En 1,90 centimeter høj ukendt race kom slæbende med noget tungt efter sig, efterfulgt at en tyg rød masse. Dette væsenet havde et hoved som en rovfugl hvor fjerne gik ned til skuldrene. Resten af kroppen kunne være uforklarligt, fire arme med knivskarpe klør på omkring 6 centimeter i øjemål, kun en klo var erstattet med en metal klo som var sat fast på fingeren med den manglende klo. - En lilla krystal halskæde kunne skimtes ved væsenets kraveben, dog var det mere krystallen der kunne ses end selve kæden. Der var en masse ar forkellige steder på hans krop, nogle var større og tydeligere end andre, et tegn på at han ikke var et roligt væsen. Man ville ikke kunne undgå at bemærke mellem hans fire arme at han havde noget der mindede om svømmehud, som dog er en bred hudfold som han kan brug til at kunne lande sikkert, hvis han springer fra høje afstande.

En skræppen kom fra væsenet imens den gik langs landevejen, tæt på de fuldvoksne træer - der hvor han var kommet fra - som var dækket af mørkegrønne blade. Landevejen lå ødet hen virkede det til, så han kunne godt spise sit måltid i fred uden at det skabte en blodig slåskamp. Et lettere bump fortalte at han havde sluppet sit offer som lå livløst på den kolde jord tæt på træerne der var langs stien. Manden var indsmurt i sit eget blod, det var til at se, at det var en af krystallandets borger, en lidt kraftig mand der havde endt med at lade livet. - Mon nogen havde bemærket det? - ikke fordi det betød noget for ham, så længe han kunne få sit måltid. Han tog hvad der nu var nærmest og denne mand havde været det nærmeste mål. 

Væsenet satte sig på hug for derefter at indtage sit lange ventet måltid. Og var der noget som han hadet, var det at blive forstyrret under sit måltid. 

Uha, Corrine havde travlt, hun var jo sendt til marked flere timer siden og hun var fruen sikkert bekymret hvor hun blev af. Det havde bare været så dejligt og pludselig var Corrine blev mødt af nogle børn der kendte hende og havde gjort alt for at lokke historier ud af hende. Så Corrine havde siddet på en bænk et par timer og fortalt alverdens historier imens publikummet af børn kun var blevet større.
Men nu var hun på vej tilbage ned af den øde landevej. Faktisk var Corrine i en lille smugle små løb for at skynde sig så meget som muligt.
Fruen blev heldigvis ikke så sur når Corrine kom sent hjem fra markedet.

Corrine var iført sin brune slidt kjole, et hvidt forstykke og et par slidte sandaler. Håret var sat op i en hestehale og ellers var der ikke så meget andet ved hendes udseende.
Da Corrine pludselig trådte i noget andet end kun grusvej kiggede hun ned og det var noget rødt fugtigt grus hun havde trådt i. Undrende bemærkede hun et spor af det røde og kunne ikke helt regne ud hvad det var.
Hun fulgte lidt sporret af det røde som så endte med at få hende til at stoppe op nogle meter længere nede af vejen.
Der stod jo og kiggede lidt og der gik nok 30 sekunder inden hun fattede at det... "En Trold!" Udbrød Corrine panisk og stivnede nærmest på stedet.

Hvad lavede en trold midt på landevejen? Og hvad var den i gang med? Corrine havde endnu ikke bemærket hvad det var trollen spiste af.

Kødet blev revet af i store stykker af væsenets skarpe næb. Blodet var stadigt varmt, noget som var det bedste af det hele ved dette måltid. Selvom man ikke kunne se hans øre, så havde dette væsen en god hørelse. Han havde godt hørt noget nærme sig på grusvejen, men eftersom han var i gang med at spise, valgte han at ignorere det. Dette var ikke første gang dette væsen var omkring, det skete ofte og den indre Scott der var fanget kunne intet stille op. Han viste ikke engang hvad der forgik.  

Der gik ikke længe før de turkisblå øjne så op fra det som nærmest ikke var andet end køb, blod og knogler. Dog var der hovedet som han ikke rørte ved, eftersom der ikke var meget at tag af.  Da ordet, trold, blev sagt i en panisk stemme, vente væsnet hovedet i en hurtig bevægelse og så på den pige der stod nogle meter fra ham. Han sendte hende et glubsk blik der fortalte at hun skulle passe på, et skridt tættere på kunne blive farligt for hende. Han sagde intet, men han var dog et væsen med sprog, men ikke noget man ville vide af i første øjekast.
Han rejse sig, blodig som han var. Høj, slank og vente sig mod den uskyldige som virkede til at være stivnet af skræk. Han kunne nærmest smage hendes frygt. så lækkert! 

Hvordan kunne en trold finde helt ud på landevejen, de levede jo langt inde i skovene. Corrine stod blot helt stiv og stirrede på det hun mente var en trold på afveje, stadig på i over det lagde hun ikke just mærke til troens offer.
Men da den pludselig vendte sig og direkte kiggede på hende blev Corrine lig bleg, og det blev ikke til meget af et skrig, mere et stille piv kom frem fra hendes læber. Hvis hendes ben bare ville bevæge sig, bare løbe modsatte retning, langt væk fra den trold, og det død menneske den spiste... vent... døde menneske?
Corrine fik større øjne, den spiste et menneske, og der var tydelig mærker, og blod... kvalmen kommstraks, og de ellers stive ben blev hurtigt alt for bløde. Ret hurtigt begyndte Corrine at vakle og havde svært ved at hoved sig oppe, og entelig vidste hun så ikke rigtigt hvad der skete herfra, det blev bare så mørkt. Og med et lå Corrine lige så lang hun bar på jorden, hendes krop rystede lidt og var stadig bleg

Det ukendte væsen lod sig ikke bemærke med, hvor bleg pigen blev af synet af ham. Det eneste han så, var mad.
Han lagde hovedet på sned og nærmede sig roligt, han kunne godt lide at se sit bytte an. Han kunne se det var en lav og spinkel pige, der var ikke meget måltid over hende. Men hvorfor ikke skræmme hende lidt?... Han kunne lide den respekt han fik af de folk og væsner han mødte på sin vej. 
Det virkede til at hun havde fået øje på det, ikke genkendelige offer, som lå og gjorde jorden blodig.. Pigen virkede til at hun var på nippet til dejse om? En fordel for ham, så var han fri for at jagt hende, selvom han næppe troede på at hun ville nå særlig langt, hvis hun skulle beslutte sig for at løbe væk. Og løbe på næsten fuld mave var ikke en rar fornemmelse.. Altså i hans tilfælde. 

Da pigen begynde at vakle og væsenet så til og gloede nogle minutter på den skabning som ende med at dejse om på jorden.. et syn han ikke havde set før... Vent!... Måske spillede hun død? For han spise joh ikke noget der allerede var dødt. Han kneb sine rovdyr øjne sammen til smalle, turkisfarvet sprækker og gik hen til hende. Ingen! Skulle tro de kunne narre ham. Han tog fat i pigens ene arme og hev i den, en anelse voldsomt så hun blev rykket en smule. Det var blot for at se om der ville komme en reaktion fra hende. 

I mellemtiden var naturen omkring dem stadig stille, kun forstyrret af de fugle lyde der var rundt omkring dem. Solen var med dem, med skyer omkring som af og til skyggede for solens stråler. Han lyttede og holde øje med sine omgivelser, hvis nu der skulle dukke en op ville han være klar. I mellemtiden overvejede han hvad der skulle ske med denne pige hvis det viste sig at hun var bevistløs. 

Da Corrine fik rykket i sine arme kom der dog nogle små klynk fra underbevidstheden af smerte, men ud over det kom der just ikke meget mere reaktion. Hun hang bare i sine arme som en kludedukke der var til at kaste rundt med, væk det var hun bestemt. 
Det havde måske ikke været det mest optimale tidspunk at besvime på, men det var sket da hun så blodet. Desvære var det en af de ting Corrine slet ikke kunne tåle at se. Det kom dog sjældent til at være et problem da Corrine just ikke var typen der opsøgte problemer.

Lidt kom Corrine til bevidsthed efter lidt tid, hun vidste ikke rigtigt hvad der skete. Hun kunne mærke ømhed der hvor hendes arme var forbundet til kroppen, og forvirret åbnede hun lidt øjne. Straks så hun monsteret igen og lukkede igen hurtigt sine øjne, hun håbede på monsteret ikke havde set hun havde åbnede øjne. Dog nu hvor hun var ved bevidsthed trak hun vejret lidt mere panisk af at vide hun hang her og nærmest var hjælpeløs.
Hun overvejede at begynde at råbe efter hjælp, men hvad ville det nytte, monsteret kunne da spise hende nærmest i en mundfuld. Så ubehageligt det løs måtte hun håbe på det smed hende og lod hende være.

Dyret blev opmærksom på lyden af et klynk og lagde sit rovdyrhoved på sned. En skræppen kom fra ham, men eftersom der stadig ikke var tegn på liv i pigen, valgte han at trække hende mod de tætte træer for at skjule hende, for de skulle jo nødig blive opdaget af forbigående... Selvom pigen havde været i bevisthed og havde åbnet øjnene, som også hurtigt blev lukket igen. Havde han ikke haft heldet med at se det, da han havde haft fokus på træerne. 
Tanken var, at han ville have hende til at sidde op ad træets stamme, han fandt derefter et reb frem fra den bæltetaske som var fastspændt om livet. Rebet var ikke voldsomt stort, men det kunne lige akkurat nå omkring hende en enkelt gang. Efter han havde lavet en stram knude som han håbede kunne holde hende fast, slæbte han resterne af kødklumpen ind i det nærmeste og tætteste krat han kunne finde, dækkede det med blade og hvad der ellers lå rundt omkring der kunne dække resterne af den mand der ikke længere var en mand.

Inde bagerst i væsenet, helt inde i hans sind, var den person som slet ikke ønskede at gøre dette. Ikke uden grund i hvert fald, for sådan var han dog ikke. Selvom han kunne være kold og ligeglad med andre, så betød det ikke at han gjorde dem ond bare for fornøjelsens skyld... 

Væsenet stoppede sine bevægelser da han havde dækket resterne til. Lugten af blod var en anelse kraftig men det blev holdt en anelse nede af de blade og kviste der lå ovenpå. De turkis blå øjne rettede sig mod pigen, en stirren der bare ventet på hun skulle åbne øjnene.
Krystallen som kunne ses ved hans kraveben lyste ikke op, men en sort masse bevægede sig som sort røg der bare gerne vil ud...  Scott var der inde et sted og kæmpede for at komme fri. 

Tanken om at blive spist levende var just ikke behagelig, og det var som om alt Corrine forstillede sig j hoved var at det ville ende ud i det. Se nu bare nu blev hun bundet fast om et træ, det så vidst ud til at det var her det hele skulle slutte, tanken var ret sørgmodig frem for andet. Hvem havde entelig lyst til at dø? Og så på den her måde.
Dog da der ikke skete mere efter Corrine var blev bundet begyndte hun at undre sig, stille og roligt kom panikken mere og mere op igen om hvad der skete. Måske væsner var ved at skulle lave bål, måske den hentede sine venner og skulle have en fest? Af bekymring for hvad det var åbnede Corrine stille øjne for at se den skæbne der skulle gå hende i møde.
Syntes af væsner der blot sad foran hende og kiggede på hende fik straks Corrine til at lukke sine øjne af frygt igen, men da der ikke var sket noget eller skete noget ved det, åbnede Corrine forsigtigt sine øjne igen. Hun kiggede forsigtigt på væsner og undrede sig over hvorfor hun stadig værk live og nu 'kun' var bundet til et træ.

Hvad skulle Corrine gøre her? Det var just ikke fordi hun kunne komme fri, men hun var jo just heller ikke død endnu, så måske hun ikke var menuen? Altså hvis ikke blot Corrine var blevet til en form for dessert og væsner slog mave lige nu.
"Hver sød... Du behøves ikke det her.." sagde Corrine stille. Hvorfor hun begyndte at tale vidste hun ikke, ideen om bare gå sin død i møde uden at sige noget virkede bare dumt. Desuden der kunne jo godt være godhed inde i væsner, så måske hvis hun spurte pænt ville det være barmhjertigt.

Tålmodigheden var ved at ebbe ud, men endelig! Det lykkes ham at se pigen åbne øjnene. Han rejste sig op i sin fuld højde, tog tre store stridt imod hende og smækkede sin ene hånd mod træstammen - som pigen var bundet til - tæt på hendes hoved og håbede lidt på at skræmme hende. Træet tog skade efter slaget, på grund af hans lange klør som også fik revet noget af bakken af. Han sænkede hovedet for at fornemme hendes reaktion, hvor efter han snusede til hendes hals og ned mod hendes kraveben. Hun duftede sødt og han kunne høre hendes hjerte hamre og hendes puls som var høj. 
Da hendes stemme afbrød stilheden og hun bede ham om at lade være.. Eller retter, hun nævnte at han ikke burde gøre det og godt nok var han mæt, men med sådan en lille sag, var det svær at modstå, så fristende. 
Han lod, med den anden hånd, stryge klogen ned langs hendes højre kind imens han stadig støttede sig til træet med den ene hånd. Bare en smule af hendes blod ville ikke kunne gøre hans mave for udspilet. Blodet for ham var ligesom slik, sødt og lækkert.

Men en ting han også viste, at dette! Måtte ikke slippe ud, ingen måtte vide om hans eksistens.
Det var sjældent at han lod nogen løbe med livet i behold. I hvert fald når han havde chancen for at jage det der ikke var et dyr. For det meste levede han at de vilde dyr som levede rundt omkring, men menneskekød var nu det bedste. Hans ukendte identitet sikrede ham for, at folket ikke sladrede til andre. Sladre ville bredde sig hurtigt og han ønskede ikke at få et helt land på nakken. "Måske ikke..." Svarede han med en stemme der ikke var normalt som andres, da han var en halv rovfugl. "Jeg bliver nød til at finde en måde, så du ikke fortæller nogen om mig, For normalt dræber jeg folk som dig for at undgå det." Sagde han med en intens stirren.   

Monstret, trolden, fuglen, ja hvad end det nu var Corrine var truet af, ja det var ret så intimiderende og Corrine ville helst af alt gerne bare væk. Men det var just ikke en ting der kom til at ske, så det næstbedste var at prøve at få væsnet på nogle andre tanker end at skkulle tænke på Corrine som en slags dessert det kunne tagee i en mundfuld.
Men det hjalp ikke at væsnet kørte en klo ned af hendes kind og forsigtigt pev Corrine af frygt for at den klo bare fandt ind i halsen på hende ved en pludselig bevægelse. Man kunne faktisk tydelig se på rebet hvordan Corrine spændte i hele kroppen af frygt for lige om lidt var livet slut for hende.
"Jeg lover ikke at sige noget" sagde Corrine bange og stille. Hendes blik var rettet ned for det virkede bare endnu mere frygtsomt at skulle se op på det  her væsen der bare tårnede sig op over hende.  Bare lyden der havde været ved at barken på træet var blevet revet op havde givet kuldegysninger helt ned af ryggen.
"Jeg er sikker på de kan finde den godhed i dem" sagde Corrine så forsigtigt og håbede at inderst inde i det her væsen var der blot en lille forstilling mellem godt og ondt. Entelig regnede Corrine med der var godhed i alle s længe man ledte nok.

Ude på stien og deres tætte omgivelser, lå stadig stille hen. Trækronerne svejede frem og tilbage, og afslørede at vinden havde fundet vejen frem, en let og behaglig brise. Da kloen fandt vejen ned ad pigens kind, kom den røde væske frem og fik hans næsebor til at vibrere. Han havde en rigtig god lugtesans og han kunne høre folks skridt eller stemmer op til 500 meters afstand, som var til stor fordel når han var på jagt. 
Pigen lovede ikke at sige noget til nogen, men om hendes ord holde, det var jo ikke til at sige. Han valgte alligevel at skåne hende og stoppede sin bevægelse. Såret som kloen havde påført hende, ende blot med at være en rift. Ikke noget voldsomt og ingen ville tænke at den kunne være fra et væsen som ham, det kunne være kommet fra hvad som helst. Som en torn måske.  

Da ordet 'godhed' ramte hans øregange, forstørrede hans turkisblå øjne sig og kom med en hissig skræppen og han trak sig tilbage, som var det noget der gjorde ondt. Han rystede på hovede som i forsøg på at ryste smerten af sig.  -  Hvad var det? .. hvad skete der? Væsnet kunne mærke den indre kamp rør på sig. Manden måtte ikke slippe ud, ikke nu hvor han havde pigen! Han blev hissig og sendte sin højre hånd i retningen af pigens ansigt med klørene i samme retning. Dette! Var noget hun sikkert bevist gjorde i mod ham, hvad bilde hun sig ind! Sådan en lille mide og det var takken for at holde hende i live.. "Sig det ord igen og du for en i anden side også!" kom det truende fra ham og sænkede sig og holde sit hoved tæt mod hendes. At påføre andre smerte var for ham, at få en letter kick. 

Inde i væsnen var der en mand som kunne ane hans svaghed. En svaghed han ikke havde oplevet før. Selvom han ville ende med ikke at kunne huske noget som helst nå han kom ud af denne forbandelse, så var han stadig i live derinde og ville kunne mærke væsnets smerte hvis han skulle komme til skade. Så forbundet var de. Scott havde aldrig haft muligheden til at bryde ud selv, havde altid været tvunget til at vente til dette væsen valgte at trække sig tilbage. Mon det ville være anderledes i dag? 

Corrine havde lukket øjne som væsnet kørte sin klog ned af hendes kind. Hendes øjne var helt presset i, så man kunne nærmest se hvordan Corrine dirrede af frygt for kloen ville forvolde stor skade. Men hun åbnede overrasket øjne over at det kun havde følt som en mild rift hun havde fået. Hvorfor var det hun hang her hvis væsnet blot ville skræmme hende. Måske den kun spiste folk levende? Gud nejmden tænke kunne hun slet ikke tage.
Hvad havde hun gjort for at fortjene dette? Der måtte vel forhåbentligt komme nogle langs vejen på et tidspunkt der kunne hjælpe hende.

Corrine kiggede nervøst på væsnet som det virkede til at blive ret aggressivt over hun havde sagt hun var sikker på der var godhed i det. Det skulle hun vidst ikke havde sagt, for det var virkelig voldsom reaktion der kun gjorde Corrine bange. Og Corrine måtte også skrige som kløerne kom mod hendes ansigt igen og rev hende igen, denne gang gjorde det blot mere ondt. Tårene kom op i Corrines øjne endnu engang som hendes kind jeg og føltes varm, hun kunne mærke som hendes kind blev våd af blod der kom ud af såret, hun kunne heldigvis ikke se det.

Væsnet havde udbrudt hun ikke måtte sige det igen... Hvorfor måtte hun ikke Det? Hvorfor havde det reageret så voldsomt, måske var det fordi der var godhed i det og det blot ville puste sig op og lade som om det var stort og farligt. Corrine fik helt ondt af væsnet og hvordan det måtte være at skulle leve ved st vinge sig selv ved at være ond men inderst inde måske hellere blot ville folk det bedre.

"De virker til at være god inderst inde... der må gemme sig godhed i dem" fik Corrine stille sagt til væsnet og ignorerede dens trussel om at den ville gøre det samme igen, hun ville gerne hjælpe det med at finde godheden frem, for måske det også betød hun slap for at være på menuen. Der ud over regnede Corrine med alle væsner var gode mindst inde, men nogle gang skulle de blot mindes om det.

Timer efter timer gik. Væsnet have holdt kvinden fanget i timevis og solen var vist ved at gå ned. Kvinden havde forsøgt at tale det onde væsen til fornuft, men der var intet godhed i den. Men inde bagved levede  Scott endnu og han kunne fornemme en svaghed i dette væsen, hver gang kvinden nævnte ordet "godhed." det var ikke noget Scott havde oplevet før. 

Væsnet trak sig tilbage, skjulte sig bage de store tætte træer, han kunne fornemme en modstand som pludselig var stærk. Kvinden var stadig bundet til træet og sad hjælpeløs fast.
 
- Efter noget ser måske føltes som minutter, kom en ung mand klædt i mørkt tøj. Havde sort hår hvor hans hætte dækkede det meste, hans øjne var blå og var meget trætte at se på. Kampen om 'frihed' havde taget på hans kræfter. Han var ikke rigtig klar over hvad der var sket, men han opdagede kvinden ved træet, som var ikke var komme så meget til mere end det kunne heles. Han befriede hende i tavshed, uden et eneste ord og forsvandt ind i skoven. - Kunne denne episode om tilgives?
 
//Out