De fleste folk, der aldrig havde været så langt nordpå, havde vist en forventning om, at det altid var mørkt og stormfuldt heroppe, at alt var goldt og øde, og at intet kunne gro heroppe. Hvordan de så regnede med, at alle dyrene, der boede i bjergene fik mad, det var et mysterium. Men disse folk vidste ikke bedre og troede nok udelukkende på de rygter og vandrehistorier, de hørte på kroerne.

Sandheden var at, ja, de blæste en del i krystalbjergene, og ja, det var koldt i forhold til mange andre steder, og ja, om vinteren var det mørkt - meget mørkt endda, og hele tiden - men når vinteren gik på hæld, begyndte fordommene at splintre. Dagene blev længere og længere (om sommeren stoppede de aldrig helt), og planterne begyndte at titte frem af sneen. Lyng, bærbuske, træer, græs og alt mulig andet voksede frem på bjergskråningerne og i dalene om omkring de ellers frosne bjergsøer. Bierne begyndte at samle pollen og dyrene, kaninerne, rævene, bjørnene, harene, bjerggederne, begyndte alle sammen at komme frem fra deres vinterskjul. Hen op sensommeren kunne man høste bær, honning, rodfrugter og andre afgrøder, som de fleste nok ikke kunne forestille sig, kunne vokse i bjergene.

Det var da også, derfor at Sol havde valgt at slå sig ned her. Det var afsides, isoleret, og der kom næsten aldrig nye folk herop, hvilket betød, at hun havde næsten uanet frihed til at gøre, som hun havde lyst. Da hun først var ankommet en vinternat for næsten 1000 år siden, havde stedet virket dødt, men det havde ikke taget lang tid, før det var gået op for hende, hvor levende dette lille samfund faktisk var. De lokale havde aldrig set nogen som hende, så høj, så mørk, så kraftfuld. Det havde ikke taget lang tid, før de så hende som en gud.

Det var godt 1000 år siden, og Sol havde det godt, hvor hun var. Hun styrede det lille samfund med en hård og retfærdig hånd (synes hun selv), og hendes tilbedere syntes at hold af hende. For mange år siden havde de hugget en bolig til hende i bjergsiden, og det var her, hun havde boedet i mange år. Mos og lyng voksede vildt på herinde, og en varm kilde, der kom dybt inde fra bjerget, flød igennem boligen og sørgede for, at der altid var varmt og fugtigt herinde. Det var næsten som en sauna, hvilket også var derfor, Sol brugte det meste af sin tid herinde helt eller halvt nøgen. Hendes harem af elskere boede også i bjergboligen. Om dagen syede de tøj, bearbejdede skin og pelse, slyngede honning, kartede uld, og om natten sov og elskede de med Sol i den store seng, der var bygget udelukkende af blødt, levende mos. Der var både mænd og kvinder i haremmet, og når man først var blevet optaget her, slap man ikke ud igen. Man blev, til man døde. Det var der flere af hendes elskere der var her på det sidste, og Sols harem var skrumpet en del, takket være en grim sygdom, der havde gået på omgang i løbet af vinteren. Men nu var foråret for alvor på vej, og Sol tænkte, at det efterhånden var på tide, at udvide lidt igen.

Det var netop udvidelses tanker, hun havde i hovedet, da hun gik sin første lange tur dette forår. Hun var svøbt i tykke, sorte pelse, for selvom forårssolen skinnede ned på hende, var luften stadig kold. Hendes fødder var dog nøgne som altid, ligesom hendes hoved. Resten af hendes dragt var også sort og varm. Den var lavet af de bedste skræddere, bjergsamfundet kunne tilbyde, og en troldmand havde kastet flere forskellige besværgelser på den, så den altid var varm og tør, ligegyldigt vejret. Balder gik normalt ved hendes siden, men Sol havde ladet ham løbe. Han trængte sikkert også til at få lidt gang i kroppen igen efter en lang vinter.

Tøjet-LINKET


Sneen under fødderne knirkede beklagende, som de hurtige skridt trittede hen over det hvide lag under sig. Det lange sne hvide hår, flagrede i takt med vindens berøring, mens en varm ånde, svagt kunne skimtes ud mellem de rosa læber. " hff.. hff hff hff.. ". Lyden af en der trak vejret i hurtige drag kunne høres, mens solen stod højt på den lyseblå himmel og ikke varslede uvejr for nu. Lyden af små hurtige skridt kunne høres nær de lettere tunge, der ramte i takt med 1-2. Skylin lod en blid lys feminin klang glide ud mellem de fyldige læber, i det hun gav et grin fyldt med lykke fra sig, før hun stoppede op og skiftede brat retning. De hvide ræv valgte ligeså at ændre retning og begyndte nu at løbe efter hende igen, før den indhentede hende og hun stoppede op, i form af at hun smed sig ned i sneen og rullede rundt i inden hun lagde sig om på ryggen og gav et højlydt grin fra sig. Ræven løb hen til hende og hoppede op på hende, før den hoppede ned og løb en smule rundt om hende. Hun havde været i bjergene i det hun ville kalde for en helt uge. De første dage havde gået elendigt, men på 3 dag, var hun stødt på en absolut nuttet ræv. Sneen var smeltet nogle små steder og afslørede frodigt grønt under sig.

Blidt skubbede Skylin ræven til siden, i det hun grinte og satte sig op, før hun fandt noget tørret kød frem fra sin læder taske, der hang rundt om hendes hofte. Det var tørret kød, men rigtig godt til lange vandre ture, samt også at kunne holde sig i flere dage, især i denne kulde. Hun rakte ræven noget, før hun blidt smed det foran den, da de ikke ville tag det direkte fra hånden af, så den kunne spise. De havde mødt hinanden 3 dag, hun havde været oppe i bjergene og siden havde den blødt op for hende, eftersom hun hele tiden havde gået og fodret den og leget lidt med en pind, hun havde fundet, men dog smidt igen på vejen. Hun bar fine men dog slidte stramme læder handsker, der var syet til hendes fingre, samt havde snøre op af den mørkeblå kåbe, der om klamrede hendes krop. En hætte var syet ovenpå, i form af en mild lysblå dæmpet farve, hvor hættens stof var formet i en trekant foran og bagved, med små gråhvide stykker stof hængende ned foran. Hun bar en affarvet gråblå kjole indenunder, samt grå bukser, som hun havde tilpasset og syet til sig selv. Hendes mor var syrske, så hun havde lært hende alt om at hånd sy, samt skabe sit eget tøj og måle og klippe, samt at kun fantasien satte grænser, for hvad man gik klædt i. Der udover bar hun nogle slidte læder støvler, men som der dog hjalp til at holde varmen. 


Hun rettede en smule på sit tøj, før hun så mod ræven, i det hun lagde sig ned med ryggen mod sneen og hænderne bag hovedet. Hun havde set få steder, hvor sneen afslørede en grøn jord, dog lige hvor hun var nået, var der dog sne hist og her. Hun kunne mærke hvordan solen´s varme stråler lunede en godt op, skønt vinden var bidende kold. Ræven lagde sig ved hendes side, før den hvide pelsklump endte med at sove en smule hen og Skylin var heller ikke længe fra at falde i søvn. Hun rakte sin hånd en smule op og kiggede mod den lyseblå himmel, mens hun betragede handskerne, samt læder snørene der gik op af hendes slanke arme. De gemte den porcelæns hvide hud rigtig godt, samt hætten gemte det lange glatte, men dog lidt halv uglet, snehvide hår også. Hun gabte svagt, før hun langsomt lukkede sine øjne i og lod sig lægge og falde hen.. eftersom det havde været hårdt at løbe før, især så højt oppe i bjergene, det var slet ikke samme form for luft der var her. Alt syntes tungere og svære end jo mere indlands man kom, samt nær centrum af krystallandene.

Sol lød Balder løbe frit. Han havde sikkert brug for det, og hun ente hurtigt med at gå alene, mens ulven strejfede omkring. Hun gik i sine egne tanker, da hun pludselig så...

Et øjeblik troede Sol, det var en død krop, hun kunne se i sneen, men det kunne ikke passe, for så ville hun have kunnet mærke den fangede sjæl. Nej, det måtte være en levende, men som enten var bevidstløs eller.... sov? Sol lænede sig forsigtigt over pigen, der lå så fint i sneen. Sikke et mærkeligt sted at lægge sig til at sove. 

Sols tanker blev afbrudt af en lav snerren. En lille, hvid ræv ved pigen side var åbenbart vågnet, og dens ører var lagt badug og den tænder blottede, mens den stirrede op på hende.

"Stakkels, lille pjok," mumlede Sol stille for sig selv, og få sekunder senere var ræven forvandlet til et indtørret, mumie-lignende lig. Det var ikke meget kraft, der var i den lille, pelsede krop, og Sol kunne næsten ikke mærke noget. Hun lænede sig over pigen og lod en lang, mørk finger glide over hendes pande og ned langs hendes næse.

Nææh, en englesjæl! Sol kunne ikke lade være med at smile. Hun havde altid ønsket sig sin egen engel.

" Mmh.. mm ". En blid klang undslap de fyldige læber, da noget syntes at strejfe hendes hud. Langsomt åbnede hun sine øjne og det første der mødte hende, var et kraftig hvidt skær, fra sneen der lå rundt omkring og spejlede solens stråler mod det, inden en næsten sort skikkelse fangede hendes øjne. Nej ikke sort, men tæt på. Hun åbnede fabrilsk sine øjne, så de guld farvede øjne, så uskyldigt og lettere skræmt op mod den fremmede, før hun trak sig en smule bagud, i det hun mærkede noget mod sin hånd. Hun så sig en smule bagud, før hendes øjne blev spærret op af ren skræk, inden hårene rejste sig i nakken af hende og et øredøvende skrig, skar igennem dalen. " Arrrhhh!!! ". Hun rejste sig hurtigt op, mens hun nærmest baksede med arme og ben, før hun faldt over sine egne ben og kravlede bagud, mens de store pupiller, så ligeså skræmt som før, på den fremmede foran hende.

Hun så mod det der lignede en ræv, inden hun håbefuldt så rundt. * Please sig det ikke er den!, please.. *. Da hun ikke kunne ane en ræv i nærheden, så hun vredt mod Sol, før hun kravlede hen af mod ræven og sagde vredt, med den lyse feminine stemme, der gav et blid klang fra sig.. samt udtalelsen af ordene, var som en adels kvinde. " Er det dig!. Har du gjort dette! ". Hun så med blanke øjne på ræven foran sig, mens hun prøvede at undertrykke tåre, der så småt var på vej til at presse sig op i hendes blanke øjne, så de gule guld farvede øjne, blot blev endnu mere kraftige i farven. " Hvordan kunne du! ". Hun var godt nok jæger, men visse dyr.. især et hun havde tilbragt så lang tid med.. visse dyr rørte man bare ikke ved. Hun vidste dog ikke med sikkerhed om det var denne persons værk, men et eller andet sagde hende, at det var, eftersom hun ikke kunne se andre i nærheden af dem. Hun lod sine øjne falde på skikkelsen foran sig igen og studerede hende en smule. Hendes udstråling.. der var noget specielt over hende. Hun var mere vred end bange af sig lige nu. 

"Var det din ven?" spurgte Sol med sin dybe stemme, mens hun rettede sig op og tårnede over pigen med sine næsten 2 meter. Hun ventede ikke på svaret, men spurgte i stedet for, "Hvad hedder du, og hvad lader du i mit rige?"

Sol tog et skridt mod pigen og rakte en hånd ud for st hjælpe hende på benene. Pigen var smuk, meget smuk endda, og Sol vidste allerede nu, hvad hun gerne ville bruge hende til, hvis hun fik muligheden, og det gjorde hun næsten altid.

Skylin rynkede sine bryn en smule, da kvinden spurgte hende om det var hendes ven. " Ja.. eller nej.. eller.. på en måde! ". Hun vidste ikke helt hvad hende og dyret havde været, rejse kammerater?, måske blot nogle der fandt tryghed i hinandens selskab, men det var forsent nu.. der var intet at gøre. Da det var hun spurgte hende hvad hun hed, mens hun tårnede sig hen over hende, så hun lettere skræmt på hende, i det hun trak sig en smule væk fra sol, før hun svarede " Skylin.. ". Hun var ikke meget for at give sit navn, men i dette tilfælde turde hun ikke rigtig at lade vær. Kvinden foran hende, bar en umådelig skønhed, en skønhed hun aldrig nogensinde havde set før, så hun kunne heller ikke gemme det lille glimt af nysgerrighed og fascination, hun havde af et glimt i sine gule øjne.

Hun rejste sig op, da det var kvinden rakte en hånd mod hende, eftersom hun ikke ville ha hjælp fra hende. Hun så tøvende på kvinden og børstede blidt sneen af sin kåbe, før hun forsigtigt studerede hende, i det hun sagde med den blide klang. " Så.. ejer du dette land? ". Hun så en smule rundt. Rige?... hun forstod ikke helt hvorfor kvinden ville kalde det dette, men så igen, der var så meget i denne verden hun ikke forstod, grundet sin isolation, eftersom hendes mor havde holdt hende væk fra byer, så meget hun kunne, grundet den unikke duft, hendes blod udsendte. " Hvem er du?.. og kan du.. kan du bringe ham tilbage.. ". Hun så tøvende ned mod ræven, dog var det nærmere en bøn end et spørgsmål.

"Mit navn er Sol," svarede Sol uden at fortrække en mine, mens hun stirrede ned på pigen, på Skylin. "Nej, den er død nu."

I modsætningen til sin mor, havde Liv intet tilovers for små, ubetydelige sjæle som rævens. Hun kunne mærke hvordan den sprællede i den døde rævs indtørrede krop, men Sol havde ikke i sinde at sætte den fri. Hun havde travlt med at se på Skylin.

"Dette bjerg er mit," fortsatte hun. "Du har bevæget dig ind på hellig grund uden tilladelse."

Mens hun talte, rakte Sol en hånd frem for at røre ved det lyse hår. Hun var dybt fascineret af en lyse pige. Det var sjældent at folk så blege kom herop, og Sol mindes ikke at have set en i mange, mange år, undtagen sin mor, naturligvis, som nærmest var gennemsigtig. 

Et svagt skær af sorg kunne anes på det kønne blege ansigt, før hun så trist op mod Sol, i det hun sagde" Oh.. o-okay ". Hun anede ikke helt hvad hun skulle sige eller gør i denne kvindes selskab. Hun virkede så næsten.. guddommelig?, som hørte hun ikke til her. Den måde hun førte sig frem, så ud, samt talte på. Hun havde aldrig stødt på noget ligene. Da Sol fortalte at dette bjerg var hendes, spærrede hun sine øjne en smule op, før hun svarede " Virkelig?!.. et helt bjerg! ". Hun så kort rundt, før hun vendte sit blik mod Sol, inden hun så nervøst på hende, da hun fortalte hende, at hun havde bevæget sig ind på hellig grund uden tilladelse. " M-men jeg vidste ikke.. der var ingen skilte?.. det jeg virkelig ked af.. jeg vil forlade stedet, så hurtigt jeg kan ". Hun bukkede kort og ydmygt, i det hun ville til at vende sig om, dog da hun så hånden nærme sig, var det som om hun stod fast sunket i jorden.

Hun mærkede hvordan hendes fingre berørte det sne hvide hår, der næsten så alt for kunstigt ud, til at kunne være rigtigt, men det var det skam. Det var arveligt i hendes familie, fra deres hvide python side, eftersom de også havde en del albino gener i deres familie. De guld farvede øjne, så tøvende på Sol, før hun trak sig en smule tilbage, inden hun sagde " Jeg vil.. blot tag ham her med mig og så.. give ham en ordentlig begravelse.. selvfølgelig ikke på den hellige grund.. ". Hun gik hen til ræven og gik ned på knæ, mens hun så mod kvinden med et tøvende blik. Hun fandt et halv langt stykke stof i grå frem, som hun begyndte at pakke rundt om ræven, mens hun holde øje med Sol. " Så.. hvorfor er dette sted egentlig helligt? ".

Sol fulgte pigen med øjnene og trådte stille tættere på hende, da hun bevægede sig.

"Hmm," brummede Sol af Skylins spørgsmål. "Fordi jeg er gud."

Med en flydende bevægelse lænede Sol sig ned og greb Skylin om livet med den ene arm og løftede hende op, højere op og op i sine arme. Hendes fri hånd gled ned langs Skylins side for at grib om hendes hofte, idet Sol lænede sig tættere på Skylins ansigt, indtil deres læber kun var få millimeter fra hinanden. Hele Sols krop summede af ophidselse; det havde været længe siden, at en anden havde fået Sol i gang så hurtigt.

"Kan du mærke, jeg er gud?" hviskede hun, mens hun stirrede dybt ind i pigens gyldne øjne. 

Da Sol sagde at hun var gud, tabte Skylin kort det grå stof, før hun så chokeret op mod Sol. Hun var ikke forfærdelig bekendt med alle gudere, men det chokeret hende alligevel høre en sige det. Var denne kvinde.. Sol.. virkelig en gud?!. Da Sol lænede sig ned, mærkede hun grebet om sig, før hun blev løftet op i armene på kvinden. Hun vejede kun de 54 kg, så det var ikke så forfærdelig svært for folk at bære hende, samt den lave højde gjorde ligeså det også det nemmere for folk. Hun mærkede hånden der gled ned langs hendes side og greb om hendes hofte, inden hun gøs let, af berøringen, før hun så Sol´s ansigt tæt på. De guld farvede øjne, så direkte mod Sol´s mørkebrune øjne.

Da hun spurgte hende, om hun kunne mærke at hun var gud, så hun undrende på hende, i det hun ikke anede helt hvad hun skulle mærke.. eller svare?. Hun ville helst ikke fornærme kvinden, men ligeså brød hun sig heller ikke helt om denne nærhed, eftersom hun sjældent var tæt med folk. " J-Jeg ved ikke hvad jeg skal mærke?.. m-men vis du siger du er en gud, så.. så tror jeg dig ". Hun så flovt på kvinden og en svag rødmen viste sig i de blege kinder, mens hun kunne mærke sit hjerte så småt galloperer i brystet af sig.

Et smile gled over Sols mørke ansigt, og hendes kridhvide tænder kom til syne kort. Skylins røde kinder satte ting i gang i Sol, som om også hendes krop var ved at vågne op fra et langt vinterdvale. Hånden på Skylins hofte flyttede sig pludseligt og hurtigt mellem Skylins ben, hvor den skubede hendes lår fra hinanden, så den kunne gribe fat mellem hendes ben og gnide imod hende.

"Kan du mærke det nu?" hviskede Sol, mens hun stirrede direkte ind i Skylins smukke øjne.

Skylin så en smule nervøst på Sol, mens hun prøvede at undskylde sig og sagde " Men jeg må nok hellere.. smutte, eftersom hellig jord og såen.. jeg virkelig ked af misforståelsen men øhm heh.. ". 
Hun nåede dog ikke at sige så meget, før hun mærkede Sol´s hånd der forsvandt fra hendes hofte, inden den fandt vej til mellem hendes ben, før hun skubbede hendes lår fra hinanden og greb fat og gned sig mod hende. 

" Mh! ". Hun gav et kort støn fra sig, nærmest en blid piven, i det hun så chokeret på Sol, før hun hørte hendes ord.

Hun sank kort, mens hun var helt tabt for ord, inden hun skubbede lettere hårdt til Sol, for at få hende til at slippe sig, vis hun slap, ville hun formentlig falde til jorden og derefter prøve at rejse sig, så hurtigt hun nu kunne, dog vis ikke, ville hun prøve at stritte imod og prøve at fjerne Sol´s hånd. " Please stop! ".

"Kan du mærke min guddommelighed?" hviskede Sol, som om hun slet ikke havde hørt, hvad Skylin sagde, og som om hun slet ikke mærkede, at Skylin kæmpede imod. I stedet pressede hun hårdere mod Skylins køn og gned sine finger mod det i rytmiske cirkelbevægelser, mens hun inhalerede Skylins ånde, der kom fra hendes mund. 

"Kan du mærke mig, mit barn?" hviskede hun og lænede sig den lille smule tættere, der gjorde, at hendes læber rørte Skylins.

Da Sol endnu engang spurgte om hun kunne mærke hendes guddommelighed, nikkede hun fabrilsk, mens hun prøvede desperat at undslippe det stærke greb. * Vis bare jeg var stærkere! *. Hun prøvede virkelig ihærdigt, dog da Sol begyndte at bevæge sin finger mod hendes køn, i cirkelbevægelser, gav det nærmest en rystelse igennem Skylin, der fik hende til kort at stoppe med at stritte imod og give et svagt støn af nydelse fra sig. Da hun lænede sig tættere på hende, så de gule øjne ind i hendes, før hun mærkede hendes læber, efter ordene, om hun kunne mærke hende.

Hun gik helt i forsvar, hvilket resulterede i, at hendes evne aktiverede sig. Før hun vidste af det, gik hun nærmest i opløsning foran Sol, som blev hendes krop til en form for sorg røg, inden den gled ud af hendes greb. Den susede et godt stykke væk, før Skylin igen blev fast form. Hun landede på det iskolde sne og gik næsten i et med sine omgivelser, med den porcelæns hvide hud, samt det sne hvide hår. De guld farvede øjne, var i høj kontrast, samt hun bar ikke mere sine klæder, eftersom det kun var hendes krop hun var i stand til at forvandle til denne form. Hun dækkede sin fyldige barm, samt lod det ene ben gå ned på knæ, før hun slog sine store sølvgrå vinger ud, inden hun lod dem omfavne sig, så hun skyggede for sin krop foran Sol. Hun så lettere skræmt mod hende, mens hun rystede af kulde, inden hun trådte bagud. Sneen under hende var iskold og fik hendes tænder til at klapre, samt vinden skar bidende ind til knoglerne. Hendes ting var henne ved Sol, samt der lå ikke en by i nærheden, så vidt hun vidste. Hun stod hele 4-5 meter fra Sol, i det hun blidt råbte " P-Please giv mig mit tøj.. tilbage! ".

Sol blinkede forbløffet et par gange, da Sky pludselig forsvandt i hendes arme og blev til røg. Hun kiggede nysgerrigt og smilede næsten, da Sky dukkede op igen lidt væk, helt nøgen, og om muligt endnu smukkere end før. Sol rettede sig op og vendte sig mod Sky. Hendes blik fejede over Skys krop og smukke vinger og indtog enhver detalje. Vingerne i sig selv imponerede ikke Sol, da hun selv var datter af en engel, men det faktum, at hun nu havde set dem, ophidsede hende. Hun vidste, at det langt fra var alle, der fik lov til at se englevinger. Sol slikkede sine fyldige læber.

"Nej," sagde hun til Skys bøn, og hun tog de få skridt over til hende, mens hun lod sin store, sorte pels glide af sine skuldre. Hun svang den rundt over svøbte Sky i den varme pels, før hun løftede hende op i sine arme og begav sig i retning af sine gudebolig med Balder i hælene.

"Du er min nu," sagde hun ligefremt. "Du er min elsker nu."

Som hun stod der med vingerne dækkende så meget som hun nu kunne af sin krop, prøvede hun at gnide sine hænder op og ned af sine arme, prøvede at danne varme. Hun ville ikke sprede sine vinger, eftersom hun ikke ville flyve nøgen rundt, samt det var også pinligt. Da Sol sagde nej til hende, så hun lettere trist på hende, i det hun sagde " Please.. undskyld jeg betrådte dit land uden tilladelse.. j-jeg lover, at vis du lader mig gå, så-så kommer jeg ikke tilbage igen ". Hun gik ned på knæ og holde sine hænder samlet og kiggede ned mod jorden, mens hendes vinger var om hende. " P-Please.. ". Hun hørte skridtene der nærmede sig, dog frøs hun alt for meget, til rigtig at ville rør sig. Hun kunne mærke kulden bide hårdere mod den blide og bløde porcelæns hvide hud, før hun mærkede noget der gled om sig.

Hun så undrende op, i det hun kiggede til siden og så det sorte varme pels. Hendes vinger trak sig ind, i det hun pludselig mærkede Sol tage fat i hende og løfte hende op i sine arme, før hun begyndte at gå. " V-Vent!?, m-mine ting! ". Hun rakte ud efter sin taske, men kunne ikke nå den, da de begyndte at gå. Hun så mod Sol, da hun sagde at hun nu var hendes og at hun var hendes elsker. " N-Nej please, j-jeg.. jeg meget smigeret, men jeg kan ikke, jeg.. please lad mig gå! ". Hun prøvede at bevæge sig fri, indtil hun fik øje på ulven bag dem, der var stor og sort. Hun trak sig hurtig sammen, i en form for skrædderstilling, mens hun så lettere bekymret på Sol. Hvad ville der ske hende nu?. Hun kunne dog ikke bare stikke af.. ikke uden sit tøj.. så at flyve væk, var ikke en mulighed lige nu. Hun sukkede tungt og lod sig blive slæbt afsted, skønt hun havde en slem følelse indeni, omkring at dette IKKE ville ende godt. " S-Så Sol.. du sagde at d-du ejede dette land?. Hvordan kan det være a-at en gud som dig, valgte at b-bo her? ". Hun så undrende på hende. Hun kunne ligeså godt prøve at sprøge lidt ind til hende, samt lære hende at kende, nu når hun alligevel var fanget, på en måde.

Selvom Sol gik hurtigt og hendes skridt var lange, så var der et stykke vej til hjem. Sol så lige ud for sig og svarede ikke på nogen af Skys spørgsmål. Hendes elskere eller mager var godt nok elsket af Sol, men de fik ikke lov til bare at stille spørgsmål i øst og vest. Sol skulle nok fortælle dem det, hun mente, de havde brug for at vide.

"Shhh," hviskede Sol uden at se på Sky, og hun sugede en lille smule af hendes kraft til sig. Ikke meget, bare nok til at gøre hende døsig og forhåbentlig stille, mens de gik.

Hun så undrende op mod Sol, før hun hørte hende tysse på hende, men lige i det hun skulle til at sige noget, kunne hun mærke en træthed skylle hen over sig. Hun gabte svagt, i det hun forsigtigt så frem for sig, før hun så op mod Sol, men det var som om.. at energien blot var forsvundet. Hun begyndte så småt at lukke sine øjne, som de havde gået et stykke tid. Hun lagde sit tæt ind til Sol, hvorefter hun lod sig falde hen i en form for søvn, men alligevel ikke helt. Det var som om hun var halvt vågen og halvt i søvnland.

Tankerne kørte på højtryk inde i hende, aldrig nogensinde før, havde hun været så fyldt med ubesvaret spørgsmål, som i favnen på denne kvinde eller gud, kaldt Sol?. Hun anede ikke hvad det var hun ville med hende, men noget inde i hende, sagde det umuligt kunne være godt. Hendes ord rungede stadig i hendes indre ' elskere.. og at hun var hendes nu? '. Hvad havde hun i tankerne for hende.. hun huskede berøringen og gav et lille gys fra sig, før hun gabte svagt igen og blev læggende ind mod Sol. 

Sol sukkede blidt, da Sky endelig blev stille, og der blev ikke ytret et ord mere på turen, der tog cirka en halv times tid. Hendes undersåtter så nysgerrigt til, mens hun bar den halvsovende engel igennem landsbyen på vej mod sin bjergside. Indgangen til hendes bolig var en simpelt udseende spalte i klippevæggen. En var lang og smal, men når man endelig kom igennem spalten, kom man ud i en stor sal hugget ud i klipperne. I den store sals gulv var hugget kanaler, hvor naturligt varmt vand flød konstant igennem. Det gjorde luften varm og fugtig som i en sauna, og der var drypsten overalt fra loft til gulv. Ligegyldigt hvor man befandt sig i en kæmpemæssig sal, kunne man høre lyden af vand, rislende eller dryppende. I salens midte stod sengen, som var boligens samlingspunkt. Et stort, rundt plateau midt i salen, dækket af de blødeste mos, og stort nok til at mindst 25 voksne mennesker kunne ligger på den uden problemer. Rundt om i salen brændte lanterner, for at give lys, og det gyldne lys fra lamperne glitrede i de ædelsten, der sad fast i klippevæggene. 

Det var her Sol boede sammen med sine elskere. Der var godt fem af dem tilbage lige nu. Tre af dem var kvinder; to ældre og én ung, og de to sidste var mænd, begge unge. De opholdt sig forskellige steder i salen. Én af kvinderne sad på den store mos-seng og redte sit fugtige hår, mens de andre enten havde samtaler eller var i gang med diverse praktiske opgaver. Fælles for dem alle var, at de var nøgne. Sol krævede, at de kun klædte sig på, hvis de skulle udenfor.

Der blev helt stille, da Sol kom ind med Sky i sine arme. Kvinden på sengen flyttede sig straks og trak sig væk i skyggerne, da Sol gik der hen sengen. Forsigtigt lagde hun Sky ned på den varme, fugtige mos.

"Her er dit hjem," sagde Sol, hendes stemme meget blidere, end den havde været før. "Vi er nu mager."

Uden at vente på svar lænede Sol sig ned og kyssede Skys læber.

Hun kunne mærke den blide vuggen, fra Sol der bar hende i sin favn og trådte skridt for skridt. Hun åbnede svagt sine øjne og så noget der kunne ligne en landsby, blot for en kort stund, inden hun træt lukkede sine øjne igen, før hun gabte svagt. Da de nåede klippevæggens spalte, åbnede hun langsomt sine øjne og så forvirret rundt. Hvor lang tid havde hun gået med hende?. Noget der gik op for hende, var at denne kvinde var ret så stærk, fordi de kunne umuligt kun ha gået 10 minutter eller noget, fordi så ville hun ha kunnet se denne landsby der var nær her. Da de kom indenfor af spalten, rørte hun en smule på sig, før hun så rundt med et nysgerrigt blik. Det var både skræmmende men ligeså også betagende på selv og samme tid, at de hvordan lanternernes lys glinsede i takt med de ædelstene der sad fast hist og her i klippevæggene, samt lydene der omgivet hende.

Luften var fugtig og en smule tungere end hun havde regnet med. Det kunne umuligt være sundt at tilbringe for lang tid her inde, kunne hun forstille sig. Da Sol lagde ehnde forsigtigt ned på det varme fugtige mos, tog hun blidt fat om det sorte pels, og prøvede at dække sin porcelæns hvide hud, samt de fyldige bryster og det foreste af sin krop, så godt hun nu kunne. Hun bar ikke tydelige muskler, men hun var slank og havde en smal talje, samt hendes hud var stram, men blød, undtagen hendes hænder, der bar tegn på arbejde, i form af bueskydning, såvel som fysisk arbejde.

Da Sol sagde at dette var hendes hjem, så hun undrende på hende, før hun spurgte " M-Mit hjem? ". Hun hørte hendes ord og så lidt overrasket på hende, inden hun mærkede Sol´s læber mod sine. " Mh! ". Hun trak sig hurtigt bagud og kravlede en smule væk fra Sol, i det hun så forvirret rundt. Hun kunne ane kvinde der havde trukket sig tilbage, samt selvom stedet så fortryllende ud, så varslede dette ikke noget godt. " Nej vi ikke mager!.. j-jeg ikke din! ". Det var sjældent at hun faktisk blev vred, eller for den sags skyld hævede sin stemme, men Sol havde taget dette for langt. GUD ELLER IKKE GUD, hun kunne ikke bare... tro at hun var hendes, som var hun en genstand!.