Falk var, som hun var det meste af tiden, i sit atelier. Atelieet lå i den pæne del af den centrale by, den del der ledte op til den øvre by. Det var nemt at få et pænt og godt sted, når mor betalte.
Det var en stor, firkantet bygning, der før havde været brugt som et lille lagerhus, men nu var blevet bygget om, så det kun svagt kunne ses, hvad det engang havde været. Falks atelier lå på det øverste værelset af det ombyggede lagerhus, hvor solen normalt strømmede ind fra de store, jernbelagte vinduer, men i dag havde hun trukket et par tunge, grønne gardiner for dem.
Rundt omkring i værelset stod skulpturer - nogle blot buster, nogle hele kroppe, større end Falk var. Over nogle af statuerne hang lange gardiner, hæng over dem som vilde kjoler, her og der fastgjort med reb. På gulvet, på stole, på borde og på hylder var der grønne planter, og i rummet var der næsten lige så mange spejle, store og små, som der var planter.

Midt i rummet stod en overdådig sofa, og rundt om den stod der halvfærdige malerier, færdige malerier, og tomme lærreder, nogle på staffelier, nogle lænet op af statuer eller vægge.
På gulvet lå der uens gulvtæpper, der lappede over hinanden, og på små borde spredt omkring stod der glas med vand, glas med malingsvand, tomme kopper med sorte cirkler efter te i kanterne.

Det var et forholdsvist stort værelse, men med alt for mange ting, og det eneste der virkede praktisk, var den lille kamin ved den ene væg, hvor en kande med vand hang over ilden. 

Falk var ikke god til at rydde op, eller til ryddelighed i det hele taget. Hun kunne godt lide alle sine ting og følte at hun havde brug for dem alle. Det var også derfor hun, i stedet for at rydde op imens hun ventede på sin kunde, stod foran et lærred, uden at røre det, men i sit hoved blot forestillede sig mulighederne for hvordan hun kunne male Julia, når hun kom.

(Inspiration til atelieet: her, her og her.)

Solen stod højt på himlen og kastede sit varme lys ned over alt, som Julia drejede om det sidste hjørne der førte hende til gaden med Falks atelier. En stor bygning i gaden, der kun adskilte sig ved at være lige det. Stor. Tiden havde flyttet handelshusenes lagre til andre dele af byen og efterladt det enestående tilbage som et minde om en svunden tid og en afveksling blandt de nyere opførte bygninger. Som sin ejer antydede dens ydre kun lidt om hvad befandt sig indenfor.

Julia smilede let og fortsatte ind uden at ulejlige sig med at banke på eller bruge dørhammeren. De var til de ikke hjemmevante og Falk ventede hende. De havde under alle omstændigheder en aftale, hvilket var halvvejs der, når hun tænkte på den anden var kunstner af sind og væsen. Hun nikkede let til dørvogteren hun mødte på vejen ind, men fortsatte ellers uhindret hen til trappen og op. Det krævede et løft i de rosa skørter for at holde dem fri af trinnene, men det var også det.

For toppen af trappen var en skillevæg sat op, så der ikke var direkte udsyn til det åbne rum. Julia drejede rundt op den, mens hun slog hætten på den lette, grå kappe tilbage og indsnusede den blandede duft af atelieret. Maling, the, planter og et eller andet nyt, som hun ikke kunne sætte fingeren på. Falk måtte have fundet noget nyt at tilføje til rummet siden hendes sidste besøg. "God eftermiddag?" Hendes hilsen var halvt et spørgsmål,for hun havde endnu ikke fået øje på den unge kvinde der ejede stedet. "Falk?" Hun fortsatte ind i rummet, mens hendes blik gled undersøgende over omgivelser til det fandt sofaen og rettede sine skridt til at tage hende hen mod den. En skulptur halvt derhenne fik hende dog til at stoppe op for at tage den nærmere i øjesyn.

Falk var så opslugt i sine egne tanker at hun knap nok hørte Julias hilsen. Først da hendes navn blev sagt, blev hun revet ud af sine tanker og tilbage til virkeligheden. "Julia," udbrød hun med et smil, der kunne høres i hendes stemme og trådte ud fra sit skjul bag det store lærred.

Hun sukkede højt, da hun så Julia. "Åh! Jeg kunne ikke have valgt bedre farver selv," udbrød hun og vadede direkte op til Julia, kun for at falde på knæ foran hendes rosa skørt. "Smukt, smukt, smukt, meget nydeligt," mumlede hun for sig selv, imens hun rettede på folderne i skørtet og hev en smule op i det, for at se hvordan stoffet faldt og føltes, og hvordan det krøllede. "Udmærket," udbrød hun så og rejste sig op, og uden rigtigt at se på Julia, betragtede hun kvindens hår. Lyset var godt nu. Hun havde helt glemt alt om deres anden aftale, men var igen faldet ind i sine egne forestillinger om det maleri der var ved at folde sig ud i hendes tanker. Falk var en opmærksom pige, men kun så længe hun ikke havde en pensel i hænderne.

Et smil krøb frem på Julias læber, som hendes anden hilsen blev svaret et sted i nærheden. Øjeblikket efter dukkede der endda en Falk op med et smil frem som der havde været i hendes stemme. Et smil der ikke forsvandt som hendes blik hægtede sig fast på Julias kjole og med det betagede udbrud fik latter frem i den ældre kvindes blik.
"Den var også lidt af et fund for mig, da jeg så den hos klædehandleren." Hun havde kendt Falk længe nok til at blive stående som den anden faldt på knæ foran hende og ikke blikke en eneste gang over at få løftet op i skørterne. Underskørterne var i en mørkere nuance, der gav et diskret spil til kjolen som hun gik og i endnu højere grad når hun sad og lidt af underskørternes kant kom frem i lyset.
"Du har valgt position allerede?" Julia gjorde ikke det store for at fange den andens blik, men drejede sig i stedet langsomt rundt om sig selv, så lyset kunne skifte over hende. Det havde været lidt af en oplevelse første gang hun havde siddet model foran Falk, men hun kunne lide den andens organiserede kaos og væremåde. Intet var helt så vanvittigt eller tilfældigt som det kunne se ud på overflade. "Jeg tænkte billedet skulle være til hans kontor." På overfladen en kærlig gestus, men for hende noget hun følte sig forpligtet til. De havde trods alt en facade at vedligeholde.

"Mmmh," svarede Falk distræt, uden at se på Julia og uden at fortælle hende, hvilken position det var hun tænkte på, fordi hun var så opslugt af sine egne tanker. "Hans kontor?" gentog Falk, denne gang opmærksomt, og trak sine øjenbryn sammen da hun så på Julias ansigt igen. "Så må vi hellere gøre det lidt mere anstændigt end jeg oprindeligt havde tænkt," uddøb hun med et smil så bredt, at det fyldte hele hendes ansigt. 
Hun lagde en hånd på Julias lænd og førte hende hen til en mørkegrøn sofa i velour. "Jeg tænkte at du kunne slænge dig i den her, måske - måske -" hun ledte efter de rigtige ord og endte med selv at smide sig i sofaen, men en arm på armlænet og hovedet hvilende i sin hånd. Hendes skørt var af sig selv blevet trukket op til hendes lår, og hun trak grinende ned i det. "Heroppe skulle dit skørt have været, hvis det var til soveværelset, men lad os hive det lidt ned, når nu det er til hans kontor."
Hun rejste sig energisk op igen og gjorde tegn til at Julia endelig skulle sætte sig ned. "Og så, hvis du er okay med det, kan vi måske vise lidt ankel, eller trække op i overskørtet, så man kan se det mørkere underskørt, det er sensuelt i sig selv, når der er forskel i farven på dén måde." Hun så på Julia med så meget spænding, at det var tydeligt, at hun helt havde glemt alt andet om deres aftale, selvom hun i en af lommerne i sit skørt havde en notesbog med informationer hun havde lovet Julia. Det var bare at selvom spionage var spændende, så var kunsten det eneste der virkelig kunne få Falk op at køre. 

Det stille smil blev hængende på Julias læber, som Falk svarede uden at virke til helt at høre efter og uden at møde hendes blik til en start. Det var en af de mere underholdende ting ved disse besøg. At opleve Falk være Falk og vide hun kunne slappe af på alle former uden at det ville blive taget hende ilde op -eller opdaget i det hele taget.
Hun fik dog et blik, da hun nævnede hvor hun havde tænkt billedet kunne hænge. Et blik der fik det til at trække muntert i hendes mundvige for et øjeblik. "Det må vi hellere." Alt andet ville også få følger hun ikke ønskede at provokere frem med noget der skulle være tænkt som en gave. Slet ikke som han havde været de sidste måneder. Det tog virkelig sin tørn med hans humør at magten omkring dronningen var gledet Lysets hær så meget af hænde.
Ikke at Julia skulle antyde noget sådan højt!
I stedet lagde hun ansigtet let på sned og nikkede så samtykkende, før det blev afløst af et grin. "Hvilket næppe går, hvis nu hans fru moder trådte ind i kontoret..." Hun blinkede let til den anden. Ikke mange velopdragne adelige af højere alder ville finde et sådan billede passende!
Mere så var det at arrangere skørterne så noget af det mørkere underskørt kunne ses. Julia slængte sig afslappet i sofaen, fandt endda en position hun kunne blive i længere tid, før hun lod Falk om den sidste del af arrangementet. Den anden havde langt bedre øje for den slags alligevel, så hvorfor blande sig unødigt? "Det gør det også mere hjemligt uden at være anstødeligt for fintfølende folk." Hvordan hun var blevet fanget blandt så mange af dem var hende stadig et evigt nederlag, men intet hun sådan lige kunne ændre. Hun havde også Annabelle at tænke på, så at forsvinde som hun havde haft leget med tanken om var bare ingen nem mulighed.
"Måske et glas et eller andet indenfor rækkevidde?" Det kunne tage timer at få et billede færdig og hun vidste hvilke lyde den anden kom med, hvis hun forsøgte at rejse sig efter noget undervejs.

Falk så begejstret til imens Julia var den perfekte kunde og fulgte hendes råd om position. Hun satte sig selv på knæ ved siden af hende og rettede i hendes skørter, til hun var tilfreds med, hvad man kunne se og hvad man ikke kunne se. Så flyttede hun blikket til Julias ansigt, som hun skubbede blidt lidt til den ene side, kun for at skubbe det lidt tilbage igen, og så lidt til siden igen øjeblikket efter, indtil hun var tilfreds med dets position.
Falk havde normalt ikke så meget til overs for hvad fintfølende folk fandt anstændigt eller ej, men lige når det kom til sit arbejde var hun. Det var det eneste område i sit liv, hvor hun gerne ville fremstå professionel.

"God idé!" svarede Falk, der indtil nu kun havde svaret Julia med forskellige gryntelyde, træk på skuldrene og nik med hovedet. Hun sprang op og hoppede energisk omkring, indtil der på et lille rundt bord ved siden af Julia var både et glas vin og en kop te. Falk kunne aldrig selv beslutte sig, og var som regel omgivet af alt for mange halvt fyldte kopper af alt muligt, og hun gik automatisk ud fra at andre havde det på samme måde.

Hun rettede også på den mængde af lys, gardinerne tillod, inden hun gik hen til sit staffeli og straks begyndte at skitsere.

"Sker der noget nyt i dit liv?" spurgte hun, uden at tage blikket fra sit begyndende værk.

Det var altid en sjov blanding af blidhed og bestemthed, der mødte Julia når Falkførst fik lov at arrangere hende. Denne gang i det mindste rimeligvis behageligt, skønt nogle de overvejede vinkler for hendes ansigt ville være blevet ubehagelige i længden. Alligevel lod hunden anden om at finde hvad inspirerede hende mest og holdt den sådan nogenlunde. Til en start ville det ikke betyde så meget hvis hun drejede sig lidt mens de talte, men om nogle timer, når trækkene skulle på plads kom den evige stilstand.

Hun kunne da heller ikke lade være med at smile, som der faktisk kom ord fra den yngre kvinde igen og derefter udfarende bevægelse. Resultatet var da også et mindre udvalg af drikkevare, så der var både til den ene og anden smag. For nu tog Julia dog thekoppen og balancerede den pænt, som Falk forsvandt videre med sine gøremål og ændrede på lyset der faldt ned over sofaen.
"Vi har fået killinger. En stor begivenhed hvis du spørger min datter og et kærkomment glimt af lys i huset, hvis du høre alle andres mumlen." Hun smilede let, før hun kort lod bekymring glide frem i sine træk. "Der går nogle vilde rygter om sammensværgelse blandt de andre præsteskaber imod Kiles Orden, men ikke noget jeg har kunne finde noget håndgribeligt på."

Hun lod sine træk genfinde de lette toner for maleriet og holdt hovedet, hvor Falk havde haft det placeret. "Med midsommerballet lige om hjørnet giver det jo en hvis uro." Ballet var ikke bare kendt for dets voldelige episoder, men ligefrem berygtet for dem,så alle holdt vejret for hvad kunne ske dette år.

"Åh... killinger..." hviskede Falk hengivent, fuldstændig forelsket i tanken om de små væsner. Hun var svær at gøre blød når det kom til menneskebabyer, faktisk nærmere det modsatte, men dyrebørn var en af hendes store svagheder. Hun vidste ikke hvor gammel Julias datter var, eller kunne i hvert fald ikke huske det, men hun var sikker på at de ville have deres kærlighed til killinger til fælles, ligegyldigt hvor stor deres alderforskel så end måtte være. 

"Det har jeg heller ikke," svarede Falk ærgerligt og kom til at lave en lidt for hård streg i skitsen - dog ikke noget der ville have nogen betydning senere, når malingen kom på. Hun nød at finde informationer om stor og småt, ikke fordi den information hun fik fat i betød noget som helst for hende, men fordi hun så op til Julia som person. Hun ville dø for hende, hvis det blev nødvendigt. Ikke helt af kærlighed, men af en blanding af respekt og mangel på andre ting i sit liv at gå op i - og den slags ringe forståelse for døden og risiko, som der ofte var forbundet med at være teenager.

"Vold til bal er ikke til at undgå, men jeg har ikke hørt om noget planlagt vold af slagsen. Jeg har til gengæld hørt om planer fra mørket om at tage Fort Nox igen. Og jeg har hørt at nogle af byvagterne næsten fangede en af mørkets krigere, her, i Dianthos. Hun var eftersigende ved at skaffe nye rekrutter til deres side." Falk så kun skiftesvis over på Julia, for det var i virkeligheden kun dét, om Julia kunne bruge hendes information til noget, der betød noget for hende. Det havde ikke været nemt at skaffe og ærlig talt var det det eneste af de mange job hun havde, hun gik op i. Når hun legede tjenestepige var det kun for at få lov til at være tæt på de smukke, rige kvinder, når hun legede maler var det fordi hun nød det som en hobby og havde brug for krystallerne, men at opsnuse information til Julia? Det gjorde hun ud af passion, kun for at få Julias ros. 

Det glimtede muntert i Julias øjne ved Falks hengivne udtryk. Så hun havde fundet endnu en der ikke kunne stå for små nuttede og hyperaktive pelstotter med klør. "Jeg tror ikke de kan være stille længe nok for dig at forevige dog..." Skitset måske og malet ud fra det, men ikke sat op som hun selv var nu. Det ville måske være værd at have dem med på et billede af Annabelle alligevel.

Den lette snak gled dog hurtigt over i alvor, som hun åbnede op for det. At besøge Falk havde trods alt aldrig kun en begrundelse og med Dianthos i undtagelsestilstand endnu engang var det med at få alle de oplysning at handle på som det var muligt. For det var Falk guld værd. Hun kom alle vegne, blev reelt kun set få og aldrig som andet end hvad hun gav sig ud for at være. Bedst af alt så vidste alle det var en rolle, så ikke satte spørgsmålstegn ved det. "Bekymrende. Ikke uforståeligt de holder det så skjult, men stadig bekymrende." Mest af alt at ingen af hendes kilder til nu var kommet op med noget håndgribeligt og det plejede de normalvis at kunne. Sandt så var alle ekstra forsigtige når det handlede om de andre præsteskaber end det der havde tiltusket sig magten, men alligevel.

Hun nikkede let og nippede så til theen, som hun lyttede til Falk. Noget hun fortrød, som hendes blik med et fokuserede på den anden. Så Mørket rørte aktivt på sig igen og var blevet frække nok til at vise sig i Dianthos også. Ikke at det kunne undre at de kom krybende frem, nu Lyset var i intern strid og splittelse på grund af Kiles Orden. Det var for god en mulighed til andet. Befolkningen var til at overtale, ja til hvad som helst og konsekvenserne alt for få med det manglende ledelse hos Lyset.
"Det undre mig ikke. De måtte jo vende tilbage på et tidspunkt." Hendes stemme var tør, men under tørheden var en dybereliggende bekymring. Alle havde vidst Mørket ville vende tilbage, men de fleste havde nok håbet der ville gå længere tid end et par år. Så ramte noget af det første hende og hun så undersøgende på den anden. "Fort Nox? De har da aldrig haft Fort Nox eller de ruiner der var tilbage efter dæmonerne jævnede det med jorden under krigen for så længe siden." Fortet var faldet for næsten to årtusinder siden og ingen andre end de historie interesserede havde skænket det en tanke siden, så hvorfor skulle Mørket havde gjort det nu? "Du er sikker på det ikke var Fort Nomanix?" De to var alt andet end ens,men det sidste var da semi-funktionsdygtigt stadig.

Falk brød sig ikke om Kiles Orden og hun brød sig slet ikke om, hvordan de forsøgte at ødelægge hendes sjov og hendes job, med alle deres dumme regler om udgang efter mørkets frembrud og hvad vidste hun. Det var kun endnu værre, hvis rygterne om indgriben ved ballet var sande.

Falk faldt en smule i staver over sit maleri, indtil Julia talte igen. "Åh..." svarede hun og så koncentreret frem for sig. "Det var svært at høre, indrømmer jeg, og jeg kender ikke selv meget til forskellen." Hun var vant til at lytte og til at observere, men havde intet med militær strategi eller historie at gøre. Falk var ikke meget for at lære, hvis lærdommen kom fra en bog, men var utroligt lærenem og glad for at lære, hvis lærdommen kom fra noget fysisk hun kunne tage sig selv. Hun havde aldrig hørt om hverken det ene eller det andet fort. 

"Vil du have mig til at undersøge det?" Hvis hun var heldige kunne hun finde de samme mennesker hun havde overhørt første gang, måske kigge deres papirer igennem efter tegn på det ene eller det andet, men det var ikke noget hun kunne gøre hurtigere, end hvad det ville tage at sende en hurtig spion ud til det ene eller det andet fort. 

Lukket grundet hjernesvingt og presset efterår..... :(