Sted: Norden, i Gravhøjen til ære for Den Glemte Helt, Valkar Tordenklinge
Tid: Midvinter, 3 dage efter midvinter ballet på Krystalpaladset
 
Alt var hvidt og tyst denne aften i Norden. Selv de tunge skyer der dækkede den mørke himmel over, var farvet hvidt af de dalende snefnug der langsomt fandt deres vej ned, for at blive et med det tykke tæppe af sne der allerede dækkede landskabet.
En orb af lys svævede roligt gennem natten. Dens kerne var farvet som frisk lavendel, og omgivet af en mørk, violet energi. Orben dalede ikke med snefnuggene, men holdt kursen ret trods vind og vejr, ledt på vej af den mørke energi til en ny, sikker havn. Et nyt krop for den vildfarende sjæleorb.
 
Dybt inde i en mørk granskov nær Krystalbjergenes fod var en bakke fri for træer. I denne naturlige lysning, midt i skovens mørke, lå en ensom gravhøj med et tag af is.
Der var ingen sti der ledte til dens fod, ej heller var den nævnt i gamle tekster eller heltekvad. Men den var ikke glemt. Efterkommere af de der havde opført gravhøjen holdt dens minde i live, og med det, mindet om den helt der engang var blevet begravet der. Den dag i dag var der stadig unge mænd og kvinder der tog turen igennem skoven, for at efterlade en mønt ved den Glemte Krigers grav.
 
Sjæleorben fandt vej til den lille gravhøj, og svævede ned mens snefnuggene vrimlede og dansede omkring den, som ønskede de den godt på vej. Engang havde gravhøjen været fyldt med gaver til Den Glemte Helt, graver der skulle hjælpe ham i efterlivet, men nu stod den tomt tilbage, efter helten havde rejst sig på ny i Isaris navn og taget nær alle gaverne med sig.
Hvad der stod tilbage, var hans rustning, der stod stolt og rankt ved siden af graven og vogtede over den. Heltens våben var væk, men rustningen stod i stedet med et tungt tohåndssværd der hvilede med spidsen draget i jorden, og hænderne om skæftet.
 
Med en sidste anstrengelse gled sjæleorben igennem gravens loft af is. Endelig var den hjemme, og det var nænsomt som en elskers kys den lagde sig mellem det ventende ligs bryster, og trængte ind, for endelig at bringe liv til kroppen.
Nok havde gravens oprindelige beboer forladt den, og taget med sig hvad han ønskede, men graven stod ikke tom, men havde blot fået et nyt formål. Den skjulte nu en nekromantikers krop.
Langsomt gled energien der før havde hyrdet sjælen ud i kroppen, og bragte den til live. Langsomt fik de lange, blege lemmer farve, og det ravnsorte hår glans.
Langsomt blev en kvinde genfødt.
 
---
 
En fast favn holdt hende sikker. Varme, nærværende arme skærmede hende fra verden omkring og alt var bedre end det havde været før. Faren om hendes snartstående død var ovre, reddet af den lysende favn. Hun var sikker nu, hun var reddet... så hvorfor var hun død?

Et hjerte begyndte at slå små slag. Lilla lys bredte sig fra en stille, kold krop. Hjerteslagene tog til og blev mere faste, som en skælvende vejrtrækning forstyrrede den stillestående luft. Et nyt liv havde sin spæde begyndelse.

Lilla øjne åbnede sig, og deres eget lilla lys oplyste den graven omkring hende. Hun lå ned, omgivet af kold, hård sten til alle sider og under sig, med en tyk plade af is over, som et vindue ud til himmelen, men uden nogen synlig vej ud. Isen var dugget til på indersiden.
Hendes fængsel var ikke meget længere eller bredere end hun selv, og end ikke nok plads over hende, til hun kunne sætte sig op.
Varmen fra en allerede halvglemt omfavnelse forlod hende som panikken satte ind. Hendes hænder hamrede mod isens glatte overflade over hende, og tørrede duggen væk, kun for at finde et tæppe af sne ovenpå isen, der blokerede hendes udsyn. Hun kom ikke ud den vej.
Panikken bredte sig som hendes fingre famlede fra taget, og nedover stenvæggene omkring hende, i håb om at finde... et eller andet! Hvad som helst der kunne lede til en vej ud!
Alt hun fandt var glat is og ru sten, til fingrene pludselig lukkede sig om noget andet. Læder?

Hun vendte sig op på siden, og så to bøger der lå ved hendes side. Den ene en tyk, oldgammel sag med gulnede slidte sider og et tungt metalomslag, og ovenpå den lå en mindre, læderindbundet notesbog, ikke længere end hendes udstrakte hånd. Hun trak dem op til sig, og skubbede den lille bog til side, for at undersøge den tunge tome. Metallet var mat, selv i det lilla skær der emmede fra hendes krop, og udsmykket med ét markant kranium midt på. Dens øjenhuller var besat med rubiner, og selve kraniet belagt med perlemor. Hun lod fingrene glide over bogens forside og rynkede på næsen som hun åbnede den. Det virkede rimelig usmageligt. Hun bladrede målløst gennem siderne der var fyldt med tekst fra kant til kant, kun opbrudt af paragrafskift. Hendes øjne faldt på skriften uden at nærlæse noget. Det lod til at være samme håndskrift, men aldrig var helt ens fra stykke til stykke. Det gennemgående emne vurderede hun fra sin hurtige gemmengang, til at være at dø. Hendes død?

En løs side faldt ud og distraherede hende fra hvad hun havde tænkt. Hun lagde den store bog fra sig, og læste noten, der holdt en enkelt sætning:

"Læs den lille bog først?" hendes stemme rungede lidt mellem stenvæggene som hun læste noten højt for sig selv. Hvad skulle det nu betyde?
Nysgerrigt samlede hun den lille læderindbundne notesbog op, åbnede den på første side, og læste:

Jeg er Lavendel Rimfrost.
Jeg blev undfanget under vold og født i foragt. Jeg blev elsket i en løgn, og forkastet da sandheden så dagens lys. Jeg er frygtet. Jeg er hadet. Jeg er skabt og gjort af ondskab, og den definere min skæbne.
Således bør det være.
Jeg vil aldrig glemme den smerte kærlighed har bragt mig, og i det minde husker jeg den vigtigste lektie.
Elsk ingen og lad ingen Elske mig. Jeg er gjort af ondskab, og de der foregiver kærlighed mod mig, taler enten falskt, eller kender ikke mit sande jeg. Begge dele vil blot lede til mere smerte.

Jeg er Lavendel Rimfrost, og jeg er fri.
Jeg tilhører ingen mester og tjener ingen herre end mig selv. De der forsøger at trælbinde mig vil mærke min vrede, de er forsøger at diktere mine valg vil finde sig forladt, for jeg er min egen mester, og tjener ingen herre end jeg selv!

Jeg er Lavendel Rimfrost og jeg er netop genopstanden fra de døde, som jeg har gjort det gang på gang, og vil fortsætte med at gøre. I den anden bog her har jeg optegnet hver en død jeg har gennemlevet, hver en ting jeg har gennemlevet og rejst mig fra igen.

Læs dem og forstå at verden er et grumt sted.
Læs dem og forstå at verden ikke kan røre dig.
Læs den og vid med sikkerhed, at hvad end du må gennemgå i fremtiden, har du rejst dig fra værre.

Jeg er Jezebel, men jeg er også dig Lavendel.
Vi bliver slået ned, men vi rejser os igen. De vil aldrig kunne holde os nede.

Som hun læste vendte de første minder tilbage. Minder om en glad tid, omgivet af små vingede væsner. Hun var ikke som dem, men havde alligevel fundet plads blandt det gode alfe-folk, hos en mor der så inderligt ønskede hun var hendes.
Hun havde haft en plads, til den dag de havde opdaget hvad hun i sandhed var. Folk hun havde kendt hele sit korte liv havde vendt sig imod hende. Venner hun havde leget med blot timer før veg for hendes blik eller kastede eder og forbandelser efter hende som hun gik forbi. Vederstyggelighed. Dæmonyngle. Zaladintilbeder.. Dødemaner.
Som et pludseligt tordenskyld blev alt hun havde kendt og elsket skyllet væk. Skyerne kom ud af ingenting og mørknede himmelen og hun stod alene i den silende regn. Hun var sendt i eksil, forbudt nogensinde at vende tilbage til alfelunden.
Stormen tog til, og det første lyn flængede himmelen som en sten havde ramt hendes ryg. Den næste strejfede hendes kind som hun drejede hoved tilbage mod det folk der havde været hendes familie. Sikken en familie de var, at vende ryggen til et barn, blot fordi hun havde ønsket sin bedste ven tilbage!
Hun huskede den første nat alene i skoven. Nej, ikke alene. Hendes bedste ven havde været der hos hende, og holdt hende selvskab. Den eneste ven hun nu havde tilbage i hele verden.

"Åh Snebold" sukkede Lavendel grådkvalt. De ville have opdaget hendes sande natur før eller senere. Hun fortrød ikke et sekund at have bragt den sorte krystalkat tilbage fra døden.

Med lidt besvær tørrede hun tårerne der havde samlet sig væk, og lage den lille notesbog fra sig. Brikkerne var så småt ved at falde på plads. Hun tog en dyb indånding og fik med en smule besvær skubbet bøgerne til side og lagt sig på ryggen igen. Hun havde efterladt denne note til sig selv, velvidende hun ville dukke op her, fanget i sten og is. Var det for hendes egen beskyttelse? Det virkede sandsynligt. Men hun måtte da også have efterladt sig selv en vej ud!
Hendes fingre søgte de hårde flader mere omhyggeligt gennem gang, mere metodisk. Fladerne havde engang været glatte, men havde fået sprækker hist og her af tidens tand. Det så ud til der var ridser efter klør, eller negle måske, på nogle af fladerne. Hun mindes svagt gange hun var vågnet i panik frem for fredelig, varm ro som denne gang.

Hun bed sig i læben, og trak den lille læderindbundne bog frem igen. Hun bladrede siderne hun havde læst igennem med en tænksom mine, men intet sprang hende i øjnene som hun nåde slutningen igen. Huh.

Hun bladrede, og rullede med øjnene af sin egen idioti.

PS. Der er en udvej over dig, og en ven våger over graven, så alt burde være sikkert på overfladen.

Den korte sætning var alt der fyldte siden, og der var endda tegnet et stort, svunget hjerte omkring sætningen, for at understege det.
Med en svag hovedrysten måtte hun konkludere, at hun tilsyneladende havde en virkelig rådden form for humor, selv overfor sig selv!
Et lille fnis undslap hende. Okay, måske var den ikke så ringe igen. Sort, ja, men  det var godt ikke at tage sig selv alt for højtideligt. Og hun kunne tydeligvis tage det!

Med smilet stadig spillende på sine læber rakte Lavendel en hånd op over hoved og mærkede efter. Hendes fingre fandt sten, men skubbede hun på, kunne hun mærke det give efter. Hun mindes hvordan liget der engang havde boet i graven havde gravet sig ud på hendes bud, og hun siden havde udvidet tunnelen til sit eget brug.
Hun vendte sig om på maven og skubbede stenen helt ned så hun kunne komme ud igennem, og med de to bøger i favnen kravlede hun igennem mørket.

Flere minder faldt på plads, små og store. Nogle passede som en god handske, mens andre virkede forkerte, nærmest absurd, som om de tilhørte en hel anden person, og ikke hende. Hun huskede sin evne, hendes velsignelse og forbandelse. Med den rakte hun ud til sin ventende ven på overfladen, og bød ham at åbne vejen for hende.
Hun gøs som kold luft skyllede nedover hende, og løftede bøgerne over sig, for at skærme for de drys af sne der faldt ned fra hullets kant. Der lød et dæmpet thump da stenen der før havde dækket hullet blev smidt til side i sneen.
En pansret hånd strakte sig ned mod Lavendel, og trak hende med lethed op som hun tog den. "Åh" hun lænede sig ind mod den iskolde rustning der engang havde være Valkar Tordenklinges kendetegn. "Valkar" sukkede hun og begyndte stille at nynne som rustningen lagde sine arme om hende. Det var ikke længe siden hun havde danset til hans melodi, på en balkon, til skue for alle. Men ingen havde set dem. Der havde kun været ham, og hende, i hele verden. Hun havde drukket for meget..

Hendes egne klaprende tænder trak hende tilbage til den sneklædte virkelighed, og hun trak sig væk fra den isnende omfavnelse. Det var en løgn. Hvad end hun huskede, hvad end varme hun havde følt var væk nu, og den kolde virkelighed stod tilbage med den klare sandhed.
Hun strammede sit greb om bøgerne og fandt en plet under et af de store, tunge grantræer hvor sneen ikke nåde ind, hvor hun satte sig til rette, med den solide, metalbeslåede bog i skødet. Hun åndede ud, og med sin ven der gik rundt i baggrunden, og satte stenen på plads efter hendes genkomst, åbnede hun bogen på første side, og begyndte at læse.

Jeg er Jezebel.
Jeg blev hævet fra en skæbne værre end døden af Ham, og han blev som en fader for mig. Han gav mig ly og omsorg, han gav mit et hjem og et sted at høre til. Han gav mig viden og magt, og nærede mit potentiale til det blomstrede i fuld flor. Han lærte mig alt hvad jeg ved om verden og viste mig at dens had til hvad jeg er, ikke bringer mig ned, men løfter mig op!
Jeg er Jezebel og jeg er nekromantiker. En dødemaner der bringe det der burde blive i jorden, tilbage til at tjene på ny, og de tjener kun én og det er mig.

Jezebel tog sig til hoved og gnubbede sin tinding. Skriften var usikker, næsten rystende, og barnlig i dens kurver, men hun genkendte den som sin egen. Hun havde været ung da hun havde skrevet det, naiv. Hun havde ikke vist hvorfor han havde bedt hende skrive det, i sin egen hånd, inden han havde dræbt hende den første gang, men hun forstod det kun alt for godt nu. Dengang havde resten af siden været tom, men der var mange år efter blevet tilføjet adskillige linjer mere. Her var skriften selvsikker, men sløset, og skrevet uden tanke for præsentationen.

Jeg er Jezebel, Gengangernes Herskerinde. Som de døde tjener mig, tjener jeg min fader og hans navn er Ondskab.

Jeg er Jezebel, Frygtens Frue. Som de dødelige knæler for mig, knæler jeg for min fader, og hans navn er Ondskab.

Jeg er Jezebel, Ondskabens Lærling. Som min fader styrker mig med magt og visdom, er min kraft hans at befale, og hans navn er Ondskab.

Jeg er Jezebel. Jeg lyder en mester, og tjener en herre. Hans ønske er min befaling og hans ord min lov, for det er ved ham og ham alene jeg finder tryghed, og kun med hans velvilje min genkomst sker fyldest.

Jezebel huskede Ondskabens Herre, på godt og ondt. Det var sandt han havde givet hende et hjem, da alle andre forkastede hende. Det var sandt han havde givet hende kærlighed og omsorg, hvor alle andre havde givet hende had og foragt.
Men han var ikke hendes herre. Hun tilhørte ikke ham. Hun var sin egen!
Hun kunne ikke andet end at værdsætte hans forsøg på at holde hende i folden, og den kreativitet det måtte have krævet at udtænke en så nederdrægtig plan! Han kunne aldrig have vist hvor meget af hendes selv der ville overleve genfødselen, men ved at lade hende definere sig selv, i sin egen hånds skrift, sikrede han sig at hun ikke blev fortabt. Kun let dirigeret af hans kyndige hånd naturligvis.
Det havde taget hende længe at regne ud, og hvordan kunne hun, når han indirekte dikterede ikke bare hvad hun var, men hvem hun var? Det var først da hun så hans teknikker vendt mod en anden, mod Valkar, at hun indså sandheden og det først efter han havde bedt hende tilføje den ekstra tekst. Hun havde været ved at drive ud af hans kontrol, og han havde set det længe før hun havde anet uråd! Heldigvis havde Valkars brud givet hende den motivation hun manglede til at sætte en stoppe for det, til at ændre sig.

Hun samlede den lille læderindbundne bog op igen og stirrede på den. Så lidt havde det krævet. En kort tekst der gjorde hende fri til at definere sig selv. Det var stadig vigtigt at læse den tekst han havde fået hende til at skrive, for den definerede hvem hun havde været, villigt eller ej, men hun kunne betragte den mere objektivt, mere analyserende end definerende.
Med et suk og en svag følelse af lettelse, lagde hun notesbogen fra sig igen, og vente tilbage til den store tome. Der var meget endnu der skulle læses før hun var klar til at interagere med verden igen. Det var ikke altid sådan. Nogle gange kom hun tilbage med sin død frisk i sindet, og sit selv solidt som isen over sig. Men denne gang  var ikke sådan. Denne gang var alting løst og intet lod helt til at ville passe hvor det skulle.
Måske var det fordi grunden til hendes død stadig var uklar? Det var ikke utænkeligt.

Jezebel skubbede det til side for nu. Hvis det kom tilbage, kom til det tilbage, og hvis ikke, ja så var det ikke første gang hun var genkommen, uden nogen anelse om sit endeligt!
I stedet bladrede hun videre i den store bog, og gik i gang med at læse på ny.

Her følger en gennemgang, eller journal om man vil, af alt han har bragt mig tilbage fra. Jeg vil her notere alt hvad der igennem tiden tager livet af mig, og ved at huske det, vil jeg værdsætte den gave han har givet mig, og værne om den, nu og for altid.

Jezebel havde det som om hun skulle kaste op. Den del var ikke Hans værk. Den del var et hundrede procent hende, en fortabt lille pige der forgudede sin 'far'. Kvalmende. Men til trods for det, var tanken fremragende. Lær fra hvad der slår dig ihjel, og bliv stærkere.

Min Første Død:

Jezebel himlede med øjnene og bladrede frem. Der var ingen chance for hun nogensinde ville huske sin første død alligevel, og den var sandsynligvis patetisk alligevel. Videre!

Min trettende Død:
Jeg døde af sult og tørst. Jeg var alene og var for doven til at lave mad, og min tjener sad fast et eller andet sted.. Heldigvis nåde jeg at genopstå og forberede en ny krop, inden Han kom hjem igen.
Ups.

Jezebel kunne ikke andet end at le af sin egen idioti. Ved alle guderne hun kunne være ynkelig! Hun bladrede videre.

Min toogtyvende Død:
Jeg blev brændt på bålet. En landsby i Medanien havde hørt rygtet om Gengangernes Herskerinde. Jeg var nødsaget til at få min tjener til at smide et irritationsmoment ud fra kroen (en af Valkars små sten placeret på min vej), og i processen må nogen have set den ikke var levende, for samme nat brød de ind på mit kroværelse (jeg mistænker kroens ejer gav den en nøgle, det grådige svin) og trak mig til torvet hvor de brændte mig levende. Jeg takker deres sans for retfærdighed for min genkomst. Havde de blot skåret halsen over på mig i min seng, havde jeg ikke været så heldig.

Hun nikkede for sig selv. Forsigtighed var vigtig og det var ikke alt hun kunne komme tilbage fra. Hendes største fordel var, at ingen andre kendte til denne svaghed, at hendes evne til at vende tilbage havde begrænsninger. Og hun foretrak det forblev sådan.

Timerne kom og gik således, mens Jezebel læste om sin egen død i bagklogskabens klare lys, til hun endelig nåde den sidste, skrevne side, hvor en pen lå klar til at tilføje endnu en sektion. Pennen var gjort i perlemor, som kraniet på bogens forside, og hvor en rubin udgjorde dens spids. Den var bundet til bogen, og ord skrevet med den, kunne ikke slettes eller ændres. En ekstra sikring fra Hans side, mod sabotage. Han var intet hvis ikke omhyggelig.
Jezebel tjekkede det seneste indlæg i bogen, og skrev:

Min niogtyvende Død:
Jeg er ikke sikker på hvad der blev mit endeligt. Til Midvinter Ballet på Krystalpaladset stødte jeg på Valkar, og vi startede vores sædvanlige dans. Jeg drak for meget. Drak en mand ihjel for meget. Jeg mødte Valkar på balkonen, men han opførte sig mærkeligt. Han spillede Månefeens Dans Gennem Underskoven og jeg dansede til. Jeg faldt fra balkonen og, alt til trods, greb han mig.. Han greb mig, men noget derefter slog mig ihjel. Fik vinene bugt med mig alligevel? Eller var det ham?

At skrive teksten havde ikke bragt hende nærmere nogen form for vished, og det var med et tungt hjerte hun lagde pennen tilbage og lukkede bogen. Hvorfor det gik hende så meget på denne gang, viste hun ikke, og hun besluttede det ikke var værd at dvæle ved for nu. Måske fordi hun viste hun ikke ville bryde sig om svaret.

Med det gjort rejste Jezebel sig atter, og børstede sig af. Der var meget der skulle nås endnu inden hun var sikker. En ny krop skulle fremskaffes, forberedes, klædes varmt på, som hun var nu, og lægges i graven til næste gang hun fejlede. Døden var aldrig en behagelig affære, men hun kunne da gøre sit, for at hendes genkomst i det mindste var så let som muligt.

I det mindste døde hun ikke så ofte, som hun havde gjort i Hans selskab. Det var nok en ringe trøst, men stadig en hun nærede sig ganske gevaldigt ved.