Der kunne lige så godt være kommet en knytnæve og ramt Jocelynni ansigtet som den inderlige smerte tog til over at se sin bror blive slæbt frem og smidt på jorden foran hendes fader. Det kunne ikke være rigtigt, hunnhavde gjort alt for i 1å år nu st hendes broder skulle være langt væk fra hele hendes familie... Nej det var ikke familie hvis de ville fraråde hende fra hendes biologiske broder.
Han var jo skadet? Hvorfor havde hun ikke set det ske? Hendes fader havde holdt hende i mørket! Holdt hende for når!
Som så James begyndte med sine spydige kommentarer slog det blot hårdt k sjælen på hende, det var klart at han hadede hende for alt hunnhavde udsat ham for. James ville nok aldrig forstå det, men det var ikke det det handlede om lige nu.
Man kunne nærmest se flammer i Jocelyn sjælmigennemnhendes øjne og roligt begyndte hun at cirkulere rundt om sin fader og sagde vredt "Slip ham fri eller jeg befrier denne verden for dig kære fader"
Bestemt havde hun tænk sig at tage livet af sin fader hvis han valgte at dræbe James, det måtte ikke ske!
Det hele var blot ved at stige Jocelyn over hovedet, hvorfor skulle James også være dukket op den dag og blandet sig. De kunne havde levet fint uvidende, tænk nu, ja nu skulle Jocelyn sikkert gå sin egen død i møde. Men så længe hun skulle dø for ham, gjorde hende ikke noget.
Jocelyn blev ved med at gå i cirkler om sin fader med sværdet rettet imod ham, en mindste bevægelse han lavede forkert og hun ville straks være over ham.
"James..ikke nu du skal være spudig" tilføjede Jocelyn køligt som det virkede til James ikke havde forstået situationens alvor.