Der var gået ufattelig mange år siden, hun havde været taget til fange, af en mand, hvis navn eller udseende hun ikke kendte til. Hun huskede ikke særlig meget omkring det mere, andet end torturen og de få seksuelle stunder der havde stået på. Hendes liv var begyndt på ny og hun var så småt begyndt at komme ud af sin skald igen. Efter hele 47 år i frihed, havde hun endelig lagt den traumatiserende oplevelse bag sig. Hun havde fået opbygget sig et utroligt ry, indenfor kunst, hvilket også havde været med til at heale hendes sjæl, efter de forfærdelige mange gange, hun havde stået og følt sig fortabt. I stedet for blod på hendes hænder, havde hun nu maling. Hun var taget en tur til Flodbyen Lazura, for at male en smule, men ligeså også komme rundt og se hvordan andre folk levede i de forskellige lande.

Hun sad og malede så småt for sig selv, nede nær havnen hvor de mange skibe var. Hendes lange kobber røde hår, lå samlet i en hestehale, ned af den slanke ryg, der bar en smuk gylden kulør over sig, men stadig lå på den blege side. De sølvgrå øjne, fulgte hvert et strøj som penslen lavede, mens hun holde det lille træbræt i sin hånd, med forskellige himmelske farver på. Hun bar en hvid plet hen over hendes kind, i højre side, fra hvor hun havde strøget noget væk der kildede hende, hvilket havde efterladt maling på hendes kind. Det aflange lærrede var foran hende og man kunne allerede så småt se, hvordan hun havde skabt vandet, så det næsten så levende ud. Folk gik forbi hende, dog nogle få stoppede op, grundet det kobber røde hår, havde så smuk og nærmest magisk farve over sig. Hun var iført en orange kjole, der bar et stort læder korset om sig, som et bælte, samt hun bar sandaler, lavet af læder bund, med snor igennem sig og op af hendes ankler og bundet rundt. Hendes taske med ting, lå ved hendes side, ved siden af det store canvas.

Langt om længe havde Damien en fridag og han havde på ingen måder tænkt sig at bruge tiden på borgen, derfor var han ikke i den sædvanlige sorte rustning, men tøjet var alligevel sort og kappen med den store hætte var trukket godt op over hornene så den faldt svagt ind over og dækkede, for hvad man ikke kunne kalde ansigt... For han var trods alt et dyr, og de havde ikke ansigter.. Men man kunne ikke se ret meget af ham i så fald, udover de hvide pelsklædte hænder, med de lange polerede negle, som hang ud fra skjorten og ud fra kappen. Han havde længe ventet på en dag som denne, hvor han bare kunne komme ud og få lov til at slappe af. Kort knækkede han nakken som han begav sig ud på turen til Lazura. Han havde hørt at dette sted skulle have nogle gode steder der kunne tilbyde mad og drikke, men han havde også hørt kvinderne var ret villige, eller nogle af dem. Han havde ikke været der endnu, hvilket var derfor han tænkte at han kunne benytte dagen til det. Der var varmt som bare fanden og han var klædt i sort og på bedste hunde maner, stak han tungen ud og trak vejret på den måde, hvilket hjalp ham til at køle ned.

Han nåede til byen og begyndte at daffe rundt, stadig med kappen godt trukket over hovedet. Han stoppede, der var en duft der kildede hans næse, en velkendt, men alligevel lidt fremmed. Et smil bredte sig på hans læber som de skarpe tænder kom til syne under hætten. Han fulgte færden og stoppede et stykke fra en kvinde der sad og malede, men hvorfor ved havnen? Han så sig omkring og grinede hæst ”Vid.. underlig.. Duft” sagde han og holdt små pauser mellem hvert ord hvor han tog dybe vejrtrækninger. Duften var... som en kvinde han kendte, men det var ved at være nogle år siden han sidst havde fået et glimt af hende og denne kvinde både lignede og duftede som hende og det han netop havde sagt.. .Var noget han plejede at gøre overfor hende... Og var det hende, blev dette et sjovt møde..

Penslen blev blidt dyppet ned i den klare lyseblå farve, før den fandt tilbage til lærdet, inden den gled blidt hen over den hvide baggrunds, før hun forsigtigt lagde penslen fra sig og betragtede sit kunst foran sig, der dog end ikke var i nærheden af færdig endnu. I mens hun stod der og betragtede det, kunne hun dog ikke helt undgå at høre en stemme bag sig, en stemme der sendte en kulde igennem hendes krop, en stemme der lød så forfærdelig bekendt, at den fik hende til at tabe det firkantet bræt, samt ligeså fik hende til at tabe penslen i sin hånd. Hun så chokeret rundt omkring sig, men syntes ikke at kunne se nogen der stod for meget ud. Hun kunne mærke hårene i nakken rejse sig og hun begyndte hurtigt at pakke sine ting sammen. Hun havde fået øje på en person ikke så langt væk, men hun kunne ikke være sikker. Hun anede ikke hvordan manden havde set ud eller hvem han var, men den stemme... den ville forevigt være bordet ind i hendes hukommelse.

Hun tog ikke lærdet med sig, men lod det blot stå tilbage, i det hun begyndte at sætte i løb væk der fra. Hun løb ned af en side gade, ikke så langt der fra og drejede rundt om en mur og stillede sig tæt op af den, mens hun knugede sin læder taske til sig og mærkede hvordan hjertet hamrede i hendes bryst. Hun åbnede sin taske, for at prøve at finde frem til sin krystal stav, så hun kunne aktiver sin rune, der ville gør hende usynlig, men hendes hænder var allerede begyndt at blive svedige og gjorde det blot svære, at gribe om ting i tasken. * Please nej.. det kan ikke være ham... det kan det ikke... det 47 år siden.. hvorfor skulle han.. han søge efter mig.. *.

Han så på mens hun febrilsk forsøgte at pakke sine ting, men han sagde ikke et ord, stod blot og smile for sig selv. Det gav ham en eller anden form for tilfredsstillelse, at hun stadig var så bange for ham trods det var hvad? Syv og fyrre år siden efterhånden? Det morede ham gevaldigt. Som hun fik pakket tingene og lod lærredet stå, gik han op, stod kort og så på maleriet inden han med et førte kløerne over det ellers fine kunst og rev det itu " Bare rolig Valencia, jeg skal nok finde dig" sagde han med et dystert grin i stemmen inden han forsøgte at spore hende ved at snuse op i luften. Hurtigt fik han færden af hende og satte i hurtige skridt i hendes retning. Hvordan skulle han glemme en kvinde som hende... Om han så forsøgte for alt i verden ville det ikke være muligt ikke engang den gang Eretreya blev jeg en del af hans liv, ganske vidst havde den lille engel efterladt mærker, der og det havde Valencia ikke.

Han fik hende indhentet og sukkede " Du ved godt det ikke nytter at løbe fra mig... Jeg kan dufte dig på lang afstand" sagde han og gik kun få meter fra hende og greb ud efter hendes arm der famlede efter noget nede i tasken. Hvis han fik fat, ville han holde stramt, være sikker på hun ikke havde mulighed for at slippe væk igen, for nu havde han ledt efter hende i noget tid og nu, langt om længe havde han fundet hende her i flodbyen ud af alle steder. Han knurrede dybt og trak hætten ned med den fri hånd " Du skal da næsten have æren af at se hvem der bliver din undergang "sagde han med et dystert smil på læberne inden han fortsatte " Skal nok se om jeg kan være sød" sagde han med en jokende tone... Han havde på ingen måder tænkt sig at være sød, slet ikke efter den måde hun var flygtet mens han Ikke havde været hjemme, men på en mission for mørkets hær.

Da hun kunne høre skridtene nærme sig, gik hun en lille smule ned i knæ, mens hun prøvede at søge så lydløst hun kunne i sin taske. * hvor er den!... *. Hendes øjne var spærret op en smule, samt hun prøvede at lytte til skridtene så godt hun kunne. Normalt var dæmoner ret så stærke, men ikke Valencia, hun lå mere til den ikke så forfærdelig stærke side igen, hvilket altid havde gjort hende en del sårbar, uden våben i hånden eller sin magiske stav, som kun fungerede på hende. Da stemmen rungede igennem gyden, kunne hun ikke undgå at gyse en smule, eftersom det løb hende koldt ned af ryggen. Da han pludselig trådte frem fra siden af og greb ud efter hende, gik det først op for hende, at dette ikke var en drøm. Hun mærkede det stramme greb om sit spinkle håndled og gav en lav knurren fra sig, i det hun prøvede at rive sin hånd til sig. " grrh! ". Hun så vredt på Damien, før hun spærrede sine øjne op i chok, da han sagde at hun skulle ha æren af at se hvem der ville blive hendes undergang.

Hun betragtede dyret foran hende, der havde om hende, med noget der nærmest kunne minde om poter, dog ikke helt. Hun lod sine øjne se stift på hans ansigt og hornene han bar på sit hoved, før hun hørte hans ord, mens han havde et dystert smil over hans læber. " Slip mig dit helveds bæst! ". Hun lænede sig frem og bed hårdt ud efter hans hånd, selvom der var pels på. Hun kunne mærke sine øjne blive våde og hendes krop kæmpede panisk mod hende, såvel som hendes sind. Noget i hende, havde lyst til at bryde sammen og krølle sig sammen på stedet, dog hendes indre var optrænet til at kæmpe til sidste dråbe der var. Hun valgte, da hun fandt ud af, at hun ikke kunne stikke af, at i stedet ændre retning og slå ud efter bæstet, der havde fat i hende. " Du vil IKKE blive min undergang!, jeg vil blive din! ".

Damien vidste at Valencia ikke var lige så stærk som ham selv, hvilket blot gjorde det hele meget bedre, for med nærmest et enkelt ryk i hendes arm ville han kunne rykke den af led. Tanken strøg ganske kort igennem ham men han gjorde det ikke, for lidt respekt havde man vel? Det var tydeligt for ham, at hun på en eller anden måde havde lyst til at krølle sig sammen og forsvinde, men alligevel ville hun også kæmpe imod, blot for han ikke skulle have æren for at trække hende ned,ikke igen. Hendes 'knurren' fik ham til til at grine. Det var næsten sødt som hun forsøgte at skræmme ham, men hun måtte et eller andet sted vide det ikke virkede, ellers var hun dum i hvert fald.

Som Valencia sendte en fornærmelse i hans retning smilede han blot bredere ”Det var sødt sagt” grinede han. Det var ufatteligt som hun forsøgte at pisse ham af, der var egentlig ikke grund til at gøre det værre end det allerede var, for han var godt vred på hende i forvejen, trods det var mange år siden han sidst havde set hende, men her var hun nu. Han lagde mærke til hun bed ud efter ham og lod blot hendes tandsæt ramme ned i hans 'hånd'. Uden så meget som at fortrække en mine sukkede han ”Troede du havde lært at bide ikke virker” sagde han med et smil på læberne. Han havde efterhånden fået en del bid, ikke kun fra hende, men også andre slaver han havde optrænet og haft, så dette generede ham ikke mere. Han hævede øjenbrynet over hendes ord om hun ville blive HANS undergang. Han fnøs ”Virkelig? Hvor mange gange har du sagt det? Hvad er det blevet til? Jeg er her stadig jo.. Du er for svag til at blive min undergang” sagde han og grinede hånligt af hende.

" Ja ikke?. Virkelig sødt sagt! ". Hun vrissede af ham og prøvede at rive sig fri fra hans greb. Hun ville ikke kunne nå at tag fat i sine knive og hun ville heller ikke kunne slippe væk fra ham, med sin usynligheds rune, eftersom det  var at han holde hende. " Hvad vil du mig! ". Hendes stemme lød næsten desperat nu. Da hun bed ham, mærkede hun pelsen i sin mund, men ignorerede det blot og bed endnu hårdere, indtil hun ikke kunne mere, da det også var han sagde, at han troede hun havde lært, at det ikke virkede at bide.

Hun kunne mærke arrigheden stige indeni, da det var han sagde at hun var for svag til at blive hans undergang, samt at han stadig var der. " Slip mig så din forvokset KØTER! ". Hun tog fat i sin kniv med den frie hånd og trak den, i den hun lod den glide gennem luften mod ham, vis det ikke var, at han allerede havde taget fat i den anden hånd af hendes, inden hun nåede at trække den op. " Jeg vil IKKE tilbage! ". Hun så alvorligt på ham med de sølvgrå øjne. Det kunne ikke passe dette her. Han kunne ikke bare komme tilbage og tro at hun var hans igen. Hun var blevet for sød af sig, for blid... for uforsigtig. Hun skulle aldrig nogensinde ha ladt hendes parader falde og tro at hun kunne leve et normalt liv, med ham stadig levende i denne verden.

Damien smilede kækt til hende som hun vrissede af ham. Han havde altid kunne lide hende for dette, at hun faktisk havde "nosser" nok til at være sådan overfor ham, trods hun godt kendte til konsekvenserne hvis hun fortsatte. Næsten opgivende sukkede han som hun begyndte at bide hårdere "Valencia... Så stop dog... Du ender med at få brækket kæben inden du overhovedet kommer igennem min hud" sagde han og sukkede. På trods af Damien flere gange, også da hun var i hans varetægt, havde fortalt hende at det ikke hjalp at bide, så gjorde hun det alligevel. Hun hævede et øjenbryn og smilede "Hvad jeg vil? Årh jeg kom tilfældigvis forbi... Jeg har skam ikke glemt hvordan du bare stak af fra mig..." sagde han efterfulgt af et grin. 

Hendes forsøg på at fornærme ham fik ham blot til at sukke og han havde skam lagt mærke til kniven, der gled gennem luften og mod ham. Han trak ikke en eneste mine, blev blot stående og ventede nærmest på at den ville bore sig ind i gennem hans pels og ned i hans kød. Kort rullede han med øjnene " Hvem siger det er det, jeg er her for? Jeg gider ikke så meget som overveje at få dig til at være min slave igen... Men du skal alligevel have din straf" sagde han med et smil på læberne. Det var ikke just fordi smilet fik ham til at fremstå charmerende, det sørgede de mange skarpe tænder for, han ville heller ikke være charmerende, det var ikke just det han var kendt for og den dag det nogensinde skete. Havde han svoret han endte sit eget liv.

Damien smilede kækt til hende som hun vrissede af ham. Han havde altid kunne lide hende for dette, at hun faktisk havde "nosser" nok til at være sådan overfor ham, trods hun godt kendte til konsekvenserne hvis hun fortsatte. Næsten opgivende sukkede han som hun begyndte at bide hårdere "Valencia... Så stop dog... Du ender med at få brækket kæben inden du overhovedet kommer igennem min hud" sagde han og sukkede. På trods af Damien flere gange, også da hun var i hans varetægt, havde fortalt hende at det ikke hjalp at bide, så gjorde hun det alligevel. Hun hævede et øjenbryn og smilede "Hvad jeg vil? Årh jeg kom tilfældigvis forbi... Jeg har skam ikke glemt hvordan du bare stak af fra mig..." sagde han efterfulgt af et grin. 

Hendes forsøg på at fornærme ham fik ham blot til at sukke og han havde skam lagt mærke til kniven, der gled gennem luften og mod ham. Han trak ikke en eneste mine, blev blot stående og ventede nærmest på at den ville bore sig ind i gennem hans pels og ned i hans kød. Kort rullede han med øjnene " Hvem siger det er det, jeg er her for? Jeg gider ikke så meget som overveje at få dig til at være min slave igen... Men du skal alligevel have din straf" sagde han med et smil på læberne. Det var ikke just fordi smilet fik ham til at fremstå charmerende, det sørgede de mange skarpe tænder for, han ville heller ikke være charmerende, det var ikke just det han var kendt for og den dag det nogensinde skete. Havde han svoret han endte sit eget liv.

Lyden af hendes navn, havde nærmest aktiveret noget indeni hende, som om hun ikke kunne gør andet end at stoppe, da han sagde det. Han havde været i kontrol af hende, med hendes fulde navn, dengang hun var yngre og næsten kun havde været i hans fangeskab i blot 5 år.. og efter det, havde årene blot fløjet afsted i fangeskab af ham.
De sølvgrå øjne, så drabeligt på manden foran sig, der stadig holde fast i hendes arm, stramt og godt. " Stak af... STAK AF!. DU... DU.. Jeg var aldrig nogensinde din til at begynde med KØTER! ". Hun vrissede vredt og prøvede at hive sig fri, men kunne ikke. Kniven gled smukt igennem luften og vis han ikke flyttede hovedet, ville den snitte ham direkte hen under hagen af ham, eftersom hun var ude efter hans hals, men fordi han holde hende i den længde han gjorde, så ville den formentlig blot snitte, et overfladisk cut.

Hun lod sin kniv finde plads igen, vis han ikke havde tænkt sig at tag den fra hende eller slå den ud. Hun kunne se, at hun ikke kunne slippe ud. Hun kunne dog måske skære hans hånd af, men han ville dog kunne nå at slå hende ihjel inden. Hun havde hørt skrigene dengang og havde mærket smerten de påførte hende. Da han nævnte at han ikke ville ha hende som slave igen, så hun lettere chokeret op mod ham, dog blikket der var håbefuldt, gik dog hurtigt hen og blev erstattet af vrede. " FINT.. ". Hun kunne ikke så meget andet end at tag imod, dog indeni, kunne hun mærke skrækken der så småt var ved at samle sig, men hun vidste, at når han først var nær hende, så var hun på røven.. han kendte for meget til hendes tricks samt hvad hun kunne og besad. Hun var mere snige typen, end den med muskler og ligefrem og hårdt på. Hun holde til i skyggerne og det vidste han også.

Hadet til ham var tydeligt i Valencia's øjne, men det havde han været vandt til i al den tid hun var hos ham. Hendes vrissende tone rørte ham ikke ”Du er bestemt ikke blevet klogere hører jeg” sagde han og grinede af hende, hånligt. Han havde godt set kniven der svingede mod ham, men han flyttede sig ikke en millimeter og lod kniven glide over ved hans hage ”Ak Valencia... Stadig uduelig med en kniv...” sagde han og brugte den fri hånd til at fjerne de smule blod der piblede ud af såret hun havde lavet. Som hun forsøgte at sætte kniven tilbage på sin plads, greb han ud efter hendes hånd og flåede nærmest kniven fri fra hendes greb og kastede den et godt stykke væk. Hun var dum hvis hun troede han ville lade hende beholde kniven i hvert fald.

Et dystert smil bredte sig på Damien's læber som han trak hende ind til sig om hun ville det eller ej. De lysnede øjne rettede sig ned på hende og han lænede sig ind, med få millimeter fra hendes ansigt ”Du dufter stadig godt Valencia..” sagde han og sendte hende et kækt smil. Han vidste hun hadede når han sage det, men han var ligeglad, for lige nu handlede det blot om at Valencia skulle betale for hun stak af dengang.

//Afsluttet//