Det var ved at være sent og mørket havde lagt sig mellem de mange træer. Aniliidae havde været inde i byen for at sælge de få kjoler hun havde lavet, hvilket var gjort med succes. Hun havde ikke tjent alverden på sine kreationer, men det var mere end rigeligt til at hun ville kunne købe sig mad på kroen i en lille uge. Hun var dog på vej gennem træerne for at komme til sin hytte der lå lidt længere oppe i bjergene. Hun kunne godt vælge at tage ruten over bjergene, men skoven havde altid været hyggeligere. Efter den lange dag skulle hun hjem og have noget søvn og så kunne hun se frem til et godt morgenmåltid på kroen dagen efter. Men selvom hun var ved at være lidt træt, var hun i højt humør over hvordan dagen var forløbet. Folk havde været i utroligt flinke i dag.

På de barer tær gik hun med lette skridt over den halvkolde jord. Hun havde intet andet end sin hjemmelavede blå sommerkjole på og det var en anelse køligt i vejret. Heldigvis var det tørt og hun håbede på ikke at ende i en regnbyge inden hun nåede hjem. Den mørkegrønne skuldertaske hvilede ned langs siden som altid, men hun havde fat i den med den ene hånd, for ikke at lade den glide ned. For at se så fin ud som muligt tidligere, havde hun sat håret op i en hestehale med et hvidt bånd. Det gik ikke at hun så upudset ud når hun skulle sælge sine produktioner og hun havde lært at løst hår ikke så pænt ud. Derfor lod hun håret sidde sådan, også selvom hun ikke var på arbejde længere, men båndet skulle først tages ud når hun nåede sit hjem.

Vejret var behageligt og mørket havde en vis ro over sig, som Deavàs var klar på at møde sin kontakt i skovens mørke. Han var iklædt den sorte kappe, som var lukket helt til og kun svagt afslørede den lyse skjorte under. Der var slået et bånd rundt om hans talje i en rødlig kulør, dog var farven meget mørk og svær at få øje på, i aftens mørke. Deavàs stod i læ under et af de større træer, som hans blik gled imellem træerne. Han stod afventende og ventede på et tegn fra hans kontakt, da han fik øje på den kvindelige skikkelse i det fjerne. De gyldne øjne så lidt rundt, før han rynkede let på brynene. Deavàs var ikke meget for at vente i stilhed og han var så småt begyndt at blive utålmodig. Et let suk undslap hans læber, som han strøg fingrene op af ærmerne og skubbede kappen med op, så de lyse arme kom til syne. Han fulgte skikkelsen på afstand og holdt sig skjult af træer og buske. Hvor mon hun var på vej hen på denne tid af aftenen?

En let brise strøg igennem træerne, som kappen slog let imod hans ankler i takt med at han bevægede sig over skovbunden med kurs mod hende. Han holdt sig til træerne, så skikkelsen ikke ville få øje på ham lige med det samme. Hendes påklædning var let, men stadig iøjnefaldende, som kjolen let omsluttede hendes spinkle krop. Deavàs nød blot synet på afstand, som han skubbet hænderne ned i lommen på kappen, han rodede lidt med indholdet. Kontakten var nok blevet forhindret, men det kunne han tage sig af senere. Det var aldrig godt, når Deavàs personligt skulle møde op, men det ville kontakten hurtigt finde ud af.. at Deavàs udeblev fra et møde, kunne også sende en advarsel, hvis kontakten endte med at dukke op. "Frøken?" Lød det lettere forpustet og udmattet fra Deavàs. En klar facade, men som han tog sig til brystet og lænede sig op af træet, virkede det oprigtigt.

Aniliidae havde ofte mødt folk på vejen hjem, men det var selvfølgelig ikke tit der befandt sig folk på denne tid. Specielt ikke efter det var blevet forbudt at være ude efter mørkets frembrud. Hun havde godt nok forladt byen før mørket faldt på, men hun tog sig altid god tid når hun tog ruten hjemad, for der var noget yderst beroligende over at være i skoven. Det bundede nok mest i at hun var vokset op her og følte sig mere end tryg ved dette område. Hendes mormor havde ofte fortalt hende om alle de farlige væsener der lurede mellem træerne, men de fleste af dem havde valgt ikke at komme for tæt på hende, efter de så hende i den anden form.

At en anden havde kurs direkte mod hende, lagde hun ikke mærke til, før hun hørte stemmen. Straks fik hun rettet blikket mod manden, der bestemt ikke så ud til at have det helt godt og hun smed den grønne taske på jorden og bevægede sig hastigt mod ham. Hun lagde en arm under hans for at give ham lidt støtte, dog ikke at hun ville kunne forhindre ham i at falde, skulle det ske.
”Er De okay? Fortæl mig hvordan jeg kan hjælpe,” Spurgte hun med en lettere bekymring i stemmen, som hun lagde lidt kræfter i for at holde ham oppe.

Fælden klappede i det sekund kvinden farede mod ham. Han holdt dog facaden kørende, som hun tilbød sin støtte. Han tillod sig ikke at lægge al sin vægt over på hende, som han udstødte et smertefuldt støn, som havde hun ramt noget, der gjorde ondt. Deavàs havde godt set tasken, men som hun efterlod den på jordbunden, fandt han den ikke vigtig. Han lod dog ikke til at være villig til at slippe støtten fra træet også selvom hun hurtigt kom han til undsætning. "Undskyld, det var slet ikke meningen, at jeg skulle forstyrre Dem" undskyldte han. En undskyldning der blev forstærket af at han forsøgte at stå oprejst igen, men måtte klappen sammen af den fiktive smerte.

Deavàs tog en dyb indånding, som han lukkede øjnene kort. "Jeg havde et uheldigt sammenstød med et vildsvin.." det var en frustrerende mumlen, som han talte i. Han vendte dog stille de gyldne øjne mod hende, som han nikkede som en tak, for hendes støtte. Den modsatte arm, end den hun havde fat i, slap træet, som han lagde den rundt om livet på sig. Han skar en grimasse, som han vendte blikket mod hende. "Tak, frøken." Der hvilede et smil over hans læber, som han klemte det ene øje sammen.

Aniliidae anstrengte sig en anelse for at holde den sårede mand oppe, men eftersom hun ikke ligefrem kunne prale af sine muskler var det svært. Hun havde dog ikke tænkt sig at slippe ham og overlade ham til sig selv. Hun kunne ikke efterlade en der havde brug for hjælp. Et venligt smil kom frem på hendes læber som han undskyldte over for hende.
"Det gør virkelig ingenting," sagde hun bestemt og spændte sammen for at hive ham lidt op igen efter han klappede sammen.

I et kort øjeblik forsøgte hun at se efter hvor han var såret og hvor slemt det var, men i den vinkel hun stod i og med intet lys i den mørke skov, var det svært at se noget som helst. Men lige meget hvor slemme sårene var, havde hun ingen mulighed for at hjælpe ordentligt her og ud fra hans kropssprog, var det ikke helt smertefrit. Selv rettede hun blikket mod hans og hun besvarede hans tak med et smil.
"Hvis De er i stand til at følge med, har jeg en hytte lidt længere oppe i bjergene. Så kan jeg få renset dine sår og sendt dig sikkert af sted igen," sagde hun. Egentlig havde hun lært ikke at slæbe fremmede med hjem, men denne gang mente hun at det var nødvendigt. De ting hun skulle bruge for at hjælpe rigtigt lå i hytten og han så da ikke farlig ud. Hun havde måske ikke altid været lige god til at læse folk, men hun var sikker på at hun havde ret nu! Han havde bare brug for en hjælpende hånd og hun var mere end villig til at være den hånd.

Det virkede måske ondt at lade kvinden bære hans vægt, men hvis han kunne bære sig selv, så ville det måske være nemmere for hende at opdage, at han faktisk ikke havde problemer eller sår, som skulle behandles. Kvinden gjorde det dog en anelse for nemt for Deavás at komme tæt på. Han lod endda en finger strejfe hendes hud kort, som et forsøg på at rejse sig op. Men det mislykkes selvfølgelig, men det havde også haft et helt andet formål end at holde sig til hende. Han forsøgte at hjælpe hende så godt det var muligt, uden at afsløre sin løgn. Han træk let på fødderne og gav modvilligt slip på træet. ”De var sikkert på vej hjem for at slappe af” lød det roligt og en anelse forpustet fra ham, som han hostede og straks holdt hånden for. Det var umuligt at snyde sig til blod i munden, så han lod blot som om at han tørrede noget af i sit tøj.

I den sammen krøllede position formåede Deavás at skjule sin mave, som han også holdt armen rundt om. Han ømmede sig lidt, som hun rettede på sig selv og han forsøgte at komme fremad for at hjælpe til. Tilbuddet om at blive behandlet i hendes hjem, bragte et forholdsvis skjult smil frem på hans læber, som han hostede kort, som om han havde slugt noget luft i sit forsøg på at svare hende. ”Jeg er villig til at give det et forsøg, måske vi burde finde en kæp, så De ikke er tvunget til at bære mig hele vejen” det lød oprigtigt og han formåede endda at beholde den venlige facade. ”Men jeg ville helst ikke presse mig på, måske jeg bare trænger til et hvil” han var nød til at holde sig lidt tilbage, så han ikke virkede for ivrig i at følge med hende hjem.

Det var ikke nemt for Aniliidae at holde hans vægt, heller ikke selvom han stadig støttede sig til træet, men hun gjorde en god indsats ved at spænde lidt ekstra op. Det var hårdt, men hun kunne ikke byde en såret mand at klare sig selv.
"Det var jeg, men De har brug for min hjælp. Tro mig, De finder ingen andre i skoven på denne tid," sagde hun. Der var ingen tvivl om at ingen andre ville være til at finde i skoven nu det var så sent og hun havde da rigeligt plads til at han kunne få hvile for natten. Hun kunne altid selv sove i den gamle sofa, den var mere behagelig end den så ud.

Som han fik rykket sig lidt længere frem, fulgte hun roligt med. Hun lod ham bestemme hastigheden, da det ikke skulle være for smertefuldt. Hendes taske skulle hun nok få fat på, men den lå lidt længere henne og de skulle have flyttet sig lidt længere for at nå den.
"Vi kan se om vi kan finde en på vejen, ellers gør det intet, der er ikke så langt," smilede hun, som hun lagde en arm omkring ham for at gøre det en anelse lettere for sig selv, samtidig med at han ville kunne støtte sig lidt mere til hende. Det ville ikke tage lang tid at komme til hendes hytte. Den lå lige fremme, og den eneste grund til at man ikke kunne ane den endnu, var fordi den lå oppe af bakken og det var for mørkt.
"De kan hvile hos mig, jeg insisterer. Jeg kan ikke efterlade Dem herude når De er såret," sagde hun bestemt.

Kvinden gjorde et ihærdigt forsøg på at være høflig overfor ham, det var næsten lige før at det var synd for hende at blive fanget sammen med ham, men det var også for nemt til ikke at fortsætte. "Jeg tror Dem" svarede han med et svagt smil på læben, som han skar endnu en grimasse. Indvendigt morede han sig dog, men han skulle holde en facade for at komme indenfor, men det var højst sandsynligt at han hurtigt ville slippe den, når døren lukkede i. "Jeg kommer til at skylde Dem et eller andet" han var næsten nød til at give hende noget for den hjælp hun allerede havde tilbudt ham.

Deavàs smilte let for sig selv. Hun var ihærdig og stædig hvad det hele angik og han kunne faktisk godt lide det. Han nikkede til hendes ord, som det måtte være op til hende, begge dele kunne fungere, som han langsomt førte den ene fod frem foran den anden. Det gik roligt for sig og Deavàs tog sig god tid til at få en fornemmelse af hendes styrke og personlighed. Kvinden var også bestemt, hvis han ikke skulle have forestillet at have ondt, så havde han nok ledet af hendes stædighed. "Hvis De insisterer, så har jeg vist intet valg" Lo han kort, før at han begyndte at hoste og måtte stoppe op for at tage en dyb indånding. Hvem var hun og hvad foretog hun sig? Kunne han finde svaret eller skulle han tvinge det ud af hende?

Aniliidae kunne ikke lade være med at grine let over hans ønske om at betale hende tilbage. For det første var hun ikke vant til at få noget til gengæld for hendes hjælp, for det andet var venlighed intet at betale tilbage for i hendes bog. Hun mente selv at det hun gjorde for andre, ville andre gøre for hende, skulle hun få brug for det en dag.
"Hvis De virkelig gerne vil, men jeg mangler intet," sagde hun, stadig med det lette grin.

Stille og roligt fulgte hun med ham for hvert skridt han tog. Dog stoppede hun kort op, da de nåede til hendes taske på jorden. For ikke at bukke sig ned og lade ham stå uden støtte, fik hun skubbet foden under hanken for at løfte den op til hun kunne nå den med hånden. Den blev derefter placeret om hende skulder, inden hun igen fik spændt lidt mere op i kroppen for ikke at tabe ham.
"Nej, det har De ikke," smilede hun, før hun stoppede op med ham for at lade ham hoste færdig. Så gik hun langsomt videre.
"Jeg hedder forresten Aniliidae. Men De kan bare kalde mig Ani," præsenterede hun sig. Det var efterhånden blevet en vane at bede folk om at kalde hende Ani, men kun fordi hun ofte havde oplevet at hendes fulde navn ikke var til at udtale for nogle. 

Var det morsomt at tilbyde noget til gengæld, når hun nu frivilligt valgte at hjælpe ham? Måske, men det var ikke til at sige, hvad han havde tænkt sig at tilbyde hende. Måske hun ikke engang fik et valg om at modtage det. Men det skulle han næppe sige højt, som han i stedet rystede lettere opgivende på hovedet af hendes ord. Der var ingen grund til at kæmpe imod, når han nu skulle forestille sig at have ondt. ”Måske ikke lige nu” svarede han med et opmuntrende smil på læben. Det kunne jo også vente..

Deavás skar en grimasse for hvert skridt de tog imod hendes hytte. Han valgte at placere den ene arm rundt om sin krop for at støtte sig selv. Dog stoppede han op, så hun fik mulighed for at samle sin taske op. Han smilte svagt til hende og gjorde et nik, som det lykkes hende at samle den op. Deavás ventede på at hun var klar igen, før at han bevægede sig videre mod hendes hytte. At hun havde tænkt sig at slæbe ham med hjem, gjorde intet, som det morede ham lidt, at hun var så nem at overtale.
En svag latter undslap hans læber, som hun heller ikke mente, at han havde noget valg, men så var der heller ikke andet at gøre end følge hende. Kvinden præsenterede sig også, som han nikkede svagt. ”Dem vil jeg sent glemme igen, Ani” svarede han blidt og høfligt, som han tørrede mundvigen med en finger, efter sit host. ”Deavás” svarede han roligt, som de gyldne øjne vandrede mod træerne og udsigten til hendes hytte.

Aniliidae manglede måske ikke noget lige nu, men hvis hun nogensinde gjorde, var det hendes eget job at skaffe det. Hun var ret ung, men hun var blevet opdraget til at man ikke kunne lægge sine problemer over på andre og at man skulle hjælpe hvor man kunne. Det var måske bare et gammelt ordsprog der ikke betød noget, men hun var sikker på at alt hun gav, en dag ville komme tilbage til hende. Hvornår det skete anede hun ikke, men hun forventede intet. Det ville da heller ikke være velset af nogle, hvis hun lod en såret mand passe sig selv i en kold skov midt om natten. Det var ikke til at sige hvad der kunne ske.

Som han fik præsenteret sig selv, kom hun med et let nik. Som hun hele tiden havde haft, var det venlige smil stadig spredt på hendes læber. Hun holdte som regel blikket på ham, men engang imellem rettede hun det mod jorden i sin mindre ihærdige søgen på en kæp han kunne bruge som støtte. Dog gik hun ikke meget op i den søgen, da de nærmede sig hytten mere og mere og inden længe ville det ikke være nødvendigt mere. Hun måtte også lige stramme sig lidt op og spænde til i musklerne igen, som hun nogle gange begyndte at slappe lidt for meget af.
"Rart at møde Dem, Deavás. Selvom det er under lidt uheldige omstændigheder," sagde hun.

Selvom det gik langsomt for sig, gik der ikke længe før man kunne se hytten omkring 30 meter fremme. I mørket var det ikke nemt at se andet end omridset, men nu var der i hvert fald ikke langt igen og hun ville snart kunne hjælpe ham som hun mente var nødvendigt. Det sidste stykke fik hun også selv taget sig sammen til at lægge lidt flere kræfter i sin støtte til ham, inden de nåede den lille hytte. Udefra så den ikke ud af meget og som hun fik trykket ned i håndtaget og åbnet døren, var det ikke meget anderledes indenfor. Til gengæld var det tydeligt at hun gjorde hvad hun kunne for at holde hytten ved lige. Sofaen havde brugsspor, men efter at have holdt i 50 år var det ingen overraskelse og ren og afstøvet var den, ligesom resten af hytten. Et spisebord ejede hun ikke, men det lille kaffebord ved sofaen havde også altid været nok, selv da hendes mormor stadig levede. Hun fik guided ham over til sofaen og gjorde hvad hun kunne for at støtte ham til han havde sat sig.
"Hvor slemt er Deres sår? Skal De sys?" Spurgte hun, siden hun ikke selv havde set såret endnu og så hun vidste om der skulle nål og tråd til.

Nok var Deavás ikke såret, men alt han havde gjort var at jamre lidt og bede hende om hjælp, dertil var det hendes egen konklusion, at han faktisk var såret. Selvfølgelig havde han nævnt et vildsvin tidligere, men det kunne jo betyde mange ting.. Uanset hvad så kunne han ikke lade vær med at udnytte hendes hjælpsomme natur. Jagten efter en kæp var ikke i Deavás interesse, som han udnyttede situationen med at være tæt på hende. Han havde blot brug for en enkelt berøring og så ville det være umuligt for hende at flygte fra ham. Alligevel spillede han med, som hans åndedræt var tungt og lettere uregelmæssigt. Han skar nogle få grimasser, hver gang at han var nødt til at støtte på venstre fod, alligevel lagde han ikke al sin vægt over på hende. ”Jeg kunne ikke være mere enig” svarede han stille med en hæs stemme.

Omridset af hytten fik Deavás til at ånde lettet op. Det var en blanding af udmattelse og tilfredshed, som han nu var klar over, hvor hun boede henne. I hendes tilfælde var der selvfølgelig tale om en chance for at lægge ham fra sig, så hun atter kunne nøjes med at bære sin egen vægt. Han kunne godt mærke hvordan den korte distance til hytten gav hende motivation til at lægge ekstra kræfter i. Han lod hånden hvile mod hendes skulder, som han gav det sidste, så hun kunne få en fornemmelse af, at han også bare gerne ville ned at ligge.
Et lettet suk undslap hans læber, som han endelig kom indenfor og kunne tillade sig at dumpe ned i hendes sofa. Han så op på hende med et taknemmeligt blik i øjnene, som han nikkede let til hendes ord og valgte at læne sig tilbage mod sofaen. Han lagde den ene arm over ryglænet og strakte stille ud i ryggen. ”Hvis De henter nål og tråd, så skal jeg nok fjerne tøjet” forklarede han med et nik, som han placerede hånden over sin mave igen. Endnu en grimasse, som han langsomt begyndte at skubbe kappen over sin ene skulder, så han kunne få den af lige så stille.

Så snart Aniliidae fik afsat Deavás i sofaen, blev hendes lettere forpustet vejrtrækning lidt tydligere. Det havde i forvejen været en lang dag i byen og hun havde ikke forventet at skulle bruge ekstra kræfter på hjemturen. Selvom det ikke havde været hendes plan at skulle bruge sin aften og nat på dét, fortrød hun overhovedet ikke sin beslutning om at hjælpe ham. Tværtimod gjorde det hende kun i lidt bedre humør over at hun ville kunne gøre hans dag bedre end den havde været, for hun regnede ikke med at mødet med vildsvinet havde været vildt spændene.

Som han begyndte at skubbe kappen af, nikkede hun let og vendte så ryggen til ham for at forsvinde ind i et andet værelse. Det var her hun havde alle sine syting og der så noget rodet ud, hvilket man ville kunne se gennem den åbne dør. Hun havde aldrig overvejet at rydde op i alt sammen, da hun vidste præcis hvor alting lå, også selvom det ikke så specielt organiseret ud. Hun gik direkte mod det store bord der stod op af endevæggen, hvor hun åbnede en af de mange skuffer. Både nål og tråd lå i skuffen og inden få sekunder var hun på vej mod stuen igen, med nål og tråd i hånden. Døren ind til rummet lod hun stå åben. Inden hun bevægede sig mod ham igen, forsvandt hun ud mod badeværelset, hvor hun fandt en sammenrullet forbinding frem. Hun tog et mindre håndklæde og gjorde det vådt med lunkent vand og med alle ting i hænderne kom hun tilbage mod ham. Normalt ville hun gerne have renset sår med alkohol, men hun havde intet i hjemmet, så det våde håndklæde måtte være nok. Alle tingene fik hun lagt på bordet før hun satte sig på sofaen ved siden af ham.
"Klar når du er," sagde hun smilende, som hun vendte blikket mod hans. Det var heller ikke normalt for hende ikke at kigge væk når folk begyndte at smide tøjet foran hende, men denne gang var hun nødsaget til at kigge så hun tog sig ikke videre af det.

Sofaen var faktisk ganske behagelig også selvom den ikke så ud af meget, så sad man godt og Deavás brugte ikke lang tid på at finde sig tilrette i sofaen med et let smil på læben. Roen imellem dem ville dog snart ændre sig, hvis han kunne få noget at skulle have sagt, derfor tillod han sig også at sende hende væk, så han kunne smide overtøjet og skjorten. Hans blik hvilede dog mod døren hun var forsvundet ind af, som han holdt et vågent øje. Han fik lagt kappen fra sig, men tog først fat i noget fra sin inderlomme, som han knappede skjorten op efterfølgende. Bevægelser var rolige, og man kunne ikke fornemme nogen form for smerte hos ham, imens at han hev den af. Der var ingen mærker på ryggen eller maven, ikke andet end de ar han havde skaffet sig over årene. Dog var der ingen friske sår, alligevel placerede ham skalpellen mod sine ribben, med et præcist snit skar han ind i huden og lod blodet rende ned ad maven. Deavás førte fingrene over såret for at tage blodet og smøre det ud over skjorten. Selvfølgelig var det ikke nødvendigt, men det var den eneste måde hvorpå hun ville tro ham og komme tæt nok på.. Skalpellen skjulte han i kappen igen, som han skar en grimasse, da hun vendte retur. Hånden blev placeret over såret, som denne allerede var blodig og blot tydeliggøre alvoren i såret.

Deavás vendte blikket retur til hende, da hun gik ud af værelset, før at hun atter forsvandt mod badeværelset og kom retur med et håndklæde. Han nikkede svagt til hendes gestus, før at han lænede sig tilbage for at give hende plads og samtidig sikre sig at såret ikke ville blive syet for stramt, så han ikke ville kunne bevæge sig. Smerten var ikke uvan for ham, men alligevel overspillede han det en anelse for at holde hende til ideen. Han nikkede til hendes ord, som han vendte blikket bort og lod hende arbejde. ”Har De gjort noget lignende før?” spurgte han, som var han bekymret for hendes viden indenfor området. Ikke at et sjusket ar ville gøre nogen forskel sammenlignet med dem, han allerede havde på overkroppen.

I sin koncentration om at finde alt Aniliidae mente var nødvendigt, lagde hun ikke mærke til noget af det Deavás havde gang i med skalpellen. Hun var forberedt på at der nok ville være en del blod, men da hun satte sig ved hans side, var hun alligevel nødt til lige at tage et par dybe indåndinger. Det var tydeligt at se på hendes reaktion, at det ikke var disse situationer hun havde oplevet flest af, men hun gjorde et godt forsøg på at holde sig så fattet som muligt. Hun klarede det dog bedre end hun troede hun ville, som hun tog håndklædet og pressede mod såret. Sådan blev hun siddende, da hun var nødt til at få blødningen til at stoppe så meget hun kunne, inden det kunne sys. For at kunne lægge ekstra pres på, lænede hun sig lidt ind over ham. På den måde kunne hun bruge sin kropsvægt, i stedet for kun at bruge armkræfter.

Da hun hørte hans spørgsmål, rettede hun blikket mod hans øjne.
"Det eneste jeg har syet i er stof. Men jeg lover at gøre mit bedste," forsøgte hun at sige beroligende, som hun løftede håndklædet lidt for at tjekke om det stadig blødte. Det gjorde det. Hun lagde dog hovedet let på skrå, som hun fik set såret ordentligt, men hurtigt pressede hun på igen.
"Det var et vildsvin, der havde været skyld i såret?" Spurgte hun lettere undrende og rettede blikket mod ham igen. Snittet der var lavet ved hans ribben så alt for rent ud til at hun straks ville tænke vildsvin. Det var vel ren logik at hun mente, at det måske ville se lidt ujævnt ud og det gjorde det ikke, så hun var nødt til at spørge. Måske hun tog fejl? Hun havde trods alt aldrig set sådan et sår før.

At hun havde tilbudt sin hjælp havde været lidt af en overraskelse, da de slet ikke kendte hinanden. Men til tider var folk bare for godhjertet, det kunne hurtigt galt, specielt med ham, men det vidste hun selvfølgelig ikke. Deavás var dog nok til at bide sig i underlæben, som han så hendes reaktion på såret. Det kunne have været meget værre, men hun var virkelig ikke van til det. Han skar dog en mindre grimasse, da hun valgte at presse håndklædet imod såret. ”Hmpf..” udstødte han lettere forbavset. Hun smed sig da også bare lige ud i det. Hans vejrtrækning blev en anelse dybere, som det var kommet bag på ham, men han bed det hurtigt i sig som han nikkede til hende.

Deavás hævede det ene øjenbryn, da hun forklarede ham, at hun kun havde syet i stof før. Jamen, det var da også næsten det samme.. Han nikkede stille til hende igen. ”Tror stadig det ville blive bedre, som hvis jeg selv skulle gøre det” han smilte opmuntrende til hende. Nok havde han syet mange sår efterhånden, men det kunne hun jo ikke vide.
Hendes spørgsmål kom ikke bag på ham, som han lod blikket dale lidt, som var det pinligt at indrømme. ”Egentligt ikke, men det er en anelse pinligt at indrømme” svarede han med et stille smil på læben, som han rynkede let på næsen og virkede som en, der helst ikke ville tale om det.

Aniliidae vidste at det ikke ville være behageligt at hun ikke spildte tiden før hun pressede mod såret, men det var nok mere for at stoppe blødningen inden hun selv fik det dårligt, så hun så ham i øjnene med et beklageligt blik.
"Det må De undskylde, jeg skulle have advaret Dem," sagde hun med et skævt smil, mens hun pressede mere på. Hun tog selv en dyb indånding hver gang hun løftede håndklædet for at tjekke om der stadig kom blod. Det gjorde hun dog ikke specielt tit, da hun gerne ville holde presset på så længe som muligt.

Det opmuntrende smil fra ham gjorde hende næsten mere rolig. Hvis han havde tiltro til at hun kunne gøre det godt nok og ikke var den mindste smule nervøs over at lade hende gøre det, så var der vel ingen problemer. Om det blev pænt eller ej, kunne hun ikke sige. Et enkelt løft mere af håndklædet fik vist at der ikke længere kom blod fra såret, men hun ventede med at fjerne det helt, for at rette blikket mod ham. Hans reaktion på hendes spørgsmål var klar og hun tøvede med at spørge ind til det, da hun selvfølgelig ikke mente at det kom hende ved. Men hun var nu alligevel nysgerrig.
"Så pinligt kan det da ikke være. Kan det?" Spurgte hun med et svagt drillende smil. Hun fik fjernet håndklædet helt og lagt det på bordet, hvorefter hun tog fat i både nål og tråd. Mens hun ventede på hans svar, rullede hun et godt stykke af tråden ud og knækkede den af.

Det var kommet bag på ham, mest af alt fordi han havde set hendes reaktion på blodet, så han havde ikke forventet at hun bare ville kaste sig ud i det. Men der måtte han jo have fejldømt hende, for hun havde bestemt ikke noget imod at presse på. Såret var heldigvis ikke slemt nok til at gøre voldsomt ondt på ham, han var blot overrasket. ”Det går nok, jeg har vænnet mig til det nu” forsikrede han med endnu et smil. Han lod blikket glide mod såret, da hun løftede håndklædet for at tjekke det. Det var ikke særlig slemt mere, men han lod hende gøre, som hun mente var bedst. Han skulle jo nødigt rette på hende.. allerede.

Pigebarnet var modig nok, det måtte han da give hende. Han kunne ikke lade vær med at smile igen, som hun ikke lod det ligge. Måske han helt skulle have ladet vær med at forklare sig, men blot forsikret hende, at der var tale om et meget præcist vildsvin. Ikke at hun ville have troet på det, når hun allerede havde set såret. Han nikkede dog til hendes spørgsmål, som han tog en dyb indånding, da hun valgte at fjerne presset på hans mave. ”Når det er selv forskyldt, så ja” svarede han med et stille smil på læben. Havde hun brug for flere detaljer, for så kunne han godt give hende dem, men var hun nu sikker på at hun ville være i stand til at håndtere den slags detaljer?
Deavás lod blikket glide mod nålen og den tråd hun var i færd med at rulle ud. Han nikkede beslutsom til hende, som han lænede sig let tilbage i sofaen for placerede hænderne mod sædet for at presse sig selv tilbage. Han spændte mavemusklerne kort. Han følte sig klar til at hun kunne begynde at sy.

På bordet stod et tændt stearinlys, måske underligt, da det havde stået tændt i et par timer mens hun selv havde været inde i byen, men hun havde aldrig været god til at huske på at slukke flammen inden hun forlod hjemmet. Det var næsten et mirakel at hytten ikke var brændt af endnu. Til gengæld var lyset også ved at nå bunden, der var ikke meget tilbage, men hun kunne lige nå at læne sig frem mod det og holde nålen i ilden, for at gøre den så ren som muligt. Der gik ikke lang tid før hun havde fået rullet tråden ud og lagt de to ender sammen for at lave en dobbelttråd. Uden problemer fik hun også trådet nålen. Det var ikke svært at se, at hun var rimelig øvet i lige netop dét, men hun tænkte ikke selv over det, da det havde været hverdag i en del år efterhånden.

Hun fik rettet blikket mod ham igen og et undrende smil kom frem på hendes læber.
”Hvordan har De formået at gøre dette mod Dem selv?” Spurgte hun med en tydelig mangel på forståelse i stemmen. Tanken om at han havde gjort det med vilje og at han havde gjort det efter hun havde hjulpet ham hertil, faldt hende slet ikke ind. Med hans bekræftende nik om at han var klar til at hun kunne gå i gang, lænede hun sig lidt ind over ham for ikke at komme alt for skævt ind. Med den frie hånd lagde hun et par fingre på hver side af såret og pressede sammen og med endnu en dyb indånding, fik hun skubbet nålen gennem huden og hev let til for at få tråden igennem.

Aniliidae måtte have lært noget, siden hun udmærket vidste hvordan man skule gøre et nål steril, men så igen, det kunne være et heldigt gæt. Alligevel lod han blikket glide mod flammen, som den næsten slugte nålen. Den blev rødglødende kort, men nålen blev hurtigt afkølet det sekund hun tog den ud af flammen. Han holdt med i hendes håndværk, som hun fik tråden igennem nålen og gjorde sig klar. Han var ikke overbevist om at det ville blive en rar følelse, men det var stadig bedre end at gøre det selv. Han var dog meget rolig omkring hele situationen og lod sig ikke gå på af hvad der snart skulle ske. Samtalen var dog gledet over på et underligt emne, som han ikke helt kunne lade vær med at smile.

Deavás trak let på skulderne, som han helst ikke ville indrømme det. Han havde en historie klar, hvis hun insisterede, men hvis han kunne undgå det, så kunne de også lade det ligge og få syet såret sammen hurtigt. ”Jeg har aldrig været god til at håndtere våben” indrømmede ham med et forsigtigt smil på læben. Det var ikke løgn, men heller ikke helt sandt, som han sagtens kunne håndtere mindre redskaber, men det var næppe hvad hun ville tænke på, når han nævnte våben. Deavás lænede sig tilbage, som han lukkede øjnene og skar en grimasse, da hun pressede såret sammen. Han greb ud efter sofaen, som hun pressede nålen igennem huden. Han bed sig i underlæben for at undertrykke et nydende suk, noget hun helst ikke skulle opfange.