Midt i den store handelsby gik Lailiana roligt igennem. Dette sted var det første sted hun havde set med så meget civilisation, udover den lille kro. Selvfølgelig var denne by meget større end en lille kro ude i ingenting, men lige meget hvad, var det rart endelig at høre en masse snakken og larm. Ja, normalt havde hun intet problem med stilhed, men efter så mange dage ude i skove og på strande alene, var det rart med en masse mylder.

Lailiana bevægede sig ivrigt fra bod til bod. Alt skulle kigges på og hun skulle nødigt gå glip af en mindste detalje.
Hun havde ikke mange penge at gøre godt med, så hun fokuserede på at finde en bod med tøj og en anden bod med mad. Det var helt klart de vigtigste ting for hende lige nu.
Hun dansede nærmest fra bod til bod og den store beige kutte ramte næsten alle på hendes vej. Derfor kunne man ofte høre et "Undskyld," eller "Det beklager jeg," mens hun farede frem og tilbage.

Det havde været en lang dags rejse for Naeva, og som hun var på vej igennem den handelsbyen havde hun besluttet sig at det var for dejligt et vejr til at spilde på at være udenfor. Hun havde fundet den bedste – og første – kro der havde præsenteret sig selv, i kanten af markedspladsen, presset sammen tæt foran døren.
Det var gennem døren af denne kro at en halvberuset Atiyeh blev kastet ud i gaden, hoved først ind i en kutteklædt skikkelse, der fredeligt havde set på boderne. Inden døren smækkede i hendes ansigt nåede hun at vende sig omkring og råbe udvalgte bandeord i hovedet på dørmanden, voldsomme nok til at de nærmeste handlende måbende stirrede på kvinden med det virulente ordforråd.

Efter at døren var smækket i sit ansigt, rettede hun sig op og kørte en hånd igennem håret, som hun tog stilling til sine omgivelser. Hun vendte sig om mod kvinden hun var stødt ind i, villig til at hjælpe hende op hvis hun var væltet. ”Jeg håber ikke du kom til skade,” konstaterede hun afslappet, mens hun børstede støv af kvindens kappe. ”Idioten burde vide bedre end at smide kunder ud midt på en befolket gade.”

Lailiana var stoppet ved en bod der solgte smykker. Hun var normalt ikke typen der kunne lide den slags og det eneste smykke hun selv bar, var pandebåndet med mønster og diamanter. Men hun synes det var spændene at se hvilke slags smykker der blev solgt i dette land, i forhold til hvad der blev solgt hvor hun kom fra. Mange af dem var utroligt smukke, men hun vidste godt at hun aldrig ville gå med nogle af dem i mere end en enkelt dag og så ville hun lægge den til side og glemme alt om den. Derfor valgte hun at gå videre, i retning af en lille kro.

Idet hun forbipasserede kroen, blev en kvinde kastet ud derfra og ind i Lailiana. Hun blev skubbet i modsatte retning og rykkede sig et par skridt. Hun vendte straks blikket mod kvinden der børstede støv af hendes kappe og smilede.
"Overhovedet ikke," svarede hun roligt. Selvom kvinden sikkert havde gjort et eller andet for at blive smidt ud derfra, var det ikke hendes valg at blive smidt ind i Lailiana, så hun kunne ikke tillade sig at blive vred. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule for sig selv over kvindens irriterede kommentar.
"Det gør virkelig ingenting. Er De okay?" Spurgte hun med et venligt smil.

Naeva påtog sig sit mest overbevisende smil, for at signalere at hun var fuldkomment uskadt. Hun havde ikke gjort modstand da dørmanden forsøgte at smide hende ud, og selvom kastet så dramatisk ud havde det været alt andet end voldsomt. ”Intet jeg ikke kan holde til,” sagde hun muntert og løftede armene i vejret for at strække sin ryg. Hun havde siddet for længe, og kunne tydeligt mærke behovet for at bevæge sig. Som hun sænkede armene lod hun den ene falde henover kvindens skuldre. Det var en gestus som de fleste nok ville syntes var for familiær, specielt da kvinden var en komplet fremmed, men Naeva havde fået lidt at drikke og var ærligt talt ligeglad. Hendes forkede tunge skød hurtigt ud mellem hendes læber for at smage på luften, som hun vendte sig selv og kvinden om mod boderne igen.

”Navnet er Naeva. Hvad leder vi efter?” Hendes stemme var klar og præget af en karakteristisk lattermildhed. Hun havde besluttet sig for at den tilfældige fremmede skulle være hendes ven for dagen, om ikke andet så for at underholde hende nu hvor humøret i forvejen var højt.

Lailiana smilede over kvindens svar. Kastet så nemlig dramatisk ud og hun var sikker på at man ikke kunne være sluppet fra det uden skrammer. Men selv hvis kvinden var kommet til skade, gjorde det hende tilsyneladende intet. Den muntre tone i hendes stemme, selv efter at være blevet smidt ud af kroen, fik Lailiana til at undslippe et lille grin. Hun skævede kort mod armen der blev lagt om hendes skulder med et lettere undrende blik, men kunne ikke lade være med at smile over situationen.

”Godt at møde Dem, Naeva. Jeg hedder Lailiana,” præsenterede hun sig med en blidhed i stemmen. Hun kiggede kort ud mod alle de boder hun allerede havde været henne og skimte ved, før hun rettede sig mod Naeva igen. ”Jeg leder efter noget nyt tøj. Et par uger i en skov har vidst ikke hjulpet på mit udseende,” svarede hun med et svagt grin. Den hvide kjole under kutten, var ikke ligefrem hvid længere.

Lailiana måtte være langt væk hjemmefra, hvis hendes sidste opholdssted havde været en skov. De befandt sig mere end en dagsrejse fra de nærmeste træer, og Naeva mistænkte at man kun kunne kalde dem en skov hvis man prøvede hårdt. Der var en god chance for at kvinden havde rejst endnu længere end det.
”Ude på eventyr, eh?” sagde hun jovialt, som hun trak Lailiana over til en bod, der så ud til at have kapper og kutter. Måske ikke lige hvad hun ledte efter, men den nærmeste bod med tøj. ”Nogen vi prøver at imponere?”
Naeva løftede armen fra hende og frigjorde sig, for at kunne røre ved den nærmeste kappe. Hun holdt blikket plantet på kvinden, og studerede hende med et løftet øjenbryn og et garvet smil.

Lailiana befandt sig bestemt langt væk hjemmefra. Det var nu et par uger siden hun var ankommet med Bastians skib efter det første skib hun var på, havde været offer for stormen og hun havde været heldig nok til at overleve uden de større skader. Såret hun havde haft i panden, var ikke til at se længere, til gengæld var der stadig spor fra blodet på den hvide kjole. Når man kun havde en sø at vaske både sig selv og sit tøj i, var det ikke nemt at få blod fra flere dage siden væk. Nu var hun da bare heldig, at kutten dækkede kjolen og blodet ikke var til at se, ellers havde hun måske sendt nogle forkerte signaler.
”Det kan man vel godt side,” sagde hun roligt. Eventyr var hun vel ude på, ellers havde hun ikke forladt sit eget lang, men hun måtte indrømme at nogle af de nyeste oplevelser ikke havde været helt så hyggelige som andre.

Der lød et lavt gisp fra hende, så snart hun blev hevet over mod boden, men kun fordi hun ikke havde været forberedt på det. Hun fulgte dog med uden modstand og lod blikket falde kort på de mange kutter, før hun igen så mod Naeva.
”Det kender jeg ingen godt nok til endnu,” lo hun stille, det var næsten til at se den lette lyserøde farve i hendes kinder, som hun slet ikke havde skænket den slags en tanke.
”Hvad skete der dog på kroen, siden De blev smidt ud på den måde?” Spurgte hun lettere undrende, før hun fortsatte; ”Hvis det er okay jeg spørger,” fik hun sagt efter, nu med en undskyldende tone. Det var ikke til at vide om det havde været i orden at spørge om, hun var kun nysgerrig, hvilket ofte fik hende til at spørge uden at tænke.

Naeva drejede sig mod Lailiana tidsnok til at se de farven blomstre i hendes ansigt, og måtte holde sig selv tilbage le over hendes reaktion. Uskyldig som hun tilsyneladende var, var det svært ikke at holde lidt af hende, selvom hun ikke kendte hende bedre end det. Hun var simpelthen for kær til andet.
”Det må vi da gøre noget ved så,” sagde hun med et garvet smil. Hun vendte sig tilbage mod kutterne, og besluttede sig hurtigt for at det ikke ville være nok. Lailiana havde brug for en fuld garderobe, hvis hun skulle imponere nogen, beskidt og slidt som hendes tøj var.

Naeva trak på skuldrene samtidigt med at hun bevægede sig videre til en bod der solgte skjorter i mange forskellige farver. ”Jeg havde drukket nogle krus, prøvede at betale med guld, som de ikke ville tage imod. Endte i et mindre slagsmål – som jeg vandt – men de smed mig alligevel ud.” Hun holdt en skjorte på foran Lailiana og gav pigen et triumferende smil. ”Men jeg slap uden at betale, så hvem vandt i sidste ende? Hvad syntes du om den her?”

Lailiana kunne godt mærke at hun ikke havde været meget i kontakt med andre, i længere tid end hun var vant til. Hun var som regel omringet af mennesker, hvor hun var vokset op og havde boet det meste af sit liv, og de få uger alene havde været underlige. Det havde påvirket hende, til at hun nu ikke rigtig vidste hvordan hun skulle reagere på diverse situationer. Hun tog sig til baghovedet og smilede skævt, lettere akavet, som hun ikke vidste hvad hun ellers skulle gøre. Hun fulgte med, mod boden og de mange farverige skjorter, som hun lyttede til hendes forklaring. ”Ikke ville tage imod?” Lød det undrende fra hende. At man ville vælge ikke at tage imod betaling undrede hende utrolig meget, men hun vidste så heller ikke ret meget om dette land, og måske hun bare misforstod en del. Hun undslap en let latter over hendes kommentar og nikkede så let, ja hun havde vel vundet i sidste ende. Hendes blik gled mod skjorten der blev holdt op foran hende og hun så overvejende på den i nogle sekunder. Den var egentlig meget pæn. ”Måske lidt for fin til et liv i skoven,” svarede hun med et skævt smil. Havde hun haft et ordentligt sted at sove, i stedet for en skov, ville hun nok ikke have noget imod at bruge nogle krystaller på noget lidt pænere tøj, men hun kendte ingen i landet og måtte nøjes med skoven.

//Lukkes grundet manglende krea
Håber det er okay, min krea med denne karakter er ikke på toppen
Hvis det er en tråd du gerne vil fortsætte en anden gang, så skriv endelig <3 //