Hver morgen var som at vågne op i favnen på Zaladins favn. Den dunkende hovedpine var blevet rent rutine, som havde den overtaget jobbet, som det mindre urværk havde haft, før det holdte med at virke og nu stadig lå skubbet til stede og skilt halvt ad i vindueskarmen ude i det, som skulle forestille sig at være køkkenområdet i den etværelseslejlighed, han havde fået skaffet og boet i siden, han var draget til hovedstaden i søgen efter succes eller hvad der nu egentlig havde drevet hans unge sind den gang så mange år tilbage.
Det varme lys fra den tidligere morgensol skinnede hæmningsfrit ind ad de eneste to vinduer, der tilhørte værelset og oplyste det allerede utroligt godt op. Det var ikke nogen stor bolig. Den var mere rektangel end den var kvadratisk med et lille stykke skillevæg som det eneste der skilte det primitive, men helt udmærkede køkken fra, hvad der nok ville ses som soveværelset, da det var der sengen stod op ad den længste væk og skubbet op i hjørnet af skillevæggen. Ude i køkkenet stod et slidt spisebord – rundt og af lyst træ med tre enlige stole kredset om det. Væggene var ikke malet og viste de mange træknopper og knuder. Ligeledes med gulvet, der ikke bar tæppe og var godt slidt visse steder. Det skreg ikke penge. Langt fra. Men det var tæt, overraskende luftigt, siden der ikke var mange møbler og døren hang ikke på hængslerne.

En anden del af Alrans morgenrutine var at dreje sig beklageligt om at ligge på ryggen og straks lægge en hånd henover øjnene og presse ind mod sine tindinger. Han havde det som om, at han havde drukket sig i hegnet aftenens inden. Og hele hans krop føltes øm og stiv. Det var fandme utroligt.. Han var ved at være godt træt af det hele. Bare en ordentlig nats søvn. Det var det eneste han bedte om. Var det virkelig for meget at forlange?! I det mindste var det en stille mor-…
Bank bank bank! Som havde guderne hørt hans bønner blev hans fredelige morgen afbrudt af den irriterende lyd af en knyttet næve mod hans dør. Stakkels dør. Hvem end det var, var ikke vitterligt blid ved den. Han kunne allerede mærke senerne ved sin nakke spænde sig op af provokation, samtidig med at det begyndte at gå op for ham, hvorfor han overhoved var vågnet. Det havde ikke været første gang, det havde banket på den morgen.

”Luk up!” lød det beordrende fra den anden side af døren. Tonelejet var ikke til at tage fejl af. Man skulle tro at byvagter blev lært op i den slags, for de lød alle sammen ens, når de krævede adgang. Alran knurrede som en arrig hund, inden han først møvede sine ben ud over kanten af sengen og derefter fik kæmpet sig op at sidde. Hånden for hans øjne gned han videre ned over ansigtet og blinkede døsigt med de brune øjne, som de så mod døren på den anden side af rummet. Hånden fortsatte rutineret om i nakken og tilfredsstillede en kløe nær starten af hans sjuskede hår, inden han fik kæmpet sig ordentligt op at stå, hvilket fik sengen til at knirke yderligere. De muskuløse skuldre blev skubbet mod hinanden til det tage knæ og fik et suk over hans læber, som han slæbte sig mod døren, hvor idioten bag igen slog på, som var det det eneste han havde lært i sit liv. Kradseriet gjorde sit sidste stop ved hans nøgne mave nær kanten af de lettere beskidte bukser, der udgjorde hans eneste beklædning.

Den unge smed havde dog knap noget så meget som at tage om nøglen, der sad og ventede på at blive drejet for at låse døren op, da noget skarpt fik hans ryg til at svaje markant og frøs ham fast i sin stilling.

Marax var blevet opdaget. Det var ikke typisk hende, men det var på den anden side heller ikke normalt at hun blev sendt ud på opgaver i eller omkring Dianthos. Hun var for let genkendelig og hun havde gjort det sådan med vilje. Hun fortrak det sådan. Så slap man for de lorteopgaver, der indebar at være i nærheden af uudholdelig mennesker.
Men ikke i dag. I dag havde hun forsøgt at indsamle nogle informationer og selvom hun havde fået ordre om at holde sig ude af Dianthos, havde hun sneget sig derind alligevel. Det var informationer, der var vigtige for Mørkets Hær, og hun vidste, at hvis hun bare kunne få fat på dem med det samme, i stedet for at vende tilbage til Tusmørkely, så ville de stå uendeligt meget bedre.

Dét havde været en fejl, for her var hun, hendes højre lår revet op af en vildfaren pil, der havde været tiltænkt hendes ansigt. Hendes bukser var flået op og hun blødte kraftigt. For at gøre det hele værre, var solen stået op under hendes flugt og vagterne havde haft alt for nemt ved enten at følge efter hende eller hendes blodspor. 
Hun troede at hun havde mistet dem, da hun havde fået sneget sig ind af et vindue, der havde været lukket, men ikke låst, og gemt sig i et lille, rektangulært hus. Dér havde hun haft nok tid til at rive en strimmel af sin bluse, der nu afslørede hendes mave, så hun kunne binde strimlen om sit sår og stoppe blødningen. Det var ikke godt, og det ville ikke holde særlig længe, men det måtte gå for nu. Hun ville ikke risikere at vække ham, der boede der, ved at rode rundt i hans ting efter bandager.

Hun sad på hans gulv, med besværet vejrtrækning og øjnene klemt hårdt i af smerte, da det bankede på døren første gang. Hendes reaktionsevne var heldigvis hurtig og på et øjeblik var hun gemt, siddende på hug, klar til at springe op hvis han skulle forsøge at åbne døren. Der gik flere bank inden fyren vågnede og Marax holdt vejret imens han stod op.

Først da han var lige ved at få fat på døren, rejste Marax sig op og satte en af sine knive imod hans ryg.
"Hvis de vagter finder mig, er du en død mand," truede hun ham, og det lykkedes hende at holde smerten hun følte ude af sin stemme. "Hvordan du vil sørge for, at vi begge overlever, er op til dig." Hun lagde sin frie, behandskede hånd imod hans skulder for at støtte sig op af ham med sit dårlige ben, og var påpasselig med ikke at komme til at få hudkontakt med ham.
Det undslap ikke hendes opmærksomhed at hans ryg var bred og muskuløs, og pludselig var hun glad for, at hun ikke havde set hans ansigt.

Det her var præcis hvad han ikke havde brug for lige nu. Ikke nogensinde, for at sætte det i bedre perspektiv. Det var som om at mere og mere lort bare blev smidt på hans skuldre jo længere igennem dagen han kom. Han frygtede hvor meget der ville ligge hen imod slutningen mere end han egentlig frygtede de trusler den søde, kvindelige stemme spyttede efter ham bag sin ryg. Hånden mod hans skulder var nok egentlig dét der forvirrede ham mest, men efter bare lidt gennemtænkning kom han til konklusionen, at den sikkert bare lå klar til at give det ekstra træk mod kniven i tilfælde, at hun følte sig nød til at spidde den ind i rygsøjlen på ham. Men han sagde ikke noget til hende. Og han drejede ikke hovedet nok for ham at kunne se mod hende over skulderen. Dog spændte han lidt mere op i musklerne, og havde hun haft udsyn til hans ansigt, ville hun have set et noget sammenbidt udtryk og krummede bryn.

Det hamrede mod døren igen og hans stilhed blev for en gangs skyld brudt.
”Så hold dog, kræftidiot! Du ender med at flække døren, og jeg har fandme ikke planer om at betale for en ny, bare fordi du er løbet tør for dine nødvendige ble-beslag! For lige nu er det den eneste grund jeg kan se mig logisk på, for at du vækker mig klokken lort!” råbte han tilbage igennem døren. Dette var lige den løsning han kunne finde frem til. For lige nu faldt fra ham ikke ind at det at åbne døren faktisk ville være en god idé.
”Åben op! Det er byvagten. Vi har nogle ting at vende med dig.” De måtte have vækket resten af bygningens beboere op nu, sådan som de råbte ad hinanden. Det var dog tydeligvis Alran der stod frem som mest aggressiv, men byvagtens ordfører lød heller ikke alt for glad.
”Ja? Og hvad drejer det sig om? Hænger der en kat fra mit vindue og holder fast for sit 4. liv?” Lavmælte stemme kunne nu højes svagt. Med et godt ører kunne man lige akkurat for udvekslingen af, hvordan han åbenlyst ikke var medgørlig, inden stemmen blev hævet igen.
”Vi leder efter en person på flygt og har fulgt dem hertil.” blev det så endelig forklaret. ”Vi vil bare tjekke op om, hun muligvis er troppet op her eller om du har set noget.” Hun? Alran kunne ikke helt lade være med at klikke sit hoved minimalt til den ene side, men holdte sig i sidste ende fra at se bag sig. Det var så perfekt det her.
”Hvad tror du selv? Hør, makker! Det her er 2. sal. Har du selv prøvet at klatre op på 2. sal? Hvis du ikke så hende op ad trappen, så er der ikke mere jeg kan give jer. Så skrid nu! Nogen her har brug for sin skønhedssøvn.” Som en afslutning gav han selv et skarp mod døren foran sig.

Der gik stadig lidt tid inden at byvagterne endelig opgav at komme igennem til den vrede mand. Chancen for at nogen havde genkendt hans stemme var egentlig ret stor, hvilket nok havde hjulpet lidt til. Men det vigtigste var, at man endelig kunne høre deres skridt ned ad gangen. Alran blev dog stående uden at sige et pip før at han forsikrede sig, at de havde nået trappen ned igen.
”…så er det en kniv i min ryg, eller er du bare virkelig glad for at se mig?” vrissede han så, lavt nok til ikke at blive hørt af andre udenfor lejligheden men højt nok til at kvinden bag sig uden tvivl ville få hver enkel tone i hans stemme. Så i det øjeblik, som han forventede ville være, hvor hun ville forvente mindst, greb han sin ene hånd om på ryggen og samtidig med at han drejede omkring så hurtigt det var ham muligt, fik han forhåbentlig fat omkring hendes hånd. Vendt med fronten mod hende greb han med sin anden hånd omkring knivens blad. Straks skar det igennem hans håndled – forbandede skarphed! – men det var nu ikke derfor at han måtte bryde ud i en noget anstrengende lyd. Hånden om hendes hånd have viklet sig om håndleddet, hvor hverken handsken eller hendes bluse udgjorde en barriere, så til hans store overraskelse blev han tvunget i gulvet af en abrupt tyngde. Han havde straks sluppet både hende og kniven, der nu ikke var meget brug bar længere. Hvis han havde gjort det korrekt, ville hun stå med et skaft tilbage, mens stykker af knivens blad lå på gulvet samt i hans blodige hånd.

Det kom bag på Marax, hvor aggressiv fyren hun havde fat i kunne lyde. Nu ville hun ønske at hun havde set ham an, inden hun havde valgt hans hjem at gemme sig i, men i det mindste fulgte han hendes ordre, og desuden havde hun en militær træning, som ham forhåbentligt ikke havde; var han i byvagten eller lysets hær, ville han bo i barakkerne, håbede hun.

Hun trak sig yderligere i ly bag ham, efterhånden som vagterne forklarede, at det var hende de var ude efter. Hun vidste selvfølgelig godt, at de ikke kunne se hende, men deres stemmer var ubehagelige så tæt på, og hun fortrød hvert eneste sekund hun stadig brugte i Dianthos.

Et smil spredte sig på hendes læber, da han forklarede hvor svært det var at komme op på 2. sal. Ikke særlig svært, hvis bare man havde lidt øvelse, tænkte hun for sig selv, men ville ikke forstyrre ham ved at påpege det. Desuden skulle vagterne helst ikke høre hende.

"Åh, det er skam en kniv," svarede hun, et smil stadig i hendes stemme, i en blanding af lettelse over at høre vagterne gå, og af at have overhånden. Overhånden, som hun øjeblikket efter mistede. Alting skete hurtigt, og det gjorde det kun endnu mere forvirrende for hende pludselig at se sin kniv ligge på gulvet, knust i flere stykker. Hun brugte dog ikke tid på at finde ud af, hvad der var sket, men handlede hurtigt, og satte en fod i maven på fyren, for at vælte ham bagover, og fulgte efter med sin egen krop, indtil han lå ned på ryggen og hun sad, med ét knæ i gulvet og et andet i brystkassen på ham. Der var ikke længere direkte hudkontakt imellem dem, så hendes evne virkede ikke, men for nu prioriterede hun at sætte en hånd for hans mund. Hun var død, hvis han kaldte efter vagterne. 

Hun kunne have trukket en anden kniv fra sit bælte og holdt dén imod ham, men inden hun vidste, hvordan han fik hendes knive til at falde sådan fra hinanden, virkede det som en dum ide. I stedet bed hun fast om fingerspidsen på handsken på sin ledige hånd og trak med tænderne i den, så hun ville kunne få den af og bruge sin evne til at holde ham nede i gulvet.

Hvad havde hun givet ham?! Aldrig havde han følt sig så tung før. Som var hans muskler blevet omdannet til sten, for det var relativt hurtigt godt op for ham, at han ikke bare havde mistet noget af sin fysiske styrke. Han ville nok oprindeligt have givet skylden til det, han altid beskyldte sine ubelejligheder til, men nu var han jo så heldig at have noget andet og bedre at bebrejde. Noget han faktisk kunne sende sin straf mod. Så selvfølgelig var det hende der måtte have gjort noget. Hun havde trods alt allerede brudt sig ind i hans hjem. Endda man han sov, mente han, siden han ville have hørt eller lagt mærke til hende, hvis det var sket efter hans søvn var blevet afbrudt.

Der var ikke noget at sige til det, da han nemt faldt tilbage. Han havde haft alt for travlt med at finde hoved og hale i, hvad i helvedet der var sket med ham. Derudover gjorde snittet i hans hånd ondt som bare fanden! Hvad tænkte han også på? Åh, der heler nok fint! Bare tag ned til Helbredshuset. Ja. Hvis han da stadig var i live på det tidspunkt, for han bar en fornemmelse af, at denne kvinde ville blive han død. Hvis ikke på grund af hendes angreb, så på grund af den rene irritation over, at det var bevidst, at hun var grunden til lorte starten på hans dag.
”Umf!” Knæet mod hans brystkasse var bestemt ikke behageligt. I det mindste var tyngdefølelsen forsvundet, til hans milde forbløffelse. Men nu liggende på ryggen med hende over sig, var der endelig tid til at se ordentligt på hende. Kvinde, det var hun da. Men hendes udseende var en del vildere, end hvad han havde forestillet sig. Den sorte sminke smurt ud omkring hendes ufatteligt intense øjne kunne nærmest antages som en vindende konkurrent for hans egne mørkelillae nuancer under sine egne øjne. Den eneste modsætning var, at han ikke bevidst havde malet dem der. Men selvom hans øjne ikke havde farven som spidse sølvpile, var blikket i dem mindst lige så borende. Selv uden hans beskidte mund var det ikke svært at opleve hans provokation.

Alran havde dog ikke tiden til at ligge og beskue sin overfaldsmand. Han havde ikke kun haft fokus på hendes ansigt, så den sjuskede forbinding om hendes ene lår, havde også fanget hans opmærksomhed. Så idét at hun begyndte at tage sin ene handske af med tænderne – strippede hun nu?! – fik han grebet fat om det skadede lår, så godt som han kunne med begge sine sortfingede hænder og pressede nådesløst ned mod, hvor han formåede at skaden var centreret. Hun burde have fokusere på at holde hans arme låst frem for bare at have ham lagt ned. Selv måtte han da skæve tænder af smerte fra sin egen hånd, der kort derefter blev fjernet og knuget sammen af pine. Han spildte dog ikke tiden, og gjorde sit til at få viklet den tilhørende arm ind under hendes andet ben, og krogede hendes knæhage. Selv hvis hans krop stadig havde været tung, ville han denne gang have været parat så med spændte muskler lossede han hende omkring ved at løfte hende, så hun i stedet ville ligge på ryggen.
Han var ikke nogen kriger, men han var vant til slagsmål. Og hvad man nu ville kalde målserier med orker.

Marax nåede lige at få sin handske af, i det en ubeskrivelig smerte gennemtrængte hende. Hun bed sammen om handsken, som dæmpede det skrig, der undslap hende. Hun bøjede sig forover, ude af stand til at tænke klart eller overhovedet forstå, hvor smerten kom fra.
Først da hun landede på ryggen på gulvet, og presset var taget af hendes lår, kunne hun igen åbne øjnene og tænke klart nok til at udtænke en taktik. Så langt nåede hun dog slet ikke, før synet der mødte hende, slog hende ud igen.

Det var første gang hun virkelig tog hans ansigt ind. Kantet og aggressiv, ville hun have beskrevet ham som for en anden, men uden at kunne sætte ord på, hvad det var der gjorde ham tiltrækkende. Men tiltrækkende var han, for allerede inden hendes blik gled ned til hans nøgne brystkasse, havde en varm rødmen spredt sig ud over hendes kinder og næseryg.

Som i slow motion gik det op for hende hvordan han havde fat i hendes ben og hendes pludselige generthed over at have en flot mand over sig, på den måde som han var, klaskede hun sin nu nøgne hånd imod hans nøgne bryst, egentlig for at skubbe ham væk, men med den modsatte effekt, da hendes egne satte ind og tvang ham tungere ind over hende. Havde hun haft tid til at tænke over det, ville hun have været imponeret over at han overhovedet kunne holde sig oppe over hende, og måske tænkt, at det kun var et spørgsmål om tid inden hans arm ville blive tvunget ned til at hvile på både hans albue og underarm i stedet for kun hans hånd som nu.

Men hendes tanker var et andet sted, for ned ad dit lår kunne hun mærke blodet løbe, kraftigere end tidligere, efter hans angreb, indtil det klistrede hendes balde mod trægulvet. Instinktivt løftede hun op i sit underliv for at undgå den ubehagelige følelse, kun for at blive stoppet af hans krop, og hun lod straks sin egen falde ned igen.

"Lad mig blive til mørket falder på," beordrede hun, selvom hun ikke var i en position til at give ordrer og selvom ikke engang de mørket streger om hendes øjne kunne skjule hendes forvirring over hvor tæt han var på hende.

Der var den igen! Tyngdefornemmelsen. Det kom som et sug i maven og spredte sig igennem hans krop, som havde han kigget Medusa i øjnene i det enkle sekund for meget. Men denne gang var han mere forberedt på det til trods for, at han stadig ikke havde den fjerneste idé om, hvordan det skete eller hvordan og hvorledes. Endnu en anstrengt lyd blev presset igennem hans sammenbidte tænder, og det var kun med nød og næppe at det lykkedes ham at holde sig løftet over hende i den ene arm, der var placeret støttende på gulvet ved siden af hendes hoved. Han måtte sig lige knække lidt i albuen og bøje hovedet det første øjeblik, inden han kunne få sat sin styrke på den smule overarbejde, han bare slet ikke foretrak at gøre så tidligt på morgenen. Han havde stadig hovedpine!

Det lykkedes ham at strække ud i sin arm igen og bibeholde sin tætte afstand til ende. Hendes egen modvilje til at faktisk kæmpe yderligere videre, var nok den største forvirring. Hun havde virket så truende og hoverende før. Hun havde for helvedet fået byvagten i hælene! Ikke at han ikke selv havde prøvet det, men han blev da sjældent jagtet. I hans tilfælde var det blot fordi han havde slået for hårdt på en gut eller lignende. For ikke at tale om, at hun rent faktisk havde klatret hele vejen op på 2. sal med et åbent sår i låret. Men alligevel lå hun og svingede med det hvide flag. Havde det ikke været for hendes videre beordring, ville han have troet, at hele situationen bare var en misforståelse.
”Du er ikke ligefrem i den bedste position til at kaste ordre efter mig, er du vel, solstråle?” sagde han med et svagt hint af forpustelse, siden tyngden også lagde ekstra pres mod hans brystkasse. Navnet han gav hende lød meget muligt som en kompliment, men med tonen i hans stemme og blikket i hans blik, kunne det umuligt være det. Derudover lignede hun det præcis modsatte af en solstråle. Hun var som genspejlingen af månelyset på vandoverfladen i natten. ”Desuden… er du klar over, hvad hvilken tid på dagen det er, hm? Det er morgen! Og du vil have jeg skjuler dig indtil det bliver mørkt.”
Efter at have estableret, at hun ikke havde i sinde at sende et ben op i skridtet på ham eller lignende, viklede han sin arm ud af hendes knæhase igen for i stedet at bruge den skadede hånd til at tage omkring armen på den nøgne hånd, hun havde mod hans brystkasse, for at forhåbentlig kunne flytte den og holde den ned mod gulvet.
”Ved Leoric’s behårede bavianrøv!” udbrød han. ”Hvad har du givet mig, kvinde?! Jeg føler mig tung, som bærer jeg rundt på menneskelighedens byrde.” For ham rørte deres nærhed ham ikke, så han flyttede sig ikke fra hende. Han kunne jo ikke engang vide sig sikker på, hvad hun kunne finde på.

Var det støn, der forlod fyrens læber? Lyden fik Marax' tanker til at fare af sted, og på trods af at hun lå uden at røre sig på gulvet, blev hun en smule stakåndet.
Hans ord fik hende dog sendt tilbage til virkeligheden, og hun gryntede irriteret af ham, da han kaldte hende solstråle. Hun var ikke bange for at vise ham de skarpe hjørnetænder, som ofte fik folk til at tro hun var vampyr. Modsat vampyrer kunne hun dog kun bruge dem til at skræmme folk.

Hun vidste ikke hvad hun skulle sige til ham, da han modsatte sig hendes ordre - i virkeligheden skulle han ikke bare skjule hende, han skulle også blive her, med hende, for aldrig i livet om hun ville stole på at han ikke bare løb til byvagterne og fortalte dem, hvor hun gemte sig.

Et taknemmeligt støn undslap hende, da han slap hendes knæ og hun kunne lade det falde ned på gulvet. Den her position var langt behageligere for hende, og mest af alt for hendes sår. Hun glædede sig allerede til at få de blodige bukser af.

Hun lod ham flytte sin hånd ned mod gulvet, det var alligevel ligegyldigt, så længe de havde hudkontakt.

"Min evne gør, at du bliver tung hver gang du er respektløs i nærheden af mig," løj hun, hendes vejrtrækning mere besværet end hun havde troet. "Hvis du hjælper mig med at forbinde mit sår, forsvinder det." Også dette var en løgn, men kun en halv én - tyngden ville ganske rigtigt forsvinde hvis han slap hende. Hun håbede at han ikke kunne fornemme den halve løgn i det.

Aha! Så katten havde ikke ku klør men også et spidst gebis. Alran skrev sig bag ordet med en noget sjusket mental håndskrift, at han ikke skulle komme for tæt på hende i tilfælde af, at hun var mere bid end gøen. For stille det var hun. Hun var godt nok ikke fuldkommen stum, dét havde hun allerede gjort klart for ham, men hun virkede heller ikke meget påpasselig med at have en samtale med ham, sådan som hun undlod at kommentere på mange af hans egne ord. Med lidt eftertanke ville en hver nok forstå hende. Det var ikke altid meget andet end irritable tilnærmelser, der forlod den vrede mands strube.

”…” For en stund, var det ham der ikke sagde noget. ”Selvfølgelig er det din evne. For du kunne ikke gøre min dag endnu mere belastende. Du skulle også sørge for at gøre det en fysisk realitet.” Man skulle tro, at Alran ikke havde noget pænt at sige til folk, og kendte man ham overfladisk nok ville man stadig tro det, selv om man kendte ham længe nok. Det lykkedes ham at løfte sit hoved op igen, så det ikke hang så slapt i nakken, som han fokuserede på ikke at lade sig give efter for sin egen vægt og så så kortvarigt hen mod hendes arm, som han holdt nede som en sand gentleman. Han kunne allerede se det udsmurte blodige håndaftryk han ville efterlade, når han slap hende, som han gjorde lidt efter og fik sig rettet op så han i stedet sig oprejst på sine knæ, stadig med hendes ene ben mellem sine. I det mindste havde han ikke bare valgt at sætte sig på hende. Han følte sig allerede lettere.

Han sukkede dybt og forpustet. ”Fint! Hvis det stopper dig fra at bløde på mit gulv.” Med hænderne klappet ned på sine lår kom han helt op at stå. En bar fod i gulvet ad gangen. Og efter at have trådt væk fra kvinden svajede han tilbage i ryggen for at knække den på plads. Igen. Så gammel var han da ikke blevet. Var han? Han lagde så ellers opmærksomheden mod sin egen hånd og skar en grum grimasse, da han så forsigtigt som muligt trak et stykke af knivbladet ud af det blødende snit. Han svovlede lavmælt og efter at have fået det helt ud, så han op og mod kvinden. ”Men hvis du er så hjernedød at trække en kniv på mig igen, smider jeg dig ud af det vindue, du kom ind ad og lader byvagterne skrabe dig op fra gaden. Jeg er ikke bange for at traumatisere de små søde gadebørn.”

Marax forstod ikke sin egen reaktion, men hun blev synligt såret, da han beskyldte hende for at ødelægge hans dag. Hvis bare han havde været grim, ville det ikke have betydet noget, men nu slog hun skamfuldt blikket væk, irriteret på sig selv over at lade det påvirke sig.
Hun så først op igen da han skridt for skridt rejste sig. Han havde stadig ingen trøje på og det var svært for hende at se andre steder end på hans mave. Hun sank en klump og flyttede blikket til hans sorte fingre. Hun ville gerne vide, hvad han lavede, når han både så så stærk ud og havde så sorte hænder.
Hun løftede overgivende sine hænder, da han havde sluppet hende, for at lade ham komme op uden at virke truende. Det var det stik modsatte hendes normale opførsel.
"Det stopper mig, hvis vi gør det rigtigt," lovede hun. Hun var vant til hærens dygtige healere og var egentlig ikke særlig god til forbindinger. Det behøvede ham her heller ikke at være, hun havde ikke planer om at blive længere end højst nødvendigt.

Hun var ved at trække sig op på knæ, en svær opgave med hendes skade, da han truede med at smide hende ud af vinduet, og hun så forbløffet op på ham, inden hun begyndte at grine. Straks så hun ned og gemte sig ansigt bag sit hår og en hånd, men hun kunne ikke skjule den måde hendes skuldre vibrerende på. Det var den bedste trussel hun længe havde hørt og det var rart at vide, at han ikke var en eller anden højtidelig type, der altid skulle gøre det rigtige.
Det tog hende et par sekunder, men da hun kunne se op på ham, uden andet hint af hendes latter end et glimt i øjnene, så hun op på ham og nikkede, som gik hun med til en aftale.
"Jeg vil helst herfra i live, selvom det ikke er for børnenes skyld," svarede hun og kunne ikke holde et smil tilbage.
"Har du nogle forbindinger, eller skal jeg lave nogen?" spurgte hun, usikker på hvordan hun skulle håndtere at han havde fået hende til at grine og derfor ængstelig efter at skifte emne. Dét hun allerede havde revet af sin bluse for at lave sin nuværende forbinding var efterhånden gennemblødt, ligesom hendes bukser var. Hun fjernede blikket fra ham, bed sig i underlæben, og hev smertefuldt vejret ind, imens hun usikkert kæmpede sig op at stå uden at støtte sig på det ben der var flået op. Her åbnede hun sine bukser og trak dem ned af. Noget af stoffet fra dem havde sat sig fast i såret og blev nu revet løs, men hun bed smerten i sig, ligesom hun forsøgte ikke at tænke nærmere over at hun stod i et par små, sorte trisser foran ham, uden andet på end en bluse der også var revet i stykker.
"Jeg er imponeret over at du overhovedet kan bære mig," sagde hun lavmælt, bare for at få fokus flyttet over på noget andet.

”Hva-…” Det burde ikke komme bag på nogen, da Alran hævede et øjenbryn i undring over, hvordan kvinden nu sad og sitrede på hans gulv. ”Og nu sidder du og griner?” Alle med en bare nogenlunde velfungerende hjerne ville kunne se, hvor malplaceret det var i forholdt til den shituation de var i. Eller var det bare ham, der ikke havde fanget, at han var blevet spillet? Det var ualmindeligt langt at gå for en joke, selv når den var rettet mod ham. Hvis det virkelig var dét, ville han stærkt havde foretrukket at nogen havde skiftet vandet, han af og til smed på kullene i smedjen ud med sprit for tredje gang det år, så hans tro hældte stadig mest mod alvor. Han rystede efterfølgende opgivende på hovedet og havde egentlig ingen brug for at hun svarede ham.

”Med mindre, at du også har en evne til at på magiskvis trylle forbindinger frem, så ser jeg ingen grund til, at du skal lave nogle. Jeg lægger inde med en form for førstehjælpskasse som skulle klare det.” brummede han en smule mere afslappet og ansvarstagende, da han ikke længere havde noget reelt at vrisse af med mindre han personligt søgte ud efter det, hvilket han var for gebrokken til lige på daværende tidspunkt. Han drejede omkring og fik slæbt sig ud i køkkenet, hvor han først og fremmest stillede sig ved vasken, igen med fokus rettet mod sin egen hånd. Han ville ikke være meget hjælp, hvis han sad og blandede blod med hende, og hun virkede ikke døende på nogen måde, så han undersøgte sit eget sår for flere metalstykker for en stund, smed det ene han havde trukket ud tidligere ned i vasken at være udenfor andres fare, og holdt så hånden under løbende vand. Åh, ved Isari’s nåde, hvor det sveg. Men blodet blev vasket af og såret renset på bedste manere. Efterfølgende greb han om et viskestykke og viklede det stramt om hånden.
Han holdt derefter en andet godt slidt klud under vandet for at fugtgøre den og klemte det værste vand ud ved brug af kun sin anden hånd, inden han gik på jagt efter netop den kasse, han havde snakket om. Han havde heldigvis ikke sine skabe fyldt med lort, så det var nemt at bare skubbe den smule til side i skabet under vasken og så trække træboksen frem fra sit skjul. Kluden blev han slattent oven på kassen og begav sig så tilbage. Men eftersom han måtte have forladt hende det øjeblik, før hun for alvor var begyndt på sit stripshow, blev han til sin milde forskrækkelse mødt af en bukseløse kvinde og måtte kortvarigt stoppe op og bare stirre. Ligemeget med at hendes ene lår var tilsølet i blod!

Han samlede sig dog ganske hurtigt og klargjorde gurglende sin hals, som han lavede en lige linje mod sin rodede seng. Fluks var boksen kommet under den ene arm, så han med en fri hånd kunne gribe om sengetæppet og kastede det i retningen af flygtningen uden at tanke over om han kastede for kort og kun landede nær hende eller om han kastede det direkte over hovedet på hende.
”Kom her. Sæt dig.” Nu var det hans tur til at beordre hende omkring, mens han gjorde et hovedkast mod det runde bord bag sig. Hun havde formået at snige sig ind på ham, så hun måtte stadig kunne gå. Sådan nogenlunde da. ”Det er nemmere at se til dit sår, hvis du sidder ned, og guderne være med mig, om jeg har lyst til at skubbe vaske blod af mine lagener, så du må nøjes med en stol.”

Det trak i Marax' mundvig da fyren fortalte at han selv havde forbindinger. Måden han sagde det på var, ligesom det meste andet der kom ud af hans mund, sarkastisk, og hun havde mest af alt lyst til at knurre af ham. Samtidig, syntes hun det var befriende at han ikke bare var god og venlig hele tiden, men hun vidste stadig ikke hvad hun skulle stille op med ham, for han havde heller ikke fundet det morsomt, at han havde truet med at traumatisere børn - hvad der ellers ville have været årets joke, hvis hun gentog det hjemme i Kzar Mora.

Hun så med et sæt op på ham da han rømmede sig, uforstående overfor hans grund til det. Tæppet forstod hun heller ikke - hun greb det, men så blot på det et øjeblik, inden hun kastede det over, hvor det ikke ville komme til at røre ved blod.

Samtlige muskler i hendes skuldre spændte, da hun blev beordret omkring af ham, men hun var trods alt vant til ordre og fulgte dem, inden nogen kunne nå at bemærke hendes modvilje. Hun var vant til at få et rap med pisken, hvis ikke hun handlede på ordrer, selvom der som regel blev set igennem fingre med at modviljen var tydelig i hendes ansigt.

Hun gik hen til stolen, uden at humpe selvom det måske ville have været bedre for hendes ben. Hun havde en facade af styrke at opretholde. Først da hun sad på stolen, tillod hun sig selv at falde lidt sammen i den. "Jeg tager mig af det blod, jeg har spildt herinde," lovede hun lavmælt. Det var det mindste hun kunne gøre, hvis han skjulte hende til efter solnedgang, og desuden ville hun kede sig, hvis ikke hun havde noget at tage sig til. Med de ord lænede hun sig ind over sit lår og så såret an. Det var ikke så dybt som hun havde forestillet sig, men det havde heller ikke været godt for hende at ignorere det så længe. Hun lagde en hånd om knæet på sit andet ben og klemte til hendes knoer var hvide.
Hendes blik faldt til det blodige håndtryk han havde efterladt på hendes arm, og hun løftede blikket til hans.
"Er din hånd okay?" spurgte hun og skævede ned til viskestykket om hans hånd. Hun turde ikke at tage den. Hun turde ikke engang at møde hans blik igen. I stedet lænede hun sig tilbage, så han kunne komme til hendes lår, og prøvede ikke at tænke for meget over det, da hendes knæ strejfede hans. Hun så væk og koncentrerede sig om at slukke sin evne, så han ikke ville føle sig tung, hvis han rørte ved hende. Lidt kunne ikke undgås, for helt styr havde hun ikke på evnen, men det ville klart være bedre end før.

Og så blev det hans tur til at le. Eller det endte nok mere ud som et højlydt fnys og en trækning i smilebåndet frem for de sitrende skuldrer og kære kvidren, der tidligere var kommet fra kvinden på hans gulv. Men han havde ikke kunne lade være. Og han skammede sig bestemt ikke over det, til trods for at det ikke ligefrem var en varm og dansende latter, han havde præsteret. ”Sig mig, hvad er du for en flygtning?” kommenterede han, som en opfølgning på han lydige morskab. ”Jeg havde troet, at du var efterlyst for mord og ejede et koldblodigt hjerte, sådan som du havde truet mig for livet. Men jeg gætter på at byvagterne nu også jagter ulydige stuepiger rundt i gaderne.” Hvad andet havde hun forventet? Et tak? For sikkert var det rart, at hun ville tage ansvar fra blodet de begge havde spildt hist og her, men tilbuddet passede ikke rigtig ind i det billede, han havde fået af hende. For slet ikke at tale om, hvor vild hun så ud. Han tvivlede stærkt på, at hun faktisk var en stuepige, selvom han lige havde beskyldt hende for at være det. Hvis hun var klog nok, ville hun dog have opfanget at stort set alt, hvad der forlod hans beskidte mund, skulle tages med en gram salt.

Trækassen satte han på spisebordet for at have sine hænder fri, før han greb om den fugtede klud ved et fluks kast i luften. Som hun rettede opmærksomheden mod hans hånd, så han automatisk selv ned på den. Han klemte den godt sammen omkring viskestykket, der heldigvis holdte det hensigtsmæssige pres, så han ikke risikerede at miste mere blod end højst nødvendigt. ”Jeg tvivler. Jeg havde nok forventet, at det ikke var andet end en sløv køkkenkniv, du svang rundt med, men den var fandme slæbet til at skære fløjs-servietter over med lethed.” Til trods for hans ordvalg, så vrissede han for en gangs skyld ikke af hende, for dét var da noget han kunne give hende. Hun havde sørget for at have sit værktøj i orden. En skam, at kniven nu ikke var meget andet end stykker af metal, men den havde hun lidt selv været udenom.
”Men jeg dør ikke så nemt af et snit. Jeg kan stadig bevæge fingrene uden problemer, så ingen skade er sket ved nerverne. Det gør bare forbandet ondt.” Han sukkede tungt, og tog så fat om ryglænet på en af de andre stole og trak den med sig ind foran kvinden, hvor han satte sig træt og tungt. ”Lad os se til dit.” Lænet en tand frem forover, hævede han brynene for at kortvarigt se op på hende, inden han gav sig selv lov til at begrave sin ene hånd under hendes bløde – og blødende – lår for at løfte det lidt ekstra op, inden han kørte kluden hen over det. Det var ikke ufatteligt blidt, for han var nød til at fjerne det værste blod så godt som muligt, men han prøvede ikke at presse hårdt nok til at såret ville fremprovokere mere blod.

”Hvad har du overhoved lavet? Det ligner ikke, at en af røvhullerne fra byvagten stak sig med sit forlænger-lem.” Et yderst charmerende tilnavn til deres sværd, der faldt fra hans tunge ret ubevidst. Efter at have renset låret nok til at man nu kunne se hendes blege hud igen, lagde han kluden oven på såret og holde den ned mod med tommelfingeren fra sin anden hånd, mens han vred sin krop for at nå indholdet i trækassen. Smidig var han dog ikke, så det måtte se morsomt ud for udefra seende.

Hans grin fik et smil frem på Marax' læber også, selvom hun ikke var sikker på, hvad han grinede af. Hendes smil blev da også til et fnys, da han kaldte hende en stuepige. Selvom hun var begyndt at tvivle på, at han mente noget som helst af hvad han sagde til hende, var det en fornærmelse at tro, at hun tjente andre på dén måde. Hun tjente en sag, Mørkets sag, og det var dét. Det eneste andet i hendes liv der var kommet tæt på, var hvad hun havde gjort for Iskariot dengang han var i live.

"Jeg lever af at skære fløjsservietter over, så det er vigtigt at mine knive er skarpe," svarede hun med tør humor. Det var en joke, men det kunne ikke umiddelbart høres i hendes stemme. Hun var ikke vant til at joke.
Hun havde lyst til at sige noget om, at hun var glad for at han var okay, men hun vidste ikke hvordan hun skulle sige det. Hun havde aldrig sagt noget lignende og da slet ikke til en fremmed. 'Jeg er glad for at din hånd er okay, så du kan forbinde mig uden problemer', overvejede hun, men selv i hendes hoved lød det forkert.
Hun skævede til ham, da han løftede hendes bare lår, og sekundet efter var hele hendes ansigt varmt, en tydeligt rødmen spredt over hendes kinder og næse igen. Havde en mand nogensinde vovet at røre hende dér, ville han have mistet hånden for det, og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op, nu hvor hun selv havde bedt ham om det og desuden også havde brug for hjælpen.

"Det var en pil," fortalte hun. "Heldigvis hverken sigter eller rammer... Røvhullerne.. særlig godt," sagde hun og så undersøgende på ham, da hun brugte hans ord for byvagterne, i tvivl om om det var okay for hende også at omtale dem sådan.
Det var selvfølgelig heller ikke optimalt at skyde med pile i en by, hvor man kunne risikere at ramme en uskyldig, men det havde den her byvagt tilsyneladende ikke tænkt på før efter Marax havde søgt ly bag en forbipasserende. Det havde været byvagtens hurtige reaktionsevne der havde gjort, at hun alligevel var blevet ramt, i stedet for det uskyldige menneske, men Marax så ingen grund til at tale pænt om byvagternes evner.
Imens hun talte strakte hun sig fremover og trak kassen tættere på for ham.

Det trak yderligere op i hans ene mundvige. Lige den smule, så man kunne få et glimt af hans tænder, eftersom at han ikke kæmpede imod det. Hendes brug af hans sædvanlige kaldenavn til, ikke kun byvagten, men stort set alle der stak ham forkert, havde vist sig at være ganske morende. At hvad hun havde tilføjet der til heller ikke var, hvad man ville kalde en kompliment, faldt kun endnu bedre i med ham. For det var så sandt, som det kunne være. Endnu engang fnøs han, blot denne gang bar det ikke helt så meget hån, som det der var kommet før.
”Nej, de bliver squ kun oplært i at svinge rundt med sværd og råbte højt med autoritet.” kommenterede han uden at lægge mærke til, hvordan de egentlig havde begyndt at have en oprigtig samtale med hinanden. ”For slet ikke at tale om, hvordan de fleste nu var revet fra gaden, fordi pesten fik krammet på en godt del den gang.”

Alran så straks en mulighed, da hun var høflig nok til at rykke førstehjælpskassen tættere på ham, og han tog den. I stedet for at fortsætte med at lede rundt deri, greb han fat om det åbne låg. ”Hold den lige.” Med det gjorde han ligeledes en hentydning med kassen i hånden, til at hun skulle gøre plads til, at den kunne ligge på hendes andet lår. Hvordan hun ville finde ud af at både klamre sig til sit knæ og sørge for at kassen stod stabilt og ikke væltede ud over det hele, var helt op til hende. Så længe han ikke skulle samle indholdet op fra gulvet med mindre han selv havde tabt det.
”Men hvad i helvedet… En pil? Er du god klar over, hvor dumt det er at bare flå en pil ud?” Det var det, han selv havde kommet frem til ud fra, at hun ikke havde pilen siddende i låret længere. Eller at han havde set den ligge et sted i lejligheden. Men han burde nok ikke selv tale for højt. Han ville – og havde da vist også – gjort det selv. ”Du havde da virkelig heldets gudinde skinnende over dig, at pilen ikke havde utilgivelige hager.” Han greb om en flaske i mørkamber, vis korkprop han fjernede med tænderne. Væsken der i var klar, men lugtede skarpt, hvilket fik ham til at rynke lidt på næsen efter at have sniffet det ind så tæt på næseborene. Han fjernede så hånden fra hendes lår og gjorde det samme med kluden, der i stedet blev lagt for at fange det overskydende rensesprit, han forsigtigt hældte direkte ned over såret. Han ville have advaret hende om svigen, men han havde stadig proppet i munden, der først blev taget og proppet på flasken igen efter det var overstået og flasken kom tilbage i kassen.
Efterfølgende greb han om et stykke sammenpresset uld, der med lidt besvær blev revet af den længere længde, han havde liggende klar. Han kørte den fugtige klud hen omgang mere over såret og pressede så hårdt uldet ned mod såret.

Marax brød ud i lydløs grin, da han snakkede om byvagterne med intet andet end foragt. "Det lyder som om byvagterne bryder sig lige så lidt om dig, som de bryder sig om mig," sagde hun med latter i stemmen. Tanken om at de kunne holde sammen varmede hende.

Hun så med undren til, da han hev fat i kassen, men gjorde som han bad om og balancerede den på sit uskadte ben. Hun greb hårdt fat om dén i stedet for om sit knæ, hvor der var efterladt røde mærker efter hendes fingre.

"Prøv du at klatre op til anden etage med en pil stikkende ud af låret. Det er nemmere uden," svarede hun, som var det noget alle havde prøvet. Muren ville have boret pilen endnu længere ind, var hun kommet frem da hun havde set muren an.

Selv for hende, blev hun usædvanligt stille, da han nævnte modhager. Den her havde måske været lille, men hendes ben skulle klart ses på af en professionel så snart som muligt. Heldigvis lod proppen, han havde i munden, ham ikke kommentere på det, hvis han bemærkede hendes stilhed.

Hun hev vejret ind, kneb øjnene sammen, og lænede sig så langt forover som kassen tillod hende, bandende lavmælt. Det tog al hendes selvkontrol ikke at gøre det på dæmonisk, men hun stolede ikke nok på ham til at afsløre at hun ikke var menneske.
"Du er den ondeste mand jeg nogensinde har mødt," sagde hun, stakåndet, som havde hun løbet et maraton, imens han pressede uldet ned i såret. "Er det værste i det mindste overstået?" spurgte hun og med sin frie hånd gned hun sine øjne, for ikke at komme til at fælde de tårer der var kommet i dem. Hendes fingre blev straks lige så sorte som hans, omend hendes øjne også stadig var omgivet af sort - der var så meget, at der var rigeligt at tage af. Hun lagde sin hånd på sit lår ved siden af hans og selv imens han var i gang med at hjælpe hende, tænkte hun på, hvordan han ville reagere hvis hun bare strejfede hans hånd med sin.

Alran var da bestemt ikke typen, der nød det, når andre var i smerte – med mindre de fortjente det, selvfølgelig – men han fortrak ikke en mine, da hun vred sig i smerte. Han frydede sig bare ikke over det. Det var nødvendigt at få renset såret, hvis ikke grundigt, så i hvert fald nogenlunde selv hvis alt han kunne gøre for hende, var at binde det godt nok til, så hun ikke drættede om, før hun så tid til at tage til en, der havde mere professionel ekspertise indenfor lægehjælp end ham. I det mindste havde hun ikke spjættet som en fisk på land, så relativt hårdhudet, var hun vist.

”Hvorfor tror du, at byvagten hader mig så meget? De kan squ slet ikke hamle op med al min ondskab.” brummede han med, hvad der snildt kunne være antydningen af en latter direkte fra brystkassen. Indtil videre havde han kun meget sjældent, hvis overhoved, set op på hende. Hans fokus havde trods alt været på hendes sår, og med sin arbejdserfaring var han blevet mester i at multitaske. Eller han kunne i hvert fald stadig tale og lytte til hende, mens han brugte hænderne til noget andet. Men idét hun spurgte ind til processen, endte han alligevel med at fjerne fokus og flytte det.
”Hmm?” Først fløj brynene op i panden, før han endelig så ordentligt op på hende. ”Det værste? Desværre, solstråle, men du har stadig en hel dag med mig som dit eneste selskab. Den tilsyneladende ondeste mand, du nogensinde har mødt.” prikkede han til hende. Tonen i hans stemme var stadig hård, men den var blødnet op ad et drillende leje. Han var ikke helt glad for at hænge på hende, men det var blevet bedre, nu hvor hun var afhængig af hans hjælp frem for at stikke ham ned. Og han var så småt ved at komme sig over morgen-irritationen.

Kækheden forsvandt fra ham igen i takt med at hans opmærksomhed faldt tilbage på såret. Han have knap lagt mærke til, hvordan hendes fingre nu matchede hans egne, før han roligt tog fat omkring hendes nærmeste hånd for at føre den ned mod uldpatchen. Først blev han forbløffet, men inden længe blev det klart for ham, at det ikke var det samme problem, som han havde døjet med hele sit liv. ”Hold lige presset her.” Efter at have sikret sig, at hun gjorde, hvad han sagde, lænede han sig lidt mere frem og fandt nu en brun papirspose frem fra kassen. Indholdet viste sig at være en form for tør mos med en meget bleg grøn farve, som han pillede en klump på størrelse med en sort bønne af og nulrede det forsigtigt mellem sin tommel-, pege- og langfinger, mens han rettede sig op igen. ”Det her kommer nok heller ikke til at føltes alt for behageligt, men det hjælper med at holde betændelse ude, indtil du kan få det syret sammen.” forklarede han, som han lagde sin hånd oven på hendes, der lå på uldet, løftede uldet og pressede urten ned i såret, hvor det meget hurtigt minimerede blødningen, som det absorberede væsken og spredte sig nok til at form en primitiv lukning og placerede uldet tilbage.
Og så kom sidste trin. Selve forbindingen. Egentlig havde hun ikke forlangt mere end dét, men i hans hoved havde alt det andet hørt til. Han tog en af de råhvide ruller af lagenstof, der rodede rundt i kassen, og løftede igen hendes lår nok op, så han kunne få starten af strimlen ind under og omkring. Han sørgede for at stramme det godt til, mens han førte rullen rundt om ulden for at holde det på plads, men om han strammede det for meget, ville han sikkert ikke vide noget til. ”Bedre kan du fandme ikke forlange af mig.”

Hun syntes han var morsom i flere af de ting han sagde. Om sin egen ondskab, byvagterne, og hvor synd det var for hende, at hun skulle bruge tid med ham. Hun begyndte næsten at se frem til det, selvom hun aldrig havde været god til at tale med flotte mænd og det stadig gjorde hende nervøs. Hun forstod stadig ikke hvorfor han kaldte hende solstråle.

Hun adlød hans ordrer uden tøven og da han fik hendes sår til at svide endnu engang, svor hun for sig selv at hun ville have kvalt ham, hvis hun havde haft begge hænder, også selvom hun fandt styrke i at betragte hans rolige ansigt.

Hendes vejrtrækning havde ændret sig til langsomme og dybe indåndinger, da han var færdig med hende.
"Mere forlanger jeg ikke," svarede hun og kunne ikke længere dy sig - hun tog hans hånd med sin behandskede hånd, og betragtede de sorte fingre. Hun forstod dem ikke, men hun spurgte heller ikke til dem, så blot på dem, som var det en kniv han havde lavet, hun beundrede.
"Mit navn er Marax. Ikke solstråle." Hun fortalte det helt faktuelt, som var det en ærlig fejl han havde begået. Hun var godt nok eftersøgt, men prisen på hendes hoved havde ikke været så høj sidst hun havde tjekket og hun regnede ikke med at en fyr som ham her ville kende til hende. Hvis han gjorde, havde han sikkert allerede genkendt hende - hun havde ikke gjort noget for at ændre sit udseende fra de få posters der var at finde af hende. Hun samlede på dem og nød den lille smule berømmelse der fulgte med dem.

Noget i ham stoppede helt med at virke, idét han kunne mærke hendes hånd tage fat i hans egen, og han stod et øjebliks tid bare helt stille og stirrede direkte ned på deres hænders sammenkomst. Han havde meget vel siddet og både ført hendes hænder omkring og haft lidt rigeligt med hendes nøgne lår at gøre, men han havde i det mindste haft en oprigtig grund til alt det. Det her virkede bare… underligt. Det var så kærligt og nænsomt. Hvad havde hun lige gang i? Undringen var tydeligt også at se i hans ansigt, der havde krummet de buskede bryn hårdt mod hinanden. Og som det gik mere og mere op for ham, hvorfor hun havde grebet fat i ham – på måden hun nærmest slugte indtrykket af has misfarvede fingre – rev han i en skarp bevægelse sin hånd til sig igen og hurtigt derefter havde rejst sig fra sin stol direkte efter, at han havde smækket låget på kassen og samlet den op.
”Dæmonblod.” kastede han så ellers ud med klargjort irritation, dog uden at se på hende. I det mindste gav han hende en forklaring, også selvom det mest var for at få hende til at holde inde med sin fascination. Det var egentlig længe siden, han sidst havde haft den mænde opmærksomhed rettet mod sine fingre. Som regel havde han dem dækket af tykke og robuste handsker – stærke modsætninger til hendes små og fine nogle – når han arbejdede nede i smedjen. Og ellers var han ikke omkring andre, der kunne påpege det. Selv hvis han var, var folk for fulde. ”Ikke nok med at det forgiftede min krop, fik jeg da også lige smidt pigmentfejl oven i puljen.”

Han havde allerede taget et par skridt væk fra hende, da hun præsenterede sig for ham. Endnu en ting der kom lidt bag på ham, men folk havde det trods alt med at ordentligt til kende for dem, de snakkede med. En besynderlig ting, hvis han skulle være ærlig. Men hun havde faktisk allerede bevist overfor ham, at ikke ligefrem passe til den forestilling, han egentlig havde haft af hende. Han drejede sig halvt tilbage mod hende, og rettede endelig de mørke øjne mod hende med ranket ryg.
”Ah. Passer også langt bedre til dig end solstråle.” På hans egen måde var det vel en kompliment, selvom han nemt kunne forvente, at hun tog det som en fornærmelse. ”Alran.” sagde han så selv efter en længere kunstpause, som skulle han virkelig tvinge sig selv til at give hende sit navn. En fri hånd blev løftet op til nakken for at massere den, inden han slæbte sig videre over til køkkenområdet igen uden at være fordi, han ville have afstand fra hende, men blot for at stille førstehjælpskassen på plads. Den havde gjort sit arbejde.

”Hva.. Har du egentlig tænkt dig, at forklare mig, hvorfor du blev jagtet af… røvhullerne?” Det ville da være synd at kalde byvagten andet, nu hvor de tilsyneladende havde fået deres egen lille ting med at kalde dem andet. ”Det må have været noget alvorligt, hvis de var nød til at tage bue og pil frem mod dig.”

Marax forstod ikke, hvad der fik Alran til at reagere som han gjorde. Hun fandt hans hænder smukke, selvom hun ikke havde kunnet se hvor farven var kommet fra, andet end at det ikke var fordi de var beskidte, hvilket hun ellers først havde troet.
Ved hans forklaring trak hun sig ufrivilligt tilbage i stolen. Nu var hun sikker på, at han ikke ville bryde sig om hende, hvis han kendte hendes race, og det var lidt vigtigt, at han godt kunne lide hende, for hun var ikke sikker på at hun ville vinde i en kamp imod ham. Ikke med hans evne og hendes sår, slet ikke når han allerede kendte hendes evne og hendes svaghed, og hun ikke havde sit bedste våben på sig. Hun holdt oven i købet vejret, da han fortalte at det havde forgiftet ham.

Heldigvis reagerede han bedre på hendes navn. Nu var de næsten venner, tænkte hun håbefuldt. Han ville ikke opdage at hun var dæmon. "Alran," gentog hun, da han introducerede sig selv, som smagte hun på navnet. Det lå også fremmed i hendes mund. Dette var ikke et dæmonnavn.
Hendes øjne blev store, da han løftede en arm til nakken. Når hans arm var strakt på dén måde, blev musklerne spændt og Marax blev derfor også straks stum og slog blikket væk. Hun havde brug for at gøre noget, så hun ikke faldt for meget i staver.

Først da han talte til hende igen, gjorde hun noget ved det, og rejste sig pludseligt. Delvist fordi hun ikke vidste hvad hun skulle svare ham. Hun fulgte efter ham ud i køkkenet, imens hun forsøgte at komme på noget, der ikke ville være en hel løgn.
"De.. Røvhullerne.. tog mig i at smuglytte til deres samtaler," endte hun med at svare og det var på ingen måde en løgn. At det havde været hemmelige samtaler, om tilstanden i Dianthos, trusler indefra og udefra, tilgængelige byvagter, våben og diverse bemanding.. Det var detaljer. Dem behøvede han ikke at vide. Alran. Alran behøvede ikke at vide det.

Hun skubbede til ham med sin behandskede hånd, for at komme til vasken og vædede en klud, inden hun vred den og tog den med ind i stuen, for at tørre blodet op efter sig.
"Og dig? Er de efter dig, fordi du kommer i fuldemandsslagsmål?" Marax så op på ham med et vidende smil, der betød at hun selv havde været der. Ikke i Dianthos, men det samme skete alle steder med vagter og alkohol. Selv i Mørkets Hær. Hvad skulle soldater, der kedede sig, ellers lave når de gjorde ophold?