Falk havde været oppe allerede inden solen og var redet ud. Den hoppe hun havde lejet til formålet var pakket med et staffeli, maling, pensler og alt hvad Falk ellers ville få brug for. Hun havde brug for at male noget nyt. Noget hun ikke havde malet en million gange før og hun vidste ikke, hvor hun skulle finde det.

Så nu befandt hun sig i dunkelskoven. Træernes lange, tykke grene hang tungt ned over hende og selvom der måtte være fuld sol udenfor skoven, var der næsten mørkt inde i den. Alligevel var hun ikke bange. Få ting skræmte hende og hun skridtede roligt videre, utålmodigt søgende med blikket efter noget hun kunne male.

Under Castien's poter blev smågrene knust, og afslørede hans tilstedeværelse for ethvert væsen med hørelse, men han var ligeglad. Han havde ingen at skjule sig overfor. Hvis nogen skulle skjule sig, så var det andre i dunkelskoven, for han var begyndt at blive lidt sulten. Hans smidige krop bevægede sig tungt igennem træerne, og man kunne tydeligt se hans muskler, på trods af pelsen. Den rødbrune manke var pjusket og et par hårlokker hang nedover hans øjne, men det forhindrede ikke hans syn. Tværtimod var det ret behageligt, da hårlokkerne skyggede hans øjne fra solens lys.

Dog stoppede han i sine bevægelser i det han hørte andre fodtrin. Heldigt for ham lød det til at lydene var ret tæt på ham. Måske var det et nemt bytte? Hans krops tidligere tunge bevægelser forvandlede sig til lette, nærmest fejende, bevægelser henover jorden, og grenene under hans poter blev stadig knust, men lyden var sværere at opfange nu. Hans krop kom tættere på jorden for bedre at kunne skjule den, imens han ledte efter sit nye bytte. Da han endelig fandt byttet blev han glædeligt overrasket. Et menneske! Hans spidse tænder løb helt i vand. Hvad bedre var at mennesket havde taget en hest med! Det var næsten for godt til at være sandt. 
Han skjulte sig bag nogle store buske, og indtog position. Han ventede til det rette øjeblik, hvor han kunne angribe, men hans plan om at angribe blev stoppet, da han fik øje på hendes malergrej. Nysgerrigheden begyndte at rive i hans sjæl, og selvom han var sulten måtte han overgive sig til nysgerrigheden. Han fortalte sig selv, at det han ikke angreb, fordi at han kun var lidt sulten, og et fuldvoksent menneske ville have været fint, men hesten blev for meget. Når han var blevet sulten igen ville kødet sikkert være blevet dårligt. 

Så i stedet for at angribe trådte han væk fra buskene og udfra skyggerne, der havde skjult ham. Han satte sig ned, og befandt sig bagved hende, et par skridt væk.
"Menneskepige, hvorfor har du taget malergrej med her ud i Dunkelskoven, hvor du kan risikere at blive angrebet?" Spurgte han. Han var cirka ligeså høj som hende, når han sad ned, men hornene fra hans pande fik ham til at virke endnu højere. De hvidlige øjne holdte skarpt øje med hende, men han virkede ikke bange. Han var slet ikke i tvivl om at han kunne slå hende i kamp, hvis hun angreb. 

Falk havde ikke hørt andet end de naturlige lyde fra skoven og hun hev forskrækket i tøjlerne på hesten, for at vende den om imod stemmen der pludselig talte til hende. Til hendes store overraskelse kom stemmen ikke fra et menneske, men fra et løve-lignende dyr. Med horn. Og lange spidser ører.

Falk så måbende på dyret, og det tog hende flere sekunder, inden hun kom i tanke om at dyret havde stillet hende et spørgsmål; "Jeg, øh... Jeg ledte efter noget at male. Noget smukt. Jeg er træt af det jeg kunne finde i byen." Som hun forklarede sig selv, slappede hun lidt mere af. Dyret var muligvis højere end hende og tydeligvis langt stærkere, men det så ikke ud til at ville hende ondt. Ikke lige nu. Hesten så dog ikke ud til at være enig og den trippede nervøst på stedet, klar til at stikke af i al hast, hvis bare Falk lod den.

"Dig, for eksempel," tilføjede Falk eftertænksomt. "Hvis jeg må, vil jeg gerne male dig."

Castien kunne ikke holde en latter tilbage. Det var længe siden, han havde grinet, men det var udelukkende kun fordi, at hun havde ledt efter noget smukt at male og nu spurgte om hun måtte male ham. Han var ikke smuk; direkte det modsatte. Ordet 'bæst' kategoriserede ikke under smukke væsener. Han kunne dog ikke lade være med at føle sig fristet. Intet farligt kunne ske ved at lade hende male ham, vel? 
Castien rejste sig op og trådte tættere på hende, selvom hendes hest virkede mere end parat til at stikke af. Hans hale slog let ned imod jorden, imens han betragtede hendes malergrej. "Hrrrm..." Hans kridhvide øjne søgte op imod hendes, og i et par sekunder stirrede han bare på hende.

"Så lad gå, menneskepige." Han trådte væk fra hende og hesten for at give dem begge plads. "Men, jeg undrer mig over dit valg; hvis du leder efter noget smukt at male, så bør du lede efter en anden. Selvom jeg tvivler på, at der er noget 'smukt' at male i Dunkelskoven, men det er dit eget valg." 

Måden bæstets male slot mod jorden var foruroligende. Alt ved det virkede som om de kunne blive hans frokost når som helst og Falk følte sig en anelse mere i kontakt med hestens følelser. En smule var vel også kun på sin plads, når et bæst som dette kom imod én.

Hun åndede lettet op da det slog blikket væk fra hende og gav dem lidt mere plads. På et øjeblik var hun da også sprunget ned ad hesten og bundet den grundigt til det nærmeste træ - det gik ikke hvis den blev forskrækket og stak af.

"Jeg synes du er smuk," holdt hun stædigt ved, imens hun med vante fingre befriede sit malergrej fra hestens arbejde. "Hvad er du? Jeg har aldrig set nogen som dig før." Hun spurgte af ren nysgerrighed imens hun satte sit staffeli op og tænkte slet ikke på at spørgsmålet måske kunne gøre ham vred.

Mennesket syntes han var smuk? I det tilfælde burde hun høre definitionen på smuk, for han var aldeles ikke under den kategori. Han gad dog ikke diskutere det yderligere, for de havde tydeligvis forskellige meninger. Castien sørgede for ikke at lave nogle pludselige bevægelser, da han godt kunne se, at hun slappede mere af nu, hvor han ikke var så tæt på mere. Det kunne tydeligvis ses på ham, at han var meget interesseret i hendes malergrej, og havde lyst til at udforske det yderligere. Han kunne bare ikke gøre meget med det - uden fingre var hans muligheder begrænset.

"Du har aldrig set én, som mig før fordi der kun er mig." Hans hale strøg let henover jorden. "Jeg er oprindeligt en dæmon, men jeg blev forbandet for... en del år siden nu." Castien rejste sig op igen, men sørgede for at gøre det langsomt. "Hvem har lært dig at male?"

Falk blev kun endnu gladere for sit valg, da hun hørte at hun havde valgt et enestående væsen at male. Det var lang tid siden hun havde snakket med en dæmon, for selvom Sakse vist var en halv-dæmon, så syntes hun ikke at han talte, når nu han var hendes bror. 

Hun fulgte lidt nervøst bæstet med blikket da han rejste sig op, men fortsatte blot med at fastgøre stafelliet og sit lærred, inden hun gik i gang med malingen.

"Det er der ingen der har," svarede hun selvsikkert, imens hun valgte de farver, hun ville bruge til hans pels, og prøvede strøg dem ud over det indtil da hvide lærred. "Jeg har lært mig selv det. Min mor har givet mig det udstyr, jeg har haft brug for, men mere har hun ikke gjort." Det faldt slet ikke Falk ind at hun kunne have lært det af andre end sin mor - hendes mor var alt hvad hun havde, og alt hvad hun kunne eller havde lært, havde hun lært af sig selv eller af sin mor.

"Du behøver ikke at sidde stille imens, men det gør det lidt lettere," tilføjede Falk, selvom hun ikke havde noget imod at snakke om andet end opgaven, imens hun malede.

Castien lagde hurtigt mærke til at hun blev nervøs, da han begyndte at bevæge sig igen. Han satte sig ned derfor ned igen. Hun skulle helst ikke blive for utryg. "Jeg angriber ikke." Han prøvede at lyde venlig, men hans barske stemme gjorde det svært. Endnu et minus ved hans nye krop - alt ved ham skreg, at han var farlig, og kunne finde på at angribe når som helst, også selvom det ikke var tilfældet.
"Det minder mig om min egen mor." Og straks kunne han mærke savnet. Han var ikke en typisk mors dreng, men han havde ikke set hende siden forbandelsen startede. "Det minder mig om - Mit navn er Castien." Han slog sin hale fra side til side, imens han så på hende. 

Falk trak på skuldrene, da han lovede ikke at angribe. Det var alt for sjældent at hun følte frygt og hun var okay med at føle en smule af den nu. Hun håbede at sensationen ville give hende et bedre maleri.

"Det er ikke alle mødre, der ville gøre hvad som helst for deres børn på den måde," svarede Falk, kun halvt med i samtalen, fordi hun egentlig mest var opslugt af at forestille sig det resultat hun ville se. Først da bæstet introducerede sig selv, skævede hun over til ham igen. Hans navn virkede bekendt, men hun var ikke sikker på hvorfor. Hvis hun nogensinde havde mødt ham før, havde hun muligvis været for lille til at kunne huske det.

"Mit navn er Falk Chaia," svarede hun og gav ham et halvhjertet nej. Hun var normalt ikke høflig, men overfor dem hun malede var hun som regel. 

Langtfra alle mødre, nej. Men hans mor var en af de få, som virkelig ville gøre alt. Derfor havde Castien haft en lettere nem og rig barndom. Han havde det så dårligt med at han ikke havde haft kontakt med sin mor i de sidste mange, mange år, men han følte sig ikke længere som sig selv på grund af forbandelsen. Han var et dyr, og indtil forbandelsen blev hævet, ville han leve som et dyr. Naturligvis lidt anderledes, så han ikke glemte de sociale normer.
Da menneskelige sagde sit fulde navn troede han først, at han havde hørt forkert. Var pigen en af hans mange søstre? Chokket over at have hørt hende sige hans efternavn havde fået ham til at rejse sig op - lidt for hurtigt, måske?

"Datter af Liv Chaia." Det blev ikke sagt som et spørgsmål, nærmere en konstatering. "Skke et tilfælde - At møde en af mine søstre her." Castien holdte et grin tilbage, men latteren kunne tydeligt høres i hans stemme. "Castien Maeren Chaia. Søn af Liv Chaia."

Falk vendte brat hovedet imod Castien, da han sagde hendes mor navn. Hendes ansigt udtrykte væmmelse, men kun fordi hun troede at han som dæmon havde haft en affære med Liv; så snart hun hørte at de var søskende, forsvandt væmmelsen og blev erstattet af nysgerrighed.

"Castien," gentog hun, som om det ville være nemmere for hende at fastslå hvorvidt hun havde hørt navnet før, hvis hun selv havde det i munden. "Dit navn virker bekendt, men... jeg er ikke så god til at høre efter, når min mor snakker om mine søskende..." Hun indrømmede det med et skævt smil, hendes skam ikke helt ægte.

"Hvor gammel er du?" Falk var bedst bekendt med de søskende hun var vokset op med, med undtagelse af Sakse der var en del år ældre.

Det sidste Castien havde forventet var at møde en af sine søskende i dunkelskoven - han havde netop søgt tilflugt dér, for at undgå sin familie. Derfor var han lidt irriteret over, at Falk's første møde med ham foregik imens han stadig var under forbandelsens indflydelse. Det kunne dog ikke gøres ham - han måtte bare vise hende, at selvom han lignede og lød som et bæst, så var han i virkeligheden ikke. 
"Hmhm, så er vi to. Jeg har ikke mødt specielt mange søskende." Blandt andet fordi han ikke havde lyst, og på grund af hans forbandelse, der kom i vejen for ret meget.

"Jeg er 93 år, men jeg har ikke været i kontakt med vores mor i 52 år. Derfor undrer det mig ikke, at du ikke kan huske mig." Selv havde han ikke hørt om hende. "Og hvor gammel er du? Jeg har aldrig hørt mor snakke om dig..."

Falk fnøs, da Castien fortalte at han ikke havde mødt mange af deres søskende. Det havde hun heller ikke, men hun havde heller ikke været vild efter at møde dem. Derfor overraskede det hende også, hvor glad hun egentlig var over at møde Castien nu. 

"Oh..." svarede hun og så med store øjne på Castien, da hun hørte hans alder. "Så din far er... dæmon eller noget, ikk?" Falk havde selv tænkt over, at hun nok først ville finde ud af hvad hendes far var for en race, når hun fandt ud af hvor gammel hun kunne blive.
"Jeg er 19," svarede hun tøvende og bed distræt i enden af sin pensel. Hvis han ikke havde set liv i 52 år, så havde han heller ikke set hende, ikke engang som lille. Hun syntes nu alligevel at hans navn lød bekendt.

Castien følte sig ikke specielt gammel. Der var mange af hans søskende, der var over hundrede år ældre end ham, og Liv var i jo nærmest et fossil - hvis det ikke var fordi hun kunne ændre sit udseende, ville hun nok også ligne et. Heh, det kunne han aldrig finde på at sige direkte til hende. Det ville være ondt. 

"Dæmon, ja." Og det var alt han vidste om sin far. Han havde ikke spurgt ind til sin far før, heller ikke som lille. Det havde ikke været underligt for ham, at han ikke havde haft en far, for han manglede ikke noget dengang. "Og jeg kan lugte, at du er menneske." Det lød mega creepy, men det var sandheden - derfor havde han kaldt hende 'menneskepige' før.
"Ah, så ung, men alligevel går du herud alene. Ved mor, at du er her?"

Falk så tydeligt skuffet ud, da Castien fortalte hende at hun lugtede af menneske. Hun havde håbet på noget andet. Hun havde håbet på noget, der ville give hende længere liv. Hun havde håbet på dæmon, mest af alt. Hans omtale af hendes lugt fik hende til at føle sig beskidt. Hun kunne ikke forestille sig at mennesker lugtede godt.

"Mor behøver ikke at vide hvad jeg laver hele tiden. Jeg er ikke et barn længere," sagde hun surmulende, på en måde der kun understregede at selvom hun teknisk set var voksen, så var hun stadig meget et barn. "Og jeg kan godt passe på mig selv."
Med et selvsikkert smil spændte hun i overarmen og viste sine muskler frem til sin bror. Ikke at de var noget som helst imod det kæmpe bæst, der stod foran hende, men hun var langt stærkere end de fleste piger på hendes alder eller størrelse.

Skuffelsen som Falk's ansigt lyste ud var tydelig for enhver, men Castien lod sig ikke mærke af den. Hvad hun helt præcis havde at være skuffet over kunne han ikke gennemskue, og lod det derfor bare være. Selvom de var søskende, var de stadig fremmede. Han måtte derfor ikke stole alt for hurtigt på hende, det kunne jo ikke vides sikkert om hun var hans tillid værd. Nok havde de samme mor, men de blev ikke født på samme tid, og derfor havde de intet haft med hinanden at gøre før.

"En voksen ville vide, at Dunkelskoven er meget farlig at begive sig ud i - især, når man er ubevæbnet." Så vidt han kunne se havde hun ikke nogle våben på sig. Han kunne så nemt have angrebet hende, hvilket jo var godt at han ikke havde, taget i betragtning af at de faktisk var søskende, men det ville have været alt for nemt. "Skaf dig et våben. Dine muskler er ikke til at stole på, hvis du kæmper imod en som mig."

Falk trak på skuldrene, da Castien begyndte at belære hende om farerne ved Dunkelskoven. Hun var ligeglad, hun følte godt at hun kunne passe på sig selv, ligegyldigt hvad hendes dumme storebror sagde til hende.

Hendes pensel fløj over lærredet, da han oven i købet talte nedladende om hendes styrke, og et tykt, gyldent strøg dominerede nu det meste af det ellers tomme lærred, men hun bemærkede det ikke, for hun stormede hen til Castien, hendes ansigt fortrykket i vrede.

"Jeg smadrer dig lige nu og her!" lovede hun ham, på trods af den advarsel det var, ingen hun slog ud efter det store bæsts ansigt.

Castien virkede ikke ligefrem specielt overrasket over, at Falk pludselig stormede hen imod ham, og erklærede at hun ville smadre ham. Faktisk var det en anelse kært, hvordan hun troede at hun kunne vinde over ham. Da hun slog udefter hans ansigt lod han hendes næve ramme ham, hvilket frembragte en høj knurren fra ham. Selvom han ikke havde tænkt sig at gøre hende fortræd, skulle hun lige sættes på plads.

Castien rejste sig op og hans lange ører blev flade imod hans manke. Han viste sine sylespidse tænder frem, og hans klør var klar til at flænse nogens strube op. "Prøv endelig at smadre mig, lille pige.“ Sagde han provokerende, imens hans knurren blev højere, og til tider lød det som om han var tæt på at brøle. 

Falk knurrede af Castien, da han knurrede af hende. Hvem end der havde fundet på at forbande Castien, ville garanteret tænke at Falk fortjente samme skæbne, hvis de så dem sammen nu. Måske det lå til familien.

Alligevel trådte hun et skridt tilbage, da han viste tænder af hende, og faldt over sine egen ben i forsøget, resulterende i at hun landede fladt på røven i græsset. Et kort øjeblik følte hun frygt, men så kom hun en smule mere til sig selv igen og skubbede al frygt væk; i stedet overgav hun sig. Det føltes som en sikker måde at slippe levende fra sine problemer.

"Okay. Jeg skal nok lade være med at smadre dig," sagde hun og lagde sig opgivende helt ned i græsset. Imens hun hævede sine hænder, for virkelig at understrege hvor hjælpeløs hun var, fortsatte hun; "og jeg skal nok også skaffe mig et våben. Tilfreds?" hun himlede med øjnene til sidst, men hun var stadig rimelig høflig i forhold til hvordan hun kunne være.

Den unge piges opførsel var kær, selvom hun prøvede at være truende og sej. Desværre for Falk virkede det ikke når Castien var det bæst han var - Hvis han ville kunne han bare bide hovedet af pigen. Hurtigt og nemt. At de var i familie var nok det, der stoppede ham fra at gøre det lige nu.

En højlydt latter lød fra ham, i det hun gav op og erklærede hun nok skulle skaffe sig et våben. Det var så dejligt nemt at få sin vilje, når man lignede et misfoster, der kunne dræbe enhver uden at tøve. Han satte sig ned igen og begyndte at slappe af, så han ikke længere knurrede. "Meget tilfreds. Rejs dig nu op og mal videre, lillesøster." Det sidste ord blev sagt med en drillende tone, næsten helt provokerende.