Det havde været den sidste skade i den gamle kaptajns bære, der endegyldigt fik ham til at smide træbenet på land og overlade Halvmånen til yngre kræfter. Han havde da været kaptajn for hende i over tyve år, men med en pæn slat lagt til siden, værkende knogler og en mæthed på storm og regn under åben himmel havde beslutningen været til at tage.
Det havde så sat besætningen i et dilemma for den mand den gamle kaptajn havde tiltænkt titlen var ikke den der havde arbejdet i krogene gennem hele vinteren på at få den. Noget der stod klart som to mand stod op for titlen og afstemningen fandt sted.

For Samantha havde det været en blandet nyhed at komme tilbage til efter hendes lille tur som karavane kusk til Tusmørkedalen. Mest af alt fordi hun aldrig rigtig havde brudt sig om ham der havde vundet titlen. Bredvig Jernskæg havde for hende aldrig været en hun stolede nok på til at ville følge. Hun havde aldrig oplevet ham tænke på andet end egen vinding og fortjenelste og det kunne hun da også se på den omfordeling af poster der var sket i hendes fravær.
Hendes plads havde ingen dog rørt - sjovt nok.

Det var med de tanker svirende at hun nu stod lænet op af rælingen midt for med blikket fjernt hæftet mod horisonten. Hun klædt enkelt i støvler, bukser og jakke alle i varierende nuancer af brunt og havde håret svævende frit i den blide vind. Om hende var stille, skønt skibet emmede af aktivitet, som forsyninger blev båret ombord og tovværk gået efter. På for dækket hævet over dem alle stod deres nye kaptajn og betragtede arbejdet, mens han virkede til kun halvt at høre efter hvad hans højre hånd sagde til ham.

Da nyheden om kaptajn skiftet på Halvmånen endelig havde nået Amalias øre, var der en skyllet en kærkommen mulighed ind i favnen på hende. Hun havde hørt meget godt om Halvmånens navigatør og hun så virkelig frem til at møde hende.
Det nærmede sig at hun havde alle de folk ombord på Den Sorte Sirene som hun ønskede sig, men Samantha ville gøre hendes mandskab så meget bedre. Men hun kom ikkeligefrem med tidevandt, så Amalia måtte selv sørge for at hun vendte skuden mod Sirenen.

Den rytmiske lyd af støvler mod landgangbroen meldte Amalias ankomst. Til hendes "besøg" på halvmånen var hun klædt som hun plejer i lange bløde støvler, en åben frakke i lys brun nuance. Hendes skjorte var i en pastel gul, samt tørklædet det gik om livet var mønstret i forskellige blå nuancer. 
Som hendes blik søgte efter Samantha, dansede hendes blonde lokker i vinden, kun holdet i ave af hendes hat. Med bestemte skridt ankom hun til rælingen og lod selv hendes blik skue ud over havet. Snart. Snart ville hun være ude på bølgen blå igen. "Kan jeg byde på noget at drikke på den nærmeste havneknejpe? Jeg har noget jeg tænker at du gerne vil høre" Hendes stemme var mild, men hendes øjne lovede eventyr.

Da en let knurren fulgte skridt ind på dækket, vendte Samantha sig halvt fra rælingen og så i den retning. Overrasket og så alligevel ikke overrasket hævede hun et øjenbryn ved synet af kvinden på vej mod hende som i den grad og med god grund havde fremkaldt mændenes skulen og dæmpede tilkendegivelse af modvilje mod at se hende gå ombord.
Amalia Sirenesang havde lidt af et ry.
Et muntert smil spillede på hendes læber over den andens selvsikkerhed og arrogance, men der var også interesse i hendes blik. Både over de muligheder som tilsynekomsten af den bestemte kaptajn kunne betyde, men også over hvad det rent faktisk betød. Det var værd at holde sig for tanke.

"Hvem kan sige nej til et sådan tilbud?" Hun mødte den andens blik med morskab så meget som interesse nu. Ikke mindst som hun kunne se over den andens skulder at hendes nuværende kaptajn havde fokuseret på det nyeste problem ombord. Et problem han måske kunne smide ind på kajen, men ikke løse med magt. Udtrykket på hans ansigt var et Samantha ville gemme i hukommelsen. "Køteren skulle lige have fået en ny forsyning mjød hjem fra norden." Hun skubbede sig fri fra rælingen og slog følge med den anden væk fra den, overhørende de hastigt udslyngede ordre om det modsatte, som vinden belejligt træk i en anden retning og væk fra hendes hørelse. "Hvis ikke du havde noget andet i tankerne?"

De skulende blikke fik kun Amalia til at smile, det var altid sjovt når hendes ry fik et mandskab til at mande sig op, eller holde sig på afstand. Halvmånen lod til at gøre begge dele. Hun klukkede stille for sig selv, hun var her ikke for at lave ballade, selvom det var ganske fristende. Samanthas interesserede blik gik ikke forgæves, og blev gengældt med et varmt smil.

Amalia lo en melodisk latter "Det var det jeg håbede du ville sige!" kom det med et glimt i øjet. Hun så ikke kaptajnen se mod hende, men det borende blik kunne hun sagtens mærke, som det forsøgte at gennembore hendes nakke. "Det lyder bedre end det grog de servere de fleste andre steder" lo hun. Som de forlod Halvmånen slog det Amalia at måden Samantha havde lagt trykket på Køteren, gjorde at det var et trick. Simpelt men effektivt. 
"Jeg tænker at vi tager den Skallede Musling. Skrækkeligt sted, med ringe sprøjt og værre betjening. Men folkene der hans sans nok til at lade mig være i fred" sagde hun med et skævt smil. Det var lidt sjovt at hun endte der, men det havde tilsyneladende sin charme, lidt ligsom tang. Det var ikke kønt, men det ville ikke være rigtigt uden det.

Hun ledte den anden gennem byen hen mod beværtningen. Den Skallede Musling var så smuk som navnet lagde op til. Selve krostuen virkede mindre på grund af de skrånende planke vægge, hvor at regnen tidligere havde dryppet ned af. 
Dunsten af sved, blod, tårer og sæd der hang tungt i luften i lokalet, kæmpede med røgen der klistrede til næsen, der kom fra piber og andre... ting. Lokalet var fyldt med alverdens afskum, der skiftede i mellem at sidde i skumle klynger og hviske med hinanden, til folk der højlydt råbte af hinanden imens de spillede terninger, dog uden at deres knive blev trukket... endnu.
Største delen af klientellet lod til at tænke at et bad var noget man fik når man var til søs, og mængden af salt i deres klæder bevidnede dette.

Med faste skridt gik Amalia mod et bord, hvor dem der sad der prompte flyttede sig fra det, de huskede hvad der skete sidst hun var kommet forbi. Amalia med sig i en stol og slog støvlerne op på bordet. "Nå Samantha, kunne du være interesseret i hyrer på Siren?"

"Ingen protester her." Svarede Samantha med et skævt smil og et let skuldertræk. Muslingen var ikke et sted hun normalvis kom. Ikke fordi den var så meget værre end så mange andre steder i Piratbyen - faktisk holdt den standarden for den store bund af beværtninger - men mere fordi hun foretræk at få noget ordentlig at drikke, når hun selv skulle punge krystaller ud for det. Den var dog et glimrende sted til samtaler, der ikke behøvede at nå tilbage til Halvmånen, før end hun selvgjorde det. Med Køteren havde det været et hårdt løb. "Endnu. Med Muslingen kan det altid komme."

Hun fulgte den anden i tavshed, mens hun lod tankerne flyve for vinden. Den var ved at tage til og ville dreje i lige den rette retning for højvandet senere på aftenen. Ikke at det virkede sådan nu som den kom ind over kajen fra havet og ruskede i hendes løse hår.
Muslingen havde ikke forandret siden sidst hun havde set stedet og heller ikke folkene indenfor. Hvad havde forandret sig var respekten de udviste for den hun kom ind sammen med. Endnu en ting værd at huske. Amalia havde respekt fra mere end hendes egen besætning.
Som bordet ryddede sig selv for folk, krus og kort, slog Samantha ned i en af de ledige stolemeden henkastethed, der dog efterlod hendes støvler solidt plantet på gulvet. Hun var langt fra så afslappet ved stedet som kaptajnen var.

Hun skød et øjenbryn i vejret ved det direkte tilbud, men ikke af overraskelse. Det var trods alt den eneste grund til at Amalia ville sætte fod på Halvmånen - at borthyre hvem end hun fandt at kunne bruge. "Ja?" Smilet lå stadig morende på hendes læber. Hvad andet kunne hun sige, når tanken havde strejfet hende flere gange de seneste uger og mest vedvarende efter Kaptajn-skiftet. Hun skyldte virkelig ikke den nye nogen form for loyalitet. Det havde han for længst sikret sig - sikkert uden at have bemærket det selv. "Du er hurtig ude. Buddene ombord gik på to togter, før et tilbud faldt." Hun talte trods alt ikke alt for højt om sine evner for vejr og sted - åh og så var og blev hun kvinde.

Samanthas på passelighed fik et skævt smil til at bryde frem på Amalias læber. Det var godt at se at hun passede på sig selv. Noget den almene pirat heromkring ikke altid huskede. Alt for mange af dem blev distraheret af dristige kvinder, billig druk eller lovningen om skatte og rigdomme. 
Hun slog en varm latter op, Samanthas svar havde været som hun have håbet "Jeg så en chance, og jeg tog den. Rygtet går om at du er fantastisk til det du gør, og Sirenen kan altid bruge flere kompetente kvinder" Svarede hun med et sigende smil. Ikke at Amalia præcist viste hvad det var Samantha kunne, men hun viste at hun var nok den bedste navigatør blandt piraterne, og hun ville have de bedste ombord på Sirenen. 
"Hvad tænker du at du skulle lave ombord på Sirenen?" Kom det fra kaptajnen. Hun håbede virkelig på at hun svarede ordenligt på spørgsmålet. De tre andre søpølser havde haft overaskende svært ved det. Men Samantha virkede til at have hovedet med sig.

Det skæve smil blev på Samanthas læber, som den anden besvarede hendes ord med en fri og ubehersket latter. Det talte godt for Amalia som person og som kaptajn. Livet var bare så meget lettere når den der gav ordrene var i besiddelse af humor. Noget hendes første kaptajn på ingen måder havde haft, men den anden så til gengæld havde haft for dem begge. Smilet blev da heller ikke mindre skævt over prisende ord, der måske var fra rygter, men som havde noget på sig - hvis hun skulle være selvfed at stå ved det. Det blev så også fulgt op med et morende glimt i de brune øjne, for Sirenen havde lidt af et rygte efterhånden.

Hendes blik gled op, som en mand med forklæde viste sig og uceremoniel satte to krus fra sig på bordet med et em af at han nok skulle få krystallerne, men ingen sad og tog plads op uden at drikke på hans sted. Undersøgende så hun ned i det ene krus, før end hun trak på skulderen og tog en slurk. "Styre hvorhen du mener vi skal hen." Det var den enkle del af svaret og den der krævede mindst indrømmelse af hvorfor hun var god til lige præcis det. "Det være sig mod havn, øer eller last... udenom eller ind i en storm." Som hun sagde det sidste holdt hun den andens blik. Der gik nogle stædige rygterom Kaptajn Amalia og vejret, som hun vidste der gjorde om hende selv og samme. Med hende var det dog lagt mindre med frygt i stemmerne.

Det passede Amalia ganske godt at se Samantha både smile og more sig, glimtet i den anden kvindes øjne var på ingen måde blevet overset. Det tegnede alt sammen godt! De andre af de her samtaler var gået noget andetledes, folk der fumlede over deres ord, eller ikke lyttede til hvad hun sagde! Men det lod til at Samantha ville være noget andet.

Azkar fik et anderkendende nik da han kom drikkelse, Halvorken havde det bisteret udseende, men han var til at stole på når man havde været her et par gange. Så meget man nu kunne stole på pirater. Drikken var bitter som altid, men bedre end sidst. Det lod til at Azkar ville have hende til at komme noget oftere, nok fordi at der var mere ro på når hun var tilstede på muslingen.
Koppen ramte bordet anderkendende som Samantha fik svaret på spørgsmålet. Endelig var der en der havde svaret på spørgsmålet i første forsøg, og faktisk med et glimrende svar! "Sådan skal det lyde!" Lo Amalia, "Aah så du har også hørt nogle rygter? Men sig mig er din sans for vejr så god som de siger?" blinkede Amalia, hvis Samantha kunne forudse vejret som der blev talt om, uha så ville Sirenen blive meget farligere med hende ombord. Det her skulle nok blive godt!

Samantha benyttede det lille brud i snakken, mens halvorken satte krus på bordet til at lade blikket vandre til resten af kroen også. Det var en gammel og nyttig vane, for hvis hun vidste hvem der sad nær hende kunne hun nogen gange nå at reagere hurtigt nok til at undvige en flyvende genstand eller andre ubehageligheder. For nu var der dog fredeligt og de eneste blikke glidende mod bordet hun sad ved var varsomme og vurderende. Endnu en behagelig sideeffekt af kaptajnen overfor hende.

Smilet fik lidt mere fylde, som hendes svar faldt i ønsket jord. Hvad hun ellers havde skulle på noget skib var hun ikke sikker på, men kaptajner kunne være en særegen skabning at snakke med og var ikke altid lige til at regne ud. Så hun nikkede let bekræftende til det første, for kun at svare det af betydning. "Nu ved jeg ikke helt hvad de siger, men jeg ved altid hvordan vejret vil blive den næste uge der hvor jeg er." Hun smilede afslappet til den anden, skar så en lille grimasse og tilføjede sandfærdigt. "Hvis ingen altså ændre det af unaturlig vej, men jeg ved så nogen har gjort det og nogenlunde hvordan det så bliver."

Nysgerrighed fik hende til at dreje kruset mellem hænderne, før end hun lod det stå og mødte den andens blik fuldt igen. "Så hvor meget af de svirrende rygter om din affære med vejret er ikke grebet ud af søndenvinden?" Hun havde ikke været ude med nogen der påvirkede vejret, så det ville blive lidt af en anderledes oplevelse i sig selv. De bratte skift hvor klart vejr gik til storm havde altid skurret hende på, men måske var det mest fordi hun altid havde været blandt dem der var målet for stormen.

Amalia tog endnu et drag af kruset, inden hun brød ud i en klukken over Samanthas tilføjelse. "Jeg kan livligt forstille mig at det er upraktisk når det sker!" Ikke at Amalia yndede at ændre vejret hele tiden. Det var trods alt ikke altid lige til at få det på flaske! Samantha havde egentlig et meget betagende smil, et heldigt tilfælde der var skyldet i hendes retning. 

Amalia slog kort en varm latter op, mens hun hev en falske frem som mest af alt lignede at den var fyldt med tåge. Hvilket interessant nok også var tilfældet! "I stedet for at håbe på det rigtigt vejr, så har jeg det med på flaske" Mængden af tåge der havde dækket sirenen på det helt rigtige tidspunkt var overraskende høj, hvis ikke det var fordi at de havde deres egen med sig. "Den sjove del er at få det ned i flasken, men det tænker jeg at du nok skal få lov at opleve" kom det med et sigende smil. Jo at have en med der kunne fortælle vejret ville blive umådeligt praktisk!
"Du kommer bare ombord når du har samlet dine ting, vi skulle gerne være klar til afgang så snart du har fundet dig til rette" Det var ganske sikkert, det ville blive meget lettere at nå hendes mål, især med Samantha ombord.

Samantha kunne ikke andet end slutte sig til den andens latter, som hun rystede let på hovedet. "Upraktisk og en smule ubehageligt til det nye vejr for den næste uge er faldet på plads." Hun tog en større slurk af kruset og sendte så den anden et skævt smil. "Storme er værst. Folk gør sig ingen ide om hvor mange ændringer sådan en løbsk størrelse spreder omkring sig." Selv foretrak hun dem der kaldte regn frem fra skyer eller tåge ud af luften. Muligheden for dem var der altid og de skubbede ikke så meget til andet.
Det var dejligt let at snakke med Amalia og føle sig forstået. Ingen havde før interesseret sig dybere for hendes fornemmelse for vejret end at hun kunne sige hvordan det ville blive eller hakke på hende når nogen havde ændret det til noget andet. Det gjorde så heller ikke noget at den anden havde et smittende smil og tiltrækkende væsen.

Tilsynekomsten af flasken fik Samantha til at læne sig frem og knibe øjnene let sammen, som hun betragtede den flydende og foranderlige grå masse indeni. Hun hævede blikket spørgende til den anden, før end hun rakte ud og lagde en hånd mod flasken. "Og da det er naturligt vejr hældt ud føles det næsten helt som det skal... Perfekt." Der var fascination og anerkendelse at finde i hendes stemme og i hendes blik, som hun trak hånden til sig igen og så smilende op til på Amalia. "Jeg har haft spekuleret på hvordan du kunne dreje heldet så meget med dig altid, når det kom til vejret. Kan næsten ikke vente med at se det blive drejet!" Se det, mærke det og opleve hvad det gjorde ved alt andet.

Så tømte hun kruset med et grin. "Ay ay, Kaptajn." Hun nikkede let, som hun rejste sig og tilføjede så. "Vinden vender til at komme fra land, når tidevandet vender. Et godt tidspunkt at få fart på væk herfra...!" Det var aldrig helt populært, når Sirenens Kaptajn snuppede folk fra andre skibe og Samantha tvivlede på at denne hugs ville gå upåtalt hen. Nu eller senere. Det kunne dog blive ganske underholdende at se hvor langt hendes nu forhenværende kaptajn ville gå i sine indsigelser.

Amalia nikkede anderkendende. "Jeg kan afsløre at få dem fanget er ikke meget mindre besværligt! Men største bedrift må nok være at jeg har haft fanget en storm i et glas vand." klukkede hun kort. Det var dog meget mere praktisk at fange vejret i flasker, tønder eller lignende. Især da der var nogen der spildte glasset med vand, heldigvis var de på land der.

Med nysgerrige øjne studerede Amalia Samanthas reaktion, det var som hun havde fundet en skat hun ikke viste eksisteret. Et kort nik kom i Sams retning. "Et mysterium løst" Lo Hun kort "men jeg håber at du bliver lige så glad for det som du lyder nu!" Amalia snogede en lok af hendes blonde hår omkring en finger, jo det ville være fint.  "Behold den, tåge gør ingen skade" smilede hun sigende. 

Med et skævt smil fulgte hun sin navigatørs fodspor, og tømte resten af kruset i et drag. "Det bliver godt at have dig ombord!" nikkede hun som tak. Samantha, Sam? Var et bekendtskab hun så frem til at lære bedre at kende. 
"Vi ses tilbage på Sirenen" kom det med et varmt smil, jo det skulle nok blive godt.

Samantha kunne ikke andet end lade en munter latter følge den andens. At fange en storm i et glasvand var næsten umuligt at forestille sig og så alligevel. Hun havde set en del ting der ikke burde være mulige gennem årene, så hvorfor skulle kaptajnen ikke kunne fange vejret ind? Flasken der kom på bordet var da også en glimrende understregning af ordene og fascinerede navigatøren uden ende. For hende var vejret noget der var, ikke hvad man gjorde det til, som det tydeligvis var for Amalia.

"Det må siges..." Hendes blik hang stadig undersøgende på flasken, som hendes tanker og spekulationer for en stund var stukket helt, ja hen i vejret. Mulighederne var så utrolige og mangfoldige med den evne og den gav da en ekstra kant til hendes egen. Så bragte den andens latter hende tilbage til bordet. I tide til at følge hårlokken om bag øret og smile ved den. "Se det vil kun tiden vise, men selskabet er jo lovende..." Hun kunne ikke lade være med at lade varme glide ned i stemmen, før hun lo dæmpet og pakkede flasken væk. "Så passer vi sammen ville mange mene, men tak som byder!" Det var ikke til at sige hvornår en smule tåge ville gøre forskellen på flugt og dans med kragerne trods alt.

Hun nikkede igen med et samstemmende smil og en god fornemmelse over det skift hun netop havde foretaget. En god mavefornemmelse betød alt i det her spil og kaptajnen ville blive interessant at lære nærmere at kende. En helt anderledes katajn på alle punkter eller i hvert fald på nogle af de hurtigt synlige. "Ingen tidevandet vender!" Hun hævede hånden til en sidste hilsen, før hun forlod Muslingen med kurs mod Halvmånen en sidste gang.