Sted: Gaderne i Balzera, ikke så langt fra Vargas' slavehandel
Tid: Tidlig aften
Vejr: Som altid solrigt, selvom temperaturen nu er på vej nedad som solen går ned

Luften var ved at blive behageligt kølig som aftenen begyndte at falde over ørkenbyen. Der var travlt i gaderne, da handelsmændene benyttede dette til at sælge deres varer til de kunder, der nu strømmede ud af de skyggefulde huler, deres hjem var. 
Vargas selv var på en gåtur igennem byen, kiggede på varer og startede samtaler. Han var kendt som slavehandleren, Herre Aziz, en mand man ikke skulle komme på tværs af, men han var samtidigt rig og så længe han var i godt humør, ikke så slem at være i nærheden af, ja han kunne endda slå en ganske fornøjelig latter op ind i mellem. Så handelsmændene ønskede ham i nærheden, især hvis man kunne sælge ham et udvalg af sine varer.

Der var ikke så meget spændende idag, men slaven han havde rendende i hælene, fik alligevel lov til at slæbe på noget silkestof og en kurv med frugt og et par små poser med te. De havde efterhånden været alle boderne igennem og Vargas gad ikke rigtigt gå rundt mere. Når man var over 1500 år gammel, var der ikke noget værre end at kede sig, så han var ved at overveje at tage hjem og finde på noget. Lade Ana underholde sig måske. Men lige nu havde han egentligt mere lyst til at gå lidt i fred, så han vendte sig mod slaven og sendte ham hjem. Der var ingen frygt i Vargas for, at manden ville stikke af, han havde hans søster derhjemme. Kærlighed lavede sådan nogle stærke bånd, det var ganske praktisk.

Slaven fes af sted i retningen af slavehandlen og Vargas slentrede ud fra markedet og ind i mellem bygningerne, der stadig emmede af varme fra dagens bagende sol. Han havde ingen vagter med, havde ikke behov for dem. Ved hans side hang hans sværd. Ud over det, var han klædt efter den rigdom han besad - en mørkeblå lang kofte med índbroderet mønster i sølvtråd og en lidt høj krave. Et par sorte, posede bukser, der var bundet ind om hans ankler. Et par lette sandaler. Og det typiske, lange gule tørklæde, han altid havde løst hængende om halsen. Håret strittede lidt som det plejede og han var rimeligt mørk i ansigtet grundet skægget, han snart burde gøre noget ved.

De brune øjne hvilede på jorden lidt frem for ham, tydeligt visende, at han ikke lagde så meget mærke til sine omgivelser. Han følte sig tryg her, Balzera var hans hjem og havde været det i mange år. Somme tider savnede han norden og dens anderledes levevis, han var trods alt født i de koldere egne, men Balzera havde alt, hvad han havde brug for. Han vidste, at han hørte til her, for nu. En eller anden dag ville tingene ændre sig, men alting var godt lige nu. Han var rig, havde slaver og alting gik som det skulle. Han var tilfreds.

Beklædningen - Tøjet


" Og du sikker på det ham.. ". Manden nikkede, i det han rakte hende papiret med navnet og en skitse at udseendet. Valencia sukkede tungt, da hun betragtede skitsen. * Folk har da heller ikke et eneste gram talent *. Men hun kunne ide mindste tyde udseendet, som de stærke kindben, håret, samt beskrivelsen og tøjet. En rigmand, der ejede slaver. Hvorfor denne mand overfor hende, ville ha ham dræbt anede hun ikke, men hun var også ligeglad. Hun havde ikke brug for en grund, til at hugge en person ned. " Fra med imorgen vil han være død, vis ikke.. så vil jeg råde dig til at flygte her fra hurtigst muligt, fordi enten har han betalt over, eller også så kommer de efter dig ". Hun frygtede ikke døden.. ikke så heftigt, som hun havde gjort engang. Hun elskede dog at leve og male og opleve verden og dens vidunderlige mange personligheder og hemmeligheder, men hun vidste hvad hendes job indebar.

Hun tog papiret i lommen, før hun sikrede sine korte sværd, en i hver side, inden hun smuttede ud fra rummet af. Da hun kom ud på gaden, lod hun de sølvgrå øjne se søgende rundt om sig, før hun begyndte at gå igennem gaderne og udse forskellige punkter, hvorpå hun kunne lægge i baghold. Herres Aziz var navnet på hendes mission. Hun vidste ikke forfærdelig meget omkring ham, men det behøves hun heller ikke... hun skulle blot snigmyrde ham og vis det mislykkes, så skulle hun få sig selv til at forsvinde og prøve igen senere, men nogle gange gav hun også op. Nogle folk var blot for forberedt på det, samt andre lå over hendes styrke og træning.

Hun lod tiden gå og gå, indtil hun endelig fik øje på en mand der beskrev det papir hun havde fået tidligere. Tydeligvis en nydelig mand, der udstrålede en dominerende aura, ifølge hende, så hun ville blot skygge ham for nu, så godt hun nu kunne og holde sig på afstand. Det hjalp utrolig meget, at solen så småt var ved at gå ned og folk så småt var begyndt at komme en del mere rundt.

Hun tog forsigtigt sin krystal stav frem, i sølv.. før den gled hen over hendes rune, ved højre side af hendes arm. Runen på hendes arm, lyste svagt op i en gylden farve og forblev der, i det hendes krop langsomt gik hen og blev usynlig, samt hendes tøj ligeså og mærket med. Hun kunne godt se sig selv, men folk ville hverken kunne se eller høre hende, samt dufte hende.. ved mindre de havde forstærket sanser eller lugte eller hørelse sans. Dog en ting ville kunne ses og det var fodspor i sandet, så selvfølgelig gjorde hun sit, for at holde sig på afstand, i det hun havde opdaget manden, der matchede hendes seddel. Hun havde holdt et vågent øje med ham i et stykke tid nu, dog var det først nu, hun havde aktiveret sin evne. Hun var iført noget meget lydløst tøj, i form af mørkebrunt luftig stof, med et bredt læder bælte om sit liv, samt læder støvler, der var blevet fin pudset, til et punkt, hvor bunden var blød, så det ikke rigtig gav lyd fra sig. Hun bar en kniv i hver side af det store læder bælte, der svarede til samme længde som fra håndled til albue af hende.

* Ingen vagter.. så det betyder nok, at han i sig selv er en god kriger.. *. Hun bed tænderne en smule sammen, før hun gled rundt om hjørnet og gik langs kanten af muren, før hun trak begge sværd og satte i løb, direkte mod ham, stadig i sin usynlige form, dog vis han var hurtig nok, ville han kunne høre sand der rørte på sig bag ham, samt ligeså kort se nogle spor, inden hun bukkede sig ned, for at ramme ud efter hans ben. Hun gik altid efter at gør benene ubrugelig som det første, ved at skære dem direkte i det bløde sted, mellem lår og skinneben.

Noget havde irriteret Vargas bagerst i hans sind, noget han først ikke lagde mærke til, men som han bevægede sig ind i mellem de små huse, tog det til og på et tidspunkt ramte tanken ham, at han blev forfulgt. Af en dæmon. En ung en af slagsen, der ikke gjorde sig bemærket med hans evne. Dæmoner lavede altid et lidt større udslag, men jo ældre de var, jo tydeligere var de at mærke, uden han skulle koncentrere sig. Nej, denne var meget ung og han kunne kun fornemme, at den var placeret bag ham. Han fik kastet et diskret blik over skulderen, men kunne intet se. Nogle skridt og et blik senere måtte han konstatere, at enten var han ved at blive vanvittig eller også var den skjult for ham på en eller anden måde.

Som han var ved at overveje at gøre noget, skete der et eller andet, om det var sjælens hurtige flytten på sig eller bare så mange års erfaring var svært at sige, men han vidste pludseligt, at den gik til angreb. Han snurrede rundt og nåede at spotte sporene i sandet, der kom i mod ham. I en hurtig bevægelse sprang han bagud, men ikke helt hurtigt nok, som hans bukser blev flænset på det ene ben og noget skar igennem hans hud og fik blodet til at løbe. Men det var ikke dybt og der kom ikke en lyd fra ham, trods at han skar ansigt. Hans eget sværd blev trukket og han svang det mod det sted, hvor fodsporene så ud til at slutte. Og så sprang han flere skridt tilbage i håb om at lægge afstand mellem ham og hans angriber. Hvem end det var.
”Det overrasker mig ikke, at en dæmon er for kujonagtig til at møde mig ansigt til ansigt.” Hans stemme var hånende, men de brune øjne opmærksomme og søgte tydeligvis efter den mindste afsløring af den andens placering. Jo hurtige dæmonen kunne dø, jo bedre.

Lukkes grundet inaktivitet