Nok var Sol af den mening, at hun var en levende gud, men hun var samtidig også af den mening, at der naturligvis også fandtes andre guder. Hun var hverken dum eller blind nok til at tro, at hun var den eneste gud i verden, og da hun nu for engangs skyld var kommet ned fra sit bjerg og rejste hele vejen til Dianthos, så kunne hun ligeså godt tage et kig på konkurrencen. Ada var træt i kroppen og orkede ikke rigtigt at gå nogen steder, så derfor lod Sol hende blive tilbage på kroen sammen med Eivor og Halla. De skulle nok passe på hinanden.

Det var en lun sommerdag, så Sol havde ikke taget sin sædvanlige store pels med. I stedet gik hun en dragt af sort læder og kaninskind. Hendes overkrop var dækket af hærdet læder, der mest af alt lignede en pladebrynje, og under den, fæstnet til bundkanten af brynjen, sad et kort skørt af kaninskind og groft hørstof. Sols lange arme og ben var bare, og selvom hun kun havde været i det solrige syd i få uger, var hendes mørke hud allerede blevet så meget mørkere, at hun næsten så kulsort ud. Kun hendes håndflader var lyse.

Sol tiltrak sig en del blikke, mens hun gik rundt mellem templerne, men det rørte hende ikke. Hun så skræmmende nok ud til, at folk alligevel ikke turde nærme sig hende, så hun fik lov at gå i fred.

Naeva ville aldrig vende sig til kulden, der gravede sig under hendes hud selv med den tykke trøje der dækkede hendes overkrop. Hvis man så på de lokale med deres lette påklædning skulle man tro at vejret var langt varmere end det var. Solens stråler føltes tamme, og hver gang Naeva blev ramt af en brise kunne hun ikke holde en kuldegysning tilbage.
Og hun hadede kulden - den gjorde hende træt og irritabel. Hun længtes efter at slange sig under en sol der vidste hvordan man skinnede, og ikke denne falske erstatning de nordlige folk havde hængt fra himlen på dens plads. Hun var meget langt fra i sit bedste humør da hun diskret smagte på luften, og spillede sine øjne op. Nok var lugten forunderligt anderledes, men hun var ikke narret. Naeva kunne altid genkende lugten af en dæmon.

Lugtens kilde kom gående rundt om hjørnet, skaldet og sort i huden. Hun smagte på luften, mindre diskret, for at være sikker. Skikkelsen var på vej mod hende, og hvor de kuldeelskende nordmænd veg væk fra hendes vej, stod Naeva fast. ”Holdt,” råbte hun med den fulde vægt af hendes dårlige temperament bag ordene.

Sol blinkede forvirret, da der pludselig blev råbt af hende, og hun stoppede op og kiggede på personen. Umiddelbart så kvinden ikke specielt truende ud, men hun så til gengæld meget selvsikker ud, hvilket morede Sol. Tøsen kunne naturligvis ikke vide, hvem Sol var, eller hvad hun var, men hvis hun blev ved med at stå i vejen for Sol, så skulle hun tids nok finde ud af det.

"Hvorfor skulle jeg dog det?" spurgte Sol og begyndte at gå igen. Hendes skridt var dog noget langsommere, end de havde været før. Hun var nysgerrig på, hvad tøsen ville gøre nu.

Med en veltrænnet glidende bevægelse trak Naeva det ene af hendes spyd fra ryggen, og satte den flade ende i brostenene med nok kraft til en frembringe den tydelige lyd af metal mod sten. Det misfornøjede hende at dæmonen ikke havde fulgt hende ordre. Det gjorde det nødvendigt at tale hurtigere.
”Fordi jeg udfordrer dig til duel, dæmon,” hun granskede hurtigt skikkelsen foran hende. Det så ikke ud som om dæmonen havde nogen våben på sig. ”Et våben vil blive stillet til rådighed hvis du mangler.”
Naeva tog et skridt til siden, spændt i kroppen og klar til handling og de glidende bevægelser afslørede hendes adrætte fysik. Hendes blik var fæstet på dæmonen. ”Hvis jeg besejrer dig i ærlig kamp, vil jeg forlange en tjeneste af dig, men skulle det modsatte ske er buddet dit.” Hun holdt nøje øje med kvinden, forberedt på at hun skulle bruge et beskidt kneb eller en form for magi når som helst, og holdt sig klar til at reagere, fjendtlighed umiskendelig i hendes øjne.

Sol stoppede denne gang og gloede med slet skjult overraskelse på tøsen foran sig. Hvad i alverden gjorde, at denne lille tøs troede, hun kunne udfordre en gud? Og hvordan vidste hun, at Sol var halv dæmon?

"Jeg afslår din invitation til duel, insekt," svarede Sol med et lille fnys og viftede en hånd i pigen retning, som var hun blot en irriterende flue, der skulle viftes væk.

"En sådan duel ville ende slet for dig alligevel," fortsatte hun. "Jeg går ud fra, du sætter pris på din sjæl og gerne vil beholde den."

Naeva rynkede brynet af hendes afslag, og smagte diskret på luften igen. Selvom hendes lugt smagte anderledes end hvad hun var kommet til at forvente blandt dæmoner, var der ingen tvivl. Hendes selvglade udstråling skreg også dæmon til langt ud på natten. Kun de modigste lagde sig villigt ud med dæmoner, og kun de dumme byggede en karrier omkring det – men Naeva var begge disse ting, og ingen mængde af ord ville ændre det. Hun lagde begge hænder på spyddet og sænkede dets spids til det pegede mod kvindes brystkasse i en tydeligt fjendtlig gestus.
”Dæmoner har ingen ret til at afslå. Træk dit våben!” Selvom hun ikke brød sig om at kæmpe mod en ubevæbnet modstander, ville hun ikke holde sig tilbage, da de fleste dæmoner brugte magi fremfor våben.
”Spar din ord for du skræmmer mig ikke, dæmon!” vrissede Naeva, en grimasse på ansigtet. Hun var ikke sikker på hvorfor, men denne dæmon skurrede hende imod hårene. Den eneste anden skikkelse hun kendte der talte med tonerne i dæmonens stemme, var den hendes folk var blevet afhængige af, langt under sandet.

Spydspidsen, der blev rettet direkte mod hende, fik Sol til at stoppe op og stirre vredt på tøsen med sit mørke blik. Der skulle en del mere til at få Sol til at miste besindelsen, men pigen her gjorde et godt forsøg.

"Ved du, hvem du taler til, barn?" spurgte Sol og rettede sig op i sin fulde, næsten 2 meter høje, højde. For lægge lidt mere vægt bag sit spørgsmål løftede Sol langsomt en hånd og strøg over tøsens sjæl. Ikke nok til at skade eller gøre ondt, bare nok til, pigen kunne mærke det som en slags kuldegysning, men på indersiden af huden.

En kuldegysning løb langs hendes rygrad som dæmonen fingerede luften, udover at det ikke føltes rigtigt – som om den ikke fulgte hendes krop, men noget andet. Hun skuttede sig, og rystede på hovedet. Dæmonens evne måtte have noget med kulde at gøre, og hun priste sig selv lykkelig over at have taget varmt tøj på.
Hun trådte frem og stak ud med spyddet, ikke som et angreb men for at tvinge dæmonen til at trække sig tilbage. Hun vidste at det ville være en indsats at få en dæmon så arrogant som denne til at gøre noget som helst, så at få hende til at anerkende magtdynamikken mellem dem var det første skridt. En magtdynamik der, fra Naevas udsigtspunkt, var stærkt i hendes fordel. Hvem var det måske der havde våben peget mod hvem?

Naeva tøvede med at angribe direkte – hun var ikke fra disse kanter og var i tvivl om hun burde kende den mørklødede dæmon. Det lod dæmonen i hvert fald til at mene. ”Nej.” Hun trådte et skridt nærmere, og stak ud med spyddet igen i et forsøg på at presse hende længere tilbage. ”Men jeg fornemmer at du har tænkt dig at fortælle mig det.” Naeva havde arbejdet mod nok dæmoner til at vide at de fleste elskede at tale om dem selv.

Det var heldigt, at Sol var i relativt godt humør i dag, for ellers havde hu nok flået sjælen dirkte ud af Naeva, da spyddet blev peget mod hende. Hun trådte i stedet et skridt tilbage med et hånligt smil spillende på sine læber. Der var krudt i den her tøs, og Sol overvejede kort, om hun skulle gøre hende til sin mage. Men hun orkede ikke rigtigt, at skulle kæmpe med endnu en umedgørlig mage ligesom Sky, så hun slog tanken hen igen. Det betød dog ikke, at Sol ikke kunne have lidt sjov med pigebarnet. Der var godt med kampånd i hende, men mon ikke den kunne knækkes lidt, hvis Sol fik lov at lege med hende?

"Mit navn er Solbjørk," sagde Sol og slikkede sine læber, mens hun meget åbentlyst lod sit blik vandre over Naevas krop. "Og jeg kan skille din sjæl fra din krop med et knips med mine fingre. Det er alt, du behøver at vide, lille ven."

Naeva havde helt bestemt forestillet sig at hendes konfrontation ville være gået anderledes. I hendes fantasi havde dæmonen enten anerkendt sin underlegenhed, eller de var begyndt at slås på ærlig vis – hvor hun selv, naturligvis, viste sig at være den stærkeste. Hun løftede et øjenbryn i forundring, som dæmonen ikke lagde skjul på sine intentioner. Solbjørks reaktion var ret langt fra alt hvad hun have forventet, og hun vidste ikke hvordan hun skulle reagere.
Det vigtigste var hvorvidt Solbjørk fortalte sandheden – om hun virkelig kunne trække sjælen ud af hendes krop, eller om det blot var et bluf. Dæmonens ansigt afslørede intet mindre end total og fuldkommen selvtillid – hvis hun løj ville hun om muligt være den bedste løgner Naeva nogensinde havde mødt. Eller også fortalte hun simpelthen sandheden. Hun blev stående med fødderne fast plantet i en fleksibel position, spyddet stadig rettet mod den sorte skikkelse. Den ubehagelige fornemmelse af usikkerhed voksede i hende til der kun var en ting at gøre, det samme som hun altid gjorde når hun følte sig usikker – springe i med begge ben.

”Du lyver!” vrissede hun, som hun med en lynhurtig bevægelse stak spyddet mod dæmonens skulder. Angrebet var ukompliceret og ville være nemt at undvige, så mens hun trak spyddet tilbage sprang hun tættere på dæmonen og svingede spyddets stumme ende mod hendes tinding. Hun havde ingen intentioner om at dræbe dæmonen – Naeva skulle bruge hende i live hvis hun skulle indgå i en kontrakt.

Sol var ikke specielt god til at slås - hvorfor skulle hun være det, når hun havde de evner, hun havde? Hun kunne godt klare sig i en nævekamp, men også kun lige hvis hendes modstander ikke var alt for god. Angrebet med spyddet var dog nemt at se komme, og Sol trådte nemt til side for at undgå spidsen. Hun havde dog ikke forventet, at skaftet pludselig ville komme imod hendes ansigt, og hun nåede ikke at undvige det. Enden af spyddet ramte hende lige på kindbenet, og en intens smerte spredte sig straks i hendes hoved. Hun kunne ligefrem mærke, hvordan huden sprækkede fra slaget.

Lidt fortumlet, trådte Sol et skridt bagud og tog sig til kinden. Blodet var allerede begyndt at løbe need og dryppe fra hendes kæbe, og hvis Sols sorte øjne havde kunne skyde lyn, så havde de gjort det, mens Sol stirrede på tøsen foran sig, og det gik op for hende, hvad der var sket.

"Din uforskammede, lille mær!" hvæsede Sol og langede ud efter pigen. For de fleste ville det nok se ud til, at Sol ikke rakte langt nok ud, men det var slet ikke planen at få fysisk fat i hende. Sol skulle vare tæt nok på, til at... Dér!

Et grumt smil spredte sig på Sols læber, da hun mærkede pigens sjæl med sine fingerspidser. Hun kunne ikke forklare, hvordan det virkede, hvor grænsen præcis gik, men hun vidste, at jo bedre, hun blev til at arbejde med sjæle, jo længere blev hendes rækkevidde.

Sol tog fat om pigens sjæl, og denne gang var der intet subtilt over den måde, hun behandlede den på. Sol flåede til. Hun havde ikke i sinde at rive sjælen ud af pigen (ikke endnu), men det skulle gøre ondt, og med mindre pigen havde et værn med den slags, så ville det føles, som om nogen  var ved at rive huden af hende, men indefra.

Den tilfredsstillende fornemmelse af stødet der løb igennem spyddet, bragte et smil til Naevas læber. Folk på overfladen brugte for lidt tid på at slås med hinanden, og det havde været længe siden hun sidst havde haft en kamp. Klar som hun var forventede hun modangrebet før det kom. Det var snild sag at tage et skridt tilbage, udenfor dæmonens rækkevidde, samtidig med at hun bragte spyddet i position til endnu et stød.
Et halvkvalt skrig af smerte og overraskelse undslap hendes læber. Hun sænkede sit hoved for at se dæmonens hånd, men hver en bevægelse gjorde smerten værre. Det føltes som hvis hendes hud forsøgte at vende sig på vrangen, og var ulig noget hun nogensinde havde følt før. Pludseligt ude af balance faldt hun på knæ, spyddet tabt på jorden.

Smerten brød Naevas selvkontrol fuldstændigt, og hendes krop begyndte at transformere på usædvanlige måder. Overalt på hendes krop dukkede der områder med slangeskæl frem, og da hun åbnede munden for at klynke kunne man skimte den forgrenede tunge. Flere af de lange lokker der faldt fra hendes hoved blev til slanger, der kiggede om sig i vildskab – ivrige efter at beskytte deres herre, og ikke påvirket af grebet på sjælen i samme grad, da de hver var selvstændige væsner.
Med Solbjørk så tæt på som hun var, bed de ud efter hende. I alt tre slanger var kommet frem, hver med nok gift til at midlertidigt lamme en almindelig person. Giften ville ikke have den store effekt på dæmonen, medmindre alle tre fik givet deres indsprøjtning.

Sol vidste med det samme, da hun fik fat i Naevas sjæl, at den ikke var som et almindeligt menneskes. Der var noget nyt, noget anderledes, som Sol aldrig havde mærket før, og hun nåede lige præcis at undre sig over, hvad det mon kunne være, da tøsen foran hende pludselig brød ud i slanger.

Sol... stirrede. Hun havde aldrig set noget lignende, og det var først, da en af slangerne lykkedes med at bide hendes hånd, at Sol trak sig lidt tilbage. Biddet så ikke slemt ud, nærmest bare et bistik, men Sol skulle ikke nyde noget af at blive bidt af dem allesammen på én gang. Så hun slap taget om Naevas sjæl, men brugte i stedet sin anden evne. Hun pådragede sig endnu et bid, da hun placerede en fod på Naevas skulder og stødte hende hårdt ned at ligge på jorden. Giften, der strømmede rundt i hendes krop, gjorde hendes svimmel og utilpas, men Sol nægtede at give efter for den.

Så greb Sol fast om Naevas ankel, hvor slangerne på hendes hoved ikke kunne nå, og Sol kunne straks mærke pigens livskraft flyde ind i sig. Sol kunne nemt have dræbt Naeva nu og her, enten ved at flå hendes sjæl ud af kroppen eller ved at suge al livskraften ud af hende, indtil der var intet tilbage udover en indtørret skal, men det gjorde hun ikke. Hun var simpelthen for fascineret af den mærkelige pige til at ville slå hende ihjel, før hun havde undersøgt hende nærmere.

Sol passede på med kun at dræne nok kraft ud af Naeva til hun blev døsig og ukampdygtig. Det var ihvertfald planen.

Naeva klynkede i frustration som hun kæmpede for at trække sin sjæl tilbage i kroppen – uden held. Netop som hun begyndte at overveje om dette var enden, drev slangerne kvinden væk, og tvang hende til at slippe taget i Naevas sjæl. Hun sukkede lettet da fornemmelsen forsvandt. Nu hvor hun havde sin sjæl tilbage føltes bevægelse underlig, som var der en dissonans mellem hvad hun tænkte hun ville gøre og hvad hendes krop realt gjorde. Selvom hun så benet blive løftet, kunne hun ikke reagere tids nok til at undgå, og forsøgte i stedet at stå imod.

Intet hjalp det, og som hun væltede bagover blinkede hun forundret over forskellen i styrke mellem dem. Solbjørk lignede ikke en, der ville besidde så voldsom en råstyrke. Da hendes skulderblade slog mod brostenen skældte hun sig selv ud – hun skulle have vidst bedre end at bedømme en dæmon på dets udseende.
Men hun havde ikke tid til at tænke over sin situation, som livskraft pludseligt blev suget ud af hende. Hun kunne mærke styrken forsvinde, og forsøgte at trække sit ben til sig, men anklen forblev fanget i Solbjørks jerngreb. For hvert øjeblik der gik, som hendes energi blev suget ud af hende, blev det svære at tænke klart, og komme på en plan for hvordan hun ville undslippe.

I et øjebliks inspiration forvandlede hun sin underkrop til dens slangeform, og med de glatte skæld lykkedes det hende at vrikke sig ud af dæmonens greb. Hun trak sig tilbage i fuld fart, og stoppede først da afstanden mellem dem var blevet øget betydeligt – hun ville ikke lave den samme fejl som før, og lade kvinden komme tæt nok på til at gribe hendes sjæl. Resten af hårlokkerne på hendes hoved samlede sig og blev til slanger, der hver holdt et vågent øje på den mørklødede dæmon. Der var ingen grund til at skjule sin sande form længere.
Naeva trak roligt det andet spyd fra over skulderen, og lod stoffet der dækkede dets spids falde til jorden. Sølvspyddet, specialskabt til at skade dæmoner, var hendes sidste chance for at ændre kampens gang. Solbjørks magi havde sat sit præg på hende, og man kunne tydeligt se hvordan hendes arme rystede ved anstrengelsen af at holde sit våben oppe.

”Overgiv dig nu -” sagde hun gennem sammenbidte tænder. Naeva frygtede at hvis ikke hun pressede kæberne hårdt sammen, ville dæmonen kunne høre hendes tænder klapre fra kulden, der var blevet tvunget ind i hendes krop. ”- eller jeg viser dig hvad en kriger af Atiyeh kan gøre.”

Sol måtte endnu engang give det til tøsen; hun vidste virkelig, hvordan man overraskede, og Sol ønskede næsten, at hun også havde en anden form, som hun kunne skifte til. Men det havde hun ikke. Hun var bare sig selv.

Der var begyndt at samle sig en flok beboere fra byen, der ængsteligt så til, mens Sol og Naeva stod overfor hinanden, klar til kamp. Selvom det var tydeligt, at Naeva var mere mærket af kampen, end Sol var, så var det Naeva, der havde overhånden lige nu. Sol havde ingen våben, og selv hvis hun havde haft et, så ville hun ikke ane, hvordan hun skulle bruge det. Hun havde aldrig haft brug for våben, og selvom hun ikke var glad for indrømme det, så ønskede hun virkelig, at Sakse var har lige nu med sin sabel, som han var ret god til at bruge. Men der var ingen kære bror, og Sol ville nok også have været for stolt til at tage imod hjælpen.

Det eneste våben, hun havde, var hende selv, men hun kunne ikke komme tæt nok på Naeva, som tingene stod, til at få fat i hendes sjæl, så Sol måtte tage andre midler i brug. Og det gjorde hun så.

Med sit blik fast rettet mod Naeva, rettede Sol sig op til sin fulde højde og begyndte så at klæde sig af. Hun vidste, at de fleste mennesker og menneske-lignende væsner havde et anstrengt forhold til nøgenhed, og hun håbede, at dette også gjalt for Naeva. Hvis hendes nøgenhed kunne overraske Naeve nok til at være uopmærksom bare et øjeblik, kunne Sol komme tæt på. Hun var ganske god til nærkamp udelukkende med hænder, men våbnet, Naeva holdt, gjorde hende usikker. Ét velplaceret stød fra spyddet ville være dødeligt, selv for Sol.

Sol lod sine sorte klæder flade til jorden og afslørede sin lange, tonede krop. Det hvide ar over hendes ellers sorte mave smilede til Naeva som en stor mund, men Sol gav ikke tøsen tid til at se meget mere. Med et hurtig bevægelse, dukkede Sol venstre om Naeva og forsøgte at komme bag hende, så hun kunne gribe tøsen bagfra og uskadeliggøre hende med sit livsdræn. Sol havde stadig ikke planer om at slå Naeva ihjel. Hun var stadig for nysgerrig.

Naeva havde aldrig haft et problem med nøgenhed, tværtimod. Da dæmonen begyndte at klæde sig af var hun først forvirret, men da tøjet faldt kunne hun ikke gøre andet end at stirre måbende – på samme tid blændet af synet og ude af stand til at kigge væk. Hendes øjne fulgte grådigt tøjgrænsen som det faldt og afslørede mere, mens hendes hjerne distraheret forsøgte at regne ud hvorfor dæmonen ville strippe på åben gade. Da endelig hun regnede det ud var det for sent, og Solbjørk var allerede i bevægelse. Naeva forsøgte at bringe spyddet imellem dem, men dæmonens magi havde taget sin told - takket være det ekstra sekund Naevas betagede forvirring havde købt dæmonen, var hun nu for tæt på til at spyddet ville være et effektivt våben.

Slangekvinden gav slip på spyddet, og kastede sig i stedet frem for at møde dæmonen. Som slangerne på hendes hoved rejste sig frem mod dæmonen, åbnede hun selv munden og blottede sine hugtænder. Hun tvivlede på at giften ville have den store effekt på dæmonen, der ikke gav tegn på at være blevet påvirket af de bid hun havde fået indtil videre – og ligegyldigt hvad ville giften virke for langsomt til at det kunne redde hende. Det var den eneste plan hun havde, og hvem vidste om ikke et dusin slangebid kunne vinde hvor tre havde fejlet?
Som energien begyndte at vælte ud af hende, greb hun om Solbjørks skuldre og forsøgte at skubbe sig væk med skælvende hænder, uden styrken til at kæmpe imod længere. Som energien forlod hende kunne hun ikke holde forvandlingen, og hendes underkrop blev igen til ben, hvilket fik hende til at faldt hun fremover. Hun måtte støtte sig på dæmonens skulder for at holde sig oprejst, og hendes hoved hang til det hvilede sig mod dæmonens nakke. Slangerne blev igen til lange lokker, der faldt dovent over den fremmedes ryg.
”Stop,” bad hun, stemmen dårligt mere end et støn. ”Nåde! Jeg-jeg. . . Overgiver. . . Mig!”

Det var med stor nydelse, at Sol hørte ordene fra Naevas mund. Hun havde ærligt talt været en smule bekymret, da slangerne var kommer imod hende, men det lod til, at hun slap med skrækken. De to bid, hun allerede havde fået, sved og gjorde ondt, og hun skulle nok få en af sine mager til at se på dem for sig, når hun kom tilbage.

"Shhh, det er slut nu," hviskede hun i Naevas øre, hvilket var løgn. Sol blev ved med at dræne hende, for det føltes simpelthen for godt. Følelsen af Naevas livsenergi, der susede igennem hendes krop, gjorde hende næsten høj, og hun kunne ikke lade være med at udstøde et lille støn, mens hun omfavnede Naeva tæt til sig. Hun slap dog, inden det gik helt galt. Hun ville ikke dræbe Naeva eller slå hende helt ud. Hun måtte godt være ved bevidsthed, mens Sol slæbte afsted med hende.

Der var efterhånden stimlet en del folk sammen, men igen af dem turde at gøre Sol noget, og hun skænkede dem end ikke et enkelt blik. I stedet tog hun næsten kærligt om Naeva og løftede hende op i sine arme. Hendes tøj, samt Naevas spyd, måtte blive liggende.

Naeva lyttede til hendes løgn og følte en opgivende ro sprede sig igennem hendes krop. Det var blevet for hårdt at kæmpe imod, og hun var for træt til at bekymre sig om konsekvenserne af at give op. Hendes tanker begyndte at løbe i cirkler om sig selv, som når det første tegn på søvn meldte sig, indtil hun indså at hendes energi stadig blev suget ud af hende. Med hvad styrke hun havde tilbage løftede hun hovedet, og stak sig selv en lussing – hvis hun faldt i søvn nu ville hun være ved dæmonens nåde, og Naeva regnede ikke med at slippe fra hende i live.
Nu vågen, begyndte hun at kæmpe for sin frihed. Naeva rokkede sig frem og tilbage, og forsøgte at sparke og slå, men intet hjalp – hun var for svækket til at kunne lægge nogen kraft i sine angreb. Pludseligt kunne hun ikke længere løfte armene, og det sidste hun så før mørket overtog hendes sanser var det forheksede spyd hun havde smidt på jorden, efterfulgt af en utålelig fornemmelse af skam og ærgrelse over at have mistet det.

"Mit spyd -" gispede hun, og mistede bevistheden. Naeva ville ikke kunne kæmpe imod, ligegyldigt hvor Solbjørk besluttede sig for at tage hende hen.

Sol var ligeglad med Naevas spyd og efterlod det uden at tænke videre over det. De folk, der var stimlet sammen for at glo, sprang hurtigt til side, da den nøgne Sol passerede dem med den bevidstløse Naeva i sine arme. Hvis der var nogen byvagter, der så hende, så lod de hende være i fred, men den fred ville nok ikke vare evigt med det postyr, hun og Naeva havde lavet tidligere.

Kroværet gloede ikke så meget, som man skulle have troet, da Sol kom ind på kroen med en bevidstløs kvinde dinglende i sine arme. Han var efterhånden vant til lidt af hvert fra den mærkelige, sorte kvinde og hendes slæng, og så længe han blev godt betalt, så holdt han sin kæft og lod som ingenting.

Ada, Eivor og Halla gjorde store øjne, da Sol kom ind på deres værelse, og de kom straks tættere på, da Sol havde fået lagt Naeva på gulvet. De lænede sig tæt på hende og undersøgte hendes nysgerrigt. 

"Hun er ikke et menneske," fortalte Sol dem og strøg Ada over det sorte hår. "Hun blev til en slange og bed mig."

Hun viste sine mager bidsårene på sin ene arm, og Eivor insisterede straks på at vaske og forbinde det. Mens han rensede Sols sår, betragtede Sol Naeva og forsøgte at finde ud af, hvad hun dog skulle stille op med hende nu.

Naeva befandt sig i en halvdrøm, på kanten af bevisthed. I hendes drøm døsede hun i armen på sin elskede, pakket ind i et varmt tæppe i en ellers kølig grotte. Men en del af hendes bevisthed lod hende ikke hvile, den del der stadig var vågen og stadig huskede at fare var på færde. Og som hun langsomt fik energien tilbage blev den alarmerede del mere og mere insisterende.
Efter at hun blev placeret på gulvet, mens Solbjørk stirrede på hende, sneg slangetungen sig instinktivt ud mellem læberne og smagte på luften. Lugten var velkendt, selvom hendes døssige sind ikke kunne sætte fingeren på hvorfra, og hun samlede tænksomt øjenbrynene over de lukkede øjne som hendes hjerne forsøgte at sætte et og et sammen. Hun ville allerhelst sove, og glemme alt om den nøgne dæmon der havde –
Hendes øjne skød op som hun huskede hvad der var sket. Med arme og ben pressede hun sig væk fra lugten, og hun hvæssede vildt indtil hendes ryg støtte mod en væg. Naeva pressede sig op i stående stilling, og selvom hendes ben skælvede under hendes vægt faldt flammen i hendes øjne på den mørklødede dæmon, for derefter at vandre til de tre andre skikkelser i rummet. Hun lod ikke til at være i umiddelbar fare, og mistænkte at hun ikke ville have styrken til at kæmpe hvis dæmonen besluttede sig for at dræbe hende. Det var bedst at lege med.
Hendes ene arm faldt til bordet ved hendes side, som hun brugte til at bære størstedelen af hendes vægt. ”H-Hvor-” sagde hun med en stemme var hæs og mere svækket end hun kunne huske at hun havde hørt den før, ”- hvor har du taget mig hen?”