Solen var ved at gå ned over Balzera og himlen var en dyb orange farve, der afgav et gyldent skær på alt og alle det rørte. Det samme gjalt for Sayyida, der stod i solens sidste stråler ved torvet og betragtede en mindre gadefest. Der var lamper i utallige farver, levende musik, og passioneret dans.

Sayyida selv stod i en lang, hvid kjole, overdådigt dekoreret af både perler og gyldne kæder, og hendes hår var sat op med matchende smykker. Fra begge ører hang perler på række. Hendes læber var malet en lys lilla farve, og hendes mørke øjne var tydeliggjort af en mørkere øjenskygge, der understregede det kølige blik hun sendte til de fleste af de mænd, der så hen mod hende.

Hun havde ubeskriveligt meget lyst til at danse og normalt ville ingenting have holdt hende tilbage, men alle andre dansede i par, og hun var trods alt ikke begejstret nok for opmærksomhed til at ville påtage sig den på dén måde. Og selvom hun så gerne ville danse, ville hun heller ikke lade enhver røre ved hende, af frygten for hvad hun ville se med sin evne, når hun rørte dem. Det var ikke altid behagelige ting folk søgte allermest efter - til tider var det hævn, eller en nøgen kvinde.

Hun stod, med begge hænder hvilet på en halvmur, og så på de par der dansede med et sørgmodigt blik, imens hun dagdrømte om at deltage med dem. 

Naeva trådte ind i byen og fangede lyden af musik. Hun havde tilbragt de sidste par dage i ørkenen, hvor hun fulgte et gammelt handelsspor fra by til by i jagt efter sammensvorne. Hun var bedre tilpasset ørkenlivet end det gennemsnitlige menneske, men alligevel var varmen langsomt begyndt at gå hende på. Det dunkle lys der varslede nattetimerne bragte med sig køligere temperature.
Hun løftede sit vandskind til læberne, og tømte det for resterne i et sidste drag. Nu hvor hun var nået frem til en by, ville det være nemt at få en opfyldning, forudsat at hun kunne finde nogen der ville købe nogle af hendes smykker, da hun ikke havde nogen penge. Hun var klædt fra top til tå i ørkenvandringstøj, der var luftigt og skyggende. Hendes sparsomme udrustning var fint dekoreret, og talte til en rigdom hun ikke besad. Som hun nærmede sig markedspladsen blev hun trukket til pladsen af lyden af musik og glade mennesker.
Hun var ikke vandt til offentlig glæde, og stod måbende i udkanten og så til. Folk dansede blandt lanter af flere farver end hun vidste fandtes indtil nu. Folk sprang ind og ud af dansen tilsyneladende uden forstand eller mønster, og der gik ikke længe før Naeva kastede sig helhjertet med i dansen, på trods af at hun var alene. Hun kendte ikke dansen, men fulgte sine instinkter og lod sin krop danse som den fandt bedst. Hun ville sandsynligvis havde set fjollet ud, hvis ikke det var for hendes selvsikre udstråling og generelt flotte udseende.

Efter at hun havde været et par gange rundt om pladsen i den dansende folkemængde, bemærkede hun en kvinde i udkanten, der gjorde et ringe forsøg på at skjule sin villighed til at danse. Kvinden var godt skårret, sandsynligvis den pæneste på pladsen, og hun lod ikke til at have varme følelser overfor mændene, der forsøgte at nærme sig. Naeva sørgede for at fangede hendes blik, og krummede sine fingre i takt til musikken i et forsøg på at få hende med i dansen, uden at stoppe selv.

I selvsamme øjeblik som en kvinde trådte ud på torvet for at danse med de mange par, havde hun Sayyidas opmærksomhed. Kvinden var ikke smukkere end så mange andre, men hendes udstråling var mere end hvad nogen anden på hele pladsen havde. Hun dansede som var hun født til det, og Sayyida følte det nærmest som om hun selv dansede, så meget kunne hun mærke glæden ved at danse igennem denne kvinde. Hun var fuldstændig tryllebundet af at se på hende.

Så da kvinden gestikulerede for at få Sayyida med sig ud for at danse, så hun sig et øjeblik omkring. Var her måske en mand, hun kunne have ment det til? Men nej, der stod ingen i nærheden af Sayyida, og en varm rødmen spredte sig på hendes kinder, da det gik op for hende, at det kun kunne være hende, hun havde ment det til. Hendes hjerte sprang et slag over, men hun tøvede ikke den mindste smule, da hun hankede op i sin kjole og løb ud på pladsen.
Hun stoppede op blandt de dansende mennesker og slap sin lange kjole, der gik ned om hendes ankler igen, imens hun med et smil betragtede de mange farverige kjoler der hvirvlede omkring hende, og lettere forvirret prøvede at få øje på kvinden, der havde fået lokket hende herud.
Modsat kvinden, stod Sayyida stille på pladsen, indtil hun igen fik øje på kvinden; så snurrede hun rundt om sig selv og dansede hen til kvinden med et smil, hun slet ikke var klar over at hun bar. Hun tog kvindens hånd og med et lethed, der kom af at kende dansen, fik hun dem begge ind i takt med resten af de dansende.

"Du er en fantastisk danser," sagde hun lavmælt som hilsen, imens de dansede sammen, og smilet forlod ikke et øjeblik hendes læber.

Hun blev slæbt bort af folkemængden før kvinden i udkanten havde tid til at reagere, men holdt fortsat udkig efter hende, men hun opdagede hende ikke før nogen greb hendes hånd. Hun kunne ikke holde et smil tilbage, selvom hun ikke kunne påstå at værre overrasket. Kvinden lod til at kende dansen, så hun lod sig lede igennem dens trin mens hun beholdt nok selvstændighed til fortsat at udtrykke sig som hun havde lyst til. Hun havde altid ment at dans, som en form for udtryk, var vild i natur – når man tæmmede den mistede den sin personlighed.
Hun drejede omkring sig selv som hun trådte tættere på kvinden. Mens hendes ryg var vendt smagte hun på luften med sin slangetunge. Kvindes lugt, under et lag af pikant parfume, mindede om den frodige lugt af regnvådt ørkensand, der for Naeva var mange gange mere behageligt end den kunstige stank, der var for kraftig til at være behagelig for hendes følsomme smagssans. Hun gjorde sit bedste for at ignorere parfumen og i stedet fokusere på kvindens naturlige duft.
Hun bevægede sig tættere, og fangede kvindens blik uden at stoppe dansen. ”Du ser heller ikke så dårligt ud.” Intensiteten i hendes blik sammen med tonelejet, gjorde det klart at hun ikke kun talte om dansen.
”Naeva,” sagde hun som svar på det ustilede spørgsmål i kvindes øjne.

Sayyida havde aldrig set nogen bevæge sig, som kvinden foran hende gjorde det, og hendes vilde natur smittede af på hende, indtil Sayyida dansede lige så løssluppent som sin dansepartner.
Fra det øjeblik de rørte hinanden, blev Sayyidas evne aktiveret - hun prøvede at undertrykke den, men var endnu ikke særlig god til det, og hun så, imod sit ønske, hvad kvinden allerhelst ville have. Noget mørkt, helt mørkt. Ikke sort, men... et sted uden lys. Det gøs i Sayyida ved synet, selvom hun ikke forstod hvad det var. Øjeblikket efter blev hun dog distraheret, da kvinden talte.
På trods af de mange komplimenter Sayyida dagligt fik fra mænd, der til tider gik så langt som til at fri til hende, blev hun helt forfjamsket, da kvinden komplimenterede hende. Det var så uvant og samtidig fuldstændig vidunderligt at få et kompliment fra en så smuk kvinde, især når det på ingen måde lød uskyldigt eller venskabeligt.

"Sayyida," svarede hun, og vidste, at hun aldrig ville glemme Naevas navn. Da dansen førte dem helt tæt på hinanden igen, hviskede hun til hende; "Jeg kan se, hvad det er du allerhelst vil have. Det er mod øst." Hun var ikke helt sikker på, hvad hun ville have ud af at sige sådan, udover Naevas opmærksomhed bare lidt længere, selv efter dansen engang sluttede.

Den dansende Naeva stoppede pludseligt op midt i menneskemængden og stirrede på Sayyida med opspilede øjne, tankerne langt fra hendes lugt eller hvor tæt de dansede. Hun vidste selv godt hvad det var hun ønskede mest, hvis hun var ærlig med sig selv. Hun vidste hvor hun kunne finde hende. Og Naeva vidste at hun var uden for hendes rækkevide. Hendes blik borede sig ind i Sayyidas øjne med en brændende intensitet. Hendes hånd skød ud og greb kvindens overarm, men ikke hårdt eller fjendtligt. 
”Hvordan ved du det? Hvem har sendt dig?” Der var trist desperation at finde i hendes stemme.

“Ingen,” svarede Sayyida og så forskrækket på hende. Hvad var det mon hun ønskede sig? “Det er min evne. Den fungerer bare sådan. Jeg kan se.. hvad du allermest ønsker dig..” et hint af flirt og et usagt løfte om at opfylde hendes ønsker var at spore i Sayyidas stemme selv nu. Gammel vane.
“Men jeg forstår ikke hvad jeg ser hos dig. Jeg ser.. ren mørke.” Hun lagde ikke skjul på sin bekymring - var det mørke denne kvinde ønskede sig?

Da hun hørte Sayyidas svar blev det klart for Naeva at hun havde overreageret, og også hvad hendes overreaktion betød. Nok kunne hun forsøge at bilde sig selv ind at hun var nød til at fortsætte sit liv, men den pludselige måde hvormed hun var blevet adskilt fra sit tidligere liv havde sat sit præg i hende. Duftene og musikken vendte tilbage til hende som, og tonen i den anden kvindes stemme fik hende til ubevidst at træde tættere og sænke stemmen til lidt mere end en hvisken.
”Jeg undskylder min adfærd,” sagde hun som hun holdt Sayyidas blik, oprigtig anger i sine øjne. ”Som undskyldning lad mig købe dig noget at drikke. Jeg har nogle spørgsmål, og kunne selv bruge noget vin. Hvis du vil, kan jeg godt forklare dit syn.”
Uden at vente på svar begyndte hun blidt at trække Sayyida ud af folkemængden, mod en åben bod hun havde set tidligere der solgte krydret varm vin. Hun hverken trak eller holdt hårdere end at Sayyida nemt ville kunne trække sig tilbage, i hvilket tilfælde hun ville stoppe sammen med hende.

Varme steg op i Sayyidas kinder, da Naeva trådte tættere på. Det var muligt at hun også var farlig, men mere end det, så virkede hun varm og kærlig og blød, og Sayyida havde en uimodståelig trang til at følge med hende hvor som helst. Så da Naeva undskyldte og endda lød oprigtig, skulle der ikke mere til at overbevise Sayyida. Løftet om vin var stort set kun en bonus.

Hun lød sig trække med igennem folkemængden, og helt imod hvor kølig hun sædvanligvis var mod nye bekendtskaber, gav hun også Naevas hånd et forsigtigt klem. Jeg vil gerne være her. Med dig, forsøgte hun at kommunikere med dét ene klem, og hun håbede at Naeva forstod det. Der var i hvert fald ingen af dem, der slap hinandens hænder, og da Naeva stoppede op, stoppede Sayyida først da hun stod helt tæt op af hende, deres hænder skjult imellem Sayyidas lange skørter.

"Du er så gavmild, smuk og mystisk. Jeg føler mig heldig at jeg overhovedet kender dit navn," sagde Sayyida og med sin frie hånd strøg hun en lok af Naevas hår væk fra hendes ansigt. Det var noget tydeligt flirt, men Sayyida var ikke meget for at slippe hende, så hun var nødt til at gøre hvad der skulle til, for at holde fast på kvinden. 

Naeva kastede blikket over skulderen som Sayyida gav hendes hånd et klem, og det ville have krævet en anstrengelse at misforstå kvindens ansigtsudtryk, men hun stoppede først da hun nåede frem til boden. Hun løftede sin frie hånd mens og strakte to fingre da hun fik sælgeres opmærksomhed, og gav et anerkendende nik med hovedet før hun vendte sin opmærksomhed uforstyrret mod Sayyida, og gav hende et sigende smil.

Naeva havde brugt de sidste uger i ørkenen uden meget kontakt med andre. Selvom det var mindre end en måned siden hun havde mistet sin elskede, føltes det alligevel som lang tid, når man ikke havde meget mere til at aflede tankerne end de uendelige sandbanker. Der var intet diskret ved måden hun flirtede på, og de tanker som det lagde op til sad hurtigt fast i hendes sind. Naevas smil tog en udfordrende karakter, som hun strakte fingrene i den hånd der holdt Sayyidas, og næsten umærkeligt lod dem stryge mod den anden kvindens lår gennem hendes skørter. Den korte afstand mellem dem kom til Naevas fordel som hun lænede frem og hviskede i en forførende stemme.
”Der er sjovere ting ved mig som du kunne lære at kende, men det vil tage lidt tid. Du er nok nød til at sætte hele natten af til det.”

Sayyidas ellers lysebrune hud fik en svagt rød kulør på hendes kinder ved Naevas ord og berøring, og hun valgte ikke at stoppe sig selv, da hendes krop ubevidst bevægede sig tættere på Naevas hånd, hungrende efter mere af samme berøring. 

"Jeg har hele natten," svarede hun lavmælt og lod sit blik glide langsomt over Naevas ansigt, for at prøve at tyde, hvad hun følte og tænkte, men kvinden var fortsat lige så mystisk som hun hele tiden havde været. "Skal jeg lære dig at kende her, eller skal vi gå et mere privat sted hen?" spurgte hun, og denne gang var hendes stemme en svag hvisken, kun lige høj nok til at Naeva ville kunne høre hendes spørgsmål på trods af menneskerne og larmen omkring dem. 

((lukket grundet inaktivitet))