Turen denne gang havde gået til Tusmørkedalen og sikke en tur det havde været. Hun var mange gange på sin rejse, blevet advaret omkring dette sted og at hun ikke burde nærme sig det, men hun havde ikke lyttet. Hun ønskede at opleve eventyr og udforske verden, samt lære om nye kulturer tæt på, samt også om de forskellige racer der fandtes rundt omkring. Hun var iført en grå kappe, der slyngede sig blidt om den slanke form af hende, samt dækkede den gråhvide kjole, der så smukt var blevet syet til hendes krop, af hendes selv, lavet af et billigt stykke stof, der havde været lang nok, til at kunne bøje efter vilje og så et stykke holdbart, men dog blid reb, sådan man brugt til tæppere, men ligeså også i gardiner, så det ikke skadet hendes krop. Dette var syet sammen, til en smuk fantasifuld kjole, noget hendes mors syriske evner, havde lært hende siden 4-5 års alderen og op til de 20 år, inden hun døde.

Hun havde efterladt sin bue og pil, ved sit værelse, på en utrolig velkendt kro i Tusmørke dalen. Det eneste hun havde bragt med sig, var faktisk hende selv, samt kappen og så en lille bog hun havde i en læder taske, hvor læder remmen var taget hen over hendes hofte, så den hang til siden en smule ved låret. Her bar hun også en pind, med sort kul, så hun kunne tegne, eftersom det var noget hun var begyndt så småt på for tiden. Hun havde taget ud for at opdage stedet lidt og de brune læder støvler, var så småt også blevet en smule beskidte og slidte, under bunden. Hun var taget til noget som der blev kaldt Fantom Tårnet, der lå til den østlige ende, af dalen. Et godt stykke langt væk fra anden bebyggelse. Hun havde dog vingere, så turen tilbage, ville ikke være så forfærdelig et stort problem, hvilket også var derfor hun havde kjolen på, samt det var i sommertiden, så vejret var lunt i skyggen og varmt i solens stråler, skønt strålerne ikke nåede ned i dalen, når det var dag.

Der syntes næsten ikke at være en eneste form for sjæl i nærheden, andet end 2 kraver der skrappede blidt nær tårnet. Forsigtigt bevægede hun sig hen til det, inden hun trådte op af nogle ødelagte trapper, prøvede at undgå at falde, inden hun nåede til et flat stykke af tårnet, der ikke var gået i stykker, samt stadig så ret så stabilt ud, skønt det kun havde en halv side, i den ene side, som var tårnet kappet skævt af. De fleste ville muligvis syntes at stedet var forfærdelig dystert, med gravstenen rundt omkring, hist og her, men Skylin fandt fred her. Hun så det lidt som hellig land, med de døde nær en. Hun satte sig blidt ned, med benene ud over siden af det der var tilbage af tårnet, hvilket var nærmest ingenting. Hun fandt sin sorte læder bog, med blanke pergament sider frem, inden hun blidt begyndte at tage om kullet og begyndte at sketche kraverne, som hun kunne se på træerne, nær sig. Stedet så ikke dødt ud, tværtimod, havde det en blid form for liv over sig. Afdæmpet og mørkt måske ja, men månen´s lys, ville så småt gå hen og tag over, for solen, eftersom månen havde nået det punkt af fuldmåne. Det blålige lys fra fuldmånen, gjorde at det var let at se omkring sig, dog var der nogle skygger hist og her, der gjorde det svært for en at se. Hun havde dog ikke så forfærdelig svært ved at se i mørke, så længe det blot ikke var tæt mørke, eller helt uden oplysning fra en måne eller andet, så var hun ret så blind. Det lange snehvide hår lå smukt og glat ned af hendes skulder, samt til brystet af hende og de guld farvede øjne, var optaget af skitserne, der så småt var ved at forme sig foran hende.

Det var ikke underligt at Loke befandt sig i Tusmørkedalen. Det var faktisk meget naturligt at nattens væsner blev drevet til det tågebelagte område. Solen var trods alt ikke et ligeså stort problem i disse dele, så derfor var han også søgt tilbage hertil, da han havde efterladt Ileana tilbage i Azurien. Noget hun udentvivl ikke være glad for, men det var et problem når han engang tog tilbage og ikke ligefrem nu.
Til gengæld var beslutningen om at tage ud til Fantomtårnet rimelig spontan. Det var nysgerrighed mest af alt, da han ikke ligefrem manglede blod de næste par dage, og han regnede heller ikke med at finde nogen herude, alligevel fik han færten af noget, hvilket fik ham til at gå op af trapperne ligeså stille, der snurrede sig op, for til sidst at hans øjne faldt på noget interessant. En ung pige måtte det være, selvom det hvide hår kunne have indikeret en ældre person. Det var dog ikke det kroppen sagde, og Loke fandt sig selv gå tættere på, næsten lydløst.

”Det her er ikke et sted for unge piger at være alene,” nævnte han, da han var tæt nok på at kvinden ikke kunne løbe væk uden at løbe forbi ham. Havde han tænkt sig at gøre noget? Måske ikke, og det var ikke fordi at han virkede truende som han stod der. Med mindre man selvfølgelig regnede ham for en vampyr, så virkede han altid væsentlig mere truende. Folk var så sarte.

Lyden af en pludselig stemme der brød natten´s stilhed, fik hende til at tabe skitse papiret, af ren chok. Hun rejste sig hurtigt op og drejede kort men elegant, i den hurtig bevægelse, før de gyldne øjne faldt på skikkelsen. Øjnene lignede næsten flydende guld, i dets iris. Forsigtigt trådte hun et skridt bagud, inden de uskyldige øjne, studerede personen foran hende. Med et lille træk ved mundvigen, gav hun et ligeså uskyldigt smil fra sig, før hun svarede med den blide stemme " Men vis jeg var en mand, så var det en anden historie? ". Hun lagde hovedet svagt på skrå og så afventende på den fremmede, efter et svar hun kunne bruge, eller bare generelt et svar. 

Hans udseende... han var betagende for ens øjne, alt for betagende. Hun så flovt væk fra ham, for ikke at overbeglo ham alt for meget. Forsigtigt strøg hun en snehvid hårlok bag det smalle øre, inden hun vendte sin opmærksomhed mod kragerne, der så småt rørte på sig, inden en af dem fløj, hvilket satte gang i en kæde, så de andre fulgte trop og fløj hen over dem og væk. Hendes blik fulgte dem, før hun vendte sin opmærksomhed mod manden endnu engang. 

//Lukket