Kyklopen var ikke en enorm kro, men hel lille var den heller ikke. Der var i hvert fald plads til en god del til trods for at man sad lidt tæt på de travle dage. Og med nok indenbords eller den rette tilgang var det sjældent et problem for de ankomne. Denne aften var det dog knap så klemt. Kroen havde ikke mere end 3-4 værelser til udlejning og med udgangsforbuddet var der langt fra lige så mange der blev hængende, som der havde været før Ordenens indførelse. Dog slæbte stemningen sig ikke af den grund. Krostuen var altid badet i et varmt dæmpet lys fra fakler på murstensvæggene og lysekronerne i loftet for ikke at glemme det firkantede ildsted i midten af det hele - omgivet af pelsbelagte siddebænke og træborde. Der lugtede af en konstant blanding af brændende kul og tømmer og mærkværdige snif af mad med ugenkendelige krydderier. Og livlighed summede fra de tilstedeværende kun brudt af højlydt latter fra tid til anden eller et råb efter mere i krusene.

”Hvis du insisterer på at befinde dig hernede, bliver du nåd til at dæmpe din glød.”

Dét var den eneste regel, Gortrosh - en over to meter høj ork og ikke mindst den stolte ejer af Kyklopen - som sådan havde lagt på stjernen. Og det var en så simpel og uskyldig regel, at hun ikke så noget i at ikke overholde den. Det gav hende ingen problemer udover at hendes kropstemperatur ligeledes faldt mere ned mod hvad der var normalt for mennesker, men der var kroens varme nok til at være en erstatning.
Så der sad hun, på sin sædvanlige plads ved den yderste ende af baren. Hun lyste kun absolut minimalt op, hvilket ikke engang kunne ses i skærene fra de mange tændte flammer rundt omkring hende. Hun prikkede lidt til en specielt udseende og halvspist fisk på sin tallerken foran sig. Skubbede ben væk med gaflen og samlede af og til noget af det svagt blålige kød op til sin mund. Hun forsøgte så vidt muligt at undgå den tykke sovs, der var blevet helt over hele molevitten, da dens smag ikke samarbejdede med hendes spædbarnslignende smagsløg. Det smagte alt for stærkt og sammenkogt af… et eller andet.

Castien hev efter vejret, men endte med at få noget galt i halsen, spyt måske? Han rullede om på maven, holdte sig lidt oppe og hostede voldsomt. Det viste sig, at det ikke var spyt han havde fået galt i halsen, men vand. Hans krop føltes svag, tappet for kræfter, imens han hostede på livet løs. Hans tøj føltes vådt, men han var ikke helt sikker på om det faktisk var. Han vidste heller ikke hvor han var henne. Det sidste han huskede var, at han var blevet dræbt, og han havde fundet en passende krop at overtage. Efter det kunne han intet huske. Langsomt begyndte hans sanser at fungere igen, og han kunne mærke kulden ligge sig over ham. Han lå i en gyde et eller andet sted, og der var meget lidt lys. Han kunne næsten ikke se! 
Da han endelig var færdig med at hoste kunne han bedre orientere sig, om hvor han var og hvordan omgivelserne så ud. Først og fremmest lagde han mærke til sine fingre. De føltes helt stive fra kulden, men han kunne mærke dem. Han kørte en hånd ned af sit ansigt, og blev glædeligt overrasket over, at mærke hud og ikke pels. Der kom en hæs latter fra ham, og et par varme tårer gled ned af hans kinder. Endelig! Han var endelig fri fra den forbandelse! 
Men han måtte ikke blive glad alt for hurtigt. Han støttede sig op af muren, imens han kæmpede med at komme op, men hans ben rystede under ham. Det føltes så underligt at skulle gå på to ben og ikke fire. 

Forsigtigt tog han et skridt frem, imens han stadig støttede sig op af muren. Det gik fint indtil videre, så han fortsatte. Da han kom ud fra gyden, og hen til gaderne, fik han øje på en bygning, der kunne ligne en kro. Det var det sikkert også, men han kunne knap nok huske, hvordan de plejede at se ud. Det var også ligegyldigt, for han kunne lugte mad, og hans mave rumlede. Hans første tanke var, at han skulle ud og finde noget at spise, for han kunne kun mættes af mad, han selv havde fanget, men så kom han i tanke om noget vigtigt. Han kunne mættes af al mad nu. 
Castien blev lidt for modig og lidt for ivrig, og tog derfor et par hurtige skridt hen imod kroen, men lige da han nåede døren gik det galt. På en eller anden måde havde han formået at vælte lige ind i døren, så den gik op, og han væltede hårdt ned på gulvet! Som respons på smerten knurrede han. Han kunne høre at folk grinede af ham, men lige nu var han ligeglad. Han prøvede at rejse sig op, og det gik godt imens han stod på alle fire, men lige da han skulle til at rejse sig helt op igen, gik det galt igen. Han kunne virkelig ikke stå på to ben lige nu!

Latter var ikke unormalt at høre i krostuen. Og det var heller ikke unormalt for døren gik op, men måden hvorpå folk nærmest begyndte at rumstere en smule anderledes, fik nu alligevel fanget Mias opmærksomhed. En ting der langt fra var svær at opnå egentlig. Hun drejede nysgerrigt hovedet, men var nød til at læne sig tilbage i den ryglænsløse barstol for at kunne få et ordentligt udkig hen mod døren, hvor de fleste andre så hen imod. Dog var der ikke noget at le af, af hvad hun kunne se. Det eneste hun fandt frem til var en stakkels mand, der sendte alt for velkendte minder frem i hendes hoved. Hun måtte have stirret mod ham med store øjne i lidt tid, inden hun i et let hop svang sig af sin stol. Hun landede lidt klodset, men hun nåede ikke at snuble over sine egne fødder, før hun genfandt den korrekte balance og fortsat luntede igennem lokalet. Et par stykker af stamkunderne, som hun passerede forstummede ved synet af hendes hast mod den nyankomne, men de resterende fortsatte med at more sig over mandens misfornøjelse.

”Hey, er du okay?” Hun faldt straks ned at sidde på hug foran ham. Hænderne hvilende på hendes lår, sørgende for at den sennepsgule kjoles skørt ikke lå til at fremvise, hvad der skjulte under. Hendes abnormalt blå øjne så noget skannende på den unge mand, mens hele hendes ansigt var malet i en vis form for bekymring. Hun satte sig da helt ned på sine knæ og skuttede sig tættere på ham, så hun kunne kroge sine hænder ind under hans arme, som et mildt forsøg på at hjælpe ham op at stå. Men selvom hun var stærkere, end hvad hun så ud til, så ville hendes lave højde ikke være til god gavn op imod den højde, hun kunne forestille sig, han havde. Hun drejede så hovedet skarpt hen over skulderen og så sig kun kortvarigt omkring, inden hendes stemme rungede igennem krostuen.

”Gortrosh!” kaldte hun en tand beordrende, og overraskende hurtigt kom den tilkaldte ork frem fra køkkenet. Det var altid lidt komisk og overværer ham skynde sig nærmest så panisk, når hun kaldte, som forventede han altid at der var noget alvorligt galt. Heldigvis tog det ikke lang tid for orken at skifte fokus fra stjernen til manden ved kroens dørtrin, hvilket vel virkede  til at få ham til at falde ned igen, da det gik op for ham, at det i det mindste ikke var hende der var sket noget. Lige udover det bedende og knap så muntre udtryk i hendes ansigt, som var med til at få ham til at skynde sig hen mod dem, mens han fluks tørrede hænderne i en klud. ”Hjælp mig med at få ham væk.” Gortrosh brummede noget utilfredst, og han stillede sig højt med armene over kors, men det var tydeligt, at det ikke tog længe, før blikket i Mia’s øjne fik krammet på den ellers meget hårdføre mand.
”Meget vel..” Og ligesom at alt andet nok var gået ret hurtigt, havde orken dirigeret Mia op på benene igen, før han havde grebet om den fremmede mand, som var hans en sæk kartofler og smidt ham over skulderen.

Alting blev sløret og forvirrende, efter han faldt ned på gulvet igen. Han kunne høre en stemme, men han fangede ikke ordene, heller ikke hvor stemmen kom fra den. Bare at vedkommende var tæt på ham. Alting var et stort virvar, og han kunne ikke finde hoved eller på noget. Slog han sit hoved? Er han dehydreret? Sulten? Hvordan fungere en menneskekrop? Han kunne ikke huske det, og han var derfor usikker på hvad faresignalerne var. Gad vide om smerten i maven var et tegn på sult? 
Pludselig kunne han mærke nogen prøve at løfte ham, og han kunne ikke bedømme om det lykkedes eller ej. Endnu engang kunne han høre stemmen, men endelig begyndte han at kunne fokusere bedre. Stemmen viste sig at tilhøre en kvinde, og hans hjerte hoppede et slag over - hvorfor kunne han ikke finde ud af. Det var enten fordi at stemmens ejer var overraskende tiltrækkende, eller fordi at hans krop var i panik. Ikke desto mindre kunne han ikke holde en sætning tilbage; "Er jeg i himlen?" Hans stemme var hæs, og hans øjne, der prøvede at fokusere på pigen, blev tunge, så han havde besvær med at holde dem åben.

Lige pludselig blev han løftet op, som vejede han ikke mere end en lille killing, og smidt henover ens skulder.  "Hva...?" Mumlede Castien forvirret, imens han prøvede at se rundt, men alting begyndte at blive sløret igen. "Hvor..?" Han kunne ikke færdiggøre sin sætning, for lige pludselig lukkede hans hjerne ned igen. Hvad var det dog for en krop han havde overtaget?!

Han var meget mere svagelig, end hvad hun oprindeligt havde regnet med, så der var ikke noget at sige til, at hun kun blev yderligere bekymret for ham. Havde hun dog ikke været så fokusere på at få orken kaldt til sig, ville hans kommentar nok havde fået et bitte morende smil frem hos hende. Med manden væk fra gulvet – til trods for at det ikke lige var den mest nænsomme måde at få det gjort op – satte hun tæerne i og svang sig med en besynderlig blanding af elegance og klodshed op at stå igen. Flygtigt begyndte hendes blik at glide omkring efter et muligt område at lægge den stakkels fremmede, men før hun så meget som kunne nå at komme med et forslag var Gortrosh allerede på vej mod trappen til første etage.
”Der er et ledigt værelse, hvor vi kan lægge ham.” brummede han og gjorde et kast med hovedet for at få Mia til at følge med ham, inden han kort henvendte sig til mængden af tilskuere i krostuen, hvorpå han hævede stemmen: ”Intet at se her! Forestillingen er ovre, folkens!” Og så fortsatte han ellers med den unge herre over skulderen op ad trappen, der knirkede faretruende under hans vægt. Mia adlød straks og luntede de første par skridt efter ham. For det første kunne hun ikke få sig selv til at efterlade denne svækkede mand. Og for det andet kunne hun bestemt ikke få sig selv til at efterlade ham i selskab med Gortrosh. Hvad der ikke kunne gå galt der!

Værelset de nåede var som alle de andre værelser, ganske hyggeligt. Småt og enkel. Nogle ville kalde det kedeligt og upersonligt med de mange brune og falmede farver, men havde man den rette tankegang, kunne man ikke komme udenom hvor meget stemning der var. For Mia betød værelset delvist ’hjem’ efter nær 148 nætter i et lignende værelse. Manden blev relativt blidt lagt ned på enkelsengen, der stod op ad en af de fire vægge, hvor Mia ikke tøvede med at stille sig nær ham igen for nu at bedre kunne undersøge hans ansigt.
”Tror du han har slået hovedet?” spurgte hun. Han mindede hende lidt om eftereffekten af nogle af de slagsmål, der i tide og utide opstod på kroen, når folk blev lidt for fulde og aggressive. ”Hvem ved. Måske mangler han bare lidt mad i skrutten. Jeg gør noget klar, så kom og hent det om lidt.” Mia havde indtil videre lært at Gortrosh var typen, der altid udtrykte sig utilfredst. Som fandt han de fleste ting unødvendige, men hun vidste også at det på sin vis var en facade. For selvom han virkede til at finde det spild af tid, at få manden væk fra det gloende puklumen, gjorde han det ud fra lignende bekymring som hende.

Det var først da orken havde forladt værelset, at Mia dumpede ned at sidde på hug igen ved siden af sengekanten. De blå øjne rettet tilbage på manden. Han virkede kold, hvilket ikke var underligt, siden han var kommet ude fra, så det tog hende ikke lange sekunder at spekulere på det, før hun lod sin glød stige en smule, inden hun rakte en hånd frem for at lægge en varm håndryg først mod hans kind og så hans pande, mens hun så på ham med hvalpe-nysgerrighed og et opmuntrende smil. ”Du ligner en, der er har været kastebold mellem trolde.”

Det føltes så ydmygende at blive smidt henover en eller andens skulder, som om man var en drukkenbolt. Måske var det, det der skete lige nu? Kroppens tidligere ejer havde måske haft lidt for meget at drikke, inden Castien overtog? Indtil videre var der kun et plus ved denne krop - At den lignede hans oprindelige udseende. Det eneste han kunne fokusere på lige nu var stemmerne omkring ham. Han forstod ikke hvad de sagde, det lød som om de snakkede et fremmede sprog.  Hvor mange stemmer var der egentlig? Fire? Fem? 
Pludselig vendte verdenen sig om igen, da han blev lagt ned i en seng, ligeså forsigtigt som var han et spædbarn. Han havde helt glemt hvordan det føltes at ligge i en seng! Følelsen han fik lige nu var ham ukendt - afslappelse, måske? Han var ikke sikker, men han kunne godt lide det. 

Hans vejrtrækning begyndte at blive normal igen, da han fik lov til at slappe mere af, og der var ikke så meget støj omkring ham lige nu. Igen kunne han høre stemmen fra før, og han fik åbnet sine øjne. Hans krop føltes så tung, han kunne slet ikke orke at bevæge sig, men ikke desto mindre fik han flyttet sit blik hen på stemmens ejer. Det var den pige igen. Det gik også op for ham, at hun havde sin hånd imod hans pande, og hun... glødede? Hvad i alverden havde kroppens tidlige ejer haft gang i?! Nu hallucinerede han jo også!
"Jeg døde." På trods af disse alvorsord smilede han bredt - nærmest som om døden var det bedste, der nogensinde var sket for ham! "Jeg døde endelig." En hæs latter forlod hans læber, og det resulterede i et kort hosteanfald. "Argh, undskyld. Tak for hjælpen, men jeg klarer mig nu." Han kunne bedre fokusere nu, så derfor mente han naturligvis, at han var okay nu. Men han lignede stadigvæk en, der havde været to troldes kastebold, som pigen så galant havde beskrevet det.

Jeg døde.
Det var måske ikke så meget ordene end det var det store smil, der spredte sig på hans læber, der metaforisk skubbede hende tilbage. Det kom fuldkommen bag på hende, hvor meget hans ansigt pludselig lyste op i en glæde ved den indsigt, at han tilsyneladende måtte have været død. Eller var død. Hun forstod absolut ingenting, og det var som skrevet med store blokbogstaver over hele hendes figur. Det blide smil var straks blevet erstattet af opspilede øjne og en tilbagevendende bekymring. Denne man bare skruet en smule mere op for niveauet.

”Klarer dig?!” Med ét sprang hun op at stå igen og stirrede nærmest skræmt ned på ham. Ikke fordi hun vr bange for ham, men fordi hun var bange for ham. ”Jeg tvivler stærkt på, at du er okay, hvis du påstår at du ’døde’!” Hurtigt fløj hendes blik undersøgende over hver og en del af hans liggende krop, indtil det landede tilbage på hans ansigt, hvor hun ikke tøvede med at se ham direkte i øjnene, hvorpå hendes øjenbryn krummede sig spørgende. ”Eller vent.. er du allerede død?!”
Hun var ikke selv sikker på, om hun kunne følge ordentligt med sig selv, da hun fluks havde drejet sig en halv omgang for så at placere sin bagdel på sengekanten og lænede sig uden at tænke ind over ham, så hun kunne lægge sit hoved på hans overkrop og dermed et øre mod hans brystkasse. Det var den eneste måde at tjekke en puls, af hvad hun kendte til. Og da hun endelig hørte den bekræftende lyd af et hjerte der bankede, slappede hun helt af i kroppen og endte for en stund at bare blive liggende på ham, som havde hun mistet alle sine kræfter i den pludselige panik.

Castien morede sig gevaldigt over hendes reaktion på hvad han havde sagt - Han kunne nok også have været lidt mere præcis omkring hvorfor det gjorde ham glad, i stedet for bare at gentage sine ord, men det havde han ikke tænkt på før nu. Da hun begyndte at lytte til hans hjerte kunne han ikke lade være med at grine, men han prøvede at lade være. Det var underholdende at en total fremmede var så bekymret for ham. I Dunkelskoven oplevede man ikke det - hvis man overhovedet mødte nogen, der ikke var et bytte, som skulle nedlægges. 
Det var underligt. Han havde lige været i kamp, imens han var i en bæsts krop, i Dunkelskoven, hvor han ikke havde haft nærkontakt til nogen medmindre det var for at flænse deres strube op. Men nu lå han i en seng, og en køn pige lyttede til hans hjerterytme, fordi hun var bekymret for ham. Det fik hans hjerte til at banke lidt hurtigere, da det gjorde ham så glad - Han kunne græde af glæde over, at han endelig var fri for sin forbandelse. 
Imens hun havde travlt med at lytte til hans hjerte benyttede han lejligheden til at betragte hende. Hendes løse hår lå spredt udover hans brystkasse, og fristelsen til at køre hans fingre igennem det blev større for hvert sekund, men han prøvede at lade være. Det ville være mærkeligt - ik'? Han var usikker på de sociale regler, der var lige nu.
"Undskyld. Jeg skulle have forklaret mig selv bedre." Af ren vane, og træthed, rørte han sig nærmest ikke. Han var vant til at skulle bevæge sig så forsigtigt som muligt for ikke at skræmme andre. "Det er en lang historie, men jeg er ikke død. Min krop døde, men jeg gjorde ikke." Castien kunne ikke stoppe sig selv mere - Han strøg forsigtigt sine fingre igennem hendes silkebløde hår, og det var... underligt, men på en god måde. 

”Jeg-.. Huh?” Hun havde netop været ved at sætte sig op igen, da hun kunne mærke hans håndglide igennem hendes korte hår og ligeledes lagde en smule mere vægt oven på hendes hoved, som instinktivt fik hende til at blive liggende. Det var ikke på grund af lyst, men mest af alt, hvordan overraskelsen kortvarigt havde paralyseret hende. Hun blinkede et par gange hurtigt efter hinanden af ren og skær forbløffelse, inden hun endelig bevægede på sig igen, ved at dreje sit hoved nok til at kunne se bedre op på ham som en forvirret hvalp, fra sin lidt akavede stilling. Det var lidt af en anden oplevelse fra at bare blive rodet i håret som et barn, og det var ikke helt en forfærdelig følelse, men det virkede så umådeligt malplaceret, at hun knap nok lod mærke til noget af behageligheden. Så det var ikke så underligt, da hun blot fortsatte med at sætte sig op igen. Og hvis hans hånd ikke automatisk gled ud af hendes lokker, havde hun løftet en hånd op for hjælpe den på vej.
”Du er den første jeg har mødt der har jublet over sin egen død.” Hun rankede ryggen en smule og rystede sit hår ordentligt ud igen, inden hun så tilbage ned på ham med en bebrejdende rynke mellem hendes bryn. De jordiske væsner blev ved med at være hende et mysterium. Hun havde troet, at hun havde en nogenlunde forståelse af dem, men næh nej. Ikke alligevel havde det bevist sig overfor hende flere gange.

Hun rejste sig fra sengekanten igen og drejede den halve omgang omkring for igen at stå med fronten mod ham, hvorpå det imødekomne smil strålede frem igen. ”Men det er en lettelse at vide, at du ikke er død alligevel. Kan du huske, hvem du er?” Hun lagde sit hoved svagt til siden. ”Og hvordan du er endt her? Du virkede ufatteligt rundt på gulvet, da du kom ind ad døren nedenunder.”

Castien kunne se, at det var underligt, at han pludselig kørte sine fingre igennem hendes hår, men han havde ikke kunnet lade være. I det sekund hun kiggede på ham bevægede han sin hånd væk, og gav hende et undskyldende smil. Han kendte ikke længere til de sociale normer og regler, men han skulle nok finde ud af det igen. "Undskyld. Det er længe siden jeg har været i stand til at have kontakt med en anden." Han rettede sig lidt op, da hans kræfter begyndte at komme tilbage, men han følte sig stadigvæk svækket af en eller anden grund - indtil videre gik han bare udfra af at, det var fordi, at kroppen manglede energi.
Han grinede igen, denne gang over hendes mange spørgsmål. Hun var meget nysgerrig, denne pige. "Jeg kan huske alting, bare rolig. Mit navn er Castien." Hans blik søgte lidt rundt i rummet, inden han fokuserede på hende igen. Der havde været en person mere, gad vide hvor den person var smuttet hen?

"Jeg har været forbandet i flere år, hvor jeg har haft en krop som et bæst. Kun døden kunne ophæve forbandelsen, men forbandelsen krævede også, at jeg gjorde alt for at overleve... Så, jeg er lykkelig over at jeg blev dræbt."

Som han begyndte at forklare hende hans situation, faldt hendes hoved automatisk over til den anden side i stedet i takt med at hun bearbejdede hans historie. Det lød utroligt brutalt, men han sagde tingene med sådan et bredt smil, at hun havde svært ved at fuldt ud forstå sig på det. Men det var ligegyldigt. For det vigtigste var at han ikke var død. Og at han virkede til at være helt okay til trods for, at han havde kollapset kun få øjeblikke siden.

”Ah! Nu forstår jeg!” udbrød hun pludselig en del mere muntert en ellers. ”Du må være af dæmonisk efterkom, ikke sandt? Så vidt jeg ved, så er det ofte kun jer dæmoner, som ikke har brug for én fast krop men kan springe fra og til.” Tilhørende munterheden havde det blide smil vokset markant på hendes ansigt og gav hende den barnlige uskyld, der ellers havde været skjult under bekymringen. De utallige timer brugt på det store bibliotek i byen var så småt ved at gøre et bedre formål, så det ud til.

”Nåh ja…” Iveren falmede igen men efterlod hende ikke mindre positivt anlagt. ”Er du sulten? Gortrosh sagde, at han ville gøre noget mad klar til dig, hvis du er interesseret.” spurgte hun ham afventende. ”Jeg skal nok hente det for dig, så der er ikke nogen grund til at anstrenge dig for at komme ud af sengen. Jeg kan kun forestille mig hvor udmattende det må være, at… dø.” Egentlig var det en smule fascinerende hvor let han tog noget som død i forhold til hende, der tydeligvis ikke brød sig vitterligt om det. Det var jo sørgeligt!

Ah, hun var klog. Det var ret hurtigt, at hun regnede hans race ud, og han kunne ikke stoppe sig selv fra at klappe af hende, men det blev kort. Hans arme føltes tunge som bly, og han orkede derfor ikke at bevæge dem alt for meget. Han nikkede lidt til hende, imens hun snakkede, og regnede ud hvordan han havde overlevet. Pigen her var underholdende, det var længe siden, han havde grinet så meget. Meget, meget længe siden. Det føltes derfor rigtig godt at grine - han kunne græde af lykke. Men eftersom det ikke var særlig mandligt lod han være.

"Præcis. Jeg er dæmon, hvilket er meget heldigt, ellers ville jeg virkelig have været død." Heldet var sjældent med ham, men de sidste par timer havde næsten alt gået som han havde håbet - udover at hans nye krop opførte sig så underligt. ”Du er kvik.” Med et bredt smil betragtede han pigen yderligere. Som set tidligere var hun meget køn, men der var noget anderledes ved hende. Han kunne ikke sætte sin finger på hvad. Måske forestillede han sig det bare, præcis ligesom han forestillede sig at hun nærmest lyste op? Mærkelige krop.

"Gor...throsh?" Var det den anden person fra tidligere? Men nu hvor hun nævnte mad kom, der en høj knurren fra hans mave. Han blev lidt pinlig berørt og rødmede lidt over det."Ah, øh... Ja, noget, øh, mad kunne være rart, t-tak..."

Selvom hans glæder undrede hende nær til et punkt af bekymring for hans mentale velbefindende, var det nu stadigvæk rart at høre ham le, som han gjorde. Frem for at lyde manisk var der en klang af oprigtighed. Varme. Indbydende. Og hun kunne ikke kæmpe imod smilet, der voksede sig tilbage på hendes læber i en sagte opgivelse. Et smil der kun voksede sig større ved hans lille kommentar i hendes retning.
”Jeg ved kun om jeres premiser på et faktuelt plan. Det vil sige, hvad jeg har blevet fortalt eller har læst mig frem til.” forklarede hun bekymringsfrit og endda med endnu en let latter på tungen. Han var en finurlig fætter. Spørgsmålet var bare om han stadig var påvirket af hans tilsyneladende kropstilvænning eller, hvad hun oplevede her, var ham i sit fulde. ”Men kvik ville ikke være et forkert ord at bruge om mig.” tilføjede hun lettere kækt og satte triumferende en hånd op sin ene hofte i et øjebliks tid.

”Gortrosh ejer kroen her. Det var også ham der… bar dig her op. Hvilket var for det bedste. Jeg ville bare risikere at have tabt dig halvvejs op ad trappen.” Mia så så fluks mod værelsesdøren, hvorpå hun sænkede sin kropslige glød til det minimale igen og så tilbage på Castien. ”Men jeg vil ikke lade dig vente længe. Bare slap af. Alt er okay nu. Du er ikke død. Du er i live. Bæst form eller ej, er dét det vigtigste.” Det var som om at alle kanter fjernede sig fra hendes ansigt, hvor smilet havde taget en forsikrende drejning, inden hun begav sig ud af værelset efter hans mad.
_______________
Det var ikke helt uden uheld, at hun fik balanceret den dampende varme skål op fra krostuens køkken. En smule af den fedtrige og semi-tykke suppe havde spildt ud over kanten og ned på hendes fingre, men mere var det ikke. Hun havde fokusere intenst på bevægelsen af de stuvede hønsefødder, der lå og svømmede rundt i suppen, at hun knap havde holdt øje med sine egne fødder. Så lidt af et mirakel var det vel, at hun ikke havde fejlet fuldkommen.
Hun skubbede forsigtigt døren op med hjælp fra albuen og sin ryg og fik puffet den i igen med foden, inden hun endelig så op og mod sengen, hvor hun forventede at Castien stadig lå i, hvis han havde hørt efter, hvad hun sagde. ”Jeg håber ikke, at du er alt for kræsen.” lød det en tand undskyldende fra hende. Gortrosh mad var… speciel.

Castien havde lidt ondt af hende - Han kom brasende ind i kroen, plaprede op om at han var blevet dræbt, men var glad for det. Udover det var hans opførsel også ret besynderlig i det. Han kunne bare ikke gøre for det! Han var bare så glad for endelig at være fri fra den forbandelse, som havde hængt over ham i mange, mange år. Det var næsten alt for godt til at være sandt. Hvis det ikke var på grund af den smerte, han havde følt, da han blev dræbt, så ville han være bange for, at det var en drøm og han snart ville vågne. 
"Hmm. Kvik og smuk. Det er vidunderligt, at se et kønt ansigt igen." Dunkelskoven var ikke kendt for sine smukke væsener - fordi man ikke særligt tit så nogle. Det havde været en sjældenhed, at han mødte intelligente væsener, der var pæne og ikke klamme at se på. Derfor var denne piges tilstedeværelse meget velkommen. 

Gortrosh. Det navn måtte han huske, så han kunne finde manden senere og sige ordentligt tak. Han huskede godt at han blev båret, men ikke af hvem. En kort latter lød fra ham, da hun fortalte at hun nok ville have tabt ham halvvejs oppe af trappen, hvis hun havde været den, der løftede ham. Han var dog uenig med det sidste hun sagde. Det vigtigste for ham var at han ikke længere var et bæst, men det ville han ikke sige højt. Han havde allerede bekymret pigen for meget. 

Imens han ventede lå han og kiggede rundt. Det var så mærkeligt at være inde i byen igen. Det var endnu mere mærkeligt at ligge i en seng! Den var så dejlig blød og varm i forhold til den kolde og hårde jord i Dunkelskoven. Duften af mad fik hans mave til at rumle højt og hans tænder løb nærmest i vand, da han så suppen. "Overhovedet ikke. Jeg har levet af... øhm, lidt specielt mad i mange år. Så jeg er ikke ligefrem kræsen." Det var nok bedst ikke at fortælle hende, at han havde spist råt kød.

Mia mødte straks hans mangel på kræsenhed med et lettet og nærmest muntert smil, der ikke ville have passet til den tunge stemningen hans begejstring for døden havde efterladt, dog var smilet sand helt ind til essensen af det. ”Det er jeg sikker på at Gortrosh ville være glad for at høre. Han ender altid med at råbe arrigt, når de besøgende beklager sig over hans mad.” fortalte hun, mens hun begav sig videre hen til Castien, stadig med nok fokus på suppeskålen til ikke at spilde mere ned over sig selv. ”Selv jeg må indrømme, at hans mad ikke falder korrekt på min tunge. Men det har meget af jer jordiske væsners mad fejlet i. Jeg havde vist at tunger var sensitive legemer, men det var først, da jeg oplevede at have en selv, at jeg forstod fuldt ud.” Hun talte så nonchalant, at man ikke skulle tro, at hun talte hvad mange nok ville tænke som nonsens.

”Kan du sidde op selv?” spurgte hun afventende, inden hun tillod sig at sætte sig på sengekanten igen. Denne gang forholdte hun sig dog rettet op. Der var en skammel til rådighed ved døren. Men ikke nok med at hvert ben virkede til at have hvert sin længde og gjorde den derfor noget ustabil, så tvivlede hun på at hendes arme var lange nok til at kunne udføre et fodringsritual. ”Jeg fik at vide, at det ville være bedst, hvis jeg hjalp dig med at spise.” Hun så på ham med så naive øjne, der fortalte en klar fortælling om, at hun ikke havde fattet helt hvad de halvfordrukne mænd havde ment, da de havde sendt kommentarerne efter hende, efter at have set hende begive sig oven på med føde. Hun ønskede blot at være til hjælp, hvor hun kunne.
Suppeskålen holdte hun så balanceret og fast, som det var hende muligt med sin ene hånd, mens hun holdte den dybe ske i den anden. Dette havde hun prøvet før. Med et lille barn. Ikke med hvad hun ville antage en fuldvoksen mand. ”Her. Pas på, den er varm.” advarede hun ham, idét hun lænede sig en smule tættere for bedre at rette en skefuld suppe op mod hans mund og samtidig holdte skålen under for ikke at dryppe på ham eller lagnerne.

Hvad der ellers kunne beskrives som en noget intim stund mellem to voksne mennesker – eller mennesker og mennesker, ingen af dem var ’menneske’ – blev gjort med en helt naturlig moderlighed i stedet. Stjernen forstod trods alt ikke intimiteten bag det at fodre en gifteklar mand. Eller at blive fodret af en gifteklar kvinde, hvis man kunne beskrive Miaplacidus le Arimh som værende dét. For ’hunkøn’, ja. Men kvinde? Var det ikke en beskrivelse kun berettiget det jordiske civile folk?
Men ligemeget bagtanker eller andet så gik det smertefrit forbi. Hun spildte ikke skefulde af den varme suppe ned over ham. Ikke helt i hvert fald. Fra tid til anden spildte en større dråbe ud fra hans mundvige, fordi hun var for uforsigtig med at proppe skeen i munden på ham, men den største skade ved det, var de lidt for pludselige bevægelser, han gjorde for at hurtigt tørre sig om hagen, så det ikke skulle dryppe ned og sætte sig i sengebeklædningen. Ingen ønskede at have sit sengelinned lygte af langtidskogte hønsefødder og mystiske bladkrydderier, hun havde skimmet groende opad mange af byens bygningers skyggebelagte murer, men hun aldrig havde fået ærlige svar på, hvad var.
Men Castien tog ingen fornærmelse over hendes klodset hed og lo blot over hendes bekymring, der smittede. Og som skålen blev tømt og dæmonens mave fyldt gik det da også kun bedre og bedre uden uheld.

Mia forblev på værelset sammen med Castien den aften. Siddende ved sengen. De snakkede, og jo mere han virkede til at få energien tilbage jo lystigere blev deres samtale. Og jo mere kom hun til at forstå sig på hans glæde over sin egen død, som hun ellers havde været så umådeligt skeptisk over. Han havde en munterhed der klikkede nær samme niveau som hende selv, trods hans smil var mere kække end hendes. Hun mistænkte, at han ligeledes måtte kunne mærke musklerne i kinderne blive brugt men ikke var ømme.

De snakkede om hende. De snakkede om ham.
Og før de vidste af det, måtte hun forlade ham, som det gik op for hende, at hun havde holdt ham fra at hvile sig. Så hun forlod ham til det, til fordel for at begive sig til sit eget. Men ikke før hun havde været en tur nede med skålen og madresterne, samt en brummende kommentar om, at der ikke var blevet spist helt op, siden hønsefødderne stort set ikke var blevet rørt ved. Jer storbyfolk forstår sig ikke på god ork-grub.