Liv havde ellers ikke brug for at sove specielt tit, men efter hun havde fået tvillingerne, havde hun sovet mere, end hun havde de sidste mange, mange år. Det var selvfølgelig, fordi tvillingerne havde brug for søvnen, men ligeså meget fordi Liv elskede at putte med dem. Hun vidste godt, at de fleste børn sov i vugger og endda havde deres eget værelse i de rigere familier, men selvom der var masser af værelser i palæet, Liv boede i i øjeblikket, så sov børnene i hendes store himmelseng. Hun havde først prøvet af sove med dem på hver side af sig, men de havde fra starten nægtet at falde i søvn, hvis de ikke kunne røre hinanden, så det endte med, at Liv sov med dem begge til venstre for sig. Hun gjorde meget ud af, at det skiftede hver nat med hvem af dem, der lå tættest på hende. Hendes arms var heldigvis lange nok til, at hun kunne holde om dem begge, hvilket hun gjorde hele natten lang, hvis hun kunne slippe af sted med det. Det gjorde det også nemmere at amme dem, når de vågnede og var sultne om natten. 

Det var varmen fra solen, der strålede igennem den åbne altandør, der vækkede Liv den morgen. Tvillingerne var efterhånden blevet så store, at hun knapt kunne nå om dem mere (hvilket hun ikke var synderligt begejstret for), og de var også gået over til almindelig mad, men hvis de skulle have lyst til mælk, var Liv stadig den glade giver. Hun havde svært ved at undvære den nærhed, det gav mellem hende og tvillingerne.

Det var med et smil, Liv slog øjnene op og så på sine sovende børn. Hver gang, hun fik børn, havde hun fornemmelsen af, at hun aldrig ville få smukkere og dejligere børn, og hver gang havde hun svoret, at nu måtte det være sidste gang, for hun kunne umuligt elske et barn mere, end hun gjorde nu. Hver gang, hun fik et nyt barn, fandt hun dog også ud af, at dette ikke var sandt. Hun elskede alle sine børn lige højt.

"Godmorgen, min lille månestråle," hviskede hun og kyssede Nats kinder. Han havde ligget tætteste på hende i nat - eller "ligget" var nok en overdrivelse, for Nat lå meget sjældent stille i ret lang tid af gangen. Han moslede som regel rundt i søvne og endte ofte med at ligge på tværs af sengen med benene over enten sin søster eller Liv, og nogle gange endte han endda også med at ligge med hovedet i fodenden. Denne morgen lå han dog nogenlunde normalt.

Nat gryntede, da han følte sin mors læber mod sine kinder, og skubbede hende straks væk, for i stedet at rulle over sin søster og give hende to fedtede kys på hver side af sine kinder. "Godmorgen, solstråle!" sagde han til Dag, præcis som hans mor ville have gjort, hvis ikke han var kommet hende i forkøbet, og grinede i hele hovedet over til Liv, inden han rullede over Dag også og sprang ned på gulvet, hvor han stædigt hev i dynen for at få dem af sin mor og sin søster, for hurtigere at få dem ud af sengen.
Des hurtigeren dagen kunne starte for Nat, des bedre.

Dag gryntede utilfreds og viftede træt en arm efter Nat, som han var væk igen før hun rigtig kunne nå at vågne, eller reagere for den sags skyld. Med et gab lagde hun en arm over øjnene, for at holde lyset ude, bare lidt endnu, selvom hun viste det var nyttesløst. Nat var oppe, så nu skulle de alle sammen op.

Sådan var det bare!

Rigtig nok gik der ikke mange sekunder før hun mærkede dynen blive trukket væk. Dag holdt stædigt fast i den et øjeblik, i et forsøg på at blive liggende, men gav hurtigt op, og lod Nat trække hende op og sidde, via dynen.

Dag gabte højt, og gnubbede sine øjne med håndrødderne "Godmorgen" svarede hun groggy og lod hænderne og armene fortsætte over hendes lille hoved, og nedover hendes hår, der strittede ud til alle sider. 

Liv hvinede lidt, da Nat pludselig trak dynen af hende og Dag, og hun krøllede sig straks sammen med en gysen. Hun havde kun en tynd, hvid natkjole på, og selvom det var sommer, var soveværelset alligevel lidt køligt. 

"Nat," kaldte hun blidt og rakte hånden ud efter ham med et overbærende smil, "kommer du ikke og putter lidt, hm? Kom og put med mor og Dag. Vi vil gerne hygge med vores yndlings-Nat, vil vi ikke, Dag?"

Liv rakte ud med sine anden hånd for at lade sine fingre glide kærligt igennem Dags bløde, noget pjuskede hår.  

Nat satte begge hænder i siden og så sin mor og søster an, imens han overvejede om han skulle gøre, som han blev bedt om. Hvad der virkelig overtalte ham, var at blive kaldt deres yndlings-Nat. Det fungerede som regel at tale til hans ego, og også denne gang kravlede han op i sengen igen og satte sig i skrædderstilling lige foran sin søster.

"Vil du putte, Dag?" spurgte han og tog hendes hånd i sin. "Du må gerne være i smørhullet, hvis du vil," tilbød han, og selvom han hemmeligt ønskede at hun hellere ville lege, så ville han næsten lige så gerne gøre hvad hun havde lyst til. Det eneste i hele verden der kunne gøre ham døsig, var lyden af Dags egne søvnige vejrtrækning, så hvis hun ville sove lidt længere, så vidste han at han også kunne. 

Dag gabte langt men lavmælt og smaskede tilfreds som hendes mor strøg hende over håret. Der var næsten intet Dag hellere ville, end blot at lade sig vælte sidelæns, og ligge hoved i Livs skød, og sove videre, trykt og godt.. "Mjah... men vil du ikke hellere lege Nat?" spurgte hun søvndrukken, og så på Nat, som hun endelig var ved at få øjne, efter den pludselige vækning. 

Dag elskede sin bror for at tilbyde at putte, men hun kendte ham godt nok til at vide det ikke rigtig var det han ville. Nat ville aldrig sidde stille, og selv nu, hvor han sad der så fint foran hende, kunne hun næsten se ham vippe og trippe utålmodigt. Hun kunne se han ville lege, og selvom han spurgte hvad hun ville, viste hun at han forventede hun gav ham lov til at lege.. og selvom Dag var urimelig træt og helst bare ville sove et par timer mere, så kunne hun ikke sige sin elskede bror imod. 
"Skal vi ikke hellere lege?"

Liv betragtede sine børn med et lille smil; Nat lignede i sandhed sin far, og hvor hans opførsel nok ville have bekymret alle andre mødre, var Liv kun stolt af sin lille månestråle. Han var lige så smuk som sin far, lige så grådig (i dette tilfælde sig mest efter sin søsters opmærksomhed og nogle gange Livs), og lige så charmerende. Liv kunne ikke andet end at knuselske ham.

”Jamen, så synes jeg, I skal lege,” sagde Liv og smilede til Dag. ”Hvis du er frisk nok til det, ikke? Mor vil ikke have, at der sker noget med hendes lille englebasse, vel?”

”Og Nat,” hun vendte blikket mod Nat, ”nu skal du huske at være flink mod din søster. Ellers…” et djævelsk smil bredte sig på hendes læber. ”For ellers kommer den store, stygge Mor-ulv og fanger dig og kysser dig til døde!”

Med et snuptag greb hun ud efter Nat, fangede ham og trak ham ind til sig. Hun lo, mens hun tryggede drengen mod sit svulmende bryst og kyssede ham over hele ansigtet og alle andre steder, hun kunne nå. Hun vidste, at Nat hadede når hun puslede og pylrede om ham, og selvom hun også godt vidste, at han nød opmærksomheden og kærligheden fra hende, så var han alt for rebelsk til nogensinde at indrømme det. Så hun nød utrolig meget at pine ham på den her måde.

Nat vidste, at Dag kunne ville hvad han ville, fordi det var hvad han ville. Men det gjorde ham ikke noget - nu havde hun haft muligheden for at sige andet, så kunne de for Nats skyld gøre hvad han ville resten af dagen.

"Så leger vi!" Udbrød han lykkeligt, da både Dag og Liv gik med til at de skulle lege, og han rynkede ikke bare på næsen, men på panden og munden også, da Liv begyndte at behandle Dag som noget skrøbeligt. For hvad Nat vidste af, kunne Dag klare mindst lige så meget som han kunne, selvom det selvfølgelig skulle være ham, der passede på hende alligevel. Sådan var det bare at være en bror, så skulle man passe på sin søster.

Nat så irriteret på sin mor, da hun irettesatte ham, allerede inden han havde gjort noget, og han skreg også, da hun hev ham ind til sig. "Ad, mor, slip! Slip!" beordrede han, som var han allerede manden i hjemmet og kæmpede sig ud af sin mors favntag. I al hemmelighed nød han hendes uendelige kærlighed, men dette var ikke tiden til den. Lige nu skulle dagen i gang og der skulle leges.
Så snart hun slap ham, var han også nede på gulvet og på ét sekund var han halvt nede i en bunke af sit tøj, for at finde den samme trøje, som han tog på hver dag, hvis han kunne slippe af sted med det. Han kastede en kjole over til Dag uden at tænke over, hvad det var for én. Alt tøj passede til eventyr og leg, hvis bare man var ligeglad nok med hvad der skete med det. 

Dag smilede til sin mor, et smil der var varmt som middagssolen "Jeg er vågen nu mor! Så jeg kan sagtens lege med Nat!" erklærede hun bestemt. Nat kunne nok gå, men Dag gik altså ikke bare sådan i stykker! Hun kunne sagtens lege og vælte rundt med Nat! .... så længe der lige var nogen der hjalp hende ud af sengen og hvorend hen Nat gerne ville lege.

Dags latter rungede som Liv angreb Nat, og Dag greb efter sin mors arm "Slip ham mor! Slip ham!" lo hun, og forsøgte at sætte sin broder fri fra deres mors jerngreb.

Som Nat sprang ned og kastede hendes kjole til hende, greb hun den uden at kiggede videre på den, og begyndte på et ihærdigt forsøg på at trække sin natkjole af. Det viste sig at være temmelig besværligt for hende til gengæld, siden hun ikke rigtig kunne løfte numsen op, så hun kunne få kjolen fri.
"Mor, mor, hjælp mig! Kom nu!" kaldte hun utålmodigt.

Liv klukkede lidt og strøg over Dags dejlige hår, inden hun lænede sig ned og kyssede hendes tykke kinder. 

"Jeg skal nok hjælpe dig, solstråle," sagde hun og sparkede dynen af sengen, så hun kunne sætte sig ordenligt op. Hun trak Dag op i sit skød og hev natkjolen over hendes hoved. Hun dukkede hovedet igen så hun kunne mundprutte mod Dags skulder, inden hun tog kjolen, Nat havde valgt og holdt den op, så Dag kunne løfte sine arme og trække den på. Selvom Livs instinkt var, at gøre alt for Dag, så prøvede hun at lade Dag gøre alt det, hun selv kunne, for hun vidste, at Dag helst selv ville.

"Skal I have Cole med eller vil du bruge din stol?" spurgte Liv, da Dag havde fået kjolen ned over hovedet.

Nat værdsatte Dags forsøg på at hjælpe ham, men det var heller ikke uventet - de havde en usagt pagt om altid at hjælpe hinanden, selv mod deres mor. Nu, hvor Nat tænkte over det, burde han få den lavet fra usagt til sagt. Måske tilføje et blodritual af en eller anden slags. Der var for mange bøger i palæet og for mange af dem med illustrationer og Nat havde allerede gennemgået de fleste af dem i sin hektiske søgen efter ny viden, især af den makabre slags han kunne viderefortælle Dag. Det bedste var, når han kunne løbe op til hende med en bog og vise hende de illustrationer han havde fundet, eller udfordre hende til at finde nogle bedre end han selv havde.

Nat åbnede munden for at svare Liv, selvom det var Dag der blev spurgt, men han hang fast i sin trøje og endte med at kæmpe med dén i stedet. Først efter at være helt påklædt vendte han sig imod sin mor og Dag, og sprang i få skridt direkte op i sengen, som han straks hoppede op og ned i, imens han afventede Dags beslutning. 

Dags ben trak slapt henover sengen som Liv flyttede på hende, men den lille pige tog sig ikke af det. De havde altid været sådan! Selvom hun ikke helt forstod hvorfor, så havde hendes ben altid været anderledes end alle andres, og det gjorde hun måtte have hjælp til en hel masse ting, som Nat kunne gøre selv, selvom hun var ældst.
Dags latter ringede klart igennem soveværelset som Liv mund-pruttede på hendes skulder, og skubbede drillende tilbage for at få sin mor til at stoppe. Dag skulle have tøj på, nu!!

Snart havde Dag fået kjolen over hoved, og trukket den ned på plads. Stadig med håret under kjolen smilede hun grinende fra Nat til sin mor "Stolen! Nat kan hjælpe mig ned hvis vi skal lege!" insisterede hun. Dag kunne godt lide Cole, men han var ikke lige så sej som Nat, og han var ikke hendes bror, så hun var altid tilbøjelig til at vælge ham, selv når det måske ikke var helt praktisk.

Men noget besvær, og sikkert en del hjælp fra Liv, fik Dag møvet sig ud til sengekanten "Hvad skal vi lege i dag Nat?"

Liv holdt en hånd under numsen på Dag for at hjælpe hende lidt med at komme hen til sengekanten. Dags stol stod ved sengen, som den næsten altid gjorde, og Liv rejste sig og rullede den helt tæt, så Dag kunne nå den. Hun havde mest af alt lyst til at løfte sin datter hen i stolen, men Dag skulle lære at klare sig selv bare en lille smule, havde Liv bestemt, så hun lod være. Med mindre Dag bad om hjælp naturligvis. Det gjorde næsten fysisk ondt i Livs moderhjerte ikke at bære Dag igennem livet på hænder og fødder, hvilket det gjorde med alle hendes børn, også Nat, så nemt var det ikke ligefrem. Hun sukkede let og smilede til sine dejlige børn.

"I skal have morgenmad først," sagde hun og så på dem begge, men især på Nat, som hun mistænkte for flere gange at glemme at spise, fordi han havde travlt med alt muligt andet. Den dreng var altid tusind steder på én gang, men sjovt nok var ingen af stederne det sted, han burde være. Han var en rigtig lille bandit, og Liv elskede ham så meget, at det næsten gjorde ondt, og faktisk skød hun et par centimeter i vejret af ren kærlighed. Hun blev simpelthen nød til at slippe stolen et øjeblik og hapse Nat fra sengen, så hun kunne kysse ham over hele ansigtet og kramme ham tæt ind til sig.

"Min elskede, lille månestråle," hviskede hun til ham, mens hun holdt ham i sine arme. "Mor elsker dig så meget. Det ved du godt, ikke? Mor ville brænde hele verden til aske for dig."

//lukket efter aftale