Sted: Ahras forretning i Sarghos
Tid: Sen eftermiddag
Vejr: Brandvarmt med en stadig høj sol og kun en svag brise fra ørkenen

Vargas’ øjne skulle lige vænne sig til mørket i den lille butik som han trådte ind af døren. Nysgerrigt så han rundt, men det lignede nu enhver anden lille butik. Reoler, sække og krukker, alle med varer til interesserede kunder. Duften var dog en anden. Han trak vejret dybt ind og et smil spillede let om hans læber. Kaffe var den dominante sanseprovokatør, men et hint af krydderier og chokolade. Han var uden tvivl komme det rigtige sted hen!
Normalt var det hans folk, der sørgede for at købe ind til den store bygning i Balzera, men i dag havde Vargas selv haft et ærinde i Sarghos og han havde besluttet sig for at se den butik, der leverede de fantastiske ting, der fik lov til at forkæle hans smagsløg.

I dag var han iklædt en ærmeløs, lang kofte i en dyb grøn farve med et broderet bladmønster i guldtråd. Han havde haft en jakke ud over til flyveturen på ryggen af en af hans griffe, men Sarghos var om muligt endnu mere varm end Balzera, da den ikke havde havet til at køle ned med, så han havde efterladt jakken ved det sted, hvor han fik griffen passet, mens han ordnede sine forretninger. På benene havde han et bar posede bukser i en brun farve, der passede godt med koften, og på fødderne et par langskaftede, lette støvler, der gik ham til midt på underbenet, hvilke buksebenene var stoppet ned i. Om halsen havde han som sædvanligt det lange gule tørklæde, i dag i en finere udgave i blød silke. Trods det rodede hår og skægstubbene, var det tydeligt at se, at han var en mand med penge.

De bruge øjne gled rundt og han slentrede afslappet længere ind i butikken. Han havde fået at vide, at det var et kvindeligt halvdyr, der ejede butikken, en ræv af en art. Det gjorde ham lige så nysgerrig som butikkens andre skatte.
Der var lige nu ikke andre kunder i butikken, hvilket passede ham fint. Men ejeren var heller ikke til at få øje på, men lille klokken stod på disken og med et lille spil løftede han den op og rystede den, så den klare lyd skar igennem den varme luft. Det var længe siden han havde været på eventyr for sig selv, enten havde han folk til at gøre det eller også havde han ofte en vagt bag sig. Så dette morede ham gevaldigt. Han burde droppe sine vagter noget oftere. Han satte klokken ned igen og vendte sig halvt tilbage mod butikken for at betragte dens indhold, mens han ventede på betjening.

Den skarpe lyd fra klokkespillet skabte straks et opmærksomt tik i det ene af de to store plussede ører, hvorefter hele hovedet drejede sig mod lyden. Nogen var i butikken, hvilket automatisk skiftede hendes daværende prioriteter. Roligt vendte hun dog tilbage til vandbadet og samlede en sidste håndfuld vand op i sine hænder og plaskede det i ansigtet, inden hun fluks greb om det lillehåndklæde ved sin side og duppede sig tørt igen, inden hun med hurtige skridt bevægede sig mod trappen, der førte ned til stueetagen, hvor der var en der stod i vente.

Ahra havde muligvis ofte travlt, men der var sjældent, at hun panisk sprang omkring. Hun havde perfektioneret sin måde at gøre tingene på bedste professionelle vis ifølge hende selv. Perlerne klirrede sagte mod hinanden, da hun med en hånd strøg sig åbning i deres fald og dukkede sig refleksivt, som hun gik igennem og løftede så sit røde blik mod kunden. I modsætning til ham bar hun kun et enkelt stykke beklædning. En luftig kjole med trekvarte ærme og middelstor halsåbning. Ingen broderier men indsyede mønster ved brystkassen. Lang var den heller ikke. Og den hvide farve stod i skarp kontrast til hendes mørke hud. Derudover var hun barfodet af åbenlyse grunde, hvis man så mod hendes fødder.

”Velkommen til.” sagde hun, dog ikke med et typisk overgæret smil, som man nok normalt ville finde på markedet i hovedstaden. Hun tog ham lidt bedre ind, mens hun bevægede sig over bag betalingsdisken og gjorde et lille ryst med hovedet for at lufte ud i den store manke af hår, hun mirakuløst havde bundet op med en snor for at løfte det bare lidt fra nakken. Det var blevet så varmt på det seneste. Selv for hende. ”Hvad kan jeg gøre for dig? Er der noget bestemt du leder efter, hr?” Hun huskede ikke at have set ham før, men velklædt og velvedligeholdt var han da. Det var ikke underligt for hende at handle med velhavende folk. Hvad hun solgte var ikke ligefrem hverdagsvare, så priserne var ikke hvad man kunne kalde for lave.

Lyden af perlerne på snorene fik ham til at drejede hovedet og se mod den ene døråbning, som halvdyret kom ud. Hans blik glimtede interesseret, da han så, hvordan mikset mellem ræv og menneske havde udformet sig ved denne kvinde. Ikke ringe, absolut ikke ringe. En ædelræv. Interessant. Køn og den hvide kjole klædte hende ganske udmærket. Han sugede alle indtrykkene til sig - hendes vilde hår, de store ører og rubinen i hendes pande. Hendes figur og mørke hud. 
Som hun kom over til disken, drejede han sig, så han vendte mod hende. Endnu en gang fik hans hylsters højde ham til at tårne sig over et væsen, hun var ikke ligefrem iblandt de højeste. For ham gjorde det absolut intet, der var en grund til, at han havde valgt et højt hylster.

"Goddag." Hans stemme var en smule hæs, men samtidigt fyldig og blød og med et let anstrejf af sydlandsk accent. Nok var han fra den nordlige del af Krystallandet, men han havde boet i syden i nogle hundrede år og samlet deres måde at tale på op. De brune øjne mødte roligt hendes, stadig med et glimt af... noget... men alligevel venligt. Som forstærkedes af det smil, der lå om hans læber. Og så dog, hans udstråling kunne han ikke helt skjule og mange fik fornemmelsen af at snakke med et rovdyr, når de mødte ham.
"Jeg er ved at løbe tør for kaffe og siden jeg selv var i byen, tænkte jeg, at jeg ville se din lille butik med mine egne øjne." Han smil blev for et øjeblik lidt større, inden han slog let ud med den ene hånd. "Mine folk har talt meget rosende om din butik. Og dig." Det sidste blev sagt ganske let, men for ham var det næsten vigtigere. Han var meget interesseret i halvdyr. Og denne kvinde var næsten mere end hvad han havde fået fortalt.

"Og jeg må sige, de har ikke løjet." Han drejede rundt igen for at lade blikket glide ud i rummet. Som sagt lignede det så mange andre små butikker, men duften var himmelsk. Og hans lyst for godtsmagende varer var allerede ved at tømme pungen, der hang i hans bælte. Udvalget var ikke at kimse af. Heller ikke bag disken. Han så roligt på hende igen. Absolut ikke.

Den passivt truende tone der viste sig at ligge i hans stemme, kom egentlig ikke bag på hende. Særligt ikke var rigmænd som ham. Og særligt syden havde en masse af disse intimiderende personligheder der lugtede langt væk af høj sikkerhed i sig selv og osede af karismatisk professionalisme. Men til trods for at det ikke var underligt at støde på den slags, og hun i sin tid havde gjort netop det, så betød det ikke nødvendigvis at hun direkte var super glad for dem. De var – som hendes far havde forklaret hende – som en spændt bue.

Ahra hævede let sit skarpe sæt af øjenbryn – det eneste hår, foruden hendes pels, der ikke havde den famlede sandfarve, som selv hendes tykke øjenvipper havde. ”Har de det? Det sætter jeg da pris på.” sagde hun med et lille hop i stemmen. Hun var bestemt ikke for selvhøjtidelig til at kunne tage imod en kompliment, men hun blev ikke blød i knæene over dem. Mange af dem var rettet mod ting, hun i forvejen var klar over og delte stolthed over. Nogen ville nok mene, at hun havde mistet sin ydmyghed. ”Men siden det er kaffe du leder efter, er du kommet til det rette sted.”
Ligesom hans, bar hendes stemme også en sydlandsk accent. Bare en del tydeligere. Hun fulgte roligt med hans blik rundt i hendes lille handel og mødte samtidig hans blik igen, som han så tilbage på hende. ”Hvad er dine…” Foretrukkende? Oftest valgte? ”præferencer? Er du mere til en mørk eller blondt kaffe? Mit udvalg vender sig godt nok mest mod den mørke side, men jeg har også mildere blandinger, hvis du har en sart smag.”

Hun bevægede sig væk fra sin plads bag disken og nærmede sig i stedet den ene af de hyldebeklædte vægge, hvor hun kortvarigt stod og kørte sit blik lidt omkring i søgen. Den lange tynde hale hang for en gangs skyld roligt og skabte ingen stor risiko for at løfte op i kjolen, eftersom der ikke var lavet noget hul til at den kunne stikke ud igennem. Efter et øjebliks tid trådte hun tættere på en hylde, rejste sig en smule mere på sine poter og greb omkring en lillekrukke af svitset jern og hævede mønstre ved toppen.
”Det her er min mest populære og den jeg sælger mest af.” forklarede hun, mens hun drejede mod den høje herre igen og samtidig havde fjernet låget tidsnok. Blidt stak hun en hånd ned i krukken og samlede et par kaffebønner op i sin hånd og holde sin hånd fladt frem op for ham at tage et snus. ”Den er ristet sammen med valnødder. Og kan du dufte abrikosen?”

Komplimenten gav en lidt interessant reaktion, hvilket nær havde fået ham til at smile endnu mere. Hendes selvtillid fejlede tydeligvis ikke noget. Det kunne han godt lide. Han fik en fornemmelse, at hun var en kvinde med ben i næsen. Spændende. Han ville vide mere. 
"Ja, det er jeg ikke i tvivl om." Det rette sted, ja det var da ganske sikkert. En butik, der kunne gøre dagen interessant. Han mødte hendes blik og holdt det fast med sit eget for et øjeblik. Åh, han kunne godt tænke sig at røre hendes sjæl, se hvad hun gemte på. Men han måtte have lidt tålmodighed, men måske muligheden ville melde sig senere. Mellem al kaffesnakken.

"Jeg har intet i mod stærk kaffe." Ganske sandt. Var den for tynd eller smagte af for lidt, var den ikke værd at drikke. Hans blik fulgte hende, som hun kom frem bag disken og han fulgte roligt efter hende, da hun gik hen til en reol og fandt en beholder frem. Hans blik gled over hende og kjolen, der bevægede sig som hun gik. Blikket faldt på hendes specielle fødder og for et øjeblik var det hendes ben og fødder, han havde i tankerne, tanker der blev afbrudt af hendes snak og han løftede blikket igen. Roligt lænede han sig frem og tog en dyb indånding igennem næsen, duftede til bønnerne og hånden, der holdt dem. Lige så roligt rettede han sig op igen og nikkede let.
"Ganske forførende." Han slog let ud med den ene hånd og smilede undskyldende. "Som sagt plejer jeg at have mine folk til at komme her. Det slog mig ikke lige at spørge, hvilket de plejer at købe. Den faste de kommer med, leveres i pose af grønt stof. Kaffen er mørk i smagen, med et hint af chokolade... og en fornemmelse af... vanilje." Man kunne næsten se ham mentalt smage drikken, da han fortalte om den. Smilet blev ikke mindre, som han snakkede videre.
"Men de kommer også gerne med smagsprøver, ensformighed kan blive så kedeligt i længden. Jeg prøver gerne noget nyt." Igen glimtede hans øjne lidt, da han betragtede hende.

Vargas var i ganske godt humør, hans møde i byen var gået godt, faldt ud til hans fordel, og dette utroligt kønne halvdyr gjorde da kun dagen bedre. Måske var det derfor, at hans ord var fyldt med skjulte hentydninger og han morede sig med at betragte hende som både kvinde og halvdyr. 

Jeg har intet imod stærk kaffe. Det var som sød musik i hendes store plyssede ører. Lige som alt andet, gav det også visse indtryk af, hvordan folk tog deres kaffe. Med sin egen ensidede forkærlighed og interesse for drikken – eller måske nærmere planten – havde hun det med at rynke på næsen af dem, der ikke havde problemer med at skylle hvilket som helst ned med en omgang brunt vand efterfølgende. Hun blev dog lettere forundret over, at hans smagsløg viste sig at hælde mere over mod de sødere undertoner som chokolade og vanilje. Ikke en forfærdelige smag, overhoved, men det gav da et hak i, hvad havde troet om ham ved første indtryk. Heldigvis var det ikke hendes arbejde at gennemskue andre.

Hende ører rejste sig i takt med at et svagt overrasket udtryk lagde sig over hendes ansigt. ”Så du er en stamkunde?” påpegede hun uden at fremstå alt for åbenlys over ikke at have fanget tråden noget tidligere. Ikke at hun gad banke sig selv over fingrene for det. Hun havde aldrig set hans ansigt i forretningen før eftersom dem hun måtte have mødt havde været de ’folk’ han havde sendt efter varerne i stede. Så lidt efter forsvandt overraskelsen fra hende og hendes ansigt faldt i de normale folder igen.
”Det skulle du have sagt.” Roligt trak hun sin hånd til sig igen for at blide hælde bønnerne tilbage i deres krukke, før dagens utålelige hede risikerede at riste dem mere end de allerede var. ”Jeg holder bøger på alle mine salg, så det ville ikke være et problem for mig, at finde dine køb frem.” forklarede hun ham, mens hun igen stillede ryggen til ham for at stille krukken tilbage på sin plads. ”Men…” Atter vendt mod ham satte hun en hånd mod hver af sine hofter. Hun så lidt udfordrende på ham. ”Siden du ikke er bange for at prøve noget nyt, så lad mig vælge noget lidt anderledes for dig.”

”Du er vant til chokolade, siger vi.” sagde hun pludselig med en lidt mere lydhør stemme, idét hun igen vendte sin opmærksomhed væk fra ham for at i stedet gå på opdagelse i sin butik. Samtidig svang hendes hale lidt tænksomt fra side til side, inden hun spadserede over ved siden af hylderne nær indgangen til trappen, hun kort før havde kommet ned ad og samlede en lille træskammel op og bragte den med sig. ”For ikke at gå alt for langt væk fra det, så har jeg ..den her.” Med fuld balance stillede hun sig på skamlen og nåede en ny krukke. Samme størrelse, andet mønster og lavet af messing.
”Den har også undertoner af chokolade, bare mørkere end, hvad du normalt har fået.” Hun havde en forestilling om, hvad han havde købt før ud fra hans beskrivelser. ”Hvis du har tid, vil jeg dog gerne byde dig på en kop inden du vælger. Jeg føler mig gavmild i dag.”

Hendes overraskelse fik ham til at bevæge hovedet en smule, bekræftende. Han var en stamkunde, selvom han aldrig selv havde sat sine ben i butikken før. Det var en handelsforbindelse, der i tidernes morgen havde introduceret ham til kaffen herfra, for mange år siden. Vargas havde hurtigt fundet sig meget glad for de gode bønner, butikken solgte. Det var ikke den samme kaffe, han havde fået fast i alle de år, han kunne godt lide at variere, men de sidste par år havde været den med et hint af vanilje. Måske det var på tide at finde en ny.
”Der er ingen grund til at slå noget op, jeg er her for at få udvidet min horisont af eksperten.” Ja, måske hun kunne udvide hans horisont. På flere måder.

Han nikkede igen til hendes ord om chokoladen. Ja, det var måske ikke, hvad man kunne forvente af en dødssynd, en slavehandler med hang til at svinge pisken, men han havde lidt en sød tand. Han ønskede ikke for bitter kaffe, der var ingen grund til at ødelægge ens smagsløg fra morgenstunden. Dog havde han ikke noget i mod lidt bid. Livet skulle også være interessant, ikke?
Han slentrede roligt efter hende med hænderne bag ryggen, næsten for at holde styr på dem, så han ikke lod sig friste. Tavst betragtede han hende tage endnu en æske ned og lyttede til hendes beskrivelse. Tilbuddet om at drikke en kop som smagsprøve fik ham til at smile lidt bredere og han bukkede let i overkroppen i accept af hendes tilbud.
”Et tilbud jeg ikke kan takke nej til.” Både kaffe og godt selskab. Og han fik bedre mulighed for at betragte hende.

”Det er meget venligt af dig.” Der var stadig et let skær over ham, som om han morede sig lidt over det hele, men smilet om hans læber virkede oprigtigt nok. Hans mål med besøget i butikken var bare at se, den butik, lækkerierne kom fra. Han var ikke gået derind med ondt i sinde. Men hans interesse for hende var vagt og det kunne man se i hans bruge øjne, der glimtede lidt. Som den spontane mand, han var, havde tanken om at få mere end kaffe ud af besøget strejfet ham, men han tog det som det kom. Først og fremmest var det vist på tide at introducere sig selv. Ikke at han forventede, at hun kendte hans navn, det var nok mere indenfor kredse, der havde med slaver at gøre, men trods forsøget på at holde sig diskret og ukendt, havde hans navn spredt sig en smule i ørkenlandet.
”Jeg må hellere introducere mig selv, mit navn er Vargas Aziz.” Det fik ham til at bukke let igen. Slog hun ham op, ville hun se, at han havde været kunde næsten lige så længe som butikken havde eksisteret.

Vargas Aziz. Navnet lød en tand bekendt. Det skulle det nok også gerne, hvis hans navn stod så ofte i hendes bøger, som han havde givet udtryk for. Men der var noget andet. Noget der havde fået hendes ene øre til at flikke af en varsom opmærksomhed. Mere bed hun dog ikke fast i det. Selv hvis hun havde fuld forståelse af hvem han var, og hvad han forhandlede rundt med, ville hun ikke bekymre sig yderligere. Hun var ikke en del af den gruppe, der oftest blev indsamlet til den slags. Også selvom hun havde gener fra en nedtryk race. Hun var stadig en del af det højere handelssamfund og ikke blot en hvilken som helst.

”Ah, i så faldt velkommen til, hr Aziz.” svarede hun tilbage i takt med, at hun atter trippede ned fra sin skammel og stod vendt mod ham for at tage imod hans introduktion. Og hans buk. Ja, en velopdragen mand, det var han da i hvert fald. En opfriskende oplevelse frem for tidligere besøgene. Kunder eller ej. ”Jeg er Pele.” Mere behøvede han vist ikke at vide.

Med halen roligt sænket og svingende sammen med hofternes bevægelse, gik hun tilbage til omkring sin disk for at stille den nye krukke lidt til siden. Efterfølgende kom en morter af blank keramik op for at holde den med selskab midt på bordet. Hun tog en erfaren håndfuld af bønnerne fra den bittersødt duftende krukke og lagde dem med ironisk forsigtighed ned i morteren, hvor de alligevel ville blive knust inden ikke alt for længe. Hun havde muligvis en meget skarp tunge og et blik, der kunne skære lige så let, men når hun gjorde, hvad hun gjorde bedst, var det med en professionel rolighed.
”Hvad har så ført dig til Sarghos, hr Aziz? Du sagde, at du alligevel var i byen, så det var ikke bare for at ’se min lille butik med dine egne øjne’.” spurgte hun uden at stoppe klargøringen og uden at se op på ham. Hun rakt såvel ud efter en tætflettet opalformet æske fra det ene hjørne af disken, som hun talte til ham med en høj nok tone til at lade ham forstå, at hun ikke bare mumlede for sig selv. Et enkelt nip af tørrede gyldengule blade, der havde rullet sig tæt sammen, så de lignede små fine tråde – kun lidt tykkere end safran – blev taget fra æsken og tildelt til morteren, før hun gik i krig med at få knust og pulveriseret både bønner og blade. Bladene gav lidt effekten af guld, der lå og gemte sig i det mørkebrune pulver, da hun var færdig og duften af den mørke kaffe og dens nuancer var nu kraftigere i rummet.

Med en lille mentalt notat skrev han hendes navn ned. Vargas kunne godt lide at huske folks navne, det overraskede dem altid år senere, når de mødte ham igen. Især når han havde skiftet hylster i mellemtiden.
Nysgerrigt fulgte han med i hendes proces. Han lavede ikke sin kaffe selv, det havde han folk til. Køkkenfolk, slaver selvfølgelig, undtagen kokken. Han var skam ansat til en ganske dyr lønning, men Vargas satte pris på god mad og sikrede sig samtidigt i mod at have en kok, der ønskede at se ham død. Hvilket gjorde det en del tryggere at spise for en mand som ham.

Vargas blev pænt stående ved disken med hænderne bag ryggen, med blikket rettet mod hendes hænder og hendes arbejde. Spørgsmålet fik ham til at smile let. Hvad der fik ham til Sarghos? Salg af slaver, eksotiske dyr og senere måske en tur i en privat arena for at se blod.
"Forretning. Jeg er en handelsmand, og jeg har kunder i Sarghos, der ønskede, at jeg kom til dem." Normalt kom de til ham, fordi det var for besværligt at tage sine varer med på fremvisning, men denne gang var det lige så meget for at pleje sine forbindelser. Der var utroligt meget af den slags, og han rejste somme tider mere end hvad han brød sig om, men han havde affundet sig med, at det hørte med til livet som slavehandler.

Duften fra morteren bredte sig og kildede hans lugtesans. Ikke dårligt.
"Det dufter himmelsk. Hvad er det for noget, du har knust sammen med bønnerne?" Han var nysgerrig, men hans blik havde flyttet sig fra bordet til hendes ansigt. Et ansigt han betragtede ganske grundigt og med et svagt sultent udtryk i øjnene. Om sulten kom af den ene eller den anden lyst var nok svært at sige, men nok en blanding af begge. Hun ville være en smuk tilføjelse i hans samling. Hvis han besluttede sig for at hun skulle det, men grådigheden sad i ham og han ønskede at eje hende. Som han ønskede at eje alt, der ikke var som alt det andet. Åh, han ville gerne røre hendes sjæl. Smage lidt på hende. Mon hun var lige så spændende som duften af den mørke kaffe?

Handelsmand, ja så var det pludselig slet ikke så underligt, at hans navn havde lydt mere bekendt end, hvis hans navn havde kommet frem flere gange i hendes salgsbøger. Ikke at hun kun havde øre for de større af handelsfolkene, men hun gættede sig nu alligevel frem til, at han ikke bare var en lille tæppehandler fra hjørnebutikken. Lige meget hvor populær den plads så end gjorde en forretning. ”Ah!” Der var et andet ord, hun ville bruge for at beskrive ham, men hun kunne ikke huske det. Det var et af de mere besværlige civiliserede ord, som ikke sad lige så nemt på hendes kraftige rubinske tunge, så hun holdte i stedet sine læber lukket, udover det enkelte høflige og anerkendende ah.

Hun bankede støderen et par gange ned i morteren, før hun holdte sig til at bare glide den rundt i stenskålen for at sikre sig, at kaffen var malet så fint, som det var nødvendigt, og hun hævede den en tand for at forsigtigt børste det brune pulver af enden for ikke at spilde noget. De gyldne blade var dog ikke fuldkommen finmalet. De lå som små flager af gyldent i kaffen.
”Det er en plante som, hvor jeg kommer fra, kaldes for dovohri,” forklarede hun med et snert af stolthed over sit kendskab til den. Og stamme, hvor hun kom fra. Stille lagde hun støberen fra sig og drejede sig kort mod et lille hængende skab på væggen bag sig og betalingsbordet og vendte tilbage med en fin lille kop af filigran-dekoreret kop med delikat hank. ”Den ligger tæt op ad en pebermynteplante i smag og nuance, men ved at tørre dem på en bestemt måde, bliver bladene gule.” Med rolig hånd børstede hun kaffen direkte ned i koppen med en miniature børste. Det var først efter, at hun havde hentet en kobber-kedel fra et skjult hjørne og erfaren som alt andet havde hældt nærkogende vand hen over kaffeblandingen, at hun endelig løftede sit blik op mod Vargas igen. Bragt ud af koncentrationen igen.
”Den største forskel er dog, hvordan de tørrede blade opløses i varmt vand men ikke blander sig ind i hele drikken med det samme som pebermynte ville gøre,” afsluttede hun, som hun flyttede koppen lidt længere frem mod ham. Vandet havde straks blandet sig med kaffen og var nu mørkt og en smule tykkere. Men helt nemt var det ikke at se, da der på toppen lå et lag af, hvad der nu lignede smeltet guld, der før havde været de tørrede gule blade. Nænnede han at tage en slurk af drikke, ville han opleve en næsten kølende effekt på læberne, som de smeltede blade smurte dem, inden smagen af den dybe kaffe og mørke chokolade kom ind og varmede på tungen.

Med et udtryk, der fortalte, at han lyttede efter, hvad hun fortalte, fulgte han med i hendes hænders gøremål. Det hele virkede så yndefuldt og næsten magisk, selvom han godt vidste, at der ikke var noget magi over det. Det var blot bønner med den mest fantastisk duft, ristet sammen med andre ingredienser, så denne kaffe fik lige nøjagtigt denne smag og duft.
”Interessant. Og ganske fascinerende.” Han var oprigtig, det var fascinerende. Han samlede koppen op og betragtede laget af guld lidt. Det var altid spændende at prøve noget nyt og somme tider en smule utrygt, da han aldrig svagt frygtede at blive forgiftet. Men her følte han ikke, at der var nogen fare, så han løftede endeligt koppen og satte den for læberne.

Selvom væsken var varm, føltes bladende næsten kølende, lidt som den velkendte fornemmelse fra pebermynte, men ikke med samme smag. Fornemmelsen var kort, da den varme kaffe overtog. En god stærk kaffe med en dyb smag og et kraftigt hint af chokolade. Han lod det hvile lidt på tungen trods varmen, inden han sank og lod tungen gøre læberne rene.
”Se dét er en god kop kaffe. Meget smagfuld. Og jeg kan tydeligt smage chokoladen.” For et øjeblik var der et glimt af ægte begejstring i han ansigt. Mange ville nok ikke tænke, at en mand som ham gik så meget op i sine smagsløgs nydelse, men Vargas var trods alt Grådighed, og han elskede mad og drikke, især den søde slags.

”Jeg er ikke i tvivl om, at det er en kaffe, jeg gerne vil nyde på daglig basis.” Han løftede koppen op og drak endnu en mundfuld og en nydende brummen lød fra ham. Hans blik fandt tilbage til halvrævene og glimtet der tidligt havde ligget lidt skjult i hans øjne var nu alt, hvad der var i dem. Smagen havde sat gang i andre fysiske lyster og han var ikke en mand, der gjorde meget for at gemme dem.

En hver der gjorde sig i håndværk – om det var med mudder og sten, metal eller som hende, kaffe og te – så var der vel altid en vis glæde ved at se tilfredsstillelse hos sine kunder. Ahra var ikke meget anderledes. At se ham nyde den friskbryggede kaffe, som hun havde set så mange andre nye hendes kaffe, gjorde hende skam selv selvtilfreds. I starten havde det været som et klap på skulderen, men hen ad årene havde det udviklet sig til en hævende bekræftelse på hendes evner. Hendes hårde arbejde, der havde givet frugt.

Et skævt smil spillede roligt frem på hendes ansigt, inden hun slog blikket ned igen og så småt begyndte at samle tingene sammen igen, så de ikke lå og flød på bordet længere end højst nødvendigt. ”Den fås ikke bedre, hr Aziz.” forklarede hun, mens hun let slog den lille børste op og ned ad bordets kant for at få fjernet det resterende kaffepulver, der havde sat sig fast mellem hårene. Der var intet reelt bevis på, at hendes varer var de bedste i landet, men hun havde ikke noget imod at påstå det. Hun havde smagt både kaffe og te andre steder fra, når hun begav sig rundt, og der havde været kroer, hvor det ikke have været værst, men hun mente stadigvæk ikke selv, at hun var langt fra sandheden.

”Jeg kan ikke love dig, at du vil få det samme resultat, når dine tjenestefolk,” Selvfølgelig antog hun at han havde en hel flok af dem. Han havde nogle til at hente hans indkøb, så stod han da bestemt heller ikke for at lave sin egen mad eller drikke. ”brygger kaffen, men selv i uerfarne hænder, kan jeg garantere at kaffen vil være god og smagfuld.”
Ahra havde ikke været blind for blikket, der havde opstået i Vargas’ øjne, dog gjorde hun ikke noget for at provokere det udover at ikke vige fra øjenkontakt, at hun så op igen. Mænd var grådige. Særligt når varmen fra syden steg dem til hovedet. ”Har jeg overbevist dig til noget nyt, eller er du stadig mere til at din normale rist? Jeg kan pakke dig en pose med dovohri, men det vil hæve prisen.”

Den selvsikre udtalelse kunne måske virke lidt for skråsikker, men af den kaffe Vargas ellers havde smagt rundt omkring, var der intet, der kom op på siden af den, han fik fra denne lille butik. Og at stå her, omgivet af de mange dufte, med en smuk kvinde i sit synsfelt, gjorde kun oplevelsen bedre. Han drak endnu en slurk, hvilket næsten tømte koppen, mens han lyttede til hendes ord om, at hans tjenestefolk måske ikke kunne lave kaffen som den skulle laves. En idé formedes i hans hoved og det trak lidt op i hans ene mundvig. 

"Jeg vil meget gerne have en pose med denne kaffe. Smagen er udsøgt. Og prisen er ikke et problem, jeg tager gerne en pose af dovohrien med også." Han drak den sidste slat og satte koppen fra sig, kort flyttende blikket fra hende og sænkede kort dydigt hovedet, inden hans brune øjne ramte hende igen. 
"Jeg vil gerne invitere dig med til Balzera, så du kan undervise mine tjenestefolk i at lave kaffen på den rigtige måde. Min kok laver fortrinlig mad, du vil selvfølgelig blive til i morgen." Trods ordvalget, var det ret tydeligt, at han ikke havde tænkt sig at give hende et valg. Han var en mand, der var vant til at få sin vilje, og det forventede han tydeligvis også nu.

Han fandt en pung frem fra en lomme og så afventende på hende for prisen for kaffen og posen med dovohri. Trods at han ikke var sikker på, at hun kom tilbage hertil, ville han ikke stemples som tyv. Han havde ikke tænkt sig at tage kaffen uden at betale.
Men at tage hende med til slavehandlen i mod hendes vilje og måske lukke hende ind i et lille bur, gjorde ham intet. Det var jo blot hendes liv, det handlede om. Hun var heldigvis ikke større, end at griffen ville kunne løfte dem begge og med lidt anstrengelse kunne nå frem til Balzera inden det blev alt for mørkt. 

En genkendelig tilfredshed skyllede henover hende, da han takkede ja til handlen. Det var en følelse, hun var sikker på, at Vargas selv kendte rigeligt til, hvis han havde talt sandt over at selv være en mand af handelssamfundet, hvilket hun ikke et eneste sekund troede var løgn. Ham tog sig trods alt frem som en. Hun gav ham blot et ydmygt nik som bekræftelse på hans bestilling, da der ikke var meget andet at sige. Hendes brune fingre havde allerede lukket sig omkring messingkrukken med kaffebønnerne, da hun pludselig blev givet en invitation, der fik hende til at se forbløffet op på manden foran hende. Invitationer var ikke som sådan noget der var nyt for hende, men det havde ikke været noget, hun havde forventet fra ham. Ligeledes hjalp grundlaget for invitationen med at komme bag på hende.

Hendes udstråling faldt til ro igen. ”Den slags er ikke noget jeg gør mig i,” svarede hun ham let og elegant samtidig med, at hun atter fik flyttet krukken mere ind på midten af bordet for at have den foran sig. Et smidigt knæk i knæene og hun var på hug bag disken for fluks at finde en flettet sæk i en klart mindre størrelse end, hvad hun fragtede sine bønner i. Denne sæk var beregnet til salgsportioner. ”Jeg har ikke tiden til at lære folk op i, hvad jeg ved. Jeg har en butik, der skal ses efter og jeg gror og rister det meste af mine varer.”

Med en skovl, der passede fint ned i krukkens åbning, begyndte hun at skovle de chokoladeduftende bønner over i sækken indtil den var fyldt op, så den kun lige kunne lukkes sikkert med en større viklet omkring flere gange for en sikkerhedsskyld og så givet en fin sløjfe. ”Desuden så er Balzara mere end en dags rejse igennem ørkenen herfra, så jeg har svært ved at se, hvordan jeg kan være tilbage igen i morgen.” Sækken blev lagt frem mod dæmonen, hvorefter hun trak en mindre stofpose med snor-lukning ved siden af. Dovohrien.
Og hun ytrede sig en pris.

Selvfølgelig sagde hun nej, han havde ikke forventet andet. Det var kært, at hun troede, at hun havde et valg. Hans hænder fandt hvile på disken, mens hun begyndte at gøre klar til at sælge ham kaffen i en mindre pose. Tålmodigt lod han hende tale færdigt, finde den mindre pose med den dyre pynt frem og nævne sin pris. Roligt fiskede hans lange fingre mængden af krystaller ud af posen og lagde dem på bordet. Dog slap han dem dog ikke, men lod fingrene hvile på dem.
”Frøken Pele, der er noget, De har misforstået. Det er ikke en invitation, De kan sige nej til. Jeg er blot høflig.” Selvom hans lidt hæse, dybe stemme virkede venlig, lå der en skjult trussel i, hun burde kunne høre.

Langsomt flyttede han ånden og så betragtende på hende med de brune øjne.
”Og De kan sagtens være tilbage i morgen inden åbningstid, hvis De er villig til at stå lidt tidligt op. Jeg har en grif ventende på mig i en stald her i byen. Den vil også flyve Dem hjem i morgen.” Igen var hele hans tonefald sådan, at det ikke var en forslag han kom med, det var sådan det skulle ske. Hun havde ikke noget at sige til det.

”Hvis det hjælper på det, er jeg villig til at betale for deres tid.” Og med de ord tog han en diamant op af pungen og lagde den sammen med de andre. En krystal de fleste aldrig ville lægge sine øjne på deres levetid, men han sagde den der på bordet, som betød den ikke noget. I det store sammenhæng gjorde den heller ikke. At han som grådighed gav den ud, viste blot, hvor meget han var interesseret i hende. Som kvinde og som art. Han ville have hende med hjem, finde ud af, om han kunne bruge hende, og derefter enten beholde hende eller sende hende hjem til sin lille butik igen. En butik han sagtens kunne se sig selv eje, om det var med hende bag disken eller ej.

Ahra og Vargas’ fingre havde nær strøget hinanden, da hun rakte frem for at tage krystallerne fra bordet. Hun nåede kun lige at trække sin hånd til sig igen, da det gik op for hende, hvordan han fortsat holdte sin over dem som et bur med tremmerne rigeligt fra hinanden, så en hver kunne se, hvad der lå og gemte sig derinde i. Og med hånden trukket tilbage reagerede hendes ører automatisk mere på ikke bare hans ord men også hans stemmeleje, end resten af hende, som fx hendes ansigt, der kun viste en snert af kvindelig irritation over, at han både ikke forstod, at hun ikke havde tiden til at lege læremester for hans tjeneste og at han holdte hendes betaling til fange.
Så snart han endelig fjernede sin hånd, kuplede hun sin hånd og trak dem tættere på sig og skubbede dem så lige lidt til siden, hvor hun kunne tælle dem. Men først efter hun havde gjort det klart for rigmanden, at han kunne troppe på hos hende og mene, at hun ikke kunne sige nej til ham.

”Det er dig, der har misforstået, hr. Aziz. Du bestemmer ikke over, om jeg kan acceptere eller afvise dine invitationer.” Hun ville inderligt bevise overfor ham, at hun sagtens kunne sige nej samt hvor god hun egentlig var til at gøre det. Men hun kunne ikke lade være med at faktisk overveje hans tilbud. Værende det et egentlig tilbud eller ej. Tanken om at flyve var virkelig ikke faldet i god jord for hende, der langt hellere foretrak at have bare en eller anden form for kontakt med fast grund, men hvad der faldt i bedre jord hos hende, var diamanten, han tilføjede som betaling. Hvad var der med dæmoner, der glædeligt ville betale hende for hendes tid?
”Men,” Igen gik hun væk fra sit sikre sted bag diske og omkring for at i stedet stille sig på hans side, igen lænet elegant op ad bordet. Den ene hånd sneg sig omkring for at tage omkring den utrolig værdifulde mønt og førte den op mellem dem. Stadig med blikket rettet stålfast på Vargas. ”At du er desperat nok til at ville betale mig så… heftigt, gør det rigtig nok svært for mig at sige nej.” Svært! Ikke umuligt, som han havde påstået. ”Jeg nægter at flyve. Jeg er mere villig til at forlænge. mit fravær fra butikken end at skulle sidde på ryggen af en grif.”
Hvor galt kunne det gå? Hvis han sagde var sandt, så var det kun lidt kaffebrygning. Og kun få ting var hun bedre til end dét.

Alt dette morede Vargas, hvilket nok kunne være lidt svært at se på ham, men der var da et glimt i hans øjne og en svag trækning af et smil i den ene mundvig. At hun blev irriteret over hans formodning om, at han kunne bestemme. En formodning der havde hold i sandheden. Han havde mere bestemmelsesret over hende end hun vidste af og ville indrømme. Det var bare at finde de rigtige midler til overtagelse. Og havde han noget, så var det midler. Og evner.

Hans blik fulgte hende, da hun gik foran disken igen og stillede sig ved siden af ham, i hans øjne, lokkende. Hoften skudt ud, den måde kjolen faldt om hendes krop. Rubinen i panden. Det sitrede næsten i hans fingre efter at røre og mærke.
Smilet blev lidt tydeligere, jo mere hun snakkede, og han drejede sig mod hende, så han bedre kunne se hende.
”Frøken Pele, det er meget kært, at De tror, at De selv har noget at sige i denne sag. De burde bare tage diamanten og sige ja tak.” Hans stemme havde et let præg af skuffelse over hendes modstand, men faktisk nød han den. Selvom der ikke var så meget af den. Det var ikke så ofte, at folk satte sig i mod hans vilje.

Han slog let ud med den ene hånd.
”De kommer til at flyve med mig til Balzera. Jeg agter at invitere Dem til aftensmad og det kan ikke nås på kamelryg. Om De vil ride tilbage igen, er op til dem, jeg låner Dem gerne en vagt og en kamel til hjemturen.” Med blikket i hendes, trådte han lidt nærmere, tårnene sig op over hende.
”Det burde ikke være nødvendigt med trusler, men jeg kan jo fortælle dem, at jeg meget hurtigt kan få taget Deres forretningslicens fra Dem, så De ikke kan drive forretning i Rubinien. Oven i købet kan jeg få Deres varelager konfiskeret og De kommer til at tage herfra uden en krystal på lommen.” Truslen blev udtalt i et roligt tonefald, et tonefald der burde understrege, at der var noget bag truslen. Han kendte dem, der var værd at kende og korruptionen i Rubinien var høj. Der skulle ikke mere end lidt krystaller, måske et par slaver, til, og hans vilje var lov.

Roligt lænede han sig lidt tilbage igen, lod hende få lidt luft. Han smilede stadig. Hun skulle nok komme med ham hjem. Endda på griffen.

Der var skam nogle ting, han sagde, som egentlig ikke gjorde Ahra det helt store og, som hun sagtens ville kunne gå med til. En invitation til en omgang aftensmad i, hvad hun kun kunne forestille sig, være hans imponerende hjem og friheden til at låne et transportdyr til at vende hjem igen. Den meget gode betaling for hendes tid og talent. Og hun forstod da hans begrundelser for de forskellige ting. Hun var sågar villig til at lade sig overtalte til, at hoppe op på ryggen af en grif og flyve til Balzera… Havde det bare ikke været for alt det underlæggende, der tydeligvis ikke faldt i god jord hos hende. Overhoved!

”Undskyld, hvad?” Stemningen over dem var blevet betydeligt tungere og blikket, hun i sidste ende var begyndt på at give ham, var ikke just… venligt. Og da bestemt ikke da yderligere trusler blev blandet ind i hans virvar af lukkede og forudbestemt tilbud. Lige dér satte hun stregen i sandet. Hvem troede han lige at han var?! Hun havde antaget ham for at være en rigmand med lidt af en kvist bagi. At det så skulle vise sig at være en kæp!
Med ham tættere på sig, end hun lige stod og foretrak, veg hun ikke tilbage. Hun var ikke let intimideret af den form for dominans. Han måtte begynde og træde hende over poterne, hvis han ville have hende til at trække sig væk fra ham. I en fluks bevægelse, uden at hun tog det stålfaste blik væk fra ham, slog hun hårdt sin ene hånd ned i bordet bag sig. Lyden af diamanten overdøvede lyden af hud mod træet, men da hun fjernede hånden og den lå tilbage derpå, var der ingen skade sket mønten. ”Min accept er hermed taget tilbage, hr. Aziz. Og det samme er min høftliged,” vrissede hun på grænsen til undertrykt vrede. ”Jeg ved ikke, hvem du tror du er, men du er i min butik. Og jeg sætter ikke pris på at blive truet.”

Bestemt drejede hun og forlod sin plads foran bordet – og pladsen nær ham. Udtrykte sig, at han ikke længere havde hendes interesse, som han ellers havde formået at få ved første introduktion til den værdifulde mønt.
”Tag dine penge og din kaffe og forsvind, før jeg får dig smidt ud,” kommanderede hun og gjorde et henkastet vift med hånden. ”Og jeg vil råde dig til at aldrig vise dig her igen.” Truslen havde gravet dybt, og hun havde da også haft tvivl, om det var en god idé at gå imod. Den nøgne tanke om at miste forretningen fik det til at sidde fast i halsen. Det var ikke bare en hvilken som helst butik. Det havde været hendes fars. Men selvom hun ikke boede i et smukt palæ og var omgivet af tjenestefolk, der gjorde hendes arbejde for hende, var det ikke det samme som, at hun stod på det svage led her. Hun holdte sin forretning ydmyg efter eget valg. Og hun havde mere respekt bag sig, end hvad man lige ville tro.

Det så ikke ud til, at det halve rævevæsen tog truslen ret godt. Nå ja, det havde været Vargas’ naturlige reaktion, mest fordi de fleste forstod, at når han slyngede en trussel af sted, var det skam ment dybt seriøst. At han måske havde taget fejl og havde fejlvurderet dens virkning, det var ikke en tanke, der strejfede hans sind. Men hans lidt skrå smil forsvandt ikke, ej heller gjorde hans selvtillid, så han blev stående mens hun fik gjort udtryk for sin irritation over hans trussel.
”Men det er min trussel ikke. Jeg er skam ganske seriøs, De kan vælge at komme med frivilligt som jeg først bød Dem, eller jeg kan udføre min trussel og De vil alligevel ende hos mig. Under mindre behagelige forhold.” Han var faktisk ikke klar over, om hun vidste, hvad han var handelsmand indenfor. Det virkede ikke sådan, så han sagde ikke noget om det. Endnu.

Han fulgte hende med øjnene, da hun svansede tilbage bag disken, efterladende krystallen liggende på borde. Han samlede den roligt op og betragtede den lidt, inden den på magisk hvis forsvandt ud af syne, ned i en lomme.
”Men jeg tror, at De har misforstået noget.” han bevægede sig samme vej som hende, om bag disken, og gik frem til hende, så han stod et enkelt skridt fra hende. ”De har ikke et valg. De kan vælge at følge frivilligt med nu, eller De kan ankomme ved min slavehandel om et par dage, lagt i lænker af denne bys autoriteter, der vil blive betalt fyrsteligt for at bringe mig det, jeg vil have. Hvis De følger med frivilligt vil muligheden for at komme her tilbage som en fri kvinde stadig være en mulighed. Og De har måske stadig butikken her i Deres besiddelse.”

Han trak let på den ene skulder som om, at det ikke rigtigt betød noget for ham. Derefter rakte han ud og tog let fat om hendes hage med en tommelfinger og en pegefinger, mens han løftede hovedet lidt og betragtede hende.
”Men det er en skam, at de ikke bare sagde ja, det har vist ødelagt stemningen en smule. Jeg havde set frem til Deres naturlige selskab.” han kærtegnede hendes kind ved en finger, inden han slap hende igen og så afventende på hende. Hvad blev det til?

Lukkes efter aftale