Andrena kom gående fra den nedre bydel. Hun havde fået en god pris på noget ildolie på det sorte marked. En olie så brændfarlig at man kun kan få det på det sorte marked. Hun rystede. Der var så mange som kunne have gjordt hende for træd. Selv om det var lykkedes var hun stadig nervøs. Hendes muskler var spændt. Hun var alene, men alligevel scannede hun gaden. Flere gange. Hun skulle mod markedspladsen. Hun skulle have ingradienser til røgbomber.
Nogle mærkeligt små skridt kom løbende imod hende. Hun taber krukken med ildolie for at gribe sine knive. Den landede på jorden, gik i stykker og olien sev ned i jorden. Hun scannede gaden for aktivitet. En rotte løb forbi hendes fødder. Hun blev forskrekket og hoppede næsten en meter op i luften. Bare en rotte. Hun skar ansigt under tørklædet. En sølle rotte ødelagde hendes olie. Det var halvdelen af hendes buget! Hun sukkede dybt. Hendes indkøbstur var ikke slut endnu.

Andrena stod ved en bod og dømte kvaliteten på æbler. Der var så mange mennesker. Hun var pinligt opmærksom på hvor mange kunne se hende hvis tørklædet faldt af. Hun tænkte på hvad hun ville have at spise. Hvis hun fik et job kunne hun måske gå på resturant? Altså hvis hun på en eller anden måde kunne få maden med. (Uheldigvis for hende er plastik ikke opfundet) Hun vidste at man kunne få pandekager med fyld i en bod. Det kunne man godt tage med. Inden hun nåde at tænke tanken om mad færdigt opdagede hun en mand som ikke ville blive opdaget. Han svingede hovedet fra side til side for at være sikker på at ingen opdagede ham. Andrena fulgte efter ham. Hendes hænder begyndte at ryste. Hun havde en ubehagelig fornemmelse af at hun havde fået et job. Hun fulgte efter ham. En hel del mere diskret. Der var ikke en som kiggede efter hende. Hvilket er mere end hvad man kunne sige om manden. Han var så åbenlys at mage rystede på hovedet af ham. Han gik mod en bod. Tog et stykke papir op af lommen. Hang det op på en pæl. Skydte sig væk. Idiot! Så åbenlys behøver man ikke være! Hvis hun havde dømt ham ret stod papiret ikke enggang i kode. Hun skyndte sig over til papiret så distræt som muligt. Hun måtte være den første som læste det. Hun kom hen til papiret. Læste det.

Til skyggen
Davidsstrede 17
Gabriel Serfensen.
8 jadestykker, mød mig kl. 3 om morgenen, mandag. (I morgen)

Andrena krøllede papiret sammen og håbede ingen havde set hende. Hun scannede gade men kunne ikke se nogen bemærkelsesværdige personer. Så hun skyndte sig væk fra markedspladsen og bedte til de guder der ikke ville høre på hende, at hun ikke var blevet opdaget. Hun smed det i vejkanten, hvor papiret ville blive ødelagt af regnen om ikke så lang tid. Af at dømme på de mørke skyer som samlede sig. Hun mente ikke at de var der for bare et par timer siden. Men det var tydeligt at det snart ville regne. Så hvis nogen skulle finde papiret skulle de have fulgt efter hende, og set hende smide papiret.

Det var nu anden gang Lailiana befandt sig i byen og det var kun fordi hun manglede mad i en større grad. Normalt jagtede hun i skoven, men det havde været utroligt stille den sidste uges tid. Derfor havde hun været nødt til at efterlade den lille lysning i skoven, hvor hun havde slået lejr. Hun vidste at det var en risiko at lade sine ting ligge ved det slukkede bål. Alle der opholdt sig i skoven, kunne tage hvad de ville, men så var det godt at hun ikke havde efterladt noget specielt værdifuldt. Pilene lå sikkert i pilekoggeret, som sad på ryggen af hende og buen havde hun som altid i hånden. Det var kun den beige kutte der var lagt ved bålet. Godt nok så den ud til at komme fra den finere del af landet, men meget var den ikke værd længere, nu den var revnet få steder og ikke var helt ren. Den hvide stropløse kjole hun havde på, var heller ikke helt hvid længere, men der var sjældent tid til at vaske den i søen, da hun ikke følte sig helt tryg ved at stå i undertøj ude i det fri. Det kunne hurtigt ende galt. Det kunne være at det også ville være en god idé at se efter nogle nye sko. De hvide høje sko var ved at gå lidt fra hinanden. De var ikke ligefrem egnet til at have på i en skov.

Lailiana havde stået ved en bod i lidt tid, der solgte kutter i flere former og farver. Den beige kutte var lidt for iøjnefaldende, når man skulle snige sig rundt for at holde sig sikker i skovene. Det ville være bedre med en diskret farve, så hun kiggede på nogle i mørkegrøn, nogle i brune og selvfølgelig dem i sort. Udover farven, måtte de selvfølgelig også gerne være varme nok til de kolde nætter. Det skulle helst ikke være noget der var alt for prangende og hendes blik faldt hurtigt på en helt almindelig sort kutte i velour. Den kunne vendes på vrangen, hvis man ønskede at lade den indvendige røde farve komme frem. Det ville vel ikke være dårligt at kunne bruge den til flere formål, så hun tog den op fra bordet og nikkede venligt mod manden bag boden, som også fik nikket mod hende. De udvekslede begge et smil og hun tøvede ikke et sekund med at betale for den. Jo, hun skulle måske have pruttet om prisen, men hun havde ikke overskuddet grundet manglen på mad.

Pilekoggeret blev taget af og lagt på jorden foran hende, så hun kunne vikle den sorte kutte om sig. Hun fik straks lukket den til, så alt det hvide tøj blev dækket til og hætten blev trukket over hovedet så hun lettere kunne holde varmen. Så trak hun hanken på pilekoggeret over hovedet igen, så det sad perfekt ned langs ryggen. Så bevægede hun sig videre mod den bod hun førhen havde købt æbler ved. Kort fik hun skævet mod en anden kvinde der stod ved boden. Kvinden var dækket til med et tørklæde, det var ikke til at se hendes ansigt, hvilket hun selv fandt besynderligt. Godt nok havde hun selv hætten over hovedet, men det var ikke svært at se hendes ansigt, mens hun betragtede de mange æbler. Kvinden forsvandt meget hurtigt i det Lailiana fik betalt for 4 æbler, som hun lagde ned i sin egen skuldertaske.

Havde Lailiana været en anelse langsommere, havde hun ikke nået at se skyggen på den mand kvinden fulgte efter. Det gjorde hende lidt for nysgerrig og hun satte selv kurs efter dem. Heldigvis larmede skoene ikke mod jorden, så hun kunne være rimelig stille. Mens hun forfulgte dem begge, lod hun som om hun gik fra bod til bod for at se på de forskellige udvalg. Det havde været en teknik der som regel altid virkede når hun var ude på at stjæle fra nogle, så hun håbede at det også ville virke denne gang. Hun stoppede op ved en bod der solgte smykker i flere varianter og lod kort blikket glide over dem alle. Så skævede hun mod kvinden der var i gang med at læse noget på et stykke papir. Kvinden forsvandt fra markedspladsen og Lailiana satte farten op for ikke at miste hende af syne. Papiret blev smidt i vejkanten og der gik ikke mere end et par sekunder før hun stod der for at samle det op og læse ordene. Der var ingen tvivl om at papiret havde været ment til lige præcis den kvinde, men hvad det hele handlede om, kunne ingen vide. Det kunne være et mindre lovligt job, men det kunne på sin vis også være noget så simpelt som en date. Lige meget hvad det var, så var hun alt for nysgerrig. Måske hun selv skulle snige sig derhen og se hvad det handlede om, når tiden kom? Hun foldede papiret sammen og lagde det i en af de små lommer i tasken. Så kunne hun altid dukke op hvis hun ville. Om kvinden havde set hende samle papiret op, vidste hun ikke. Det så dog ikke ud til at det var en information alle skulle have, så havde hun set hende, ville det muligvis ikke ende godt.

Andrena havde en ubehagelig fornemmelse af at hun blev forfulgt. Eller at nogen vidste hvad hun lavede. Men hun kunne ikke høre nogen. Hvilket gjorde hende endnu mere ængstelig. Eller bange. Men hun var hele tiden bange. Men hun måtte indrømme at hendes hender rystede mere end normalt. Hvilket ikke var et godt tegn. Hun havde lært meget tidligt at stole på sine instinkter. Og hendes instinkter fortalte hende at noget var galt. Men hvad kunne hun ikke helt sige. Så hun skyndte sig mod Davidsstrede for at samle information. 

Davidsstrede var en middelklasses gade. Det så husene i hvert fald ud til at være. Og hun stak ud. Det var det første hun fandt ud af. Hun blev nød til at få fat i noget andet tøj. Hun skar ansigt. Hun havde ikke penge til at købe noget. Så det betød at hun blev nød til at stjæle. Tanken bar en masse stres med sig. Tænk hvis hun blev opdaget? Hun vendte om og håbede på hun ikke var blevet opdaget. Hviliken forklædning skulle hun tage på? Hvilken rolle skulle hun spille? En pige som var blevet lovet væk, og ikke måtte vise sit ansigt! Der var i hvert fald en smule sandhed i det. Hun måtte ikke vise sit ansigt. 

Hun var på markedspladsen igen. Hun havde spildt meget tid. Hun ville ikke kunne nå at få meget information. Så hun måtte skynde sig. Hun kunne ikke stjæle tøjet fra fra en bod. Men hun kunne heller ikke stjæle fra folk uden at vide hvor meget hun skulle have fra folk. Så hun gik mod en bod med tøj. Hun udvalgte hvad hun kunne for at passe ind i Davidsstrede. Ikke pænt måtte hun indrømme, men det ville få jobbet klaret. Desuden var pænt ikke formålet. Hun spurgte manden i boden hvad han ville have. 3 jadestykker med rabat, fordi han synes at Andrena så skøn ud. Også selvom hun havde tørklæde. Hun najede for manden og sagde at hun ville finde sin far for at få pengene. Det fik manden til at grine. Andrena fik en smule dårlig samvittighed af at bruge manden i sine planer.

Hun kiggede på mængden. Der var stadig mange på gaden. Folk ville have de sidste køb inden aftensmaden. Så hun måtte vælge meget omhyggeligt. Hun fandt tre sten som vejede det samme som jadestykker. Hun kendte efterhånden vægten på pengene i Krystallandet. Det var langt fra første gang hun var nød til at stjæle. Hun kiggede på mængden. Hun fandt et mål. Travlt optaget med at finde den rette bod. Hun gik op ved siden af ham. Hun slog ham på skulderen modsat af hvor hun stod. Han vendte sig om, og afslørede en pung. Andrena skyndte sig at stikke fingrene ned i pungen og fiske et jadestykke op og placerer en sten i stedet. Andrena gik ind i mængden igen. "Hvem slog mig?" hørte han ham råbe. Hun brugte forvirringen til at gøre det samme nummer ved en gammel dame. Hendes opmærksomhed var dog rettet mod manden, så hun behøvede ikke ekstra afledningsmanøvre. "var det dig?" hørte han manden råbe til en anden. "Nej!" "Far lad nu være med at komme i slagsmål igen!" Råbte Andrena til ingen bestemt. Hvilket startede et slagsmål. Den gamle dame kiggede på Andrena med et sigende blik. "Mænd!" Andrena bukkede hovedet for damen. Hun skyndte sig at bruge sin afledningsmanøvre på at gøre det samme trick igen. Nu havde hun tre jadestykker! Uden at blive opdaget. Håbede hun. Hun håbede virkeligt på det.

Endelig kom hun frem til boden. Da hun var ved boden igen sukkede hun højlydt. "Hvorfor skal min far altid op og slås?" Hun satsede på at han havde hørt hendes stemme. "Ja unge mænd nu om dage..." Hun gav ham de tre jadestykker. Han gav hende tøjet. Med det skyndte hun sig væk, i en stor bue omkring det slagsmål som byvagter var ved at udbedre. Hun var lige ved at falde sammen af al den stres.  Hun kom ind i en sidegade. Hendes ben knækkede sammen under hende. Hun faldt på knæ. Stressen kom over hende. Overblikket forsvandt. Hun håbede virkelig at ingen havde fulgt efter hende. Hun begyndte at græde. Hun rystede over hele kroppen. Hun hadede at spille skuespil. Hun hadede  at snakke med folk som ville give hende til byvagterne uden at tøve, hvis de vidste hvem hun var. Tag dig sammen! hørte hun sig selv sig. Rystende tørrede hun øjnene. Rejste sig rystende op. Begyndte at klæde om. Nu var det tid til hendes job. Hun glædede sig ikke. Hun havde en fornemmelse af at hun var blevet forfulgt. Men hvis nogen fulgte efter hende var de meget gode til det. Ikke betryggende.

Hun stod på Davidsstrede og gjorde sit bedste for at se ud som om hun ikke vidste hvor hun var. Det gav pote. En gammel  dame kom op til hende. "Du ser ud til at være faret vild?" Det var hun ikke. Ikke overhovedet. "Ehh... Gabriel... Stefensen skulle bo heromkring? Min far siger at jeg skal gifte mig med ham... Ved du hvor han bor?" Hun vidste godt hvor han boede. Men ikke hvor han sov. "Skal gabriel giftes? Jammen det var da på tide! Du ser ud til at være meget god for ham!" Som sexlegetøj, læste hun mellem linjerne. "Hvad mener du? Min far fortalte mig ikke noget om børn?" Vær sød ikke at tage mig derhen! Jeg vil ikke møde ham! Tænkte hun lettere desperat. Men hun var nød til at komme ind. "Ahh stakkel! Ungdommen nu om dage vil være så selvstændige!" Sikke en kedelig gammel dame. Opgivet sine drømme og det hele. Hendes hoved gjorde lettere ondt. "Jeg ville gerne selv gøre dette...  men..." Hun lod som om hun rødmede under tørklædet. Hun rodede lidt i jorden med skosnuden. "Hvad unge dame?" Spurgte hun begejstret og spændt. "Vil du... Være sød at putte dette op på hans værelse? Og... lade være med at læse det?" Hun kiggede så uskyldigt på damen som hun kunne. "Det skal jeg nok! Jeg er stolt af at sige at jeg er hans bedstemor!" Damen skyndte sig af sted med beskeden så hurtigt hendes gamle knogler kunne bære hende. Efter et par minutter vinkede hun fra en balkon på Davidsstrede 17. Hun noterede den balkon. Vinkede tilbage og skydnte sig væk som en pige der skulle giftes og var spændt på at mæde sin brud. Og en bange pige der frygtede for sit liv. Hun havde en ubehagelig fornemmelse af at blive skygget. Hun kunne ikke ryste den af sig. 

Det var nat. Hun skyndte sig afsted. I sit snigmorder udstyr. Ingen på gaden. Alligevel løb hun på tagene. Ingen grund til at tåbelig. Hun nåde Davidstrede. Styrede direkte mod balkonen på 17. Hun stoppede op. Brugte shadowstep til at komme på balkonen uden lyd. Hun sukkede dybt og prøvede at holde sig i ro. Det gik rimeligt godt. Døren var åben. Heldigt. Hun gik indenfor. Der sov Gabriel. Alt hvad den pige hun spillede ville have drømt om. Hun kiggde på hans skrivebord. Ved siden Andrenas falske brev var der et ægte. Han havde læst det. Hun kiggede på det og kunne ikke få sig selv til at læse mere end de første par linjer. 

Kære fremtidige brud!
Jeg har ikke hørt om denne aftale, men jeg har altid drømt om at bruge resten af mit liv sammen med en smuk kvinde! Jeg er super spændt på at min far vil give mi detaljerne. Jeg tror du allerede ha planlagt det hele, har du ikke? Hvilken kage vis skal have, hvor mange børn... 

Hun så væk. De troede på hende! Hvorfor skulle det være så nemt? En voldsom mavepine ramte hende. Hun kiggede på manden. 17 år. Havde et helt liv foran sig. Hun gik rystende mod ham. Der var kun en ting hun kunne gøre bare for at gøre det en lille smulle bedre. Meget lidt. Hun bøjede sig ned og kyssede ham på munden. Hans læber var så forbandet gode! Han smilte. Hun to rystende kniven frem. Tog en dyb indånding gennem næsen. Skar pulsårene over på begge hans hænder. Hun blev ved med at kysse ham til der var gået mange minutter. Til sidst var der ikke mere liv i ham. Mavepinen var blevet ti gange værre. Hun gik endnu mere rystende mod balkonen. Kiggede op. Brugte shadowstep til komme til det nærmeste tag. Begyndte at løbe. Langt væk fra Davidsstrede. Han var kun 8 jadestykker værd! Hun hoppede ned i en sidegade så lydløst hun kunne. Brækkede sig. Skyndte sig rystende videre.

Manden så ikke ud til at komme før tid. Klokken var lidt i 3. Hun ville kræve en diamant. To måske. Han havde virkeligt kostet hende meget. Det skulle han vide! Hun havde igen fornemmelsen af at blive overvåget. Selv om der ikke så ud til at være nogen.

Lailiana så kvinden forsvinde rundt om hjørnet og ud af syne. Hun vidste hvor hun ville befinde sig i nat og der var god chance for at hun selv ville dukke op. Det var ikke sikkert at hun kunne bruge disse informationer til noget som helst, men måske det ville kunne gøre den ellers kedelige nat lidt mere interessant? Hun satte kurs tilbage mod markedspladsen, hun var endnu ikke færdig med at skaffe mad til de næste dage. Fire æbler ville ikke holde længe, specielt ikke hvis hun ingen dyr kunne jage i skoven. Der havde været så stille de sidste par dage og hun kunne umuligt vide hvornår der ville ske noget igen. Udover det, ville det måske være en god idé også at kigge efter noget mere tøj, så hun i det mindste kunne føle sig lidt ren igen.

Nu kunne hun bruge de næste timer på at finde de ting hun manglede, stille og roligt, inden hun ville finde tilbage til sin lejrplads. Hvis hun var heldig, lå hendes ting stadig ved bålet, hvor hun havde efterladt dem. Markedspladsen vrimlede med trætte folk. De havde sikkert alle sammen brugt det meste af deres dag på at arbejde og var nu i gang med aftenens indkøb til maden. Hun gjorde hvad hun kunne for ikke at gå i vejen for nogle af dem, så hun gjorde sig så lille som muligt ved at holde sine ting og arme helt tæt til kroppen. Hun stoppede op ved en bod med tøj. Det var ikke det fineste tøj man kunne finde, men det gjorde hende absolut intet, da hun næsten synes det var synd at den hvide kjole var blevet så beskidt at se på. Fandt hun noget i nogle lidt mere neutrale farver, ville det måske heller ikke se ud som om, at hun havde boet i skoven i flere år, når hun kun havde været der i nogle uger. Hun fik ikke set meget på udvalget, før hendes blik igen landede på kvinden fra før. Hun var stadig dækket til at tørklædet, men det var helt sikkert hende og denne gang hørte hun også hendes stemme, som hun snakkede med manden der ejede boden.

Lailiana lod som ingenting. Det lod ikke til at kvinden havde lagt mærke til, at hun nu havde papiret fra tidligere og sådan skulle det fortsætte. Men hun slap hende ikke af syne. Hendes afledningsmanøvre for at få skaffet sig nogle jadestykker til at kunne købe tøjet, var genial. Folk på markedspladsen blev mere og mere forvirrede og det hele skete ekstremt hurtigt. Lailianas blik flakkede rundt mellem alle dem der blev involveret uden at vide det, men hun vidste hele tiden hvor kvinden befandt sig. Hun blev selv stående ved tøjboden, hun hele tiden havde stået ved, hvor det udadtil så ud som om, at hun stadig forsøgte at beslutte sig for hvad for noget tøj hun skulle købe. Men i al forvirringen var der ingen der lagde mærke til, at hun havde et vågent øje med alt der foregik. Til sidst havnede kvinden igen ved boden, hvor hun fik betalt for tøjet. Lailiana smilede over hvad der lige var sket, det var utrolig smart tænkt og det ville ikke blive glemt. Måske hun selv kunne bruge den metode en dag, skulle det være nødvendigt. Lailiana havde altid stjålet på langt mere diskrete måder.

Selv fik Lailiana udvalgt noget mere neutralt tøj, end den hvide kjole der blev gemt under den sorte kutte. – Et par brune støvler der gik op til under knæet, stadig med hæl, da hun efterhånden var så vant til ikke at gå med flade sko. Et par sorte tætsiddende bukser, men i blødt stof, så de stadig var til at bevæge sig ordentligt i og en mørkegrøn top. Toppen ville også sidde ret tæt til, men med de lange ærmer ville det være nødvendigt, så de ikke kom i vejen når hun skulle bruge buen. Alt blev betalt, manden bag boden var tilfreds med et godt salg for aftenen og Lailiana satte kurs mod skoven igen.

----------------------------------------------

Natten havde lagt sig og Lailiana stod i en af de meget små gyder, der stødte op til Davidsstrede. Tøjet hun tidligere havde købt, var blevet taget på, men den sorte kutte gemte både det væk og også det lange lysebrune hår. Hætten var blevet trukket lidt ned, så det ikke var til at se hendes ansigt. Det var heldigt at hun havde valgt at købe en kutte i sort, for det gjorde det selvfølgelig meget nemmere at gemme sig i mørket. Hun skulle nødig blive opdaget, hverken af kvinden eller hendes kontakt. Klokken var lidt i 3, der var ikke lang tid til at mødet skulle foregå og ganske rigtigt, kunne hun nu se kvinden på gaden. Lailiana fik holdt sig helt lydløst. Kvinden så ikke ud til at have det helt godt. Gad vide hvad der var foregået indtil nu? Der var intet andet at gøre nu, end at vente på at mødet havde fundet sted. Det ville være dumt at blande sig, medmindre det blev nødvendigt og det ville kun være nødvendigt hvis hendes kontakt blev ubehagelig eller voldelig. Der kunne ikke gå lang tid før hendes kontakt ville dukke op.

Andrena havde en ubehagelig fornemmelse af at blive overvåget. Hun havde haft den følelse hele dagen. Så måtte der være en der overvågede hende. Og hvis der var en person som overvågede hende, måtte denne person ikke vide at hun havde denne fornemmelse. Så hun tvang sig selv til ikke at kigge efter denne. Det var mentalt udmattende at spille skuespil. Og ikke blive opdaget. Måske var der ikke kun en person som holdt øje med hende. Stadig ville hun ikke lede efter dem. 

Hendes kontakt kom gående nærvøst ned ad gaden. Hun kunne høre hans nærvøsitet. Måden han gik på var ikke afslappet. Hun hankede op i sig selv. Tvang sig selv til at kigge på manden. Uden frygt. Eller at lade som om. Manden kom gående og prøvede at scanne omgivelserne efter farer. Ironisk at det for en til at virke mistænkelig, og dem man kigger efter finder en, fordi man kigger efter sine fjender. Dum. Virkelig dum. Han blev lettere forskrækket over at se Andrena, skyggen, stå og kigge på ham. Det gik op for ham at hun vidste han var der siden han gik ind i gaden. Hun hørte en knasen bag manden. Mere knasen. Det kunne være ekko. Det kunne også være at manden blev forfulgt, og at han var dum nok til at indse det. Han kom imod hende. Gav hende pengene. 8 jadestykker. Vendte sig om og skyndte sig væk fra hende. Et bump lød. Han stødte ind i sine forfølgere. Hun gik instinktivt i forsvarstilling. Fandt Lilje og Veronika frem. Hun kunne forsvinde. Men hendes kontakt vidste for meget. Det gjorde hendes forfølgere også. Mandens forfølgere var sikkert nogens mænd. Mæske hendes anden forfølger havde givet dem det her job. I så fald skulle hun snakke med den person. Hvad hendes anden forfølger andengik... Det kunne være hvem som helst. Og hvis hun forsvandt nu ville hun ikke kunne opsporer denne. En af mandens forfølgere stak et sværd igennem hans hjerte. Og kiggede på hende med blodtørst. Hun lod ikke frygten stoppe hende, og brugte shadowstep til at komme om lige bag denne. Hun slog ham i hovedet med bunden af lilje. Det fik ham til at falde bevidstløs om. De andre gik instinktivt bagud. Hun spildte ikke tiden. Smed en røgbombe i midten af gruppen. Fik røgen til at sprede sig nok til at hun kunne se et sted at shadowsteppe til. Det gjorde hun uden tøven. Forfølgerne var indhyllet i røg og var rimeligt højlydt paniske. Så hun behøvede ikke at se for at komme op bag dem og lave det samme nummer. Som røgen forsvandt op i luften var de alle faldet. 

"HAHAHA!" Grinede en ubehagelig stemme. "Du lever virkeligt op til dit navn! Skyggen!" Hun kiggede instinktivt hvor lyden kom fra, og shodowsteppede derhen og håbede at hendes overberegning fik hende bag manden. Det gjorde det. Lige bag ham. Heldigt. Hun satte Lilje for hans hals. En trussel. Hun ville ikke afsløre hendes stemme for ham. Det var også et krav. hvorfor skulle jeg lade være med at dræbe dig. "Ser du, skygge, Du er meget velset blandt lejemordere og snigmordere. Lidt af en legende. Og et forbillede. Du har endda infiltreret det dengang sikreste hus blandt de rige uden at efterlade et spor! Og din stil er umiskendelig. Selv politiet kan se hvis det er dig der har været på spild eller en fan. Dine evner er som skabt for dit job! Derfor, skygge, vil jeg fortælle dig at jeg har en fjende." Hun svarede ikke. Lod sin anden hånd ryste, og håbede på at han ikke opdagede det. Det var det eneste hun lod sig vise af sin frygt. Denne mand var farlig og indflydsrig og klog. Og sikkert også sindsyg. Ikke ligefrem en betryggende kombination.
"Gabriel var søn til Victor Kongedal. Han havde hovedet langt fremme. Så jeg fik en af mine hunde til at hyrre dig. Men som du kan se var han ikke god nok. Men du... Du er den bedste til det job jeg kan se dig i!" Hun var sat op. Han havde planlagt det hele. 
"Og nu fjerner du den kniv. For jeg sidder ved det runde bord" Hun skyndte sig at fjerne kniven, og bakkede væk fra ham. Det runde bord. Der hvor alle de vigtige i snigmorderligaen sidder. En fra toppen. Der var mange fjender at få hvis man dræbte denne mand. "Jeg forventer at min skygge følger i hælende på mig når det er gældene." Helt klart en trussel. Og så forsvandt han. Hendes hjerne kørte på højeste gear. Ubehageligt meget adrenalin kørte rund i kroppen på hende. Hun svajede tom alting kørte sammen for at finde en plan. Frygten steg. Hun begyndte at hypervintilerer i et par sekunder. Hun huskede den anden forfølger. Nu ledte hun efter sin forfølger. Hun kiggede rundt i gaden. scannede efter sin fjende. Og der var en skiggelse. Hun shadowsteppede bag hende. Satte en kniv for stuben af sin forfølger. "Giv mig en god grund til ikke at dræbe dig."

Lailiana stod stille. Det var ikke nu hun skulle opdages, nej, bestemt ikke. Hun anede intet om den kvinde hun havde valgt at forfølge, ikke andet end at hendes måde at stjæle på var fremragende. Hendes kontakt vidste hun endnu mindre om, om han eller hun var flink, eller en af de ubehagelige. Hendes beslutning om at forfølge en fremmed kvinde, kunne egentlig gå hen og være hendes død, hvis hun ikke passede på, så hun holdt sig i fuldkommen ro. Selv vejrtrækningen havde hun helt under kontrol, som den ikke kunne høres. Hun så en mand komme rystende ned ad gaden. Det var næsten morsomt, at en nervøs type som ham, havde arrangeret et møde i nattens mørke, men hun kunne selvfølgelig ikke vide hvad han var for en, under en nervøse facade. Han var dog hurtigt på vej væk igen, men han nåede ikke langt før Lailiana så ham lande på jorden, ikke langt fra hende. Heldigvis havde de mænd, der havde været skyld i hans død, ikke set hende, for så havde hun nok ikke stadig været i live. Den ene faldt bevidstløs om, som følge af et slag til hovedet der var blevet gjort af kvinden og kort efter blev røgbomben smidt. Hun tog fat i hætten og flyttede noget af stoffet hen foran munden og næsen, for at hendes vejrtrækning ikke skulle blive påvirket. Hun kunne ikke se hvad der foregik i røgen, men lyde af mænd der faldt mod jorden, var klar.

Røgen blev løftet og hun kunne igen holde øje med mændene, men kvinden var forsvundet. Hun var ikke i en position til at se efter hende, den mindste bevægelse i den sorte kutte og det ville blive for nemt at få øje på hende. Men kvinden dukkede op igen, lige bag den højtrystende mand, der havde afsløret hendes dæknavn, Skyggen. Hun lyttede til hans ord, mens han blev truet på livet af Skyggen. Så hun var altså lejemorder. Nu vidste hun da hvad der var foregået i løbet af natten og hvorfor hun blev betalt tidligere, af den mand der nu lå død. Lailiana blev mere og mere usikker på om hun skulle tage chancen og smutte. Hvis kvinden var lejemorder, og med den evne til at flytte sig så hurtigt, kunne det hurtigt ende rigtig galt for hende selv. Det havde måske ikke været den bedste beslutning, at bruge denne situation til at fylde en ellers kedelig nat. Skyggen var tilsyneladende en legende inden for faget, men Lailiana ville ikke kende til hende, som det ikke var den profession hun havde beskæftiget sig med før.

Lailiana lod sig endelig bevæge, som hun tog buen frem og anbragte en pil mod den. Det var kun fordi hun nu kunne se at det hele var overstået og ville sætte kurs mod sin lejr igen. Hun havde erfaret, at det aldrig var dumt at holde en pil klar, hun var forberedt. Lige som hun skulle til at vende sig om, mærkede hun kniven for struben og skævede mod kvinden bag sig. Så smilede hun svagt. Hun havde stået i sådan en situation før og havde det været kvindens intention at dræbe hende, havde hun allerede gjort det.
”Måske fordi jeg intet har gjort dig?” Svarede hun roligt. Hun holdt stadig pilen mod buen, men hun havde sænket armene, da hun umuligt ville kunne ramme herfra.
”Imponerende afledningsmanøvre på markedspladsen,” sagde hun kort efter. Nu fik hun også afsløret at hun faktisk havde holdt øje med hende det meste af dagen, ikke kun nu.

Det skræmte hende hvor god hun var til hendes job. Hvis hun ville, kunne hun dræbe hende. Hun havde så meget magt lige nu at hun næsten blev bange for sig selv. Hun var forpustet. Havde der været flere mænd, havde hun måske ikke klaret det. Hun lod sig ryster. Men ikke den del af kniven som rørte kvindens hals. Andrena vidste at hun blev nød til at dræbe hende. Men tanken... Hun skævede til hendes bue. Holdte på den på en måde kun de bedste bueskytter ubevidst gør. Hun var på spanden. Hun var virkeligt langt ude hvor hun ikke kunne bunde. Denne mand kunne hurtigt blive hendes værste mareridt. Hvis hun ikke gjorde noget hurtigt ville hun blive mandes slave. Han ville og havde magt til at gøre det. Tanken gav hende kuldegysninger, hvilket ikke var særligt mærkelsesbeværdigt, siden hun rystede sådan. Denne kvinde var uskyldig. Hun havde ikke lyst til at dræbe. Hun havde aldrig lyst til at dræbe. Hun bliver jagtet i drømme af dem hun havde dræbt. De siger ting som: Jeg havde lyst til at leve, Jeg havde en fremtid, Jeg havde ikke lyst til at forlade min elskede. Hun prøvede at lukke minderne ude, men de blev istedet erstattet af denne kvinde.
”Imponerende afledningsmanøvre på markedspladsen,”
Hun stivnede. Det kunne godt være det var et kompliment. Men hun tog det som en trussel. Hun holdt op med at ryste. blev helt fattet. Hun vidste hvad hun skulle sige. Dette kunne meget vel ende med at hun skulle finde et sted at smide denne kvindes lig. Det er egentligt mest derfor hun ikke vil dræbe hende. Fortæller hun sig selv. 
"Jeg er et våben til brug af dem i lejemordernes kredse. Og jeg er så skarp og effektiv at ingen af dem vil lade mig blive taget fra dem." Hun huskede kvindens mondering inden hun købte tøj. Hun lignede en der var meget i skoven. Hun kvalmedes ved de ord hun ville bruge. Men hun tvang stemmen i et roligt og truende toneleje. "Du gør klogt i at blive i den skov du kommer fra. Du vil ikke blive trukket med undervande." Hun gjorde sig klar til at komme væk. Hun vidste ikke hvorfor hendes læber bevægede sig, men hun sagde: "Selv de sødeste mennesker kan give dig til dine fjender. Især hvis du stoler på dem." Hun shadowsteppede op på et tag og løb væk frahende. Hun håbede inderligt at hun ikke så denne kvinde igen. Hun ville så gere væk at hun blev chokeret over at høre et smæld fra en armbrøst. Hun vidste at det var et perfekt skud. Hun håbede inderligt at skuddet ikke var dødeligt. Hun shadowsteppede ned på jorden, men pilen ramte hende i maven. Det var ikke en normal pil. Den tappede chakre hurtigt. Og hun havde ikke meget chakre tilbage. Hun vidste at hun ikke kunne løbe mere. Så hun tog sine knive frem. Ubrugeligt som det var.

Lailiana havde holdt et vågent øje med alt kvinden havde foretaget sig, og det var tydeligt at hun var trænet godt inde for området. Hun var ikke klar over præcis hvad der var foregået før mødet på gaden, men alle de mænd der nu lå, spredt lidt rundt på jorden og livløse, havde nærmest ikke haft en chance. Nu stod kvinden bag hende og hun kunne mærke knivens blad mod struben. Det var selvfølgelig aldrig rart at mærke det kolde metal mod ens egen hud, så helt tryg var hun bestemt ikke. Men hun frygtede ikke decideret for sit eget liv, da kvinden først ville have en grund til ikke at slå hende ihjel. – Hun tøvede, og derfor kunne Lailiana tillade sig at tale, uden det ville give de helt store problemer. Håbede hun. Kvinden havde talent, men at tage andres liv ville nok aldrig blive set godt på. I nat havde det været nødvendigt, medmindre kvinden ville drage sine sidste åndedræt, men det ville være et dumt valg. Hun ville selv have gjort det samme, hvis hun stod i en lignende situation, dog ville selve kampen nok have set en del anderledes ud, som hun stort set kun gjorde brug af sin bue og pilene. Kniv havde hun da på sig, men hun var langt fra lige så trænet med den, som hun var med buen.

Hendes ord var ment som en kompliment, men kvinden tog det bestemt ikke sådan. Det var ærgerligt, men der var intet at gøre ved det nu. At tage ordene tilbage, var ikke en mulighed. Hun lyttede til den truende tone, der lød fra kvinden i hendes sætning, men Lailiana trak ikke en mine. Hun forholdt sig i ro, der var ingen grund til at gå i panik nu, det ville ikke hjælpe noget. Så forsvandt den fremmede, og hun åndede lettet op. Kniven fra struben var blevet fjernet, og hun stod og funderede lidt over truslerne. Det var ikke fordi der havde været meget at sige til dem, og nu var hun væk, så der ville vel ikke ske mere? Sekundet efter så hun kvinden igen, og lyden fra armbrøsten rungede gennem den tomme gade. Hun rettede blikket mod pilen i kvindens mave, og straks vendte hun sig mod personen der havde skudt den af. På hvordan pilen sad, var det ikke svært at se hvilken vinkel den var skudt af fra. Det var mørkt og hun kunne kun se omridset af personen. Det var en mand, eller en meget stor kvinde. Lige meget hvad, gjorde personen klar til at skyde endnu en pil af, men Lailiana løftede selv buen og lod en pil flyve mod den fremmede med armbrøsten. Hendes pil ramte skulderen på skikkelsen. Straks skød hun en pil mere af, der denne gang ramte direkte i brystet og den fremmede faldt om på jorden. Så rettede hun sig mod kvinden og halvløb hen mod hende. ”Er du okay?” Spurgte hun kort. De tidligere trusler var ikke blevet glemt, men hun havde ingen grund til ikke at hjælpe. Hun placerede buen over skulderen og rakte forsigtigt en hånd frem mod kvinden, i tilfælde af at hun skulle bruge noget støtte. Hvis såret ikke blev set til, ville kvinden højst sandsynligt miste blod ret hurtigt, da det så ud til at pilen havde sat sig godt fast. Det var ikke underligt, med den kraft der blev lagt bag en pil, der var blevet skudt af fra en armbrøst.

Hun rystede af frygt. Andrena vidste at kvinden ville finde hende. Chancen for at kvinden bare havde været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt var forsvindende lille. Hun havde jo en sort kutte på. Hun gøs af de ting det kunne medføre. I det mindste havde Andrena ikke brækket noget. Til gengæld var hun på randen af at besvime. Hun have ikke sovet i to dage. Der var ikke nogle gode steder. Og nu havde hun brugt en stor del af hendes magi. Hun var udmattet. Hun vidste hvor skytten var. Ham der havde skudt hende. Vinklen var ret nem at regne ud. Men det var fuldstændigt ligegyldigt hvis hun ikke kunne gøre noget ved det. Da kvinden vendte sig om og skød efter manden måbede hun. Manden var mindst tredive meter væk. Og vinden var ret elendig for bueskydning. Alligevel ramte hun lige hvor hun ville. Og så bagefter et dødelig skud. Hvorfor spildte hun en pil? Da hun vendte sig om mod Andrena frygtede hun for sit liv. Hun kravlede bagud til hun ramte en væg. Hun trygheden sig bagud imod den. Trak sine knive op i en forsvarsstilling. “Er du okay?” For hende lød det som om hun havde planer om at vinde hendes tillid, for så senere at sælge hende. Hun ville ikke stole på hende. “Hold dig væk!” Sagde hun truende. Eller det ville det have været hvis hendes stemme ikke var en del svagere end hun troede. Hun rakte en hånd mod hende. Hun havde set det mange gange før. Der var mange folk der havde prøvet at kvæle hende. I en hurtig bevægelse skar hun efter kvindens hånd. Med en pludselig bølge af træthed kom over hende. Hun missede. Hun prøvede at holde øjnene åbne. Men jo mere hun prøvede, des mere træt blev hun. Sikkert et eller andet åndssvagt instinkt. Hun ville ikke tabe til søvnen, men det var en kamp som hun allerede havde tabt. Hun lukkede øjnene, og åbnede dem ikke igen. Hun havde ikke alt for meget blod endnu, men hun skulle se en healer hvis hun skulle overleve. Et eller andet sted havde hun accepteret at hun skulle dø.

Alt brænder! Det gør ondt! Hvem er det der sidder på stenen? Mor? Hun brænder også. Skriger. Skriger så forfærdeligt. Det er ikke min mor. Det er mig. Jeg kigger på mig selv. Jeg lider. Alt brænder! Alt gør ondt. Intet giver mening. Jeg lider for evigt. En hånd. Der bliver rakt en hånd mod mig. Den er blevet sendt fra himlen. Kommer imod mig. Trækker mine knive. De er der ikke. Glor på hånden. Den tilbyder mig alt. Frelse. At blive båren ud. Vender mig om. Går mod mig selv på stenen. Skubber mig væk. Jeg sidder på stenen. Jeg lider. Alt brænder. Alt gør ondt.

Andrena vågner med et sæt. 

//Afsluttes grundet manglende krea.
Du er velkommen til at skrive en pb, hvis du vil finde ud af noget plot senere hen <3//