldet, fordi hun var kvinde. Han syntes den form for ' mænd ' var usle, og fortjente ikke at blive kaldt mænd på nogen som helst måde, måske var det bare nogle udskud, men alligevel retfærdiggjorde det ikke deres opførsel eller handling for den sags skyld! Manuel så på hende som hun atter talte og bed sig kort i underlæben. Han havde ondt af hende, at hun ikke havde nogen familie, som hun kunne vende hjem til... Ingen venner der havde hendes ryg... Manuel så på hende med et skævt smil "Jo du har... Eller det kan du få" sagde han stille. Han vidste selvfølgelig ikke hvordan hun havde det med varulve, men han var sikker på, at der var få i hans flok der ville have noget imod hun var der... Måske Aliana. Den hunulv havde længe gået og forsøgt at blive alphahun, men Manuel var på ingen måder interesseret i hende, for kvinden var vanvittig.

Manuel så på hende som de kom udenfor "Nu... Finder vi noget at spise" sagde han med et smil. Manuel var ikke i tvivl om at hun hadede at han betalte for hende, men var det ikke bedre end at ende i vagternes hænder for at stjæle? Han ville hundrede gange hellere bruge sine penge, end hun skulle til at stjæle fra boderne. Manuel så på hende og nikkede kort "Det var så lidt" sagde han med et kækt smil inden han begyndte at gå mod boderne. Kort så han sig over den ene skulder "Noget specielt du har lyst til?" spurgte han og fortsatte gåturen. Han var egentlig også selv sulten, men han vidste endnu ikke hvad han havde lyst til.. Så i teorien lad han nærmest hende bestemme hvad han også skulle spise. 

Felicity trak blot på skulderne, lige som situationen så ud nu havde hun ingen. Hun true næsten ikke at nævne, at hun endda havde været alene hele sit liv. 

Feli lage hovedet bag over, med et lille suk. Hvorfor var han så sød, hvad ville han dog med hende eller var det hele blot af venlighed? Flick havde svært ved at forstå, hvorfor en anden ville gøre så meget for hende. Felicity havde dog svært ved at sige nej til dette tilbud. Mad, det var en af hendes akillessener, kroppen hungrede jo efter det. Feli bed sig blot i læben, af hans kække smil det var ikke noget sagde med stolthed.

Hun gik nærmest i stå, måtte hun også bestemme. ”Noget varmt kunne være rart” svarede hun, hendes krop reagerede på det. ”Jeg kan faktisk ikke huske hvornår sidst jeg har fået noget varmt” svarede hun og så ned i jorden, efter hun var kommet op på hans side. Kroppen så stadig svag ud. Ikke længere begrund af overfaldet, men fordi hun var så tynd, det var nærmest kriminelt farligt. Enhver kunne se på hende, at hun levede et liv på gaden. Det måtte han også vide. Felicity så op på ham ”Jeg forstår ikke hvorfor du hjælper mig.” og sagde, det slog hende kort måske han kendte hendes historie. 


Hendes herre, men hvordan kunne hun sige det, uden ikke at få det at vide? Hvis hun blot spurgte ville hun få et nej. Uanset om det passede eller ej. ”Nu er du vel ikke sådan en der bortfører hjemløse til Rubinen?” spurgte hun pludseligt, men stadig med en vis alvor i stemmen. Feli så ingen udvej end at spørger direkte, måske hans kropssprog kunne afsløre mere af sandheden end hans ord. Feli ville blot være sikker på, at hun aldrig så rubinen igen. Aldrig blev tvunget til at sove med en mand igen.

Manuel bemærkede godt at hun bed sig i underlæben over hans smil, men sagde ikke noget til det, for hvis han nævnte det, ville det sikkert ikke ske igen. Måske var hun alligevel begyndt at miste den hårde skal omkring sig, blot ved han var sød ved hende? 

Han lyttede til hendes ord og nikkede, tog nærmest notater inde i hans hoved "Noget specielt? Vildsvin, hjort, fugl?" spurgte han, igen med et kækt smil på læberne. Han vidste trods alt ikke hvad hun havde lyst til udover noget der var varmt.. Der var også suppe? Der var trods alt ikke nogen der sagde de skulle have præcis det samme. Manuel kunne tydeligt se hun var tynd, håndledsknoglerne og hendes kraveben var yderst tydelige. Det var ham nærmest en gåde hvordan hun kunne holde til at gå? Og så i det tempo han af og til kunne have, men lige nu, gik han faktisk langsomt, men det var mest fordi han vidste, hun ikke havde så mange kræfter. Som hun talte trak Manuel på skuldrene og forblev stille til hun talte igen. 

Manuel hævede et øjenbryn " Hør... Hvis jeg var det.. Tror du så jeg havde betalt for du blev healet? At jeg ville betale for du fik noget mad?" sagde han og så opgivende på hende. Han havde godt hørt om de folk der bortførte de hjemløse og gadebørn, tog dem til Rubinien og solgte dem som slaver af en hver art. Der var et eller andet der sagde ham, at denne kvinde havde været udsat for netop dette. Han stoppede op og vendte sig helt mod hende og fik igen det kække smil på læberne "Plus.. Jeg havde nok heller ikke ladet dig gå selv vel?" sagde han og blinkede kort til hende inden han rakte armene ud til siden og gik baglæns "Men hvad ved jeg..." sagde han med det kække smil inden han vendte sig og gik mod boderne igen.

Felicity havde næsten lyst til at sige det hele, men hun vidste også godt at kroppen ikke kunne klare så meget ad gange, så ville hun blot ende med at kaste det hele op igen også røg ideen lidt med, at spise så meget god mad. ”Du må gerne vælge” svarede hun roligt. Det smagte jo så godt al sammen, og at vælge var så svært for hende, kroppen og følelsen af at tænke på mad gøre hende næsten urolig, næsten som om, at det kunne være for godt til at være sandt. Hele kroppen stirrede bare om tanken om det.
Felicity håbede ikke, at hun var for akavet at være sammen med, det var jo sjældent hun talte med nogen i længere tid, et helt år havde hun været på gaden. Blot hørt andres samtaler og når hun forsøgte at redde sig selv fordi hun faktisk havde stjålet noget, men der var hun nok også lidt akavet. Eller var det blot hendes usikkerhed der talte.

Det blev hurtigt tydeligt for Flick, at det var ikke det han var ude på. ”Undskyld, men nogle de lokker, ikke dermed sagt at dine initiationer” hun holdt en pause, hun havde trods alt set det før, men måske var det nok for optimistisk af hende at tænke, at bruge så meget værdi på hende, for hun var nok ikke særlig meget værd på et slavemarked, med hendes tynde krop. Feli forsatte ”Det er bare, jeg har kun mig selv her ude” hendes stemme var lettere bedrøvet, mere fordi hun kun havde sig selv. Han havde selv oplevet for kort tid siden, hvor hårdt livet kunne være. Der var ingen som så til hende, eller kom til hende og spurgte hvordan hun havde det. Nej alle var ligeglade. Felicity smilede blot og sagde ”Okay, jeg tog fejl” hun så ham atter i hans øjne, med et nærmest undskyldende blik hun brød dog kontaktet da denne varme fornemmelse steg i hendes kinder igen. Det var da irriterende som havde sådan en effekt på hende.

Manuel hævede kort begge øjenbryn og så ned i jorden. Ja det var ikke just fordi hun gjorde det nemt for ham, for Manuel selv var nærmest alt ædende... Han sendte hende et skævt smil " Er der ting du ikke kan tåle eller sådan? For så er det jo bedst vi holder os fra det" sagde han og blinkede kort til hende. Han ville ikke have hun skulle få endnu en dårlig oplevelse lige efter den hun lige havde været igennem, hvilket var derfor han spurgte. Bevares så levede denne kvinde i gaderne, men derfor måtte hun alligevel have lagt mærke til, hvis der var noget hun ikke kunne tåle, når hun spiste det. Han kunne godt forstå hun måske lod ham vælge, for hun havde jo ikke været vandt til at få et ordentligt måltid, i hvem vidste hvor længe. Det var tydeligt at se på hendes krop, specielt med de tynde håndled og de fremhævede kraveben. Stille begyndte han igen at gå mod boderne, tog en dyb indånding, for at finde ud af hvad boderne havde at tilbyde. Der var alt nærmest.. Vildsvin, hjort, hare, kylling og hvad der end fulgte med.. Brød.. Kager, ja hvad end de havde lyst til. Det var ligefør de kunne få en tre retters menu, men så meget kunne hun nok ikke spise. 

Han sendte hende et kækt smil "Jeg forstår dig godt... Men sådan en oplevelse, så ville jeg nok også være lidt på mærkerne" sagde han. Han vidste godt hun ikke havde ment det i nogen ond mening, at hun blot gjorde det for at beskytte sig. Han stoppede igen og lagde en hånd på hver af hendes skuldre, hvis hun tillod " Hør.. Jeg ved livet kan være hårdt i gaderne..." sagde han stille og sendte hende et blidt smil "Det er helt okay du skal se mig an.. Jeg kunne trods alt være en kæmpe idiot, men hey... Jeg vil bare hjælpe dig" sagde han og slap hendes skuldre. Han så mod de mange boder og derefter på hende "Lad os finde et solidt måltid... Noget som kan holde dig mæt længe" sagde han med et kækt smil på læberne og begav sig på de sidste fem minutters gåtur til boderne.

Felicity så roligt på ham hvorefter hun rystede på hovedet. Nej der var intet som fik hende til at få udslæt eller andet. Eller i hvert fald ikke hvad hun vidste af. Bare han snart ville vælge noget. Flick kunne mærke at selve healingen havde taget på hende og faktisk som healeren havde anbefalet brug for mad – energi. Det var som om hendes skridt lige så langsomt, blev langsommere og langsommere. 

Hun var glad for, at han trods alt forstod hendes sætning. Hans hænder var så varme, hun så beskidt og kølig. ’kan være’ bed hun lidt mærke i, det var da nærmest altid hårdt. Især med udgangsforbuddet der var kommet. Hun havde ingen steder at gå inden døre. Hun sov aldrig mere igennem, fordi hun måtte være forsigtig på vagt. Og for slet ikke til at starte på den manglede mad. ”Hver dag, er snart en prøvelse” sagde hun stille, imens hun så i hans øjne. ”Tak, det er bestemt ikke for at være utaknemmelig” forsvarede hun sig en anelse. Hun nikkede blot, som hans varme hænder gav slip på hende.

Som Feli sakkede stille bag ud, bemærkede hun det først, da hun sækkede en anelse bagud for ham. Hun gik troligt bag ham studere svagt hans ryg. Hvorefter hun til sidst stoppede. Feli var træt, udmattet. Det var også sjælendt hun brugte så meget energi, hun forsøgte altid at spare på den. Feli stod nu helt stille, hun kunne fornemme en svag mørke trække over sine øjne, dog var hun fast besluttet på ikke at falde. Hun ville ikke skabe drama og slet ikke på åben gade!

Han nikkede kort for sig selv. Hvad som helst? Eh.. Han var vitterlig talt fuldkommen lost.. Han forsøgte at tænke over noget de kunne få.. Måske noget kylling, da der var en del proteiner i, det ville hun i hvert fald ikke dø af, samt hendes muskler havde lidt at tage af, så det ikke tog hendes muskler.. Svagt bed han sig i læben som de nærmede sig boderne. Der var ALT for mange mennesker der nede.. Han havde på ingen måder gennemtænkt dette scenarie, men han var nu også kendt for at tage det som det kom og for det meste improvisere. Dette var en af gangene. 

Manuel vidste godt at livet i gaderne var hårdt. Ikke han havde mærket det på egen krop, men tvillingerne fra den lille flok, var to unge mennesker der havde boet i gaderne det meste af deres liv. De havde fortalt ham hvad de havde været udsat for.. Hvad de af og til måtte gøre for at få tag over hovedet. Han havde ondt af dem der boede i gaderne, hvilket tydeligt skinnede ud af ham, nærmest hver gang han så på denne kvinde, der var i hans selskab. Han sendte hende et skævt smil "Det ved jeg" sagde han og blinkede kort til hende. 

Han kastede blikket over den ene skulder og så hun var kommet bag ud. Manuel gik tilbage til hende "Er du okay?" spurgte han og så på hende. Der var ikke nogen tvivl om hun var udmattet og han kunne godt forstå hende, det var noget af en sammenkost hun havde med de gutter. Han lagde en arm ved hendes knæ og en omkring hendes ryg og tog hende op i sine arme "Slap af... Jeg finder mad og et sted og hvile.. " sagde han med et skævt smil på læberne. Hvis hun ikke ville bæres, ville han selvfølgelig give slip som han prøvede at rette sig op. 

Flick så noget i ham, hun ikke havde set i andre mænd. Han var blot rar, men trods at blot havde mødt hinanden virkede han oprigtigt, som om han faktisk bekymrede sig om hende. Dog skar det også lidt i hende, hun vidste jo det ikke ville vare ved. At på et tidspunkt skulle han hjem. 

En dør ville blive lukket og hun ville føle sig tom, tom som hun havde følt hver gang en mand havde nydt hendes selskab og efterfølgende forladt hende. De fået forløsning på deres seksuelle lyster og Flick, ja hun blot værktøjet. Feli smilede blot af hans kommentar. Han kunne jo intet gøre ved alligevel.

Feli nikkede nærmest ubevidst. Hun havde blot ikke lyst til at virke så sårbar. Så hjælpeløs.. Før hun overhovedet nået at sige nej til ham, var hun allerede i hans favn. Han var ufattelig varm, dejlig varm. Hun mærkede kinderne blive varme igen. Flick bed sig i læben og forsøgte at tænke på noget andet end den tryghed og underlig effekt han havde på hende. ”Hvad hedder du?” spurgte hun lettere svagt og så op i hans øjne, hendes egne var trætte og blanke. Flick håbede blot, at de snart var ved en kro eller bod eller noget lignede. Så hun kunne komme ned igen og blive mere forlegen.

Manuel så bekymret på hende, som han bar hende mod en kro, eller det håbede han det var i så fald. Skævt smilede han til hende som hun talte "Manuel... Spar nu dine kræfter... Vi kan ikke have du går død før du får mad og hvile" sagde han og så i hendes øjne. Hun så ret træt ud, hvilket han godt kunne forstå, plus manglen på næring hjalp hende ikke ligefrem, hvilket var derfor han hurtigt måtte finde et sted hun kunne hvile og få en eller anden form for mad, uanset hvad det var hun skulle indtage. Han gik med faste skridt, forsøgte at finde en bod med en eller anden form for mad. Et æble? nej det var ikke ordentlig mad... Måske noget varmt? Han bed sig i underlæben og tog en dyb indånding og gik i retning af en bod, som han var sikker på solgte en eller anden form for fjerkræ, stegt. Han fik fundet boden og holdt godt fat i hende, nærmest kun med den ene arm, som han fiskede en lille læderpose frem med nogle mønter "To stykker kylling" sagde han og gav pengene til manden i boden, der straks gav sig til at tilberede maden. Manuel så ned på hende med et bekymret blik og strøg hende over den ene kind "Der er.. Snart mad" sagde han og rettede blikket mod bod ejeren, der så næsten lige så bekymret ud som Mannie gjorde. Det var ikke bare skuespil... Det var oprigtig bekymring der skød gennem Manuel's krop. Jo, han vidste godt de næsten lige havde mødt hinanden, men denne kvinde kunne have været død, hvis ikke det var fordi ham og Markus kom forbi. maden blev færdig og manden fra boden kom ud til dem og placerede de små indpakninger med mad, i Manuel's ene hånd. 

De kom hurtigt afsted igen og Mannie fortsatte mod kroen. Han skulle have et værelse.. Et sted hun kunne hvile og få sin energi tilbage. Han sparkede nærmest døren til kroen ind og alle folk så på ham, som var han sindssyg. Krofatter så forfærdet på dem og for om til dem " Værelse nummer fem er frit..." sagde han og så efter dem som Manuel uden tøven gik op af trapperne og talte hver dør de gik forbi, for at være sikker på de ikke gik ind på et værelse, hvor der var folk inde. Han forsøgte vidt muligt at åbne døren med den hånd der var rundt om hendes ben, hvilket lykkedes. Med et puf fra hans ene fod lukkede døren i bag ham og han gik direkte mod sengen og forsigtigt lagde hende der i. Mannie vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv, men satte sig alligevel på kanten af sengen og tog tæppet fra fodenden og lagde over hende. 

Han fandt pakkerne frem med mad og pakkede den til hende ud. Det var ikke mega varmt mere, men heller ikke koldt. Manuel gav sig til at rykke små lunser af kød fri med fingrene og rakte noget af det mod hende "Det er kylling" sagde han stille og rakte det mod hendes mund. Hvis ikke hun havde energi til at sætte sig op eller læne sig mod maden, kunne han altid sætte sig ind bag hende, såp hun kunne læne sig op af hans bryst med ryggen, mens han gav hende mad... 

Felicity følte at han overreagere en smule, eller måske var det vitterlig så slemt? Hun havde altid bare kæmpet, men for engang skyld så var hun mere tryg end normalt. Manuel tænkte hun, det var et pænt navn, ”Felicity” svarede hun med et lille smil, som hun fortalte hendes navn, det burde han vel også vide. For han havde jo vist interesse i hende. Det begyndte dog at blive en smule omtåget, hun havde nok fejl bedømt sin situation, Feli lukkede roligt sine øjne i blot i et par minutter det ville da ikke skade nogen. Idet de lukkede i, ville hun nok følelse en anelse tungere da hun slappede mere af, Feli sov kun så kunne sagtens komme til bevidstheden igen.

Det var først da hun mærkede at hun blev flyttet på og lagt i sengen. Hun følte sig næsten så gammel og svag, hun kunne intet og armene og benene var så tunge, næsten som sten. Som hun satte sig op så hun faktisk kunne spise ”Det lyder dejligt” svarede hun med en blid og kærlig stemme. Feli var yderst taknemmelig for alt Manuel havde gjort, men hun fik den sædvanlige følelse at hun skyldte ham noget. Feli tog de små lunser, hun tykkede på et hvert stykke og lidt længere end andre nok ville når de spiste, men hun nød simpelthen at få mad. For hende var det helt okay at det ikke for varmt. Det kunne alligevel ses på hende at hun fik mad, som hun stille fik farve i hovedet igen. ”Manuel er du sikker på jeg ikke skylder noget?” spurgte hun igen, en anelse bekymret. Hun havde så ofte været uheldig.   

Han nikkede ganske kort da hun præsenterede sig for ham "Felicity..." sagde han stille for sig selv. Det var et smukt navn så det passede perfekt til en kvinde som hende. Manuel skubbede tankerne væk igen.. Han kunne mærke hvordan hun begyndte at slappe mere af i hans arme. Sov hun? Han ville ikke prikke til hende hvis hun i så fald gjorde, for hun havde sikkert brug for det lidt, specielt efter den omgang de mænd havde givet hende inde i gyden. Han ville bare sørge for hun kom i sikkerhed og kunne få noget mad og noget hvile. 

Et skævt smil kom frem på Manuel's læber som hun vågnede igen og talte. Han kunne tydeligt se på hende at det ikke ville vare længe før hun ville falde tilbage i sengen, hvilket var derfor han tog chancen. Han lagde kyllingen fra sig og satte sig ind bag hende, mens hun selv holdt sig oppe. Manuel bed sig kort i underlæben som han mærkede hendes krop mod sin, hun var kølig.. Ikke længere så kold som hun var før, samt hun var begyndt at få farven tilbage i kinderne. Langsomt rakte han ind foran hende og tog kyllingen. Et kækt smil kom frem på hans læber som hun talte "Felicity... Jeg er hundrede procent sikker... Det du skylder er at slappe af og spise" sagde han og rev et stykke kylling løs og satte det op til hendes læber. Manuel's hjerte hamrede mod hans bryst... Ikke fordi han var bange... Mere, nervøs... Ikke han regnede med at have noget at være nervøs for... 

Felicity flugte ham øjnene som han lage kyllingen fra sig og satte sig bag hende, så hun ikke faldt sammen. Feli lod sig roligt falde ind til ham, det nærmest som hun faldt i hak, ligesom en puslespil brik. Han var så varm. Efter al det de havde oplevet blot på denne korte tid, havde hun overraskende nok fået et lille tillids bånd til ham. Feli følte sig sikker og tryg. Den følelses var næsten fjern for hende, så ukendt. Yderst rar og savnet. Feli forsatte med at spise, de små stykke hun fik, maven begyndte at forholde sig mere roligt efter hvert et bid. ”Men” hun forstod det ikke, alle især mænd ønskede en betaling. Det var så uvant for hende at en mand ville hende det bedste. Hun nåede dog ikke at sige mere, som han satte et nyt stykke på hendes læber, hun tog roligt imod det og kom til at strejfe sine læber på hans hånd. Feli følte varmen stige i kinderne, det var ikke med vilje at hun havde gjort det og hun mærkede en vis nervøsitet ved det. Nok også fordi når Feli endelig kom i fedtefadet så udløste det altid samleje som betaling, noget hun var lidt for vant til og hun ønskede ikke at det også skulle ske med ham, han havde gjort så meget og virkede så oprigtigt at det skulle gå i stykke med griske formål fra mænd der intet andet i hovedet, ville blot gøre at hun mistede håbede endnu mere. Som hun tænkte kunne tydeligt mærke hans hjerte slå, så kraftigt var det mon normalt, var han nervøs. Hun vendte hovedet om for at se på ham og spurgte forsigtigt ”Er der noget galt?”

Manuel smilede skævt for sig selv som hun mærkede hende mod sig. Det var ikke nogen tvivl om hun ville være i stand til at mærke han var varm, varmere end normale mennesker, men det var grundet han var varulv, hans krop var bare generelt lidt varmere. Ikke noget voldsomt, men der var lidt forskel på mennesker og ham. Jo, bevares han lignede et menneske, hvilket uden tvivl var et plus. Som han hørte hendes stemme hævede han et øjenbryn "Ingen men" sagde han og grinede ganske kort, men det blev brudt, da han mærkede hvordan hendes læber svagt strejfede hans fingerspidser. Uden at tænke for meget over det rakte han igen ud efter kyllingen, men bemærkede godt hendes kinder blusse op. Hun havde intet at frygte, for han havde ingen lumske bagtanker.. Sådan var Manuel slet ikke, ikke engang da han var yngre og han blev det heller ikke, da han havde så meget respekt og ikke ville tvinge andre til noget som helst. 

Manuel rev endnu et stykke kylling fri og skulle lige til at sætte det til hendes læber som hun vendte sig om. Hans hænder faldt ned i hendes skød, ved kyllingen. Han så hende i øjnene og smilede kækt "Nej... Det er bare..." han stoppede. Hvordan skulle han nogensinde få sagt det på en måde, så han ikke lyder som en komplet perv? Han grinede kort af sig selv "Det er blot at du skal spise mere....Kom" sagde han og rakte hånden op til hendes mund som hun stadig så op på ham.