Sakse var egentlig ikke specielt interesseret i at finde sin halvbror og tale med ham, men han havde altid gerne ville se det røde vand i floden i Dunkelskoven, så da han havde oplevet, hvor oprørt Liv var, og da Falk havde fortalt ham, at Castien nok var taget tilbage til Dunkelskove, havde Sakse besluttet sig for at besøge stedet. Hvis han ikke stødte ind i Castien, ville rejsen dog ikke være spildt.

Han sad på hug på en stor sted i floden. Hans lange, meget tynde krop var bøjet helt sammen, mens en lang, bleg finger strakte sig ud for at røre ved det røde vand.

"Utroligt," mumlede Sakse for sig selv. Hans sorte hår faldt som et glat gardin omkring hans magre ansigt og de skarpe kindben. Hans ugle iagttog ham fra en gren højt over ham. Da han rettede sig op, fløj den med et samme ned og satte sig på hans skulder.

Efter det uheldige møde mellem Castien, Liv og Falk havde Castien flygtet ind i Dunkelskoven, præcis ligesom han havde sagt at han ville. Det var dog blevet en anelse mere besværligt for ham, at overleve i Dunkelskoven, nu hvor han ikke længere var bæstet. Nu var han bare Castien - hvilket både var godt og dårligt på samme tid.

Det var ikke nemt, når man ikke længere havde skarpe klør og tænder, eller en pels der varmede en. Selvom han havde sin kappe, der var bæstets pels, så var det ikke nok. Hans krop var overraskende skrøbelig, på trods af at han ikke ligefrem manglede muskler, men han mistænkte det for at være fordi han var vant til en anden krop.

Ikke desto mindre befandt Castien sig i Dunkelskoven. Ved hjælp af sten havde han fanget sit næste måltid - en hare. Hans lejrplads, hvis man da kunne kalde det dét, lå tæt ved søen, hvis vand var unikt, fordi det var rødt.
Han havde lige fjernet harens pels og skulle til at finde mere brænde til hans bål, da han fik øje på nogen ved floden. Han rynkede svagt på panden og knyttede sine hænder. Han havde sin kappe over sine skuldre som altid, og derfor kunne man heller ikke se hvad han ellers havde på, udover mudrede sko og bukser. Han holdte godt øje med den fremmede, men sagde intet. I stedet begyndte ham bare at knurre.

Sakse havde slet ikke lagt mærke til sin bror, før han begyndte at knurre. Der var så mange forskellige sjæle i denne skov, at det var umuligt at identificere én enkelt, med mindre han fokuserede direkte på det. Sakses ugle rystede dog sine fjerd lidt nervøst, hvilket fik Sakse til at se op.

"Jamen dog," sagde han roligt, da han fik øje på Castien. Sakses ligegyldighed overfor andre strakte sig kun til fremmede. Hans familie betød alt, og selvom han havde en klar favorit blandt sine mange søskende, så ville han stadig gå betydeligt længere for søskende, end han ville for nogen andre. Havde Castien været en fremmed, der havde såret Liv på den måde, han havde, havde Sakse nok tilintetgjort ham i ét slag, men når det nu var hans bror...

"Castien," sagde Sakse. Det var ikke et spørgsmål. Havde de mødt hinanden før? Måske da Castien var helt lille... Sakse synes at mindes en lille, fed baby, der altid hang fra hans mors bryst. På den anden side, denne beskrivelse gjalt alle Sakses søskende.

"Mit navn er Sakse. Jeg er din bror."

Det var jo umuligt at komme væk fra hans familie. De fulgte efter ham konstant og det var enormt frustrerende. Lige når han troede han var kommet væk, så dukkede endnu et familiemedlem op, der skulle stå i vejen for ham og tvinge ham til at føle skyldfølelse. Han ønskede ikke at have noget med sin familie at gøre lige nu, men beklageligvis virkede det ikke til at de forstod ordet 'privatliv'. 
"Spændende." Castien's toneleje dryppede af sarkasme og irritation - han var ligeglad med om denne fyr var hans bror eller ej; de havde intet broderligt forhold og Castien havde ikke tænkt sig at få det. Han var ligeglad med denne mand. "Og hvad vil du?" Gid han ville gå og ikke generere Castien mere.

"Jeg er kommet for at se, om du gør dit arbejde, og om du gør det ordenligt," svarede Sakse og rejste sig til sin fulde højde. Uglen klaprede lidt med sit næb, men blev dog siddende. 

"Gør du det?" spurgte Sakse med sin dybe, monotome stemme. Hans mørke blik hvilede på Castien uden at blinke. Han var rasende, det kunne Sakse sagtens fornemme.

Sakse tog et par skridt hen i mod Castien. Hans ene hånd hvilede på skæftet til hans sable, men ellers opførte han sig ikke mere truende end normalt. "Du har gjort vores mor meget ked af det."

Typisk. Det var end ikke bekymring for et familiemedlem, der havde draget Sakse ud i Dunkelskoven. Det var udelukkende for at høre om Castien gjorde familiens arbejde, hvor han jo så måtte skuffe den ældre bror. Dette var dog ligegyldigt for Castien. Hvis han skulle være det sorte får i den store familie, så var det okay med ham. Hans år som bæst havde vel bare ændret ham så meget, at han ikke længere passede ind i Chaia-familien.

"Nej. Jeg er ikke en sjælehyrde. Jeg blev forbandet for mange år siden, og været fanget i en krop, der lignede et bæst, så det har ikke lige været min største bekymring." Dette blev sagt med et provokerende smil om læberne. "Og hun gjorde mig ked af det! Alt jeg ville vide var om min far kunne have noget med min forbandelse at gøre, og hun begynder straks at tro, at jeg vil forlade hende og ikke elsker hende." Han slog opgivende ud med armene, imens en højlydt knurren lød fra ham.

Sakse rystede lidt på hovedet. 

"Du burde vide bedre end at spørge hende om det," sagde han så og så strengt på Castien. Så sukkede han lidt. "Og dog, du kunne jo nok ikke vide det, hvis du har været væk så længe."

Sakse blik gled over Castien i stilhed et øjeblik. Så rakte han en hånd ud. "Kom nu med hjem."

Hjem var naturligvis ikke ét sted, men nærmere det sted, hvor Liv nu opholdt sig, hvilket kunne skifte mange gange på kort tid. Lige nu var det vist et nyt, stort palæ i den pænere del af Dianthos.

Det var nok første gang i hele Castien's lange liv, at han direkte ønskede sig en anden familie. Han havde altid følt sig så heldig, fordi han havde en kærlig mor, men lige nu var han godt og grundigt træt af hele familieflokken. 
Castien så ned på Sakse's hånd og rynkede lidt på næsen, inden han rystede på hovedet.
"Nej. Jeg vil ikke finde mig i det. Hvis du vil have mig med hjem, så må du trække min livløse krop derhen, for jeg tager ikke afsted frivilligt." Det lød næsten helt som en udfordring!

"Vil du virkelig forlade din familie, på grund af et skænderi?" spurgte Sakse, mens hans mørke øjenbryn løftede sig i overraskelse. Han havde aldrig selv skændtes med Liv, da han ikke kunne udstå store følelsesudbrud af hverken den ene eller anden anden art, men han havde da været vidne til flere store skænderier mellem Sol og Liv, samt mange af Livs andre børn.

Sakse rystede lidt på hovedet.

"Det er unaturligt," mumlede han, mest for sig selv. "At vende sin familie ryggen på den måde."

Castien lod sig ikke røre af Sakse's dømmende ord - Selvom de havde samme mor var de ikke venner. Ifølge Castien var det første gang han mødte Sakse, og alligevel mente Sakse, at han havde ret til at opføre sig som om de havde haft et almindeligt familieliv.
"I det sekund jeg blev forbandet til det bæst var alting om mig unaturligt - Jeg kan ikke afvænne flere års total selvstændighed og blive mors lille dreng igen." Castien var begyndt at knurre igen, da irritationen blev større.

"Du kan sige til Liv, at hvis hun vil have mig hjem igen, så må hun selv finde mig, når hun er klar til at have en fornuftig samtale. Hun skal ikke sende sine børn."

Sakse skar en grimasse.

"Jeg er ikke blevet sendt," sagde han, tydeligvis ikke glad for tanken om, at nogen skulle tro, han var sin mors stik-i-renddreng. "Jeg kommer, fordi vores mor er ked af det, og jeg ønsker ikke at se hende være så ked af det."

Han sukkede og rystede lidt opgivende på hovedet.

"Du skal bare vide, at hun savner dig," sagde han så og rettede sig lidt op, "og ville byde dig velkommen, hvis du vil vende tilbage til din familie."

Han vendte sig og tog et par skridt væk, inden han så sig over skuldren på Castien. "Det er dit valg, Castien."

Så begyndte han roligt at gå væk. Den hvide ugle sad stadig på hans tynde skulder, men satte af og svævede over hans hoved.

Castien fnøs over Sakse's svar. I det mindste prøvede Sakse ikke at tvinge ham med. Det ville ikke ende godt for nogle af dem. At tage tilbage til Liv var det sidste Castien ønskede lige nu og hendes følelser betød ikke specielt meget for ham lige nu. Naturligvis elskede han stadigvæk sin mor, men han havde ikke lyst til at have noget med hende at gøre mere. I hvert fald ikke lige for tiden. Han skulle have tid for sig selv.

Castien sagde ikke mere til Sakse. Der var ikke mere at sige. Castien ville ikke vende hjem endnu.