Under dagen var varmen konstant ulidelig, især for Juno, der var blevet sat til hård træning. Vargas havde ikke spøgt, da han havde sagt at Juno ville blive sat til hård træning. Dag efter dag, indtil hver eneste af Junos muskler værkede og hans hud var blevet en gylden, lysebrun farve, der det meste af tiden var skjult under snavs og skidt. Det var efterhånden så meget støv i hans hår, at det så mere brunt end blondt ud. Det gnavede stadig i ham efter at få lov til at skifte udseende, men det hjalp at vide, at han alligevel ikke lignede sig selv fra da han var taget af sted fra Dianthos. Nu havde han ar på ryggen, en mørkere hudfarve, mere fremtrædende muskler, og skidt nok i håret til næsten at se ud som om han var fra det sydlige Krystalland. Det var tydeligt at se på ham, at Vargas ikke havde tænkt sig at sælge ham som en lille, lyshåret dreng nordfra, og dét passede egentlig Juno meget godt.
Bortset fra at han var udmattet. Hver eneste dag, når han kom tilbage i sit bur, faldt han om. Som regel stoppede han sit ansigt med det mad han fik serveret og faldt i søvn direkte efter. Han havde ikke tid til at tænke på Hector eller på hvordan de skulle flygte, ikke efter træningen, og under træningen var vagterne rappe med piskene, hvis ikke man koncentrerede sig, så dér kunne Juno heller ikke udtænke noget. Det var frustrerende, men han var også for træt til at udtrykke sin frustration. Vargas kørte ham for hårdt. Selv hvis de ikke havde indgået en aftale om at han skulle opføre sig pænt, ville han ikke have kunne gøre andet. 

Også i dag var han udmattet, da han kom tilbage til sit bur efter en lang dag. Luften var ved at blive køligere, da solen stod lavt på himlen, og Juno var ved at falde i søvn, da han hørte de umiskendelige lyde af en køber, der var ved at få fremvist slaverne. Instinktivt satte han sig op, velvidende at en pisk ville falde ned over ham om et øjeblik, hvis ikke køberen kunne se ham ordentligt an.

Køberen var stadig nede ved de første par bure og Juno brugte tiden han havde på at stryge et par fingre igennem sit fedtede hår, indtil det sad tilbagestrøget, som han bedst kunne lide det. Han havde intet spejl, men fra smerten i hans ansigt vidste han, at han havde en sårskorpe ned ad sin kæbe fra en arrig pisk, og et blåt øje, der efterhånden var mere gult og grønt end blåt. Når ikke Vargas var der til at holde øje med ham, var det ikke altid at Juno var lige god til at opføre sig pænt, men for en enkelt gangs skyld gjorde han faktisk sit bedste - det var sjældent, at vagterne var efter ham, og oftere at de andre slaver kom efter ham. Selv i fangenskab var han provokerende, og en medslave havde tilsyneladende prøvet at smadre Junos ansigt, da han var kommet til at sige, at han klart var den flotteste fyr i hele landet, hvis alle lignede ødelagte misfostre som dem omkring ham. Bagefter havde han godt selv kunne se, at han var gået over grænsen og havde fortjent de slag han havde fået, inden vagterne havde stoppet dem, og han troede at han var på god fod med fyren igen nu. Han overvurderede dog sin egen evne til at få venner, men det ville han opdage næste gang han prøvede at snakke med slaven igen.

Han strøg to fingre over det blå øje ved mindet og endte med at knibe begge øjne sammen i smerte. Han havde virkelig dummet sig dér.

"Ham her ser bekendt ud," lød en brummende stemme og Juno slog straks blikket op for at få øje på en stor, lyshåret mand med et kraftigt kæbeparti og gennemborende, blå øjne. Et raseri tændtes i Juno allerede inden det gik op for ham, hvor han genkendte manden fra.

"Hvad vil du, gamle mand," snerrede han og sprang op, klar til at forsvare sig mod et slag, der ikke kunne komme, takket været buret, der for en enkelt gangs skyld var på Junos side.

"Juno!" Udbrød manden og øjeblikket efter grinede han hånligt. "Jeg har altid vidst at du ville fejle i livet, men jeg havde ikke regnet med, at du ville falde så langt som til at blive slave. Kom her, knægt."
Uden at vide hvorfor adlød Juno og gik hen til tremmerne, hvor Kerfeir Kadwell, Junos far, greb fat om hans hage og vendte og drejede hans ansigt med et selvtilfredst smil. "Du er ikke blevet for gammel til at blive irettesat, kan jeg se," kommenterede han ved synet af Junos forslåede ansigt, som var han stolt af at have slået ham som barn.

Juno rev sit ansigt til sig og trådte et skridt væk igen. "Køber du mig eller hvad?"

Kerfeir brød ud i en dyb latter og rystede på hovedet, som havde Juno sagt en vittighed. "Nej, sønnike, jeg skal sgu have en slave, der kan finde ud at lave noget. Jeg betaler ikke for en omgang kamellort, som dig."

"Jeg er din søn!" Svarede Juno forarget, hans hænder knyttet. 

"Jeg har ingen mangel på sønner."

"Du kan ikke efterlade mig her!" Så snart han havde sagt det, begyndte Kerfeir at gå, et ondskabsfuldt smil i øjnene, imens han bevægede sig længere ned blandt de andre bure. "Far!" Kaldte Juno og tiltalte ham for første gang ikke ved navn. "Far!" gentog han, desperat. Han råbte efter sin far en tredje gang, men denne gang knækkede hans stemme og gråd steg op i halsen på ham. Med flad hånd slog han på tremmerne, indtil tårerne fik frit løb ned over hans beskidte kinder. Han havde haft en chance og han havde spildt den, fordi han ikke havde kunnet undertrykke sit had til den mand der havde opdraget ham. Han vidste ikke om han var vredest på sig selv eller på Kerfeir.